Som en sort skygge

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Som en sort skygge [RESERVERET TIL MARIA & SETH] Den halvtøede sne havde gjort jorden blødere end den var før. Blødere end Titan før havde oplevet den. Den klistrede sig til hans ben og gjorde dem beskidte. Hvis der var lidt regn der havde samlet sig i en klat, så blev titan også beskidt længere op af benene på grund af de beskidte dråber. Aldrig før var det sket for ham at jorden havde været så smattet man næsten kunne hænge fast. Det var dog ikke alle steder. Han havde fundet et sted der var knap så smattet. Et sted hvor andre også ville kunne finde på at opholde sig hvis de ikke ville være helt mudrede til. Han havde dog også set nogle heste rulle sig i mudderet. Heste der rendte rundt og var beskidte. Snavs var han ikke bange for, men det betød ikke han havde tænkt sig at smide sig på det smattede underlag.   Han svingede lidt med halen mens han betragtede området fra træerne. Han havde fundet frem til en lille lysning i skoven hvor der var en forhøjning af en form for klipper og en lille dam hvor et lille vandfald løb fra stenene og ned over en lille hule. Han vidste ikke om dette sted tilhørte nogen, men nu havde han i hvert fald tænkt sig at det skulle være hans lille gemmested. Det lå jo også lige inden for flokkens grænser. Han kunne dog sagtens finde på at forlade flokkens område. Han havde gjort det før da han var mindre. Det var ikke længe han stod stille, men hans ører vrikkede lidt mens han overvejede hvad han ville. Da han havde besluttet sig kastede han sig fremad i et par galopspring, men fortsatte dog gennem træerne som en sort skygge, der kun kom til at gå mere og mere i et med mørket efterhånden som solen forsvandt i havet. Han havde set hvordan havet opslugte solen, og han vidste at den vendte tilbage igen hver gang så han var ikke nervøs. Han nåede den lidt større sø, som han fulgte mellem træerne til han til sidst var ude i det åbne område igen – lige uden for flokkens område. Han spejdede rundt nysgerrigt inden han kastede et blik hen over skulderen tilbage mod hans ’hjem’, og begav sig så videre ud mod det åbne for at søge nye ting at udforske og flere legekammerater. WORD COUNT - 391

[/td][/tr][/table][/center]

Selvom vinteren stadigvæk har hårdt fat i landet, har det dog i løbet af de sidste par dage været varmt nok til, at den hvide sne snarere kan kaldes for en gråbrun, sjappet masse, som dækker store dele af Leventera - og så vel også de andre øer. På grund af min sparsomme vinterpels skulle jeg vel ikke klage - alligevel er jeg absolut ikke stor tilhænger af alt sjappet og mudderet. Jeg er så sandelig forfængelig, og kan jeg undgå det, skal jeg ikke have for meget snavs på mig. Naturligvis betyder det ikke, at jeg nægter at bevæge mig rundt, så længe der er mudret, men det skal gå ordentligt til. For at undgå det meste af det bløde underlag, har jeg valgt at placere mig i nærheden af en lille skov tæt ved en af Leventeras store søer. På grund af årstiden forlader solen himmelen tidligt, og selvom det ikke er frygtelig sent, er den lange nat allerede begyndt.

Mine ører, der indtil nu har holdt sig mod min knejsede nakke, vipper kortvarigt fremad, da lette hovslag fanger min opmærksomhed, men umiddelbart er der ikke nogen at se. Langsomt lader jeg mine ører glide tilbage mod min nakke, mens jeg misser øjnene en anelse sammen, indtil jeg fornemmer en sort skikkelse, der bevæger sig rundt et stykke herfra. En helt sort skikkelse, som ikke bærer aftegn. Sort som jeg selv. Jeg har ikke umiddelbart nogen ide om, hvem det kunne være, der bevæger sig så friskt rundt - i hvert fald ikke umiddelbart en, jeg kender. På grund af afstanden er det heller ikke konstant, at jeg kan holde fokus på skikkelsen; af og til går den i et med de mørke omgivelser. Måske er det blot en skygge?

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Som en sort skygge Vinden var bestemt ikke blid selvom temperaturen var en smule varmere end den havde været før. Vinteren var endnu ikke overstået, men temperaturen svingede engang imellem. Nogle dage var i hvert fald koldere end andre. Titans pels var en anelse pjusket, men ikke lige så meget som nogle ad de andres pelse. Hans var vel en slags mellemting. Han frøs ikke, og det var vel også det eneste der betød noget. Ellers kunne han altid søge hen til sin moster, som samtidig også fungerede som en slags mor for ham. Hun havde overtaget mor pladsen fordi hans egen stadig var i det gamle land. Han var kommet hertil af en andens ønske.   Han stoppede op da vinden bare noget med sig. Lugten af en fremmed. Han rankede sig lidt op og spidsede ørerne fremad. Halen var ved at blive lang, men den var endnu ikke lige så lang som de andres i landet her. Hans var kun for lang til at kunne svinge ordentligt frem og tilbage som en lille hund, som han havde for vane at gøre da han var mindre. Der var som sådan ikke noget at se, men Titans nysgerrighed var vakt. Han virrede ganske kort med hovedet inden han trippede fremad med energiske skridt og opmærksomme ører og øjne. Hvis nogen var i nærheden så kunne det betyde en ny legekammerat! Endnu en der måske havde en ny leg at lære ham. Grundet underlaget løftede han benene lidt højere end normalt. Han var ej så spinkel som nogle af hopperne, men heller ikke kraftig bygget. Han var lidt en mellemting. Kul sort og med grønne øjne der af og til talte mere end hans mule.   En halv brummen slap fra ham inden han lod et hingstet vrinsk flyve gennem luften. Et vrinsk der også afslørede hans lidt unge alder. WORD COUNT - 303

[/td][/tr][/table][/center]

Jeg husker ikke sommeren i Andromeda som noget negativt. Det var varmt, og selvom alt endnu var fremmed for mig dengang, mindede klimaet vel mere eller mindre om det, der hvilede over mit hjemland. Men vinteren? Ja, den er sandelig noget helt andet. Min slanke, sorte krop med de lange, spinkle ben er ikke skabt til et koldt klima med sne og frosne søer. Men her er jeg nu engang endt, og selvom jeg er ret sikker på, at jeg aldrig kommer til at kunne acceptere det, så er det sådan, det er. Her er jeg, og jeg har endnu ikke fundet en vej tilbage.

Et hingstet vrinsk når mine ører. Et vrinsk, der tyder på, at den skikkelse, jeg før kunne ane i mørket, også har opdaget mig, men også et vrinsk, der fortæller mig, at det er en ung hingst, der giver lyd fra sig. I løbet af mine 7 år har jeg da naturligvis mødt en hel del unghingste, og allerflest da jeg selv var en af dem. Jeg husker tydeligt, at størstedelen af de møder har været mere eller mindre mislykkede. Med årene er de da også blevet mere og mere irriterende. Alligevel vælger jeg, efter en lille tids overvejen, at besvare den unge hingst med et vrinsk. Et dæmpet vrinsk, der hverken er særlig indbydende eller afvisende, men som alligevel er henvendt til ham. Det kan måske alligevel blive et meget underholdende møde.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Som en sort skygge Et vrinsk lød. Den fremmede havde svaret ham. Han var i hvert fald næsten sikker på det var henvendt til ham, for der var ikke andre. Og hvis det skulle have været henvendt til en hoppe – så var det bare ærgerligt! Der var ingen hemmelige møder med den unge Titan i nærheden. Han søgte i hvert fald altid selskab hvis han kunne komme til det. Selv havde han ikke brug for en moderlig skikkelse og han havde såmænd heller aldrig haft sin moder i dette land, men det betød jo ikke han ikke kunne lege med fremmede, og han havde efterhånden lært en del lege at kende.   Han var ikke kun uvidende om alt hvad der befandt sig i dette land, men også uvidende. Han havde ingen anelse om hvordan man opførte sig omkring andre, hvordan tingene i landet hang sammen – eller hvordan han fremover skulle undgå diverse problemer han ville støde på. Det hele skulle stadig opdages og læres. Han drejede i den retning det lød til vrinsket kom fra. Det måtte se lidt sjovt ud for dem der kunne se, selvom der ikke var mange, for Titans skridt blev pludselig mere klodsede. Hans ben gled ud til siderne da underlaget pludselig blev anderledes. Glat. Mere hult. Næsten som at gå på en væltet træstamme men glattere. Han kunne høre det knirkende underlag også, og han kastede sig fremad for at få lidt mere fart på, selvom hans hove gled på underlaget. Da han nærmede sig den fremmede, som også lod til at være en sort hingst som ham selv, spidsede han ørerne. Alle han var i familie med var sorte som natten – undtagen en der havde en hvid blis og en med små lyseblå prikker.   Han satte hovene i for at bremse, men han bremsede ikke. Han gled videre, også da han næsten smækkede røven imod underlaget for at lægge mere vægt bagtil. Han gled dog ikke lige så hurtigt som i starten, men endte i stedet med at sidde stille og glo op på den fremmede med et kæmpe smil og grønne øjne der næsten lyste op af ren og skær morskab. Titan var ikke af mange ord, for han havde endnu ikke rigtig talt med nogen. Det hele var altid gået op i leg. Hans øjne sagde dog også tit alt hvad man behøvede at vide. Han kommunikerede gennem kropsproget. WORD COUNT - 394

[/td][/tr][/table][/center]

Jeg har ikke nogen ide om, hvem der er ansvarlige for den unge, sorte hingst. Hvem det er, der burde lære ham at færdes blandt andre på en ordentlig måde. Det er først, da han nærmer sig, at jeg kan bekræfte min ide om, at det er en kulsort, ung hingst af en spinkel bygning - sikkert ikke meget anderledes, end jeg selv har set ud i den alder. Alligevel tillader mørket mig ikke at se ret meget, men pludselig ændrer hans bevægelser. I stedet for at gå, bliver jeg klar over, at han i stedet glider hen ad underlaget under ham, indtil han pludselig sidder foran mig med et stort smil og to grønne øjne rettet op mod mig.

Selvom det kun er en unghingst, gælder de samme regler for ham. Han skal ikke komme for tæt på. I en markant bevægelse træder jeg et skridt bagud, men jeg vælger dog at placere mine hove varsomt mod jorden. Det er vel ikke for sjov, at han er kommet glidende på den måde. Langsomt lader jeg mine ører rykke sig om mod min nakke, mens jeg lader min sorte hale smælde omkring min spinkle bagpart. Det er jo ikke fordi, jeg aldrig har haft indflydelse på opdragelsen af en yngre hest. Jeg er helt sikker på, at jeg har mange halvsøskende på min fars side, men dem har jeg aldrig mødt. Og selvom min søster egentligt også kun var en halvsøster, er hun den eneste, jeg nogensinde har betragtet som værende min søster.

,,Godaften.”

Jeg har lært, at der absolut ingen skam er i at hilse på sit selskab verbalt. Og hvis han ikke har lært det, så har jeg ikke noget imod med at lægge ud med det.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Som en sort skygge - lidt stemningsmusik Den unge sorte plag blev ikke siddende ret længe, men rejste sig op og rystede den lidt spinkle krop. Han var måske en smule tynd at se på, men var også kun fordi han hver dag blev ved med at vokse, og det var ikke altid lige meget mad der var at finde på denne tid af året. Han havde været så uheldig at ramme lige ved foråret, så han havde haft mad da han var helt lille, dog i form af græs, fordi hans moder ikke var her og ikke kom hertil. Hun havde derfor heller ikke mulighed for at give ham den føde han egentlig behøvede. Nu måtte han klare sig selv. Han måtte selv finde føden og det lykkedes da også engang imellem at finde noget der ikke var helt trådt ned og gemt af sne. Det blev altid lettere og lettere jo mere sulten han var, for når han var rigtig sulten, så kunne han ikke være kræsen som ellers, og så måtte han spise hvad der var.   ”Eh!”   Det var aldrig ret mange ord der kom ud af Titans mule, for sproget mestrede han endnu ikke helt. Det var oftest meget få ord og ellers bare lyde og udtryk han brugte. På et tidspunkt skulle han vel nok komme efter det. Når han blev tvunget til det – og ikke før.   Titan studerede den store sorte hingst da han trådte tilbage, og med hovedet hævet og halen hævet også – den som ville have strittet lige op i luften da han var mindre, eller vimset frem og tilbage som en logrende hundehvalps hale – trippede han lidt fremad mod den fremmede igen for at gøre afstanden en smule mindre. Hans ører var nysgerrigt rettet fremad, og i løbet af meget få sekunder strakte den unge sorte sin hals helt ud og nappede udfordrende ud efter den fremmede hingst. Udfordrende og opfordrende til leg. WORD COUNT - 315

[/td][/tr][/table][/center]

Da han rejser sig, lader jeg ganske kort mit blik løbe over ham. Man kan ikke ligefrem sige, at han er godt i stand, men han har vel blot lige så svært ved at finde noget ordentligt at spise, som vi andre har. Ganske kort strejfer en tanke om min egen datter mit sind - hun er en hel del yngre end den unge sorte foran mig, og med en meget fraværende mor, er det mig nærmest en gåde, hvordan hun dog finder mad til at overleve - hvis altså stadigvæk hun er i live. Nu er det trods alt nogle måneder siden, jeg sidst så hende.

Han giver mig ikke noget svar, ud over en lille lyd. Gad jeg, kunne jeg vel på den ene eller den anden måde godt få ham til at give mig en hilsen tilbage, men eftersom jeg i forvejen nægter at tage faderollen for min egen datter på mig, hvorfor skulle jeg så gøre det i det her tilfælde? Derfor hæver jeg det ene øjenbryn lidt, inden jeg giver et kort prust fra mig og lader det falde ned igen. Jeg er rykket væk fra ham, men noget tyder på, at han ikke rigtigt forstår, hvad det betyder, for kort efter bevæger han sig frem mod mig igen.

Værre bliver det, da han strækker sin hals frem mod mig og napper efter mig. Havde han været ældre, havde han nok forstået, hvorfor jeg rykkede væk, og jeg ved jo godt, at jeg ikke rigtigt kan bebrejde ham for noget, han ikke ved. Jeg trækker mit hoved en anelse bagud og giver et hårdt fnys fra mig, inden jeg endnu en gang træder bagud. En anelse advarende løfter jeg mit ene forben for at se, om det mon kan holde ham på afstand.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Som en sort skygge Den unge sorte så op mod den store sorte med et undrende udtryk i hovedet og det var også tydeligt at se i de grønne øjne. Hvad var det han havde gang i denne fremmede? Hans fnys tog Titan sig ikke af. Han forsøgte bare at gentage hingstens fnys, og det kom da også til at lyde nogenlunde ligesådan, måske lidt mere som et lille nys. At han trådte væk igen fik bare den unge sorte Titan til at vippe ørerne fremad og et muntert udtryk til at glide hen over hans ansigt. Han trådte med, men nåede ikke mere end at flytte sig lidt før den store sorte hingst hævede et forben. Med det samme spændtes musklerne i Titans krop, for han havde allerede oplevet den sorte hoppe der havde slået ud efter ham på den måde. Det havde gjort ondt. Han blev stående med næsten helt stive ben og et kort skræmt udtryk i fjæset, men strakte alligevel mulen frem mod den sorte hingst endnu en gang inden han rettede sig op og trippede en anelse til siden inden han rejste sig på bagbenene. Ikke ret højt for han kunne ikke helt holde balancen endnu. Ikke hvis han samtidig skulle koncentrere sig om andre ting også. Den sorte hingst havde løftet det ene forben, men han havde endnu ikke slået ud efter Titan, og derfor så han det som en opfordring til leg. Han kunne se alt som en opfordring til leg. Godt nok så det ikke ud til at denne sorte hingst var særligt interesseret i fangeleg. Mens Titan endnu stod på bagbenene langede han begge forben ud mod hingsten. Nogen vil måske kalde det dumhed eller overmodighed. Nogen nok meget mere provokerende. Og egentlig var det nok lidt en blanding af det hele. Titan kendte ikke til ordet ’grænser’ WORD COUNT - 303

[/td][/tr][/table][/center]

Jeg er godt klar over, at det nok er mest fornuftigt at holde fast i tanken om, at han er ung, og at han nok ikke rigtigt har nogen manerer - eller det der ligner. Medmindre han naturligvis blot formår at ignorere mine signaler fuldstændig med vilje, og så dum er der vel ingen, der er. Mit fnys efterligner han blot, og da jeg træder bort fra ham, følger han endnu en gang efter mig. Det er først, da jeg løfter mit forben, at jeg ser en reaktion, som er mere velkommen end de andre, han har forsøgt sig med. Alligevel er det kun kortvarigt, at jeg har formået at skræmme ham en smule, for kort efter strækker han mulen frem mod mig, inden han hæver sig en smule på bagbenene.

Højlydt giver jeg et suk fra mig, mens jeg betragter den unge sorte. Selvom jeg har en ufattelig lyst til at sætte ham lidt på plads, har jeg endnu ikke lige fundet den rette årsag til at gøre det. Med en voksen hest havde jeg nok gjort det for længst, men voksen, det ser jeg ham ikke som. Og det er da først, da han slår sine forben ud mod mig, at jeg trækker grænsen. Mine ører lægges fladt ned langs min nakke, inden jeg blotter tænderne og kaster mig frem mod ham i en let bevægelse, mens jeg markerende snapper ud efter ham. Jeg har ikke tænkt mig at hive fat i ham, og det gør heller ikke noget, hvis jeg ikke rammer ham. Så længe jeg bare kan skræmme ham en smule. Jeg bliver da heller ikke stående ved ham, nej, jeg træder bagud igen, klar på at give ham samme behandling, hvis han nu skulle finde på at nærme sig igen.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Som en sort skygge Den sorte hingst, der ikke var den unge Titan, lod ikke til at være særligt begejstret for den unge hingste forsøg på at byde op til leg. Det var nu heller ikke altid det virkede som leg, og nogen ville måske mene at Titan var en provokerende lille satan. Det var måske heller ikke helt forkert, for han gjorde hvad der passede ham. Han havde ikke rigtig lært at kigge efter signaler der fortalte at andre måske ikke rigtig var tilfredse med hans måde at være på. Der var aldrig nogen der rettede på ham, og indtil videre havde hele hans liv handlet om leg – så hvordan skulle han vide hvornår noget ikke var for sjov? Da den store hingst kastede sig frem mod ham, dansede den unge Titan til siden i nogle lidt hurtige og klunsede dansetrin, der næsten fik ham til at falde over sine egne ben. Hans ører var rettet mod den fremmede inden han vendte rundt for at sende et par baghove ud mod ham, dog uden at ramme. Han var ikke helt så meget for den slags nærkontakt. Han vidste godt det kunne gøre ondt når de store brugte hove eller tænder. Nærkontakt var han kun tilfreds med, hvis det betød han kunne vælte en omkuld. Titan blev ikke stående ret lang tid af gangen på samme sted. Han trippede konstant på de lange stænger mens hans opmærksomhed hele tiden var vendt mod den fremmede. Titan havde dog ikke opgivet at få den fremmede til at deltage i en omgang fangeleg. Han var den selvfølgelig – men han lod ikke til at vide det helt siden der ikke var nogen jagt i øjeblikket. Titan virrede med hovedet inden han smældede med halen og lod en lille hingstet brummen ødelægge den stilhed der ellers hærgede. Selvom han var ung, så var han stadig godt på vej til at blive en hingst – en hingst der måtte afprøve andres grænser. Han slyngede bagparten lidt rundt så han stod med siden til den anden fremmede sorte hingst, med knejset nakke og blikket vendt mod ham. En smule udfordrende måske, idét han begyndte at trippe lidt mod den fremmede igen, halvt sidelæns, kun for at provokere med hensyn til nærheden. Han havde godt fanget nu, at den sorte ikke ville have ham tæt på. Det var derfor han havde hævet hoven og var hoppet efter ham. Men et eller andet måtte den unge hingst gøre for at få den fremmede til at deltage i legen. word count, 414

[/td][/tr][/table][/center]

Jeg håber ikke, at jeg nogensinde selv har været så irriterende som den unge hingst foran mig, men da jeg var på hans alder, var jeg alene, eftersom min mor gik bort og min søster forsvandt. Jeg er dog ret sikker på, at jeg modtog en del mere opdragelse indtil da, end den sorte unghingst synes at kende til. Faktisk er jeg ganske sikker på, at det var noget, min mor tog meget seriøs allerede fra en ung alder. Det var nok ikke, fordi hun vidste, at jeg ellers ville have været meget vanskelig, fordi mit væsen i forvejen er lidt særligt, men alligevel var opdragelsen noget, hun vægtede højt. Den, der har forsøgt at opdrage unghingsten her, skulle nok have anstrengt sig en smule mere.

Han rykker sig, da jeg kaster mig mod ham, og det er fint. Det var jo også det, jeg ville have; at han skulle flytte sig. Men at han så kaster baghovene efter mig bagefter, det er jeg godt nok ikke særlig tilfreds med, og derfor giver jeg et lavmælt, hvislende fnys fra mig. Kort efter omplacerer han sig således, at han nu står med siden mod mig, indtil han sidelæns tripper mod mig, og nu er jeg ikke længere så sikker på, at han kun gør det, fordi han ikke ved bedre. Nej, nu er der noget udfordrende, provokerende over det, og det vækker kun mit temperament endnu mere.

Markerende og advarende slår jeg mit forben mod ham, inden jeg med lange, hurtige skridt træder sidelæns for at undgå, at han skal komme for tæt. Min nakke er knejset højt op, mulen trukket godt ind mod min hals, og begge mine ører er lagt ned langs min nakke. At jeg ser sur ud er nok lidt af en underdrivelse, og jeg forsøger virkelig at vise ham, at han leger med ilden lige nu.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Som en sort skygge Den unge Titan kunne til tider være provokerende. Legesyg og provokerende på samme tid. Ikke noget han mente på en ond måde – og dog.. Han ville gerne teste andres grænser. Det var ikke altid lykkedes ham at få det til at ske helt. Nogen havde bare leget med og så var det hele endt op i leg. Men der havde han også været mindre. Der var efterhånden blevet dannet lidt flere muskler og han ville gerne have mulighed for at afprøve dem uden at andre bare lod ham vinde. Den bedste måde var vel ved at provokere andre. Eller! Det var i hvert fald det han troede. Hans nakke var knejset så meget at hans mule næsten berørte hans bringe. Han var kul sort fra top til tå, og hans grønne øjne var fast plantet på den anden sorte hingst. Legesyge og udfordrende på samme tid. Meget livlige. Hans øjne provokerede næsten med de ord der ikke kom fra hans mund. Titan var ikke en der indtil videre havde brugt talegaven særlig meget, og han var derfor heller ikke en der kunne komme med de værste fornærmelser, men han kunne gejle andre op og indtil videre havde det ikke været noget problem at drive andre ud i leg. En enkelt hoppe havde kun leget med tænderne og hovene. Måske lidt ligesom denne hingst. Måske lå det til den sorte farve – lige med undtagelse af hans moster og søster. Det havde nu også kun været fangeleg med hans moster og ingen leg med hans søster. Selvom hingsten trådte sidelæns ændrede det ikke noget som helst på Titan. Hans grønne øjne fulgte hingsten, og hans retning var også stadig rettet mod hingsten. Dog ændredes hans skridt en smule, men ikke hastigheden eller den trippende måde. Han fulgte blot hingsten. Et lille halvflabet og provokerende smil dukkede også langsomt op om Titans mule, selvom det var godt skjult. Det var dog stadig næsten til at mærke hvordan det hang over ham. En enkelt gang fløj det ene forben ud strakt før det landede på jorden igen, og hans trippen fortsatte. Så igen.. og endnu en gang.. Dog ikke lige i træk, og ikke helt inden for rækkevidde. word count, 364

[/td][/tr][/table][/center]

Hvordan man afviser hingsten, det skal jeg ikke kunne gøre mig klog på, for jeg synes efterhånden, at jeg har forsøgt mig med de mest banale ting, der ville have fået alle andre til at stoppe op og tænke sig om, men det synes absolut ikke at have nogen som helst effekt på den sorte unghingst, der lige som jeg er kulsort fra top til tå. Hans øjne er dog grønlige, mens mine er en dyb brun. Min sorte hale slår om mig, rytmisk og advarende; noget, der bevidner om, at mit temperament ikke er til at spøge med lige nu. Problemet er bare, at jeg ikke en gang gider forsøge at få ham til at forstå det og lære det på den hårde måde. Ikke fordi det ville være et problem; jeg er langt stærkere og mere erfaren end ham.

Han fortsætter sin trippen, efter at have slået det ene forben ud i luften, og denne gang får jeg nok. I en flydende bevægelse drejer jeg omkring, inden jeg med lange, taktfaste skridt bevæger mig bort fra ham. Kan han ikke forstå mine grænser, så er jeg ikke sen til at gå. Han må gerne opfatte det som en triumf - det kommer ikke til at være mig, der skal opdrage kræet og få ham til at forstå, at han mere eller mindre er en pestilens. Om han kan finde på at følge efter mig, det er jeg ikke i tvivl om. Det er en meget legesyg knægt, jeg har fat i her, og måske vil han bare se det som en indbydelse til mere leg.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Som en sort skygge Den sorte hingst vendte om og begyndte at begive sig væk fra Titan. Det fik kun en smule til at ændre sig hos den unge hingst. Hans trippende skridt blev til en trav i det han begav sig efter. Han var skam ikke færdig. Langt fra! Han satte farten en smule op for at indhente den fremmede sorte hingst, i højere tempo end han havde nærmet sig med de trippende skridt. Han var ude på at gøre afstanden en smule mindre og lille nok til at kunne komme i fysisk kontakt. En hingstet brummen lod sig høre fra Titan. Hans nakke var stadig knejset og dannede en fin bue. Hans hale slog sig engang imellem fra side til side, og var en anelse hævet. Han spændte en smule op i de muskler der kunne anes på hans krop. Ikke så markerede som hos de ældre hingste, men de var der og de blev kun større endnu. Han virrede ganske kort med hovedet og slog over i galop da han synes han var tæt nok på - vel næsten som en slags overraskelsesangreb, og kastede sig nærmest frem for at bide ud efter hingsten. Han var dog hurtig til at trække hovedet til sig igen – for han kunne måske finde på at sparke? Det kunne han i hvert fald selv have fundet på. Nej. Han havde gjort det. Han havde indledt en lille slåskamp – det var måske også det han var ude på nu. Han ville prøve sine kræfter af mod andre. Provokere dem til ikke at lade ham vinde. For Titan var det også en form for leg. word count, 267

[/td][/tr][/table][/center]