Stilhed

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt vippede et øre, da den brogede så ud til at rode med hans spørgsmål. Han havde tydeligvis formuleret sig forkert. En virren på den mørke mule fulgte, mens hans nu rolige, kastanjebrune øjne observerede hingsten på hans side. Han fik en fornemmelse af, at intet var fastlagt på det her sted, der var ingen retningslinjer at følge ud over sin egen morale. Hvis man besad en, vel og mærke. Den brogede havde altså mindst lige så meget brug for svar, som han selv havde, det mærkede han. Men om han brændte lige så meget for dem som Matt gjorde var ikke til at sige. Den brogede havde nok nogenlunde accepteret sit liv her, siden han havde slået sig ned og startet en flok. Men den mørkebrune hingst kendte sin egen rastløshed. Der havde været en skikkelse, som havde rodet i hans sind, slæbt ham gennem hans minder og efterladt ham i dette fremmede land. Det var på ingen måde bitterhed han følte, men han ønskede brændende at vide, hvad det var som havde gjort alt det. Og simpelthen nysgerrigheden over, hvad som kunne være i stand til noget, han end ikke kunne beskrive. Men måske havde det hele været en drøm. Måske havde han blot vandret inde i sit eget sind for han vidste ikke hvor længe. Alligevel tvivlede han ikke på eksistensen af den mystiske skabning. Den havde haft en stemme. Han glemte aldrig en stemme. Og den brogede Brêgo lod til at sidde inde med en viden, han måske ikke havde noget imod at dele. Matt havde allerede overvejet sin egen situation. Det kunne på sin vis forenkle den hvis han slog sig til den brogede. Det ville ganske vist bryde hans nyvundne frihed. Ikke at den brogede lod til at stille mange krav, hvis nogen overhovedet. Men han havde aldrig været i en anden flok end den, han engang var bestemt til at arve. Matt pustede dybt ud i stilhed, efter at have lyttet til den andens ord. Noget? Nogen? Den lysende hingst? Han brød lidt efter tavsheden. ”Jeg går ud fra, du også er interesseret i dette.. noget. ” word count 354

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Den brogede Brêgo gik i tavshed mens han selv funderede over et par småting, der ikke krævede ret meget af hans opmærksomhed, for han var ikke den uhøflige slags der overlod sit selskab til sig selv. Hingsten, Matt, havde skam stadig hans opmærksomhed – noget af den i hvert fald, for Brêgo var god til at fordele den mellem det der krævede opmærksomheden. Han lyttede også samtidig til omgivelserne, og den stilhed der nærmest lå hen over engen. Sammenlignet med det område Brêgo kom fra var det meget anderledes. I hans gamle land kunne stilheden næsten være larmende. Der var altid en eller anden form for liv i nærheden. Hvad grunden var, i dette land, til at diverse sjæle han havde stødt på ikke havde tænkt sig at deltage i flok eller ikke var klar til at deltage i flok vidste han ikke. Der var så mange som regnede med de ville leve alene i noget tid og så slå sig ned. Men som Brêgo vidste, så gik tiden ofte hurtigt og før man vidste af det, så blev man jo gammel, og når man først blev gammel var tiden tilbage ikke ret lang, og så var det måske for sent at slutte sig til en flok. Det ville måske heller ikke være helt fair hvis alle de gamle kun sluttede sig til en flok. Det ville vel egentlig ikke gøre ret meget, for så ville der ikke være nogen af de rigtig stærke og knap så skrøbelige til at hjælpe mod diverse farer. Brêgos ene ører vippede over mod Matt, da han igen talte. Et spørgsmål, der fik den brogede hingst til at smile en smule. Intet i livet var gratis. De fleste forventede et eller andet til gengæld for hjælp. Som svar på Matts spørgsmål nikkede han en enkelt gang. ”Jeg er også interesseret i noget, men ikke helt præcist dette ’noget’.. Hvis du slutter dig til mig og flokken Teylar, så kan vi hjælpe hinanden” word count, 327

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den ravnsorte hale svajede bag ham. Luften var kølig og klar, noget han brød sig om. Det fik det til at sitre under hans mørkebrune pels, en grænseløs iver, men ikke denne aften. Den brogede hingst optog hans opmærksomhed, ikke fuldstændigt, men hans tanker flød i lind strøm gennem ham mens han overvejede hans situation og hvordan den brogede ville kunne hjælpe ham med den. Hans tilbud kom ikke bag på ham, det havde ligesom lagt i luften, men hvor meget han end forsøgte at mærke efter, så følte den unge Matt ingen ubehagelige fornemmelser ved tanken om at slå sig til dette Teylar. Han følte faktisk slet ingenting. Det betød at der ingen bånd lå på ham, hans samvittighed var som ikke eksisterende i dette nu. Hans praktiske sind var dog lyst vågent, og det så ingen grund til at afslå. Matt udvidede et øjeblik de mørke næsebor og strakte nakken en anelse. ”Det lyder ikke som noget dårligt tilbud,” Han drejede et øre mod den brogede, som selv virkede optaget af tanker. Hvad han mon så ville have ud af dette ”noget” var Matt ikke sikker på. Heller ej hvad han ville få ud af at have ham i sin flok. Alligevel påvirkede det ikke hans beslutning. Den mørkebrune hingst kastede et blik på den brogede, nærmest undersøgende lod han sit blik hvile på den anden, men uden yderligere overvejelser. ”I så fald vil jeg slutte mig til dit Teylar, så længe som jeg finder dig en værdig leder.” En frisk vind slog mod dem fra vest, den fik hans manke til at danse mens han for et øjeblik funderede over hvad denne beslutning mon ville komme til at betyde for ham. word count 284

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Den brogede hingst, Brêgo var ganske afmålt i alle sine bevægelser, og så afslappet som det var muligt at være. Han havde aldrig haft den store trang til at spille med musklerne, og det havde ikke holdt ham fast i livet. Han var kommet fremad, og han var ganske tilfreds med sin situation. Det var måske også fordi han var som han var - og var i stand til at acceptere sin tilværelse. Selvom han af og til kunne tvivle på sig selv og hvorvidt det nu også havde været en idé at skabe denne Teylar, så gjorde han det heller ikke kun for sig selv, men også for alle de sjæle der ønskede fællesskab.   De varme brune øjne søgte mod den brune hingst, der i Brêgos øjne så en smule hårdere ud end ham selv. Der var en tydelig forskel på de to hingste, selvom de var af næsten samme bygning. Han nikkede en enkelt gang. Et dybt anerkendende nik, da hingsten valgte at takke ja til hans tilbud.   ”Det glæder mig. Meget. Teylar er meget åben og det er ikke krævet at man forbliver i flokkens område. Jeg ser det mere som et sted hvor man kan søge hen hvis man mangler hjælp. Jeg gør mit bedste for at være en værdig leder, og håber også nogen siger det til mig hvis jeg på nogen måde bliver urimelig eller uværdig - hvis den tid kommer, vil jeg lade flokken udvælge en anden leder"   Det havde aldrig ligget direkte i kortene at den brogede skulle være leder. Han var hverken renracet eller førstefødt. Men der havde været snak fra de voksnes muler, om at han var mere værdig end de andre unghingste hvor han kom fra. word count, 287

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt lyttede i stilhed til den brogede hingsts ord, mens de begge med rytmiske bevægelser gled frem over græsset. Det måtte være et specielt syn, to hingste fremmede for hinanden, og alligevel fyldtes luften ikke af kampskrig, men derimod af en fredelig stilhed. Noget emmede luften dog af, måske var det forandring. Hans krop sagde ham, at noget var i vente. Der gik et stykke tid hvor fornemmelsen sitrede i ham og efterhånden dæmpedes. ”Havde jeg tvivlet på dine evner, ville jeg end ikke have overvejet at blive en del af dit Teylar,” Noget ideelt medlem ville han nok ikke blive. Hvor længe han ville kunne forblive i flokken ville tiden vise, det var for ham ikke nogen nagende bekymring, selvom han kendte sig selv alt for godt. I samme nu tårnede solen frem fra skyerne og badede engen i sit skarpe lys, snart mærkede han hvordan varmen bankede ind i hans lemmer. Den mørkebrune hingst løftede mulen en anelse og sendte den brogede et utydeligt blik, han havde på fornemmelsen at Brêgo skulle bruge ham til noget bestemt. Fremmede hingste med fyrrige sind blev ikke uden videre modtaget med åbne arme af en lederhingst. Matt udvidede sine mørke næsebor. Ikke at han var mistænksom, hans tankegang var blot logisk. Og tildels kynisk. ”Men fortæl mig, hvor vi skal hen.” word count 220

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Det skarpe lys som solen sendte mod de to hingste, ramte den rødbrogede Brêgo kraftigere end han lige havde forventet. Ikke at han havde nogen som helst forventninger til solen overhovedet – eller vejret for den sags skyld, for det opførte sig som det nu engang gjorde, og det var ikke til at lave om på. Den rødbrogede hingst stoppede op da lyset blev så kraftigt at han måtte lukke øjnene, for at holde dem åbne var ikke rart. Hans ører gled om i nakken et kort øjeblik, men flød lige så stille ud til siderne da han stod stille og så afslappet ud – selvom han samtidig koncentrerede sig. Han kunne næsten smage den saltede luft, og høre hvordan vinden hvislede i trætoppene. Næh. Det var ikke trætoppene. Det var vandet. Vandet og saltet. Det var næsten som om han kunne høre nogle stemmer. Nej. Ikke stemmer, for der var kun en, men den gav nærmest genlyd. Han kunne ikke høre hvem det var for den var hviskende og alligevel meget høj.   Den brogede trådte fremad igen, og samtidig nærmede han sig med de lukkede øjne, det der lignede en klippeåbning. Stedet lignede et sted han før havde været – og alligevel ikke helt. For der var noget han ikke før havde set – nemlig den klippeåbning. Han åbnede øjnene igen og lod de brune øjne falde på den mørkebrune hingst inden han begyndte at danse fremad i et lidt mere raskt tempo end de havde været i før. Nu var der i hvert fald en kurs.   ”Belønning kommer til de som er tålmodige”   Svarede han blot med en lille brummen og det varme, venlige smil der pyntede hans lyse bløde mule.   ”Vi skal mod kysten. Kysten på Teylars land. Der finder vi begge hvad vi søger”   Turen dertil var ikke forfærdelig lang. Leventra var ikke den største ø, men den var stor nok. Dog var det ikke fordi der var flere dages rejsen fra ende til anden. Og lang tid gik der heller ikke, før den saltede luft var at mærke.   word count, 339

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt var ikke sen til at opfange den lugt af salt, der lå i vinden. Det var lugten af havvand. De slanke, mørkebrune ører blev drejet og vendt igen, da han forstod at de ikke kunne være forfærdeligt langt fra en kyst. Han brummede for sig selv, en mørk og hul lyd i hans bryst, mens hans bevidsthed sank hen til fjerne egne. Kun for brat at vende tilbage, da vinden pustede mod hans vågne krop og han så at den brogede havde gjort holdt for et øjeblik. Han ventede ikke på ham. Kastede ganske vist et vågende blik på ham, men blev i bevægelse, da han forventede at den brogede ikke havde tænkt sig at blive stående dér. Måske havde han fået en fornemmelse, måske var det lugten af havvandet. Matt lod det dybe blik glide ud i omgivelserne igen, men fandt intet ud over det sædvanlige. Han drejede ørerne, da Brêgo lod sin stemme lyde, men forholdte sig med et prust i tavshed. Det de begge ledte efter. Matt var ikke engang sikker på, hvad det var for svar han eftertragtede. Den brogede satte tempoet op, til den mørkebrunes fornøjelse. Musklerne sitrede svagt under skindet, det føltes som om han havde stået stille i al den tid, han havde talt med den brogede. Og han var ikke god til at stå stille, på et eller andet tidspunkt ville noget slå klik. Så med energisk smidighed gled han fremad, op i tempo med muskler der længtes efter at ophedes. word count 250

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Den brogede Brêgo dansede hen over underlaget med energiske skridt og løft der var højere end normalt. Det var næsten som en fornyet energi der strømmede gennem kroppen på ham, og for hvert skridt nærmere stranden blev hans krop mere og mere spændt og hans sind mere og mere nysgerrigt. Han satte ikke farten ret meget ned da de ramte sandet men slog i stedet over i en dyb galop for at få fart på langs vandkanten. Den ville føre dem til det sted de kunne søge svar. Og svar var han sikker på de nok skulle få. Han var ikke i tvivl om at den mørkebrune hingst ville kunne følge med. Han havde trods alt lige så lange ben – hvis ikke længere. Og om ikke andet kunne Brêgo jo selv sænke farten. Lidt efter lidt blev farten dog sat ned igen til den energiske trav med de høje løft og til sidst helt ned til skridt, med et løftet hoved og fremad rettede opmærksomme ører. Det var her. Her de skulle finde hvad de begge søgte. Klipperne foran dem hvor vandet sprang op og ramte klipperne for derefter at gå i stykker og falde ned i havet igen i en form for regn, var stedet. Den brogede hingst nærmede sig forsigtigt. Han skulle ikke nyde noget af at falde og slå sig her. For sten kunne være glatte. Det lykkedes ham dog at komme til lidt mere fast grund hvor han stod stille og kiggede ind af en hules åbning. Han ventede på den mørkebrune inden han skridt for skridt trådte ind i mørket der lige så stille omsluttede ham. Men det var kun til hans øjne begyndte at tilpasse sig. Eller også var det noget andet der gav et svagt lys. Efterhånden som den brogede begav sig længere ind, med et øre rettet mod den mørkebrune og det andet der roterede rundt for at opfange andre lyde, gik det op for ham at det kom fra en lysstråle, men hvor lysstrålen kom fra vidste han dog ikke. Han kunne ikke se det. Han fortsatte mod den og stoppede op foran den, og betragtede den lilla sten, som lyset faldt på. Han strakte mulen frem mod lyset og den lilla sten, og en kæde af guld begyndte at røre på sig – og til sidst snoede sig omkring hans hals som en halskæde med stenen hængende ved hans bringe. ”Vi har klaret det – Dette er begyndelsen på enden på min mission. Den mission der blev mig skænket af et kraftigt lys, der var så energifyldt at det kunne skabe varme og liv hvor vinter herskede – Lad os opsøge dette lys. Enden på min opgave og den der bedst kan besvare dine spørgsmål” Derpå begyndte den brogede hingst at nærme sig udgangen af denne grotte igen. Ikke mindre spændt end resten af turen havde været. Men han kunne mærke spændingen i kroppen. Den krillende fornemmelse af at noget nok snart skulle ske. Hvad stenen skulle bruges til vidste han ikke, og derfor måtte han jo søge det skarpe lys. word count, 508

[/td][/tr][/table][/center]

Den Vise
Purity is not imposed upon us as though it were a kind of punishment, it is one of those mysterious but obvious conditions of that supernatural knowledge of ourselves in the Divine, which we speak of as faith. Impurity does not destroy this knowledge, it slays our need for it.

I en grotte på den sydlige del af øen Leventera, havde en broget hingst fundet den vej, han var blevet sendt ud for at finde. Han havde fundet den følgesvend, han skulle finde og bringe med sig, og sammen havde de fundet den grotte, hvis hemmelighed skulle fremvises. En hemmelighed der havde ligget stille i landets historie, og som nu skulle se dagens lys. Som den brogede hingst fik kontakt til netop denne sten, stenen over alle sten, Kongestenen, og den blev en del af ham, som et uforligneligt smykke, strøg en lyskilde frem bagerst i grotten. Den Vise havde kigget med, fulgt ham og den brune hingst Matthew på deres færd, og nu hvor den var fuldført, strøg Lyset frem for at belønne deres tålmodighed og disciplin.
Lyset startede som en kugle, med lysstråler der slyngede sig omkring dets midte, som en lille sol, der gradvist kastede stråler ud for at gribe fat og trække midten mere og mere fra hinanden, indtil Lysets kilde var så stor, at det let kunne omfavne en vandrende sjæl.
Snart lød den rungende stemme, der både indgød respekt og ærefrygt, men samtidig gav så megen varme og kærlighed fra sig – og stemmen var rettet imod de to hingste, der havde udført denne opgave. Mest af alt den brogede Brêgo, der var blevet sendt ud for at finde netop denne Kongernes Sten, tage den som sin egen og bruge dens evner til at beskytte landet, som Den Vise selv gjorde det og havde gjort det, siden tidernes skiften.

,,Hver hilset du ærede Brêgo. Lang har din færd været, og nu står du her, for enden med din skæbne lagt både foran dig og bag dig. Brêgo, ærede og ædle, en titel kan du nu bære med ære, for Kongestenens Vogter er du. Du skal vogte denne sten og dens evner, lade dem blive en del af dig og bruge netop dette til at beskytte landets harmoni. Brêgo, min lid er sat til dig, og jeg vil vove over dig, være med dig alle tider, men gå nu og lad din skæbne lede dig. Engang vil vi ses igen, men indtil da – følg dit hjerte; for rene hjerter viger aldrig fra den retning, der tjener dem og landet bedst.”

Derpå svandt Lyset fra grottens indre, langsomt og harmoniske, som gik den udvidelse det før havde udført den anden vej nu. Snart stod Brêgo alene tilbage igen, velvidende om at han havde sejret sin færd, og nu kunne bevæge sig ud som Vogter. Snart ville han opdage, at verdenen var større end han havde regnet med – og snart ville han mærke de kræfter der ville vokse inden i ham, gøre ham til en mægtigere og stærkere sjæl.
Som Lyset var forsvundet, lød en stemme hos den brune Matthew; Følg mig ..
Lød det, svagt, bydende og omfavnende. Matthew havde vist sit værd, og turde han nu følge skæbnes vej, ville han som den brogede Brêgo, snart skulle på en færd, der ville ændre hans liv.

[Brêgo har fået dette udseende efter at have modtaget sin velsignelse:

Der kan læses om hans evner under 'Velsignelsen']