Stilhed

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed [RESERVERET TIL SHANNON & MATT] Brêgo havde ikke styr på dagene, men han var sikker på det var midtvinter. Snart ville det være blandt. Snart ville det i hvert fald gå mod den koldeste tid. Når vintermåneden startede, skulle kulden jo først til at varme ned. Det var i hvert fald ikke koldt lige med det samme. Det blev koldere og koldere indtil varmen så snart ville begynde at tage over igen. Der ville gå noget tid med vinter og kulde endnu – men den brogede ædle hingst havde ikke noget imod det. Han syntes vinteren var en smuk årstid – så længe sneen lå og når den dækkede de nøgne træer der ellers ville se helt døde ud. Det smukkeste var dog når sneen faldt fra himlen og pyntede både jorden og luften med den rene sne. Når det hele lå rent og urørt. Sådan var det ikke længere. Nu kunne man se alle de steder de andre sjæle havde gået og sneen var blevet brun af jord der hvor der var gået. Søen var frosset til, men enkelte steder var der huller hvor man lige kunne få noget at drikke. Det var et af de steder Brêgo var på vej hen til. Han opholdt sig i nærheden af flokkens område. Ikke af nogen bestemt grund. Men det var et sted han godt kunne lide at være, på Leventra. Det var vel også derfor han havde valgt stedet til flokken. Det havde det hele. Eng, skov og strand. Ingen bjerge dog. Dem var han ikke skabt til at vandre i. De var ikke nødvendige for ham. Ikke når man kunne tage andre steder hen.   Han var dog ikke helt tæt på flokkens område. Han opholdt sig lidt længere vest på, men stadig i nærheden af vand. En sø. Det frosne vand dækkede en stor del af den, men det skulle ikke forhindre Brêgo i at få noget at drikke. Han betragtede den glatte overflade inden han satte en hov ud for at tjekke om isen gik i stykker af sig selv med det samme. Den knækkede ikke helt, men slog et par revner. Derfor hævede han benet for at placere hoven endnu engang på den glatte overflade, og denne gang gik der hul. Han strakte mulen frem mod den tilfrosne sø, og lod mulen søge det lille hul han lige havde skabt. Fordi vandet var så koldt, måtte han holde pause engang imellem, og derfor tog det lidt længere tid end normalt at få slukket tørsten. I den tid han holdt pause fra drikkeriet, dryppede små dråber fra hans mule. Der var ganske stille omkring ham. Der var ikke noget som helst at høre. Ingen uro. Ingen fugle der skrappede. Heller ingen susen i træerne, for vinden var stille lige her. Det betød også det ikke var en af de koldeste dage. Mens hans mule dryppede af, spejdede han hen over område med de varme nøddebrune øjne. word count, 481

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt strøg frem langs skovkanten og nød fornemmelse af at mærke musklerne arbejde. De var allerede mere end varme, hans slanke krop var hed uden at være svedig, og han holdt et fast tempo. Et par timer havde han brugt på at nappe de triste rester af græs til sig, ikke ligefrem noget opmundrende foretagende. Der var lang tid til at sommerens frodige, saftige græs igen ville dække enge og dale, han overvejede hvordan området mon så ud på den varme tid af året. Det kunne ikke være noget værst syn, området var endda i vinter perioden mere frodigt end han havde oplevet andre steder. Alligevel var han hurtigt blevet træt af det våde og nedslidte græs, han havde trængt til at bevæge sig, til at forbruge de fornyede kræfter helt og aldeles. Og så var der denne øredøvende stilhed, som ikke lod til at ville slippe sit tag over området. Han vidste ikke om stedet mon havde et navn, men det var tydeligt at han havde bevæget sig fra ét område til et andet – et mindre og mere fladt. Til en anden ø, vel at mærke. En høj fnysen lød fra hans opspilede næseborer, hans hovslag lød som bløde bump på det halvvåde underlag, han havde ingen vind imod sig og kunne bevæge sig frit i det åbne område, han havde bevæget sig ud på. Alt for at overdøve stilheden, han havde tabt sin tålmodighed og valgt at udforske mere af landets grænser, allerede havde han krydset større afstande på de få døgn han havde befundet sig her. Det virkede endeløst, til hans største tilfredsstillelse. Han strakte sin stærke hals og gjorde et hurtigt kast med den mørke mule, der var mere at se og mere at finde, og intet kunne holde ham tilbage, end ikke stilheden. Den ville ikke vare ved længe, det skulle han nok sørge for, ikke inden for hans hørevidde. Han udstødte en dyb og frisk brummen, idet han gjorde sine trin endnu tungere, hans tempo faldt en anelse mens han lagde mere af sin vægt i hvert skridt, og hans hove gravede sig helt ned til den kolde, hårde jord under det øverste våde lag. Det gav små stød op igennem benene på ham ved hvert møde med jorden hans hove havde, rytmisk lød de tunge, høje bump. Opstemt svirpede han med den sorte hale som fløj efter ham trods den nu knap så høje fart. Hans åndedræt lød en anelse hårdere, om det var ilterheden eller anstrengelsen var ikke til at sige, men snart gled han i et spring tilbage til sine dansende trin og de tunge bump ophørte. Hans skridt var kraftfulde, men hvor han kom fra lærte man at danse over undergrunden, ubemærket og hurtigt, han var ingen undtagelse. Hver en muskel havde han fuld kontrol over, ikke en hov blev placeret forkert. Han skuede over den våde, åbne slette som bredte sig ud for ham, den syntes ingen ende at tage. Der måtte være vand i nærheden, underlaget blev vådere under ham, alligevel fortsatte han i samme tempo. Lige indtil en broget plet nåede inden for hans synsfelt og fangede hans opmærksomhed. Hans slanke ben gled over i en løftet trav og ned i tempo idet han nærmede sig. word count 539

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed En næsten rytmisk lyd kom fra jorden under ham. Som skridt, men højere og i en bestemt takt. Ikke noget han havde hørt før. Eller set før. Han stirrede ned mod jorden som hvis den ville fortælle ham noget, men den sagde aldrig noget. Den gengav kun de lyde der blev smidt mod den. Brêgo vrikkede med det ene øre. Da han igen så op, kunne han godt fornemme hvor den de rytmiske skridt kom fra – det måtte være den dansende. En af samme slags som ham. Ædel og stolt af bygning. En der mindede ham om en hoppe han havde mødt. Ikke fordi skikkelsen far feminin, men fordi hoppen var meget maskulin. De havde stort set samme farve hvis man så dem hver for sig i hvert fald. Han ville næsten kunne tro det havde været Shameless, hvis ikke det var fordi det ikke ligefrem var sådan hopperne dansede rundt her. Ikke dem han var stødt på i hvert fald. Han betragtede skikkelsen meget nøje. Han kunne ikke helt lade være med at beundre de rytmiske skridt og den taktfulde dans – dog ikke på samme måde som man beundrer hoppe.   Brêgo samlede sig lidt sammen og knejsede i nakken inden han trådte nogle skridt fremad og stille begyndte at trippe sig frem til en trav. En dansende trav, der fik hans tunge krop til at virke lige så let som en fjer. Som regel gjorde han ikke så meget ud af hans holdning. Han var ikke den der spillede med musklerne og viste sig frem for andre – men han kunne sagtens finde på det hvis andre gjorde det. Hvis andre ville have det sjovt ville han heller ikke bare stå tilbage som den kedelige der kiggede på – han var jo også hingst. Men en meget afslappet en af slagsen.   Han dansede den fremmede i møde med opmærksomt spidsede ører og blikket fast plantet på ham. Hans skridt var dog knap så markante som den fremmedes og hans muskler knap så fremtrædende på den brogede krop, men han var bestemt ikke uden muskler af den grund. Halen piskede omkring hans bagpart nogle gange og slog et par svirp, der afbrød stilheden der ellers kun var afbrudt af lyden af trin. Hans egne dansende trin og den fremmedes dansende trin, der tilsammen dannede en ny melodi. Brêgo gik dog ikke helt nærmere den fremmede hingst, men standsede op nogle meter fra ham for at lade den anden komme til ham. Han var ikke truende på nogen måde i hans holdning. På trods af han ikke stod og sank sammen, så virkede han også rimelig afslappet. Han havde bare generelt en afslappet og venlige aura omkring sig. Et venligt og imødekommende smil dannede sig lige så stille på Brêgos lyse mule hov hans gjorde et hilsende nik inden han talte.   ”Vær hilset, fremmede” word count, 471

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matts mørke næseborer udvidede sig yderligere da han så, at det rigtig nok var en hest han havde fået øjet på. Og den havde fået øje på ham. Selv på denne afstand kunne han hurtigt bedømme den brogede fremmede til at være en hingst, de stærke træk var ikke til at tage fejl af. Matt holdt sit tempo og drejede begge ører opmærksomt fremad da den brogede satte afsted mod ham, han aflæste hingstens holdning til at være nærmest afslappet, ingen tegn på aggressivitet. Der var altid et eller andet niveau af udfordring hingstene imellem, nogle gange førte de til hidsige småkampe og andre gange blot til anskuelse af den anden. Denne hingst så dog ikke ud til at være interesseret i nogen af delene, Matt fnyste kort og bestemt, det var indtil videre et positivt indtryk. Der var ingen grund til at rende hovedkulds ind i problemer fra start af. Men han var også udmærket klar over, at hans iltre temperament kunne løbe af med ham hvilken dag det skulle være. Det var ikke sådan en dag i dag. Hans krop arbejdede rytmisk og velvilligt, han besad en flyvende gang der bestemt var til hans fordel. Og han var mere end varm, han mærkede opstemtheden bølge i sig og så at den ellers afslappede hingst som kom ham i møde også var vågen og frisk – han kunne skam også danse. Brogede heste hørte for ham til en af sjældenhederne, hans nysgerrighed var snart vækket, men han bevarede stadig en respektabel afholdenhed da hingsten var en fremmed. Matt vippede med ørerne da lyden af deres hovslag snoede sig mellem hinanden og gjorde jorden levende. Den øredøvende stilhed var tilintetgjort, og han havde ingen indvendinger. Som han efterhånden kom nærmere sænkede han sit tempo, men bremsede alligevel skarpere op end den fremmede hingst havde gjort. Det var kun når han ønskede at bevæge sig lydløst at opbremsningen blev blød, for han kunne skam godt. Han nød blot at udfordre sig selv på alle mulige måder. Der var ingen grænser, intet der krævede for meget. At presse sine muskler og lemmer til det yderste, til de rystede og var ved at falde sammen under ham og længere endnu. Matt smældede med den kraftige hale da blodet endnu pumpede i ham, men havde sit fulde fokus hos den brogede hingst som havde et ganske rolig udtryk over sig, hvilket fik ham til at puste dybt ud for at sænke sin puls. Han var ellers ikke nogen ukontrolleret hingst, ikke for øjeblikket, han holdte en respektabel afstand og viste ikke nogen specielle tegn på dominans på trods af at hans ædle hoved var hævet. Hingsten foran ham nikkede, og Matt besvarede med en dyb, men afbalanceret brummen. ”Vær hilset du brogede.” Han holdte en stolt, men ikke udfordrende position. Det var en ganske fin hingst han var stødt på, ingen tvivl om det. Den afbalancerede ro hvormed hingsten ført sig var noget, Matt kunne respektere. Det betød dog ikke at han ikke havde sin egen værdighed, men han valgte alligevel at lade hingsten føre ordet. Det virkede til at være det klogeste træk, da hingsten nok var en del mere stedkendt end han. Han havde brug for information. Og så ville det ikke gøre noget, hvis han havde godt forhold til nogle af de andre beboere. Der lod trodsalt til at være en del. Var det ikke muligt ville han dog ikke føle noget tab, men hingsten her var ham på ingen måde uvenligt stemt. word count 581

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Det var næsten en mild latter der undslap Brêgo da hingsten brugte næsten samme ord som ham selv. Det var ikke tit det var sket for ham. Faktisk var det ikke mange hingste han overhovedet var stødt på i dette land, og derfor var han også en anelse mere opmærksom og nysgerrig end ellers. Hvad var de dog for nogle skabninger, hvis de ikke sad oppe i trætoppene, som han havde forsøgt at forklare Rouge. At det var fordi de sad i trætoppene at man ikke bare sådan lige rendte ind i dem. Godt nok var hun ikke helt hoppet på det, og han ville nok heller ikke kunne demonstrere det ved selv at kravle derop. Den rødbrogede hingst strakte mulen lidt undersøgende frem. Ikke uforskammet, nej, bare for at finde ud af hvad han havde med at gøre. Om han var ny eller ej var ikke til at sige – det ville nok have været nemmere hvis han havde mødt nogle af hingstene i dette land før. Men han så nu ganske normal ud. Ingen sære farver og ingen lysende prikker eller skarpt lys. Ingen lyskugle der fløj rundt heller. Det var også kun derfor han mere eller mindre kunne sige, at denne hingst ikke var herfra. Han trak hovedet til sig igen og rankede sig lidt op så de var på næsten samme højde. Selvom Brêgo ikke var en der som sådan spillede med musklerne, så ville han jo heller ikke lade andre tro, at han var underdanig. Det var jo ikke alle der opfattede ting ligesom ham. Dog gjorde han heller ikke noget for at virke truende eller dominerende. Han var bare... Brêgo. ”Jeg er muligvis broget, men mit navn er Brêgo. Jeg er leder i Teylar, landets første flok. Hvad bringer dig hertil, fremmede vandrer?” Der var nysgerrighed at spore i Brêgos opmærksomme, varme, brune øjne. Han havde intet problem med at omgås hingste. Måske dem der kunne te sig og gøre sig til uden at have nogen egentlig grund, ud over deres kæmpemæssige ego der af og til måtte slippes fri. Dem der måtte vise sig frem, fordi de ikke havde andre kvaliteter. De findes jo desværre også. word count, 362

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt svirpede en anelse rastløst på den kraftige, sorte hale. Det var ikke fordi han følte sig usikker eller ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Nej, altid så han ud som om han havde fuld kontrol over sig selv, selv i hans mest rystende tilstande. Han var blot altid i bevægelse. Der var ikke en eneste doven celle i hans krop, bevægelse betød at hjertet pumpede og blodet flød, man var levende. Matt stod sjældent stille i længere tid ad gangen, hans krop var sund og stærk, født til at løbe og født til at danse, til at klare de hårde udfordringer livet bød. Det betød også at han var i ganske fin form. Men havde han selskab, fangede en anden hest hans opmærksomhed afledede det alligevel hans behov for fysisk udfoldelse og han kunne stå stille for at lytte. Og var det de sagde ikke interessant, så kunne de vel danse med ham. Det var ikke tilfældet med den brogede hingst, selvom han dog nok ville være en ganke fin udfordring at hive med på en spurt. Hans verden var blevet en anden, han var i dette mærkværdige land og vidste stortset intet, på trods af denne gnavende fornemmelse af at der var så utroligt meget at vide. En fornemmelse som ikke ville slippe ham, og som han havde besluttet sig for at tilfredsstille. Den slanke hingst vippede næsten overrasket med ørerne og virrede kraftigt på den mørke mule da hingsten slog en ikke uvenlig latter op. Han så snart at det var hans ordvalg som fremkaldte reaktionen. I en kort bevægelse smed han pandelokken fra øjnene og søgte at møde den brogedes blik, på ingen måde truende, latteren tog han skam ikke tungt. Det var en detalje, og han nød selv spøjse indfald. Han havde det med at fremkalde vidt forskellige reaktioner hos dem han omgik. Det kom helt an på, hvornår de mødte ham. Stedet havde dog en positiv virkning på ham, på en mystisk måde som han endnu ikke helt forstod. Matt bemærkede hvordan hingsten strakte mulen frem for at inspicere ham yderligere, men gjorde selv intet. Han stod egentlig ganske roligt i forhold til hans typiske tempo, med et alt andet end mistænksomt blik på denne fremmede, hvis nysgerrighed han følte helt tydeligt, som hang den i luften. Og som mødte hans egen mere tilbagetrukne nysgerrighed. Hans blik var næsten tænktsomt, med gled snart over til det mere opmærksomme da hingsten valgte at præsentere sig. Brêgo. Sikke et usædvanligt navn. Det var i hvert fald ikke som noget, han havde hørt før. Hans udtryk skiftede ikke, men det skærpede alligevel yderligere hans opmærksomhed da denne Brêgo præsenterede sig som leder af en flok, hvis navn han ikke havde hørt før. De mange spor han havde fundet i skovbunden havde været tilfældige og ikke forbundne, som om mange strejfende havde bevæget sig rundt her. Det overraskede ham derfor, og så alligevel ikke, med den værdighed som hingsten bar sig med. Men hans så helt igennem afslappede og udominerende attitude var ikke noget, han før havde oplevet hos en leder. Det ville have været på grænsen til uhørt hvor han kom fra. Det var stik mod alt, hans egen fader havde forsøgt at opdrage ham til at være. Måske var det derfor, at det tiltalte ham. Matt lod roligt halen svirpe endnu en gang, før hans egen dybe, lidt karakteristiske stemme brød stilheden. ”Jeg har endnu ikke befundet mig mange dage i dette anderledes land, og søger at se hver en kant af det. Også denne, medmindre det er del af dit Teylar, brogede Brêgo,” Han drejede de slanke ører og så ganske ærligt på hingsten, afslappet og ikke bekymret over, om han mon ville tage hans ord ilde op. Det var skam ment i al venlighed, og han mente da også at han viste hingsten den respekt han fortjente. At han ikke sænkede mulen og sagde at det var en ære, var for ham ganske naturligt, da denne hingst jo ikke rådede over ham og de i hans øjne var ganske ligestillede. Men hingsten bar noget Matt ikke havde, og det var viden. En viden om stedet som han var villig til at tage ved lærer af, hvis hingsten altså ønskede at dele den med ham. Han så endnu på den fremmede og tænkte, at det ville være på sin plads for ham også at præsentere sig. ”Mit navn er Matthew.” De mørke næseborer udvidede sig en anelse. Han overvejede om hingstens flok mon var her i området, og i så fald hvilken slags flok det var. Noget sagde ham at det ikke kunne være helt uinteressant med denne hingst i spidsen. Måske var de alle sammen ligeså afslappede som Brêgo. Den mørke hingst smilede næsten skævt for sig selv. word count 797

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed At hingsten slog en uvenlig latter op fik ikke nogen reaktion fremkaldt hos Brêgo. Han følte sig ikke skræmt og havde heller ingen grund til det. Der var ingen der havde grund til at angribe den rødbrogede – for han havde intet galt gjort, og kunne heller ikke finde på at gøre det med vilje. Han ville hellere tale sig ud af den slags ting. Det gik også rimelig nemt for det meste. Brêgo havde skills inden for tale. Han kunne få de fleste til at lytte til hvad han sagde – sådan havde han oplevet det indtil videre i dette land, og også i hans gamle land. Måske havde han heller ikke mødt den helt store udfordring endnu. Han havde en opgave han skulle have klaret og han kunne ikke klare den alene. Han måtte have en ledsager, og han var sikker på at det ikke bare kunne være hvem som helst. Han måtte vælge meget nøje. Der var noget over denne hingst der interesserede ham. Ikke så meget det at han for Brêgo virkede en smule tilbageholdende og heller ikke fordi de var af samme art. Det var noget helt andet. Den brogede rankede sig op igen da den mørke hingst talte. De nøddebrune øjne var vendt mod den fremmede, der sluttede af med at præsentere sit navn. Matthew. Det var meget anderledes end dem han havde hørt indtil videre. De fleste havde en betydning – også hans eget navn. Men han kendte ikke til ’Matthew’ og betydningen af det navn. Han måtte være fra et fremmed land med en art der var ligesom Brêgos. ”Jeg har endnu ikke selv brugt mange dage i dette land. Jeg har dog brugt længere tid end bare et par dage. Teylar ligger i området lige bag mig. Og du skal være velkommen til at undersøge området en gang. Men ikke endnu. Jeg vil i stedet be dig om at følge med mig på en lille vandretur – og så kan vi i stedet udforske et andet sted sammen. Jeg har ikke selv set det hele. Landet er for stort til at kunne opdage hele dets herlighed i løbet af kort tid” Et venligt smil prydede Brêgos mule inden han trådte nogle skridt fremad og derefter stoppede op for at se om mod den mørke hingst. ”Fortæl mig, Matthew. Hvor kommer du fra?” word count, 387

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt slog kortfattet med halen bag sig, mens han lyttede til Brêgos ord. Han vippede ligefrem ørerne, da hingsten sagde at end ikke han havde været her så forfærdeligt længe. Det overraskede ham en anelse, at føre en flok krævede sin del erfaring, men måske havde han fået det med sig hvor han kom fra. Han havde en speciel aura om sig, denne Brêgo. Som en der kunne holde overblikket i selv de mest uoverskuelige situationer. Matt virrede kraftigt på de mørke, følsomme næseborer, og kastede så et blik i den retning som hingsten antydede. Han var altså ganske rigtig lige i nærheden af det, den brogede kaldte Teylar. Det var ikke mange lugte som nåede ham derfra, men han betvivlede ikke hingstens ord. Han strakte den stærke hals og drejede undrende ørerne fremad igen, da han blev inviteret på en udforskning af ukendt område. En overvejende attitude. Der gik dog ikke mange sekunder før han selv var i bevægelse, på et øjeblik befandt han sig på hingstens side og fortsatte uden tøven fremad med mere kraftfulde skridt. Han havde intet at bevise overfor denne fremmede, det hele lå blot til hans natur. Han farede ikke hovedkulds i forvejen, men han insisterede på et højere tempo og rystede brummende den sorte manke mens han dansede i samme retning som den brogede. Et øjeblik kastede han blikket på hingsten, og der gik nogle sekunder før han besvarede hans spørgsmål. Det var jo faktisk ikke helt til at sige, hvor han kom fra, nu da han var endt midt i… Ingenting. Eller i hvert fald en verden helt for sig selv. ”Jeg kommer fra en flok, ubundet til et fast område, altid vandrende,” Han blev tavs, og mente at det måtte være svar nok. At han havde været arving dertil var situationen ligegyldig, desuden lå hans tidligere hjem meget langt fra ham siden han var dukket op her. En dyb brummen slap endnu en gang fra hans stemmebånd. ”Nu har jeg endnu ikke meget forstand på geografien her, men hvis dét område er Teylar, hvad hedder så det du ønsker at udforske?” word count 350

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Den brogede Brêgo betragtede den mørke Matthew, der havde samme bygning som ham selv – måske en smule mere spinkel end ham selv, men stadig samme type. En flok ubundet af territorium havde han kun selv set en enkelt gang. Dem var der ikke mange af der hvor han kom fra. Han smilede fortsat. Et venligt og stadig imødekommende smil af den høflige slags. Ikke påtvunget. ”Teylar flokkens område er bundet til et bestemt sted, men det betyder ikke at man skal forblive i området. Alle flokkens medlemmer er frie til at færdes hvor de lyster. Teylar er blot et område hvor man kan komme og søge hjælp fordi man ved det er der hjælpen er. Teylar er en meget åben flok. Der skal være plads til alle. Ingen er hævet over andre, men alle har en forpligtelse til at sørge for hinanden. At ingen bliver efterladt alene i fare. Den er endnu ny, og kun 2 hopper og en plag har fundet til flokken. Flere kommer” Brêgo begyndte at gå, for han regnede med hingsten fulgte efter hvis han var interesseret i at lytte og ikke bare stod og lod som om samtalen var interessant. Hvis han fandt samtalen uinteressant, så ville der jo heller ikke være nogen grund til at stå stille og fortsætte den. ”Teylar er blot et område på den ene af øerne i landet. Lige nu befinder vi os på Leventra. Selve landet hedder Andromeda. Leventra er ikke den største ø, men heller ikke den mindste. Den er ikke lige så øde som Zenibia og ikke lige så tildækket som Chibale. Alle øerne er forskellige og herlige på hver deres måde” Han slog kort med halen og rettede blikket fremad, mens det ene øre var rettet mod Matt, opmærksomt. Han ville gerne lade den fremmede tale også og derfor give ham lidt tid til at bryde ind hvis han havde nogle spørgsmål eller kommentarer. Brêgo kunne snakke meget – og han videregav gerne den viden han besad hvis nogen ville lytte til den. ”Jeg tænkte en tur til Leventra måske ville gøre godt. Jeg har ikke besøgt den ø i noget tid” word count, 355

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt fortsatte fremad med smidige, nogenlunde rolige skridt. Den sorte hale svang rytmisk bag ham, noget skulle man tage sig til når man ikke var på farten. Han udspilede de mørke næseborer et øjeblik, indåndede den kolde luft og følte sig tilrette i situationen, på trods af at den brogede vækkede hans undren. I tavshed lyttede han til hingstens ord. Dette Teylar.. Han havde ikke hørt om en sådan flok før, fri og uden egentlige forpligtelser. Det forekom ham en anelse rodet uden en bestemt orden, men den brogede virkede oprigtigt til at være en, der havde styr på sine ting. Og så var det endnu en lille flok. Det lød som en interessant gruppe, han havde samlet sig. Alligevel kommenterede Matt det ikke, han var fortsat tavs og kastede et blik ud i det stadig hvide landskab, da Brêgo beskrev området og øerne. Tre øer indtil videre. Han strakte sin muskuløse hals et øjeblik, inden han trak hovedet op i en ordentlig position og valgte sine ord, da den brogede havde talt færdig. Endnu var det ikke helt afsløret, hvad hingsten havde i tankerne at undersøge i området, men det lod han ligge. Hvad end det var, så kunne det ikke være uoverkommeligt. Det var der ikke noget, der var. ”Så hvilken ø er den største? For jeg tror, jeg allerede har befundet mig på den.” En naturligt maskulin brummen fulgte efter, og han vrikkede næsten nysgerrigt med ørerne. Det var altså masser at se heromkring, masser af steder at tage hen. Han havde allerede været på et par forskellige øer, og jovist var de vidt forskellige… Han ville se dem alle, alt hvad der var værd at se. Ikke længere var han bundet til at følge sit folk. De havde ganske vist også rejst over store afstande, hvilket nok havde gjort hans eget voksende behov for at se alle hjørner af verden større. Matt slog afslappet med halen, i kontrast til hans kontrollerede skridt. word count 326

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Brêgos næsten dansende trin var afslappede, men alligevel ikke så afslappede at han ingen holdning havde. Så absolut ikke, for det havde han. Han var bare ikke en der mente det var nødvendigt at spille med musklerne for at lade holdningen komme frem. Det var ikke nødvendigt for ham at imponere andre med hans udseende, for det forekom ham ganske overfladisk. Han var også selv mere interesseret i det der lå bag det ydre. Den brogede forholdt sig tavs lidt endnu. Der var ingen grund til at tale uafbrudt, for det ville trætte de lyttende øre, og pludselig ville der ingen være til at lytte til noget der måske kunne være interessant. ”Den største ø? Enophis. Skulle jeg mene. Det er i hvert fald det jeg har hørt skulle jeg mene. Selv har jeg jo ikke været her i en evighed, og jeg har kun lige haft mulighed for at snuse rundt på de forskellige øer. Jeg har mødt nogle venlige sjæle der indtil videre har kunnet fortælle mig lidt ting og sager om dette land – en viden jeg gerne deler ud af, men desværre også en viden med en masse mangler. For jeg ved endnu ikke hvad der er at finde. Jeg tror ikke nogen har haft mulighed for at undersøge enhver krog i dette land” Brêgos lyse mule var beklædt med et smil. Det varme, imødekommende og venlige smil. Han holdt igen en pause med sine ord for at lade dem synke ind hos den brune. Ikke fordi han mente den brune manglede hjerne celler – men mere fordi nye ting ikke altid var lige nemme at forstå, og Brêgo havde selv været udsat for nogle af dette lands særheder. Hoppen med lyset, og det kraftige talende lys hen over en sø. Endnu var den brogede ikke helt sikker på at det egentlig var virkeligt for det kunne sagtens have været noget han havde drømt. Men han havde talt med lyset og det havde givet ham en opgave. Drøm eller ej, så kunne det ikke skade at prøve. Det ville alligevel gavne ham selv og sikkert også andre i sidste ende. ”Fortæl mig, Matthew, hvad har bragt dig hertil?” Indtil videre havde han opfattelsen af at alle de individer der kom fra andre steder, var kommet hertil på forskellig vis. Alle af forskellige årsager også. word count, 386

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt drejede et øre. En fugl skræppede i nærheden idet den lettede fra det triste græs. Vintermørket lod ikke til at ville slippe sit tag på verden endnu. Han koncentrerede sig nu mindre om at følge hingsten og bevægede sig med det tempo, hans krop nu fandt passende. Hvilket ikke var synderligt hurtigt i forhold til den fart, han normalt krydsede åbne områder med. Men han var interesseret i det den brogede havde at sige. Han havde åbenbart ikke været her synderligt længe. Ikke at det overraskede ham, dette sted virkede som om det flød uden for tid og rum. Han virrede en anelse på de mørke næseborer. Det var indtil videre kun enkelte heste han havde mødt, der kunne fortælle noget om stedet, og selv deres viden var begrænset. Han var ikke engang sikker på, hvad det helt var for nogle svar, han ledte efter. En flamme havde tændt sig i ham, han ville vide mere, vide hvordan den besynderlige stemme som havde hevet ham ned i mørket og frem til dette mærkværdige sted havde vidst alt. Og dermed meget mere end godt var. Men det var ikke noget, denne fremmede hingst kunne svare ham på, selvom han nok også havde haft en nok så dramatisk ankomst hertil. Matt forholdt sig tavst. Han lod hellere den brogede fortælle, indtil han af det der nok var venlighed spurgte ind til ham. ”Matt. Jeg foretrækker Matt,” Der gik en stund før han besvarede hans spørgsmål, efter at have vejet sine ord. ”Det var ikke ligefrem af eget valg. Hvad end bragte mig hertil, så søger jeg at finde ud af det. Selvom jeg mistænker at svaret vil gøre mig vanvittig,” Et sjældent smil gled frem i den ene mundvige, ikke fremkaldt af glæde, men noget andet nær selvironi. Det var ikke noget, han forventede en kommentar på, for han havde ikke nogen yderligere forklaring. ”Jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste som blev.. kastet hertil?” Han kastede et blik på hingsten. Hans interesse for at fortælle om sig selv var ikke eksisterende, selvom han forstod hvis den brogede ønskede viden om, hvem han havde med at gøre. Men det var der aldrig nogen garanti for at vide. word count 368

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Brêgo måtte le. Ikke en hånende latter, men en lille latter der ikke var til for at gøre andre sure men for at vise at det morede ham en lille smule at endnu en trådte i nøjagtigt de samme spor som han selv havde gjort engang. ”Svaret vil ikke nødvendigvis gøre dig vanvittig, men søgen i længere tid kan måske. Jeg har ikke selv fundet et helt præcist svar på hvorfor jeg er her. Jeg har opgivet at finde et korrekt svar, og nøjes med at hvile i de forskellige grunde jeg er nået frem til sammen med andre og fundet frem til selv” Han holdt en lille pause fra sin snakken, for ikke at snakke ud i en køre. Det kunne jo være han tabte ham på vejen og måtte sige de samme ting en gang til – eller at det hele blev blandet sammen, og det var jo ikke meningen. ”Matt, jeg kan ikke sige om dit gæt er korrekt eller forkert, men jeg kan fortælle, at jeg selv er blevet kastet hertil, og at mange andre jeg har snakket med er blevet kastet hertil. Jeg har endnu ikke mødt ret mange der ikke har fortalt om deres tur hertil. Jeg har ikke mødt nogen der har snakket om deres mødre og det at vokse op i landet. Men med så mange andre fremmede sjæle, så ville det undre mig hvis der ikke var blevet skabt en eneste sjæl i dette land. Måske ikke mange fordi der ikke har været den helt store samling på de vandrende sjæle, men slet ingen lyder usandsynligt i mine ører. Det er bare ikke sikkert jeg har mødt nogen af dem endnu” Den brogede hingst kastede et blik over mod den brune hingst, og sendte ham et smil. Hvor meget han burde afsløre vidste han ikke, men han kunne fortælle en lille smule. Han kunne måske lokke en lille smule. Det ville ingen vel tage skade af. Det var jo heller ikke kun fordi det ville kunne komme til at gavne ham selv. Det ville muligvis kunne gavne dem begge to – og så længe Brêgo troede på det, så var det jo ikke i nogen ond hensigt at han lokkede. ”Jeg kan ikke svare på mange spørgsmål om hvorfor man bliver bragt hertil eller hvordan man kommer væk herfra, hvis det er muligt at komme væk herfra. Men jeg ved hvor du muligvis kan finde svar som ingen andre her i landet kan svare dig på.” word count, 413

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Endnu en gang lyttede Matt til hingstens latter. Han vippede med ørerne og lod blikket søge ud i omgivelserne, ud over den triste eng. Uden at være uopmærksom, han lyttede skam endnu. For Brêgo gav sig til at tale igen, og hans ord skulle ikke gå tabt på ham. Han forblev endda tavs da den brogede holdte en pause i sin talestrøm, selvom hans ord gav mening for Matt. Der var nok slet ikke noget korrekt svar. Men noget måtte han gå efter. Han kastede et blik på hingsten da han fortsatte sine ord, tanker som også havde strejfet hans eget sind. Med det samme kom han til at tænke på den sorte plag. Om han var født her var måske tvivlsomt, hvis ikke engang denne hingst havde mødt indfødte. Han brummede lidt, en dæmpet, men dyb lyd, en rungen i hans bryst. Her var trodsalt både hopper og hingste, så meget vidste han. Det var ikke mange han havde mødt, og de havde bestemt ikke haft noget som helst med hinanden at gøre, men der måtte være føl et eller andet sted derude. Sikke en mærkværdig tanke. Heste som aldrig havde oplevet.. Den anden verden. Hvis der kun var én anden verden, for hvor var den brogede fra? Og de andre, han havde mødt? Kunne man dukke op her, så kunne man måske også dukke op andre steder. Han mærkede den andens blik på sig, nu lidt mere intenst. Stadig med denne afslappede venlighed. Det brød hans tankestrøm, den som holdt hans hoved optaget og fri for andre skadende tanker. Men hingstens næste ord startede hurtigt strømmen op på ny, han gengældte den brogedes brune blik med sit eget. ”Har du opsøgt stedet før?” Det lød ikke sådan, men hvis det var muligt, så ville han gribe chancen. Hvis der var noget at finde, vel og mærket. word count 310

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Stilhed Brêgo tænkte ganske kort over hingstens spørgsmål, og vidste ikke helt hvad han skulle svare. ”Opsøgt hvilket sted før?” Den brogede hingst havde ikke opsøgt nogen steder før. Han havde vandret tilfældigt rundt og set ting som andre måske ikke havde set, og der var stadig steder han ikke havde set med sine egne øjne endnu. Han havde stadig mange steder at opsøge hvis han vidste hvor han skulle hen – ellers ville det vel bare være ren tilfældighed hvor han havnede. Teylar flokken var vel det eneste sted han sådan rigtig gik bevidst efter til tider. ”Hvis du mener stedet hvor du kan finde svar, så er det ikke nødvendigvis et bestemt sted – mere noget du skal finde” Det var svært for den brogede hingst at forklare hvad det var den brune Matt skulle lede efter. Hvem han skulle lede efter. Nogen ville vel regne ham for sindssyg hvis han stod og sagde at de skulle lede efter et kraftigt lys der kunne få græsset til at smyge sig om sine ben når sneen lå og dækkede jorden, få det hele til at ligne en frodig sommer når engen lå næsten øde hen med meget lidt mad. Et lys der talte, med en skikkelse man lige kunne ane, som Brêgo havde set – over en sø – og enhver vidste at det var umuligt at gå på vand. Det måtte være en meget magtfuld næsten gudeagtig sjæl han havde mødt. Den havde givet ham en opgave. Og den valgte ville komme til at møde ham. Matt manglede svar, og det eneste det ville kræve var at overtale Matthew til at joine hans flok. Det var ikke kun fordi Brêgo var så egoistisk at han gerne ville klare sin opgave at han nu havde sat sig for at vælge denne Matthew. Han havde det godt med ham, og han lod til at være en af de hingste der ikke skulle være dominante over for den brogede, og han var nem at tale med syntes han også. Og alt i alt, så ville det da være rart med lidt mere mandligt selskab i flokken, for hopper fandt han mange af, men hingste der var til at have en nogenlunde fornuftig samtale med – ikke lige så nemt. word count, 372

[/td][/tr][/table][/center]