Nyt liv..

Hun lægger sig ned ved siden af mig, og det ser jeg som en rigtig, rigtig god handling, for det betyder masser af varme til mig! Ivrigt forsøger jeg at møve min lille krop tættere ind mod hendes, så vi kan ligge og varme hinanden lidt. Da hun lægger sin hals hen over mig, giver jeg først et lille, føllet brum fra mig, inden jeg drejer hovedet lidt og forsøger at nippe lidt til hendes ene forknæ. Jeg kan godt mærke, at det har kostet noget energi at bevæge mig fra det ene sted til det andet, og det er rart at få lov til at hvile de lange stænger, på trods af, at jorden er en lille smule kold at ligge på.

Stille vipper mine ører lidt rundt, mens hun giver nogle brummende lyde fra sig i nogle toner, som jeg godt kan lide, og jeg har allerede lært at forbinde nogle af hendes brum med hende. Søvnigt betragter jeg først hendes ben, for så derefter at kigge på mit eget. Jeg bemærker, at vi slet ikke har samme farve, men for mig er det lige meget. Jeg synes alligevel, at min mor er en sød en, når nu hun giver mig varme og tryghed.

Langsomt mærker jeg, hvordan søvnen indtager min lille sorte krop, og mine øjenlåg bliver tungere og tungere at holde oppe. Roligt lægger jeg mit hoved ned mod jorden, og min vejrtrækning bliver langsommere og roligere, inden jeg til sidst træder ind i en stille verden af drømme med indtryk, lyde og ting, jeg ikke kan sætte navne på.

[/size][/color]

Hendes krop føles ikke kold, heldigvis, men dog er den heller ikke ligeså varm som min egen er, men det ville nok også være en smule underligt, eftersom hun kun er få timer gammel. Da hun begynder at møve sig sådan ind til min krop, kan jeg ikke lade være med at smile ganske svagt, hvilket jeg ellers aldrig gør. Egentlig, er hun vel nok den første jeg smiler sammen med.. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har smilet, når jeg har været sammen med min far? Tankerne hober sig kort op, men jeg skubber dem dog hurtigt væk, og koncentrerer mig nu om Saphira, der har løftet hovedet, for at kigge hen på vores ben..

Det samme gør jeg selv, altså kigger på vores ben. Farverne passer slet ikke sammen, og det får mig til at tænke på Seth. Kort lægges mine øre ned, af både vrede, men også af et eller andet savn, som jeg ikke kan beskrive, og som jeg virkelig gerne vil have forsvinder, og ikke eksisterer. Men jeg lader dem hurtigt vippe frem igen, for at Saphira ikke skal bemærke det. Der går dog heller ikke længe før hun har lagt hovedet helt ned nu, og det gør jeg så også, henover hende, for at varme hende..

Kun få minutter går, før hendes lille krop bliver ’tungere’ at have imod kroppen, og jeg er dermed klar over, at hun nu har lagt sig til at sove. Ikke det der var planen, men jeg selv, er jo også træt og udmattet. Vipper ørene en sidste gang rundt, for at finde ud af, om andre har fundet os, men der er ingen at høre, og derfor begynder jeg også selv, langsomt, at falde ind i en svævende fornemmelse af at sove, og alligevel være vågen. Men til sidst falder jeg dog i søvn, med hovedet og halsen beskyttende og varmede over den lille sorte skabning; min datter.

[Tænkte, at tråden nok måske skulle afsluttes, da dette jo er tråden hvor hun lige er født Så vi kan starte en ny! ]