|
|
Post by Deleted on Jan 7, 2013 13:12:21 GMT 1
[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true] | [atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true]En lun brise smøg sig kælent om den blodfarvede hingst, der vandrede med opmærksomme øre, og varmsomme skridt igennem det mærkværdige land. Her var varmere end på resten af øerne hingsten havde vandret tynde, og alting synes så anderledes. Liver blomstrede ikke ivrigt frem overalt hvor den mindste solstråle strejfede, nej, her var dystert, og de flygtige dyrelyde der brød den knasende tøre stilhed, var udelukkende fjerne skrig, som lå en stor skygge over øen, som var den hjemsøgt at noget.. Ondt. Flammehingsten, der tidligere havde båret titlen prins, stoppede op, og sikrede sig at hovene var boret dybt ned i den mørke muld, der næsten var sort, før han lod sit vagtsomme blik glide over de nøgne træer, ind i skyggerne der befærdede dets omgivelser. Sneen var ganske vidst stadig at ane visse steder på øen, men den var næsten sort, som havde fremmede væsner forgiftet dens lyse farve. Med en dyb fnysen spilede han sine næsebor ud. Der var noget kvalmt over luften der lå over denne ø, og han synes at kunne ane en fjern lugt, en hingst strejfede på selvsamme jord som han, strejfede i mørket blandt træerne. Det var ganske vidst ikke nat, men himlen var overskyet af tunge tordengrå skyer, så lyset fremkom mærkværdigt, mørkt, og skabte forvredne skygger. |  |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 7, 2013 13:18:05 GMT 1
 ......
APOCALYPSE[/font][/b][/size] ......[/center]
Skyggeræven, hvidlingen, broderen, søsteren, de mange og de få, vandrede med stor nydelighed igennem det forvrængede landskab. Han nød at være ude i 'dagslys', nød de tunge tordenskyer, og beundrede sine skyggelige følgesvendes magt i det svage lys. Hans blanke, hvide øjne, skabte et mærkeligt genskær sammen med den snehvide pels, skyggeklædt og arret. Åh, hvilken fantastisk dag det var, hvilken fantastisk nat der lå forud! Den tunge svovllugt hang tæt ved jorden, og skabte det perfekte tågede dække for den mærkværdige fantom hingst. En anden, en flammehingst, vandrede på deres, på hans, på hans herres jord, og dette fik automatisk skyggen og skyggerne til at søge imod denne. Hvem var han? En enkelt gnist kunne forvandle hele det tågede skyggeland til en flammende oase, hvor ville det være morsomt at betragte, men ganskevidst urealistisk. Dog kunne han aldrig være sikker på realismen, thi han selv var en skygge, thi de selv var skygger.
|
|
