Gennem sneen det går {Armonia}

Reserveret til Armonia

T H O R O N D O R

---

Over ham var månen, under ham sneen. Omkring svejede de små strå der nåede op igennem det hvide dække. Andromeda havde forandret sig, på mere end en enkelt måde. Det var ikke blot blevet vinter, men noget andet onde havde også nået det ellers rolige ø-rige. Som sådan så Thorondor ikke vinteren som noget dårligt, på samme måde som mange andre gjorde: han nød kulden, selvom den om natten kunne være hård. Han var udemærket klar over, at der kun var få der delte hans glæde for vinteren, for sådan var det også dengang han var hjemme i Maern. Sært nok var der ikke en eneste der forstod hans nattevandringer i sneen. Kun en havde fulgte ham, en hoppe ved navn Kalahe. Ung og en anelse forskræmt; den lille grå hoppe havde sjældent forladt han side, men havde kun fulgt ham en gang igennem mørket. Et smil spillede på hingsens mule da han mindedes den lille hoppe. Kalahe. Han havde faktisk brudt sig overraskende meget om hende. Selvom hun var stille havde hun et muntert sind og sjove ideer som sjældent fejlede at få ham til at smile. Kort blev han sørgmodig over mindet; han ville aldrig se den lille hoppe igen. Hun var gået bort længe før han var nået her til; 'Karn' havde taget hende. Karn var ingen sjæl, intet væsen, men en sygdom som havde hærget gennem landet. Nogle steder ramte det mange, andre gå. Kalahe var desværre blevet ramt og var gået bort utrolig hurtigt, til alles fortvivlelse. Mest af alt den tunge hingsts. Hans ører rørte kort hans nakke før han rystede på hovedet. Ingen grund til at dvæle ved så gamle minder. Andromeda førte nyt med sig og han var nød til at lægge nogle ting bag sig, selvom det ville være svært.

Den store krop pløjede igennem sneen, ignorrede den modstand der var. Hingstens skridt var høje, på randen til latterlige efter hans mening, men han ønskede ikke at skifte kurs. Dette var hans nattevandring og det var her han ønskede at gå. Landet dalede her, formede en lavning, og sneen lå langt højere end de fleste andre steder. Det gjorde dog ikke Thoron noget, han forsatte trods alt blot. Et prust fra hingsten lød udover det kolde, snedækkede landskab. Fra hingstens næsebor kom der små skyer af damp og hans sider hævede sig i en stærk rytme. Selvom han ufortrådent forsatte, så var det ikke en let rute han havde valgt. Alt andet end let og sneen nægtede at være nogen eller noget.

Det er sjældent, at jeg begiver mig rundt i på Enophis, den største ø i Andromeda, men denne aften, har mine hove valgt at vise mig vejen til Enophis, atter en gang. Jeg går af sted, uden søgen og uden mål, blot går jeg, og lader mine hove bestemme hvilket eventyr jeg nu skal begive mig ud på, uden at sætter spørgsmålstegn til dette. Månen skinner ned imod det tykke lag sne, som mine hove betræder, og dette skaber en lysende effekt, der spejler sig op på min røde krop. Nok er her meget sne, men alligevel er der få steder, hvor små græsstrå har forvildet sig op imellem sneens tunge dækken.
Mine ben arbejder ganske meget under mig, for at træde igennem det tykke snedække, som ikke hele tiden lader mig træde af sted uden nogen form for modstand. Men på trods af den tunge sne, lader jeg nu ej mine ben stoppe mig fra at føre mig af sted imod de ukendte områder, som jeg ikke kender til her på Enophis.
Mens jeg går, lader tankerne sit spind begynde i mit harmoniske og stille sind; langsomt kredser mine tanker om de mange sjæle jeg efterhånden har mødt i dette land, unikke hver og en har de været. Nogle få sjæle sidder helt fast i mit sind, mens varme tanker fra mig, kredser om deres sjæl. Andre sjæle kredser der også tanker omkring, men det er tanker jeg ej kan finde ud af, fordi de er ganske tvetydige og som sådan uden én bestemt mening om dem.

Jeg bliver dog revet ud af mine tankers spind, og i stedet opdager jeg nu, der i det høje sne som jeg også selv går i, dog en del meter fra mig, går en fremmede sjæl af sine egene veje, igennem det tykke lag sne. Dog er hans krop noget mere robust end min den er, så han ser måske knapt så besværet ud, som jeg gør på min vandren; men jeg nyder det stadig. Langsomt standser jeg op, mens mine røde øre vipper imod ham, roligt og mildt. Med en lyse tone, sender jeg et lavmeldt vrinsk i hans retning, ej højt, men eller ikke for lavt, for han skulle jo gerne kunne høre det. Da mit vrinsk er stoppet, mærker jeg et snefnug lande imod min røde mule, hvilket får et nyt smil frem på mine læber. Nok er sne koldt og knapt så praktisk, mens jeg elsker alligevel vinteren for det den er. Lader blikket glide imod ham igen, for at se, om han reagerer på mit vrinsk; jeg kan jo ej vide om han ønsker selskab af mig, men det stoppede mig nu ikke i, at lade mit vrinsk falde imod ham. For ønsker han ikke mit selskab, da vil jeg blot fortsætte min vandren alene. Mine øre er hele tiden vendt venligt og nysgerrigt imod ham, mens de varme og milde øjne hviler imod hans ansigt.

T H O R O N D O R

---

Udover hingtens skridt, sneens knirken og vindens tilfældige, svage susen, hørte han intet. Dog begyndte svage toner, hvis det overhovedet kunne kaldes toner, at stige fra den tunge hingsts hals. Sang var det ikke, men det var også mere end en mumlen. En nynnen med ord om man ville. Den gamle vandrersang var vendt tilbage og selvom han sjældent lod de gamle ord flyde, så gjorde de det i nat. Et kort slag med hovedet på det rette tidspunkt og ellers var der ingen ændring i hingstens opførsel. Lyden var så lav, at der næppe var nogen der hørte hvad han sagde; hørte de noget overhovedet, så ville det blot være en uforståelig mumlen. Sangen kom dog til et abrubt stop, da et vrinsk dansede afsted i natten. Hingstens hoved blev drejet, mens kroppen forsatte lige ud; tilsyneladende uden ide om at dreje eller standse. I mørket kunne han skelne en figur, men heller ikke mere end det. Med ørerne rettet mod skikkelsen, begyndte hans krop langsomt at dreje, før den til sidst stod stille. Et øjeblik gjorde hingsten ikke andet end at ånde og se. Han prøvede at få mere ud af figuren, men fik intet. En ting vidste han dog: det var en hoppe, så meget havde vrinsket givet væk. Han var også ret sikker på, at skikkelsen var lettere end ham: tyndere var den i hvert fald. Han var dog ikke helt sikker, for sneen gjorde det svært at bedømme. I grunden var alt han vidste, at en hoppe lige havde vrinsket til ham.

Sekunderne tikkede forbi, før en hingstet, dyb vrinsken lød ud over sneen. Hvor det andet vrinsk havde danset, boltrede hans sig af sted. Ignorrede alle forhindringer og forsatte blot; præcis som dets ejermand. Et kort prust akkompanierede vrinsket, men mere kom der heller ikke, for hingsten var usikker på hvorfor han var blevet opsøgt. Ikke at han følte noget dårligt omkring det, men det undrede ham en anelse. Trods alt var det jo nat og han regnede ikke med at finde andre oppe på denne tid.

Mine øre opfanger en svag nynnende lyd, fra den fremmede hingst, som jeg har sendt mine toner imod, for at lade ham vide, at også jeg er at finde her på Enophis, i de åbne dale og vidder. Sneen er meget høj, og jeg er nok umiddelbart en hoppe, man ville beskrive som en typisk sne vandrer. Men mine hove har ønsket at jeg skulle denne vej; og en lille tanke er da også brudt op i mit hoved; for måske er det skæbnen der atter har spillet et puds, for at lade denne fremmede hingst, komme af samme veje som jeg, så et nyt selskab kunne opdages. Jeg kan ej vide det, men jeg er en hoppe der ikke tror på, at ting sker tilfældigt. Jeg tror, at der er en mening med alt hvad der sker i denne verden.
Den fremmede og store hingst er nu standser op, og hans blik bliver nu rettet imod mig, trods det er svært for os begge, at skulle se hinanden, i aftenens mørke. Men dog er det tydeligt for mig, at han er en hingst, grundet den duft som vinden tager med sig hen til mine sensitive næsebor.

Sekunder synes at gå, og jeg står i nogle øjeblikke og overvejer, om det blot er på tide at lade hovene gøre mig igennem sneen atter engang, uden selskab, fordi det synes som om, at denne fremmede hingst måske ikke ønsker selskab, eller blot ikke mit. Måske søger han nogle specielle sjæle, eller blot at vandre selv. Men et vrinsk boltrer sig så udover sneens landskab, og rammer i mine øre, og nu er jeg skam helt sikker på, at det er en hingst, der står dernede, mange meter fra mig. Men han kommer ej imod mig, og derfor vippes mine øre lidt lyttende rundt, for at se om andre responderer på ham; men nej. I en let bevægelse slår jeg mine ben frem for mig, for at træde af sted i den lidt høje sne, med retningen imod denne fremmede sjæl, som måske om lidt, ikke er så fremmed mere. Jo mere jeg nærmere mig ham, begynder hans skikkelse at blive tydeligere. Han er kraftigere bygget, end nogle af de andre sjæle jeg har set i dette land, og det gør det skam ikke mindre spændende. Da jeg når en respektabel afstand til ham, standser jeg nu op, mens mine øre peger venligt frem, og de varme og milde øjne hviler imod ham.

,,Godaften, du fremmede. Mit navn er Armonia”

Siger jeg så dæmpet, med den bløde og lette tone.

T H O R O N D O R

---

Akavet, måske en anelse modvilligt. Det var sådan den tunge hingst så på den første kontakt, men det gik. Han ville ikke lade det have en effekt på det forestående møde, men alligevel tittede det frem hist og her i hans sind. Efter et par sekunder, valgte hoppen at komme mod ham, mens han selv blev stående, ventende, men uden at vente på noget bestemt. Han vendte sig dog rundt, fik fronten mod hoppen, så han ikke syntes helt uinteresseret og modvillig, for det var han ikke. Jo tættere hoppen kom, jo tydeligere blev hun. Langbenet og slank; ingen overraskelse. Måske ikke helt så let som andre hopper, men bestemt i den lette ende. Et smil fandt vej til hans mule: hvorvidt det var til hoppen eller en reaktion på den ironi han følte over stadig at forvente andet end hvad han mødte, kunne være svært at bestemme, men et smil var det i den grad.

Han ville have hilst og spurgt om et navn, da hoppen standsede foran ham, men hun kom ham i forkøbet, til hans overraskelse. Normalt hilste han først og bad om navnet, hvorefter vedkommende så introducerede sig. Det virkede.. hastigt.. blot at sige navnet, men han sagde hende ikke imod. Hun var rød, en blanding mellem Scarlett og Antheia. Ej så lys som den brogede, men heller ikke så dyb som den mystiske. Det var dog en behagelig farve og såvidt han kunne se, bar hun hvide aftegn på alle fire ben og i det fintformede hoved. Det eneste hvide aftegn han selv bar, var en lille hvid plet i panden af hans grove hoved.

,,Godaften..Armonia."

Det tunge hoved blev roligt strakt frem mod den røde hoppe, i en venlig gestus. Et venligt smil lå på den mørke mule, mens de milde, brune øjne var rettet mod hoppens for en stund, før de blot fokuserede på hende som en helhed. På det væsen, som var Armonia.

,,Nu hvor du har givet mig dit navn, må jeg heller give dig mit: Jeg hedder Thorondor."

Mens jeg nærmer mig den fremmede hingst, synes jeg at bemærke noget i hans ansigt, der gør at han virker en smule.. Skuffet, måske? Han tager en smule tid om at få vendt sin krop om, så fronten er vendt imod mig, og dette gør, at jeg i en kort stund, tøver med, om det nu også var det rigtige jeg gjorde, med at bevæge mig imod den fremmede hingst. For måske ønsker han slet ikke selskab, eller også er det bare mit, som måske ikke var det selskab som han håbede eller forventede at se. Men nu er jeg her jo, og blot at vende omkring og gå igen, det ville aldrig kunne falde mig ind. Hans smil synes nu at komme frem på hans mule, men det er et smil, som jeg ikke helt kan sætte i bås, om det nu også er et oprigtigt smil, eller blot et påtaget et.

,,Thorondor,”

Siger jeg roligt, med et smil henover den røde mule, inden jeg så lader min mund åbnes sig igen, for at fortsætte den sætning som jeg er påbegyndt, ved at udtale hans navn.

,,Du må undskylde, at jeg blot sådan kommer imod dig. Det var ej min mening, at skulle virke frembrusende eller andet, men blot virkede det så.. fint, at også du vandrede omkring, lige netop på samme tidspunkt som jeg. Så jeg kunne ej lade være med at føle en trang til, at skulle se, hvem du mon var.”

Jeg står måske og giver ham en undskyldning, da, men jeg kan ikke helt lade være med at føle, at de ting han mener og tænker om mig, måske ikke er just gode. Og det har aldrig været min intention, at skulle virke for energisk eller frembrusende, for det er jeg i hvert fald ikke, og det har jeg aldrig været. Mine røde øre er hele tiden vendt imod ham, ganske mildt og opmærksomt, mens de varme og milde øjne hviler imod hans ansigt, betragtende, men også blot fordi han jo er i mit selskab, og dermed fortjener min fulde opmærksomhed, og ej kun det halve.

T H O R O N D O R

---

En næsten munter 'hmpf'-lyd kom fra den tunge hingst, ved hoppens undskyldene ord. Hun havde da intet at undskylde over, havde hun? I hvert fald skulle hun ikke undskylde over sin tilstedeværelse! Endnu et venligt smil kom frem på den grove mule, mens han lyttede til hendes ord. Det var vel egentligt lidt af et tilfælde; at de begge kom gående her, på samme tid, samme sted. Det var dog blot en tilfældighed efter Thorondors mening og han lagde ikke mere i det, før hans dybe stemme brød den korte stilhed der var mellem dem. Ånden stod tungt foran ham og dannede kort et slør mellem ham selv og den røde hoppe Armonia.

,,Du har intet at undskylde over, Armonia. Dette er ikke mit sted, ej heller min sti, og jeg er vis på, dit selskab vil glæde mig."

Selvom hans ord var så sande som de kunne være, så var der en lille irritation i hingstens baghoved. Den var der dog blot og nåede ikke længere, end blot at eksistere; den kunne i hvert fald ikke findes i hans stemme. Grunden til den var vel, at han på sin vis savnede noget der adskilte sig; savnede noget anderledes. Eller skulle han rettere kalde det hjemligt? Han savnede de tunge heste og selskabet fra dem, som hans slags levede side om side med. I bund og grund havde han hjemve, uden egentligt at have det.

,,Nu er det mig der ikke vil virke frembrusende, men sig mig; Hvorfor vandrer du omkring på denne tid af natten?"

Hingstens stemme havde en varm og venlig klang, på trods af det første, ironiske smil. Han følte skam intet ondt eller dårligt mod hoppen og han håbede så sandeligt, at hun ikke følte det sådan.

Ved mine undskyldende ord, bemærker jeg godt den korte men muntre ’Hmpf’ lyd, der glider fra den store og brede hingst, der dog ikke er så høj som mange andre, men alligevel virker han bare større end alle de andre hingste jeg er stødt på i dette land. Han virker allerede nu til at være en godmodig, smilende og munter herre, der dog også kunne virke til at have alle 4 ben solidt plantet i jorden; og det kan jeg godt lide. Hans ord er beroligende for mig, ikke fordi jeg var nervøs før, overhovedet, men beroligende af den kaliber, at jeg nu ikke føler jeg har trængt mig på, overfor en fremmede der bare gerne ville vandre alene.

,,Jeg håber, mit selskab vil glæde dig. Jeg vil i hvert fald love dig, at gøre mig bedste for, at det går i den retning”

Siger jeg med den varme og venlige stemme, mens mine behagelige og rolige øjne glider henover ham, betragtende, dog uden overhovedet at stirrer eller virke granskende, nej, jeg betragter ham blot ganske svagt, for at lade hans udseende, små finurligheder osv. falde ind i min ’kommode’, så han kan blive tildelt sin egen skuffe, hvor han vil blive husket, lige som alle mine andre selskaber. Han spørgsmål kommer ej bag på mig; for det er jo ikke alle og enhver, der begiver sig ud i den dybe sne, her midt om natten, eller sent på aftenen.

,,I aften, kunne jeg ikke sove, Thorondor. Så i stedet for at ligge og funderer over hvorfor jeg ikke kunne det, besluttede jeg mig for bare at vandre af sted ud i natten, uden nogen søgen eller bestemt mål. Og heldigt for mig, så krydsede min vej, din vej. Hvad førte dig af sted, denne aften?”

Svarer jeg med den milde tone, og lægger hovedet blidt på skrå, mens jeg forbliver stående ganske roligt.

T H O R O N D O R

---

Thorondor hvilede let på sit ene bagben; slappede lidt af om man ville. I modsætning til mange andre hingste, følte han ingen grund til at spille op med musklerne, selvom han skam besad rigeligt af dem. I stedet for nød han at stå og iagtage sit selskab; lytte fremfor at høre, se frem for at kigge. Hans fulde opmærksomhed lå hos den røde hoppe, men ikke så det føltes overvældende. Hun havde hans øjne og hans ører, men ej hans tanker eller sind. Hun bar ikke en farve så kraftig som den mindre Scarlett's, men besad stadig en farve, som ej kunne overses. I hans øjne var hun en ganske køn hoppe, om end stadig for slank hvis man spurgte ham direkte.
Et munter smil spillede på hans mule over hendes ord. Hun havde nu ingen grund til at 'arbejde' for hans selskab, for han have intet problem med at dele det med hende. Tværtimod kunne hendes selskab nok være dejligt på en aften som denne. Det var trods alt længe siden han havde delt en aften vandring med nogen som helst , udover sig selv og dyrene der nu engang eksisterede på de øer, hans store hove berørte.

Kort brummede han, stilfærdigt og mest for sig selv. Han tænkte kort over hendes ord; på sin hvis var hans grund vel den samme. Hans tanker havde bare sværmet omkring helt andre ting og kort fulgte en sørgmodighed med de tanker. Den lille grå hoppe fyldte for et øjeblik hans sind, før han lod hende forsvinde tilbage i dybet. I stedet fyldte lysere minder hans tanker og han sendte Armonia et smil. Et lidt halvhjertet smil.

,,Min grund er meget lig din, Armonia, selvom jeg vil tro mine tanker har været mørkere end dine."

Hans blik gled ud i mørket før han talte igen. I takt med hans ord, vendte hans blik tilbage til hende. Kort vendte det muntre smil tilbage til hans mørke mule og han rystede kort sit grove hoved.

,,Hvis de vil, kunne vi så forsætte vores vandring sammen? Nok bærer jeg en større vinterpels end de fleste, men selv jeg syntes det er køligt at stå stille."

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der