Et nyt liv

//Forbeholdt Maria og Seth //

Vinden rusker let i min man og hale. Sneen ligger også på denne ø, men lige hvor jeg står har den ikke overtaget alt. For selvom jeg igen befinder mig på den lille ø med de mange træer, så står jeg ved vandkanten. Træerne ligger bag mig, klædt i hvidt. Foran mig ligger havet og ude i horisonten ligger en af de andre øer. Hvorfor jeg så tit befinder mig her, er mig lidt af en gåde. De andre øer er lige så behagelige at være på. Men her på den lille ø finder jeg ro. Især nu hvor mine tanker kører rundt. For jeg er ikke alene mere. Om noget tid vil jeg skulle passe på mit føl. Mit første føl. Jeg har passet føl før, i min tidligere flok, men det er ikke det samme. Det her bliver mit kød og blod. Hvorfor jeg valgte at få det aner jeg ikke. Men måske var det bare tid.

Dog kan jeg ikke helt glemme, hvad der foregik inden det. For jeg var tæt på, at give Seth lov til at være faderen. Hvorfor dog det? Jeg bryder mig jo ikke ligefrem om ham. Men jeg hader ham heller ikke. Jeg fik da også klar besked på, at han ikke var interesseret, da han bed mig. Heldigvis var det ikke hårdt, men jeg forstod da hans pointe. Det havde da også været ganske forkert af mig, at lade ham gøre det. Et føl med Seth havde ikke været vejen frem. Så derfor står jeg her og lader mine tanker flyve.

Sneen er faldet igen. Jeg havde håbet på, at vi havde haft vores sidste møde, da den lige så stille var begyndt at smelte bort for nogle dage siden hist og her, men sådan skal det tydeligvis ikke gå. For at søge lidt væk fra al vinterlandskabet, bevæger jeg mig med lange, taktfaste skridt gennem skoven for at søge ud mod kysten. Det gør mig intet, at træerne af og til står meget tæt, for min slanke, sorte krop har absolut ingen problemer med at sno sig igennem skoven. Min holdning er, som den plejer; hovedet hævet, nakken knejset op og ørerne vippet mod min nakke. Jeg kan ikke rigtigt bestemme mit humør, og selvom min karakteristiske rolighed hviler over mig, er det absolut ikke ensbetydende med, at det ser lige sådan ud under overfladen.

Den salte duft fra havet rammer mig, og jeg kan hører bølgernes brusen. Snart efter går underlaget under mig fra skovbund til sand, og jeg stopper ikke, før jeg når helt ud til der, hvor bølgerne lige præcis ikke kan fugte mine hove. Selvom jeg har været alene det meste af dagen, er der alligevel en følelse, der slår mig og fortæller, at det er jeg ikke længere. Mit hoved drejes til venstre i et lille ryk, og der fanger mit blik den røde Lune, som jeg efterhånden har mødt et par gange. Hun står ikke ret langt fra mig, men jeg er ikke klar over, om hun har opdaget mig.

[/size][/color]

Mine tanker kører stadig inde i mig. Hvordan mon føllet bliver? For jeg kender jo ikke rigtig Cien. Ikke engang hans rigtige personlighed. Men nu kender han heller ikke mig. Jeg ved blot at det føles rigtigt. Det er nu skal jeg have et føl. Men vil jeg kunne komme ind i Bregos flok, nu hvor jeg får et føl? Kan det være en grund til at afvise mig? Det håber jeg ikke. For jeg savner at være i en flok. Savner at føle den tryghed i det. Mine tanker afbryder mig dog. Noget bevæger sig længere henne til højre for mig. Noget sort. Inden jeg overhovedet drejer hovedet har jeg allerede en ide om, hvem det kan være. I en yndefuld bevægelse vender jeg hovedet og der står han. Seth. Den mørke hingst som altid har et lunefuldt temperament.

Jeg husker tydeligt vores sidste møde. Der havde jeg nær givet ham lov til, at blive far til mit føl. Hvor kunne jeg? Jeg ved jo hvordan hans temperament er. Jeg ved at han uden nogen grund, kan hakke ud efter andre. Ønsker jeg virkelig et føl med en som ham? Men synet af ham får det alligevel til at kilde i mig. Mødet med ham havde været ret intenst og jeg har tænkt på det siden da. Men hvorfor? Seth betyder intet for mig? Jeg kigger på ham i lidt tid, inden jeg brummer lavt til ham. Vil han mon snakke med mig i dag?

Henvender hun sig ikke til mig, er jeg tilpas tilbøjelig til at lade være med at skænke hende nogen som helst form for opmærksomhed. Jeg har bragt mig selv i nogle situationer, som jeg mildest talt nok helst ville være fri for, og det er nok også det, der er med til at gøre mit humør endnu mere utilregneligt. Får jeg en chance for at afreagere, er det ret sandsynligt, at jeg vil benytte den. Spørgsmålet er bare, hvornår og hvordan. En lav brummen fortæller mig, at hun godt har set mig, og så synes jeg egentligt selv, at hun er ansvarlig over for alt det, der kan komme til at ske, eftersom hun selv lige har valgt at kontakte mig. Overvejende lader jeg mine ører vippe lidt fra siden, mod nakken og tilbage igen, inden jeg til sidst drejer hovedet mod den røde hoppe.

Langsomt hæver jeg hovedet en anelse og lader på ny min nakke forme sig i en fin bue, hvorved min man hvælver ned langs min hals på en yderst delikat måde. En anelse reserveret aura ligger over mig og blander sig med min karakteristiske rolighed, alt imens jeg lader mine store, mørke øjne hvile imod hende. Jeg er udmærket klar over, hvordan jeg skal få lokket hende herover. Og skulle det mislykkes, burde hun alligevel være klar over, at det ikke bliver mig, der går over til hende.

[/size][/color]

Han ignorerer mig i starten, men det kommer ikke bag på mig. Jeg ved hvordan han kan være. Men jeg er sikker på, at der gemmer sig meget mere under den sorte pels. Men hvad? Mine mørke øjne hviler på ham, men mine ører er rettet ud til siderne. Hvordan jeg skal forholde mig omkring ham, er altid et godt spørgsmål. For jeg havde aldrig troet at vi ville gå så langt sidste gang. Gjorde han? Havde han mon regnet ud, at et sted i mig er der en svaghed for ham? En svaghed som jeg egentlig ikke ønsker at indrømme. For Seth kan jo ikke være en hingst, som man gider bruge tid på. Han er utilregnelig og arrig. Men han er også så meget andet. En anelse irriteret pisker jeg med halen. Irritationen er dog kun rettet mod mig selv.

Han kigger nu på mig og gør som han gør bedst. Hvælver nakken og samler sig. Gør sig til, så jeg på ingen måde vil kunne holde mig fra ham. Jeg hader det. Alligevel mærker jeg mine ben bevæge sig. Mod ham. Direkte mod ham. Stilheden er over os, kun havets bølger kan høres. Få meter fra ham stopper jeg op. Mit hoved glider en anelse på sned. Overvejende. Hvad nu? Vil jeg virkelig opsøge ham?

Jeg har absolut ikke noget imod Lunes selskab - til tider kan jeg endda finde det nærmest behageligt. Det er nok en påstand, der vil komme bag på de fleste, eftersom jeg nok ikke er kendt for at behandle mine selskaber særlig pænt i sidste ende, og at jeg allerhelst holder mig langt væk fra venskaber, men det betyder ikke, at jeg slet ikke har behov for at være i kontakt med andre. Det ligger til mit væsen, at det ikke behøver være særlig ofte, og at det ikke er noget, jeg søger med stor begejstring, men fjerner man alt andet end mine instinkter, er jeg vel som en hvilken som helst anden hest, og heste har behov for kontakt.

Efter vores sidste møde har jeg hurtigt opdaget, at jeg, så længe jeg spiller mine kort rigtigt, nok har Lune, hvor jeg gerne vil have hende. I et tilfælde som dette, hvor jeg ønsker, at det er hende, der skal opsøge mig og ikke omvendt, mener jeg, at det er en fordel. Men når alt kommer til alt, så ønsker jeg ikke at have nogen som helst magt over hende. Jeg har aldrig været magtsyg, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde skulle komme til at interessere mig for den slags. Men i hvert fald, så virker mine små tricks på den røde hoppe, for efter ganske kort tid bevæger hun sig mod mig, indtil hun stopper op med en pæn afstand. Om det er fordi, at hun har taget ved lærer, eller om der er en anden grund til, at hun så venligt bliver lidt på afstand, det skal jeg ikke kunne sige.

Jeg lader ikke mit blik vige fra hendes delikate, spinkle krop med den røde farve, men det er langt fra et sultent blik, der hviler i mine øjne. Det er stadigvæk et lidt reserveret blik, der genspejles i mit kropssprog, og som blot har til formål at vise hende, at det er hende, der har min opmærksomhed - ingen andre. Min tanke er selvfølgelig, at hun skal forsøge sig med at komme tættere på, og for at øge chancerne for, at det sker, lader jeg mine ører tippe ganske svagt fremad. Auraen omkring mig er endnu reserveret, men også rolig, samtidig med at mine ører svagt viser tegn på, at alt er godt og fredeligt, og at hun roligt kan komme nærmere.

[/size][/color]

Om Seth vil acceptere mit selskab ved jeg ikke. De sidste møder med ham har været gode, lige indtil han satte tænderne i mig. Om det vil ske i dag kan jeg ikke vide. Men må indrømme at jeg er forsigtig. Mere end jeg normalt er. Men nu har jeg også en anden end mig selv at passe på. At kalde min mave lille ville være forkert. For den er vokset en del. Hvad mon han siger til? Han var nær blevet far til mit føl. Nu har jeg fået det med en anden. Jeg respekterer Seth som den hingst han er, men jeg tvivler ikke på, at hans temperament hurtigt kan vende. Lige nu ligner han dog ikke en, som vil flå pelsen af mig. Måske er jeg i sikkerhed indtilvidere. Men som jeg har erfaret tidligere, så kan man aldrig vide sig sikker. Ikke med Seth.

Hans ører tipper i min retning, hvilket får mig til at fortsætte frem mod ham. Jeg hader at han kan styre mig på den måde. Hader at han kan lokke mig tættere på. Men jeg vil gerne vide mere om ham. Dog vil jeg aldrig få svar hvis jeg spørger som alle andre gør. Det hele skal ske med måde. Især med Seth. Da jeg nu er kommer endnu tættere på ham, stopper jeg op igen. Denne gang er er ikke mere end en meter imellem os. Mine røde ører er rettet mod ham. Men jeg ved, at det nok er mig der skal bryde stilheden mellem os. Det er det altid.

"Godaften Seth."

Min stemme er lige så blid og syngende som den altid er. Jeg bærer ikke nag. Heller ikke for sidste gang. Han satte ikke ligefrem tænderne hårdt ned i mig. Men jeg husker stadig følelsen. Det var anden gang jeg mærkede dem i min pels. Selvom jeg svor at jeg aldrig ville lade ham komme så tæt igen. Ja, så kom han det jo alligevel. Nu står jeg her igen. Sårbar som altid. Men med mere at beskytte. At teste min tålmodighed nu vil være dumt. Også selvom han er stærkere end mig.

Selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg nok skulle få min vilje på den ene eller den anden måde, så er det alligevel godt, at jeg stadigvæk kan lokke hende til mig uden det helt store besvær. Jeg behøver jo ikke en gang åbne munden. Alligevel er det jo ikke fordi, at hun ikke ville kunne lade være overhovedet, så der må være noget mere end mine virkemidler, der trækker hende herover. Da hun kommer tættere, bliver hendes skikkelse tydeligere, og jeg tror, at man skal være mere eller mindre blind, hvis man skulle overse hendes mavse. Langsomt rykker jeg mine ører en bagud, og det er ikke kun fordi, at hun vover sig en smule for tæt på.

I et markant ryk træder jeg bagud for at sørge for, at afstanden mellem os bliver i hvert fald en meter længere, hvilket stadigvæk er en anelse for tæt på; jeg kan mærke, hvordan det trykker på min sorte krop. Jeg føler ikke en gang, at jeg behøver give hende en tydeligere advarsel, for rykker hun tættere på nu, skal hun ikke være i tvivl om, at så falder hammeren. I et stykke tid betragter jeg hendes mave, og jeg hører godt hendes ord, men dem lader jeg bare hænge lidt i luften mellem os. Jeg husker ikke, at jeg for tredje gang valgte at hoppe på nogen, så ungen, der ligger i hendes mave, er i hvert fald ikke min. Men hvis er det så?

,,Godaften, Lune.”

Endelig retter jeg blikket op mod hende, og selvom det ikke rigtigt er til at spore noget i mit blik, så burde mit kiggeri på hendes mave være nok til at fortælle hende, at jeg finder det en anelse besynderligt, og det ville være synd at sige, at der ikke flyver en del spydige kommentarer rundt i mit hoved lige nu; jeg venter bare på, at den rette dukker op. Alligevel ved jeg godt, at det nok ikke gavner mig på nogen måde lige nu, og i stedet vil jeg egentligt hellere høre, hvad hun har at sige. Det plejer at være langt sjovere at lade hende stå for underholdningen.

[/size][/color]

Jeg bliver stående idet han træder væk fra mig. Jeg har nået grænsen og ved nu, at jeg ikke skal komme tættere på ham. I det mindste har jeg lært, at læse hans signler. Selvom dette ikke er særlig svært at tyde. Enhver hest ville forstå det. Men Seth kan nogle gange give selv de mindste signaler. Jeg betragter ham opmærksomt. De sorte ører ryger tilbage på ham, idet hans blik hviler på min mave. Efter min mening ser han en smule forvirret ud. Men hvorfor? Han må da have regnet ud, at hvis han ikke var hoppet på mig, så var en anden gjort det. Ikke at jeg vil gøre det hver gang jeg er i brunst. Men denne gang skulle det være. Cien mindede på nogle punkter om Seth. I hvert fald med det temperament han havde. Men alligevel var de så forskellige.

Jeg lader ham kigge så længe han vil. Måske havde han ikke regnet med, at en anden hingst ville have fået chancen? Men Seth havde selv tydeligt fortalt mig, at det ikke var ham der skulle være faderen. Der går lidt tid før han endelig svarer mig. Det er den normale stemme han altid har. Høflig, en anelse resververet, dog uden at det bliver for meget. Skal jeg kommentere hans blik eller lade være? Jeg kan aldrig vide hvordan han vil reagere. Det er nok lidt af en chance, jeg har taget ved at stå så tæt på ham. Mit udtryk er stadig neutralt da jeg endelig vælger at fortsætte.

"Du ser en anelse forvirret ud?"

Jeg er ikke i tvivl om, at hun bemærker mit blik, der hviler længe på hendes voksende mave, og andet var bestemt heller ikke meningen. Det lader til, at hun har bemærket min tavse advarsel i form af et skridt baglæns, for hun kommer ikke tættere på. Om det så er godt eller skidt, det kan jeg ikke rigtigt afgøre; men skulle jeg nu have lyst til at slå på hende senere, skal jeg helt sikkert nok finde en anden grund til lidt løjer. Roligt hæver jeg mit hoved en anelse, inden jeg på ny lader min nakke forme sig i en galant bue. Der er jo det med mine bevægelser, at de konstant er rolige. Kontrollerede, elegante; hingstede, men rolige. Det gør mig ulæselig, for hvordan kan man så vide, hvornår hammeren falder?

Jeg lytter til, hvad hun siger, og ganske kort vipper jeg mit ene øre bagud, mens jeg blot lader mit blik hvile mod hendes, som hvis jeg spurgte, om hun mener det, hun lige sagde. Forvirret? Jeg er absolut ikke forvirret, og egentligt interesserer det mig ikke yderligere, hvis unge det er, hun bærer. Jeg tror ikke en gang, det ville have interesseret mig særlig meget, hvis det havde været min egen. Ganske kort bider jeg tænderne sammen og skærer dem mod hinanden, og selvom jeg egentligt ikke har tænkt mig at gøre noget, ser det udefra nok ud som om, at det ikke helt er det, der er tilfældet.

,,Og du ser ud til at være rimelig nem.”

[/size][/color]