Hvad nu?

//Forbeholdt Signe & Leonora //

Ahearn stod ved en relativt stor sø og betragtede bjergene længere fremme. De mindede ham om Leonora. Hvordan mon hun havde det siden deres sidste møde? Hun havde efterladt noget i ham. Lysten til at vide mere om hende. Men han turde ikke tage det skridt. Ellers var han blevet i hendes selskab. For en ganske kort stund ændrede vejret sig. Sneen lå stadig omkring ham og himmelen var stadig dækket af skyer, men de var blevet mørkere. Næsten helt sorte. Forundret kiggede han op. De var dog ikke mørke overalt. Kun indenfor et bestemt område. Han fnøs irriteret. Sådan havde det været de sidste mange dage. Pludselig havde vejret ændret sig, men ikke overalt. Det kom og gik som det ville. Endnu havde han ikke fundet ud af hvorfor.

Den hvide hingst var godt frustreret. Han havde mødt den Rumpel hingst. Han havde lovet ham magi, men Ahearn vidste endnu ikke om han havde noget magi i sig. Han kunne ikke gøre noget. Intet skete når han prøvede på at koncentrere sig. Den sorte hale piskede bag ham. Fordømt at han havde været så naiv. Han hadede sig selv for, at være blevet snydt så groft. Prisen han skulle betale for det, var ødelæggende for ham. Det pinte ham at han skulle give afkald på sit første afkom. Han havde slet ikke lyst til at få et føl. Ikke som situationen var nu.

Et lettere fortvivlet suk kom fra ham. De sorte skyer forsvandt nu igen og blev almindelige kedelige og grå. Som de havde været få minutter inden. Men han lagde ikke rigtig mærke til det. Hans fokus var nu på, hvad han skulle gøre nu. Havde han overhovedet noget mål med livet, efter den aftale med Rumpel? Han kunne jo ikke få sig et afkom. Så der stod den store hvide hingst. Trist og fortvivlet og kiggede på bjergene. I håb om at nogle gode minder ville komme til ham.

Den sorte hoppe, Leonora, havde vandret omkring bjergene længe. Hun havde vandret oppe i dem, med den hvide hingst Ahearn, der havde vist sig som værende langt anderledes end alle andre. Han havde ladet til at forstå hende; og hun havde blottet sig for ham. Han havde fortalt hende omkring hendes udseende, og det havde åbnet en dør i hendes ellers lukkede indre. Men den var blevet efterladt, kun stående på klem, da han havde forladt hende i bjergenes grotte og med vejen tilbage at gå alene. Dog kunne hun et eller andet sted forstå, hvorfor han havde gjort, som han havde gjort, for hun havde nok gjort det samme. Deres møde var gået hen og blevet langt mere personligt, end hun havde forestillet sig, og for at beskytte sig selv, havde han trukket sig. Og hun ville have trukket sig også, for at undgå at blotte sig yderligere.
Nu vandrede hun dog, med én ting i tankerne. Ham. Det at han formåede at føle hende blot en smule tilpas, havde sat sit præg på hende, og et eller andet sted, var der et spinkelt håb om at se ham igen. Hun vandrede vel, lidt i vildrede, for samtidig følte hun sig frustreret over, at hun ikke bare kunne glemme ham. Det lignede hende ikke at være sentimental, hun var altid fornuftig og rationel. I hvert fald førhen. Måske var det en af bivirkningerne ved hendes ødelagte sind, at hun så netop kunne klynge sig lidt til en anden sjæl, og bruge den som støttepæl, for at undgå at gå helt i spåner?
Den sorte hoppe havde mange tanker, mange anstrengende tanker og det kunne ses på hendes kropssprog. Hun så irriteret og opgivende ud på samme tid, alt imens hun blot vandrede af sted i sine tanker. Og selvom vejret over hendes hoved, pludselig begyndte at ændre sig, lagde hun ikke mærke til det; for ustabil som hun var, kunne hun ikke fokusere på mange ting på én gang, når hun var oprørt som hun var nu. Og dermed blev det underligt skiftende vejr blot ignoreret.

De mørke øjne var lukkede. Ihærdigt prøvede han på at fokusere på andre tanker. Tanker som kunne få ham videre. Hans ører opfangede dog lyden af hove. Hvem det var kunne han ikke vide, for sneen skjulte hovenes rytme. Han åndede tungt en enkelt gang, inden han åbnede øjnene igen. Det tog ham nogle få sekunder at genfinde synet. Men det syn der mødte ham, gjorde ham ganske lykkelig. Han måtte holde vejret lidt. Kunne det virkelig passe at det var hende? Var hun tilfældigt kommet den vej? Skyerne forsvandt og enkelte solstråler kom frem mellem dem. Endnu engang kiggede han op. Hvorfor skete det? Hvorfor kunne vejret ikke blot forblive som det skulle være? Han havde aldrig oplevet sådan et vejr før.

De tanker stoppede dog hurtigt. For det var hende som stod længere fremme. Et ganske lavt og sårbart vrinsk forlod ham. De mørke øjne betragtede hende, med et håbefuldt glimt i dem. De hvide ører var rette op mod hende. Ville hun mon acceptere ham igen? Eller var hun mon fornærmet over hans måde at forlade hende på sidst? Men det havde været nødvendigt. Han havde været for sårbar. Selvom noget indeni ham skreg efter, at lade ham åbne sig for hende, så kunne han ikke. Nu stod han blot der og håbede på at hun ville komme imod ham, med enkelte solstråler der ramte både ham og hende.

De ører, som den sorte hoppe besad, lyttede følsomt og intenst til naturens musik omkring hende. Hun ville ikke gå glip af noget, selvom hendes sind ikke magtede at holde øje med alt på en gang. Det var efterhånden længde siden, at hun havde magtet det. Det hørte fortiden til, og selvom hun egentlig ikke ville indse det, så vidste hun at hun var ’mindre værdig’ nu, og nok aldrig ville genfinde den egentlige ære hun skulle have haft i sit tidligere liv. Hun ville kunne kravle op af stigen igen, og ved at hjælpe både Ava og Titan, ville hun kunne opnå blot en brøkdel af det, som hendes moder havde opnået, nemlig at oplærer en anden sjæl i den kultur og arv, som lå i hendes årer.
Stilheden, der ellers kælede sig omkring hendes ganske slanke, men stærkt byggede krop, lod ikke til at ville forsvinde frivilligt. Det var vel næsten rart, dette kælende lag af stilhedens musik, der sørgede for at hendes koncentration vedblev hende - og tillod hende netop at lytte til de lyde, der nu engang blot hørte til.
Pludselig blandede en anden lyd sig, forstyrrede stilheden vel; og det rev den sorte hoppe med de sirlige lyse mønstre ud af sine tanker. Dén lyd, kunne kun stamme fra en. Det anspændte ydre, som hun havde; det, der afspejlede hendes indre tanker, blev pludselig årvågent og opmærksomt, for da hun drejede sit mørke hoved, så hun ham. Den hvide Ahearn; men ikke, som han havde set ud ved bjergpasset.
Hun stirrede vel, og da først tanken om, at det var uhøfligt slog hende, slog hun blikket ned i det samme med et hun afgav et vrinsk tilbage, for at fortælle ham at hun havde genkendt ham. Han havde et horn i sin pande, og omkring det var der nærmest smykkelignende aftegn, der strøg sig over hans næseryg. Han var forandret, noget var sket med ham; og den sorte hoppe begyndte oprigtigt at frygte, om han stadig var den samme? Hun holdt blikket nede, imens hun afventede han reaktion, hans handlinger.

Der gik ikke længe før hun hørte hans vrinsk. Ahearns mørke øjne betragtede hende opmærksomt. Hvordan ville hun mon reagere på det stupide horn han havde fået i hovedet? Det horn som han alligevel ikke kunne bruge til noget. Selvom en del af ham ville kigge ud over området for at se, om der var andre i nærheden, så forblev hans blik på hende. Hun var lige så yndefuld som hun havde været sidst han havde set hende. Men hendes sårbarhed var stadig tydelig for ham. Hvor han dog ønskede at han kunne hjælpe hende. Så hun blot ville gå med hovedet højt hævet som hun skulle. Hun ville se utrolig ud hvis det skete. Men som han, havde hun sikkert brug for en del tid for at komme sig igen. Hvad de havde oplevet, var ikke noget man sådan lige glemte på enkelte dage. End ikke måneder. Det tog tid. Rigtig lang tid.

Hendes blå øjne ramte ham. Men hun reagerede ikke helt som han havde regnet med. Ja hun kiggede en del, som han havde gjort ved hende. Men hun så ud til at være en smule usikker på, om hun virkelig turde nærme sig. Som om han skulle have ændret sig. Med et opmuntrende glimt i øjnene, slog han en enkelt gang med hovedet, inden han gik hen imod hende. Hans gang var lige så stolt som den altid havde været. Inden han var helt henne ved hende, brummede han venligt og dæmpet til hende. Blot så hun vdste at han ikke ville gøre hende noget. Derefter stoppede han i en passende afstand til hende. Selvom de kendte hinanden, så var der stadig grænser.

"Godaften Leonora."

Der var en usikkerhed der hvilede under den sorte, særprægede hoppe, alt imens hun anså den hvide hingst, der trådte hende nærmere. Hun havde valgt at stole på ham i en speciel situation, og det han havde vist hende, havde fået hende til faktisk at åbne sin en smule for ham; han havde ligeså givet hende en vished om sig selv, som ingen anden havde givet hende, og alene af den grund, nærede hun endnu større tiltro til hingsten. For den måde han gjorde det på, var skånsomt og følende. Hun nærede mange forholdsvis positive tanker om denne sjæl, hvis man kunne sige det sådan, og det glimt der nu lå i øjnene på denne enhjørning, som han var blevet til, fortalte vel den sorte hoppe, at hun burde blive og ikke flygte; hun kunne blot håbe på, at hans personlighed ikke havde ændret sig med hans udseende. Hendes havde jo - men det var vel også som følger af de hændelser, som var sket lige inden. Et væld af minder strøg endnu engang gennem hendes sind og en trækning viste sig ned over hendes rygrad. Denne trækning forblev dog blot en trækning, for som alle andre, udviklede den sorte hoppe sig også i takt med hendes færden i landet. Man kunne vel kalde det en fornyet ro, der var ved at lægge sig skrøbeligt om sindet på den sorte hoppe - hermed ikke sagt, at hun ville reagere mindre voldsomt en tidligere, hvis hun blev udsat for pres, men til gengæld kunne hun bedre tøjle de minder, der gentagende gange skyllede ind over hendes sind om dagen.
Hun mødte nu blikket hos den hvide hingst, hvis horn sirligt var snoet imod himlen. Det så tungt ud, det måtte hun erkende, og hun betvivlede at hendes nakke ville kunne holde et horn imod himlen en hel dag. Hun prustede dæmpet hvorefter hun lod sin mule forme sig til den hilsen, hun ville give hingsten igen, efter hans beskedne var faldet imod hende.

,,Godaften Ahearn. Jeg ser, at der er forandringer ved din sjæl. Vil du fortælle mig, hvad du har oplevet?”

Nok var hun noget usikker på, om hendes ord var kloge. Egentlig, ville hun ikke rigtig vide det; for hun var bange for, hvad end der var sket ham. Var det noget, der var ved at sprede sig i landet, burde hun flygte? Og så alligevel havde hun en tiltro til, at det der var sket den hvide hingst, ikke var helt ondt. Hun prustede dæmpet og lod derpå blikket hvile ganske roligt imod ham; afventende.

De mørke øjne kørte blidt over hendes krop. Den sorte hoppe var lige så yndig som hun havde været sidst, om ikke mere. For hun var ikke længere våd og gennemblødt. Ligeledes lignede hun en der havde fået lidt mere kontrol over sig selv. Alt i alt var hun mere imponerende end sidst han havde set hende. Mon den sorte hoppe foran ham ville finde sig selv igen? Ville hun blive den selvsikre hoppe, som han var sikker på hun kunne være. Det sind hun havde viste tegn på, at hun kunne blive mægtig. Men ville fortiden være for barsk for hende? Som den var for ham. Ahearn havde været ganske sikker på, at han ville kunne rette op på fortiden, da han havde fået magien. Nu torturerede det ham blot. Han kunne intet. Magien flød i ham, men han kunne ikke styre det. Ville han nogensinde kunne ændre fortiden? Næppe. Han var blevet snydt og bedraget, men det havde været hans egen skyld. Han havde været blind. Hendes kommentar skar en smule i ham, men samtidig blussede glæden frem i ham, da han hørte hendes stemme. Så beroligende.

"Ja der er sket en del. Mit horn har jeg fået af en hingst du kender. Rumpel."

Han lukkede øjnene hårdt i og rystede kort på hovedet. De mørke øjne åbnede sig igen og så væk fra hende. Han fortrød det han havde gjort. Hvem skulle nu føde hans første føl? Kunne den hvide hingst gå imod det han troede på? Kunne han blot få et føl med en hoppe, som slet ikke betød noget for ham? Nej. Ville Leonora spørge ind til hans møde med den brune hingst? I så fald ville han være tvunget til, at forklare hvor dum han havde været. Han hadede det. Normalt brugte han altid hovedet. Hvordan kunne grådigheden have overtaget ham så meget? Det lignede ham ikke, det lå ikke til hans fornuft. Men man kunne vel ikke hele tiden være fornuftig. En ting var sikkert. Skulle han dele det med en, så ville det blive Leonora. Men hun havde accepteret ham en gang, selvom han havde fortalt at han havde taget liv. Ville hun acceptere ham for det her? Hans første afkom skulle gives væk. Hvem gjorde det?

Den sorte hoppe, der havde de ganske sirlige blå prikker, der kærtegnede hendes krop i en stor kontrast, lod sit blik vige kort; for alt imens at Ahearn, den hvide hingst, var kommet i hendes nærhed, havde vejret været underligt. Det var egentlig først nu hun bemærkede det for alvor; for i den stund at han havde ændret adfærd blot en smule, var vejret slået om. Det havde skabt en undren i hendes ustabile sind, som ellers var ganske observerende; et sind som en leder burde have. Hun havde en idé om, at dette omslag i vejret var skabt på baggrund af ham, men om det kom fra ham, eller en anden kilde kunne hun ikke greje.
Hun vendte derpå hele sin ustabile opmærksomhed imod Ahearn, da han begyndte at snakke, som svar på hendes lidt spæde hilsen. Han havde nu afsløret, at han havde mødt den usle Rumpelstiltskin, som Leonora selv havde mødt ved hendes ankomst til dette land; han havde ladet hendes moder rejse sikkert til den verden, hendes sjæl skulle leve i efter hendes død og som pris havde han brandmærket hende; eller, det havde hun troet indtil Ahearn fortalte hende sandheden. Hun var ikke brandmærket, men udsmykket, og om det var for at vise at hun på en måde tilhørte ham, eller ej, vidste hun ikke. I hvert fald måtte hun dele sin styrke med ham, som en parasit, og det hadede hun ham for. Et blik, der nærmest var medlidende gled over hendes ellers neutrale ansigt, men det blev erstattet af et forstående udtryk. Hun forstod hvorfor man kunne fristes til at indgå aftale med den snylte; og det gjorde hun, fordi hun selv havde været nødsaget nærmest, til at gøre det. Han bar selv på barske ting, og disse ting, havde nok tvunget ham ud i at sige ja, så han på den ene eller anden måde kunne lindre sit liv. Om det var lykkedes ham, eller om han var blevet snydt, vidste hun ikke; men hvis hun skulle tænke tilbage, så havde hun faktisk selv fået hvad hun ønskede, og resten, ja, det var jo prisen. Hun brummede dæmpet, en smule mere neutralt, inden hun rakte sin mule blot en cm imod den hvide enhjørning.

,,Rumpelstiltskin er en snu sjæl. Du skal ikke fortælle mig, hvorfor og hvordan, det behøver jeg ikke at vide. Du skal bare vide, Ahearn, at jeg, uanset dit horn eller ej, ikke vil gå fra din side.”

Erklærede hun da. Det var en stor udtalelse at komme med, fra den splittede og ustabile hoppe, men hun følte at netop han kunne bringe en smule stabilitet i hendes liv; han havde vist sig, fra en side, der netop havde givet hende mod og styrke nok til at samle sig blot en smule, og dét alene var værd at holde fast i. Derpå mødte hun hans blik igen.

At hun ikke flygtede fra ham var den hvide hingst lykkelig for. Hun var en af de få heste i landet, som han turde og ville være venlig overfor. Mange andre mødte blot den kolde og arrige Ahearn. Leonora var noget andet. Hun var blid og forstående og med hendes sjæl der var ødelagt, mindede hun på nogle måder meget om ham selv. Var det derfor han kunne være sammen med hende? Hun spurgte ikke for meget ind til, hvad der var sket ham og hvorfor han havde gjort som han havde. Alt for mange heste snagede i andres liv og ville vide alt der var sket dem. Hvorfor? Troede de virkelig at de kunne hjælpe, troede de på at de ville kunne ændre livet for en anden? Sådan var realiteterne ikke. Hvis en hest skulle ændre sig, så skulle den selv være klar til det. Ahearn ville ikke kunne ændre sig selv og sin personlighed. Ikke før han var klar til det. Men ville han nogensinde blive det? Ville han turde åbne sig op? Leonoras mule rev ham tilbage til virkeligheden. Hun kom tættere på ham. De mærke øjne hvilede i hendes. Ganske forsigtigt tog han ligeledes mulen frem mod hende. Den var ikke langt fra hende, men han turde ikke røre hende. Han frygtede at hun ville falde sammen foran ham. Men hendes ord var blide og venlige som altid.

"Det er jeg glad for at høre Leonora. Ligeledes takker jeg dig for ikke, at kræve en forklaring."

Selvom den hvide hingst stolede mere på hende end så mange andre, så ville han ikke kunne forklare det. Hvem ville nogensinde kunne forstå, hvorfor han havde ladet sig snyde? Ville Leonora engang forstå ham? Men skulle hun overhovedet vide det? Behøvede hun det? Ahearn bed dog mere fast i at hun kort inden havde ladet blikket glide ud på deres omgivelser. Var der noget anderledes derude? Noget han ikke selv havde lagt mærke til? Selv lod han de sorte øjne kigge rundt. Der var intet at se. Solen skinnede frem igennem skyerne. Vejret kunne da ikke være bedre?

Der var en glæde at spore i blikket på den hvide hingst, da Leonora havde sagt sine ord, sin accept. Hun vidste selv, hvor pinefuldt det ville være at skulle fortælle sine hemmeligheder og sine grunde, til at underlægge sig noget så lavt som denne Rumpelstiltskin, der snød alle han kunne komme til; men de var fælles om det, og alene det var nok. Ingen af dem behøvede at sige hvorfor. Hun stivnede en smule, da hans hoved med det spidse horn kom nær hendes mule, som hun prøvende havde rakt fremad imod ham, blot en smule, og kort fortrød hun sin handling. Måske var det for meget, at komme ham nær? Dog fjernede hun ikke sin mule, men endte med at lykke de sensitive blå øjne. I det der føltes som meget lange minutter, stod hun blot forstenet, med mulen nær hans, hvorefter hun gav efter og rykkede den dét tættere på, således at de strejfede hinanden. Det var den første frivillige berøring hun havde gjort sig overfor en anden, i alt den tid hun havde været her; undtagen overfor Titan, men det var noget helt andet. Hun hev derefter hovedet til sig, måske en anelse for hurtigt, fordi hun var bange for hun var gået over stregen. Ustabilt stod hun lidt, inden hun turde se ham i øjnene igen, og forhåbentlig ville hun møde et blik, der ikke var vredt eller fyldt med sorg hos ham; hun håbede inderligt, at hendes handling havde været bare lidt okay. Derpå nikkede hun kort, for at samle sig selv igen, nu hvor hendes hoved var tilbage hos ’sig selv igen’.
Der gik ikke længe førend hun genvandt den mere rolige facade og dermed kunne hun svare ham.

,,Du behøver ikke takke mig for det, Ahearn. Jeg ved du ville agere på samme vis, og den respekt kan jeg i det mindste gengælde.”

Sagde hun med den unikke stemme hun besad. Derpå skævede hun atter til siden, da Ahearn havde opsnappet hendes bemærkning omkring vejret, om end hun ikke havde sagt noget.

,,Det er underligt. Inden du kom, var vejret gråligt. Men nu er solen kommet. Som fulgte den dig”

Hun valgte at lufte sine tanker for ham, da han selv havde opfanget at der var noget specielt ved vejret. Måske havde han ikke selv opfattet ændringen, men det havde hun, og hun havde en idé om at det kunne kædes sammen med ham. Hans horn, hans krystalliske aftegn i hovedet. Han så nærmest magisk ud, så det ville vel undre hende, hvis han havde fået dette horn, uden at magien på en eller anden måde ville følge med. Alligevel håbede hun vel på, at han endnu blot var Ahearn, uden magi; for det var sådan hun havde lært ham at kende. Endnu var han kun en bekendt, om end en god en, og hun ønskede ikke at tingene skulle ændres for hurtigt, da hendes sind ikke var klar på en sådan udfordring. Men uanset hvad, ville hun, som hun sagde, ikke vige fra hans side.

Ganske forsigtigt blev han stående og afventede hendes reaktion. De havde begge to sjæle der var skadet. Skadet på det punkt så det gjorde ondt, at lade andre komme for tæt på. Ahearn havde kun ladet en anden røre ham. Shadow. Men hun havde været så anderledes end Leonora. Shadow havde været fuld af energi og havde ikke rigtig kunne forstå Ahearns situation. Hun havde skubbet ham væk, for derefter at trække ham tilbage og til sidst skubbe ham væk igen. Leonora var så anderledes, så forsigtig men samtidig sikker i sine beslutninger. Hvis hun valgte at skubbe ham væk var han sikker på, at hun ikke ville begynde at hive ham tilbage igen bagefter. På en måde var det ganske betryggende for ham. Han vidste hvor han havde hende, og forhåbentlig følte hun på samme måde med ham. For at skræmme den sorte skønhed væk var det sidste han ønskede.

Der gik lang tid før hun endelig tog en beslutning. Hendes øjne var lukkede, men Ahearn flyttede sig ikke. For endelig ramte hendes sorte mule hans. En ganske kort berøring var det, men det var en berøring. Den hvide hingst mærkede en ny fornemmelse komme frem i ham. Men hvad var det? Tillid? Tryghed? En af delene var det. Men hvor kom det dog fra? Ahearn var ikke typen der stolede på nogen. Han lod ingen komme for tæt på. Alligevel stod den sorte hoppe nu og rørte ham. Hendes bløde mule forsvandt dog hurtigt igen, og hun fjernede den. Var hun usikker? Bange for at han ville hade hende, eller misforstå hende? Ingen af delene var en del af ham i det øjeblik. Ahearn var blot taknemmelig for at hun turde gøre det. At hun lod ham komme blot en smule tættere på hende. De sorte øjne fandt hendes blå, da hun atter åbnede dem og betragtede ham. De hvide ører var rettet mod hende og et blidt udtryk var i hans øjne. Han hadede hende ikke, og hun var ikke gået over stregen. Underligt nok. Alle andre havde mærket hans tænder i mulen, men ikke hende.

En blid brummen kom fra ham, som svar på hendes første ord. Hun havde ret. Ahearn ville gøre det samme ved hende. Faktisk havde han gjort det. Han kunne have vendt hende ryggen i den grotte. Andre dømte på forhånd, det havde han ikke gjort. Betød det at de stod lige nu? Eller ville de stadig have den samme kontakt og forståelse for hinanden? De tanker måtte han dog komme tilbage til på et andet tidspunkt. For nu snakkede hun om vejret. Hentydede hun til at han styrede vejret, siden hun sagde at det fulgte ham. En anelse trodsigt rystede han på hovedet.

"Det kan ikke passe. Jeg har intet med vejret at gøre, og omvendt."

Som han sagde de ord ændrede hans humør sig en anelse. Han blev ikke irriteret på hende, men det trodsige humør var der alligevel. Hvilket blot fik skyerne over dem til, at dække for solens blide stråler. Ahearn benægtede det dog og lagde derfor ikke mærke til forandringen. Leonora må blot have troet at hun havde set noget underligt. For der var jo intet?

Ahearn havde vidst sine tanker og kvaler, alt imens deres berøring fandt sted; men om han følte noget negativt eller ej, kunne hun ikke fornemme. Først da hendes øjne atter mødtes med hans, kunne hun se at hans sind ikke bar negative vendinger, og han lod ikke til at have følt sig krænket af hendes handling. Men det var også stort, det som den sorte hoppe havde gjort, og det var ikke noget hun ligefrem havde forestillet sig, at hun skulle gøre. Men Ahearn var anderledes, og hendes indre kaos, havde på en eller anden måde formået at holde sig blot en smule mere roligt i hans nærvær. Hun trak vejret dybt og langtrukkent, da først deres muler var fra hinanden igen, for ligesom at bearbejde det der var sket i hendes hoved, og slippe den anspændte gnist der havde sneget sig frem i hende; for hun var bange for, at hun havde gjort noget forkert. Nu hvor hun vidste, at hun ikke havde dette, kunne hun slappe noget mere af.
Efter hun havde luftet sin tanke, trak en afvisende mine over Ahearn’s mule. Leonora hævede hovedet en smule og lod sine øre flappes ud til siderne, fordi hun var usikker på, om Ahearn’s reaktion var grundet hende og at hun kunne finde på at påstå dette, eller indholdet af hendes ord alene. Han fornægtede det og Leonora lod et dæmpet fnys lyde; lavt. Hun kunne nu godt fornemme at noget var anderledes i luften, og alt imens hans humor lod til at blive mere trodsigt, gled skyerne ind foran solen, der for kort tid siden havde skinnet over dem. Hun lod blikket glide forundret op med let sammenknebne øjne. Mens hun betragtede himlen lod hun en undrende brummen forlade sin mule.
Der gik et par minutter, inden hendes øjne igen ramte de mørke som Ahearn besad.

,,Det kan godt være du ikke tror på mig; men prøv at se nu. Skyerne kom frem lige efter dine ord havde forladt din mule.”

Sagde hun tænkende. Hun gumlede lidt på tanken, inden hun slog en smule sigende med hovedet. Selvom hun ikke var typen, der gik meget direkte frem i sine selskaber, så nærede hun alligevel en nysgerrighed i sit hjerte, som tvang hende til at finde svar på ting hun ikke kendte til, således at hendes viden kunne hjælpe hende på vej imod at blive en bedre ledende figur; og den sprang nu frem. Hun prustede en anelse oprevet; ikke at frygt, men måske af ivrighed? I hvert fald var det noget, som den sorte hoppe meget sjældent iklædte sig.

,,Ahearn, prøv at tænke på noget der gør dig umådeligt vred. Og bagefter noget der gør dig glad, og mens du gør det, så læg mærke til himlen omkring dig”

Sagde hun så, nærmest autoritært; men langt fra over ham. Hun ville ikke kunne finde på at lægge sig over ham, der havde givet hende så meget, men hun håbede da alligevel på at han ville følge hendes ord og prøve. Måske, måske, havde han en form for kontrol over vejret?

Mange tanker fór igennem ham i det øjeblik. Ville hun blive stødt af hans humør? Var det kommet ud for hårdt? Men han havde jo ret, han kunne ikke styre vejret. Intet kunne styre vejret. Rumpel havde snyd og bedraget ham og den magi han havde håbet på at få, var der slet ikke i ham. Det eneste han havde fået var det fordømte horn. Et horn som slet ikke kunne noget. Hendes fnys fik ham til at hæve hovedet en anelse, selv gengældte han det ganske forsigtigt. Ahearn var ikke ude efter at gå imod hende, men hun kunne ikke have ret. Det var ganske simpelt. Umuligt. Da hun sagde de næste ord kiggede han blot kort op og rystede på hovedet. Hendes fantasi var godt nok god, det måtte han give hende. Hvad kunne det ellers være der fik hende til at sige sådan noget tåbeligt noget.

"Sikke noget sludder Leonora."

Andet kunne han ikke sige. For hvad skulle han sige? At hun havde ret, bare så han kunne få fred for de ideer? Næppe. På det punkt betød hun for meget for ham. Hvilket heller ikke var særlig logisk. Han kendte hende jo knap nok. Alligevel delte de en ting. Mødet med Rumpel og smerterne i deres sjæle. Det havde de sammen. Var det stærkt nok til at holde dem sammen som bekendte, måske en dag venner? Ved hendes næste ord fnøs han mistroisk og rystede på det hvide hoved. Den sorte hale slog et par tænkende slag bag ham. Men alligevel kunne han ikke lade være med at prøve at gøre hvad hun bad ham om. Måske bare for at få fred for den snak?

Ahearn førte blikket op mod de grå skyer og lod sindet vandre. Vandre tilbage til den tid han engang havde haft i sin tidligere flok. Den tid hvor han var hadet og fordømt. Hvor ingen ville kendes til ham, hvor han var desperat efter at komme væk derfra. Ahearn var blottet i det sekundt. Hans øjne afslørede tydeligt alle de følelser han havde haft dengang. Leonora ville kunne se dem, hvis altså hun så ordenligt efter. Som han stod der blev hans sind dystert og mørkt. Ørerne smækkede han ned i nakken. Men vejret ændrede sig. De ellers ganske almindelige grå skyer blev sorte. Kul sorte. De trak sig tæt sammen i store dynger. Inde i midten af dem kunne man høre en brummende torden.

En anelse chokeret gik han et skridt tilbage. Det kunne ikke passe! Det var et tilfælde. Han kunne ikke styre vejret. Han var blot Ahearn. Det var bare ham. Panik greb ham i et kort øjeblik, hvilket blot fik vinden til at tage ordenligt fat omkring dem. Den sorte man og hale piskede i vinden. Ahearn kunne ikke styre de følelser der gik igenem ham i det øjeblik. Han kunne ikke fokusere, Leonoras ord om at tænke på noget godt bagefter var væk. Ahearn kunne ikke styre det. De sorte øjne viste det ganske tydeligt. Panik, angst, had, håbløshed. Alt var i dem. Hvordan fik han det stoppet igen? Vinden blev blot kraftigere og kraftigere omkring dem, men han mærkede også en træthed i hans krop. En træthed som kunne sammenlignes med den han havde haft efter mødet med Rumpel. Hvad skete der dog?!

Leonora’s øjne, de lyseblå øjne, der stod I kontrast til hendes mørke pels, med de stjernelignende blålige pletter på, havde søgt Ahearn’s. Han havde hørt hendes ord, hendes fnys, og agerede nu nærmest endnu mere afvisende overfor hendes påstand og forslag. Han sagde endda, at det var noget sludder det hun havde sagt. En smule forurettet af hans ord, havde hun hævet hovedet en smule forsvarende, overfor sig selv; for hun følte sig antastet som en løgner, fordi han ikke troede på hendes ord. Eller i det mindste bare ikke ville lytte. En underlig blanding af tillidsbrud, hvis man kunne kalde det, og fornærmende følelser skød ind over Leonora. Nok var de endnu meget fremmede for hinanden, men de havde begge vist såbarheder overfor hinanden, som de nok ikke ville have vist til andre - og det alene, havde gjort, at Leonora ville have lyttet til ham hvis det var omvendt. Hun ville ikke bare have afvist og kaldt hans ord for sludder, aldrig. Men igen, så var hun opdraget ganske anderledes, det vidste hun. De skikke der lå i hendes sind, lå ikke i hans - og sådan var det. De forskelle der var på deres sind, var måske i virkeligheden for store, til at de ville kunne lytte til hinanden i sådanne stunder; og så alligevel ikke? Leonora kunne huske, da hun opdagede hvordan hun egentlig så ud, hvordan han havde støttet hende. Og den støtte havde afholdt hende fra at gå i panik. Og det var hun ham så taknemmelig for, som hun vel kunne være - så hun skyldte ham vel, at lægge sine følelser til siden og acceptere hans holdning til det, hun havde sagt?
Godt som hun skulle til bare at trække anerkendende på skuldrene, over hans ord, lod han dog til at tage et valg om at gøre det alligevel. En smule forundret spidsede den sorte hoppe sine øre, imens hans blik gled imod himlen, og blev fyldt med en sorg og smerte, som Leonora i sandhed kunne identificere sig med. Det gjorde næsten helt ondt på hende, i det øjeblik hun så hans smerte på denne måde. Og da hans blik først havde ramt himlen, gik der ikke lang tid før vejret ændrede karakter, til et mørkere og mere truende loft over dem. Og godt, som han havde indset hvordan det faktisk hang sammen, begyndte en vind at rive og flå fra alle sider, i det han trak sig tilbage med et nærmest skræmt udseende. Dér slog det Leonora, at det hun så nu, nok var den bedste afspejling af hendes egen reaktion i grotten, som hun nogensinde ville se. Dog lod det ikke til at Ahearn kunne finde ro, men derimod blev han blot mere og mere vild i sindet, lod det til, for vejret tog til. Og dér tog Leonora en beslutning, som oversteg det hun egentlig var i stand til, rent mentalt. Men, imod de odds der var lagt ud, fik hun samlet sig så meget sammen, til at hun i tre hurtige hop var henne ved siden af den nærmest paniske hingst, og der trykkede hun mulen helt ind imod hans hals. Hårdt. Hun bed ikke, men hun påførte ham en mærkbar berøring, der måske godt kunne føles ubehagelig, simpelthen for at få revet hans sind ud af den hvirvelvind det var fanget i.
Derpå lod hun ord lyde, ned i halsen på ham, men med en sådan kraft at de kunne tvinge sig igennem luften og nå hans ører.

,,Ahearn, se på mig!”

Kommanderede hun så. Han skulle stoppe dette vanvid nu, inden han gjorde skade på sig selv, ved at ildne uvejret endnu mere op. Og, om det så betød at hun måtte bryde sin egne grænser, for at nå ind til ham, måtte hun gøre det. Så kunne hun altid samle stumperne af sig selv sammen bagefter

Panikken spredte sig i ham. Det kunne ganske enkelt ikke passe, at han havde fået den slags magi. Det var jo ikke det han ville have haft, han ville blot have muligheden for at ændre en smule på hans fortid. Men Rumpel havde virkelig snydt ham. Nu stod han med en magi han ikke ønskede, og endda ikke kunne styre. Den store hvide krop rystede af anstrengelserne og smerten. Den pinefulde og skærende smerte. Hvorfor havde han gjort det? For hans indre så han billederne fra hans fortid. Det hvide føl der fra starten ikke havde været ønsket, for det var ikke som de ville have det. Dem, hans forældre. Derefter billeder som unghest. Forvirret, forladt, hadet. Til sidst kom billedet fra drabet. Den kolde og dystre nat hvor et enkelt individ havde prøvet at få kontakt til ham. Han havde dræbt hende, den ene hest som ville vise ham godhed, men det havde været for sent.

Vinden piskede stadig omkring de to heste. Så forskellige af sind og alligevel delte de så meget. Aldrig havde Ahearn brudt sammen på den måde som gjorde lige i det øjeblik. Ikke siden han havde dræbt den lyse hoppe. Nu skete det og han så fortiden igen. Den fortid som han så inderligt havde prøvet at glemme og gemme langt væk. Det havde blot resulteret i en hård og afvisende hingst. Ahearn trak vejret overfladisk og ørerne var stadig trykket helt ned i nakken. Ellers stod han ganske stille. Han ænsede ikke engang Leonoras bevægelser idet hun gik tættere på ham. Hvordan kunne han ikke engang opfange hende?

Men så mærkede han det. Mulen mod hans hvide pels, som næsten var blevet grå af den paniske sved der var kommet frem. Hun trykkede den ind til hans hals og følelsen trykkede i hans indre. Rev ham væk fra tankerne i hans hoved og han lukkede øjnene hårdt sammen. Hendes stemme lød derefter. Hård og bestemt, men samtidig så blid. Følelsen af at have hende så tæt på burde skræmme ham endnu mere, men han havde brug for det. Lidt efter lidt lysnede hans sind. Vinden stilnede af og skyerne blev mindre, til sidst kom enkelte solstråler frem igen. Kun ganse få og meget svage. Hans sind var stadig panisk, men hun gav ham tryghed og ro. De mørke øjne åbnede sig igen og kiggede ind i hendes. Blå og dybe var de, som de altid havde været.

Ahearn kunne intet sige, intet gøre. Han var låst fast til jorden og hans store krop rystede af udmattelse og chok. Det var så uvirkeligt det der var sket. Hun havde haft ret, men det burde hun jo ikke have. For det var ikke det han ønskede sig. Hvorfor havde han gjort det? Hvorfor havde han sagt ja til det? Var der andet ved ham som var anderledes, udover hornet selvfølgelig? Hans blik forblev i hendes, ude af stand til at gøre noget andet fandt han ro i hende.