Hvad nu?

Den panik der havde fyldt luften over dem, omkring dem, og det indre sind i Ahearn’s krop, var så småt ved at fortage sig. Hendes mule havde nærmest trykket hans muskel ind, for at give ham et standpunkt at fokusere på. Hun havde prøver det selv, da hun var mindre, men oftere havde det været mere hårdhændede bid hun havde udsat andre for, og selv var blevet udsat for - men det havde hun ikke nænnet at gøre overfor Ahearn, fordi han i sandhed havde været bange, og ikke bare forvirret. Hendes puls, som hun egentlig først opdagede nu, var forhøjet, dalede langsomt i og med at vinden ophørte og solens stråler langsomt brød igennem skylaget over dem. Og derpå trak hun mulen langsomt til sig, da hans øjne ramte hendes. I det der føltes som uendeligheder betragtede hun blot hans øjne, hvor hun granskede ham for følelser; det tillod hun sig nu, fordi hun følte at han havde behandlet hende uretfærdigt blot kort tid forinden. Og da hun havde set nok, trak hun sig væk, lagde afstand til ham og vendte ryggen til i en kort stund. Hendes øre var flappet ned langs nakken, og selvom hendes puls var dalende, var der en frustration der ulmede og skulle ud, inden hun kunne begynde at gå itu og samle sig selv igen. Hun tvang ører helt ned, inden hun vendte fronten imod ham, og mødte ham med et blik, der både var skuffet og angstfyldt, for det hun lige havde gjort, havde rusket op i alt for meget i hendes sind. Hun kunne ikke klare det, men det havde været nødvendigt, fordi han ikke havde styrken til at finde roen selv. Hun kunne huske, hvordan hun selv havde været udsat for panik i grotten, og hvordan han roligt havde fået hende til at slappe af igen. Hvis bare hun kunne være lige så rolig nu; men omstændighederne taget i betragtning, så stod hun overfor en større opgave end han havde gjort det.
Så lød hendes stemme. Med en spydighed der ikke var til at tage fejl af, men samtidig en medlidenhed som overhovedet ikke kunne skjules. Åh, hvor hun havde ondt af ham, det havde hun inderligt. Men det her, var ligesom hendes handling før, nødvendigt; måske mere for hende, end for ham.

,,Aldrig beskyld andre for at snakke sludder, når du ikke selv kan se klart!”

Sagde hun så. Med en smidighed der nærmest kunne tilegnes de fantasifulde drager, der havde optrådt i historier i mange kulturer, slog hun hovedet opad så pandelok og man bølgede nærmest prægtigt omkring hende. Blikket sagde det hele; han skulle aldrig handle sådan igen. Han havde hverken været tro mig sig selv, eller mod hende, og det var en skændsel overfor dem begge. Dog, vidste hun, at det ikke var med hans gode vilje, og alle kunne begå fejl. Derpå sænkede hun nærmest overgivende hovedet, for den anstrengende fornemmelse der skød over hende, var for overvældende til at hendes parader kunne opretholdes. Han havde fået sin ’skideballe’, og nu skulle hun prøve at stykke sig selv sammen igen. Hendes blik blev slået i jorden, væk fra ham, inden en skælven gled igennem hendes krop. Hvis ikke han havde været der nu, havde hun bare ladet sig styrke til jorden og ligge der, indtil hendes kræfter var genvundet. Men, hun vidste, at hun blev nødt til at være der for ham, selvom hendes indre var ved at gå itu; og derfor blev hun stående og måtte finde den nødvendige styrke i det lille hvil, hun dermed tog sig.

Minutterne gik, inden hendes blik, der atter engang var tilbage til det forstående og medlidende ramte ham igen. Hun sagde intet, men så bare på ham. Ganske usikker på, om dette ville føre mere storm med sig, eller sænke bølgernes gang imellem dem. Hun vidste, at han havde fundet tryghed i hendes øjne blot for lidt siden, og det var hun oprigtigt glad for, at han havde gjort. Nu søgte hun det samme hos ham, hvis han tillod det.

Nok fokuserede han på hendes øjne, men alligevel fokuserede hans sind ikke på noget. Intet. Han var tom indeni. Hvorfor var dette sket? Var det ikke nok at han skulle give afkald på sit første afkom? Var det ikke nok at han skulle lide blot ved tanken om det? Åbenbart ikke. Rystelserne i kroppen gik ned til de ellers så stærke ben. Han var følelsesløs i det øjeblik. Alt det der havde ligget i ham i så mange år var kommet frem, på blot får minutter. Var hun skuffet over ham? Havde hun inderligt troet at han ville kunnne håndtere sådan en situation? Med enhver anden havde han kunne. Men når det kom til ham selv var han alt for ødelagt til, overhovedet at kunne tænke så langt. Det skræmte ham. Hvis hun ikke havde været der, hvad var der så ikke sket med ham og hans omgivelser? Med hende?

Da hun trak sig væk fra ham igen kom følelserne tilbage. Men ikke nær så kraftigt som før. Ahearn var alt for udmattet til at kunne få et panisk anfald af dem igen. Dog var han sikker på at det ville ske igen, eller ville det? Nu vidste han hvad der var med ham, men han ville stadig ikke helt indrømme det. De mørke øjne fulgte hende idet hun vendte ham ryggen, og de sorte ører blev lagt i nakken. Ved det syn fjernede han blikket og drejede hovedet væk fra hende, øjnene så ned i jorden. Skamfuldt. Ahearn var ikke længere den stolte og sikre hingst, som havde fået hende væk fra regnen. Han var knust og ødelagt. Leonoras ord skar igennem hans indre, hvilket igen fik skyerne til at samle sig faretruende over dem. Mere skete der ikke. Spydigheden i hendes stemme gjorde så pokkers ondt.

Ord dannede sig i hans hjerne men kunne ikke komme ud. Der var ingen stemme tilbage i ham. Sådan havde han ikke forestillet sig det nye liv i landet. Den hvide hingst havde godt vidst, at han aldrig ville blive lykkelig, ikke med den fortid han havde. Men et eller andet sted havde der været et håb. Nu var det der ikke længere, det var forduftet som dug for solen. Ganske modvilligt flyttede han igen blikket op mod hende, og så hvordan hun næsten opgivende sænkede hovedet igen. Hendes sind var lige så skrøbeligt som hans og han lod hendes fange hans blik, og hvile hendes eget i det. Men der var ikke længere følelser at se i hans mørke øjne. Som resten af kroppen var de blevet kolde. Han havde svigtet hende og ham selv. De havde været hinandens støtte og han havde knækket det. Sådan stod han længe og lod hende finde tryghed og ro igen, det hjalp også en smule på hans eget sind. Dog var der ingen tanker der gik igennem ham. Han var stadig tom.

"Leonora..."

Ahearns stemme var utrolig lav og hæs. Hvad skulle han sige? Undskyld? Det ville jo ikke hjælpe. Skulle han fortælle hende at han ikke havde ment noget af det, for det havde han jo lige i det moment. Skulle han fortælle hende hvor magtesløs han var? Det kunne hun jo sagtens selv se. Der var intet at sige. Ord kunne ikke beskrive det der lige var sket.

Den magtesløshed der var gledet over Leonora, var enorm. Hun følte sig så afkræftet og opgivende på samme tid, og alligevel var hun lettet. Nok samledes skyerne over hende igen, i takt med at hendes ord nåede ind til Ahearn. De ramte ham, det gjorde de, og det var hun både glad for, og ked af. Hun ønskede inderligt ikke at skubbe ham væk, men han havde haft behov for at få disse ord, for på det punkt vidste den sorte hoppe noget om livet, som han ikke gjorde; eller som han blot havde valgt at glemme. Uanset hvad fortrød hun ikke sine ord, for de havde været nødvendige. Hun stod der, med ganske træt krop, og så nærmest ødelagt ud i en stund. Hendes øjne havde fundet vejen til hans, der nu var ganske tomme, som var alt liv rendt ud af dem, og det fik hende til beklagende at lægge ørerne tilbage og gøre et udfald med hovedet. Hun brød sig ikke om, at han ligeså virkede så opgivende som hende - hun havde trådt frem, stærkt, da der var behov for det. Og selvom han nok ikke havde styrken til det nu, skulle han ikke give op. Hun blev dernæst en smule trodsig, og med få skridt fik hun samlet den elegante krop og trådt ham dét nærmere. Hans stemme lød nu, med en udefinerbar klang, der ikke lød godt i hendes øre. Den var ikke rar, for der lå ikke den fasthed og samling i den som der plejede. Og selvom Leonora kunne være brudt sammen indeni, kunne hendes stemme altid finde blot nok energi til at fremstå stærk, som den var. Da hun havde mindsket afstanden imellem dem, slog hun ud med hovedet efter ham. Ikke for at få ham til at flytte sig, men i det mindste bare røre sig. Hendes handling var langt fra aggressiv, nærmere bedende og måske en smule påtvingende? Derpå trådte hun et, to, tre skridt frem igen, imens hun gentog sine udfald med hovedet, indtil hun stod ved ham igen. Hendes sind var kollapset, og den hulkende bevægelse skød igennem hendes krop gentagende gange og truede med at kaste tårerne fra sig. Det var bare for meget, i hendes hoved. Dog formåede hun at holde det tilbage og tvinge de bølgende fornemmelser af opgivenhed væk og derpå lagde hun hovedet ind imod hans hals. Og der stod hun, helt ind til ham, i flere minutter. Hendes stemme brød ikke frem, hendes krop bevægede sig ikke. Nej. Hun stod bare tæt ved ham og lod sit sind rase af. For før hun kunne få blot en smule bånd omkring sig selv igen, kunne hun heller ikke svare ham. Det var nu ikke fordi han havde sagt meget, men bare det at han havde åbnet mulen, var nok til at hun skulle. Efter noget tid trak hun vejret tung og trådte et skridt bagud for at møde hans blik igen.

,,Du må ikke gøre sådan noget igen, Ahearn. Aldrig underlægge dig den paniske følelse, som kunne have ødelagt dig. Jeg ved hvordan det føles, for jeg har selv været der, det ved du. Men lov mig, at du aldrig lader det ske igen! Hverken for dig, eller for mig”

Sagde hun, med den samlede og unikke stemme hun havde. Men denne gang lå der en sårbarhed i den, som ikke havde været oppe før. Hun bad ham nu om noget, både på hans og hendes vegne, og det afslørede for alvor, at hun havde knyttet sig til ham, på et punkt. Og det måtte under alle omstændigheder ikke brydes; for det betød for meget for hende, allerede nu, til at hun kunne klare at det blev brudt. Hendes øjne lå direkte i hans. Og der samlede en svag styrke sig.

Længe stod de blot og betragtede hinanden. Men følelserne kom endnu ikke frem i ham. De kunne ikke. Ville han være kold fra nu af? Ville de få følelser han havde forsvinde helt? Ahearns tanker og bevidsthed var væk i hendes øjne. Leonora var det eneste holdepunkt han havde tilbage, men ville hun blive den samme igen, nu hvor hun vidste hvordan kan kunne være. Ville han måske kunne blive den samme? En anelse forvirret kiggede han på hende da hun kom imod ham. De hvide ører blev rykket undrende rundt inden de igen lagde sig nakken. Han hævede det hvide hoved en anelse trodsigt og brummede forvirret. Hvad ville hun dog? Det gik dog op for ham lidt efter, hun ville have at han skulle bevæge sig en smule. No way! Det kunne han ikke, hans ben var frosset fast til jorden og føltes som bly. Hvorfor flytte sig når frygten for at bryde sammen igen stadig var stor? Tænk hvis han havde gjort skade på hende? Han vidste jo ikke hvor stærke hans kræfter var, eller hvordan han kunne styre dem. Kunne det blive værre?

Ahearn blev stående og slog en enkelt gang med den sorte hale. Den sorte hoppe stod nu tæt på ham, så tæt så han kunne mærke hendes varme. Derefter mærkede han igen trykket fra hende på hans hals. Hele kroppen stivnede, men han gjorde intet. For en del af ham havde brug for den tryghed som hun gav. Selvom han hadede at mærke en anden tæt på sig, så var det noget andet med hende. Hun fik sider frem i ham som han aldrig havde troet ville komme frem igen. Men det føltes stadig så underligt. Han burde være den stærke af de to, for han var hingsten. Ahearn burde være den der støttede hende igennem hendes krise og glemte sin egen. Det havde han også gjort, lige indtil nu. Rollerne var byttet rundt og han brød sig ikke om det. Alligevel lod han sig selv slappe en smule af som minutterne gik. For ham føltes det som om de havde stået der i en evighed. Men hun trak sig tilbage alt for hurtigt og hans indre skreg efter at mærke hende tæt på igen. Selvom så meget fortalte ham at han skulle gå frem mod hende, så skete det ikke, han var låst fast og lyttede i stedet til hendes ord.

"Jeg ... Jeg kan ikke styre det Leonora, magien, følelserne, tomheden. Intet."

Skamfuldt så han igen væk fra hende. Han burde ikke sige de ord, burde ikke være svag overfor en hoppe. Hingste var ikke svage! Det var da en ting han huskede fra hans barndom. Men det var jo en løgn, alt var en løgn derfra, så hvorfor lytte til de få ting han huskede? Han hørte dog godt hvordan hun bønfaldt ham både for hans egen, men også for hendes skyld. Ingen af dem kunne tåle endnu en omgang på den måde. Ahearn var knækket. Hvornår ville hun indse det og forlade ham, som hun jo burde? Leonora kunne få meget bedre selskab end ham, men han ville ikke bede hende gå, eller selv vende hende ryggen. For den smerte kendte han også til og det ville han ikke byde hende. Kun hun skulle tage det valg, selv.

Hun havde trukket sig nu, og hun kunne mærke hvordan det var svært. Svært for hende at træde fra ham, men samtidig også at de det forpinte der lå under hans hvide pels od ulmede. Hun vidste, at det var angst, frygt, minder, som det var hos hende selv; men selvom hun ikke brød sig om denne rolle, hun havde taget, så opretholdt hun den for ham. Hun havde aldrig ofret sig således for andre før, for hun havde aldrig haft behov for det, eller følt den nødvendigt. Men det var anderledes nu, for han forstod hende, og han havde gjort det samme for hende, da hun i grotten og i regnen havde været fortabt. Hun trak vejret dybt, helt ned i maven, for ligesom at sluge styrke direkte fra den rene luft omkring dem. Da først luften var nået ned i hendes indre, kunne hun ligesom fornemme en kølende ro sprede sig i hendes lemmer, og efter nogle minutter, stod hun stille og samlet igen. Hendes skælven var ophørt, og hendes muskler, der før havde opgivet, havde nu samlet sig igen. Han snakkede nu; han fortalte, at han ikke kunne. Der var ikke noget han kunne styre, og det vidste hun godt - for hun havde det på samme måde. Og dog . For hun var nødsaget til at styre det i situationer som denne, for ellers brød det hele sammen for dem. Hun mødte hans blik direkte, inden hun ganske kort nikkede. Hun forstod, og hun bebrejdede ham ikke for hans svar, selvom hun vidste at han skulle ændre mening, hvis han nogensinde ville genvinde blot en smule styring.

,,Du bliver nødt til det Ahearn”

Sagde hun dæmpet. Og hendes ord var kun men for hans egen skyld, ikke længere hendes. Det var måske for meget at kræve, at han tog hensyn til hende, men så blev han nødt til at tage hensyn til sig selv, for ellers ville det gå helt galt. Hun flyttede ikke sit blik nu, nej; for selvom det stadig var kaotisk bag hendes blå øjne, havde blikket fundet styrken til at blive hængende.

,,Ahearn, du troede på mig i min svære tid i grotten. Og nu tror jeg på dig. Og hvis ikke du kan dette alene, så gør vi det sammen”

Sagde hun sagte. Men alligevel modigt. Hun forsøgte virkelig, det gjorde hun, at opretholde sine facader hun havde stablet på benene, for at hun ikke skulle bryde sammen igen. Og det hun sagde nu, var noget der tog på hendes kræfter; men hun vidste at de var så ens på netop dette punkt, at de måske ikke kunne alene, men derimod kun kunne sammen. Han havde støttet hende, rokket hende ud af flækken af nød go hjulpet hende. Hun havde måske betalt tilbage ved at acceptere ham, som den han var, trods han havde fortalt hende omkring de smertende minder der sad i hans sind, men nu bød hun ham endnu en tjeneste, hvis man kunne sige det sådan. Magiens verden var ny for hende, men hendes sind kunne tænke en vej frem, med hans evner, således at de ikke ville skræmme ham, men at han med tiden ville lærer dem at kende. Om det ville være sundt eller skadeligt for hende, kunne hun ikke sige - men det var det, som hun følte for. Måske var det også vejen frem for hende? Måske kunne det samle hendes sind igen?

I forhold til ham så lignede hun en der havde fundet sig selv igen, fundet en smule styrke. Men han vidste at hun sikkert inderst inde var såret som han selv var. Alligevel var han dybt taknemmelig for, at hun så inderligt prøvede for hans skyld. Ahearn havde ingen andre, ingen. Hun var den eneste i hele landet der kendte hans smerte. Faktisk den eneste i verden. For hans flok havde ikke kunne se den eller føle den. Hvis hun forsvandt, hvad ville der så blive af ham? Ja det var en egoistisk tanke, men sådan var det nu engang. Ville hun mon føle sig lige så fortabt uden ham, eller havde hun andre til at styrke hende? Et dybt og mørkt suk forlod ham da han hørte hendes ord. Hun havde ret og det vidste han. Men hvordan? Ahearn havde prøvet mange ting i sit liv som strejfer. Han havde mødt mange farer og trusler, men aldrig noget som dette. For igennem hele den periode havde han været alene og udelukket følelserne. Nu var de ægte og var lige foran ham. Følelserne.

"Jeg ville jo bare lave det om... Ville bare gøre det bedre."

Håbløst rystede han på hovedet. De tanker kunne han godt glemme igen. Fortidens gyldne hoppe ville aldrig komme til at leve igen. Hun var fanget i livet efter døden og han havde sendt hende derhen. At Leonora stadig stod overfor ham var et mirakkel. Hvorfor blev hun dog? Kunne hun redde hans sind? Kunne hun se en udvej fra det sorte hul? Hvem havde dog sendt ham i hendes retning den kolde og regnfulde dag? Måske var der alligevel en der passede på ham, for uden hende havde han da virkelig været fortabt. Hans øjne fandt hendes igen og følelserne var på vej frem i dem igen. Blot en smule.

"Hvordan? Jeg ved ikke hvad jeg er i stand til. Hvad nu hvis jeg skader dig? ... Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv."

En hoppe var død og det havde været hans skyld. Han ville ikke sende endnu en i døden. Hvis han kunne styre vejret. Var det så alt? Lyn, regn, hagl, sol, vind. Alt? Virkelig? Hvorfor havde Rumpel valgt at give ham den evne, den kunne jo ikke gavne på nogen måde. Tøvende tog han et skridt mod hende, benene rystede stadig en smule af udmattelsen. Magien havde tæret hans kræfter. Alligevel fandt han styrken til, ganske blidt, at stryge den sorte mule mod hendes kæbe.

Leonora, som lige havde været igennem en storm der var vildere end noget hun havde prøvet før, vippede sine øre imod Ahearn direkte nu; hans sind lod langsomt til at falde på plads igen og roen sneg sig langsomt ind over dem. Vejret havde også ændret sig til det bedre, og det var noget Leonora tog som et håndfast tegn på, at uroen havde lagt sig. Hun trak vejret tungt og prøvede langsomt at genvinde kontrollen over sig selv til fulde. Hvis magien havde siddet på hende, og hvis hun kunne have indflydelse på det, ville der stadig herske en forvirrende strøm af skyer og vind over dem. Hun var ikke faldet helt ned, selvom det måske kunne se sådan ud, på hendes sorte og elegante krop.
Da hans stemme brød frem igen, slog hun kort med hovedet. Hun kunne sagtens forstå, at man kunne være fristet til at gøre noget om, for på en måde havde hun jo selv gjort det. Eller, hun havde sørget for at hendes moder kom ordentligt til dødens rige, så hun ikke skulle flakke rundt som en forvildet sjæl i intetheden. Men, alligevel vidste hun godt, at man ikke kunne gøre tingene om. Man ville aldrig kunne vække nogen tilbage fra dødens rige, og man ville ikke kunne gøre ugerninger om. Aldrig. Selv hvis man kunne, troede hun ikke på, at det ville give mere glæde, overhovedet. Hun gumlede kort, og som hun skulle til at snakke, da fandt hans ord vejen frem igen. Hun standsede sig selv og lyttede; han satte spørgsmålstegn ved, om hvordan de skulle kunne klare det. Hun veg kort blikket fra ham, for ærligt, så vidste hun det ikke. Det eneste hun var sikker på, var dog, at de sammen stod stærkere end alene, netop fordi de følte hinandens smerte.
Hun tav længe, inden hun rettede blikket imod ham igen, tidsnok til at se på ham, da han kom hende nærmere og strøg hende over kæben. Hun stivnede; alt imens følelserne alligevel havde været så ustyrlige, at hun ikke havde kontrol, havde hun helt glemt den angst hun egentlig var for at blive rørt. Og alt inde i hendes skreg, at hun skulle flytte sig omgående. Dog blev hun, meget modvilligt stående, med ryggen helt spændt op. Det var virkelig ikke fordi hun ville afvise ham, overhovedet, men hendes angst var dog endnu for stor, til at hun blot kunne nyde at blive rørt.
Noget inde i hende, løsnede dog hendes nærmest paniske tag i ryggens muskler kort efter, og inden berøringen stoppede, accepterede hun den. Kun, aldeles kun, fordi det var ham. Enhver anden ville have fået bid, spark og paniske hyl. Men ikke Ahearn. Derpå rettede hun en anelse dirrende på hovedet og mødte hans blik, da hun havde fået samlet sig igen, efter dette lille sidespring.

,,Man kan ikke lave om på tingene Ahearn. Og selv hvis man kunne ændre på sine gerninger i fortiden, tror jeg blot man ville gentage dem i fremtiden. Noget siger mig, at ting der er sket, bare ikke skal ændres, uanset hvad. Det ville bringe ubalance i livet”

Om han forstod hendes ord eller ej, var hun ligeglad med. Men hun følte bare for at sige det, fortælle ham hvad hun var overbevist om. Derpå fortsatte hun sine ord, for at besvare hans egentlige spørgsmål.

,,Det ved jeg ikke Ahearn. Oprigtigt. Men jeg ved til gengæld, at vi har en forståelse for hinanden, som jeg tror kan være afgørende. Jeg kender ikke til dine evner, men jeg vil kunne støtte dig mens du selv leder efter sammenhængen. Det er hvad jeg kan tilbyde”

Hun undlod med vilje at kommentere på hans ord, omkring at han kunne skade hende. Ja, det var en mulighed, med hun havde en idé om, at der fysisk skulle meget til at skade den sorte hoppe. Hun prustede kort, afsluttende på hendes ord og afventede derefter hans reaktion; for den, var hun ærligt usikker på.

Det var underligt og på en måde forkert at røre hende, men Ahearn kunne ikke lade være. Selv hadede han når andre rørte ham og en stor del af ham skreg også nu, at han skulle lade være. Men i hendes selskab kunne han skubbe grænserne en smule. Men da hun stivnede trak han usikkert mulen til sig igen. Han fortrød at han havde gjort det, for hun havde jo gjort det ganske klart at hun ikke brød sig om det. En smule undskyldende kiggede han på hende. Hvorfor kunne han ikke opføre sig normalt når han var sammen med hende? Hvorfor kunne han ikke være den Ahearn som alle andre kendte til. Hvis Leonora mødte Geisha ville den brogede hoppe sige, at Ahearn var en belastende og ondsindet hingst. For det var han også. Bare ikke med Leonora.

Et dybt suk forlod ham da hun snakkede igen. Hun havde endnu engang ret, selvom han ikke ville indrømme det. Men hvorfor var det sket for ham og den lyse hoppe? Ahearn var ikke blevet født som en dræber, men opvæksten havde slået fejl og nu stod han sårbar og ødelagt foran Leonora. Den sorte hoppe var lige så ødelagt som han var, bare på en anden måde. Til sidst brummede han og gav et lille nik fra sig. Ahearn var enig. Men hvad så? Nu havde han evnen til at styre vejret, underligt nok. Hvad skulle han bruge det til? Og hvordan skulle han kunne styre det? Ahearn bemærkede at hun ikke kommenterede det faktum, at han kunne skade hende. Frygtede hun det ikke, eller ville hun blot ikke lægge endnu et press på ham? Der var ingen tvivl om at Ahearn ville gå helt i stykker, hvis der skete hende noget.

"Jeg tager imod din hjælp, men det vil tage tid Leonora. Vil du virkelig være i mit selskab i så lang tid?"

Aldrig havde nogen tilbudt deres hjælp til ham. Især ikke en hoppe. Ikke at Ahearn havde været forfærdelig mod dem, men han kunne lide at tirre dem. Ville han overhovedet kunne være sammen med hende i så lang tid, uden at provokere eller skade hende. Leonora var den eneste i landet der kendte en smule til hans indre. Det var jo løgn! Hun kendte meget til hans indre, efter det paniske udbrud han lige havde haft. Ahearn havde brug for hende, men han var bange. Bange for alt i verden i lige det øjeblik.

Leonora, som havde udholdt hans berøring, hvis man kunne sige det således, vippede et øre en anelse fremad ved hans suk. Det virkede som om, der var mange tanker omkring det hun sagde, måske tvivlede han endda. Det var heller ikke et tilbud, som den sorte hoppe helt var sikker på, selvom hun vel havde insisteret - for hun havde set, hvor galt det kunne gå for Ahearn, og han for hende. Selvom hun vidste, det var deres styrke også, så kunne det let rive dem væk. Hun trak hovedet lidt til sig, således at hendes sorte krop, med de nærmest blålige prikker, og hendes blik veg fra ham i en kort stund. Nok var hun vel sikker, i det hun havde sagt, og stod ved det. Men alligevel kunne hun fornemme det ustabile sind brokke sig over denne beslutning, for det betød at hun skulle have endnu mere styr på sig selv, end hun havde nu, og det vidste hun ikke, om hun kunne magte? Da hans ord så brød frem røg hendes øjne imod hans, og hun lyttede. Han spurgte, om hun kunne udholde hans selskab så længe. Hun prustede en anelse, nærmest afvisende af hans spørgsmål; selvfølgelig kunne hun, og det skulle der ikke drages tvivl om. Hvis ikke hun kunne, hvorfor så tilbyde ham sin støtte?

,,Ja, Ahearn. Det kan jeg.”

Sagde hun kortfattet, men alligevel mildt. Hun lod dermed sine øjne hvile hos ham, i nogen tid, for at han, hvis ikke han troede på hendes ord, i det mindste kunne tro på hendes oprigtighed. Til sidst slap hun dog blikket igen, for ikke at vise for meget dog; selvom Ahearn var speciel, og selvom hun kendte til hans smerte, og han ligeså kendte til personlige ting hos hende, som ingen anden vidste, så ville hun ikke vise for meget. Det var for risikabelt, at nogen for alvor kendte hende, da hun ikke ville miste den sidste kontrol hun havde over sit sind; nemlig, at et distanceret kendskab til andre, var lettere at håndtere og dermed gav det hende mere overskud til at holde sammen på sig selv. Dog vidste hun, at det ikke blot var et distanceret kendskab hun havde til Ahearn, den grænse havde de krydset for længst; men i det mindste kunne hun holde sig selv skjult. I hvert fald, indtil hun skulle skifte mening herom.

Udadtil lignede han en der ventede tålmodigt på hendes svar, men inderst inde var han ved at sprænges. Hvad nu hvis hun sagde nej? Ville hun mon med tiden forvente, at han ville forklare hvorfor han havde gjort som han havde? Ville han kunne fortælle hende det? Hvorfor ikke? Måske ville de engang gå hen og blive venner, selvom det lød ganske underligt i hans hoved. Ahearn havde ingen venner, havde aldrig haft venner. At en så rafineret hoppe Leonora ville kunne blive var utroligt, om ikke umuligt. Ahearns selvværd var lavt på mange punkter, men han ville aldrig påstå at han var mindre værd end andre. Men når det kom til godt selskab så var han måske ikke det bedste man kunne finde. Han var hidsig, uforudsigelig, stolt og samtidig skrøbelig. En blanding som kunne gå hen og blive ganske farlig.

I mange år havde han kunne styre det, for det meste, men nu stod han overfor en ny udfordring som han ikke kendte noget til, og han stod ikke alene. Det var nok det der skræmte ham mest, at han skulle tage hensyn til Leonora. Aldrig ville han skade hende, i hvert fald ikke med vilje. Men kunne han holde det? At love det ville være dumt, for det havde allerede været ved at gå galt lige før. Men hun var ingen dum hoppe og kunne sagtens tage sine egne beslutninger. Selvom han ønskede hende det bedste, så ville han ikke være som så mange andre. Irriterende og stædig og sige at hun kunne finde bedre selskab end ham. Det vidste hun jo godt selv, men hun have taget det valg. Sådan var det nu engang.

"Det er jeg taknemmelig for. Jeg ville sige som så mange andre, at jeg ikke er det værd, for du har besluttet dig. Men jeg håber at du ikke vil fortryde det."

Det var sagt alvorligt men stadig med et venligt smil. På så kort tid havde de to sjæle delt så meget mellem hinanden. De var hinandens modsætninger og alligevel fungerede de sammen. Et sjældent syn, især for Ahearn. Men uden Leonora havde han ikke stået der nu. Var de lige nu, eller ville de blive ved med at hjælpe hinanden selv efter dette?

Den sorte sjæl, Leonora, lod sit blik glide over den hvide Ahearn. Ham, der nu ikke bare var en simpel sjæl som hende selv, der bar skader der var ubeskrivelige og ubærlige, nej, nu havde han horn i panden og lod til at være tilknyttet vejret. Det var en situation, som Leonora havde prøvet at tage kontrolleret, og havde sikkert også gjort det udadtil, men nu hvor det hele ligesom var overstået; hun havde svoret ham hjælp i denne sag og ville stå ved det, begyndte bekymringerne af rumstere og skabe jordskælv i hendes i forvejen ustabile sind. Dette kunne dog ikke ses udadtil, for hun kæmpede med at holde facaden, således at hun ikke skulle hyle ham ud af den; det kunne han ikke bære ligenu, og heller ikke hende. Hun trak vejret tungt og nikkede kort til hans ord; hun ville ikke sige noget til det. Hun vidste hun ikke ville fortryde, for den sorte hoppe stod altid ved sine ord, uanset konsekvenser og aldrig havde hun fortrudt noget. Undtagen hvad angik hendes moders død - Men det var minder, hun ikke kunne bære nu, uden at bryde sammen.
Der gik mange minutter hvor hun bare stod og hang lidt, som var hun udmattet efter en kamp - hvilket hun sådan set også havde haft. Problemet var bare, at hun nærmest havde måttet kæmpe for to, imod en, som var dem begge overlegen, og det havde tæret på hende. Hendes øre blev flappet lidt ud til siden, inden hun forsigtigt puffede imod Ahearn, uden at ramme, for at vise at han endnu havde hendes opmærksomhed, selvom hun, eller nok mere hendes sind, var træt.

,,Vi burde hvile”

Konstaterede den sorte hoppe så. Hun vidste, at det ville være noget de begge skulle bruge indenfor kort tid. Han havde nærmest været i chok, og det at hun havde skullet bevare roen, på trods af at hendes sind truede med at eksplodere, havde været mindst lige så hårdt. Hun lagde ørene let tilbage og slog hovedet op med et lille fnys, hverken rettet imod ham eller andre, men imod den irritation der lå over hendes krop, nu hvor hun følte sig svag. Med vigende blik begyndte hun at søge efter et sted at hvile, men umiddelbart kunne hun ikke lige spotte et. Måske kunne han?

Udmattet, forvirret og fuld af tanker stod han blot og prøvede at samle sit sind igen. Havde Leonora ikke været der, så var det hele gået grueligt galt. Mon han overhovedet havde fået kontrollen over sig selv igen, hvis han havde været alene om at opdage hans magiske evner? Ahearn turde slet ikke tænke de tanker, det eneste han vidste var, at han var så taknemmelig for at hun havde været der. Men hvordan mon hun havde det? Sidste gang havde hun været ved at knække sammen og han vidste ud fra sig selv, at det nok ikke var forsvundet fra hende og nu havde hun kæmpet for ham. Hun måtte være kvæstet i sit sind, måske endda endnu mere end han var. Så for en kort stund nød han at de begge blot prøvede at samle deres kræfter. Magien havde brugt utrolig meget af hans energi, meget mere end han havde regnet med. Men hendes ord vækkede ham igen og han nikkede til hende. De sorte øjne gled over landskabet, en ting var sikkert og det var at de skulle væk fra det åbne område.

"Lad os søge mod skoven, det kan være vi findet et passende sted der."

Han kiggede kort på hende for derefter at tage få skridt imod skoven. Det var en forfærdelig anstrengelse og han måtte kæmpe for at lede energien rundt i hans krop. Men hun skulle med så han ventede med at gå videre til hun var kommet op på siden af ham. Leonora skulle ikke efterlades helt alene efter det hun lige havde gjort for ham. Nok var han kold og kynisk på mange måder, men overfor hende kunne han ikke være det.

Langsomt lagde det virvar, der havde overmandet Leonora sig. Det værste af stormen var væk nu, og tilbage stod de begge, udmattede og forvirrede, kunne man tænke sig til. Det var meget de begge skulle sluge. Leonora fnøs sagte for sig selv, da stemmen som Ahearn besad nåede hendes ører - ikke fordi hun var sur, eller afvisende, men fnyset mundede ud i hendes anstrengelse, over overhovedet at holde sig vågen nu. Hun nikkede bekræftende til ham - skoven ville sikkert huse et passende sted for de to sjæle at hvile natten over. Hun satte da fremad i skridt imod skoven, med den hvide Ahearn ved sin side; hun sagde intet. Hun vidste ikke hvad hun i så fald skulle sige - det var som om, at alt hvad hun kunne komme på bare var meningsløst i forhold til alt det der var sket indenfor de sidste par timer. Som den aften de havde vandret til hulen sammen, deres første møde. Det havde også været anstrengende og havde også mundet ud af, at Leonora havde været fuldstændigt kvæstet; men i denne omgang var de begge, og det gjorde det ikke lettere. Snart nåede de to sjæle skovens munding, og da de forsvandt indenfor, svandt alt lys der havde været for oven. Træerne var utroligt tætte, og luften virkede nærmest beroligende stille. Normalt ville så tætte omgivelser have en negativ effekt på hende, men ikke nu, nu virkede det omklamrende mørke nærmest beroligende, kærtegnende og den sorte hoppe søgte at give sig hen til det. Snart nåede de en klynge tætpakkede træer, som kunne danne et godt ly for natten, under de tætte trækroner. Uden yderligere tøven fik Leonora lagt sig på plads og afventede Ahearn’s vilje; for her agtede hun at dele natten med den hvide hingst.

[Out]