Familien må følges i medgang og modgang..

De to mørke ben, som begge udmundede i tværgående lige så mørke striber, duellerede i en rolig takt om at være forrest. Mens et tilsvarende bagben, og så et helt hvidt havde deres egen lille indbyrdes kampløb bagved, kom spadserende over den endnu hvide sne. Sneen var atter urørt, eller næsten da. Få spor havde sat sine huller i den ellers nylagte sne fra i nat. Djange begav sig endnu på denne Ø, trods det var fuldstændig imod hans egne normer. Men skulle han være i stand til med muligvis lethed at støde på sin datter; og mage for den sags skyld, var det her han skulle begive sig omkring. Athen måtte vel snart have folet; det var der noget der sagde ham, mens han atter spadserede mellem træerne.
De mange nøgne, men tætstående, træer havde i en lang periode irriteret ham, sådan at man skulle undvige og begå sig udenom hele tiden; var direkte belastende mange steder, hvis man ville bevæge sig i bare et lidt hurtigere tempo end skridt.

I sine egne tanker, trods den altid på trukne stolte og ranke holdning, ramte et syn ham nu; før duften da også var kommet snigende; den ny udsprunget eg med en snært af harpisk, der altid mindede ham om Hawaet El Nour; som han jo ikke havde set i lang, lang tid nu – når nu han tænkte over det. Men der, længere væk, var det ikke Athene, halt skjult bag de mange træer der stod i vejen for udsynet?



[Reserveret til Asira (og evt. Saphira)]

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

I nat har det sneet, hvilket har betydet at jeg har brugt meget af natten på at gå med min datter, og når hun så har skullet have sit hvil, har jeg ligget tæt på af hende, for at sørge for at kulden ikke har ramt imod hendes spinkle og fine krop. Men nu ligger hun selv, ikke andet end nogle få meter fra mig, godt gemt i nogle blade jeg har fundet frem, så hendes sorte krop ikke skiller sig for meget ud. Bladene har jeg også fået lagt lidt henover hende. Desuden står der også en busk eller to og skygger for hende, og jeg står foran de buske, for at skjule hende så godt som muligt. Lige nu, bander jeg nok sneen langt væk, for den passer ikke godt ind i disse dage, nu hvor hun stadig er så lille og sårbar.

Mine grå øre viger hele tiden omkring, meget opmærksomt og lyttende, for hvis der kommer nogen i nærheden af mig, skal jeg være sikker på at jeg opfanger deres lyde, før de opfanger mig. Min sorte mule glider kort ned imod det lag sne der er ved mine hove, og puffer kort til det, i ren og skær tidsfordriv, men pludselig river jeg mit hoved op, mens ørene stivner i en bestemt retning; for jeg kan høre noget. Da mine øjne finder vejen derhen, ser jeg en skikkelse, en brun skikkelse, med mørkere man og hale, og et hvidt ben. Der går ikke længe før jeg ikke længere er i tvivl om hvem det er, det er min far, Djange.

Svagt svirper jeg igen med den sorte hale, inden jeg træder et enkelt skridt sidelæns, så mit udsyn ikke ødelægges af et træ, der er midt i det hele. Lader blikket falde imod ham, hvilende, inden jeg udsender en kort brummende lyd, for at tilkendegive, at det er mig, for jeg er jo sikker på at det er ham, af udseende og også duft.

Det stod straks klart for ham da den fine unghoppe tilkendegav sig selv med hendes brummen, som han straks genkendte. Fint og let på tå, svandt hun sig roligt få skridt til siden, så hun var til syne for de krystalblå øjne også. Kort udstødte han et fnys, men ej af truende eller misfornøjet form, nærmere et lettet et. Han var lettet over allerede at have genfundet hende; og denne gang i bedre stand. Jovist var hun endnu udmagret, men hendes skrammer var ej så tydelige og fremtrædende mere. Den ranke og stolte holdning, bar ham af sted i en fast og let anspændt form; som han så ofte bar sig med. Han var hende snart nær, og selvom noget virkede anderledes ved hende, måske hendes udstråling? Hun virkede atter stærk, men samtidig mere afslappet. Djange slog hurtigt de undrende og grublende tanker bag sig, da han nåede Athene.

”Athene…”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst som altid, mens en afslørende livs gnist var at anse i hans kolde og tomme blik, der roligt hvilede på hende. Dér stod han, et par meter fra sit eget kød og blod, der siden hendes egen fødsel havde været igennem meget. Alt for meget.

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mine grå øre, vipper stille omkring, lyttende til om han kommer mig nærmere, nu hvor han hvert fald kan se mig ordentligt, ligesom jeg kan se ham. Og der går heller ikke længe, før han begynder at flytte på sine hove, og nu nærmer sig både mig og Saphira. Hun ligger stadig lidt bag mig, gemt ved et krat, og liggende med blade under og over sig, for at skabe varme omkring hende. Jeg kan jo ikke blive liggende hos hende hele tiden, da jeg også selv har brug for føde, og det kan jeg ikke finde liggende. Mine øjne viger lidt flakkende imod min far, og derefter mod omgivelserne; jeg er meget opmærksom, for hvis der kommer nogle udefrakommende som ikke er velkomne, skal jeg hurtig have Saphira på benene, og væk fra dem. Men der er kun Djange, min far. Da han nu stopper, et godt stykke fra mig, ser han en anelse.. tænkende ud? Men det når jeg ikke at tænke over, før han hilser på mig, med ’mit navn’.

,,Far..”

Siger jeg dæmpet, mens ørene kører en smule rundt, inden de så finder tilbage i deres vante skrå position bagud imod manen, dog ikke vredt eller afvisende, men rimelig neutralt. I en let bevægelse, træder jeg et lille skridt til siden, så Saphira der er to meter bag mig, dækket af nogle blade, nu kommer mere til syne for ham.. jeg holder meget intenst øje med hans reaktion, for jeg ved ikke hvordan han har det med, at jeg nu har en datter, og dermed at han også har gener længere ude nu.

,,Det er dit barnebarn.. Saphira.. Hun ligner ikke os, men sin far.”

Dette bliver mine ord, lige for nu. Hele tiden holder jeg en smule øje med ham, klar til at træde foran Saphira igen, hvis det bliver nødvendigt.

Athene; hans smukke datter stod nu atter som hun plejede; med den lette holdning der på mange måder mindede om Djanges egen. Dog var hans mere anspændt, mere standhaftig – mens hendes synes han mere var fin, mere feminin. Hun hilste igen, og en vis ro lå nærmest over hende. Han lod dog dem krystalblå øjne fokusere sig på hendes mørke, da hun flyttede på sig. Han fulgte hende; og kun hende. Selvom en lidt mistænkelig busk bag hende hurtigt kom til syne. Han kunne vel godt lægge to og to sammen, men alligevel var der ingen duft der afslørede. Det muligvis føl der lå der, skjult, var endnu meget nybagt, for ingen duft var at ane. Han rynkede stille på mulen, en smule afventende måske, da hendes stemme lød.

Saphira… Hans kolde og tomme blik blev straks slået ned, denne gang uden gnist; trods hans store nysgerrighed, mens hans øjne missede sig en anelse sammen. Han så næsten truende ud, for en kort stund; mens han pressede stille på ørene. Dette føl lignede på ingen måde hverken ham eller Athene, udvendigt selvfølgelig. Men alligevel blegnede mulen ud og øjnene spærrede sig nysgerrigt op. Han sænkede mulen ned imod hende, ned mod føllet. Forsigtigt, uden at være i nærheden af det heller, nærmest pegende med mulen blot.

”Hun har dit hoved…”
Var hans første ord, før han stille hejste hovedet igen, rankt og anspændt. Dog med en hvis forsigtighed, for ikke at skræmme, det lige nu stille liggende føl, væk. Han kastede hurtigt blikket på Athene, hvor han blottede sit gnistrende og så småt livlige blik for hende. Hvorved et svagt og skævt smil hurtigt var at syne over hans mule, før det hurtigt forsvandt igen.

Asira
Don't judge a thing until you know what's inside it
Dont' push me - I'll fight it
Never gonna give in - never gonna give it up no ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De sorte øjne hviler en smule imod Djange, med et tvetydigt glimt i øjnene. Et glimt, der både viser en rolighed, men blandet med en stor usikkerhed. Ikke at jeg er usikker over at han er i mit selskab nu, men fordi jeg er usikker over min egen situation; den situation jeg er havnet i, som nybagt mor, trods min egen unge alder. Samtidig er der også en frygt i mit indre, en frygt for at jeg ikke kan klare den opgave der er givet til mig. For hvis jeg pludselig kommer til at lave en fejl, der minder om min moders, så har jeg ikke klaret mig bedre end hun.

Hans øjne bliver slået ned, da jeg nævner hendes navn, som om han før har kendt en, der hed Saphira, og dette kan jeg ikke helt greje om er godt eller skidt. For hvorfor virker hans pludselig så slukøret, som om han har hørt noget, han ikke bryder sig om. Et kort øjeblik, da hans øjne er knebet sammen, ser han en anelse truende ud, hvilket automatisk får mig til at reagere, ved at smide ørene mere ned af, og hæve mig lidt i forparten, klar til at forsvarer mig selv og Saphira. Det er ren refleks, både af moderinstinkt, men samtidig også fordi jeg allerede har oplevet to gange, at være i en kamp med hingste. Men hans ansigt ændre sig igen, da han sænker hovedet ned imod jorden, og pegende kigger imod Saphira, med en vis nysgerrighed. Hans toner lyder derefter, og nu sænker jeg igen forparten, så jeg står knapt så anspændt med musklerne klar. Ørene vippes kort, inden de genfinder deres normalt neutrale position.

,,Måske.. Hvem af os hun ligner, er ikke det vigtigste.. Det der er vigtigst, er at hun kommer til at opvokse ved min side, og blive stærk og sund.”

Svarer jeg dæmpet, men uden en hvislende eller afvisende tone, for jeg er jo ikke vred. Måske er det ord ingen havde set komme fra mig. Men jeg er ligeglad med, om hun ligner sin fader mest, eller om hun ligner mig. For uanset om hun så lignede min far og jeg, så ville hun stadig være en evig påmindelse af Seth, og at vi altså er ufrivilligt bundet til hinanden, gennem et andet liv. Men jeg håber bare inderligt, at min rolle som moder, ikke går i vasken og at jeg ikke panikker.

Athene er tydeligvis beskyttende overfor sit føl; hans eget barnebarn. Det var en underlig tanke at gøre sig, specielt for den brogede hingst. Han trak sig dog hurtigt ud af den lidt medrevne scene, overfor dette nybagte føl. Athene havde tydeligvis ikke tænkt sig at gøre dette til en leg! Hun lød tilmed alvorlig, da hendes ord mundede ud fra hende mørke mule. Let trykkede han på de tilbagelagte øre, mens han svagt missede de krystalblå øjne anseende sammen imod først sin datter og derpå føllet. Han nikkede da, bekræftende; men en smule mekanisk endda, mens kulden og tomhed atter spillede i hans øjne der fokuserede meget direkte i Athenes mørke, til trods for de korte observerende blikke mod føllet, fra tid til anden.

”Sandt.”
Havde han svaret, med den hæse og intense stemme. Tonløst, jovist; men en svag gnist af liv, stolthed – hvilede kort i hans blik, som havde set mod Saphira, før han slog det op på Athene igen. Føllets farve forbløffede endnu Djange, måske skuffede endda? Men dette skulle ikke sætte en barrikade mellem hverken ham og føllet, eller ham og Athene. Men nysgerrigheden blussede op, mens hans ydre endnu var rankt, stolt og en smule anspændt.

”Men Athene, har du tænkt dig at holde til her, under hendes opvækst?”
Havde hans stemme atter lydt. En smule mere levende, mens måske en svag lyd af bekymring for hende og føllet var at spore i hans hæse og intense stemme, mens han kort nikkede, mekanisk, mod føllet. Spørgende, før han atter så på Athene.

Egentlig er jeg jo godt klar over, at min far nok ikke vil Saphira noget ondt, eller misledende. Men der er bare så mange ting i mit hoved, som jeg selv har svært ved at kaperer, og derfor ser jeg nok enhver som en mulig fare for hende og jeg selv, selvom jeg jo godt ved, at far ej ville kunne gøre Saphira noget, selvom han måske ønskede det, for det kræver at han går imod sin egen datter, og kommer forbi mig, og jeg giver nu ikke så let op; det tror jeg også at Seth fandt ud af den aften, hvor hele kamp seancen fandt sted, og hvor den lille sorte klump blev lavet.

,,Jeg bliver i skovene med hende.. I hvert fald noget tid. Hun kan ikke rejse fra denne ø, til en anden, før hun er ældre og stærkere.. Desuden var det her jeg klarede mig bedst alene, og derfor ved jeg også hvor vi skal søge hen, hvis farer kommer, og vi dermed får brug for at komme væk.”

Svarer jeg ham, dæmpet, da jeg ingen grund seer til at tale højt. Mine øre forbliver en smule skråt bagud, neutralt, mens kroppen fortsat er en anelse ranket op, trods jeg godt ved, at det nok ikke hjælper så meget, eftersom jeg er noget udmagret og dermed nok ikke ligefrem virker frygtindgydende og stor. Men jeg har altid en rank holdning, især hvis jeg er i selskab med andre. Jeg kan godt høre den bekymring der er i hans stemme, og derfor svarer jeg netop på den måde. For jeg kender Chibale, og jeg ved hvor altid er. Det er mest optimalt for mig, at være her med Saphira, og ikke andre steder.

[Indlæg nr. 60 i Januar]

Den smukke unge grå hoppe vidste tydeligvis hvad hun snakkede om. Det blev den brogede hingst i hvert fald hurtigt enig med sig selv om. Roligt kastede han kort det kolde og tomme blik på hoppeføllet der lå der fredfyldt; endnu – før han rettede blikket op i Athenes mørke igen. Med al respekt nikkede han roligt, mekanisk, mens han forholdte sig i den ranke og let anspændte stolte holdning. Han accepterede hendes valg; det havde vel egentlig også været mest på baggrund af den viden. Hvor han kunne finde dem, hvor han kunne opsøge dem, når der var gået nogen tid; hvis da ikke Athene ønskede han fulde støtte og opbakning. Han hørte selv hjemme tilbage i bjergpasset på Enophis; men havde Athene brug for hans hjælp, eller ville måske bare sætte pris på den, ville han med glæde drage her hen og bo på Chibale, i skovende for en tid.

”Det lyder nu fornuftigt Athene.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst; men alligevel med et strejf af ros; mens hans blik blev holdt i hendes. Stille gnistrede det igen, da en varm følelse løb igennem hans krop.

”Ønsker du egentlig min hjælp? Jeg kan eventuelt blive her på Ø’en for nogen tid, så du ikke er alene om at holde øje med hende, så længe hun stadig behøver tryghed og sikkerhed her i hendes unge alder.”
Lød hans hæse og intense stemme roligt, tonløst; men vældig ærligt. Tilbydende og næsten overgivende; give sin frihed væk det muligt næste halve års tid. Hvis hun ønskede dette, kunne hun også få fred fra tid til anden. Hvis hun da ønskede dette overhoved. Det var trods af alt kun et tilbud, som han hverken forventede eller regnede med hun tog imod.

Min far, hører til på Enophis. Det kan jeg godt huske, fra da jeg var lille af. For der hvor hans duft var stærkest, var på Enophis, nær bjergene. Selv søgte jeg aldrig op til ham, eller hans selskab, for jeg havde jo en fornemmelse af, at både han og min moder havde forladt mig, og derfor forholdte jeg mig bare i afstand, med visheden om at han altså var i live, og at jeg kunne finde ham dér, hvis det var det jeg ville. Og det burde jeg måske nok have gjort dengang, men det gjort jeg nu altså ikke.

,,Jeg har det bedst med, at jeg er i et område, som jeg selv kender ud og ind. Efter tre år i de her skove, er der ikke rigtig noget der er ukendt for mig mere…”

Siger jeg dæmpet, og ser så nok en smule overrasket på ham, da hans ord bryder frem, og han tilbyder at bo her på Chibale, bare for en tid, mens Saphira er helt lille, og jeg dermed måske kunne have brug for hjælp. Mit ene øre ryger svagt fremad imod ham, inden jeg så kigger tilbage på Saphira, i en lille stund, inden jeg så drejer hovedet tilbage imod Djange, hvor mine øjne studerer hans ansigt en smule, uden at være stirrende eller granskende. Men bare.. betragtende. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, for jeg ved hvad han ofrer, hvis han flytter til denne ø, selvom det kun er for en kort stund, så derfor bliver mit svar som det nu engang er.

,,Jeg vil gerne have din hjælp, far. Men du skal ikke flytte til Chibale.. Jeg vil bare gerne have, eller.. jeg håber på, at du vil tage hertil, bare engang imellem, for at se til os. Se hende, og lære hende at kende. For hvis det skulle ske, at der sker et eller andet med mig, så vil jeg gerne være sikker på, at hun trods alt har noget familie..”

Siger jeg stille, inden jeg træder et enkelt skridt tættere på Djange, for stille at strække min mule en lille smule imod ham, søgende efter en form for respons på de ord jeg har sagt. Det er aldeles ikke en afvisning, men jeg ved han hører til på Enophis, og derfor vil jeg bare gerne, at han så bare engang imellem kigger ind i skoven til os.

Hun understreger atter hvorfor hun vælger skovende som hun gør, for hende og Saphira. Stille misses de krystalblå øjne sig en smule anseende sammen; han havde forstået… Inden de overhoved når at misse sig for alvor sammen, spærres de atter op; da hun næsten overrasket ser ud. Hun nærmest ser overvejende ned på hoppeføllet og så ham igen, før hun åbner mulen. Det er lige før det er tydeligt hvordan det overrasker hende hans tilbud; hvilket han vel et eller andet sted godt kunne have forudset. Hun forventede nok ikke nogensinde hjælp fra ham, efter sine første to-tre år af sin levetid, alene; forladt. Men Djange havde aldrig ændret sig i al den tid, han havde opgivet at finde hende jovist; men ændret sig på dét punkt at være en far der ville være der for sine afkom, nej, så var han præcis den samme som han altid havde været. Som han altid havde tænkt sig at være.

Hendes svar overraskede ham ikke, og det var jo heller ikke en afvisning. Men hun tænkte som sædvanlig for meget på andre end hende selv. Han ville jo gerne gøre det for hende, når nu han ikke havde kunnet gøre det for hans moder og hende den gang hun var et lille og tilmed hjælpeløst føl. Stille strakte han mulen frem i en lidt mekanisk og langsom bevægelse, før han pustede ud i en rolig form, så dampen steg til vejr for deres øjne. Alt mens hans kolde og tomme blik nærmest hvilede nu i hendes mørke øjne, mens han selv lod begge ører glide let ud til siden, med et roligt og lidt overlegent udtryk.

”Jeg ved godt at du ved hvad bjergende betyder for mig Athene. Men sandheden er at jeg ønsker at være der til fulde for jer. Ingen ved hvad der kan ske i bjergende, eller alle de andre steder for den sags skyld. Jeg bliver med glæde her, hvis du vil tage imod mit tilbud. Jeg ser det ikke som en byrde, blot endnu en oplevelse. En tjeneste som jeg ikke kunne tilbyde din egen moder og dig dengang.”
Forklarede han med den hæse stemme, mens hans øjne atter var kolde og tomme, og hans tonløse stemme matchede. Dog gnistrede hans øjne stille levende, før han kort lod blikket falde på Saphira, før det landede i Athenes mørke øjne endnu engang. Det var længe siden han havde talt med så mange ord, forklarende. Afventende på hendes reaktion nu, gled begge ører atter tilbage i nakken, roligt.

De grålige øre vipper en lille smule rundt, mens stilheden lægger sig omkring os, som en dyne af fred. Ikke at jeg elsker at ingen af os snakker, men med Djange, er det bare en smule anderledes. Står vi i stilhed, irriterer det mig ikke. Ved andre, der kan det irriterer mig, for hvis de intet har at sige til mig, og intet har at gøre hos mig, så vil jeg gerne have dem væk fra mig, så jeg kan få lov til at være i fred, ligesom jeg før har været. Men det er bare ikke tilfældet, hos Djange, min far. For vi har ofte sagt mere med vores handlinger end med vores ord, til hinanden.

Da han strækker mulen frem, i en lidt mekanisk bevægelse, mimre min sorte mule en smule, mens mine øre vipper en anelse rundt, mest fordi jeg ikke helt kan finde ud af hvor jeg skal smide dem hen. Men de indfinder sig så igen i en flappende holdning, ud til hver sin side, så vi nu igen ligner hinanden ganske meget, med vores holdning i kroppen, og nu os ørenes position. Da et prust falder fra ham, genlyder prustet fra mig, så en varm damp også glider fra mig, mens jeg lader mine øjne falde i hans. De eneste øjne, som jeg kigger i, udover Saphiras. Men ellers bryder jeg mig aldeles ikke om det, for jeg synes at jeg blotter mig selv for meget, når andre får lov til at se så dybt ind i mine mørke øjne, der lige nu er dybe og en anelse kolde, men alligevel med en ro over sig. Hans stemme høres nu igen, og det får mit ene øre til at vippe en lille smule frem imod ham.

,,Hvis du ikke selv ser det som en byrde, ville jeg være glad for, at jeg ved du også render rundt på øen, og kan holde øje med hende. For der går sikkert ikke længe, før hun begynder at drage af sted på egne ben; og jeg vil nok miste hende af syne engang imellem.”

Svarer jeg ham, med et lille nik. Mine øre vippes nu tilbage imod nakken, mens jeg trækker mit hoved til mig igen. Jeg er ikke afvisende, men bare neutral i min holdning, ligesom jeg så tit er. Et spørgsmål der længe har ligget og luret i mit sind, vælger jeg nu at lade bryde stilheden med endnu engang. For jeg har brug for at vide det.. og jeg tror os at det er på tide nu, at jeg får et svar på det.

,,Far? Hvorfor kalder du mig altid Athene?”

Måske kommer spørgsmålet som et chok, men jeg vil bare gerne vide hvorfor, jeg fik af vide af mor, at mit navn er Asira, og alligevel kalder han mig altid Athene. Mon de ikke har kunnet blive enige?

Det var som om at Athene mere eller mindre tog imod hans tilbud; men af ren og skær høflighed, valgte at lede det hen på en mere takkende afvisning. Efter hans insisterende, men for nu også sidste ord omkring dette tilbud, havde hun dog set anderledes på det. Hun havde udvist opmærksomhed da hans stemme havde talt, før hun havde takket tak til dette tilbud. Præcis som han selv så det, ville dette være smartest; specielt – som hun også selv sagde – når nu Saphira snart ville være stor og stærk nok til at ville ud på eventyr selv. Uden lige at spørger sin mor om lov først. Roligt havde han nikket, mekanisk jovist, men bekræftende, mens en svag gnist af ærlighed havde vist sig kort, i de kolde og tomme øjne, der hvilede på Athene. Alt var på sin plads; og roligt så han imod hoppeføllet, der endnu så ret så tryg ud, i sine omgivelser, før noget strejfede hans opmærksomhed.

Athene, hans smukke datter, åbnede nu den sorte mule. Hans kolde og tomme blik, så meget direkte i hendes mørke øjne; uden nogen form for følelser, blot lukket af. Jovist havde hans ene øre været gledet lyttende ud til siden, før det hurtigt fandt sin plads tilbage i nakken igen. Hvad mente hun mon med det? Athene er jo hendes navn? Skulle Saphira også spørge hende til råds, om en tre års tid, for at forhører sig om hvorfor hun kaldte hede Saphira?

”Hvorfor? Det er dit navn, Athene.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt tonløs; koldt så hans krystalblå øjne til, mens han mest af alt virkede irriteret, mens han alt i alt var uforstående. Hvad mente hun dog? Han havde da altid kaldt hende ved det navn, hendes navn, Athene.



[Besked nr. 75 i Januar]

Jeg har jo valgt at takke ja til det forslag han er kommet med. Ikke mange kender til min eksistens, og derfor ved mange heller ikke at Saphira er datter af mig. Nogen vil måske se hendes som en trussel, fordi hun er datter af ukendte heste, og så dermed forsøge at fjerne hende. Men jeg har også hørt, at nogle hopper vil kunne finde på at ville tage hende fra mig, og det er jeg aldeles ikke interesseret i. Derfor vælger jeg at sige ja, for så er vi trods alt to, der kan passe på hende. Og skulle det ske, at jeg får problemer, ja, så er jeg sikker på at min far så kan føre hende videre i livet.

Da jeg spørger om, hvorfor han kalder mit Athene, ser han ikke just særlig glad ud. Måske havde han ikke regnet med det spørgsmål, men jeg er bare nødt til at vide det. Jeg er nødt til at vide, hvorfor jeg fik af vide da jeg var lille, at min navn var Asira, men alligevel har han altid kaldt mig for Athene, og det forstår jeg ikke. Hans svar, kommer lidt bag på mig, for det er ikke den opfattelse jeg har.

,,Men.. Da jeg var lille, fik jeg af vide at mit navn er Asira, ikke Athene. Mor kaldte mig aldrig Athene, og når hun præsenterede mig for nogen, var det også med navnet Asira.. Så hvorfor, hvorfor kalder du mig Athene?”

Jeg kan jo ikke have to navne, kan jeg? Han virker ret irriteret, men det kan jeg bare ikke tage mig af, ikke nu. For jeg har brug for nogle svar, for at komme nærmere et svar på, hvem jeg i virkeligheden er.

Det slog den brogede hingst hårdt over den lyserøde mule, da det gik op for ham hvad Hawaet El Nour i sin tid havde valgt at kalde deres datter. Navnet han havde hørt før, fra en andens mule; en sort én af slagsen. Asira… som Seth havde udtalt det i sin tid, da de havde diskuteret hvorvidt om Djange havde en datter, og hvem hun egentlig var. Det chokerede dog ikke hingsten det mindste, hvilket hans udtryk i ansigtet som sædvanlig heller ikke viste af. Det var jo klart at hun havde et navn, som ikke var et han havde valgt. Men aldrig havde han hørt Hawaet El Nour sige dette navn, såvel som at Athene selv heller aldrig havde nævnt dette, før nu…

Den brogede hingst var egentlig rolig nok, selvom det kolde og tomme blik blev direkte fjernt nu, mens hans fokus stille gled væk fra Athenes øjne, og ramte ned på hendes mule. Minderne strømmede ind, mens han atter forholdte sig rank og stolt; standhaftigt, mes ørene endnu tilbage. Der gik sekunder, men uvidende om hvor mange, før de krystalblå øjne ramte i hendes mørke.

”Athene ser du… Det er en længere historie.”
Startede han med den hæse og intense stemme, mens han stille missede øjnene let sammen, næsten udfordrende, mens der egentlig overhoved intet lå i dette. Han vidste han skulle fortælle hende det en dag, at han rent faktisk ville. Men aldrig havde han håbet på at det skulle være fordi hun havde en tvivl til ham, en tvivl til den måde han valgte at behandle hende på.

”Dengang tilbage i mit gamle land, hos min moder og fader, var jeg ikke den eneste der blev ført til verdenen den nat. Vi var to, min tvillingesøster og jeg.”
Fortsatte han, sin fortælling, endnu med tonløse ord, mens en svag varm gnist var at skue i hans blik da han nævnte sin søster.

”Ser du… hun hed … Athene. Hun lignede dig faktisk umådelig meget! Bare mørkere end dig, og mere over i min brunlige farve. Hun bar en blis, præcis som din, og det er uhyggeligt så meget du er lig hende.”
Havde han fortsat, med en mere hæs stemme, der blev en smule mere dæmpet. Mens det var svært at afholde Djange fra at blive rørt af denne fortælling, da det var noget der utroligt nok havde ramt ham så dybt, at han ikke ønskede at gense disse minder i sit hoved.

”Men allerede som tre måneder, måtte hun opgive livet… Hun kæmpede til det sidste, men en varm sommerdag da flokken skulle vandre; skete det… og vi måtte efterlade hende. Hårdt, men desværre sandt.”
Lød hans stemme hæst og intenst, atter tonløst, mens den sidste sætning var umådeligt sammenbidt. Kort vrissede en vrede i hans blik. Raseriet over dengang, hvor Athene havde ligget der, og ingen kunne hjælpe; ingen skulle hjælpe. Det var for sent, og intet at gøre.

”Athene var stærk inderst inde, kæmpede til det sidste. Hvilket jeg ved at du også vil gøre, Athene.”
Konkluderede hans hæse og intense stemme, før han trådte få skridt frem imod hende, med det kolde blik der var i sit fulde alvor, til trods for de mange tvetydige følelser der efterhånden glimtede på skift i hans sind.

”Så det er derfor, at jeg har valgt at kalde dig som jeg gør.”
Afsluttede han, mens hans øjne langsomt spærrede sig lidt mere op, og han kort blottede sin egentligt indre skrøbelighed – som han aldrig havde gjort for nogen før. Før han trak hovedet lidt til sig igen, efter at have fortrudt tanken i hovedet om at ville berøre hende. Men for ham selv, kunne han ikke tillade at blive så sentimental nu. Helst aldrig…



[OUT - Du må meget gerne skrive et svar anyway...]