En del af fællesskabet (FÆLLES TRÅD :D)

Mørket havde lagt sig over Andromeda som en tung sky og kunn få stjerner blinkede mat på den mørkeblå himmel. Alt virkede mat og koldt da aften var faldet på, og temperaturen var faldet.
Månens blege skær lyse ned på den grønne eng. Efter sneen var forsvundet var græsset blevet grønnere og mere saftigt, dog endnu ikke så godt som når foråret var kommet. I kanten af denne eng stod den næsten helt hvide hoppe, Deadly Myth, og kiggede ud over det store område. Uglerne klukkede i skoven bag hende med deres evige tuden. Fuglende var vendt tilbage fra deres tur til syd. Et sikkert tegn på at foråret lå for døren.
Myth vippede lidt med hendes lyse hale, men stanken af brunst fik hende hurtig til at stoppe. I stedet brummede hun stille for sig selv. Hun havde et tomt blik i de kastanje brune øjne, som om hun slet ikke var tilstede. Hendes sind var fjernt, men ikke tomt. Atter en aften hvor der ingen ro var at finde.

Lyden af uglernes tuden havde vækket interessen hos den skimlede hingst, der havde evnen til at vandre uset når han ønskede det, og hans kurs var nu lagt imod denne besynderlige tuden, der lo under månens matte skær. Det var en underlig stemning, der var i Andromeda på denne aften, men det var ikke en stemning der som sådan gik den skimlede hingst på; for selv under en mat måne, lå mystikken ved natten endnu nær jorden.
Hans dansende skridt bragte ham stødt og roligt rundt i sin søgende dans efter disse ugler der tudede. Hvad mon de brokkede sig for? Sang de måske? Eller talte de et sprog, som hans ører ikke forstod sig på?
Han synes at nærme sig deres lyde, men i stedet for at finde ugler i træernes toppe, fandt han en krid hvid hoppe, der stod ganske alene og betragtede himlen. Han lod hovedet hæves og et sagte vrinsk sendes afsted til hendes fordel. Måske var der også andre, der søgte uglernes tuden denne matte nat?

Som et usynligt væsen bevægede Titan sig hen over jorden i en trav der var alt andet end afslappet. Dog heller ikke hidsig - men nok nærmere energisk. Han havde altid haft masser af energi, og især når solen ikke længere stod højt på himlen. Han havde altid taget på vandreture da han var yngre, og ikke altid bare sovet når han fik besked på det. Han kunne ikke sove på kommando, og han havde altid haft en trang til at undersøge alt og opsøge de legekammerater han nu engang kunne få.

Han var efterhånden ikke længere bare en plag. Han havde passeret det punkt hvor man nu kunne kalde ham voksen. Ung, men voksen. Han var spinkel af bygning, men med kraftig man og hale. Ikke noget der lignede andre i området. Ikke af hvad han havde set. Han var højere og lidt mere spinkel end sin søster, der nu var mindre end ham.

Hans ører vippede konstant rundt for at opfange lyden af alle hans omgivelser. Andre heste. Andre dyr. Naturen. En lyd han ikke før havde hørt fangede dog hans opmærksomhed. Han sænkede farten et kort øjeblik, og bestemte sig til sidst for at undersøge hvad det var. Derpå kastede han sig fremad i rask galop med retning mod den ukendte lyd.

Denne rolige aften havde mange lyde at bringe sig. Myth ene mandelformede øre var vippet i mod skoven der var bag hende. Rov dyrene var kommet ud af deres huler, på vej ud på nattens fangst. Det gøs en smule i den næsten helt hvide hoppe. Dog var der ikke mange rovdyr der i disse skove, regnede hun da med, der ville gå efter et bytte så stort som en hest. Tanken om det, fik hende til at slappe en smule af. Der var nok kun ræve og rovfugle i udkanten af skoven. Næppe bjørne eller ulve.
Myth gav sig selv lov til at slappe af et øjeblik, men kun ind til der var nye lyde hun opfangede. Begge hendes øre blev rettet lige frem. Dog gik det op for Myth at det ej var der lyden kom fra, da et vrinsk blev båret af nattens kulde vind imod hende. Den hvide hoppe vendte sig lidt, og jo vist nok. Der stod en anden hest.
Atter mærkede den næsten hvide hoppe en fortvivlelse. Hun havde ingen anelse om hvem denne hest var, hvad det ville medbringe at svare hesten længere væk. Men den indre hungrede følelse efter selskab fik hende alligevel til at svare den skimmel hingst. Hvor mange mon der var her i ly af mørket?

Den skimlede hingst, som havde fået øje på den hvide hoppe, satte efter at have afgivet sit vrinsk imod hende. Hans skridt var majestætiske, rejste og lette, for han dansede endnu ganske nobelt og elegant. På sin vej bød en anden lyd sig mellem uglernes tuden, nemlig lyden af hovtrin der gradvist blev højere og højere. Den skimlede hingst, der ellers havde udset sig den hvide hoppe som sit selskab, standsede op, hævede hovedet og skævede forundret bagud. Intet var at se - endnu - men pludselig kunne han se bevægelsen i sneen, og det var nu tydeligt at en anden kom dem nær. Altaïr udsende en lidt markerende tone imod denne fremmede; for han var her først. Dernæst vendte han siden til hoppen og så afventende imod den der nærmede sig - han skulle lige sikre sig, det ikke var en der kom for at stjæle selskabet, inden han gik videre.

Xenon var efterhånden blevet en stor forvokset unghest der dog ikke helt var voksen endnu. Han havde fundet tid til at tøffe rundt i sneen i sin egen lille verden mens en lav klukken lød fra ham i ny og næ. Underligt. Han var endnu ikke opmærksom på aktiviteten omkring ham, som han dog var et stykke fra. Der gik mange tanker gennem hans lille hovede, men de fes ud lige så hurtigt som de kom ind for Xenon kunne ikke holde fokus på noget ret lang til af gangen og slet ikke når han var så fyldt med energi som han var ligenu. De resulterede også i at han pludselig ud af det blå skød afsted med en vældig fart og en lang serie ukontrolerede bukkespring og en skinger latter.

Der var en latter. En latter Titan kendte! Det var jo hans legekammerat! Xenon. Det fik næsten de ukendte skrigende lyde fra et eller andet dyr til at betyde ingenting. Nu var der i hvert fald noget helt andet der havde meget mere betydning. Noget der var meget mere interessant. Han havde også hørt lyden af et fremmed vrinsk. Så der var andre til stede end bare ham selv og Xenon og et sært dyr. Titan hævede hovedet og slog ned i trav igen. Ikke en almindelig trav - nej. Der var stadig massere af fart på, og han kastede nærmest forbenene frem for hvert skridt. Et halvhøjt og hingstet vrinsk var derefter at høre - Titans måde at fortælle at han var hvor han var. At han også var til stede. Han spejdede rundt i mørket for at opsnappe bare en lille smule lys pels der kunne fortælle hvor Xenon i hvert fald var. Og hvis ikke han havde fundet de andre og Titan heller ikke havde fundet de andre - så skulle de to rundt og lede og så skulle de lave en ordentlig omgang ballade!

En latter blandede sig med lydende fra den galopperende sjæl, der kom tættere og tættere. Forvirret slog Altaïr med hovedet og spejdede efter både latter og trin; det lod nærmest til at de havde retning imod hinanden i en kegleform, der snævrede ind, men ej kunne han være sikker. Den ædle hingst pustede sig godt op; han var en voksen hingst i den bedste alder, og styrken var efterhånden begyndt at sætte sig under hans skimlede pels. Han kunne høre på den latter, der brød uglernes mystiske tuden, at det var en hingst, og dernæst brød den anden galopperende mørke sjæl frem med et vrinsk, der ligeså lød af hingstet karakter. Altaïr markerede sig da med et højt og gennemtrængende vrinsk, der næsten endte ud i et hvin, inden han med kæmpe og næsten dominerende trin dansede imod hoppen. Han var der skam først - og selvom han langt fra var dominerende af attitude, så kunne andre hingste godt tirre ham nok, til en snært af det kom frem. Især, hvis der var to.

Myth stod tøvende stille da den skimmel hingst forsatte i mod hende i skridt. Tøven skyldes mest nervøsitet. Hun havde stadig en chance for at stikke af, men inderst inde var det ikke det hun ville. Den næsten hvide hoppe søgte ikke ensom heden bevidst, men blev draget af den, afhængig som en narkoman. Hun frygtede selskab en anelse.
Hendes blik blev fjernt i noget tid da en masse tanker kom hendes bevidsthed nær. Dog blev denne tilstand hurtigt brudt da lyden af hove nærmede sig. Der er flere her, tænkte hun, og så sig i retningen. Dog ikke nogen at se, men disse skridt, var de skyld i at den skimmel hingst nu var stoppet op? Myth stod lidt tavs. Hun anede ikke om hun skulle besvæge sig i retning eller om hun skulle trække sig igen.
Den bitre fornemmelse i maven af trangen til selskab fik hende til at ligge halen lidt tættere ned til bagparten imens hun tog nogle få skridt i retning af de to fremmede der kun kom tættere for hvert skridt. De hvide mandelformede øre var nervøst vendt tilbage. Hendes blik var rettet imod først den gråskimmel hingst der var nem at skimte i mørket, men hendes øjne opfangede den sorte skikkelse af en hest hun næsten ikke kunne se.
En passe lyde skabte postyr i Myths allerede overfyldte hoved, og fik hende til at stå helt stille. Hun lukkede øjne i mens hun lyttede Bulrende hove. Da hun åbnede øjne igen var den mørke hingst ikke at se igen. Den næsten helt hvide hoppe stod et stykke tid og kiggede sig omkring. Hvor kom de forskellige heste fra. Et sæt hove lød som om de kom nærmere, mens et andet lød som om de forsvandt.
Den hvide hoppes opmærksomhed røg igen på den skimlede hingst der nærmede sig hende endnu en gang. Myth prustede imødekommende. Men hun var nu stadig meget nervøs. Hvad der var hende i vente vidste hun jo ikke.

Først et vrinsk fra Titan, så et mere dominerende vrinsk. Xenons mandelformede ører strittede op i luften og han udstødte en skinger fløjtetone, kaldende på sin sorte ven, for i samme øjeblik havde Xenon fået øje på en skimmel hingst på vej hen mod en hvid hoppe. Spændende! Xenon ignorrede tilmed hingstens dominerende statur, for det var han sådan set ligeglad med. Ud af øjenkrogen synes han at kunne ane en skikkelse, som han bestemt mente var Titan.
Den unge hingst stoppede glidende op et par meter bag de to heste og slog derpå ud med det ene forben med en skinger latter, som kun Xenon kunne præstere at få fremmanet, et kækt drenget smil var at finde på hans mørke mule og han ventede nu kun på at Titan skulle komme hen til ham, så han havde noget backup.

Myth lagde ørene lidt tilbage igen af nervøsitet. Der var pludselig mange omkring hende. Mere end hun lige kunne klare. Dette fik hende til at bakke nogle skridt bag ud imens hendes blik flakkede nervøst rundt.
Den hvide hoppe træk sig væk, og på mere sikker afstand valgte hun at søge i ly i skoven der hele tiden havde været bag hende. Trangen til selskab var forsvundet lidt i takt med den postyr der pludselig var dukket op.

// Er for træt, går i seng

// Xenon Out