Tilbage til skyggerne (Taia)

Efterhånden har jeg befundet mig i Andromeda, igennem to vintre. Noget, jeg som sådan ikke helt forstår. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg selv er havnet her, for at dømme ud fra mange andre selskaber, især af det modsatte køn, så er de fleste sjæle i det her land, godmodige, søde, milde og snaksagelige. Sjæle, der ikke virker til at have gjort noget forkert igennem deres fortid; men hvad laver jeg her så? Jeg har efterhånden mødt en del sjæle, mange minder om hinanden, og kun få er nogle jeg husker for noget godt og positivt. Mange af dem jeg har mødt, ar jeg nok egentlig allerede glemt, fordi de i mine øjne, ikke var værd at huske for meget på. Men jeg vil altid kunne genkende dem når jeg ser dem, men mine tanker strejfer dem bare aldrig. Nogle er også husket for noget negativt, nogle jeg ikke bare sådan lige glemmer, netop fordi de gav et dårligt førstehåndsindtryk til mig.

Mine hove har valgt at føre mig til Foehn, eller, det er vel egentlig mig selv, der har valgt at søge hertil. Jeg har mange tanker kredsende i mit hoved, tanker som irriterer mig en smule, og følelser jeg ikke rigtig kan håndterer eller bearbejde ordentlig. Jeg er næsten sikker på, at den Gyldne Hoppe, har en anden i tankerne, for på det seneste har en duft hængt på hende, en duft der er stærk. Desuden virkede hun også så fjern igennem vores møde, som om hun tænkte på en anden. Min nakke knejses hårdt op, mens ørene lægges en smule tilbage. Det er første gang, at jeg befinder mig på Foehn, efter mødet med Skyggerne, og Fuyu No Kitsune. Men jeg frygter ikke at gå her. Hvis jeg skal finde ud af ting, og finde ud af om andre er sat på opgaven, om at fjerne Illanas lys, så er jeg nødt til at vide. Nødt til at være klar. Mine hove slår let imod den vulkanske jord, der ikke besidder meget liv, og som er hård at gå på. Her ligger en smule sne, men ikke meget, fordi øens vulkan til tider smider det varme aske nedover øen, og dermed varmer den op.. Min gang fortsætter, med søgen væk fra selve vulkanen, da jeg ikke skal derop, fordi jeg ikke har det lys, skyggerne bad mig komme med. Så derfor ville det nok ikke være klogt, at søge derop.

T A I A

---

Hoppens hoved var holdt nede: den mørke mule strejfede let den pletvise sne før hun for et øjeblik hævede det og så sig omkring. De intenst blå øjne hun besad stod i stærk kontrast til hoppens brune, arrede pels, men alligevel virkede de ikke malplacerede. Oftest kunne blå øjne som dem hoppen besad virke kolde, men det var det direkte modsatte med denne hoppes. De havde en varm glød og et venligt glimt, noget som passede godt til den arrede hoppe. Kort rystede hun sig, så det man hun stadig havde svingede fra side til side. Egentligt havde hun fået et lidt sært udseende, et som ikke havde sin lige noget sted i verden, uanset om man så på skønhed eller skavanker.

Hoppen var egentligt gået i sine egne tanker, ignorreret alt omkring hende, men da hun stødte på et sæt hovaftryk vippede hun alligevel nysgerrigt ørerne fremad. Duften var svag, men den var der; og Taia genkendte den. Den tilhørte den sortbrogede hingst, Volontaire. Han havde været et lidt usædvanligt selskab, det måtte hun indrømme, men det var endt godt. Måske havde hun presset på, måske for meget, men hun ønskede øjenkontakt, det var sådan hun var. Intet selskab skulle gå forbi uden øjenkontakt: ikke af personlige grunde, men af princip. Øjenkontakt forseglede noget som ord ikke kunne; havde man ikke set nogens øjne, så havde man ikke set deres væsen. I hvert fald var det det, man sagde i Taruhk. Med beslutsomhed i sindet begyndte hoppen at følge sporene. De var friske, så friske at hingsten næppe var nået langt.

Der var ingen hast over hoppens gang, hvilket hun skam havde en grund til, men snart kom en broget skikkelse til syne. Kort gjorde Taia holdt, usikker på hvorvidt hun skulle opsøge ham. Blot fordi han var her, betød det jo ikke at han ønskede selskab: den lektie havde hun lært for længe siden. Alligevel valgte hun dog at tage chance og efter et øjeblik, lød et dæmpet vrinsk ud over området. Hun var gået et par skridt nærmere, men stod nu stille, obseverede hingtens reaktion.

Hovene rammer imod jorden, med tunge skridt, fordi jeg lige nu ikke gør meget for at opretholde en rank og stolt holdning. Det har jeg ikke brug for, når jeg er alene. Desuden ved jeg os, at her sjældent er andre sjæle på den her ø, nok fordi mange frygter de skygger der bliver omtalt, og vulkanens indre. Derfor tror jeg også at jeg bare er alene, ligesom jeg egentlig ønsker det. Kun meget få, er jeg interesseret i at være i selskab med, i de her dage. Men jeg ved os, at jeg alligevel skal være i selskab med en del, netop fordi jeg har en opgave, som jeg har givet mig selv, og den har jeg tænkt mig at klare, så godt som muligt.Midt i mine tankers spind, hører jeg lyden af hovslag, som er svagere og lettere end en hingst, men alligevel ikke helt så lette som fx Illanas eller andre hopper jeg har mødt. Derfor tror jeg også, at det er Taia, der har valgt at søge til denne ø. Hvorfor hun så har valgt det, det er jeg ikke sikker på. Mine skridt ophører, og jeg vender mig nu om, så min front er vendt imod den brune arrede skikkelse, der er en del meter fra mig. Det er skumring, og desuden er det normalt altid dunkelt på denne ø, og derfor er hun ikke helt nem at se. Efter kort tids overvejelse, forlader et maskulint og hæst vrinsk mig, i retningen af hende, besvarende.

Herefter slår jeg frem i skridt igen, med retningen imod hende nu. Da jeg selv synes jeg er tæt nok på, lader jeg mine skridt stoppe endnu engang, mens den ranke holdning igen er indfundet, og den knejste nakke er igen på plads, ligesom den altid er, når jeg er i selskab med andre, uanset om det er fremmede, eller bekendte. Desuden så det bare en holdning, der altid har været hos mig, bortset fra dengang, hvor hændelsen lige var sket, i mit gamle land.

,,Godaften, Taia. Så mødes vi igen”

Siger jeg så, med den rungende og hæse tone, der dog ikke er vred eller afvisende. Men meget.. påpasselig og neutral. Mine øjne hviler ikke i hendes, kun for en meget, meget kort stund. Øjenkontakt er jeg ikke god til, for jeg ved, at ser de først ind i mine øjne, ser de ofte mere af min sjæl, end jeg er interesseret i.

T A I A

---

Det overraskede hende lidt, at hingsten ikke bar den samme holdning som sidst, men alligevel var det ikke underligt. Selv bar hun altid en meget rolig, afslappet holdning, men væk fra andre kunne den blive direkte sunken. Lyden fra hingsten fjernede dog al tvivl om hvem han var, da hans hæse vrinsk rullede udover sneen. Det var en velkommen lyd i dette ukendte terræn, for dette var hendes første besøg til vulkanøen. Hun havde set på den fra Chibale, men aldrig besøgt den. Den varslede ondt, men før eller siden måtte hun undersøge den.
Volontaire valgt at komme til hende og det passede hende udemærket; så skulle hun gå mindre. Doven var hun ikke blevet, men hvis hun kunne undgå smerte, så ville hun gøre det. Alligevel tog hun dog et skridt frem mod hingsten, for ikke at virke helt ligeglad, for det var hun ikke. Mødet med Volontaire havde været.. svært, men interessant, og hun havde intet mod at lære mere om denne hingst.

,,Godaften og ja, det gør vi åbenbart, Volontaire."

Et venligt smil hvilede på den brune hoppes mule. Et kort blik var alt tegn på, at Taia ærede den korte øjenkontakt hun havde fået af hingsten. Hun kunne ikke forvente meget af ham, men alt hvad hun fik, ærede hun lige så højt som mange andre ting, der ellers normalt havde langt højere værdi end noget så simpelt som øjenkontakt.
Et enkelt skridt tog Taia tættere på ham, før hun kort strak sin hals, for så igen at trække hovedet til sig. Det var en forsikring på sin hvis; alt tydede på Volontaire, men med landets seneste ændringer, kunne man så vide sig sikker på hvem der var hvem? Hvem han var, det var hun ikke sikker på, men for nu var han en af hendes bekendte; en af hendes venner. Hun stolede på ham, ikke blindt, men heller ej med stor skepsis.

,,Hvordan går det?"

De sortbrogede øre er vendt en anelse imod Taia, mens jeg nærmer mig hende. Og da jeg så standser lidt fra hende, vippes de en smule skråt bagud, i en neutral holdning, der ikke er hentydende til at bede hende om at forsvinde på nogen måde, for det er jeg ikke interesseret i. Ønskede jeg ikke hendes selskab, ville hun nu heller ikke være i tvivl om det, for sådan en som Berbeza, fik det at mærke, da hun gang på gang legede med ilden, og til sidst forsvandt min ellers lange lunte, og så fik hun altså et hak henover mulen. Men jeg er ikke interesseret i at hakke til Taia, for det er der absolut ingen grund til. Den arrede hoppe ser ikke forandret ud i mine øjne, men alligevel bider jeg en smule mærke i, at hendes ene ben måske er en anelse stift, enten på grund af kulden, eller på grund af smerter. Men hendes måde overfor mig, har ikke ændret sig, og det sætter jeg pris på. Hun kræver ikke at vores øjenkontakt skal varer længere end det den gjorde, og det er jeg ganske tilfreds med.

Et smil falder endda over hendes læber, inden hun så strækker sin hals en smule imod mig, søgende efter om det nu også er mig. Selv strækker jeg ikke hovedet frem, ikke endnu. Det er for længe siden jeg sidst har set hende; og selvom jeg brød mig om hendes selskab på det tidspunkt, så skal hun altså lige ses en smule an.
Min nakke er knejst højt op, og bringen skudt en smule mere frem nu, mens kroppen rankt står stille. Jeg forholder mig altid rank, i alles selskaber, men i hoppernes er det ikke for at være stor og dominerende, men simpelthen for at holde andre væk fra os. Illana og Taia, er nok de eneste i Andromeda, som jeg ville beskytte hvis det endelig gjaldt, og derfor står jeg også så rank endnu engang.

,,Det går. Det går” Svarer jeg med den hæse tone. ,,Men der er ting, der ikke er helt styr på, må jeg erkende. Men hvad med dig, Taia? Går det som det skal?”

Spørger jeg så tilbage, med den hæse og mørke tone, der dog ikke er vred eller hidsig. Et andet spørgsmål presser sig på i mit hoved, men jeg spørger ikke endnu. Det må vente, lidt endnu.

T A I A

---

Rank og stolt som dengang. Volontaire havde ikke ændret sig det mindste såvidt Taia kunne se, men alligevel føltes noget anderledes omkring ham. Måske var det blot, at de ikke havde set hinanden længe, måske var det noget andet. Det virkede næsten som om noget nagede ham; fyldte hans tanker. Alle havde noget i tankerne, men noget virkede lidt.. underligt.. omkring ham. Alligevel følte hun dog en tryghed i hans selskab; hvad der gav den vidste hun ikke helt, men det havde nok lidt med hans størrelse at gøre. Det var sært hvordan alle hingste syntes højere end de mindste hopper. Tanken bragte et smil til den mørke mule, før opmærksomheden blev draget til hans ord. Der var noget, der ikke helt gik som det skulle, så hendes fornemmelse havde været korrekt. På samme tid gik det dog godt, så hun ville ikke spørge ind til det, medmindre han selv lagde op til det. Hun var nysgerrig, men hun pressede samtidigt sjældent på, medmindre det var nødvendigt.

,,Det er godt at hører, at vinteren ikke er alt for hård." Et smil spillede på mulen, venligt og oprigtigt. ,,Jeg kan dog ikke helt sige det samme om mig selv: jeg ved ikke hvordan, men mit ene ben er ikke hvad det har været. Men det er nok bare kulden."

Hun ønskede ikke at Volontaire på nogen måde skulle bekymre sig om hende, for hun havde ikke brug for det. Hun kunne klare det; hun var stadig stærk og så gammel var hun heller ikke, så en smule ondt gjorde aldrig skade. Desuden, det var nok blot kulden: når foråret kom, ville det forsvinde og alt ville blive bedre igen. Hun ville nok stadig halte, men det ville næppe gøre ondt. På trods af alt, valgte hun dog at hvile på sit raske ben, mens hendes øjne hvilede på den brogede hingst. Han havde et finurligt sind, men hun brød sig nu ganske godt om ham.

Den arrede Taia, har formået blot med et enkelt møde for længe siden, at få en acceptabel plads hos mig. Hun er en af de få selskaber, som jeg gerne vil være i igen, og måske er det netop det, der har ført mig til hende endnu engang. Hun er ikke så kompliceret som så mange andre hopper er, og hun stiller heller ikke spørgsmålstegn ved min måde at være på, hvilket nok netop gør, at jeg så hurtig indfinder mig godt i hendes selskab. Hun er nem at være i nærheden af, og det gør også at jeg på en eller anden måde får en smule mere ro i min sjæl, men dog ikke så meget at jeg ikke holder øje, eller lytter til alt omkring os, for det gør jeg. Det er vigtigt for mig, at hun i mit selskab er beskyttet af mig. Ikke alle vil jeg beskytte, men Taia er en af dem, som jeg helst ser har det godt, også i mit selskab.

,,Vinteren har ikke været så hård dette år, som den var sidste år”

Besvarer jeg hende, med den maskuline og hæse stemme, dog er den ikke vred eller afvisende. Jeg har ingen grund til at være afvisende overfor den arrede Taia, for hun har aldrig gjort mig noget, som jeg har været irriteret over. Men da hun begynder at snakke om, at hun har lidt knas med benet, glider der en lidt bekymret mine indover mit ansigt, mens mit blik søger ned imod hendes ben, skiftevis. Der er dog ikke noget synligt at se.

,,Hvis der er noget jeg kan gøre Taia, så må du sige til.”

Svarer jeg så, mens et dybt nik glider fra mig, for at påvise, at jeg altså mener det jeg siger, og at det ikke bare er noget jeg siger, uden at mene det. Alt hvad jeg siger, mener jeg, på den ene eller den anden måde. Måske kan jeg sommetider godt fordreje sandheden, men at lyve, det mener jeg nu aldrig at jeg gør. Og slet ikke i det her tilfælde. Mit ene øre er vippet imod hende, mens det andet fortsat er neutralt vippet bagud.

T A I A

---

En brise trak legesygt i deres maner mens de stod der. Det var længe side deres første møde havde fundet sted, men det føltes ikke sådan. Det kunne have været blot for et par nætter siden; hun vidste ikke meget om den brogedes kringlede sind, men hun følte hun vidste nok for nu. Hvis hun tænkte over det, så viste hun egentligt ikke meget om dem hun kendte, dem hun havde mødt. De kendte ej heller meget om hende, men alligevel følte hun at de vidste mere end hun. Det gjorde hende dog hverken trist eller ked af det, men gav blot stof til eftertanke.

,,Jeg oplevede ikke den sidste vinter. Min ankomst var først, da foråret havde sit tag i landet."

Et venligt smil lå på den mørke mule. Som ham var hun ej bebrejdende, for det kunne han ikke vide. Tiden efter hun var kommet havde faktisk været hård, på trods af det milde vejr. At tro du var død, for så at vågne op levende, det var ikke så let som man måske kunne fristes til at tro. At leve med arrerne var dog det langt sværeste. Det havde været en lang proces med op- og nedturer; med succeser og tab. Der havde være det gode, men også en del af det dårlige. Nu levede hun med det, fandt arrerne som en permanent del af hende, og man ville næppe tro at det var den samme hoppe som den sky der havde gået rundt for måneder siden. De var bare en og samme hest...

Taia vippede ørerne fremad og gjorde et let, taknemmeligt nik med hovedet, før hendes stemme lød igen.

,,Et venligt tilbud, Volontaire, men jeg klarer mig fint. Ingen tager skade af lidt modgang. Jeg vil dog huske dine ord, i tilfælde af at tingene ændrer sig."

Dt var tydeligt at hun var taknemmelig for hans tilbud: det kunne høres i stemmen, ses i blikket. Et godmodigt smil indtog sin plads på hendes mule, før hun svingede med halen.

,,Jeg undskylder hvis jeg virker nærgående, men hvad har du lavet siden vi sidst mødtes?"

Da en brise trækker lidt i vores maner, glider mit blik hen imod hendes man, for at betragte den fyldige man som hun også render rundt med, men det er dog kun for en kort stund. Mit blik rettes atter frem til hendes ansigt, betragtende, men ikke anmassende eller stirrende. Jeg stirrer faktisk aldrig. Det interesserer mig ikke, og desuden er jeg ikke god til at holde mit blik imod nogen, i særlig lang tid af gangen. Da hun siger, hun ikke har været her særlig længe, får det en lidt eftertænksom mine frem i mit ansigt. Jeg troede nu egentlig, at hun havde været her i længere tid end det, men nå ja. Jeg har jo så taget fejl. Jeg svarer dog ikke på det, men nikker i stedet i en dyb bevægelse, for at vise den arrede Taia, at jeg skam har hørt hvad hun sagde. Et smil pryder hendes mule, et smil som jeg altid er fascineret af. Ikke fordi det er hendes, men bare fordi jeg selv aldrig rigtig smiler, og derfor synes jeg de er interessante at betragte.

Hun virker oprigtig glad for, at jeg siger at jeg gerne vil hjælpe hende, hvis der ellers er noget jeg kan gøre for hende. Og jeg håber så sandelig, at hun så siger til, hvis der er noget jeg kan gøre, og ikke blot tier stille. Men jeg tvivler nu heller ikke på, at hun nok skal sige til, hvis det endelig kommer til stykket.

,,Du har ret. Vi kommer heller ikke langt i livet, uden noget modgang med på vejen. Hvis det hele er medgang, glemmer vi nok også at sætte pris på de små ting i livet”

Svarer jeg hende, med den hæse og ru tone. Måske er det ord, de færreste havde set komme fra mig. Men selvom jeg er en hingst af få ord, og sommetider måske kan være meget kynisk og hård, så funderer jeg nu altså ofte over meningen med livet, og de mange små ting som sker for os, igennem vores levetid.

,,Du er ikke nærgående, Taia. Men jeg har brugt meget af min tid, på at lede efter Illana. Der var en periode, hvor hun var væk i lang tid. Og efter hun fik det lys, blev jeg.. opsøgt. Opsøgt af skyggerne, der bad mig tage det fra hende. Jeg ville få en belønning.. Jeg ville finde hende derefter, og sørge for at andre ikke havde fået samme opgave. Jeg takkede nej, selvfølgelig, men det ændrede dog ikke på, at frygten for at andre måske ville tage det fra hende, var stor. Men jeg fandt hende dog, og har nu lovet at beskytte hende og lyset”

Besvarer jeg, en smule eftertænksomt, da jeg ikke er helt sikker på hvordan hun reagerer på det jeg siger om Illana og lyset, samt de mørke skygger.

T A I A

---

Taia måtte give Volontaire ret. For megen medgang gjorde, at de små ting blev overset. For hende var der mange små, finurlige ting som blev et lyspunkt i en ellers ofte grå hverdag. En, som kun havde oplevet godt, ville næppe se disse ting. Det kunne være en fulgs trillen, et egerns leg i træerne eller noget så simpelt som et skud i sneen. For hende var de guld, for andre blot muld. Et let nik fra hoppen var dog al tilkendegivelse hun gav om sin mening, før de arrede ører blev vippet lyttende fremad. Han tog det ikke som nærgående, hvilket glædede hende, for hun havde ellers troet at han ville. Hans accept af hende, var altså større end hun først havde antaget og det glædede hende på en lidt speciel måde. Volontaire havde fået en plads i hendes sind, en vigtig plads. Ikke så stor som Grålingen eller den Gyldne Illana, men alligevel stor nok til ikke at gå i glemsel.

Ved hans ord om Illana, gav det næsten et ryk i hendes ører. Han.. han kendte Illana? Og nogen ville skade hende? De pjuskede ører blev vendt bagud, i en kort forargelse og vrede, før de igen var fremme. Lyttende. Han havde takket nej til hendes store lettelse, selvom det vel egentligt var en selvfølge. Bag hende svirpede den sorte hale i overraskelse såvel som vrede. Taia havde skam mødt Lyset og hun havde da også advaret Illana om Rumpelstiltskin, men hun troede ikke at der var andre der var direkte ude efter det. Nogen som opsøgte andre, prøvede at overtale dem til at tage Lyset. De kunne potentielt gøre skade på hendes nære veninde!

,,Du...kender Illana?"

Hendes stemme var en anelse tøvende, hvilket var første gang i hans selskab. Hun vidste ikke at de to sjæle kendte hinanden, men de måtte kende hinanden godt, siden han havde ledt efter hende og valgt at beskytte hende. Hendes næste ord kom hurtigt og en tydelig bekymring lå i dem. Nok havde han lovet at beskytte hende, men det sagde intet om hendes tilstand.

,,Har hun det godt?"

LUKKET

Denne tråd er hermed afsluttet. (Hvilket du vidst os har skrevet )
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der