Shadows of a new World [Matthew]

Forsigtigt, så ufatteligt forsigtigt tog den hvide hoppe de første skridt på hendes nye rejse, hendes første skridt i hendes nye land, Andromeda. Før havde hun stået i sin floks hellige lysning, stedet ingen dødelig hest burde færdes, og pludselig var hun blevet opslugt af lys så hvidt som hende selv, og nu stod hun her et fremmet sted.
Hendes ører blev overdøvet af de anderledes lyde, og hendes næsebor dirrede af den underlige krydrede duft af urter der hang i luften. Alt var anderledes, alt nyt, alt så ufatteligt skræmmende.

Hoppens navn var Dune, og Dune var lige så fin som hendes navns betydning. Hun var en skrøbelig hoppe, der med sine kun 3 år endnu ikke havde fået sig nogen utrolige erfaringer, men nu stod hun pludselig overfor sin største oplevelse nogensinde, og alligevel fandt hun ingen glæde ved det! Hendes ben sitrede under hende af frygten der fik hendes hjerte til at hamre som en lille fugls. Hendes lysende blå øjne dansede fra side til side i panik og rædsel over de tusinde af skygger der omringede hende og låste hende fast i den lille lysning hun stod i. Det eneste der gav hendes tryghed var den runde skive i himmelens mørke der oplyste det sted hun stod. Som et spøgelse i mørket blev hun ved med at se sig omkring. Men frygten blev snart dæmpet, da et spørgsmål pludselig sneg sig hen til hendes bevidsthed, for hvad var der lige sket?
Hvor er jeg! Tanken gjorde mere ondt end alt andet, for det kunne da ikke passe hun sådan bare kunne forsvinde fra hendes hjemland. Hun måtte være gået i søvne? Hun havde trods alt altid fået afvide at skoven var forbudt område, måske det var fordi noget i skoven var magisk, og hun var blevet døset i søvn og var gået i søvne hen til et fremmed sted. Hun kiggede sig panisk omkring efter noget genkendeligt, men Dune måtte snart indse at det ikke ville give nogen mening, lige som alt andet på dette tidspunkt.

[/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt svang sig skarpt forbi det næste træ og fnøs højlydt, uden at sænke sit tempo. Hans muskler var mere end varme, hans skind nærmest brændende uden at være svedig. Det var en smidig galop han førte her mellem træerne, som ikke stod tæt nok endnu til at umuliggøre hans ridt. Der var ingen i nærheden, inden dufte sneg sig på hans udspilede, mørke næseborer. Der var kun ham selv og træerne, hans hede indre og utømmelige energi. Skoven bestod at høje graner, der nærmest skærmede for alle lyde der måtte have været. Stilheden var øredøvende, nærmest uudholdelige. Han smed med den piskende manke og sænkede hovedet en anelse, idet han spændte i den stærke krop, som bar ham frem overalt. Det var aften, så godt som nat. Der var mørkt, det var sværere at se og nu og da mærkede han grenene skrabe mod sig. Skovbunden var heller ikke den sikreste, sneen dækkede den og lyste mørket op, nok til at han kunne bevæge sig frit. Han havde været søvnløs i nogle dage nu. Den beroligende følelse som dette mærkværdige sted først havde givet ham, havde vendt sig til det modsatte, han følte sig rastløs og mærkede nærmest musklerne dirrer efter bevægelse. Efter at blive kørt trætte. Selvom han aldrig kørte træt, for han blev ved og ved, til hans ben rystede under ham og længere endnu. Han slog hovene skarpt ned i jorden ved hvert spring og sørgede for at holde balancen, mens han sikrede sig at der ikke var helt stille. Ikke hvor han var. Luften var kølig og hans åndedræt stod tydeligt ud i mørket, som en sky. Himlen var klar i aften, og månen havde endda valgt at vise sit blege ansigt oppe over trætoppene. Den lyste sneen under ham endnu mere op, han havde ikke tid til at se efter om der mon også var stjerner, ethvert uopmærksomt øjeblik betød sammenstød. Han drejede ørerne bagud, de kastanjebrune øjne skuede tavst ind mellem træerne som omgav ham. Pludselig syntes han at få øje på noget, noget som skilte sig ud fra de mørke stammer, næsten hidsigt slog han hovene i jorden og bremsede skarpt op. Der var noget. Det havde tyndet lidt ud i træerne bemærkede han, månelyset faldt nemmere ned her. Den mørkebrune hingst virrede kraftigt på næseborerne, og pustede så tungt og langt ud. Der blev stille igen, idet han selv ikke var i bevægelse. Hans hede lemmer sank. Samtidig forblev hans blik fremadrettet mod det, som havde fanget ham, det som lignede en skikkelse. Der gik endnu nogle sekunder hvor han ikke rørte en muskel, lyttende. Og så satte han langsomt frem i skridt, ind mellem træernes skygger og mod det fremmede. En duft af hest nåede ham snart. word count 457

Hver en puslen, hver en knasen fik det til at gibbe i hoppen og Dune havde mest af alt lyst til at klynke højlydt og råbe på hjælp. Hun turde dog ikke. Hver en forkert bevægelse eller lyd kunne muligvis få skyggerne der dannede en ring omkring hende til at forvandle sig til store monstre eller onde dæmoner. I lysningen havde hun stadig lyset med sig, for månen lyste her klart ned på hendes lyse krop og ned på sneen, så landskabet næsten lyste op. Hun havde cirka en halv hestelængde ud til de nærmeste træer omkring sig, så Dune var tvunget til at blive stående mussestille. Måske hun måtte stå således indtil solen stod op? Hvis det var det der skulle til var det det hun blev nød til, for frygt lå hende tyk og kvælende om hjertet.

Pludselig kom der mere lyd i skoven. Dune stivnede og spærrede forskræmt de store blå øjne op. Hvad var det for en lyd? Sne knasede et sted derude, i en taktfast rytme. Måske det var nu, måske en hær af spøgelsesheste ville komme efter hende? Hvilket enlig var en komisk tanke, i og med Dune selv mest af alt lignede et spøgelse som hun stod der midt i lysningen. Hun følte sig pludselig mere sårbar i lyset, og ønskede at flygte væk ind i skyggerne, men hendes ben tillod ingen flygt, hun var som neglet til jorden. Det eneste hun kunne var at lade hendes blå øjne hvile ind i mørket mellem træerne og vente på at det uundgåelige sammenstød med det fremmede ville komme.

[/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt skridtede fremad med smidige bevægelser. Den kraftige, sorte hale svang rytmisk bag ham, nærmest afslappet og rastløst på samme tid. Han spidsede de mørkebrune ører og hæftede sit blik ved en fremmed skikkelse mellem de mørke stammer. Hvid. Hans næseborer virrede, stadig let udspilede. Mon det var en anden mystisk skabning, som den der var trådt ud af lyset? Han følte hverken nysgerrighed eller ængstelse, hans humør var svævende, men det fremmede ved skikkelsen tiltrak ham alligevel. Han havde bestemt sig for at se alt, hvad han kunne her, undersøge alle øer. Så nu var han her. Hans lange ben havde allerede båret ham langt, og her var noget som han endnu ikke før havde set, det var han sikker på. Træerne gled langsomt forbi hans skikkelse, eller hans skikkelse gled forbi træerne, og han så at en lysning åbenbarede sig. Månelyset faldt ganske rigtig klarere igennem her. Han overvejede et øjeblik om han skulle træde helt ud af skyggerne, men smed så kort med den sorte pandelok og tog sin beslutning. Hans åndedræt stod endnu tydeligt ud i luften, hed. Træerne forsvandt, dannede i stedet en cirkel nærmest som en væg, idet han trådte ud i lysningen hvor månelyset faldt klart. Og hvor en fremmed, spinkel skikkelse stod og så nærmest.. forvirret ud. Den mørkebrune hingst vippede med ørerne og kom med en dyb brummen, ikke rigtig til hilsen. Måske en anelse undrende. Det var en hoppe. En ganske lille hoppe, i forhold til hans egen bygning. Snehvid, månens lys spejlede sig nærmest på hendes skind og han overvejede, det mon var en normal hest. Det så ud som om den lige var dumpet ned fra himlen. Han var standset op, kun få skridt inde i lysningen, og et par meter fra den fremmede skabning. Noget sagde ham at det nok var bedst ikke at nærme sig yderligere. Han så tavst på den hvide hoppe, opmærksomt. Indtil stilheden blev kvælende for ham. ”Godaften.” Lysten til snak var der ikke rigtig, men noget måtte vel siges. Han ventede mere eller mindre tålmodigt hendes reaktion, hendes udtryk nærmest skræmt. word count 349

Skræmt var lige ordet for Dune. Som den følelsesladede hoppe Dune var, så havde hun ingen kontrol over hvorledes ting påvirkede hende. Det var sjældent der var en neutralitet i hendes opførsel, enden var den meget skræmt, meget varm, meget nervøs eller meget fjern. Hun kunne ikke rumme en midtervej i sin lille krop, det var som om den altid eksploderede i den første følelser der faldt den ind i øjeblikket. Nu hvor det var frygt der havde grebet i hendes krop havde hun derfor ikke megen kontrol over sig selv.
Lyden af knækkede grene kom nærmere og Dune måtte lukke øjnene. Mørket bag hendes øjenlåg var mere behageligt end det hun før havde set blandt træerne, men det var skam stadig frygteligt og ensomt. Hun var alene om denne kamp mod mørket, måske for altid alene, for hun vidste ikke hvad dette land var endnu, og hvad der levede her. Måske hun var heldig og det hele var et mareridt.
Det var med denne tanke rungende i sit hoved at hans stemme lød.

De store blå øjne røg op med et sæt og hun stirrede næsten måbende i retning af lyden. Det var en hest! En hingst, liv! Først virkede det til at Dunes hoved ikke kunne opfatte virkeligheden i den fremmedes eksistens, men da det først gik op for hende ændrede hele hoppens udtryk og kropssprog sig.
Hjemme hvor hun kom fra havde Dune været kendt for sin lillepige charme, og det var lige den der vældede op i hende i dette øjeblik. Hingsten brune øjne fik hende til at glemme alt det skræmmende og et lille smil voksede frem på hende mule, et smil der indeholdt så megen varme at hendes øjne lyste af den. Hurtigt måtte hun dog sænke blikket, for hvor kunne hun dog ikke kigge ind i hans øjne, for hvor var de dog smukke!
Dune rømmede sig en smule i et forsøg på at løsne lidt op i sig selv, mens hun mærkede en varme brede sig helt til hendes kinder, så varm at den fik det til at banke nervøst i hendes tindinger og brænde lyserødt på hendes kinder. Dune måtte dog sige noget så hun tvang hendes lyse stemme til at danne ord.

"Go.. Godaften."

[/center]
[/blockquote][/blockquote][/size]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Han så til mens hoppen slog øjnene op og så ud som om, hun havde set et genfærd. Et øjeblik overvejede han næsten om det var hans størrelse som havde overrasket hende, da han fandt hende ganske lille og slank. I månelyset lignede hun mere et genfærd end han. Men de blå øjne sagde noget andet. Matt vippede med ørerne og strakte den slanke hals fremad, idet han sænkede mulen og nu så mere undersøgende på den fremmede hoppe. Hun gik pludselig fra skræmt til noget helt andet, fortumlet. Hun undgik hans blik. Sikke en mærkværdig hoppe. Han lænede det ædle hoved en anelse på skrå, undrende. Smilede hun? Det var sværere at skimte detaljerne i mørket, selv under måneskæret. Det var dog tydeligt at hun var ung, måske var det ikke længe siden hun var dumpet ned i det her land. Andromeda. Han pustede ud, en anelse tungt, det var første gang han befandt sig på denne lille ø og allerede overraskede den ham. Hans krop var stadig varm. Det var nok ikke længe han ville blive hos den lille hoppe, da det så ud til at hans tilstedeværelse gjorde hende helt forvirret. Men han kunne heller ikke bare gå, ikke endnu. Hendes tøvende, lyse stemme brød stilheden som gnavede i luften og lyden fik ham til at vende ørerne frem. Hun gengældte hans hilsen, og han var tavs lidt endnu inden han lod sin egen røst lyde. Den stillestående tilstand gjorde ham ikke mindre rastløs, men han var ikke uden selvkontrol. ”Har du set et genfærd, lille dame?” Det ville nærmest ikke overraske ham hvis hun havde. Landet her lod ikke til at have nogen begrænsninger for sine mærkværdigheder. Alligevel forlod hans blik ikke den hvide hoppe, hans øjne var lettere udtryksløse. Ikke fordi han ønskede at være uvenlig, behøvede hun hjælp ville han da ikke holde sig tilbage. Det var blot ikke den bedste aften han havde fanget hende på. Sådan som hun reagerede var han ikke sikker på, om hans nærvær var et klogt træk, men det afskrækkede ham ikke. Hun formåede trods alt at vække lidt af hans nysgerrighed. word count 352

Lille. Det var et ord der for mange ikke ville betyde meget, men for Dune sagde det en hel del. Hele hendes liv havde hun levet med at blive kaldt lille, og alligevel blev hun ked af at høre det på hingstens læber, for at være lille var ikke altid en positiv ting. Kort skar hun en skæv grimasse så man kunne se hendes to perlerækker af fine tænder, inden hun prøvede at fokusere på at han mente det godt. Om han kaldte hende lille eller ej kaldte han hende jo også for en dame, og dame var hun endda først blevet i dag hvis man så på hendes alder. I sandhed var i dag hendes første dag som 3 årig.
Kort rømmede hoppen sig, for skulle hun fortælle sandheden, sige at skyggemonstrene jagede hende rundt i denne fremmede skov som hun lige var blevet fanget i. Hun så sig kort over skulderen ved tanken, inden hun mindede sig selv om at hun nu stod i lyset af månen, i sikkerhed, sammen med en stor flot hingst. Hun lod øjnene nu kigge på hingsten, mens hun endnu mærkede et lille skævt smil på hendes mule, et lille næsten privat et. Kort forvandledes det søde blik dog til noget mere alvorligt.

"Oh fine herre, det må man i sandhed sige!"

[/center]

Hendes stemme var endnu lille, men hun prøvede at tale så fint som han. Hendes klokkeklare stemme var dog ikke så høflig som hans af natur, ungdommens jomfruelighed var tydelig i hendes strube, hun var endnu ikke nået til det punkt hvor ens stemme udviklede sig til dens rette voksne toner. Dette gjorde blot at Dune virkede mere uskyldsren end noget andet.
[/size][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt holdte sig på denne afstand. Han havde ikke noget behov for at overskride hendes grænser. Det ædle hoved var stadig sænket en anelse, da den hvide unghoppe skar en grimasse af hans ord, hvilket udløste en kraftig virren på hans mørke mule. En anelse overrasket, måske. Og alligevel fuldstændig uberørt. Sikke en spøjs hoppe. Så ung og spinkel og forvirret. Og hvid. Han havde endnu ikke set en hest som var så hvid som hende, hendes skind strålede omkap med sneen. Det kunne ikke være helt praktisk, med en sådan opsigtsvækkende farve. Men køn var den. Han fulgte hoppens bevægelser med øjnene og så hendes udstråling skifte igen, det var nu ganske interessant at se hvor tydeligt hoppens følelser skinnede igennem hendes ydre. Han løftede mulen, placerede hovedet i en respektabel, høj position og fik igen overblik over lysningen der ikke var specielt stor. Han fandt intet usædvanligt. Skoven var tavs, stilheden rungede mellem træerne og her skete absolut intet, hoppen var det eneste liv i hans nærhed. Alligevel havde hun virket helt ude af den. Matt brummede en anelse, en dyb lyd der sneg sig videre ind mellem træerne og forsvandt i mørket. Den stod helt i kontrast til hoppens, som snart brød stilheden, lys og ungdommelig. ”Jaså?” Det var ikke fordi han brændte for at konversere i aften, men han lyttede gerne. Han havde ikke forventet at møde andre heste, da han havde kastet sig ud i sin spurt på denne fremmede ø midt om natten. Der var mørkt og hun burde finde ly et sted, ikke trippe rundt i mørket og lyse op. Han var selv mørk, men forsvandt alligevel ikke helt i skyggerne. Hans skikkelse var stor i forhold til hendes, kom han tættere på ville han nærmest tårne sig op over hende, han undrede sig over at de få hopper han havde mødt her havde været forholdsvis små og spinkle. De kunne sikkert danse ganske udmærket, med en lethed han ikke selv besad. Hans bevægelser var smidige, men kraftfulde. Fulde af tilbageholdt energi, også nu, han forsøgte at slappe af i kroppen uden at hænge. word count 348

Den hvide hoppe måtte i sandhed kigge op for at kunne kigge ind i hans øjne, hvilket i dette tilfælde var godt, for så følte hun at det ikke var uhøfligt blot at kigge på hans bringe i stedet. Her lagde hun dog bare mærke til hingstens muskuløse bygning, hvilket næsten gjorde tingene værre. Så endnu engang måtte hun tage sig tilfreds med blot at stirre på den bare jord og prøve at fokusere på pletterne af sne for at falde ned igen.

Noget ved hingsten måde at sige det enkelte ord på fik hende til at føle sig endnu yngre end hun enlig var. Eller måske det bare var fordi hun allerede kunne mærke at de hver især mentalt lå på hvert deres niveau, og dette påvirkede den måde hun hørte hans ord på så de lød næsten nedladende. Dune havde dog aldrig rigtig prøvet at blive nedgjort og rømmede sig derfor blot en smule ved hans ord. Han så jo stadig godt ud, så han fik et fripas. Trods alt ville hun nok alligevel ikke have turdet at sige noget til ham selv hvis hun ønskede, det lå bare ikke i hendes natur at være på tværs. Derfor valgte hun bare at ændre retning og ignorere det forhenværende emne.

"Kender du området?"

[/center]

Igen turde hun at kigge op gennem hendes vipper op i hans dybe, nøddebrune øjne. Hun havde brug for et sted at være i ro og tryghed, for han kunne skam ikke være ved hendes side forevigt, ingen ville ønske hendes selskab så længe. Dette var i hvert fald Dunes opfattelse. Hun nedgjorde sig selv til stor del, og dette var også grunden til hendes usikkerhed, og grunden til at bare det at kigge op i hendes øjne med sine egne blå, varme, gjorde at hun mærkede varme blusse i sine kinder endnu en gang.
[/size][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt blev stående i tavshed. Mørket generede ham som sådan ikke. Han overvejede hvad hun mon havde set af skabninger, hvis der havde været nogen. Måske var det mørket som gjorde hende utilpas, eller simpelthen hans tilstedeværelse, for de store ungdommelige øjne søgte bort fra hans eget mørke blik gang på gang. Han sænkede sin brede mule en anelse. Hele tiden forventede han et eller andet sted i baghovedet at hun pludselig ville forsvinde mellem træerne som omgav dem, så let til fods hun så ud. Det var måske derfor han blev stående stortset uden at røre sig, på trods af at en rastløshed nok snart ville brede sig i hans slanke lemmer, evigt utålmodige. Hans humør var mørkt denne aften, en vedvarende stilhed fandt sted inden i ham, noget nær tomhed. Han drejede et øre ved lyden af en fugl der skræppede et sted i nærheden, men hans blik forblev hos den hvide hoppe. En dyb brummen lød fra ham da hun igen åbnede munden og skiftede emne, hun havde alligevel formået at fange lidt af hans nysgerrighed. Hoppen så dog ikke synderligt skræmt ud længere, så hvad end havde jaget hende før var måske ikke så stor en trussel endda. Hun dristigede sig endnu en gang til at se på ham, og uden tøven mødte han hendes blik. Pågående kunne man dog ikke beskylde ham for at være, han holdte stadig en passende afstand til hende. Den mørkebrune hingst virrede let på næseborene inden han svarede på hendes spørgsmål. ”Ikke synderligt,” Han lagde ikke skjul på noget. En anelse direkte var hans tonefald måske, men ikke afvisende. Han var blot stille inden i, mindre snaksaglig. ”Det er første gang jeg befinder mig på denne ø,” Matt tav et øjeblik, hans blik veg stadig ikke fra hoppen. Han overvejede et øjeblik at flytte på sig, gå en runde i den lille lysning. Men så ville han cirkle om hende, og det var ikke lige hans stil. Så han blev stående. Løb hun så løb hun, og i så fald ville han selv kunne danse videre mellem træerne i sit altid høje tempo. Det var en kold og stille aften, de søvnløses aften, perfekt til en hel nats spurt. Det var ofte det han gjorde når ilden igen brød løs i ham, når de åd tomheden, derfor var han altid i bevægelse. For at blive stærkere, hurtigere. Hans krop kunne klare mere end de fleste andres. Men han havde altid kun konkurreret med sig selv, at måle sig med andre var uden for hans interesse. Han så dog at den lille hoppe ville kunne danse noget mere elegant end han, som altid bar sig med kraftfulde bevægelser. De mørke ører blev vippet endnu en gang, da han tilføjede: ”Så jeg skal ikke kunne sige, om stedet rummer genfærd eller ej.” Han så på hende lidt endnu, siden hun ikke var stedkendt havde hun måske ikke været i dette land særlig længe. Hun havde også lignet en, der lige var faldet ned fra himlen, da han fandt hende. word count 507

En fugl blev skræmt af noget et sted ude i skoven, og selv samme skælven der sikkert havde gået gennem fuglen blev nu overført til Dune da hendes krop gav et let spjæt fra sig. Hoppen stod nu og lænede sig væk fra den del af lysningen der vendte mod lyden, for i Dunes ører lød det nærmere som et monster der havde rørt på sig derude end en forskræmt fugl der flygtede af uklare årsager. På denne aften var alt farligt for den unge hoppe! Hun skævede gennem frygten op på den store hingst som endnu stod solidt som var intet sket, så ganske langsomt tvang hun sin krop ud af den underlige stilling hun stod i cm for cm, mens hun prøvede at få sine små muskler til at slappe af igen.
Da hendes øjne mødte hans måtte hun synke en klump i sin hals, for denne gang fangede hans øjne hende og hun kunne ikke bare sænke sit blik. Noget i måden han kiggede på hende skræmte hende dog pludselig. Hans måde at se på hende og hans store krop virkede pludselig mere som et stort monsters, en skygge der ventede på at slå ned. Hans direkte tale virkede næsten endnu mere skræmmende, og en frygt forplantede sig i sin krop. Mon han blot var et skyggebæst i forklædning, lurede i mørket og prøvede at sluge hendes tanker bort med sine mørke øjne. Hun måtte kort virre på hovedet, for nej, denne flotte skabning kunne ikke være ondskab, måske hans ord blot var det? Eller måske de bare lød sådan. Hun prøvede med et lille smil, men i det smil kom en svag frygt ind, der skærmede varmen i hendes øjne.
Hun mærkede sig selv nikke stille ved hans ord. Det var som hende selv. Normalt havde hun sagt det højt, som hun ofte kunne komme til når hendes tanker var slørede, men denne gang holdt hun sin tunge stille. Hun turde af en eller anden grund ikke tale, om det så var af den svage frygt der fik det til at prikke på hendes skind, eller om det var fordi hans øjne gjorde hende så svimmel at hun var bange for at tale fordi hun muligvis ville afsløre hvor betaget hun var af deres varme farve. Stadig brændte hendes kinder så indædt bare fordi hans øjne havde denne farve og hans krop var så overvældende maskulin.

"Genfærd?"

Denne gang talte Dune dog før hun tænkte. Hendes lyse, ringende stemme blandede sig i toner af frygt og forundring. Hun havde aldrig set et genfærd, og havde ej heller hørt mange historier om dem. Mon der var sådan nogen her. Straks kiggede hoppen sig over sine skuldre, forskræmt. Endelig forstod hoppen at hingsten muligvis havde talt om genfærd fordi han ikke forstod at skyggemonstre havde intet med genfærd at gøre. Hun kiggede ned i endnu en skam, dog kom et stille smil frem over hendes mule, da hun fandt det en smule sjovt. Fordi hendes krop muligvis ikke kunne klare den store rutsjebane af følelser kom et lavmældt tøse fnis fra hende, mens hun kiggede dristigt op gennem sine vipper.

[/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hendes udtryk blev ved med at skifte. Et øjeblik så hun nærmest angst på ham, indtil blikket blev afløst af et halvhjertet smil. Matt lagde det ædle hoved en anelse på skrå, mens de mørke næseborer virrede kraftigt. Hun var tydeligvis ikke særlig tryg ved ham, men om det var ham eller omgivelserne som ophidsede hende var vidst ikke helt til at sige. Måske begge dele. Han overvejede om han skulle gå. Der gik et langt øjeblik hvor han ikke rørte en muskel, han så blot på den tøvende, hvide unghoppe indtil hun åbnede munden og ord busede ud af hende. Han var tavs et stykke tid, et øjeblik overvejede han om hun mon allerede havde glemt det allerførste spørgsmål han havde stillet hende, men så så hun pludselig ud til at fortryde. Hvorefter hun gav en lys lyd fra sig, som kun de unge hopper kunne lave. Han svarede med en pludselig prusten, en dyb lyd i kontrast til hendes stemme. Hun var tydeligvis noget for sig. Matt samlede sig og strammede op i nakken da han mærkede musklerne røre på sig, en for ham naturlig reaktion. Det var ikke hun som havde udløst den, han havde stået stille for længe. Han flyttede på sig. Undrede sig over det hvide spøgelse af en hoppe, mens hans krop begyndte at vågne op igen. ”Hvem ved, måske er jeg et genfærd,” Nu var det hans tur til at smile. Det lå i mundvigen og var ikke fremkaldt af glæde, ironien dæmrede. Mest af alt henvendt til ham selv. Hans pels var mørk, kun den ene hvide sok lyste op i mørket, mens den spinkle hoppe selv dansede rundt og mindede mere end han om et genfærd. I hvert fald som de genfærd, han havde fået fortalt historier om. Hvide i pelsen og tomme i blikket. Men hendes øjne var mere end levende. Han var klar over at han ikke ligefrem hjalp på hendes utryghed, men noget rørte på sig under hans skind. Og modsat den lille hoppe, så følte han i dette øjeblik absolut ingenting. Han var dog ikke uden anstændighed. Med lange, præcise bevægelser fjernede han sig fra hende med nogle få skridt. Et smæld med den sorte hale fulgte, mens han hævede mulen et stykke og igen så afmålt på hende. Hun var nu ikke noget uinteressant selskab, og lidt kunne han vel gøre for at mindske hendes forvirring. Medmindre hun altså for alvor var bange for ham. Der gik et øjeblik før hans dybere stemme lød igen. ”Vi er på øen Chibale. Mit navn er Matt.” Han forholdt sig stillestående, mens han betragtede den hvide hoppe foran sig. word count 440

Frygt lyste ud af hoppens øjne. Det havde muligvis ikke været hans intention at skræmme hende med sine ord, men Dune var naiv, og hun mærkede frygten sive frem i sin krop som en isnende kuldegysninger der løb hen over hendes ryggrad med overraskende styrke. Det sitrede i hendes krop og denne gang, da hendes øjne mødte jorden var det af frygt for hingsten. Genfærd troede hun ikke fandtes, men hun havde skam hørt lidt, specielt at de var forfærdelige sjæle! Kunne det virkelig passe, kunne denne hingst med de smukke øjne virkelig være et genfærd. Da hun endelig fik kontrol over sin krop kiggede hun op med rædsel i blikket, klar til at løbe for sit liv da hun så hans smil. Kunne te genfærd smile? Rædslen blev til forundren, mens hun stod med åben mund og dirrende næsebor og så direkte ind i hans øjne og på hans mule, for første gang uden en rødmen i sit ansigt. Hvis det havde været muligt havde hun været mere hvid end nogensinde. Hun holdt vejret indtil hun ikke kunne mere, og da hun endelig fik genvundet evnen til at trække vejret havde hun besluttet sig for at han ikke kunne være et genfærd. Først nu da chokket og adrenalinen begyndte at dæmpe sig mærkede hun overledes væde i hendes øjne var spild over og fået en enlig dråbe til at danse ned over hendes kind. Pinligt berørt sænkede hun hovedet og skrabede sin kind mod sit ene forben for at få den væk. Hun kunne end ikke finde sin stemme så hun kunne forsvare sig selv, så hun stod nu blot i forfærdelse over hvor pinligt dette var for hende, og lod blikket blive nede mod jorden.

Han rykkede sig væk, og hendes øjne så endnu op i hans. Han hed Matt. Matt. Det var et maskulint navn, men noget opilet og hurtigt som han virkede. Det var passende. Dune måtte rømme på sig inden hun kunne formå at svare ham.

"Dune. Jeg hedder Dune."

Hendes lyse stemme virkede upassende i den mørke stille nat. Den klingede i for høje toner til at passe til det dunkle. Hendes kinder begyndte igen at genvinde farve, og hun kunne nu komme med et forsigtigt smil.

[/size]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hoppens reaktion var uventet. Matt udvidede kraftigt sine mørke næsebor da frygten lyste ud at den hvide hoppe ved hans ord. Han var sikker på at hun ville stikke af nu, men det gjorde hun ikke. I stedet trak hun sig panisk sammen, udtryksløst fulgte han hendes bevægelser. Han så tydeligt hvordan de ungdommelige øjne blev våde. En enkelt trækning løb over hans ansigt i mørket, kraftigt ubehag skyldede gennem hans slanke krop og alligevel rørte han ikke en muskel. Han havde fået hende til at græde. Snart mærkede han sine muskler trække sig sammen i kramper, trangen til at fjerne sig helt fra hende blev overvældende, men intet af det var at læse på ham. Hans vejrtrækning blev dybere, det var det eneste, mens en modreaktion rasede igennem ham, ørerne blev lagt skarpt ned i nakken. Og så skiftede hendes udtryk pludselig. Det samme betagede blik mødte ham og den lyse stemme flød ud i mørket. Der gik et øjeblik med tavshed. Så lod han en markant brummen undslippe hans indre, en dybere lyd end han hidtil havde lavet i den lille hoppes nærvær der fik hans bryst til at vibrere. Hans mørkebrune ører fandt en passiv position, på trods af at øjnene var blevet en anelse mere intense. Men nu var det hele ude, det var ikke nogen god nat hun havde fundet ham på. Alligevel blev han stående i den begrænsede lysning, selvom hele hans krop higede efter at danse. Matt rystede den ravnsorte manke i en kort bevægelse. ”Dune,” Ikke et navn han havde hørt før, det lød særpræget. Hun havde kun reageret på hans navn, ikke på informationen om hvor de befandt sig. Han tvivlede dog på at hun havde vidst det i forvejen, men hun lod til at være blevet mere optaget af ham end hendes omgivelser. Hun var en skrøbelig skabning, men det kunne han ikke hjælpe hende med. Hvis hun var heldig ville hun ikke rende ind i de forkerte. Og han var nok en af dem. ”Hvad gør du her?” De kastanjebrune øjne så tavst på den spinkle hoppe. En stilhed bredte sig i ham. Begyndte hun at græde igen, så blev han nødt til at gå. word count 366

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Out - forældet, vi kan starte en ny :3!}