En frossen bæk

Forbeholdt Julie og Deadly Myth

Selvom det stadigvæk er lyst, på trods af at solen gemmer sig bag de tykke, grå skyer, er det alligevel tydeligt, at mørket er ved at sænke sig over Andromeda. Vinteren har stadigvæk et godt tag i landet, og jeg er ikke i tvivl om, at det ikke ændrer sig lige foreløbig, selvom det absolut ikke ville indbringe nogen klager fra mig. For at være en lille smule i læ for vind og vejr har jeg valgt at søge ind i skoven, og her har jeg vel omtrent været hele dagen. Skoven er et sted, hvor jeg nærmest kan være usynlig, så snart mørket falder på, hvis det er det, jeg ønsker. Men eftersom sneen stadigvæk ligger, synes det ikke længere rigtigt at være en mulighed, eftersom min kulsorte, slanke krop står i stærk kontrast til den hvide sne, og selv i mørket vil jeg være lettere at afsløre end ellers.

Selvom jeg har været i skoven det meste af dagen, er det nu ikke sådan, at jeg har været det samme sted hele tiden, da det simpelthen er for koldt at blive stående et sted for lang tid af gangen. Jeg har fundet en lille, frossen bæk, og her står jeg altså. Mit hoved er hævet, nakken formet i en fin bue med manen hvælvende galant ned langs min slanke hals og ørerne er vippet let bagud. En anelse utilfredst hæver jeg min ene forhov, inden jeg hakker den mod det frosne vand. Det giver et højlydt klonk, som giver genlyd gennem skoven. Et hvislende fnys forlader min mule, inden jeg placerer min forhov på jorden ved siden af den anden.

[/size][/color]

Mørket var begyndt at trække sig over landet endnu en gang. De lyse timer var der ikke mange af, vinteren var ikke så hård som denne kunne have været, dog var de minus grader var hårde. Specielt om aftnen når vintersolen ikke var fremme og alt blev mere dunkelt. Sneen lå i et godt lag, men nok ikke meget mere end tyve centimeter. Det var selvfølgelig også en del. Myth var ikke forfærdelig begejstret for dette kolde vejr. Mest var det sneen der irriterede hende. Føde var ikke nemt at finde om vinteren, den ellers normalt slanke hoppe var begyndt, mest under pelsen at se udhungret ud. Dog skjulte pelsen godt ud for hendes vægttab her over vinteren.
Hovene der sad for enden af de tynde ben, der synes længere på grund af hendes let spinkle bygning, lavede tydelige spor i sneen efter hende. Ned i sneen sank hun lidt i det hun gik igennem det, en knagende lyd fra den frosne jord lød fra hvert skridt hun tog. Lydløst kunne man i hvert fald ikke kalde hendes gang. Den næsten helt hvide hoppe havde sat kursen imod skoven for at søge ly, og inden lange var hun omgivet af de nøgne træer der virkede endnu større når man stod under dem.
I sine egne tanker gik Myth roligt frem imellem de høje træer. Det eneste der var at høre var vindens hylen og en ugles tuden. Aften var fredfyldt... lige indtil et ordentlig dunk gav genlyd i skoven og Myth stod stille og lyttede. Hvad var det?
Der blev alt for stille efter det genlyde dunk. Hun smældrede lidt med halen. Ikke for at sprede stanken af brunst, men fordi var lidt skeptisk og nervøs. Ville hun virkelig undersøge denne lyd? Hvilken fare kunne det bringe sig? En masse tanker gik lidt igennem hendes hoved imens hun lyttede. Der var blevet stille. Alt for stille synes Myth. Et dæmpet prus lød fra den lyse hoppe.
I skridt forsætte hun nu frem. I den retning hun havde synes lyden var kommet fra. Undersøges måtte det. Hvilket væsen havde forsaget det? Hvis det ikke blot var naturen selv. Svar måtte der findes. Måske i virkeligheden var hun draget af nysgerrighed. Skeptisk lå de mandelformede øre tilbage i nakken, mens hun lyttede anstrengt efter fare der kunne findes i skoven. Et uventet angreb var det hun mindst havde lyst til.

Naturligvis er der ingen tvivl om, at jeg er en hingst, eftersom mine træk aldrig ville kunne tilhøre en hoppe - altså er jeg ikke feminin. Men jeg indrømmer gerne, at jeg er en af de mere spinkle hingste, både i dette land, men også i det land, jeg kommer fra. Dog er jeg på ingen måde splejset; min spinkle, sorte krop med de lange, slanke ben er ganske velsammensat og er absolut ikke uden muskler. De er blot ikke lige så tydelige som på mange andre hingste, men det ville være en dum ide at antage, at de ikke eksisterer, for det gør de. Og jeg bruger dem gerne, hvis jeg føler for det. Dertil kommer min lange, sorte man og pandelok, og det ville være synd at sige, at jeg stod bagerst i køen, da der blev uddelt hårpragt. En ædel skikkelse er jeg.

Det er sjældent, at man er alene i det her land, uanset hvor end man så befinder sig, og jeg tror heller ikke på, at jeg er den eneste, der er til stede i skoven. Dermed ikke sagt, at der er nogen lige i nærheden, men nogen må der være. Et eller andet sted. For en stund lader jeg mit blik hvile på den frosne bæk; det eneste, mit slag mod den resulterede i, var et lille hak i isen. Insisterer jeg på at komme igennem til det iskolde vand, er jeg jo godt klar over, at jeg må bære mig ad med et forsøg, der er knap så halvhjertet som mit forrige.

Mit ene øre drejes hurtigt til siden, idet jeg opfanger nogle knagende lyde, der optræder i et mønster. Et vedvarende mønster, der lyder højere og højere i takt med, at sekunderne går. Langsomt hæver jeg hovedet en anelse, mens jeg på ny lader min nakke forme sig i en bue, hvorefter jeg rykker mine ører om mod min nakke igen. Lige så stille kommer en næsten helt hvid skikkelse til syne på en pæn afstand. En spinkel skikkelse med lange ben. I et stykke tid betragter jeg blot den hvide skikkelse gennem min lange pandelok, inden jeg endelig, om end ganske kortvarigt, lader min hale slå omkring min spinkle bagpart. Det er ikke en, jeg har set før.

[/size][/color]

De mærke brune øjne der sad i hoved på Myth spejdede en smule omkring inde i skoven. I det mindste var der ikke så tæt her, det gjorde det nemmere at spotte andre levende væsner. Stadig bevægende fremad fik den næsten helt hvide hoppe øje på en mørk skikkelse et godt stykke fremme. Kul sort og ikke den nemmeste at spotte. At tyde på bygningen var det en hest, det kunne heller ikke så godt være en bjørn eller et egen. Det var som om det bare ikke passede ind.
Automatisk røg halen ned og ligge stille langs bagparten i det hun stoppede op. At bevæge sig for tæt vidste Myth ikke om var en god idé og stod derfor blot lidt afventene. Det kom ikke bag på Myth at denne skikkelse var ukendt, så forfærdelig mange var hun ikke støt ind i dette land.
En dæmpet brummen lød fra hende. En del meter stod hun fra denne fremmede hest der gik i et med mørket og kun var blottet på grund af den hvide sne. Var denne fremmede skyld i lyden der var der før? Måske. Hvis ja, var hun i hvert fald gået i den rigtige retning.
De mandelformede øre vippede lidt frem og tilbage, men kun for at vende tilbage i en position mod nakken. Ikke fjendtligt, måske advarende om at hun havde grænser. Snæversynet at antage at denne fremmede hest ville gøre hende noget!

Det er sjældent, at jeg gider være den, der vælger at indlede samtalen. Det sker, ja, men det er ikke særlig ofte. Normalt plejer den lettere reserverede aura, der ligger omkring mig, at være nok til, at jeg ikke behøver at gøre det, da det nogle gange virker.. lokkende. For selvom jeg er en anelse reserveret, så er jeg på ingen måde afvisende. En karakteristisk rolighed hviler i mit kropssprog, så selvom mine ører er lagt tilbage, er jeg på ingen måde truende; det er blot min måde at udvise stolthed på. Den hvide skikkelse længere fremme har opdaget mig, det er jeg ikke i tvivl om, for kort efter stopper dens bevægelser. På trods af de meter, der er imellem os, opfanger jeg den dæmpede brummen, og jeg er ikke sen til at antage, at det må være en hoppe.

Jeg flytter ikke mit blik fra hende, men det er absolut ikke et skræmt blik. Nej, det observerer hende blot. Viser hende, at hun har min opmærksomhed. Jeg siger ikke noget, giver ikke nogen lyd fra mig eller andet, der indikerer, at jeg ønsker hendes selskab, men jeg gør heller ikke det omvendte; der er intet på mig, der afviser hende. Foreløbig kommer hun ikke tættere på, og det gør jeg heller ikke. Hendes ører vipper om mod hendes nakke, og der kan vel være mange måder at tolke det på, men det er sjældent, at jeg ynder at bruge tid på den slags. Tør hun komme herover, skal hun være velkommen. Lader hun være, må det være således. Det er ikke en arrogant tanke; jeg prøver hende blot af.

[/size][/color]

Hans kropssprog blev nøje betragtet af Myth. Nej, denne hingst virkede ikke fjendtlig. Måske var det mere hende selv der gjorde det. Brunsten gjorde hende nok også mere anspændt, og oven i at hun ikke så tit opsøger selskab. Mange gange havde hun trukket sig væk når hun fik øje på andre levende væsner. Måske lidt indelukket.
Nok hvad man vil mene var alt for længe havde hendes mørke brune øjne hvilede på denne fremmede hingst iagttagende. Det var måske dumt at træde nærmere, men alligevel bevægede Myth sig tættere på denne sorte hingst. Den næsten hvide hale var klistret ned ad bagparten og de mandelformede ørene vippede en smule frem og tilbage igen. Denne gang endte de med det ene vendt frem imod hingsten, det andet vippet tilbage mod nakken. Ikke fjendtlig, men for at markere at hun ikke fandt sig i hvad som helst.
Den næsten hvide hoppe var dog klar på at stoppe op hvis denne hingst udtrykte at hun ikke skulle komme nærmere. Sågar var hun klar til at gå sin vej igen, dog blev hun nød til at se nærmere, måske mest for at prøve grænser af? Eller blev hun i virkeligheden draget af denne skikkelse. Næppe nogen af de dele, men hvad der fik hende til at opsøge denne fremmede hest, anede hun ikke.
Udeset fra var de to vidt forskellige. Han sort, hun selv; næsten helt hvid. Han matchede himlen der nu var blevet helt sort, og hende selv, sneen. Om det var komisk for hende selv, ja måske en smule. Hun grinte dog ikke, ej heller trak hun på smilebåndet. Hun lod det blot hvile i hendes hoved. Ganske uforstyrret.

Det er oftest kun briser, der får lov til at smyge sig omkring de tætte træer, og oftest plejer de at bringe en symfoni af skovdufte med sig. Men denne gang bliver også en anden duft bragt til mig; brunst. Jeg har dog ikke tænkt mig at lade mig påvirke af det, på trods af, at de fleste nok ville tro det modsatte - jeg har da ellers grebet chancen hele to gange. Dog skal der overhovedet ikke herske nogen tvivl om, at jeg godt kan styre mig, og at de to gange ikke var fordi jeg ikke kunne styre mig. Hvad det var, er to mere indviklede historier. Jeg er præget af en enorm selvkontrol, og jeg er meget bevidst om, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Det er virkelig sjældent, at jeg gør ting, jeg fortryder, for hvorfor så ikke bare lade være med at gøre tingen, hvis jeg kommer til at fortryde det?

Efter et godt stykke tid er jeg ikke klar over, hvad hendes beslutning bliver, men hun vælger at bevæge sig tættere på, selvom det ikke virker, som om det er med bedste velvilje. Da jeg efterhånden synes, at hun nærmer sig det punkt, hvor jeg nok vil mene, at hun er tæt nok på, hæver jeg hovedet i et lille ryk for at gøre hende opmærksom på det. Meget mere end den korte advarsel får hun ikke, og der er ikke noget yderligere i mit kropssprog der tyder på, at hun snart har noget min personlige grænse. Markerende smælder jeg med halen, inden jeg kortvarigt lader mit blik løbe over hendes spinkle, hvide krop. At vi er som nat og dag kunne vel sagtens passe på vores ydre, men gælder det også for vores indre?

[/size][/color]

Myth stoppede, ikke kun fordi han gjorde tegn på at hun ikke skulle komme nærmere, men også fordi hun ellers ville træde over sin egen personlige grænse. Respekt havde hun for andre, så snæversynet var denne hoppe alligevel ikke. Respekt var nu så også kun tildelt ind til man bevidste man ej fortjente det.
Ikke underkastende, det ville hun aldrig gøre, sank hun sit hoved en anelse for at vise denne fremmede kul sorte hingst respekt, men også i en form af hilsen. Hvorfor hun havde valgt opsøge denne fremmede, var faktisk en gåde for hende selv, og nok noget hun ville tænke over. Hvad var sansynligheden ikke for at støde ind i sjæle her der ævlede løs og unødvendige ting. Selv havde hendes nyeste bekendtskab meddelt hende der var alt for mange af dem i dette land. Nok alligevel gav hun denne en chance.
Der var mange strejfer her, heste i flok ville vel ikke færdes så meget ude alene om aften. Det gjorde de i hvert fald aldrig i den flok hun kom fra før. Men hvorfor så mange omstrejfende?
Myth faldt lidt i staver. Hendes slørede blik gjorde det tydeligt at hendes tilstedeværelse var sunket lidt ind i en hel anden verden. Tankerne hvirvlede rundt i hendes hoved, men ikke så dybt at en mindste bevægelse eller lyd ikke ville få hende tilbage til overfladen.

Hun stopper, og det er jeg tilfreds med. Om det så var af hensyn til mig eller hende selv, det er sådan set irrelevant, så længe hun ikke overtræder min grænse. Langsomt sænker hun sit hoved, ikke underkastende, men i stedet for at vise mig sin respekt. En respekt, jeg på ingen måde tager imod, og en respekt der ikke bliver gengældt. Det er meget, meget få, der nogensinde har fået min respekt, og der skal ikke så lidt til. Og jeg er sådan set ikke sikker på, at jeg fortjener hendes, og derfor tager jeg ikke imod den. Dog ser jeg også en form for hilsen i hendes gestus, og derfor giver jeg et kort nik fra mig for at gengælde hendes tavse hilsen.

Der findes mange i dette land, som taler som et vandfald, og jeg er absolut ikke en del af den gruppe. Mange vil nok mene, at jeg er af meget få ord, og på sin vis passer det vel også - i hvert fald så længe, jeg ikke interesserer mig for det emne, der er bragt på tale. Og noget siger mig, at det nok er noget, jeg har tilfælles med den hvide hoppe foran mig. Jeg kan sagtens finde på at spørge om et par ting, og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har noget at sige, men ønsker hun ikke at tale, kan jeg sagtens acceptere det. Dog er der nogle ting, jeg gerne vil have på plads. Roligt betragter jeg hende, mens hun synes at være sunket ind i tankernes verden. I en rolig tone lader jeg min drengede, men høflige stemme bryde den slående stilhed.

,,Hvad kaldes De?”

[/size][/color]

Da denne hingst ikke selv yder nogen almindelig respekt vælger Myth straks at have hoved normalt, i en stilling der hverken er overlegen eller nedgørene. Kunne denne hingst ikke kunne, ville hun ikke. Måske et barnligt stadie, men sådan var hendes holdning. Almindelig respekt var i hendes øjne det mindste man kunne gøre, ellers udtrykte man alligevel at man havde fordomme eller ingen opdragelse.
Myths havde været dvælet lidt hen i tankerne. Dog blev hun brudt fra dette da hingsten åbnede munden og spurgte efter hendes navn. Et almindeligt og indledende emne hurtigt at få fast slået.
"Deadle Myth," svarede hun kort uden nogen længere sætning. Mere behøvede vel ikke, det var jo ikke sådan han havde spurgt om hendes livs historie, som han nu heller ikke ville have fået svar på. "Og du?" forsætte hun for at få bekræftet navnet på denne fremmede kul sorte hingst hun stod over for. Ikke at det var vigtigt som så. Så meget sagde et navn heller ikke om vedkommende.
Den næsten helt hvide hoppe var snæversynet, ikke at hun selv som så var klar over det. Hun havde sat en mening, men denne blev alligevel fordrejet en smule da hingstens stemme var høflig i sig selv. Det gav vel lidt bonus, sikkert ragede hendes mening ham ikke spor. Det kunne hun ikke sige, men sådan var der alligevel mange her. Myth gik ikke som så selv op i hvad andre mente om hende.

Opdragelse, det skal der ikke være nogen tvivl om, at jeg har haft. Var der noget, min mor ville, så var det at sørge for, at jeg ikke skulle gå gennem livet uden viden om manerer og ordentlig opførsel. Heldigt, for var det ikke en del af mig, tror jeg, at min personlighed havde været meget anderledes. Den hvide hoppe hæver sit hoved igen for ikke længere at give sin respekt, og det har jeg det helt fint med. Jeg bad ikke om hendes respekt, så hvorfor blive sur, når hun trækker den tilbage? Roligt betragter jeg hende, idet hun åbner munden og besvarer mit spørgsmål. Deadly Myth. På trods af, at det absolut ikke er noget, der kommer til udtryk på mig, løber en lille tanke gennem mit sind med en overvejelse om, hvorfor hun mon er blevet tildelt sådan et navn, da det ikke ligefrem skriger af positivitet.

Da hun spørger om mit navn, lader jeg hendes ord hænge i luften for en stund, mens jeg ganske kort lader mit blik løbe over hendes hvide, spinkle krop. Ikke på den der sultne, ædende måde, men blot observerende. Ikke granskende. Nej, jeg betragter hende blot. Til sidst lader jeg mine store, mørke øjne søge mod hendes, inden jeg ganske kort lader min sorte hale slå omkring min spinkle bagpart. Hun spørger også om mit navn, og det skal hun da gerne få svar på.

,,Seth.”

En længere præsentation er ikke nødvendig, og man skal aldrig regne med at få mere end et navn. Lige så er det nok, at hun også bare nøjes med sit navn, eftersom jeg ikke bad hende om andet. For en stund lader jeg mit blik hvile mod hendes, og hvad det er for nogle tanker, der går gennem mit hoved, er ikke til at vide.

[/size][/color]

Opdragelse, det skal der ikke være nogen tvivl om, at jeg har haft. Var der noget, min mor ville, så var det at sørge for, at jeg ikke skulle gå gennem livet uden viden om manerer og ordentlig opførsel. Heldigt, for var det ikke en del af mig, tror jeg, at min personlighed havde været meget anderledes. Den hvide hoppe hæver sit hoved igen for ikke længere at give sin respekt, og det har jeg det helt fint med. Jeg bad ikke om hendes respekt, så hvorfor blive sur, når hun trækker den tilbage? Roligt betragter jeg hende, idet hun åbner munden og besvarer mit spørgsmål. Deadly Myth. På trods af, at det absolut ikke er noget, der kommer til udtryk på mig, løber en lille tanke gennem mit sind med en overvejelse om, hvorfor hun mon er blevet tildelt sådan et navn, da det ikke ligefrem skriger af positivitet.

Da hun spørger om mit navn, lader jeg hendes ord hænge i luften for en stund, mens jeg ganske kort lader mit blik løbe over hendes hvide, spinkle krop. Ikke på den der sultne, ædende måde, men blot observerende. Ikke granskende. Nej, jeg betragter hende blot. Til sidst lader jeg mine store, mørke øjne søge mod hendes, inden jeg ganske kort lader min sorte hale slå omkring min spinkle bagpart. Hun spørger også om mit navn, og det skal hun da gerne få svar på.

,,Seth.”

En længere præsentation er ikke nødvendig, og man skal aldrig regne med at få mere end et navn. Lige så er det nok, at hun også bare nøjes med sit navn, eftersom jeg ikke bad hende om andet. For en stund lader jeg mit blik hvile mod hendes, og hvad det er for nogle tanker, der går gennem mit hoved, er ikke til at vide.

[/size][/color]

Den næsten hvide hoppe står ganske stille. Følelsen af trykhed var langt fra hvad man kunne kalde det, men bange var hun heller ikke. Myth lod sig ikke som så skræmme, denne hingst havde nu heller ikke udtryk nogle fjendtlighed, dog blot en smule ubehøvlet. Nok en mening Myth aldrig ville tage til sig igen. Ja, Myth dømte hurtigt andre, nogen gange for hurtig og fordi hun var snæversynet var det også svært at ændre hendes meninger om man kendte dem eller ej.
De mørkebrune øjne hoppen her besad hvilede roligt på hingsten, men der var ikke nogen strejf af nogen som helst følelser. Det var blot tomhed man kunne se. Tit var Myths øjne tomme og følesesløse, ikke at hun var en følelsesløs hoppe, det var blot sådan hun holde alt og alle på afstand. Hingsten foran hende tog sin tid om at svare, og Myth havde godt bemærket han observerede hendes krop, det gjorde hende nu ikke noget, hun havde vel også set ham an.
Som denne fremmede hingst var sort og blot stod der ganske stille faldt han meget i med de mørke omgivelser, det var nu blot sneen der virkelig gjorde ham synlig.
Efter et tid hvor den næsten hvide hoppes ord havde hængt stille i luften, hendes spørgsmål om hans navn, kom svaret endelig. Endelig, måske for meget sagt for Myth havde ikke ventet spændt. Måske havde hun i virkeligheden ikke ventet på at han ville svare. Han præsenterede kort og sagte kun sit navn. Seth... hed han. Et kort måske også lidt hurtigt nik kom fra den næsten hvide hoppe. Nikket var for at understrege at hun havde hørt ham.
Stilheden endte over dem igen. Det gjorde såmænd ikke Myth noget. Stilheden var som regel en fryd for hende og unødvendig snak gad hun ikke rigtig. De heste der snakkede blot for at snakke forlod hun hurtigt i hvert fald. Det virkede dog ikke som denne hingst var et sludrestatol. Ikke endnu, i hvert fald.

Man behøver ikke at kunne meget mere end at observere for at fortælle, at den hvide hoppe, Deadly Myth, ikke just har en aura af glæde og positivitet hængende om sig. Ikke at det gør mig noget, og jeg skal endelig ikke blande mig i det, for hvordan hun har lyst til at være, det er helt op til hende. I hvert fald så længe det ikke er til irritation for mig. Jeg bemærker, at hendes øjne er meget følelsesforladte, og det er let at gisne om, hvorfor det mon er sådan, det er. Det er jo en udvej, jeg selv kunne have valgt for at holde alt og alle på afstand af mig, men det ville begrænse spændingen i mit liv en hel del. Hvor hendes øjne er følelsesforladte, besidder mine en varm, men rolig gnist. Ikke varm som i kærlig, men varm som i live.

Jeg er meget hurtigt blevet klar over, at hende her ikke er en, der taler om hvad som helst med hvem som helst, og det kan jeg vel nikke genkendende til. Uinteressante emner kan jeg fuldstændig lade være med at ytre mig om, og jeg tror ikke, jeg tager meget fejl, hvis jeg antager, at det er noget, vi har til fælles. Nogle gange kan det bare godt besværliggøre et selskab en smule, hvis ingen af parterne er særlig tilbøjelige til at finde et samtaleemne, men det ville ikke gøre mig noget. Skulle det ende sådan, at vi blot stod og så på hinanden, skulle hun da være velkommen til at gå, hvis hun fandt det akavet. Alligevel ser jeg det som en mulighed for at få lidt varme i benene ved at bevæge mig lidt, og er hun interesseret, er hun velkommen til følge mig.

,,Kunne det tænkes, at De ville følge med mig på en tur gennem skoven?”

[/size][/color]

Myth havde allerede givet i sit indre en mening om denne fremmede hingst, men hun gav ham stadig en chance. Fjendtlig anlagt var han ikke, at der så var nogle ting om ham hun ikke forstod var jo en anden side af sagen. Han virkede høflig nok i sine ord og hans øjne var ikke tomme som hendes selv. Vel og sagte nok et tegn på at denne hingst på bunden eller måske ikke helt på bunden var fin nok. Det var der vel tid nok at finde ud af.
At vandre lidt, som han spurgte hende pænt om, var ikke nogen dårlig idé. Det kunne kun være godt for lemmerne og for blodomløbet at bevæge sig lidt. Myth valgte at svare: "Det er et fristende tilbud, jeg gerne vil takke ja til." Ordende der kom ud af hendes mund var høflige i sig selv, men den måde de var sagt på kunne de virke lidt mere bitre. Sådan var det nu tit når hun snakkede.
Der der var tilbage af den gamle Myth var småt, og ikke tit til at finde frem i hende. Hun var mærket, såret permanent. Noget der havde sat sine spor på hvordan hun var nu. Måske burde Myth have taget dette som et nyt tilbud til en ny start. Det havde hun ikke gjort. Myth var på en lang rejse der aldrig ville føre tilbage til der hvor hun kom fra.