En frossen bæk

Jeg kan absolut finde ud af at opføre mig pænt, men så snart det bliver for kedeligt, så finder jeg gerne på noget, der kan gøre tingene vældig meget sjovere - vel og mærket kun fra mit synspunkt. Det er sjældent, at dem, det går ud over, synes det er en særlig sød måde, jeg prøver at få det lidt sjovere på. Jeg gør det naturligvis aldrig ubegrundet, men grundene plejer aldrig at behøve at være ret voldsomme, før jeg synes, at de er gode nok. Det er jeg ret sikker på, at den hvide hoppe nok skal erfare med tiden. Da hun takker ja til mit tilbud, er det i hvert fald første skridt på vejen - så er jeg sikker på, at hun nok skal give mig en grund til at finde på noget.

Når det handler om at gå med nogen, så ser jeg helst, at man enten går ved siden af hinanden, eller at det er mig, der fører an. Jeg skal i hvert fald helt sikkert ikke gå bagerst. Det er ikke en eller anden arrogant ide - jeg har det bare bedst med, at det er sådan, det er, da jeg absolut er min egen herre og ikke skal følge nogen. Markant slår jeg min hale om mig, inden jeg drejer mig en anelse og sætter fremad i en rolig, taktfast skridt i et ganske moderat tempo, så hun kan slutte sig til mig uden at skulle anstrenge sig for at holde trit. Det kan vi jo ikke have.

[/size][/color]

Den næsten helt hvide hoppe så i en stund på hingsten, måske som ville hun sige noget, men ingen ord kom fra hende. Roligt fulgte hun trit med denne hingst, men på en god afstand. Hun ville ikke komme for tæt på denne hingst. Det var ikke nødvendigt at trodse nogen grænser, hverken hendes egne eller denne fremmede sorte hingst Seth. Hvorfor Myth lige havde valgt at ville følge med ham, var hun ikke selv helt sikker på. Måske håbede hun på at denne hingst havde noget særligt at byde på. At han ikke var som alle andre.
For meget at håbe på var det måske. Hingsten foran hende havde dog udvist han ikke sagde for meget, og det gjorde det hele fint for Myth. At snakke om unødvendige ting bare for at snakke, faldt ikke lige ind hos hende.
Roligt prustede den næsten hvide hoppe ud. Hendes ånde var varmere end luften og fik en lille sky af damp til at stige fra hendes mule. Dampen forsvandt hurtigt fra syne da den fik samme temperatur som luften.
Myth fulgte efter hingsten, hun lod ham lede vejen frem, da Myth gik ud fra at han kendte områderne her bedre end hende. Hvorfor Myth gik ud fra at alle heste her, havde været her længere tid end hende, vidste hun ikke. Det var bare sådan den næsten hvide hoppes synblik var.

At hun holder en god afstand, det skal jeg absolut ikke klage over. Er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det nærhed. Jeg skal ikke have nogen tæt på, medmindre jeg selv har besluttet det eller har en virkelig god grund til det, og hvis nogen træder over grænsen, så er jeg bestemt ikke bange for at lade dem føle det. På den anden side havde det været en ganske pæn invitation til at sætte tænderne i hende, men så må jeg jo bare finde på noget andet, når den tid kommer. Hun er en temmelig stille hoppe, men det har jeg egentligt ikke noget problem med - hellere det, end en samtale om et eller andet fløjtende ligegyldigt emne.

Jeg drejer mit hoved en anelse til siden, så jeg kan skimte hende ud af øjenkrogen. Gradvist sænker jeg farten en anelse som en lille invitation til, at hun gerne må komme op og gå ved siden af mig, så længe afstanden mellem os bliver holdt, naturligvis. Selvom jeg ikke har noget imod, at hun går bag mig, så vil jeg da alligevel gerne indikere, at det ikke er noget, jeg kræver. Desuden vil det gøre det lettere for mig at finde på noget sjovt.

[/size][/color]

Den næsten helt hvide hoppe bevæger sig roligt, men ikke langsomt frem. Benene på hende var ikke de længste, men generelt var Myth måske ikke den højeste hest. Mange var højere end hende, det havde Myth hurtigt opfanget, i hvert fald i dette land af dem hun havde mødt. Myth havde været en del lavere end de heste hun havde stødt ind i her.
Seth, som den sorte fremmede hingst foran hende hed, satte farten ned, en invitation? til at komme op på siden af ham. Et øjeblik vippede hun skeptisk ørene bagud, imens hun søgte op imod hans side. Stadig med afstand. Myth ville ikke nyde noget af at komme for tæt på. Hvem end denne hingst var, så havde Myth opmærksomheden på ham. Hun ville næppe lade ham overraske hende. Myth overvejede om denne hingst måske havde nogle svar på nogle af de spørgsmål hun havde omkring dette land. Djange havde ikke haft mange, hvem ved om denne fremmede sjæl havde nogle mere interessante svar. Dog forblev hun tavs endnu.

Hun er en lille hvid en. Generelt synes jeg, at landet er præget af små, spinkle hopper. Ikke at det gør mig noget, for det har vel sin charme. Selv er jeg heller ikke den største. Jeg er høj, ja, men jeg er vældig spinkel. Havde det ikke været tilfældet, tror jeg også, at jeg ville se meget større ud. Jeg betragter hende ganske roligt ud gennem øjenkrogen, og jeg kan ikke lade være med at bemærke den skeptiske måde, hun vipper sine ører bagud, inden hun beslutter sig for at bevæge sig op på siden af mig, men stadigvæk med en ganske pæn afstand mellem os.

Hun forholder sig stadigvæk tavs, og det har jeg valgt at acceptere, udelukkende med det formål, at jeg vel håber lidt på, at hun selv har tænkt sig at åbne munden, hvis der er noget, hun tænker, at hun skal vide. Jeg er klar over, at hun er meget opmærksom på mig, og at hun nok er lidt skeptisk omkring mig. Et eller andet sted er det vel ikke helt forkert af hende, men omvendt kan jeg også sagtens vise hende, at hun slet ikke behøver at tvivle på mig. Jeg kan godt opføre mig ordentligt, i hvert fald så længe jeg gider. Roligt lader jeg mit blik hvile på hende for en stund, nu hun er kommet op på min side, inden jeg til sidst slår blikket væk fra hende efterfulgt af et lavmælt fnys, som var der noget, jeg morede mig over.

[/size][/color]

I en atter tavsheden går den næsten helt hvide hoppe roligt frem ved siden af denne spinkle sorte hingst kaldt Seth. Hun overvejede lidt sine spørgsmål. Kunne det være så forkert at stille Seth dem? Næppe, hvis han ikke kunne svare på noget så var det jo sådan landet lå. På et tidspunkt ville hun vel selv opdage tingene her, eller også ville hun støde ind i en der har været her længe.
I takt med hendes overvejelser bevægede de sig blot tavs frem, han sagde intet heller jo. Det gjorde nu bestemt ikke Myth noget, stilhed var noget der behagede hende. I selskab med andre i stilhed var heller ikke dårlig. Ville Myth det eller ej, så hungrede hun tit efter selskab fra andre, om hun i virkeligheden søgte tryghed var svært at sige. Yderst sjældent fik hun nogen samtale i gang.
Efter ydeliger tavshed valgte den næsten helt hvide hoppe at åbne munden; "Jeg ved dette land hedder Andromeda, mere ved jeg ikke. Alligevel har jeg nogle spørgsmål, måske du kan svare?" Det var en henvisning til at hvis han ikke ønskede at høre spørgsmålene kunne han blot tie eller sige nej.
De mørkebrune øjne hoppen besad hvilede et stykke tid, måske lidt afventene, på den sorte spinkle hingst der gik ved siden af hende. Hvem han end var.

Selvom det ikke virker, som om hun har tænkt sig at sige særlig meget i det her selskab, så bliver det alligevel hende, der bryder stilheden. Hun lægger op til, at hun gerne vil have svar på nogle spørgsmål omkring Andromeda, og det er der vel egentligt ikke noget forkert i. Om det er forkert, det afhænger af, hvad det er for nogle spørgsmål, hun kunne finde på at stille, for der er sandelig meget, som jeg absolut ikke har tænkt mig at svare på. Da hendes ord har hængt i luften mellem os for en stund, drejer jeg endelig hovedet en anelse i hendes retning og lader mine store, mørke øjne hvile på hende gennem min lange, sorte pandelok.

,,Du kan jo forsøge.”

Jeg har jo efterhånden været her ret længe. Ikke at det er noget, jeg er særlig begejstret for; jeg så hellere, at jeg var derhjemme. Efter at have betragtet hende lidt, retter jeg mit hoved ligeud igen og lader mit blik falde på den natur, der ligger foran os. Jeg gør mig aldrig ret meget i at dømme andre, men jeg kan jo sagtens have en opfattelse. Den hvide hoppe virker en anelse.. bitter. Som en, der kan blive godt hidsig, hvis man kan finde det frem. Interessant.

[/size][/color]

Den mørke spinkle hingst lod hendes ord hænge længe i luften. Det var der vel mange der gjorde. Af dem hun havde fået snakket lidt med, havde givet sig god tid til at svare. Så længe at man af og til vel kunne komme i tvivl om der overhoved kom et svar. Dog åbnede den spinkle Seths mund sig; Han ville lade hende forsøge. Myth overvejede sine ord, sine spørgsmål. Der var vel tre simple spørgsmål, men hvem kender svarende."Jeg har tre spørgsmål," startede Myth med at sige. For hende var det stadig et stort mysterium; "Hvordan og hvorledes kommer man her til,?" Myth vil ikke høre hvordan han kom til, hans historie, for næppe er den, den samme som hendes. Det ville være mærkværdig hvis det var. Det gav ingen mening hvordan hun selv var endt her, hun ville bare vide hvordan overordenset.
De mandelformede øre vippede sig for en stund i frem mod denne hingst hun havde til selskab for denne aften. Kunne han svare på dette? Og ville han kunne svare på de andre.


(Undskyld for det blev lidt kort ^^)

Jeg tager mig altid god tid til at svare, hvis jeg har lyst til det, og nogle gange tager jeg mig også den frihed at lade være med at svare overhovedet. Det afhænger af, hvad det er for et spørgsmål, der bliver stillet. Hun siger, at hun har tre spørgsmål, og kort efter lægger hun ud med det, der må være det første af dem. Hvordan og hvorledes man kommer hertil, vil hun gerne vide. For en stund lader jeg mit blik hvile på hende, inden jeg retter det fremad, tænksomt. Jeg har jo tit selv overvejet det samme, og jeg har stadigvæk ikke selv fundet et svar på det. Og så længe jeg ikke har det, kan jeg heller ikke finde ud af, hvordan man kommer bort herfra igen.

,,Det er et spørgsmål, jeg selv har gjort mig mange tanker om, Myth.”

Jeg siger ikke direkte, at jeg ikke ved det, men det gør jeg jo ikke. Jeg ved ikke, hvordan og hvorledes man kommer hertil. Jeg ved ikke en gang, hvor det her land ligger henne; om vi stadigvæk befinder os i den verden, vi plejer, eller om det her er en anden verden. Tænksomt lader jeg min hale vifte omkring mig, mens vi bevæger os af sted.

,,Hvad er din egen opfattelse?”

[/size][/color]

Et øjeblik, måske længere er der stille over den. Denne Seth gav sig sin tid til at svare. Det var på sin vis også meget bedre at tænke tingene igennem. Et mere velformuleret svar ville kunne komme frem ved blot at tænke sig om. Et svar kom også fra denne sorte spinkle hingst Myth gik ved siden af; blot ikke helt det svar hun havde ønsket sig. Han havde også tænkt over det.
Havde Myth egentlig forventet at hun kunne spørge alle fremmede ad, og lige pludselig finde et svar? Det havde hun vel, for en eller anden måtte da have nogle svar. Der måtte være svar at finde på spørgsmål i dette land. En stilhed kom over dem igen, inden Seth fik spurgt hvad hendes opfattelse var.
Tankerne blev sat igang hos Myth. Hun kunne ikke helt få det til at give mening. For sådan hun selv var kommet her til var vel en vrang forstilling, et synsbedrag. Hendes søster, som føl igen. Det var hvad hun havde fulgt efter ind i skoven, til hun pludselig ikke var i den velkendte skov, men her. Det gav ingen mening. Myth tænkte sig godt om, hvad skulle hun svare? Hvad var hendes opfattelse? En svag brummen lød fra den næsten hvide hoppe, og næsten synligt var det at hun tænkte så det gruede.
"Det er svært at sige, jeg er stadig forvirret over min ankomst," svarede hun langt om længe. Det var måske ikke det bedste svar, men hvis hun skulle kunne svare ordentlig på dette spørgsmål, skulle tankerne virkelig i spil, og det ønskede den næsten helt hvide hoppe ikke nu. Hun ville blive fraværende, trække sig ind i sit sind; problemet er at det er der hendes dæmoner hviler.
"Mit næste spørgsmål; Vil det være muligt at komme her fra igen? Næppe kan du svare på dette, hvis man ikke kender til hvordan man kommer her til, har jeg svært ved at forestille mig at man ved hvordan man kan komme væk igen," lød det fra hende. Hid til den længste sætning Myth længe har sagt.

Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt har hørt, hvordan nogle af de andre, der er her, egentligt er endt op her. Hvad der har ført dem her til. Hvorfor de er blevet ført hertil. Jeg kender min egen grund, og selvom jeg godt kan se logikken i, at nogle nok vælger at opfatte det som en ny chance, så er det absolut ikke en tanke, jeg er enig i. Jeg synes på ingen måde, at jeg har fået en ny chance, eller at jeg har fået mulighed for en bedre tilværelse. Jeg er voldsomt indebrændt over, at jeg ikke fik lov til at gøre det, jeg gerne ville, og se nu, hvordan tingene er gået i det her land. Jeg har absolut nogle punkter, jeg skal arbejde med, og et af dem kaldes afholdenhed. Det er sikkert et godt sted at starte.

Roligt lytter jeg til det, hun har at sige, efter hun længe har set ud som en, der overvejede sin udtalelse med stor omhu. Hun nævner netop, at hun stadigvæk er forvirret over sin ankomst. Ordet vækker en anelse nysgerrighed i mig, og jeg er godt klar over, at jeg nok er temmelig tilbøjelig til at give efter for fristelsen. Kort efter stiller hun mig endnu et spørgsmål, der er lige så svært for mig at besvare, som det første var. Jeg ved ikke, hvordan man kommer væk herfra, men hvis jeg finder ud af det, så tøver jeg absolut ikke med at komme herfra.

,,Din ankomst. Hvordan var den?”

[/size][/color]

De mandelformede øre røg tilbage mod nakken da denne sorte Seth spurgte til hendes ankomst, hvordan den havde været. Måske var det logisk spørgsmålet kom, når hun nu havde sagt at hun stadig var forvirret over den, det vækkede vel nysgerrighed. Personligt synes den næsten helt hvide hoppe det var lidt at gå over grænsen for hende. Hvis hun skulle svare på dette, skulle hun åbne sig op, med mindre hun fandt på en måde at formulere sig hvor hun udelukket ikke sagde hvad der skete.
Der var en stilhed et stykke tid, måske meget lang tid. For stadig vidste Myth ikke helt om hun ville svare på dette. Det hele hun så var jo noget der foregik i hendes hoved, noget helt umuligt til at være virkelighed.
"Jeg så noget, jeg ved var umuligt." Var det eneste hun sagde, måske lidt hårdt for at markere at det emne kom han ikke videre med. Det sluttede der.
Da Seth ikke svarede hende på hendes andet spørgsmål, gik hun ud fra at det var fordi han ikke kunne svare på det. Det havde hun heller ikke helt regnet med, men det var forsøget værd. Det tredje spørgsmål ville komme, men hun ville vente lidt endnu.

Jeg er klar over, at spørgsmålet nok egentligt er ret personligt, og havde det været hende, der stillede mig spørgsmålet, så havde vi ikke længere gået fredeligt ved siden af hinanden. Men lige så vel om jeg kan lade være med at svare på hendes spørgsmål, så kan hun også lade være, hvis det er det, hun ønsker - det er bare ikke sikkert, at jeg har tænkt mig at lade det ligge der. I lang tid hviler stilheden imellem os, og om hun har tænkt sig at svare på det, det er jeg ærlig talt ikke klar over. Ikke før hun endelig åbner munden. Hun så noget, hun ved var umuligt, siger hun. Det er et svar, ikke særlig informativt, men stadigvæk er det et svar.

Ganske kort nikker jeg til hendes svar, og i det nik ligger der en svag hentydning til, at jeg ikke har tænkt mig at spørge mere ind til det. Havde hun valgt at fortælle mig det, skulle jeg gerne have lyttet til hende, men jeg har ikke tænkt mig at tvinge hende til at fortælle noget om sig selv. Så interesseret er jeg heller ikke i hendes private historier. Pludselig vælger jeg at stoppe op, og grunden kan nok synes ret uklar, men jeg stopper altså. Så må jeg jo se, om hun har tænkt sig også at stoppe.

[/size][/color]

Ganske tilfreds er Myth med at den sorte hingst Seth ikke yderligere gjorde tegn til at ville presse mere på lige med det emne. Det passede hende helt perfekt. Det gav vel en smule mere respekt til ham fra hendes side ad, ikke at hun viste det spor. Det var ganske vidst kun i hendes hoved det var sådan. Det med at snakke om sin fortid og lukke andre tæt ind, det var ikke noget den næsten helt hvide hoppe gjorde i. Hun foretræk at have andre på en hvis afstand, og det var sådan hun foretræk det skulle blive ved med at være. Indelukket? Det kunne man nok godt sige hun var en smule. Sådan var hun nu en gang blevet. Meget pludseligt stopper hingsten op. Nogen grund var ikke lige at bide mærke i, men han stoppede. Hvorfor Myth også valgte at stoppe op var et godt spørgsmål. Måske var det fordi det kom så pludseligt at han med et stod stille og ikke længere bevægede sig. Automatisk i refleks røg de mandel formede ørene en smule mere ned i nakken.
De mørkebrune øjne hvilede med et ret så tomt blik på denne Seth. Afventende stod hun og så ham i øjne, som ventede på en forklaring på den pludselig stoppen, det tydede nu ikke på der kom nogen; og vel og mærke forventede hun det heller ikke. Selv kunne jo have forsat med at bevæge sig frem.

[/color]

Den hvide hoppe vælger lige så at stoppe. Det er en ret spontan ide fra min side, og resten af det her forløb er absolut heller ikke noget, jeg har planlagt i forvejen. Nej, det er tit sjovere at tage tingene, som de kommer. Efter at have betragtet hende nøje for en stund med et temmelig tvetydigt blik, drejer jeg fronten mod hende i en ganske fluks bevægelse, inden jeg let på tå træder hastigt frem mod hende og snapper temmelig pludseligt ud mod hendes skulder. Hvorfor? Tja. Jeg har måske nok bare nogle ting, jeg skal bevise over for mig selv.

Jeg kan jo ikke rigtigt forudsige, om hun har tænkt sig at slå tilbage. Nogle gør, andre gør ikke. Hele min slanke krop med den kulsorte farve rykkes tilbage med stor smidighed; flydende og elastisk på samme tid. Med et lader jeg mine ører ryge om mod min nakke, inden jeg giver et højlydt fnys fra mig. Jeg er ret sikker på, at hvis det skulle ske, at hun havde den mindste positive tanke om mig, så skulle det her gerne få den til at forsvinde.

[/size][/color]