Barnepige..

Den tidlige morgen fros, der lå som fine krystaller på enhver snebeklædt gren, på sneen under dem; lå smukt omkring den brogede hingst; midt i Chibales skove. Athene havde for nylig været taget af sted, mens han havde lovet at se efter Saphira et stykke tid. Roligt trådte han frem, mod de buske hun havde ligget halvt om halvt i skjul af, mens han for få sekunder havde kastet sit sidste blik på Athene langt væk i skoven; forsvinder ind mellem de mange nøgne og tætstående træer.

Rankt forblev han stående, mens begge øre atter hvilede i nakken. De dampende skyer fra de lyserøde næseborer, drog roligt til vejrs, i en fin rytme af en rolig vejrtrækning. Observerende lod han det kolde og tomme blik falde på den lille sorte hoppe, der så småt havde fundet sin duft; og så alligevel ikke. Føllet var ej nyfødt mere, som første gang han havde set hende, men alligevel duftede hun rent, meget rent. Som havde hun ingen duft? Næsten forsigtigt, gled det ene øre en smule spørgende frem, i takt med han sænkede det fine og hvide hoved en anelse ned imod hende. Undersøgende.

”Saphira?”
Havde hans hæse og intense stemme så lydt, tonløst; men med en yderst forsigtig og dæmpet klang; hvis hun endnu ønskede hvile, på denne kolde vintermorgen. Friske og smukke vintermorgen, men tidlige.



[Reserveret til Saphira]

Knagende lyde i rolige bevægelser nærmer sig, og en anelse søvndrukkent løfter jeg hovedet fra den kolde jord med de frosne, brune blade, der ikke er så hårdt ramt af sneen på grund af det beskyttende krat omkring mig. Begge mine ører flappes ud mod hver deres side. Kort efter husker jeg ikke rigtigt, hvad jeg er vågnet af, indtil en lav, hæs stemme bryder den komplette stilhed. Langsomt drejer jeg hovedet mod den plettede, der har sænket sit hoved ned mod mig. Saphira, siger han. Jeg har hørt det et par gange, og efterhånden har jeg godt forstået, at det må være det, man kalder mig. Det må være mit navn. Forsigtigt ser jeg op på ham med mine store, mørke øjne, en anelse ubeslutsomt.

Kort efter samler jeg mine lange, spinkle ben ind under mig, inden jeg med en god mængde koncentration får rejst mig. Det er så absolut blevet lettere for mig at bruge min krop, og jeg har hurtigt fundet ud af, at jeg faktisk kan en hel masse. Jeg lader igen mit blik hvile på ham, men kun for en kort stund, inden jeg ser mig omkring. Mor er her ikke, og jeg kan godt mærke, at det egentligt gør mig en anelse utryg. Skeptisk retter jeg blikket tilbage mod den plettede hingst. Jeg genkender hans udseende, men jeg genkender også hans duft. Og så har jeg godt lagt mærke til, at mor synes godt om ham, så jeg kan vel også godt stole på ham. Kan jeg ikke? Et lille smil løber over min mule, inden jeg lader mine ører rette sig frem mod ham.

[/size][/color]

Idyllisk og næsten forunderligt føltes det for den brogede hingst, da hoppeføllet stille viser tegn på liv. Ikke at han havde til bekymring at hun ikke skulle være i live; men reaktionen, at hun er opmærksom på sine omgivelser fornøjer ham. Forsigtigt og uden videre nysgerrigt titter et mørkt hoved sig frem, efter det fine krat om hende så småt drysses af, da hun bevæger på sig. Der går ikke længe før hun er på benene; mens Djange selv viger en smule. Af ren og skær bekymring, for han ikke skulle stå i vejen, eller skræmme hende. Begge øre er atter gledet tilbage i nakken, da det er som om hun udviser utryghed. Det var vel forståeligt nok; Athene var her jo ikke lige, på dette tidspunkt. Roligt lod han et stille fnys, eller rettere pust, fra mulen undlades imod hende, nærmest betryggende, før det gik op for ham at hun godt kunne genkende ham. Smilet over den fine lille sorte mule; og det varmede… Stille, men hårdere, bankede hans hjerte.

Forsigtigt havde han atter sænket hovedet en smule, mens hans ene øre atter gled en smule nysgerrigt frem imod hende. Samt, tilmed venligt? Mens hans øjne dog forblev kolde og tomme, som de kort betragtede den fine lille hoppe igen.

”Har du sovet godt Saphira?”
Havde hans hæse og intense stemme spurgt roligt, men tonløst. Trods der alligevel lå en vis venlighed og omsorg gemt, i hans stemme, mens minderne flød ind. De minder der skulle have været, men aldrig blev dannet; kun opfundet, ved ren fantasi. Ak ja, aldrig havde han haft, eller ville nogensinde få, stunder med sin egen Athene, som føl. Der hvor hun havde allermest brug for ham.

Jeg er helt sikker på, at der må være en sammenhæng mellem ham og min mor, for deres farver minder lidt om hinanden. En anelse uforstående kaster jeg endnu en gang et blik ned over mig selv for at tjekke, om jeg mon skulle ligne dem lidt mere, men nej. Jeg er stadigvæk sort, præcis ligesom den sorte, som mor ikke bryder sig om. Men har det mon noget med hans farve at gøre? Det håber jeg ikke, for så kan hun vel heller ikke lide mig. Den brogede sænker hovedet en smule mod mig igen, og jeg bemærker, at hans ene øre rykkes fremad. Jeg har godt lært, at det betyder noget godt.

Jeg ser op mod hans øjne, og selvom jeg ikke har mødt særlig mange endnu, har jeg lagt mærke til, at de alle sammen udtrykker noget forskelligt i deres øjne. Nok kan jeg ikke tale, men tvivl ikke på, at jeg godt forstår kropssprog. Jeg kan ikke lide, at hans øjne er så kolde og tomme, og derfor strækker jeg forsigtigt mulen frem mod hans kind for at nippe forsigtigt til hans kind. Derefter lyder hans stemme, og jeg ser op mod ham igen, mens jeg prøver at forstå, hvad det er, han siger, men det lykkes bare ikke ret godt. Mit hoved tiltes på skrå, og jeg ser en anelse uforstående på ham.

[/size][/color]

Næsten eventyrligt virkede det, som det lille føl udformede og handlede på. Bare den lidt uforstående og unge måde hun bar sig ad på, direkte varmede i den brogede hingsts krop. Mens han stille strejfede Athene en tanke; dernæst den lille sorte. Ak ja, han havde det nu egentlig alligevel meget godt i dette land; havde han ikke?

Kort inden hans ord, havde en lille sort mule berørt hans kæbe. Han havde ladet hende, mens han stille havde stået stille i hendes udførsel. Den næsten silkebløde og vel også urørte mule, helt forsigtigt strejfede hans kæbe, udsendte et kort glimt i hans øjne af liv, af glæde, af… varme. Hun så dog dernæst meget lyttende ud, men det var alligevel tydeligt hun ej forstod alle disse ord endnu. Hvilket jo var yderst normalt. Stille lå begge øre atter tilbage, blot roligt; mens han stille pustede ud igen, en smule pustende på hende, mens dampen steg til vejrs.

”Sulten?”
Havde han forsøgt sig, med den stadig hæse og intense stemme, mens den havde lydt en anelse spørgende og opfordrende, i den ellers tonløse lyd. Ligefrem anstrengende havde det været at skulle forme dette ene ord om i en mere følelsesbygget form, så hun måske forstod? Mens hans stille havde nikket indbydende imod hende, og atter ladet det ene øre glide let frem, undersøgende.

Jeg har lært, at det, jeg gør, godt kan påvirke andre. Bare se, jeg kan jo få ham til at se mere levende ud, bare ved at røre ham på kinden. På kort tid er jeg blevet langt mere modig, men også mere bestemt. Jeg vælger gerne selv, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil, men alligevel er der også tider, hvor jeg bare gerne vil have, at min mor vælger, hvad der skal ske, fordi det føles tryggere at lade hende bestemme. Mit ene øre vippes svagt frem mod ham, da han siger noget. Hans ord er et, jeg svagt genkender. Sulten. Jeg prøver at mærke efter i min krop, om der er en følelse, jeg kan forbinde med sulten.

En højlydt rumlen lyder fra min mave, og i samme øjeblik genkender jeg ordet. Mor har brugt det nogle gange, og jeg ved godt, hvad det går ud på. Men hvordan skal han kunne hjælpe mig af med sulten? Stille lægger jeg hovedet på skrå og rynker en anelse på mulen, mens jeg ser spørgende op på ham. En anelse søgende træder jeg mod hans side, bare for at kigge, om han virkelig kan hjælpe mig. Men han er absolut ikke ligesom mor. Derfor træder jeg et skridt bagud og kigger undrende op på ham.

[/size][/color]

Hoppeføllet forsøger tydeligvis at forstå, selvom det sikkert er sværere end som så. Hun ser derpå lyttende ud et kort øjeblik, før hendes mave ironisk nok rumler. Lyden af sulten, alle os sjæle i landet kender til, såvel som vi kender til udmattelse; udgjorde også at Saphira straks så forstående ud. Som lyste hendes ellers i forvejen meget levende og nysgerrige blik op, for en stund. Hun lagde hovedet let på sned, for derpå at se spørgende på den brogede hingst.

Det var der det slog Djange at han jo ikke som sådan kunne hjælpe hende, hvis kun hun endnu ville drikke modermælken. Lidt overrasket blev han vel, da hun undersøgende trådte ham nærmere for at muligvis søge efter hvor hun normalt kunne forsørge sig med føde. Djange tilmed veg en smule, dog uden at rykke på sig, da hun endelig ikke skulle føle sig frastødt; og slet ikke i så ung en alder. Lige på nuværende tidspunk var tryghed og omsorg det vigtigste. Dog kunne et skævt smil ikke tilbage holdes, da en morende følelse kort blussede op i ham, da hun trak sig tilbage for at se undrende op på ham. Men ligeså hurtigt som smilet dukkede op, ligeså forsvandt det ind; mens de kolde og tomme øjne så sig fast på hoppeføllet og ørene atter lå tilbage, dog roligt.

”Se her.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst; selvom han ivrigt havde forsøgt sig at lyde mere indbydende, dog sikkert uden held. Han havde let sænket mulen ned til den kolde sne, hvor han roligt gravede med hoven i det kolde underlag. Få græsstrå tittede frem som han stille nippede til. Der lød en svag pirrelig lyd da græsstrående bristede under hans lyserøde mule, og han hejste atter hovedet højt og rankt igen for en stund, før han så næsten afventende så på Saphira, i håb om hun måske selv ville prøve sig frem, grave i jorden eventuel?

Jeg er faktisk stadigvæk ikke helt klar over, hvad jeg har af relation til den plettede hest. Jeg ved, at mor er min mor, men det er også det. Jeg har da også godt opdaget, at der er nogle betydelige forskelle på mor og ham her - hun kan give mig mad, og det kan han vist ikke rigtigt. Men mor synes, at han er ok, og det er nok egentligt det vigtigste for mig. Jeg stoler på hendes dømmekraft. Og et eller andet sted har det vel også lidt med hans farve og gøre, for den minder om mors. Hun virker roligere omkring ham, hvilket i hvert fald er en stor modsætning til den sorte, som hun ikke virker til at bryde sig ret meget om - eller hvad?

Da jeg har tjekket min mulighed for mad hos den plettede, giver han mig et lille smil, og det vælger jeg straks at gengælde med et lille forsigtigt et af slagsen. Selvom jeg ikke forstår hans ord, så kan vi jo langt hen af vejen godt forstå hinanden alligevel gennem kropssprog. Han siger to ord, inden han sænker sin lyserøde mule ned mod jorden, inden han skraber med sin hov i den hvide sne. Der kommer en lyd af noget, der knækker, og selvom det er en meget svag lyd, er jeg meget sensitiv, og det giver et lille sæt i min spinkle krop. Nysgerrigt betragter jeg ham, da han hæver hovedet igen og kigger på mig, som for at fortælle mig, at nu er det min tur.

For en stund hviler der et lidt skeptisk blik i mine store, mørke øjne. Det der, det er ikke noget, jeg opfatter som mad. Kortvarigt rynker jeg på mulen, inden jeg da retter blikket ned mod jorden og retter begge ører fremad, mens jeg forsigtigt løfter min lille hov og lader den skrabe mod den hvide sne. Nogle slatne, brune blade kommer til syne, og det ses tydeligt på mig, at jeg slet ikke er tilfreds med det her forsøg. Højlydt giver jeg et irriteret fnys fra mig, der for mig lyder voldsomt, men nok egentligt mere lyder som et nys. Temperament, det har jeg nok af, og jeg har ikke rigtigt lært at dæmpe det. Irriteret lader jeg mine ører falde bagud, inden jeg slår blikket op mod den plettede hingst. Men trods det irriterede kropssprog, der hviler over mig, er blikket i mine øjne varmt.

[/size][/color]

Mange tanker går igennem den brogede hingsts tanker, mens han roligt iagttager føllets reaktioner. Det er dog synderligt tydligt hvor ung hun er; hun tilmed bliver måske forskrækket over lyden der forekommer ved hans skrabende hov i sneen og krattet. Endnu løber den varme følelse igennem hans krop, efter hun smilte tidligere; for selvom han ikke som sådan havde noget forhold til dette føl endnu, havde han blot en vis kærlighed til hende allerede. Saphira ser nysgerrigt til, mens der ikke går megen tid før hun selv forsøger sig. Djange ranker sig selv en smule op, tilmed afventende og en anelse stolt over at hun forsøger sig frem så hurtigt. Dog reagerer hun snart en smule temperamentsfuldt, da et føllet fnys lyder højlydt!.. eller, højlydt og højlydt? Men i hvert fald bestemt og stædigt over måske ikke at have fået det hun lige søgte.

Det er tydeligt allerede dér hvordan generne går rent igennem, det kunne have været ham selv, eller Athene for den sags skyld som helt ungt føl; der irriteret reagere udelukkende fra ikke at få hvad der var ønsket. Begge øre bliver presset en smule hårdere i nakken, alt mens det kolde og tomme blik misses en anelse sammen, før han irettesættende sænker mulen imod hende og fnyser en smule hårdt og koldt. Dog langt fra højlydt, nej, nærmere dæmpet; for at skåne det lille føl, der skulle opdrages, men selvfølgelig ikke skræmmes. Øjnene blev for en kort stund misset sammen, før han lod dem blive spærret op engang igen, for dernæst at hejse hovedet endnu engang. Nærmest som gav han hende adgang til at forsøge igen, forekom et stolt og stift nik, næsten mekanisk, mens hans øre roligt lå tilbage igen, uden at være presset tilbage. Hans øjne blev en smule mere varme, en smule opmuntrende, mest for at understrege overfor hende at han ikke ønskede hende noget ondt. Ak ja, de små øjne var endnu varme, selvom hun modsigende allerede havde udvist noget temperament. Hun skulle dog sættes på plads en smule, for i en tid som denne måtte hun takke ja til hvad der blev budt; især fordi der fremover kun ville komme flere øjeblikke hvor hun ville skulle stå på egne ben.

Det var et mislykket forsøg, og jeg er absolut ikke tilfreds. Kort efter sænker den brogede sit hoved ned mod mig, og jeg har ikke svært ved at se, at min reaktion ikke behager ham, og det er da endnu tydeligere at høre på ham. Som hvis jeg krummede mig sammen, sænker jeg hovedet en anelse og lader en smule flovt ørerne flappe ud mod hver sin side. Forsigtigt retter jeg blikket op mod ham, og da han løfter hovedet igen og giver et nik fra sig, betragter jeg ham først for en stund, inden jeg endelig retter mig ud igen og lader ørerne tippe fremover.

Jeg er stadigvæk sulten, og jeg bliver hurtigt klar over, at jeg nok er nødt til at forsøge en gang mere, om end noget modvilligt. En anelse nostalgisk drejer jeg hovedet ud mod skoven til højre for mig og forsøger at skimte, hvad der er mellem træerne. Jeg føler mig langt mere tryg ved at søge føde hos mor, men jeg kan ikke se hende. Forsigtigt retter jeg mit blik op mod den plettede igen, inden jeg tager en dyb indånding. Jeg må forsøge igen.

Forsigtigt strækker jeg mit hoved ned mod sneen igen ved det samme område, som jeg før skrabede fri for sne. De brune blade er stadigvæk ikke særlig tiltalende, så forsigtigt skraber jeg bladene bort med min ene lille forhov, og her dukker der nogle små, grønne strå frem, præcis som dem, den plettede fandt frem før. Og hvis han kan spise dem, så kan jeg vel også, ikke? Forsigtigt hapser jeg fat i stråene enkeltvis. Mine ører rykker sig hver gang et strå knækker, fordi jeg endnu er så sensitiv.

[/size][/color]

Den brogede hingst observerende hurtigt hvordan hun en smule flovt havde vippet ørene ud til siden. Svagt havde en lille tilfredsstille fyldt hans krop; det at han kunne være med til at sætte et præg på hende, varmede. Hun skulle ej blive efterladt, som Athene blev – aldrig. Han så dernæst til, en smule afventende, og for første gang i dette land, tålmodigt til. Det var tydeligt hvordan hun orienterede sig efter Athene, hvilket var helt naturligt… Men hun fandt vidst hurtigt ud af at dette ikke svarede sig.

Tilmed stolt boblede en lille varm følelse dybt i ham, mens hans kolde og tomme øjne så roligt til, mens hun prøvede. Hun havde både fundet frem til et par strå; og forsøgte da nu også at tage for sig, selvom det ville være en prøvelse i sig selv for hende, vidste han. Han stod atter roligt, med hejst hoved, mens han derpå så småt begyndte at overvåge nærmere opmærksomt, med et skuende blik omkring dem. Han hadede inderligt denne Ø, med alle disse træer. Det ville altid være svært at være på forkant med de ukendte farer.



[OUT]