Ekko

Forbeholdt Camie og Djange

Jeg har aldrig haft brug for at blive set, men lige så føler jeg heller ikke noget behov for at skjule mig, selvom min farve skaber store muligheder for det - i hvert fald så længe, der ikke ligger sne. Chibale er ikke en stor ø, men til gengæld er den fuld af skov, og det er vel også derfor, at jeg oftest befinder mig her. For tiden er det dog ikke nødvendigvis det klogeste, for eftersom øen ikke er ret stor, er chancen for at støde på Asira relativt god, men ikke noget jeg ønsker. Alligevel har jeg valgt at være her, dybt inde i skoven med de høje, nøgne træer, der på denne del af året er beklædt af den hvide sne. I denne del af skoven står træerne meget tæt, men det er intet problem for min slanke, smidige krop at sno sig mellem træerne. Ved siden af mig ligger en mindre sø, eller mose, om man nu vil. Jeg har stået her i noget tid efterhånden, og jeg kan mærke, at mine ben er ved at blive en anelse stive af kulden - min vinterpels er temmelig sparsom, og det er svært at holde varmen. Derfor er jeg nødt til at begive mig i gang med et eller andet, men jeg har egentligt ikke lyst til at flytte mig herfra.

Mit blik er rettet mod søen, hvis bred jeg står ved. Mit hoved er hævet, nakken formet i en galant bue med min lange sorte man hvælvende ned langs min spinkle hals, og begge mine ører er vippet om mod min nakke. Overvejende løfter jeg min ene forhov, inden jeg en anelse halvhjertet forsøger at slå hul på isen, men det eneste, jeg får ud af mit relativt bløde slag, er, at isen, i stedet for at give efter, giver et højlydt klonk fra sig, som giver genlyd gennem skoven. Ganske let hæver jeg mit ene bryn, inden jeg kort efter stiller mit forben tilbage ved siden af det andet. Jeg lader et lavmælt, hvislende fnys forlade min mule, inden jeg lader mit blik vandre rundt på mine omgivelser. Mørket er faldet på, og selvom sneen bidrager med en smule lys, er det efterhånden svært ved at skelne de langtvækstående træer fra hinanden.

[/size][/color]

Mørket havde trængt sig på, og savnet efter Enophis bjerge; hans hjem, begyndte så småt at hobe sig op over den brogede hingst. Roligt lod han sige hove betræde den frosne sne, der endnu lyste skovene op, her i det efterhånden ulme mørke. Træerne var mange, og skønt man havde passeret ét, var der blot endnu et. Han havde de sidste par dage vandret i skovende, uden end videre at nå til kanten af skoven – der hvor det hele ville grænse op til en smule eng. Der hvor man ville kunne skue nogen af de andre Ø’er i det fjerne, hvis man var heldig. Men han var ej kendt i disse skove, ville sikkert heller aldrig blive det; men havde nu heller ikke den vilde lyst eller iver efter det.

I hans egne tanker, lød et lidt pludseligt klonk i det dunkle mørke. Lidt pludseligt stoppede han, i den ranke og stolte holdning, der anspændt og standhaftigt nu stod. Hurtigt lod han de krystalblå øjne spejde hurtigt omkring, mellem alle de mørke og nøgne træer. Men det var svært at bedømme noget her! Han tog dog et par skridt frem, lidt tilbage; før han syntes at kunne sammensætte denne silhuet mellem træerne, med en skikkelse. En sjæl. Stille undslap han et lidt højlydt fnys; mens dampen steg til vejrs for hans kolde og tomme blik, der havde fastset sig på denne skikkelse, han kort efter nu drog imod, med sin typiske stolte, ranke, anspændte og standhaftige holdning; som mange så som truende.

Der er ingen af øerne her i landet, der minder ret meget om mit hjemland. Nok er der lange strækninger på et par af øerne, men ikke tilpas lange. Ingen dale. Det er bare ikke det samme. Selv skovene minder ikke om dem, jeg kender. Selvom minderne om mit hjemland bliver mere og mere utydelige, som tiden går, nægter jeg at give slip i mine minder. Minder om et land, hvor vandet meget, meget sjældent frøs til. Et skarpt blik kaster jeg mod den frosne sø, hvor mit halvhjertede slag ikke har forårsaget meget mere end et hak i overfladen på isen. Ville jeg, kunne jeg nok sagtens slå hul igennem til det iskolde vand, men i stedet er der noget andet, der kræver min opmærksomhed.

Jeg kan høre skridt, og idet jeg drejer hovedet, lyder et lidt højlydt fnys. Mine store, mørke øjne fanger en broget skikkelse, og selvom farverne kunne minde om Asiras, er jeg ikke i tvivl om, at det her er Djange. Asiras far. Asira, der har båret mit afkom. Jeg vil ikke sige, at jeg frygter Djange. Jeg ved, at han er mig overlegen fysisk, og set i bakspejlet er det stadigvæk ikke det smarteste træk, jeg har foretaget mig, men sket er sket, og har han hørt, hvad der er sket, må det være sådan. Har han ikke, kommer han nok til det. Jeg har ingen ide om, hvordan han vil reagere, men lad det komme, lad det ske. Langsomt vender jeg fronten mod ham, mens jeg tavst lader mit blik hvile på ham.

[/size][/color]

Målbevidst plantes hans hove under ham, én for én, præciserende, mens den sorte skikkelse langsomt snart udmunder i en velkendt skikkelse; mens den rene duft, meget påmindende om saltvandets brusende liv. Siden sidste møde, var flere ting efterhånden faldet på plads; Athenes beskrivelse, hingstens snakken om denne Asira, som så måtte være hans egen datter. Den gentrædende duft hos Saphira, der mindede ham om denne hingst. Den lille sortes ord omkring at han allerede havde truffet denne Seth. Alt faldt på plads, og selvom hadet til denne endnu fremmede hingst egentlig burde havde været vokset nu, stod Djanges mening om denne sjæl pludselig på nul igen.

For ærligt og redeligt, havde han efter sidste møde, mere eller mindre syntes om denne hingst. Fundet ham acceptabel, fundet ham som noget der ikke blot var som alle andre. Fundet ham… godkendt?

Kun få tyve meter fremme stod denne hingst, som i længere tid havde kendt til Djange og hans baggrund; mens Djange selv havde haft et længere møde i blinde for al information. Men hvor skulle han i grunden have vidst at lige præcis denne sorte hingst, havde været denne Seth, som han havde hørt så megen dårligt om.

Jeg har vel en forventning om, at jeg skal få at se, om Djange har let ved at dømme andre. Jeg er ikke en af guds bedste børn, men jeg mindes ikke at have givet Djange selv nogen som helst grund til at se negativt på mig. Hvad han har hørt, det ved jeg ikke, før han fortæller mig det, og hvor meget han har hørt, det ved jeg heller ikke. Men det er jo ikke ham, jeg har gjort noget imod. Det er ikke ham, det har været rettet imod. Så hvis han vælger at dømme mig ud fra hvad, han har hørt, så mener jeg, at han begår en fejl.

Han bevæger sig endnu, og der er vel godt og vel nogle tyve meter imellem os. Plads nok til, at jeg ville kunne vende omkring og gå min vej, men jeg ikke så meget som overvejer muligheden. Sandt at sige havde jeg nok ikke skænket Djange en tanke, da Saphira blev.. lavet.. men havde jeg virkelig frygtet hævnen fra en far, havde jeg nok valgt anderledes. Jeg bliver stående, hvor jeg er. Min spinkle krop med de lange, slanke ben er samlet galant sammen, nakken formet i en fin bue med den lange, sorte man hvælvende ned langs halsen, ørerne vippet ud mod hver deres side. En stolt, men på ingen måde provokerende holdning.

[/size][/color]

Skridtende under Djange forblev præciserende, fattede og kontrollerede. Ej sænkede han farten, men øgede tempoet gjorde han nu heller ikke. Hingsten stod nærmest pænt og ventede, galant; som var han klar til at tage imod. Imod dette møde, imod hvad der kunne vente ham. Jovist buldrede et par tanker, nogle hævngerrige tanker, bag den klare fornuft der klingede rent og gennemskærende ind for hver ny tanke der blev sat. Der var pludselig ikke mere end en tre hestelængder mellem dem; skønt det måske det virkede længere, grundet de tæt stående nøgne træer i sneen omkring dem. Et buk, mekanisk, men respektfuldt hilsende, som han også havde gjort sidst han mødte denne sjæl; blev indført – før det kolde og tomme blik landede direkte i hingstens mørke øjne.

”Så De er denne Seth.”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt, tonløst; yderst tonløst. Mens de krystalblå øjne havde misset sig anseende sammen, tilmed skuende. Det var slet ikke til at sige hvad der lå bag dette. Mest af alt lød det vel som en mindre trussel, fra den brogede hingst. Men ordene alene vel og mærke også kunne tolkes vældig positivt, hvis han nu havde været stødt på en længe søgt sjæl. Tankerne og meningerne fra de forskellige vinkler fór rundt i hans indre, mens han mest af alt tog det hele til overvejelse, uden nogen egentlig konklusion…

Der findes uendeligt mange forskellige personligheder i verdenen. Nogle bryder man sig om, og for andre er det ikke tilfældet. Gennem hele mit liv er det meget sjældent, at jeg har mødt hingste, som jeg ikke har vendt øjne af eller fundet direkte tåbelige. Djange tilhører ikke denne gruppe. Jeg føler ingen respekt for ham, men samtidig har mine tanker om ham aldrig været negative. I en kontrolleret fart bevæger den brogede hingst sig af sted, indtil han må føle, at han er tæt nok på, for da stopper han. Og jeg skal absolut ikke klage; var han kommet meget tættere på, havde jeg sandsynligvis selv rykket mig, så afstanden mellem os ville øges. Han hilser, respektfuldt, og det får mig til at tænke, at han måske ikke dømmer mig ud fra, hvad han har hørt. Men det er kun indtil, at hans stemme lyder.

Denne Seth siger han, som var jeg en, man havde hørt megen tale om. Jeg har ikke oplevet, at nogen på forhånd har vist, hvem jeg var, men jeg skal da ikke afvise, at snakken går. Hopper som Asira og Illana har sandsynligvis ikke forholdt sig tavse, og jeg er da også godt klar over, at det ikke er det bedste billede der dannes af mig med mit nok mindre gode ry. Jeg har jo heller ikke givet grund til andet, og jeg har det vel egentligt fint med, at det er sådan, det er. Nogle bliver jo overraskede, når de så endelig møder mig. For nogle stunder lader jeg mine mørke øjne hvile mod hans, der lige som sidst bærer et meget tomt blik, inden jeg giver et kort nik til det, han siger. Derefter overvejer jeg ganske kort, hvad der nu skal hænde, og et eller andet sted kan jeg vel lige så godt bringe det meget oplagte emne på banen.

,,Har De talt med Deres datter?”

[/size][/color]

Det kolde vejr, den hvide sne, den lettere dunkle belysning i disse skove; mellem disse nøgne træer stod de to sjæle; de to hingste. Den ravnsorte hingst Seth. Den brogede bjergvandre Djange. Den sorte hingst virkede ikke just provokerende på nogen måde; og direkte respektfuld havde hans nik imod den brogede hingst da også være. Begge øre forholdte sig roligt tilbage i nakken, mens de krystalblå øjne dog langsomt havde misset sig en anelse sammen. Lettere anseende, for hvad havde han overhoved af holdning til denne hingst mere. Alle de ting han havde hørt fra andre, havde helt sikkert gjort hans had stort til denne hingst; mens han eget ene møde havde trukket meget mere i en retning af at bryde sig om denne sjæl. Men disse to modsætninger, havde sat det hele lig nul. Blot nul.

Straks bragte hingsten ordende på bane, ord som fremtvang en skeptisk rynke på den lyserøde mule, mens ordende alligevel overraskede. Stille havde begge øre presset sig hårdere i nakken, mens det kolde og tomme blik havde stirret sig fast på hingstens mørke øjne; før det ene øre havde gledet ud alligevel. For en kort stund, han lyttede jo stadig til hingstens ord, selvom hans følelser omkring hans tilstedeværelse var ret så tvetydige.

”Nej. Mange brikker er blot faldet på plads på det seneste.”
Havde hans hæse og intense stemme blot lydt, tonløst; mens de ærligt havde været valgt med omhu. Begge øre lå atter i nakken, en smule pressede; hvor mange her ville se ham som truende – advarende i det mindste. Men om han var det, var selv for Djange lige nu og her, lidt af en gåde; ubesvaret spørgsmål.

Hvordan han tolker mit nik, det ved jeg egentligt ikke, og det må han også fuldstændigt selv om. Men hvis han tolker det som et tegn på respekt, så er han forkert på den. Ikke at jeg har tænkt mig at fortælle ham det, for jeg er jo godt klar over, at det nok heller ikke ville være et særlig smart træk lige nu. Det er blot et personligt princip, der sidder meget, meget godt fast i mig; medmindre det afhænger af liv og død, så afgiver jeg ikke min respekt, medmindre jeg har en rigtig god grund til det. Jeg beder aldrig om andres respekt, og derfor mener jeg heller ikke, at de skal have min. Men hvorfor det er sådan, det er der en meget længere historie bag.

Jeg ser, at mine ord frembringer en lille rynke på hans mule, men hvad han direkte tænker om det, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke rigtigt sætte mig ind i faderollen, på trods af at jeg nu selv har to døtre her i landet - og Djange er morfar til den ene. Roligt bliver jeg stående, lige her hvor jeg er, og der er absolut intet på mig, der tyder på nervøsitet eller andre uroligheder. Alligevel virker det nu ikke, som om jeg prøver at håne ham ved at virke fuldstændig ligeglad med det, jeg har gjort mod hans datter - nej, mit kropssprog fortæller blot, at jeg er nogenlunde afklaret med det. Afklaret, ja, men ikke nødvendigvis tilfreds.

Uden egentligt at have nogen videre forståelse for hans ord, hæver jeg mit hoved en anelse, for derefter at forme min nakke i en pæn bue på ny. Den brogede hingsts ører ligger begge presset mod sin nakke, men om jeg skal tage det om en advarsel eller en trussel, det er jeg ikke så sikker på, at jeg har tænkt mig. Det er hans valg, hvis han vælger at fare i flæsket på mig uden at bede om en forklaring først, hvis en forklaring da overhovedet er noget, han har tænkt sig at skulle høre på. I stedet for at sige ord, der for mig virker overflødige, vælger jeg at forblive tavs. En usynlig gestus, der beder ham om at sige, hvad han har tænkt sig at sige.

[/size][/color]

Endnu faldt hele situationen ham uforstående. Han var godt klar over at dette var hingsten der var Seth, trods han ikke som sådan udviste nogen som helst reaktion med talens gave. Nej, et lettere præg af opmærksomhed gav han blot den brogede hingst, efter at have rettet sig op. Mens det krystalblå øjne atter havde misset sig sammen, flashede få billeder sig i hans tanker. Mindet af at have set sin datter så nede, så kvæstet; fysisk, mens hun da også bar et liv… var Seths skyld. Billedet af den gyldne, venlige og utroligt blide sjæl, være mærket hårdt fra et bid der kun kunne have påført hendes smerte… var Seths skyld. Saphira sorte farve, med den meget genkendelige rene duft, som han også fandt hos Seth… måtte blot endnu engang betyde at det var ham, Seth, der havde påført Athene liv i maven.

Han forblev i denne stående stilling, som mange ville anse som truende eller advarende i det mindste, før hans øjne stille spærrede sig langsomt op. Det kolde og tomme blik så endnu meget direkte på hingstens øjne, før en rynke da også trak hårdt i det lyserøde skind på mulen. Helt så den næsten blottede tandsættet en smule. Alt imens hans hoved havde forvredet sig en smule, en smule rystende på hovedet, over denne situation.

”Spild af liv…”
Havde han stille næsten mumlet, i en meget fortrængt udførelse af ord, som mest af alt blev udformet med væmmelse i den ellers tonløse stemme, der hæst og intenst havde lydt mere lavmælt end han normalt ville have lydt. Mens han hele tiden holdte de kolde og tomme øjne på hingstens mørke.

Hvad det er for nogle tanker, der går gennem Djanges hoved i det her øjeblik, det har jeg ikke en chance for at vide. Jeg kan gætte, men jeg kan aldrig vide, om det er sandt, medmindre jeg spørger ham. Det er dog ikke svært at antage, at det nok ikke er særlig positive tanker, han har om mig. Det er ret sjældent, at det er sådan. I stilhed betragter jeg ham, mens han spærrer øjnene op og lader sit kolde og tomme blik falde meget direkte mod mine øjne, mens hans overlæbe er på nippet til at blotte hans tandsæt en anelse. Om han er direkte truende, eller om det bare er en vane for ham at stå sådan, det kan jeg ikke helt finde ud af.

Spild af liv siger han. Noget, der får mine ører til at vippe svagt bagud, inden min hale ganske kort slår omkring min spinkle bagpart. Hvad han helt præcist mener, er igen kun noget jeg kan antage, men det ville ikke komme bag på mig, hvis det havde noget at gøre med Saphira. Hans barnebarn. Min datter. Ordene klinger ikke særlig godt i mine ører, fordi jeg egentligt ikke ønsker, at hun skal være min datter. Men at det er spild af liv, det er jeg ikke enig med ham i. Jeg har set, hvad det lille sorte hoppeføl har gjort ved hans datter, og det har absolut ikke været noget negativt.

,,Jeg er ikke enig.”

[/size][/color]

Stemningen mellem de to hingste er svær at beskrive, især hvis man tager hvert og ét perspektiv med i den sammenlagte bedømmelse. Den sorte hingst virkede bestemt ikke tilpas ved denne udtalelse, men om han direkte var irriteret, vred eller stødt – var svært at sige. Hingsten udtalte sig klart ved at modsige sin bekræftende holdning til denne mening. Det var dog svært og sige hvad denne Seth ikke var enig med Djange i. For noget sagde Djange at hingsten ikke vidste hvad han egentlig snakkede om, hvem denne sætning egentlig omhandlede. Den sorte hingst havde sikkert anset dette som en fornærmelse over at Saphiras liv var spild, spild af tid, spild af liv, spild.
Men sådan lå landet så ment ikke; men dette var nu efterhånden også irrelevant. Han fandt dette møde afsluttet, denne forbindelse til hingsten Seth, som alligevel var så fjern og ligegyldig, afsluttet.

Det kolde og tomme blik så sig livløst på hingsten, intetsigende; mens mulen stille blegnede ud, til trods for hans holdning dernæst ikke ændrede sig det mindste.

”De må have mig undskyld Seth, farvel.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst og intetsigende, mens der intet nik indgød. Dette var ikke noget Djange normalt gjorde sig i, en sådan respektløs afsked. Til trods for at Seth sikkert ikke fandt denne afsked respektløs overhoved, vendte Djange roligt omkring sig selv, mens blikket blot så sig frem for sig selv, og den ranke og stolte holdning, standhaftigt bar sig af sted mellem træerne. Væk fra denne hingst, der blot skuffede, dybt – selvom Seth egentlig intet havde at skulle leve op til, andet end hvad Djange selv havde gjort det til i sit eget hoved.



[OUT]