Sneen falder tungt

[Henholdvis forbeholdt Maja - dog ej lukket tråd]

Sneen faldt tungt denne kolde aften. De faldt i store fnug, næsten kunne det ligne en snestorm, men ej var vinden så kraftig. Det blev dog ej koldere, men frost grader var der stadig. Måske i virkeligheden blev det lunere.
De næsten hvide hoppe faldt helt væk i sneen, hun var ikke nem at spotte. Hun stod i læ ved nogle træer lige i åbningen ud til engen hun lige nu betragtede med sine mørke brune øjne. Her var ganske stille. Noget Myth nød i fuldedrag. Koldt var det at stå stille, men hendes læ sted var ganske godt.
Som hun stod der alene generede det hende ikke at brunsten endnu hang om hende. Der var ingen at pirre, så halen lod hun svinge frit. I virkeligheden var Myth ganske rolig lige nu. Uforstyrret og fri for grusomme tanker. En af hendes gode dag, om man så må sige.

Endnu engang, har jeg fået placeret min krop på øen Foehn. Jeg søger altid herhen, når mange tanker kredser i mit hoved, og jeg egentlig bare umiddelbart trænger til at komme et sted hen, hvor næsten ingen søger hen. Jeg står umiddelbart blandt en lille klat træer, de få træer der nu vokser på vulkanøen, og der står jeg egentlig bare, uden nogen synderlig grund. De helt mørke øre, der næsten er sorte, er faldet en smule bagud imod min nakke, mens jeg med det ene bagben står afslappet, og uden tanker på andet end én bestemt ting. Men stilheden varer ikke længe. Desværre. Kort efter, at jeg har fundet stilhed her på øen, bemærker jeg nu den klitrende lyd, af hovslag der rammer ned imod den tunge sne, skråt bagved mig.

Jeg er ikke længe om at samle kroppen, og knejse nakken voldsomt op, inden jeg i en smidig og hurtig bevægelse vender mig omkring, så min front er imod vedkommende, som har vovet sig ind på øen Foehn. Ikke mange søger herind, og derfor har jeg også mine forholdsregler, når jeg hører andre hovslag. Mest fordi Skyggerne jo før har haft fat i mig, og hvis det er dem der kommer, skal jeg ikke stå og dovne i kroppen. Min bringe er skudt frem, og ørene forbliver bagud, ikke i nakken, men neutralt bagud. Ikke afvisende, men heller ikke imødekommende. Mine øjne knibes en smule sammen, mens jeg ser anseende ud i mørket, for at se den fremmede sjæl. Men det er ikke nemt med de snefnug som hele tiden falder ned fra himlen, men der, nogle meter væk, kommer sjælen så gående. Ikke en jeg kan genkende, men heller ikke skyggerne. Mit hoved hæves en smule op, mens ellers forholder jeg mig i stilhed; for nu.

Den næsten helt hvide hoppe spidser de mandel formede øre. Der var andre i nærheden! Straks stoppede hun med at vifte med halen og lod den i stedet hænge tungt ned ad hendes bagpart. For himlens skyld skulle hun ikke genere nogen ved lugten af den forfærdelige brunst.
De mørkebrune øjne som Myth besad spejdede lidt imellem snefnuggene, jo vist om der ikke var en anden hest, ikke langt her fra. Myths øre vippede lidt tilbage i nakken, hun havde hverken set eller hørt denne fremmede hingst komme, og det gjorde hende en smule nervøs. Ørne på toppen af hendes øre vippede lidt rundt, men ende med at ligge tilbage vendt, ikke fjendtlig imod nakken. Myth trippede lidt på stedet. Skulle hun vende sig rundt og gå? Næppe, hun mente bestemt hun havde været her først, hun havde i hvert fald stået i læ imellem træerne et stykke tid. Ville denne fremmede overhoved gøre hende noget?
Fordomme havde den næsten hvide hoppe. Trods det blev hun alligevel stående stille, imens hun næsten stirrede på denne brogede hingst.

De mørke, nærmest sorte øjne, hviler imod den hvide hoppe, der kommer gående uden at have lagt mærke til, at jeg er i nærheden, hvilket jo kun falder ud til min fordel. Hendes måde at reagere på, da hun finder ud af det, får mig til at løfte det ene bryn en lille smule, mens mine øre finder endnu længere tilbage. Jeg overvejer virkelig at morer mig. Bare for en stund. Skræmme livet af den hvide hoppe, og sørge for at hun ikke sætter hovene her på Foehn igen. Men ak ja. Lad os nu se, hvad mødet bringer. I et ryk, bevæger jeg mig nu fremad imod hoppen, som tripper en smule omkring, for derefter at standse helt, og dermed bare kigge imod mig. Min nakke knejses helt op, mens jeg nu mærker mig hende. Mine ben fører mig frem, med maskuline, smidige og lange skridt, som kan virke tunge, men nu er jeg jo også en hingst; og aldeles ikke typen der tripper. Der sker sjældent.

Da jeg kommer tættere på hende, standser jeg op, og smider så et forhov frem i luften. Ikke imod hende, for jeg står skråt til hende, med kroppen ranket op, og nakken knejst hårdt ned, så musklerne tydeligt kan ses. I et ryk virrer jeg så hovedet op, inden jeg lader de mørke og tomme øjne søge imod hende, uden at ramme hendes øjne andet end et kort sekund. Mine næsebor er let udspilede, for jeg kan skam godt lugte, at hun er i brunst.

,,Hvad bringer dig til Foehn?”

Spørger jeg så med den hæse og dybe stemme. Ingen hilsen glider fra mig, for det er ikke altid at det passer mig. Det er ikke altid, jeg synes en hilsen er på sin plads. Desuden står hun jo os selv der, med ørene tilbage, dog ikke som sådan afvisende. Men hun søgte jo ikke mod mig, men jeg imod hende. Så en hilsen, kommer der ikke fra mig.

Denne fremmede hingsts bevægelser og måde at være på lige nu faldt ikke i den bedste jord ved den næsten helt hvide hoppe. Om det var af naturlighed eller overanstrengelse han bevægede sig som han gjorde vidste hun jo ikke, men Myth havde nu aldrig set nogen bevæge sig sådan, naturligt. En enkelt tanke strejfede hende også, men ikke noget hun ville nævne højt.
Det næsten helt hvide hoved hæves højt da han slår ud med for hoven, ikke for at ramme og heller ikke rigtig imod hende, men han gjorde det alligevel. En irriteret brummen lød fra hende. Hvad skulle det overhoved til. I hendes øjne havde denne hingst en mærkværdige måde at færdes på.
End ikke en hilsen kom fra denne hingst, som vel var normalt lige at gøre på den ene eller anden måde, og det fik hende til at blive en smule skeptisk. Derfor fik han ej heller en hilsen. Hans spørgsmål var vel ikke unormalt. Denne ø var der sikkert ikke mange der færdes på og det var nu også tilfældigheder der havde fået den næsten hvide hoppe her til.
"Omstrejfende tilfældigheder," svare hun ganske kort, der var vel egentlig ikke lagt nogen tone i hendes tale. Myth var ikke fjendtlig anlagt men hun observerede i hvert fald denne hingst og disse omgivelser.

De næsten sorte øre vippes kort omkring, inden de atter lægges neutralt bagud, da de nu altid ligger deromme. Desuden ser jeg ingen grund til at de skal være fremme, i den her situation, eftersom jeg ikke kender denne hvide hoppe endnu, og derfor forbliver de neutralt bagud. De mørke øjne betragter hende, og jeg lægger skam godt mærke til at hun nok ikke er særlig tilfreds med min måde at være på, men det er jeg nu ganske ligeglad med. Hendes irritable brummen, får kort mine øjne til at knibes sammen, men det er kun meget kortvarigt. At hun hæver hovedet, tager jeg mig ikke af, for hvis det kommer til at hun bliver dominerende eller for flabet, så er jeg skam ikke ræd for at vise hende, at det altså ikke er sådan vi leger her. Men så længe hun bare hæver hovedet, fordi hun er utilfreds med min måde at være på, så fred være med det; for det kan jeg ikke bebrejde hende, eftersom jeg er en meget speciel hingst, som de færreste kan finde ud af, så hvorfor skulle hun kunne finde ud af hvordan jeg er.

,,Omstrejfende tilfældigheder. Javel..”

Svarer jeg i den mørke og rungende tone, mens jeg kigger en smule omkring hende, og ikke på hende. Mine øjne falder aldrig i hendes, for jeg er ikke interesseret i at hun skal se i mine, og dermed har chancen for at se min sjæl; og den skal hun aldeles ikke se.

,,Den her ø, er nok just den bedste af befinde sig på, hvide hoppe. Her er mørke skygger, på denne ø.”

Siger jeg så, mens et mystisk udtryk lægger sig henover mit ansigt. Det er sandt det jeg siger, men om hun så tror det, det ved jeg ikke. Men nu har hun fået advarslen.

Der var ingen uro, ingen frygt; Den næsten helt hvide hoppe var ganske neutral, dog lå ørene skeptisk vendt bagud. Bemærket havde hun, at denne hingst undgik øjenkontakt. Hvorfor, kendte Myth ej svarede på. Hun gik vel udfra han ikke brød sig om det, og det var nu også i orden med hende. Selvom selv havde hun det bedst med at se på dem hun snakkede til, imens hun snakkede, som nu ikke skete så ofte.
Den fremmede hingst svar på hendes, lød nærmest som han han ej troede hende. Hvis det var sådan, måtte han nu også selv om det. Hurtigt blev dog hendes opmærksomhed rettet mod hingsten med nysgerrighed, da han snakkede om skygger, mørke skygger. Hvad mente han nu med det. For hvis det var ganske almindelige, som naturens skygger, ville hun tage det ret flabet til sig, men noget sagde hende, at det ikke var så simple ting han mente.
"I hvilken sammenhæng?" lød det igen toneløst fra Myth, dog var hendes ene øre denne gang vendt frem imod hingsten. Afventene stod hun stille. Hun ventede på et svar, hun ønskede et svar. Et håb var der et sted at finde i den næsten hvide hoppes mørkebrune øjne; Havde denne hingst svarende på hendes mange spørgsmål? Holdningen om denne hingst var klar til at blive ændret.

Den hvide hoppe udviser ingen frygt eller uro, over min måde at være på, eller blot ved at være i mit selskab. Og det kan for hende, både være godt og skidt. Man skal aldrig, ifølge mig, undervurderer sin modstander; men i dette tilfælde, har jeg dog nok valgt ikke at se hende som nogen form for fare, da hun virker ny i området, og hun ejer ikke mange muskler under sin hvide pels, af hvad jeg kan se; men jeg kan jo tage fejl. Hun virker i første omgang en smule skeptisk overfor de ord jeg før sagde, men alligevel kan hun ikke helt skjule den nysgerrighed der også lægger over hende, hvilket kun er godt og nok også til min fordel.

,,Der er skygger på denne ø. Skygger, der vandre af sted, uden at have et behov for at være lavet af noget. Ingen sol behøver skabe skyggen bag et træ; disse skygger, skaber sig selv, uden hjælp. De mørke skygger, er her for at prøve os af. Vælger du at lytte til dem, kommer der en konsekvens, men også en belønning.. Men lad være at lytte til dem; lad være, at falde for det spil de laver. Hold dig fra Foehn, hvide hoppe, medmindre du søger de mørke skyggers verden og illusion..”

Min stemme er hele tiden hæs og ru. Jeg forsøger som sådan ikke at skræmme hende, og så alligevel. For jeg har været ved skyggerne, og ved hvad de søgte hos mig, og bad mig gøre. Men jeg nægtede. Hvorfor jeg er søgt hertil igen, er ganske simpelt at svare på; jeg søger ensomheden og stilheden. Ikke skyggerne. Men de har også haft fat i mit én gang, og jeg tror ikke de ser en grund til at opsøge mig igen, når deres sidste ønske af mig, ikke blev opfyldt.

De mandelformede øre var spidset frem imod denne mørk brogede hingst. Han talte om skygger. Hvilke slags skygger, forklaring var næsten som en spøgelse historie. Dog gik det ikke Myth på. Hun lyttede til med alt opmærksomhed. Var disse såkaldte skygger levende? Hvilken form for konsekvens og hvilken form for belønning? Spørgsmål, flere af dem hvirvlede rundt i den næsten helt hvide hoppes hoved. Selvom hun aldrig havde hørt noget lignende følte hun sig draget. Nysgerrighed var blevet præget over hoppen. En længsel til det ukendte træk hende... men denne hingst fortalte hun ikke skulle falde for deres spil, ikke lytte til dem. Hvorfor? For en stund følte mig sig som en plag, som om det ikke var nok blot at høre historien, man var også nød til at prøve.
Da hingsten igen tiede, samlede Myth lidt op på mig selv. En lavmeld brummen lød fra den knap så store hoppe. Hun havde tusinde spørgsmål, og hvis denne hingst kunne svare på blot nogen af dem.
"Hvilke konsekvenser, hvilke belønninger?" spurgte hun, toneløst, næsten som om det ikke interesserede hende, men det gjorde det. Åh hvis de blot kunne slette hendes hukommelse, fjerner alle mareridtene fra hendes sind. Hun ville næsten gøre hvad som helst. I sit indre blev Myth utålmodig. Hendes indre var i oprør, var der virkelig et håb.

De mørke øre forbliver bagud, mens jeg står og taler. Hele tiden er mine øjne hævet henover hende, og aldrig i hendes. Jeg kigger nærmest henover hende, og bag hende i stedet, på de omgivelser som vi nu engang befinder os i, på denne vulkan ø. Jeg er godt klar over, at jeg måske leger med ilden, eller Skyggerne om man vil; men det er en risiko jeg gerne tager, uanset hvilken konsekvens det nærmest kan give mig. Jeg er godt klar over, at hendes nysgerrighed ganske vidst er vækket. Men hvorfor skulle den ikke også være det? Hvis det var mig, ville in nysgerrighed være vækket; jeg ville bare ikke vise det. Overhovedet.

,,Der er altid konsekvenser, hvis man ønsker noget, hvide hoppe. Konsekvenserne er forskellige; men går du til skyggerne, er du med til at ødelægge det land, som du lige nu vandrer i”

Svarer jeg hende, med den dybe og ret bestemte stemme.

,,Hvis du ønsker noget, noget du vil have ændret, noget du vil beskytte.. Hvad som helst.. Så søg til Chibale.. Søg ind imellem træerne, og find den berygtede Rumpelstilskin. Efter hvad mange rygter siger, kan han opfylde ønsker; men de har en pris. Prisen kender jeg ikke til, for jeg har ikke selv været der.. Men lyt grundigt til hvilken pris han ønsker; for efter sigende er han en snu hingst..”

Svarer jeg hende, mens et kort nik glider fra mig. Mine øjne er mystiske at betragte lige nu. Men jeg ser hende som en fjende lige nu. For hvis hun søger til skyggerne, skal jeg stoppe hende. Ikke flere skal til skyggerne, og få en opgave om at fjerne Illanas lys; for så vil jeg fjerne dem først.

Myth, den næsten helt hvide hoppe, for kontrol over sig selv og for lagt låg på alle følelser. Intet var at se længere, ikke en gang hendes nysgerrighed, alligevel kunne det ses at hun lyttede. Det ene mandelformede øre var vippet frem imod denne fremmede brogede hingst. Han fortalte om skyggerne, ikke meget. Og måske heller ikke det hun ønskede at høre. Egentlig var den næsten helt hvide hoppe lige glad med at han fortalte at hun ville medvirke til at denne jorde de vandre på nu vil gå til grunde, eller hvad nu mente. Myth var en selvisk hest. Hvis noget kunne hjælpe hende var hun næsten helt lige glad med hvad det gik ud over. Disse mareridt hun havde kunne forsvinde!
Kort efter fortalte hun om en hingst: en Rumpelstilskin, måske det i virkeligheden så var ham hun skulle opsøge. Han var snu advarede den fremmede brogede hingst hende om, men det sagde hende ikke så meget. Konsekvenserne var næsten lige gyldig for hende. Alt der kunne hjælpe, ville hun næsten være villig til at give hvad som helst.
Myth bliver stående for selvom dirre efter at for fjernet sine mareridt, så var hun ikke så spontan igen. Det skulle gennemtænkes inden. Alt, skulle tænkes igennem.

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der