Nye sider..[Eagle Eye]

Reserveret til Julie med Eagle Eye

---

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg gav liv til Saphira. Hun nærmer sig snart et halvt år, og derfor kan det også lade sig gøre for mig, at gå fra hende i en lidt længere periode, end jeg før kunne. For der var hun helt og aldeles afhængig af mig, hvert eneste minut. Det er hun ikke længere; ikke på samme måde. Hun er stadig ikke uafhængig af mig, og det bliver hun heller ikke foreløbig; men dog kan jeg godt forlade hende en times tid, uden at hun kommer galt af sted. Desuden er jeg før gået lidt væk fra hende, mens hun sov, for at finde mad. Men det er ikke langt væk jeg går, for jeg vil helst ikke have, at hun forsvinder fra mig, i den tid jeg er væk.

Mine grå øre vipper en lille smule rundt, inden jeg lader den sorte hale slå et slag, af ren vane. De grå øre finder langsomt en smule vej tilbage imod min nakke, i en lettere afvisende holdning. Jeg er sjældent den der tager kontakt til andre, ja, egentlig har jeg aldrig nogensinde gjort det. Min grå krop er stadig en anelse udmagret, men dog ikke lige så slemt som den har været, men det tærer på den, at jeg giver mad til Saphira hele tiden. Udover dette, er der en del ar at se på min krop. Værst er arret på min næseryg, som er ret så bredt og stort. Ikke just kønt, fordi det går i den hvide smalle blis, og samtidig også på den sorte mule, så arret derfor både er lyserødt i det hvide, og mere gråligt i det sorte. Et ar er også at se på min hals, ved nakken og små ar, der mere ligner rifter på mine knæ, er også at se. Ja, jeg har haft mine ture. Og det har nok os formet mig til en endnu mere afvisende hoppe, der sjældent ønsker andre i nærheden af mig. Dog er noget kommet bag på mig, og det er at jeg egentlig har en ganske blød og beskyttende side, den blev vist på den dag, da Saphira kom til verdenen. Og siden hun kom til, har hun tryllebundet mig. Jeg kan ikke lade være at røre hende, nusse hende og kærtegne hende, selvom jeg inderligt ønsker, at jeg måske bare kunne lægge det en lille smule på hylden. Bare lidt.

Lige nu, er jeg alene, og det får mit hoved til at sænke sig ned, mens jeg står her blandt alle de mange træer, som jeg betragter som mit hjem, og Saphiras lige nu også. Mine øre flappes kort ud til siden, inden de igen finder tilbage imod min nakke, for at jeg ikke skal se alt for fortabt ud, hvis nogen skulle risikerer at komme. Et prust glider fra mine næsebor, så en varm damp stiger op i luften, og lidt efter lidt forsvinder helt. Og der mellem træerne, forbliver jeg så stående, med den grå og let arrede krop, med hovedet let sænket. [/blockquote][/size][/color]

Den store gylden hingst kom roligt skridtende, han havde ikke travlt, nej en vandring for hyggens skyld var altid godt. Det mindende ham om hans rejser rundt i hans hjemland, langt væk fra alt ting. At traske afsted og se hvad dagen bringer var en af Eagles yndlings beskæftigelser. Ikke at opsøgte spænding eller drama. Det var han nu en gang blevet for gammel til. Denne gyldne hingst, med sit meget ædle udseende, havde set sine unge dage, og var på vej op i årene. Visdom var noget der var kommet ham til. Nu var det dog ikke sådan at Eagle var gammel, men ung var han heller ej længere. Han havde både set livets glæder og sorger. Noget der havde gjort ham klog på livet.
Vejret var ganske blæsende i dag, og også grunden for den store gyldne hingst havde trukket sig væk fra stranden og der imod søgt imod skoven. Der var langt mere læ imellem træerne, trods for at de var helt nøgne i vinter halvåret.
En tilfreds og rolig brummen lød fra den store hingst da han roligt færdes imellem træerne. Selvom han var afslappet og næppe spændte en eneste muskel, så han stadig utrolig ædel ud. Det var hans bygning der gjorde det, og på sin hvis var han en meget køn hingst. Ikke at han som så gik op i det selv.
Som den store hingst i skridt gik igennem skoven, fik han øje på en hoppe. En grå hoppe, lille var hun ikke, men ung var tydeligt. Eagle vrinskede imødekommende til hende. Fra denne afstand var han ikke i stand til at blotte hendes ar.

Ganske vidst står jeg lige nu, i min egen lille verden. Jeg har ingen idé om, om nogen er i nærheden af mig i øjeblikket, men dog virker det ikke til at der er det, for jeg kan ikke fornemme nogen i nærheden og heller ikke lugte dem. De forskellige ar jeg har rundt på mit grå skind, irriterer mig grusomt. Jeg er nemlig hele tiden klar over, at jeg så har været oppe at sloges, og om mit nederlag til Seth, som førte til Saphira, mit lille føl, som ligger gemt i buskene og krattet lidt fra mig. Og det vil jeg helst ikke mindes. Ikke at jeg ikke elske Saphira, for det gør jeg. Men hun vil samtidig også altid være et minde om den aften.. Mit hoved ryger pludseligt op, da jeg synes at bemærke lyde fra hovslag, og lidt efter lidt bliver der taget en duft imod mig, en duft af en fremmed sjæl.

Kort efter at have fundet ud af det, kommer der et vrinsk i min retning, hvilket får mine øre til at vippe sig en smule bagud, neutralt, men samtidig også en lille smule afvisende, da jeg bliver en smule overrasket over at der er nogen der tager kontakt til mig. Mine øre vipper en anelse rundt, tænkende, inden de igen finder bagud, neutralt. Mine øjne glider imod vedkommende, men ikke imod hans øjne. Han ser ikke ud som om, han er en ung plag, men en ældre herre, men det er svært ar bedømme fra denne afstand. Lidt efter lidt, mens sekunderne går, lader jeg dog endelig et meget svagt brum glide i hans retning, ikke som sådan hilsende, men tilkendegivende om, at jeg er her. Mit ene øre ligger meget bagud, fordi det er vippet i retningen af Saphira, for at lytte efter om hun rumsterer rundt, og dermed risikere at afsløre sig selv; men nej. Hun ligger stadig stille.

Den kraftige vind var bidende kold, træernes tomme kroner bevægede sig ganske mod øst. Vinden kom ganske vidst fra vest. Eagle havde langt om længe fået styr på de fire verdens hjørner i dette land. Hvor mange aftner han ikke havde taget stjernerne i betrækning for at lære dem at kende, finde pejle mærker i de funklende stjerner. Selvom den gylden farvede hingst ikke havde været her længe, var han nu alligevel ved at have godt styr på det. Han kunne nu finde rundt de fleste steder. Dog var der stadig steder han ikke havde fået udforsket endnu. Blandt anden dele af denne skov han befandt sig i lige nu. Alle stier kendte han ikke, men han havde været her en del. Specielt når vinden var for kraftig til at man ville kunne opholde sig ude ved vandet, som denne dag.
Den store hingst var stoppet op et stykke fra den grå hoppe hans blik var endt på, hoppen han havde givet et vrinsk, for at gøre opmærksom på ham selv. De mandelformede øre vendte imod denne grå hoppe med mørke og lyse aftegninger. Afventende stod han; Mon hun ville have noget imod selskab? Eagle tog chancen da hoppen ikke afvisende lagde ørene tilbage. Brummen hoppen udgav kunne den store gylden farvede hingst ikke høre på denne afstand.
Roligt kom det ene ben foran det andet, der resulterede i skridtgang imod hoppen. Eagle virkede afslappet, og gjorde måske også vægt på det, for ikke at virke truende. Selvom der ingen tydelige tegn var fra denne fremmede hoppe, som Eagle nu kunne se var ret ung, virkede hun en smule nervøs. Den ældre hest ville ikke skræmme hende.
Nogle meter fra den unge grå hoppe, stoppede Eagle op. De gyldenbrune øjne løb studerende over hendes krop; det var arene der havde fanget hans blik i første opgang. Hurtigt endte blikket ved hendes øjne. Hans egne var rolige og meget venlige. Med et høflig lille nik hilste Eagle på denne fremmede hoppe: "Goddag frøken," lød det venligt fra den store gyldenfarvede hingst.

De sorte øjne, hviler i retningen af den hingst, der nu virker til at ville søge mit selskab. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal føle ved dette, for selskaber og jeg, har som regel aldrig været nogen god cocktail. Det ender næsten aldrig godt.. Det kan tælles på to hove, hvilke selskaber det er gået godt med; nemlig to. Min fader, og Taia. De andre selskaber jeg har haft, har ikke været nogen succes.. Seth er dog stadig en hingst, der vælger at komme til mig, trods han pådrog mig alle disse ar, og det undre mig egentlig, at jeg overhovedet finder mig i, at han stadig opsøger mig.. Men jeg kan på en eller anden måde, bare heller ikke hade ham inderligt, for han har givet mig Saphira, min datter, dog ikke med min egen gode vilje, og egentlig heller ikke hans. Men på en eller anden måde, er hun nok det bedste der overhovedet er sket mig.

Jo tættere han kommer på, dets mere kan jeg mærke hvordan mit hjerte begynder at hamre, af adrenalin; for jeg har ingen idé om hvordan dette møde kommer til at forløbe; for hvis han dømmer mig hurtigt, og reagerer voldsomt på min form for.. nervøsitet og samtidig den lidt voldsomme attitude, så kan det hurtigt udvikle sig til noget grimt. Han stopper dog op, i flere meters afstand, hvilket er godt for mig. Jeg kan godt se, hvordan hans øjne løber over mine ar, men derefter kigger han mig så i øjnene. Men det får han kun lov til i få sekunder, inden jeg fjerner blikket fra ham, for derefter at kigge lidt mere ’henover’ ham, fordi jeg ikke bryder mig om øjenkontakt. Jeg føler, de kan kigge lige ind til min sjæl så, og det er jeg ikke interesseret i. For den blotter alt for mange nederlag, følelser og for meget af mig, i det hele taget.

,,Goddag”

Besvarer jeg ham, med den ubestemmelige stemme. En stemme, der er meget lys og ung, og som i virkeligheden slet ikke passer til mig og min personlighed; men det ved han jo selvfølgelig ikke. Mine øre forbliver stadig bagud, og rykker sig en smule rundt, fordi jeg ikke helt ved hvad de skal. Men neutralt forbliver de bagud, og meget årvågent.

Skrigende var denne fremmede hoppes nervøsitet, så tydelig at se. Grundet dette vælger Eagle at slappe mere af, virke mere rolig. Selvfølgelig var den ældre hingst altid meget rolig, men her forsøgte han at virke mere. Ved kropssprog ville den store gyldenfarvede hingst gerne fortælle denne fremmede unge hoppe at han intet ville gøre hende. Det var nu ikke fordi hun så bange ud, hun lignede blot ikke en der brød sig om fremmede? Måske slet ikke om selskab. Eagle kunne ikke lade være med at tænke over hvad der kunne have mærket denne unge hoppe siden hun var så præget af ubehag over hans nærvær.
En rolig brummen, måske næsten helt beroligende, kom fra struben på den store hingst. Eagle virkede enorm, mest på grund af hans ben var lange, det gav ham højde; men ikke nok med højden, var Eagle heller ikke spinkel. Han kunne til tider virke enorm. Der var mange ædle træk over denne hingst. Det var ikke fordi han knejste i nakken og gik med høje skridt. Nej det var hele hans bygning, hans udseende. Hans personlighed hjalp vel også lidt på det. Naturligt var den gyldenfarvede hingst meget ædel at se på.
Selvom gyldne krop var stor, skal man ikke lade størrelsen skræmme en væk. Godhjertet var denne hingst, hele vejen igennem. Venlige og varme rav gyldne øjne besad han, rolige med et mildt blik. Om den lyse mule var der næsten altid et smil, et smil der viste venlighed og udtrykte sig varmt.
Den fremmede grå med de mørke ben hilste igen, hendes lyse stemme indikerede meget tydeligt hendes unge sind, men tydeligt var det også at se på hende, hvis man ikke tog højde for de ar hun havde fået sig. Eagle ville ikke presse sig på, men endnu en gang strøg tankerne ham, om hvad der kunne være sket for denne unge hoppe, der stod foran et stykke væk.
"Jeg undskylder hvis mit selskab gør dem utilpas. De må endelige sige fra hvis det bliver for meget for dem," startede Eagle med at sige, for at fortælle hende at han ikke ville snære sig ind på hende. Hun skulle vide at hun stadig havde en frihed selvom han stod her, andet var ikke end at hun blot skulle bede ham om at gå.
"Mit navn er Eagle Eye," præsenterede han sig så, hans stemme var ru, slidt; men nåde så varm og behagelig at høre på. Den var ikke ru på den trælse måde. Blot kunne man høre han ikke længere besad en stemme som en unghingst.
Eagle ville forsøge, om han kunne løsne hendes anspændthed lidt op. Han ville gerne indlede hende til en lille samtale, blot for at åbne sig en smule, og spurgte der for lige efter at have præsenterede sig selv efter hendes navn; "Hvad hedder de, frøken?" Oprindelig nysgerrighed var at se i de varme rav gyldne øjne.

Den store hingst, der er kommet til mig, virker umiddelbart ikke til at virke som en trussel, eller en der ønsker at udgøre en. Men jeg har før taget fejl.. Grueligt fejl. Jeg er derfor altid skeptisk overfor de fremmede, som trods mit udseende, og mine tilbagelagte øre, vælger at komme mig nærmere, og søge mit selskab. Et selskab, jeg ikke forstår at nogen søger.. Jeg har jo ofte mærket, at andre ikke bryder sig om mig; og netop derfor forstår jeg heller ikke, at denne fremmede hingst alligevel har valgt at komme mig nær. Mine sorte øjne hviler hele tiden over ham, og ikke ind i hans øjne. Men tag ikke fejl. Trods jeg ikke kigger ham i øjnene, er jeg dog hele tiden klar over hvad han laver, og jeg bemærker godt det smil der er på han mule; venligt og varmt. Men skindet kan hele tiden bedrage. Han beroligende brum, hjælper ikke synderligt på mig, for jeg stoler bare ikke på ham. Jeg stoler vel egentlig ikke på nogen, gør jeg?

Jeg er godt klar over, at han nu kan se alle de ar jeg har fået igennem mit meget korte liv. Og det huer mig ikke, at andre omkring mig, skal kunne se disse synlige ar, og dømme mig til at være noget, som jeg jo i bund og grund ikke er. Jeg hader, at andre kan se de unoder jeg har haft, de kampe jeg har kæmpet, og de mange fejltagelser der har været. Men jeg kan ikke ændre på det nu; for de sidder hvor de sidder, og de forsvinder ikke før efter flere år. Da hans stemme lyder, lytter jeg ganske intenst til den, trods jeg ikke vipper et øre imod ham. Han undskylder? Undskylder for, hvis han gør mig utilpas, og beder mig om at sige til, hvis det bliver for meget. Det får en undrende grimasse frem i mit ansigt; for det her, har jeg alligevel aldrig prøvet. I det næste fortæller han sit navn, og jeg er nu os klar over, at jeg skal til at præsentere mig selv, og bruge den stemme, som jeg så gerne vil undgå at høre. Og ganske rigtigt.. Spørgsmålet bliver nu vendt til mig.

,,Mit navn, er Asira, Eagle Eye”

Svarer jeg ham, med den lyse, og til dels rolige stemme. Den lyder blød og varm, som hvis mit sind også var det. Men det er ikke tilfældet. I mine øre, er min stemme dog meget anderledes. Den er skrigende, irriterende og alt for lys, belastende. Hvad den er for ham, det ved jeg ikke rigtig. Min afsky for min stemme, og mit eget udseende, er udelukkende kommet af, at jeg ofte har følt mig.. uønsket. Så hvorfor holde af noget, som andre afskyr?

Selvom den unge hoppe foran havde givet fra sig; meget tydeligt, at hun ikke følte sig tilpas, havde Eagle ikke valgt at forlade sit nye bekendtskab endnu. Måske var det i virkeligheden fordi Eagle ville vise at han troede på alle, på at der fandtes noget godt i alle, selv dem der så aller mørkest ud. Dette var nok ikke tilfældet i dette selskab, for hun virkede ikke ondsindet eller formøket på nogen måder. Mere virkede hun skræmt og forvirret. Indelukket og fjern. Det var nærmere sådan Eagle ville beskrive denne unge hoppe. Hun havde haft sine kampe, og indrømmelsen var nok at den ældre hingst var nysgerrig på hvad der havde præget hende. Denne nysgerrighed lod han dog ikke slippe. Måske ville det en dag komme for tale, måske ikke. Det var jo ikke en gang sikkert at dette ville gentage sig. For nu ville Eagle blot vise sin venlighed, og forsøge at vise at hun godt ville kunne stole på ham, selvom dette næppe ville lykkes i dag.
Lettere forbløffet havde hendes træk været, da Eagle tilbød hun blot skulle sige til hvis han skulle forsvinde. Det var ikke sikkert hun selv var klar over hvor tydelig hendes kropssprog var, eller også havde hun ikke oplevet noget lignende.
En præsentation for hendes navn kom efterfulgt efter den gyldenfarvede hingst havde præsenterede sig selv; Asira, var hvad hendes navn lød. Selv kunne Eagle godt lide lyden af hendes navn, den måde ordet formede sig og lå blødt i luften - om det var hendes lyse og bløde stemme der havde fået det til at lyde sådan. Næppe. Hendes stemme havde en varm tone og var ganske rolig. En stemme som Eagle ikke havde forventet, da hendes kropssprog sagde noget helt ærlig. Overrasket var den ældre hingst blevet.
"Asira..." lød det fra ham, smagende på navnet. Jo vidst det lå godt i munden, nemt at udtale og var lige så dejlig at udtale som at høre. "Det er mig en fornøjelse at træffe dem." Endnu en gang tegnede sig et varmt og venligt smil over den lyse mule.

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der