Uro i havet

En varm brummen lød fra hoppens mørke mule, som hun betragtede den gyldne hingst. Hun måtte endnu engang lade sine tanker strømme med ideer omkring hendes fascination af ham. Hendes mørke øjne hvilede på ham, med nysgerrighed plantet i blikket. Ligeledes udtrykte alt i hendes kropssprog, at hun ønskede hans selskab, at hun nød det og at han interesserede hende. Hun smilede skævt og vippede hovedet let på sned, mens hendes blik gled betragtende henover hans ældre krop. Selvom hans stemme afslørede ham, virkede det ikke som om hans krop led under hans måske høje alder. Da han så snakkede lyttede hun nysgerrigt til hans ord, mens et varmt smil gled henover hendes mule. Hun strakte let mulen frem og strøg ham blødt henover skulderen, med sin mørke mule.
”Har du været her længe, Eagle? Altså.. I landet her?” Hendes stemme var nysgerrig, som hendes blik gled fra det punkt, hvor hun netop havde rørt ham og op mod hans gyldne øjne. Hun smilede varmt til ham, hvorpå hun trådte et par skridt til siden og kastede let det fine hoved en anelse fremad, som opfordrede hun sit selskab til at følge med hende, en tur ned langs stranden. Hendes blik blev nu spørgende, mens hun kastede blikket ned langs stranden. ”Vil du følge mig på en lille måneskinstur?” Hendes tone var drillende, men hun mente skam hendes tilbud. Selvfølgelig drillede hun fordi hun som mange andre, forbandt en måneskinstur, med en romantisk gåtur. Hoppens blik gled tilbage mod hingsten og nikkede dernæst ved hans ord. Det glædede hende, at han tog hendes tilbud til sig.

Endnu en gang kunne hendes bløde og varme mule mærkes imod hans skulder. Bevægelsen havde været blid, et lille strøg. En rolig brummen lød fra struben på den store hingst. Eagles gyldne øjne hvilede på den unge hoppe, hvis selskab han nød af denne aften. Da den unge Cadeau åbnede munden og stillede ham et spørgsmål, blev de mandelformede øre vippet intens frem imod hende. Han lyttede. Hendes spørgsmål var simpelt, og selvom Eagle ikke havde mødt mange, så var det gået op for ham, der ikke var mange indfødte her; Alle heste var fra et andet sted, bragt til dette fremmede land på en eller anden måde.
"Helt specifikt vil jeg ikke mene jeg har været her længe, jeg havde en lang og vanskelig rejse her til, og mine første dage gik på at udforske stedet her, finde en sammenhæng, finde svar, dog forgæves," svarede Eagle hendes spørgsmål, nok længere end hvad svaret burde være, men det var Eagle selv der havde følt for at sige lidt ekstra.
Den store gyldenfarvede hingst blik fulgte den unge hoppes hoved getus med øjne. Et smil spredte sig atter over den lyse mule; "Det vil være mig en ære kære frøken," lød det fra den store hingst og bukkede en smule elegant for hende. Selvom Eagle var en ældre hingst, kunne han da godt forstå lidt sjov, og med hendes drillende tone, synes han kun det ville være passende med det lille buk. Derefter fulgte Eagle op i skridt ved hendes side.

Mørket lå tungt over de to gyldenbrune heste, de bar en farve der minded om hinanden men deres kropsbygninger var ej lig hinanden. Hvor Cadeau var spinkel og yndig, var Eagle kraftig og ædel. Og dog mente Cadeau at de klædte hinanden ganske glimrende, på denne mørke aften. For en stund lod hun blikket glide om mod himlen, op mod månen og stjernerne der blinkede ned til dem, hilste dem velkommen i nattens mørke. I et kort øjeblik følte hoppen sig så overvældet af følelser, at hun måtte give et dybt suk fra sig. Selvom hun var en hoppe der for det meste bar et smil med sig, måtte hun alligevel erkende, at hun savnede sit hjemland. Trods dette savn mindede hun sig selv om alle de spændende selskaber hun havde gjort sig her og især dette møde med Eagle. Hun rettede sig en anelse op og prustede tungt, som om hun forsøgte at udånde de triste tanker og det negative der huserede i hende og på en måde overvandt hun det, i hvert fald dansede nu endnu et smil om hendes mørke mule.
”Jeg er ked af at høre, at din rejse hertil var vanskelig. Jeg tror vores rejser er meget individuelle, min var lys og varm.. Fuld af minder og billeder, som en helt afskedsceremoni.” Svarede hun ham, inden hun trak en smule på skuldrende. Hun lod blikket hvile på Eagle, som hun håbede at denne rejse ej var en der havde mærket ham. Hun ønskede at han skulle blive glad her, måske få en familie her og blive gammel her. Sådan rigtig gammel og grå, men på en positiv måde. Hun smilede mildt og vendte dernæst tilbage til nutiden, hvor hingsten gjorde trop ved hendes side. En latter forlod hendes smalle mule og hun hev ham blødt i den lange man. ”Jeg nyder deres selskab, Eagle. Du er.. rar at være sammen med.” Måske var det ikke normalt, at man sådan komplimenterede hinanden, men hun så bestemt intet problem med dette.

Som de gik side og side kom Cadeau til at virke lille, mindre end hun i virkeligheden er. Grundet var Eagles store bygning; for meget højere end hende var han ikke, men breder, en del. Lille og spinkel var nogle af de mange ord der kunne beskrive denne gyldne unge hoppe. Betragtende så Eagle på hende, og blev fanget af månens lys der glimtede i hendes pels, der gav den et endnu kraftigere gyldent skær; Det fik hendes næsten se ud som om hun bar guld i hendes pels. Et smil var over den lyse mule, imens han så hende an. Ganske betaget af den skønhed hun bar. Eagle var meget betaget af skønhed og kunne finde det i næsten alt. Specielt i naturen.
Da den unge Cadeau atter talte, lyttede den gyldenfarvede hingst til hvert et ord. Slugte dem til sig, grunden for hans overvældende opmærksomhed var at hun fangede hans interesse på en fremmede og spændende måde. Lyden af hendes stemme, hendes varme, hendes livsglæde hun bar med sig, fangede Eagle.
"Jeg tror de har helt ret i hvor forskelligt det ens ankomst er; Deres rejse her til lyder behagelig, og ganske smuk," lød det fra den ældre hingst. Eagle forsøgte at forstille sig sådan en rejse. Lys og varme. Hans havde været kold og en hård kamp, forvirrende og helt til tåget. Eagle var blevet revet væk fra hvad han kendte, væk fra sin tidligere mage og afkom, men Eagle havde sørget det han skulle. Indset at de ikke længere var en del af hans liv. Han havde taget sin afsked. Måske var det brutalt den måde de var blevet skilt, men livet kunne ikke gå i stå på grund af savn. Måske havde Eagle blot med årene lært at give slip. Altid ville han jo bære dem i sit hjerte, men ej var han præget af det.
Et blidt ryk var der at føle i den mørke man, Cadeau havde taget sig den fornøjelse at hive i den. Endnu en gang formede sig et smil over den lyse mule, imens han puffede blidt til hendes hals. Latteren der var kommet fra hende gav en varme i mørket. Ungdommen var så fantastisk, og lidt kom Eagle til at savne sine yngre dage.
"Det glæder mig at mit selskab behager dem, jeg nyder deres en del," lød det med en venlig tone fra den store hingst.

Med fine bevægelser, dansede den araberprægede hoppe af sted. Hendes hals var let hvælvet og den sorte lange man faldt blødt ned over den. Halen bag hende var hævet, i en velkendt bue og dansede blødt fra side til side, for hvert skridt hun tog. Hendes øjne fokuserede skiftevis på stranden foran hende og på den gyldne hingst Eagle. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og lyttede dernæst opmærksomt til hans ord. Ved hans ord løb et smil henover hendes mørke mule, som hun nikkede. ”Det var en rar oplevelse. Tilgiv mig, hvis jeg presser på Eagle. Men vil du ikke fortælle noget mere om din rejse? Jeg undres over hvordan nogen kan have en rejse der er negativ, når målet er dette smukke land?” Hendes stemme var nysgerrig, som hendes mørke og varme blik hvilede på hingsten. Hun rettede sine ører fremad og virrede svagt med hovedet, som hun fortsatte af sted videre ved hingstens side. Hun følte sig tryg i hans selskab, som om intet kunne nå hende i hans nærvær. Måske lod hun sig påvirke meget af den ældre udstråling han bar, men hun var sikker i sin sag, når hun fornemmede en visdom og intelligens hos denne, som ikke mange bar. Hun havde på fornemmelsen at han måske ville passe på hende, hvis sådan en situation opstod. Måske tog hun fejl, men det ville hun tage til den tid.
For at aflaste sine koder lidt, bevægede hun sig ned mod vandkanten, således hun nu kunne danse af sted, henover det våde og mere sammenpressede sand. Det andet virkede tungt for hende og derfor fandt hun det mere behageligt at være nær vandkanten. Dog bevægede hun sig ikke ud i det, hun huskede tydeligt hingstens ord og holdte sig kun lige der hvor bølgerne opgav at komme længere op på stranden og trak sig tilbage igen. Hun brummede mildt og kiggede op mod Eagle, der fortsatte videre gennem det tunge sand. Hingsten besad flere muskler end hende og bar en tungere bygning end hende, måske var det derfor at han med større lethed kunne bevæge sig igennem sandet. ”Ih, hvor er du sød” Udbrud hun med en klukkende latter, der så fint afspejlede den ungdom der stadig løb i hendes blod. Hun slog hovedet op mod himlen og lod latteren klinge langsomt ud, som hun fortsatte langs stranden.

De gyldne øjne fulgte den unge hoppe der dansede igennem sandet. Hun så meget fin og elegant ud, i hendes bevægelser. Selv gik Eagle stadig roligt igennem sandet, der skridt for skridt sprøjtede en smule op af de halv mørke ben. Det løse sand var hårdt at bevæge sig i, men ikke noget der prægede den store gyldenfarvede hingst. Han var van til at bevæge sig i dette tærren, det var som regel havet han søgte til.
"De presser skam ikke på, min rejse her til er meget sløret, som jeg husker det, min verden var meget omtåget på daværende tidspunkt; Det hele startede vel da jeg forlod den flok jeg var i, efter en tabt kamp, sløret var hele min verden. Jeg var ikke i stand til at beskytte min familie da det kom til stykket. Min teori er jeg svævede et sted imellem liv og død i kamp her til, at det var en test for min udholdenhed og vilje, en chance for at genvinde livet. For hvad der synes var tidsløs kæmpede jeg mig igennem en tung tåge. Jeg kan huske et lys som forsvandt i tåge, mine ben var som gummi for hvert skridt, og jo længere jeg forsætte jo mere sank jeg ned, til underlaget var vand. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tog mig før tågen var væk, men da jeg endelig kunne se klart var jeg her, på denne strand," sagde han, han følte ikke han behøvede gå mere i detaljer, men hun skulle i hvert fald have lov at spørge. Denne strand, på denne ø var her han var endt, for en del tid siden. Siden da havde Eagle strejfet rundt for at finde svar, søge og lede men lettere forgæves. Han havde lært områderne at kende, stjernerne var blevet hjemvandt for ham, men stadig havde han ej fundet det han søgte de dage.
De gyldne øjne kiggede på stjernerne for en stund, før de atter faldt tilbage på den unge Cadeau. Hun gik ved hans side for en stund, før hendes retning var rettet mod vandkanten. Fornuftig var hun, og det behagede Eagle at se, at hun ikke bevægede sig helt ud i havet. Den ældre hingst betragtede hende med et smil over den lyse mule. Hendes glæde og varme behagede ham.

Med lethed bevægede hoppen sig afsted lige ved vandkanten. Sommetider gled hende blik ud over det uregerlige hav, hvor månen forgæves prøvede at spejle sig. Det eneste spejlbillede der opstod, var en sløret lysende plet, der konstant syntes at bevæge sig. Dette var selvfølgelig bølgerne, der gav den effekt. Cadeau virrede kort med hovedet, de mange bølger - op og ned, op og ned - gjorde hende en anelse svimmel og derfor lod hun blikket glide tilbage til Eagle. Med stor interesse lyttede hun til hans historie og flere gange lød et bedrøvet suk fra den gyldenbrune hoppe. Specielt da han nævnte sin familie. Ud fra denne historie kunne hoppen konkludere, at Eagle stadig havde familie i et andet land? Selvfølgelig havde Cadeau også stadig sin mor. Men Eagle havde stiftet familie, med mage og måske endda føl? Endnu engang virrede hun med hovedet og med et par hurtigt skridt, bevægede hun sig op og hen ved hans side igen, hvor hun vidste sin medfølelse, gennem en række bløde strøg med sin mørke mule, mod hans hals.
”Vil du ikke fortælle om din familie Eagle?” Spurgte hun sagte, som hun fulgte hans side. Hun forsøgte at afpasse sine skridt til hans, men lige fra Cadeau havde været føl, havde hendes skridt altid været korte og dansende. Det var ej nogle ponybevægelser, nej. Trods hendes skridt var korte, var der stadig svæv og elegance i hendes bevægelser. Kort knejste hun nakken og rettede blikket mod stjernerne, da hun så at Eagle også gjorde det.

På den mørke himlen funklede stjernerne klart, deres lyse skær gav en hygge i mørket, selvom det udelukket var den store måne der gjorde det muligt at se i mørket. Dens genskær var at se i vandet, ikke tydelig, da havet ikke var i ro. Spejlbillede fra månen dansede sin egen dans i havets bølger i sit eget mønster.
"Ser de, stjernerne deroppe? De blinker ned til os, os der stadig bevæger sig på jorden. Jeg har haft hørt mange historier om dem, en fangenede min interesse mere end de andre. Når vi her på jorden trækker vejret for en allersidste gang, forsvinder vores sjæle fra vores kroppe. De finder vej til alles forfædre i det ukendte, hvor de vil lede og guide os igennem. De vil alle være der for os," fik den store gylden farvede hingst sagt i en meget rolig tone. Det var vel en indledning. Hun ville høre om hans familie. Et lille smil var tegnet over den lyse mule, i det han vendte hoved imod Cadeau for at fortælle mere til hende, end ud i det åbne som han havde gjort før.

"For nogle år siden, kom der nogle strejfende forbi mit hjemland. Jeg var selv netop kommet tilbage fra endnu en tur ud i det ukendte, vendthjem til flokken med nye fortællinger til vinteren. Disse fremmede havde af vore leder for tilladelse til at blive til sommeren. Rejsen over bjergende ville være for farligt, selv for den mest robuste bjergpony.
En af de strejfende var en sort hoppe, ganske lille var hun, med kastanje brune øjne. Hendes smil var sødt og hendes latter var altid højere end de andres når vi om aften fortalte historier. Strejferne havde nogle ganske interessante fortællinger med sig, og det meste af vinteren gik med at lytte og fortælle.
Jeg forelskede mig i den sorte strejfende hoppe, Asra hed hun. Vi knyttede et bånd, jeg aldrig før har oplevet. Da sommeren kom havde vi sammen fået vores først fødte søn. Lykken troede jeg varede evigt i det øjeblik."

Eagle havde stadig et smil over mulen, forselvom han savnede dem, vat hans sorg ikke stor, den store hingst havde indset at de var en del af hans fortid nu, også selvom han elskede dem ufattelig højt, så havde han givet slip. Den gyldenfarvede hingst var kommet videre, og så kun tilbage på minderne med et smil. I hjertet ville han bære dem for evigt. Blikket faldt endnu en gang imod himlen.
"Ser de Cadeau..." sagde den ældre hingst, igen med blikket rettet imod stjernerne: "For mig er de der oppe og leder mig," Selvom stjernerne her ikke var de samme, betød det ikke noget for Eagle. For et sted der oppe funklede de klart sammen med de andre stjerner.

Den spinkle hoppe så med begejstring i blikket på den ældre hingst, Eagle, der denne aften gjorde hende selskab. Det glædede hende, at han allerede ville åbne sig op for hende og fortælle om sin familie. Cadeau brummede mildt og lod dernæst blikket glide op mod stjernerne, da Eagle startede sin historie ud. Hendes ører var vippet ud til siden, som hun lyttede interesseret i hingstens ord. Ligeledes havde Cadeau hørt mange historier om stjernerne, dog havde hun aldrig hørt at de skulle være de gamle sjæle. Cadeau havde altid fået fortalt, at sjælene stadig vandrede blandt dem på jorden og at stjernerne var deres ønsker, for de stadig levende heste på jorden. Hoppen lod tankerne forsvinde bort og rettede dernæst sit mørke blik mod Eagle.
Hoppen lyttede med ro i sindet, til hans historie og smilede mildt mod ham. Hun var sikker på, at Eagle havde været en vellidt hingst, i sin gamle flok. En hingst der fortalte alle de gode historier. Hoppen kunne lige forestille sig, hvordan de i en klynge stod, om aftenen, badet i måneskin og med Eagles ru stemme, der førte dem igennem historie på historie. Da han så nævnte den sorte hoppe, spidsede hun ører og mærkede en varme brede sig rundt i hendes krop. Cadeau var en hoppe, der havde nemt til følelser, men hun forstod ligeledes at føle hvad andre følte og ved Eagles ord, følte hun tydeligt den forelskelse og kærlighed der havde været mellem ham og Asra. Hun smilede varmt, mens Eagles mørke og dog så behagelige stemme fortsatte historien. Da han dernæst nævnte et føl, spærrede hun øjnene en smule op. Det havde vel været ret åbenlyst, at med Eagles alder hørte der også føl med. Men det overraskede hende nu alligevel en smule, at denne rolige og varme hingst var far. Hun var sikker på, at han havde gjort det fantastisk som far. Han havde været beskyttende, varm og omsorgsfuld. Hoppen smilede og undertrykte kort, sin lyst til at putte sig indtil hingsten.
Da hingsten så afsluttede historien, lod hoppen ligeledes sit mørke blik glide op mod de svagtblinkende stjerner. ”Måske har du ret, Eagle. Jeg har dog altid lært at stjernerne er vores kæres ønsker til os og at deres sjæle stadig vandre med os her på jorden.” Hun trak let på skuldrende og puffede dernæst til ham. ”Jeg er sikker på at du var god mod din familie, så selvfølgelig følger de dig og leder dig. Ingen med sin sunde fornuft, ville give slip på en hingst som dig, Eagle.” Svarede hun dernæst senere og smilede mildt mod ham.

De gyldne øjne faldt igen på den unge hoppe der gik ved hans side. Hun havde lyttet hele vejen igennem imens han havde snakket. Nu var hans kærligheds historie ikke den længste, men alligevel fyldte ordene i den meget. Hans familie havde fyldt meget hos ham, selvom han ikke havde haft dem længe. I hvad der var alt for kort tid havde han haft dem nær. Det føltes længe siden nu, men ak det var det jo i virkeligheden ikke.
"Interessant, den fortælling er aldrig gået mig for øre, meget har jeg hørt om stjernerne og sjæle. Jeg mener dog ikke, at alle sjæle vandre i blandt os, nogen gør, selvfølgelig vil jeg ikke sige at det de siger ikke er rigtig, for ingen levende kan fortælle os sandheden om det," Eagle så på hende, for endnu flere historier havde han som han kunne fortælle, men en kort stund frygtede han, at han ville snakke ørene af hende. Et smil var over den lyse mule.
"Jeg mener, efter at have hørt mange fortællinger, vi har alle en sjæl og i den er alt, hele personligheden. Kroppen er et hylster der bære vores sjæl imens vi lever vores tid på jorden. Alle har et formål her på jorden. Når man dør forlader sjælen sit hylster, har man opnået sit formål er man befriet, og det jo så her jeg har valgt at tro på at man bliver en del af stjernerne der hoppe, i en himmel, som ja hvem på vide hvordan det er, har man ikke opnået sit formål, føler man sig ikke klar, kan man blive på jorden. Det er hvad man kalder i mange historier kalder for de hvileløse, sjæle der stadig ikke har fundet fred, som vandre hvileløst rundt," Eagle fortalte vel med en begejstring i stemmen, for dette var ikke noget han vidste med sikkerhed, det lød for ham meget realistisk, og endnu flere historier havde han hørt, hvor han synes at kunne binde det sammen. Emnet var ham spændende og stadig fremmede, i den forstand at han ikke med sikkerhed kunne fortælle helt præcis hvad der ville være rigtig. Eagle så på Cadeau, det hun havde sagt om stjernerne fik ham til at tænke. De lød spændende, og kunne vel godt tænke sig at høre mere om det.

Den gyldenbrune hoppe lod blikket glide op mod himlen, hvor hun betragtede de svage stjerner. At de små blink deroppe, skulle være gamle sjæle forundrede hende en anelse. Der var nærmest et udtryk af ærefrygt i hendes øjne ved tanken. Måske hendes gamle mor befandt sig deroppe? Omvendt, nød hoppen også tanken om, at hendes mor kunne være med hende her på jorden. Men da Eagle så fortalte videre, om de hvileløse sjæle så hun for en stund forfærdet på hende. Hvis denne tanke var rigtigt, ville det betyde at hendes tanker om sjæle, gjorde dem til hvileløse. Noget hun bestemt ikke ønskede. ”Jeg kan sagtens se hvad du mener. Jeg har ligeledes hørt denne historie før. Og mange har også fortalt mig at onde ånder har jagtet dem, gjort dem nervøse. Måske var disse onde ånder, blot hvileløse sjæle, der kæmpede for at komme op og blive fredfuld?” Hendes stemme var en anelse lav, mens en tone fyldte den med spørgsmål. Selvføgelig havde Eagle intet svar på dette og det samme gjaldt for Cadeau, men at snakke om dette skadede ingen. Dette var et mystisk emne, det besad samme mystik som månen selv. Måske var det derfor at mange forbandt sjælene og døden, med månen og stjernerne. Hun brummede mildt og lod blikket glide tilbage mod Eagle.

Roligt forsatte Eagle side om side med Cadeau langs stranden. Han havde sat sit tempo lidt ned, da det kunne være hårdt at bevæge sig for meget i sandet, og allerede havde den unge hoppe, hvis selskab han nød denne aften, haft søgt ned til fastere underlag. De mandelformede øre var spidset mod den gyldenbrune hoppe, da hun atter en gang snakkede.
"Der findes ånde sjæle, alle heste er ikke godsindet som de og jeg er," brummede Eagle roligt. Selvom Eagle ikke personligt kendte nogen med et formørket sind, vidste han at de fandtes, og han havde vel også set en eller to på sine rejser rundt. "Nogen mener de er bedre end andre, nogen mener vold er løsning og at fortære andre er lykke," brummede Eagle, det lød næsten barsk, men Eagle var sikker på at Cadeau ikke var helt så snæversynet at hun ikke vidste der også fandtes ondskab i verden. Heldigvis var der langt flere godsindet sjæle end formørket, men de fandtes. Et blidt puf gav Eagle sin følgesven på denne vandring med sin lyse mule, hvor et smil tegnede sig. Inderligt håbede den store gyldenfarvede hingst ikke at hun var sart og ville lade dette påvirke hende. Selv havde Eagle aldrig oplevet nogen kontakt med nogle sjæle på jorden. Ikke endnu i hvert fald.

Da hingsten satte farten ned, smilede Cadeau taknemmeligt og brummede svagt mod ham. Hun puffede en anelse mod hans skulder og vippede dernæst ørerne frem, for at lytte til hans svar. Hun havde svært ved at acceptere dette faktum, at ikke alle heste var lyse i sindet. ”Jeg kan selvfølgelig ikke påstå at ondskab ikke findes. Men jeg må tro på, at der i ethvert formørket sind, findes en godhed. Ingen hest kan være gennemgående ond, det kan jeg og vil jeg ikke tro på.” Svarede hun og vippede en anelse med ørerne. Det gjorde hende ked af det, hvis Eagle ikke troede på der var bare en smule godhed i alle heste. Ligeledes troede hun dog også på, at der fandtes en smule mørke i alle heste. Lige nu ejede hun selv intet mørke, i hvert fald ikke hvad hun vidste af, men det ville komme en dag. Det var hun sikker på.
Cadeau vippede en anelse med ørerne og rystede kort med hovedet. ”Jeg ønsker inderligt ikke at tro på, at nogle heste vil ’fortære andre’ bare fordi. Der må ligge en grund bag dette, en misforståelse, en forkert opdragelse eller noget i fortiden.” Lød hendes stemme sagte, som hendes blik søgte Eagles.

Det lød selvfølgelig barsk, og måske havde Eagle klar gjort sin mening i hvad han havde sagt, for i at der var lidt godhed i alle var rigtig. Der ville altid være lidt godt at finde i alle sjæle, men af og til ville det være svært at finde det gode i alle.
"Ingen fødes med ondskab, alle starter ud uviden om hvad verden vil bringe dem, det er verden, ens omgivelser hvad der sker i vore liv, er hvad der former os til den vi er. Noget godt må der være at findes i alle, det har du ret i," tilføjede den store gylden farvede hingst.
På sin egen vej havde havde den ældre hingst ikke selv set en sjæl fortære for bare at have det sjovt, fordi de lige faldt den ind. Dog havde Eagle hørt mange fortællinger fra andre om således væsner.
"Det priser mig at de er så stor sindet, Cadeau," Et smil var over den lyse mule da han sagde disse ord. Hendes unge endnu uberørte sind var smuk, helt ren og fyldt med kærlighed og håb for alt. Selv ville Eagle gerne tro på at der ingen der ville gøre grusomme ting uden en form for grund, næsten lige meget hvor dårlig den så end var, burde der altid lægge noget bag. Fordomme havde den ældre hingst vel ikke, men han vidste på en måde at sådanne fandes. Heldigvis havde det ikke været oplevelsen af det var sådan her. Ikke af hvad han havde set eller hørt på sin færden rundt på de forskellige øer.
Dette land Andromeda virkede til at være et lyst og godt sted. Der skulle være en enkelt flok her, men alligevel synes Eagle selv det var forfærdelig at tænke på hvor mange der strejfede rundt. At være strejfer er ikke sundt, det kan være et farligt og ensomt liv. At vandre fra sted til sted. Længe havde den ældre hingst overvejet at opsøge denne flok, se den, snakke med lederen. Dog var friheden her til at strejfe rundt, opdage nye ting forsætte sine vandringer frit i dette land, uden en forpligtigelse til at skulle vende tilbage rart at have. Det ville nok ikke blive ved sådan for den gylden farvede hingst, men for nu var det nok.