Uro i havet

Atter var mørket faldet ind over landet Andromeda. Aften havde budt sig ind med en stjerneklar himmen, ganske smuk. Månen selv stod næsten på halv, og lyste i et blegt skær havet op. Havet havde sin uro og den kraftige vind fik det til at se helt ustyrligt ud. Ganske smukt, men også meget farligt. Det var ikke dagen hvor man skulle våge sig der ud i det ukendte farevande. Selvmord, det var hvad det ville være.
Ikke langt fra hvor havet brusede op i sandet stod den store gyldne hingst. Stor var han, men det var mest hans kraftige bygning gjorde at han virkede stor. Han var ikke den højeste hingst, men lav var Eagle nu ikke. Rank og ædel, selvom han intet gjorde for det, det var sådan man så ham først. Når man kiggede nærmere efter ville man hurtigt få øje på at denne hingst ej var ung længere. Gammel var den store gyldne hingst nu ikke, men langt fra ung
De gyldenbrune øjne Eagle besad hvilede med en roligt blik ud over det ustyrlige hav. Det var her han trak til når han ville være sig selv, havet. Havet var det ultimative sted, et sted Eagle altid følte behag ved at være. Selvom vinden rev i den lange mørke man, så føltes det godt. Duften af saltvand, en fryd for Eagle.
Ganske rolig i sind var han nu, måske var han mere indstillet på at finde et hjem i dette land nu end da han lige ankom. Han havde vel og mærke vendet sig ved tanken om at der ingen vej var tilbage. Det var her han var nu. Fortid var fortid.
En dæmpet prusten lød fra den kraftige strube. Rolig var han, som den eneste her. Havet var urolig. Betaget blev Eagle ved med at betragte det ustyrlige hav foran ham.

En ung hoppe, med et ungt sprudlende sind, dansede af sted gennem skovens træer. Hendes skridt var lette og flyvske, som hun snoede sig let igennem de mange træer. Dette var den anden Ø, hoppen befandt sig på og denne betog hende især. Mest fordi den kun var dækket af træer. De varme brune øjne gled rundt, som hun søgte i mørket efter selskab. Navnet på denne hoppe var Cadeau, der på fransk betød gave. Hendes mor havde set hende som en gave, som en smuk gave der var blevet givet til hende. Et lille smil dannede sig om den mørkebrune mule, ved tanken om sin gamle mor. Hoppen blev dog hurtigt revet ud af tankerne, da træerne pludseligt tyndede voldsomt ud og med ét var skovbunden erstattet med strandsand. Overrasket hukkede Cadeau bremserne i og gav et forundret prust fra sig. Hun havde været uopmærksom, bestemt ikke nogen smart ting i et ukendt område. Men eftersom hun atter havde genvundet sin opmærksomhed, tjekkede hun området og konstaterede at hun atter kunne slappe af. De slanke ben bar hende med elegance ud gennem det tunge sand, således hun nu blev bragt tættere på det urolige hav. Månen spejlede sig blankt i havet og fortryllede hoppen, med dens mystiske skønhed. Hendes ører vippede konstant frem og tilbage, som et tegn på hendes opmærksomhed, men inden længe stod de stift fremad, som hun langsomt sænkede hovedet ned mod vandkanten. Hun tog et forsigtigt skridt frem og dernæst et andet. Selvom havet var uroligt, mente hun alligevel at hun godt kunne træde ud i det. Inden længe stod hun i havet, således vandet gik hende til knæene. Bølgerne rullede ind over hendes ben og hun kunne tydeligt mærke den styrke vandet besad. En let latter undslap hendes læber, da det morede hende at naturen havde så meget liv og så megen styrke.

Længe betragtede Eagle havet, de gyldenbrune øjne gled hen over dets vilde bølger, hvis ingen herre har. Så fantastisk fascinerende, så mystisk og så smukt. Havet var næsten sort i mørket, for uden der hvor månens lys ramte, der var havet mørke blot, med et let sølv skær. Vinden hylede, det sus var kraftig og kølig, men end ikke det var nok til at vælte den robuste hingst der endnu ikke havde fjernet blikket fra havet.
Vindens hylen gjorde at Eagle ikke hørte de hovslag der var i det fjerne. Nej, de lyden af disse hove var forsvinden i vinden, forsvunget i havets rusen. Betaget af havet var nok den eneste grund for at han i det fjerne til sin ene side fik øje på en skikkelse. En skikkelse af hvad der kunne ligne en hest, der havde bevæget sid ud i havet. Dette fik den store gyldne hingst til at vågne lidt. Han kunne ej lade denne hest søge længere ud i havet, risikoen for at blive taget af understrømmen var for farlig. I en bestemt bevægelse satte Eagle frem i galop imod denne skikkelse. Det var ikke på nogen helte modig måde han bevægede sig frem imod denne fremmede skikkelse, og fart var der nu heller ikke over hans galop, men inden længe var han ej langt fra denne hest.
Hesten i havet var gylden, ikke gylden som ham selv, men stadig gylden. Næsten blev denne unge hoppes pels som guld når månens lys ramte. Dog var det ikke for at betragte denne skønhed han var kommet her til. Eagle vrinskede. Han ville ikke forskrække hende, den fremmede hoppe der stod ude i havet, dog kun til knæene. Da den store hingst havde gjort opmærksom på sig selv, trippede han let ved vandkanten. Eagle vidste havet var farligt, og ville helst ikke selv bevæge sig ud i det, medmindre det var nødvendigt.
Hvad denne unge hoppe havde i hoved, kunne næppe være fornuft siden hun havde bevæget sig der ud. Dog ville han ej dømme hende, men nok på en måde lokke hende til at komme til land, hvor sikkerheden var større. Måske var der lidt helt over ham, om han ville det eller ej. Hjælpe andre gjorde han gerne, også selvom vedkommende han hjalp ikke kunne se det var en hjælp.

Som hun stod der i vandet, bemærkede hun hvordan havets bølger tog mere og mere til. Snart ramte bølgerne starten af hendes bringe og tvang hende til at lægge en anelse muskler i, for at blive stående hvor hun var. Havet skummede arrigt i vinden og prøvede ihærdigt at skubbe rundt med den spinkle hoppe, der på utroligvis blev stående stødt hvor hun var. Hendes mandelformede ører vippede rundt, som om også de prøvede at finde balance i dette vejr. En klukkende latter undslap endnu engang hendes mørke mule, men i det samme blev hun opmærksom på området omkring sig.
Et vrinsk havde nået hendes ører, trods den voldsomme vind. Med nysgerrigheden lysende ud af sine store, brune øjne drejede Cadeau forsigtigt om i vandet, hvor hun straks skimtede en gylden kraftig hingst. Overrasket hævede hun hovedet et par centimeter, med et kort ryk samtidig med et overrasket fnys forlod hendes mule. Cadeau bemærkede godt hvordan hingsten trippede en anelse ved vandkanten, som ønskede han at komme ud til hende, men turde ikke? Undrende lagde den unge hoppe sit hoved på sned og med forsigtige lange skridt bevægede hun sig nu op af vandet igen. Hendes store øjne hvilede på hingsten, mens et forundret og uskyldigt udtryk tonede sig frem i de varme øjne.
”Godaften hr.” Hendes stemme var lys og klar, men samtidig blød. Den bevidnede om hendes unge alder og dermed hendes korte levetid. Det var tydeligt at høre hvilken varm hoppe dette var, men også at hun allerede nu stolede på denne hingst, trods han intet havde bevidst. Det var en del af Cadeau, at stole på andre, fra det allerførste sekund. Men hun kunne jo altid ændre mening, hvis hesten viste sig ikke at være til at stole på. Cadeau sendte hingsten et skævt varmt smil, som hun bemærkede at han ikke lignede en af de unge, fyrige hingste. Tværtimod så denne hest ud som Cadeau forestillede sig at en ’levet’ hest, ville se ud. Hans udstråling virkede ældre, på en vismands agtig måde.

Bekymring kom frem i de gyldenbrune øjne som bølgerne blev højere. At stå og se på var noget Eagle ikke kunne, hvis denne unge hoppe ude i havet ville ende i knibe. Dette var heldigvis ikke tilfældet, og lettet åndede den store gyldne hingst op. Hoppen havde vendt sig rundt og begyndt at bevæge sig ind imod land igen. Fornuftigt mente Eagle. Havet var ikke til at spøge med, og slet ikke med den urolighed der var over havet. Bølgerne var høje og vinden kraftig. Bestemt var havet ikke en legeplads.
Ikke længe efter den unge hoppe havde vendt sig om imod ham, var hun også nået op på stranden igen. Da hoppen kom helt tæt på, kunne det tydeligt ses at denne hest, var ganske ung, mere end Eagle lige kunne have skuet med afstanden. Dog strålede denne unge gyldne hoppe af varme i sit blik. En så ung sjæl og sikkert med blod på tanden for livet.
Da Eagle havde været yngre, var det de ældre i den flok han kom fra han opsøgte dem ham fandt mest fascinerende, men med årene var det blevet omvendt. Betaget af denne unge hoppe, så han på hende med venlige og rolige øjne. En høflighed kom i hendes hilsen, som hurtigt blev gengældt; "Godaften frøken," lød det varmt og venligt fra den store hingst. Stemmen Eagle besad var dyb og ru, men på ingen måde ubehagelig at høre på. En bue formes hans hals i, da han lavede et kort lille buk, kun med nakken for at uddybe almindelig høflig respekt.

Tilliden lyste allerede ud af den unge hoppes øjne, som hun lod de mørke øjne danse let henover hingstens krop. Selvom han lignede en af ældre dato, så han ej hærget ud. Han var en bred hingst, med både højde og drøjde, som en beskytter. Måske ikke fysisk, men psykisk? Hun lagde kort tankerne fra sig og lod sin yndefulde krop danse et skridt tættere ham. Som hans stemme fyldte mørket omkring dem, var det som om en varme bredte sig i hoppens bryst. Et bredt smil fyldte hendes læber og en dyb rolig sukken lød fra hende. ”Åh, jeg kan godt lide din stemme hr.” Udbrød hun med en let latter, inden hun kastede det fine araberhoved en anelse i vejret, således den mørke pandelok dansede omkring hendes hoved, for en kort stund. ”Mit navn er Cadeau, og hvem har jeg æren af at møde?” Hendes stemme besad en varme som ingen andens, trods hendes unge alder var hun alligevel fyldt til randen af kærlighed. Hoppen havde endnu ikke mødt nogen ondskab i livet, ej heller noget grimt eller negativt. I hvert fald intet der kunne mærke den varme hun besad. Hun lod sine nysgerrige, store øjne glide mod hingsten og smilede let da de ramte hans ravgyldne blik. Trygheden var næsten til at tage og føle på. Hun var absolut helt afslappet i hingstens selskab.

Tydeligt var det at se at denne unge hoppe udstrålede tryghed; Det var så sole klart at se i hendes øjne. Varme og glæde. Meget var at sige om denne hoppe blot ved at se nærmere på hendes mørkebrune øjne. Eagle studerede den for en stund, ikke længe. Hendes bevægelser var dansende, og ganske betaget af denne unge skønhed gled hans blik over den slanke krop; Gylden var hendes krop med mørke slanke ben, for uden et. Helt hvidt var hendes ene bagben.
De gyldenbrune øjne Eagle havde, fangede hurtigt hendes blik igen ved lyden af hendes stemme. Hendes ord var høflige, ikke noget den gyldenfarvede hingst ofte hørte fra yngre heste. Hun gav udtryk for at have pli. Noget Eagle ikke selv havde i den alder. Hendes ord var en latter, ganske behagelig. Allerede nu kunne Eagle mærke hvordan denne hoppes livs energi var smittende.
Et venligt smil var over den næsten helt lyserøde mule, måske mere var den rosafarvede. Pelsen på den gyldne hingst mule var meget tynd, for ikke at sige der intet var. En tyndpels havde han, trods han havde lagt vinterpels vinteren over.
"Cadeau..." gentog Eagle smagende på hendes navn: "De må endelig rette mig hvis jeg tager fejl, men betyder deres navn ikke gave?" En kort pause var, men ikke længe før Eagle præsenterede sig selv. "Eagle Eye, er mit fuldenavn, dog ikke i daglig tale," tilføjede han sin præsentantion. Hans eget navn var kommet af hans rav gyldne øjne; hans moder havde i tidernes morgen ment de lignede en ørns, og valgte derved at opkalde sin søn efter sine egne øjne.
Den ældre gylden farvede hingst var sikker på at dette selskab var et han ville finde ganske behageligt. Varmen fra hendes stemme var en fryd at lytte til, og indrømme måtte Eagle; At han ventede på at høre hende tale igen. Næsten ligegyldig hvad hun ville sige. Før var hans opmærksomhed ved havet, men ej nu. Alt hans opmærksomhed hvilede hos denne unge hoppe der stod foran ham.

Den unge hoppe virrede kort med hovedet, som hun dog langsomt faldt til ro ved denne hingsts selskab. Smilet sad dog fast plantet om hendes smalle mule, mens hendes øjne studerede denne ældre hingst. En af de ting Cadeau holdte allermest af, var mødet med nye heste og specielt når de heste, som denne, fra første sekund fandt vej til hendes hjerte. Måske var det noget der fulgte med hendes ungdom, men Cadeau var en hoppe der havde plads til mange i hendes hjerte og selvom andre nok ville finde det meget hurtigt, havde hun allerede fundet en plads til denne ældre gyldenbrune hingst. Hendes varme blik søgte atter hans, da hans en anelse ru stemme atter lød og smilet bredte sig ligeledes større ud omkring hendes læber. ”Du har helt ret. Min mor mente at jeg var en gave til hendes liv og derfor blev jeg navngivet Cadeau.” Lød hendes svar, med den perlende stemme der kærtegnede mørket omkring dem.
Da den ældre hingst dernæst præsenterede sig som Eagle Eye, så hun på ham mens hun overvejede hvad historien bag hans navn mon var. Da hendes blik atter faldt på hans ravgyldne øjne, overvejede hun for en stund om de mon havde en plads i historien omkring hendes navn og hun følte sig straks sikker. Hans øjne mindede hende om øjnene på en ørn og dog. For denne hest, denne Eagle besad langt mere varme og venlighed i blikket end en ørn. ”Eagle. Er det i orden?” Hendes stemme var spørgende, som hun nysgerrigt søgte hans blik, med sit eget unge udtryk. Hoppen prustede sagte og strakte kort mulen frem for blidt at berøre hans skulder, som en venlig gestus.

De mandelformede øre var rettet frem imod Cadeau, bag ham slog hans mørke hale et par slag før den atter hang stille. Det smil der var på den unge hoppes mule, synes at være et fast smil, glæde? Det var svært at tro at det var grundet andet; Eagle var fladt for denne hoppes glædelige varme. Denne smittende energi. Hans humør var i top, glad. Ikke at han ikke var det før, bestemt. Eagle så ikke nogen grund for at skulle være andet. Som ofte var den gylden farvede hingst altid smilende, venlig og omfavnede naturen som den kom til ham.
Da hoppen svarede ham, omkring hendes navne betydning, lysnede smilet mere op på hans lyse mule. Han synes godt at hans viden for ords betydning var stor. En gang ville det aldrig have faldt ham ind, at dette navn måske havde en betydning i virkeligheden; men med alderen fangede det en del af hans interesse.
"Deres mor har tildelt dem et ganske godt og smukt navn; Livet er en gave man bør have kært," lød det fra den ældre hingst, der bestemt kunne lyde dette navn denne unge hoppe foran ham bar. Livet skulle leves, nydes og deles med andre. Selvfølgelig var der sorger på livets lange vej, nedture; Men disse ting man så som negative ting der vil komme til i livet, var blot med til at gøre en mere vis.
"Eagle er helt fint," svarede han hende da hun spurgte om det var i orden med ham. Bestemt kunne Eagle ikke se noget problem i det. Fra hvor han kom fra før, havde de kaldt ham Ea, sjovt valg, efter som det egentlig oprindeligt at et pigenavn.
De rav gyldne øjne fangede Cadeaus blik, hendes øjne var mørke; men ganske flotte. Igen blev han betaget af den varme der var i hendes øjne. Så ung; så fyldt med kærlighed. Det behagede den ældre hingst at der fandtes heste som hende.
Hendes mule berørte hans skulder, venligt. Et større smil, stadig venligt, tegnede sig over den lyse mule. Eagle strakte halsen ud, på den måde kom han tættere på hende. Han tillod sig at snuse lidt til hende, men med lidt afstand. Trænge sig på ville han ikke.

Hoppen vippede et par gange med ørerne og drejede sig dernæst en smule rundt, på forbenene således hun kunne betragte det urolige hav, ved Eagles side. Et dæmpet suk lød fra den gyldenbrune hoppe, mens et smil endnu engang prydede hendes mule. Nogle heste fandt Cadeaus evige glæde og varme naiv og tilmed provokerende, men for Cadeau var der ingen anden vej. Et liv i mørke, eller noget der blot virkede mørkt ville ødelægge hendes lyse sind. Hendes sind var præget af varme, farver af lys og kærlighed. Således havde det altid været og en del af hende gruede for den dag, hvor hendes sind ikke blot ville være lyst som guld, men hvor mørke pletter ville samle sig. For hun vidste det kom, hun vidste at sorgerne ville komme og at hun i fremtiden ville finde sig selv i et mørke, men ligeledes vidste hun, at hun nok skulle finde en vej ud af mørket.
Cadeau var en hoppe, der var bestemt til at vandre i lys og kærlighed og således skulle det blive. Det var hendes mål med livet, hendes grundlæggende tanke om hendes eksistens. Cadeau lod blikket glide ud over havet, der i månens kølige og mystiske skær udførte en dans med sig selv, store kræfter var på spil og først nu så hun, hvilken fare hun kunne have bragt sig selv i, ved at træde længere ud i havet. Dernæst rettede hun blikket mod Eagle, med overraskelse i øjnene. ”Du reddede mig, Eagle. Det ser jeg først nu, havet kunne med lethed have trukket med mig ud. Tak, Eagle!” Hoppens øjne var store af forundring over hendes egen uforsigtighed. Men samtidig hvilede et taknemmeligt udtryk i de mørke øjne. Hun puffede endnu engang til hingsten, denne gang ved hans kæbe som for at udvise sin taknemmelighed.
”Livet er i sandhed en gave og du har lige reddet mit. Jeg står i gæld til dig, lad mig vide hvis jeg en dag kan indfrie denne.” Hendes stemme var oprigtig, måske var det store ord, men som sagt var Cadeau en hoppe af store følelser. Hun var en hoppe der så let som ingenting dannede følelser om andre og måske troede man, at disse var overfladiske, men gav hoppen sit ord, som nu, måtte man tro på hende, for hun var oprigtig og mente hvert et ord.

Den store gylden farvede hingst blik hvilede på Cadeau, der nu rykkede sig rundt. Side om side stod de nu, hendes blik var rettet imod det urolige hav, som den unge hoppe, ikke få så forfærdelig længe siden havde stået ude i. Månen spejlbillede var i havet næsten ikke andet end en sløret plet, men gjorde det lyst i havet flere steder. Et mønster i de høje bølger var at se. Eagle så atter på havet, men ikke i lang tid før den unge gyldne hoppe åbnede munden. Hendes blik var overrasket; da det gik op for hende at hun havde bragt sig selv i fare da hun var gået ud i havet. Hun takkede ham. Den gyldenbrune hingst lyttede til hendes stemme. Den var varm og blød, en fryd som fuglesang.
"Havet er ikke en legeplads, man bør omgås det med forsigtighed. Aftner som denne bør man holde sig på afstand. Da jeg så dem ude i havet, kunne jeg ikke blot stå og se på. Havde der sket dem noget uden jeg havde forsøgt at gribe ind... den tanke ville jeg ikke kunne bære," sagde Eagle venligt, ikke irettesættende på nogen måde, men som en information. Altid ville man kunne lære lidt fra sig, men denne hoppe virkede klog trods hun var ung, så mon ikke hun selv ville indse at havet skal man omgåes som danser man på roser.
Hun påpegede livet var en gave, og at Eagle havde redet hendes. Hun ville stå i gæld til ham. Selvom mange tit sagde sådan, lød det som hun mente sine ord. Store ord fra en ung hoppe.
"Kære Cadeau; Jeg vil ikke lade dem stå i gæld til mig, tag det som en gave til visdom, tag ved lære af hvad de har set i dag," sagde han med en venlig stemme. Den ældre hingst ville aldrig på den måde bede om en tjeneste, og hvis hun ville stå i gæld til ham, ville hun kunne gøre det længe. Det var noget Eagle ikke ville lade hende gå med.

Det unge blik denne hoppe bar, hvilede på denne Eagle. Hun stirrede ikke direkte på ham, men lod sommetider sit blik glide rundt omkring på hans gyldenbrune krop. Han var ej nogen slank og atletisk hest som hende, men omvendt virkede han heller ikke som nogen klodset hest. Hans holdning var elegant og rank, præcis som hun forestillede sig en ældre, vis hingst ville være. Hun brummede mildt og lyttede med alvor i øjnene til hingstens ord. Efter det var gået op for hende, at han havde reddet hende var det som om hendes ’følelser’ til ham, var blevet endnu dybere. Selvfølgelig var det ikke fordi, at hun ikke havde taget hans ord alvorligt tidligere, men nu med hans redning i mente, var hun yderst betaget af ham. ”Jeg er dig yderst taknemmelig for din opmærksomhed. Selv havde jeg slet ikke skænket faren ved situationen en tanke, men fremover vil jeg altid være påpasselig, takket være dig.” Hendes stemme blev endnu engang taknemmelig, som hendes blik gled udover det vilde hav. Det gøs kort i hende, ved tanken om at hun kunne have endt i bølgerne derude, panisk og ude af stand til at kæmpe sig ud af bølgernes jerngreb. Da han dernæst afviste hendes ord rynkede hun kort på mulen og lagde hovedet en anelse på sned. At han ikke tog imod det undrede hende vel en smule, hvorfor ønskede han dog ingen gengæld for hans enorme heltemod. Hun brummede sagte og lagde blødt mulen mod hans skulder. ”Hr. Du bliver nødt til, at lade mig gengælde det på en eller anden måde.” Svarede hun ham mens hun søgte hans øjne med alvor i blikket.

Den gyldenfarvede hingst lod sit rav gyldne blik hvile på den unge hoppe; hun var selv ret spinkel, lille og ganske fin. En meget slank bygning i forhold til ham. Han var stor, høj og kraftig; men med en meget ædelholdning, også når han ikke gjorde noget for at ranke sig op. Hvad Eagle havde set, var der mange slank byggede heste i dette land; Andromeda. Han havde nu mest kun set heste fra afstand på sin vandring rundt i landet, og ikke opsøgt dem.
Cadeau talte igen, med taknemmelighed i stemmen. Eagle forsøgte stadig at sammenligne tonen i hendes stemme; den lyd var bekendt, men ej kunne han placere den nogen steder. Ganske betaget fulgte hans blik hendes små bevægelser. Vejrtrækningen der fik hendes brystkasse til langsomt at hæve og sænke sig. De gyldenbrune øjne lod han hvile ved hendes. Øjenkontakt viste opmærksomhed, og Eagle ville gerne vise at hun havde hans opmærksomhed imens hun talte til ham. De mandelformede øre var vippet frem imod hende. Da hun sluttede sin sætning smilede Eagle venligt, der var en varme over hans venlighed. "Så længe de kan tage ved lære af fejltagelser og uopmærksomhed; Vil de kunne nå langt i livet," sagde han med den let ru og halv dybe stemme han besad. På ingen måde en ubegahelig lyd, men en stemme der var med årene blevet mere slidt. Der havde været en gang hans stemme havde været helt blød, det var i hans unge dage. Tilbage til den gang han selv havde været dumdristig og uopmærksom.
Hendes blik gled ud over havet; hvis bølger stadig var høje og ustyrlig. Grusom, farlig var havet, men dog så ufattelig smuk og fascinerende. Havet var den store gylden farvede hingsts yndlings sted. At befinde sig på stranden og studere havet, hvis ende ikke fandtes. Mystikken over naturen. Flere timer kunne Eagle for til at gå her, dage med.
En rynke var at se på hendes mørke mule; Hendes mule var varm og blød. Meget lille og fin, som resten af hende.
"Kære frøken, jeg ønsker dem ikke til at stå i gæld for mig. For mig er det nok at vide de er i sikkerhed, at de har indset hvor vigtig det er at være opmærksom. En dag reder de måske en fremmede der ikke er opmærksom, din taknemmelighed er for mig nok," lød det fra ham, en svag brummen lød fra hans strube i det han knejste en smule i nakken, for bedre at fange hendes blik. De mørkebrune øjne hun havde bar alvorlighed. Hvorfor var det så vigtig for hende at gengælde ham.

Cadeau lod atter blikket falde tilbage mod hingsten, Eagle, mens et smil prydede hendes mørke mule. Hendes blik var varmt og mildt, som hun betragtede ham, med nysgerrighed og en oprigtig interesse for denne hingst. Hun kunne godt fornemme, at han var mange år ældre end hende. Men alligevel var der noget over ham, der gjorde hende så betaget og fascineret. Hun ønskede at lære denne hingst at kende, hun ønskede at komme tæt ind på livet af ham. Hoppen trådte et par skridt til siden og slog et par gange med den lange, mørke hale. Dog blev hun pludseligt opmærksom på den lette og sødmefyldte duft af brunst, der lagde sig omkring hende. Hun skævede over mod Eagle, mens hun prøvede at tyde hans reaktion på dette. Mange hingste var let påvirkelige, mens andre havde lært at holde sig i skinnet. Måske var Eagle en af dem, i og med han var en smule ældre end de unge og dumdristige hingste. Cadeau besluttede sig for, blot at lade som ingenting og derfor lyttede hun roligt til hans ord. Dernæst nikkede hun med et lille smil. ”Udfra min optik er det ved ens fejltagelser og fejltrin i livet, at man lærer mest.” Hendes lyse stemme bar varme med sig og med en delikat blødhed, fyldte den mørket omkring dem. Hendes mørke øjne var rettet mod den gyldenbrune hingst, der bar en lignende farve af hendes. Hun brummede sagte og lod sit blik hvile på den behagelige hingst Eagle. Selvom hans stemme virkede ru, slidt og måske for mange uhyggelig, var den i stedet en tone af hygge, liv og varme for Cadeau. Hun smilede stille og lyttede til hans ord. ”Hmm… Hvis det er det du ønsker, Eagle. Men vær ikke bange for en dag at bede mig om en tjeneste, jeg vil hellere end gerne hjælpe dig, hvis du en dag ønsker hjælp.” Hendes ord var oprigtige, som hendes blik søgte hans med alvor og oprigtighed, gemt bag det varme og blide smil.

Da den unge Cadeau viftede med halen spredte sig en sød og tiltrækkende duft sig, Eagles næsebor dirrede ved duften. Duften af brunst, en duft der var svær at modstå, selv for den bedste. Den store hingst rømmede sig lidt, men blev stående ganske stille. Musklerne spillede sig lidt under den gyldne pels, imens den store hingst samlede sig op igen, og atter kom til sig selv. Længe tog det ham ikke før han havde kontrol over sine instinkter og igen havde opmærksomheden rettet imod den unge hoppe, som intet havde rørt ham. Eagle kunne godt styrer sig. Beherskelse var noget den ældre hingst havde lært igennem årene. Selv havde han en gang været fuldstændig fra sig selv ved duften af brunst og den kunne da nemt stadig gøre ham ør i hoved.
Visdom havde den unge hoppe allerede, tydeligt at høre på hendes ord. Af så ung en alder imponerede hun Eagle med sine ord, sine erfaringer hun allerede havde gjort sig. "Deres visdom er stor, kære Cadeau. De har ret, laver man fejl og kan tage ved lære af det, når man langt," lød det fra Eagle med en varm tone i den ru stemme. Et venligt smil var tegnede over hans mule, imens han roligt betragtede den unge gyldenbrune hoppe. Han lod sig blik hvile på hende; Han lod ikke sine øjne flakke mod hendes bagparti. Han forsøgte at fortrænge den søde duft af brunst.
Eagle nikkede til hendes ord; "Hvis jeg en dag for brug for lige deres hjælp, skal jeg nok lade dem høre," sagde han med en venligt smil over den lyse mule. De gyldne øjne lod han hvile i hendes mørke brune øjne, der var alvor i hendes blik, men stadig var det varmen der fangede ham. Hun ville nemt kunne få en hver til at blive hel blød i knæene med de øjne; Så varme og bløde. Fyldt med kærlighed og livsglæde. Det var nemt at se hun havde hjertet på dette rette sted. Eagle ønskede oprigtig at verden ikke ville sætte nogle hårde præg på denne hoppe. Ændre hendes blik, gøre hende fjern og indadvendt. Eagle kendte ikke denne verden, men af erfaringer havde han set hvordan verden havde ødelagt de selv mest uskyldige.