Mørkets uendelige.

Nysgerrigheden i denne hoppe, havde bragt hende til øen Chibale. En Ø der betog hende meget, med dens specielle landskab. Det forundrede hende at hele denne Ø var dækket af skov, men ikke bare almindelig skov. Nej, det var alle mulige træer, med alverdens klukkende bække og åer løbende igennem sig som årer i en krop. Det var tankerne der flød igennem den unge hoppes hoved, som hun i en elegant og energisk skridt bevægede sig af sted, mellem de mange træer. Hun var påpasselig med ikke at røre barken, når hun slangede sig imellem træerne. Ikke fordi hun var bange for at blive beskidt, men fordi at hun ikke ønskede at muliggøre en skade på sig selv, slet ikke når hun var ny. De store brune øjne lyste af opmærksomhed, som blikket gled rundt i landskabet. Det indtryk hoppen allerede havde fået af landet, havde kun været godt. At hun var kommet hertil var helt bestemt noget hun var tilfreds med, selvom hun selvfølgelig vidste, at der også ville vise sig negative sider af dette land, men indtil videre ville hun tage det som hvad det var for hende, et eventyrligt rige med muntre sjæle. Den unge hoppe slog en anelse med den mørke hale, mens hun stoppede op og lod et lyst, klingende vrinsk fylde skoven for en stund. Da vrinsket døde hen, lyttede hun ihærdigt efter selskab. Det var bestemt ikke fordi hoppen ikke forstod at være alene, men når man nu var ny som hun, var selskab aldrig en dårlig ting.

Igen er jeg havnet på øen Chibale, som jeg ellers normalt holder mig fra. Ikke fordi øen irriterer mig, eller fordi jeg ikke bryder mig om træer, men det er simpelthen bare fordi, jeg sjældent er her. Jeg befinder mig hellere på Enophis, med de mange bjerge, eller Foehn som er vulkan øen. Men på det seneste har jeg dog også befundet mig en del på Zenobia, fordi jeg jo fandt den gyldne hoppe der, og desuden også kom i selskab med en anden ung hoppe, som også var på øen Zenobia. Men nu, nu er jeg altså her. Min brogede skikkelse har bevæget sig ind imellem træerne, hvor jeg nu har valgt at stille mig nær en rislende bæk, som efterhånden er begyndt at kunne risle ordentligt, fordi den ikke er så frossen som den før har været. Mine øre er vippet bagud, i en neutral og lettere afvisende holdning, mens nakken er knejst dybt op, så musklerne bliver tydelige under mit sortbrogede skind. Indtil videre er her stille, men det stopper dog brat, da et lyst og klingende vrinsk bryder igennem træerne. Det er et ukendt vrinsk, og netop det kan både være godt og skidt, eftersom jeg ikke er helt sikker på hvordan mit humør er her til aften. I en lidt voldsom bevægelse, slår jeg hovedet op, og lader et dybt, rungende og hæst vrinsk svare tilbage til hoppen, og så må vi så herefter se, hvordan dette møde kommer til at forløbe; for det kan bestemt gå begge veje, da det afhænger meget af hvad hun er for en.

Da et vrinsk pludselig brød stilheden omkring hoppen, dansede et bredt smil straks henover hendes spinkle mule, som hun kastede en anelse med hovedet af iver. Med lette skridt dansede hun elegant gennem træerne, stadig ganske omhyggelig med ikke at berøre disse træer. Hun brummede sagte, mens hendes store øjne søgte området gennem træerne efter denne hingst, der havde svaret hende. Da hun nåede frem til ham, lød hun en hilsende brummen lyde, som hun med ynde bevægede sig mod ham. ”Godaften! Mit navn er Cadeau, hvem har jeg æren af at møde?” Hendes stemme var ung, lys og varm. Ligeledes var hendes udstråling varm og venligsindet. Cadeau var en hoppe man egentligt kun kunne holde af, hun var typen man ikke kunne sætte en finger på, for negativitet var ej noget der huserede i hoppens sind.

Der går ikke særlig længe, før trippende og fine hove, kan høres imellem træerne. Og hoppen der før vrinskede, er derfor også på vej imod mig. Langsomt begynder en brun skikkelse at dukke op for mine øjne, og der går da heller ikke længe før hun er helt henne ved mig. Mine øre vippes neutralt bagud, men også en smule afvisende, da hun begynder at komme for tæt; men dog stopper hun nærmest samtidig med at mine øre lægges, hvilket kun er godt.

De gråsorte øre forbliver dog hele tiden bagud, for jeg ser ingen grund til at tage dem frem endnu; det er de nærmest aldrig. Kun i få selskaber, er mine øre vendt fremad, så det er mere en undtagelse end hverdag, når det sker.

,,Godaften, Cadeau.”

Besvarer jeg hende, med den dybe og hæse tone, mens de sorte og lige nu, tomme øjne glider undersøgende henover hende. Både af bygning, stemme og fremtoning, er det ret tydeligt for mig, at hun er ung af sind og krop, og jeg er noget ældre end hende. Så hun har med garanti stadig meget at lære; og hun finder sikkert mig ganske sur og afstødende, men det må hun nu selv rode med; for der er mange andre der kan virke som mig, så dem støder hun nok på nogle gange endnu.

,,Volontaire. Mit navn, er Volontaire”

Siger jeg så igen, mens jeg kort nikker dybt, inden min nakke knejses op på ny, og bringen forbliver en anelse fremskudt.

Diskret lod den gyldenbrune hoppe, Cadeau, blikket glide henover hingstens krop. Hans pels var broget, i hvide og grå farver. At hans udstråling ikke ligefrem var imødekommende, var ikke noget der af skræmte hoppen. Hun havde set heste hvis udstråling var langt mere afvisende end denne og det havde blot været en del af dem. Måske var denne hingst rent faktisk en hingst der ikke ønskede selskab, men ikke før de ord ville forlade hans mund, ville hun gå. Indtil nu respekterede hun blot hingsten og lod sig ikke gå på af hans tomme øjne. Cadeau havde trods sin unge alder, allerede lært at det bedste egentligt var, bare at se på disse heste, som var de enhver anden. Som om deres afvisende attitude ingenting betød og det var lige hvad hun gjorde nu.
”Volontaire.” Cadeau smagte en anelse på hans navn og sendte ham dernæst et varmt smil. ”Det er hyggeligt at møde dig Volontaire. Ser du, jeg er ny her og derfor er ethvert selskab mig en glæde og en mulighed for at lære dette land bedre at kende. Har du været her længe?” Hendes lyse stemme klingede blidt i mørket, hvor de to heste stod omgivet af Øen Chibales træer. At denne hingst alligevel valgte at bukke for hende, forekom en anelse undrende. Mest af alt fordi hans attitude fortalte hende at han langt fra var en hest der brød sig om selskab og i hendes hoved, var et buk lige med respekt og imødekommenhed overfor hesten. Hun brummede en anelse og rettede blikket mod Volontaire igen.

(Han bukker nu heller ikke Han nikker til hende )
De mørke øre er vippet skråt bagud, hvilket de jo altid er. Medmindre jeg er sammen med én bestemt sjæl, så kan de godt vippe fremad, allerede bare når jeg har skimtet hende. Men ellers holder jeg mine øre neutralt bagud, uden at vise hvad jeg egentlig præcis mener om det pågældende selskab, som jeg nu engang har. Og denne gang, er ingen undtagelse, med denne.. Cadeau, som hun jo har præsenteret sig selv med. Hun tager sig ikke yderligere af min lettere afvisende og neutrale holdning, og det tolker jeg både som noget positivt, men også noget negativt. Hvorfor det er begge ting, det får hun ikke af vide.

,,Cadeau.. Jeg er en af de heste, der har været i Andromeda i lang tid.. Dette er min 2. vinter, i dette land.”

Så jeg har været her længe. Længere end mange andre, men også kortere end nogle få. Illana var det første selskab jeg mødte, af hvad jeg lige husker. Og hun var vidst en af de allerførste der kom til landet, og hende kom jeg efter. Men dog er det stadig min 2. vinter i dette land, og derfor anser jeg ikke mig selv som værende ny. Jeg kender nærmest hele Andromeda; både på godt og ondt.. De mørke øre forbliver bagud, og flere ord kommer ikke fra mig; for hun spurgte om jeg havde været her længe, og det har jeg svaret på. Jeg kigger hende ikke i øjnene, men nærmere henover hende.