A Youthful Night

Natten havde efterhånden sænket sig over udkanten af den mægtige ørken, der strakte sig over langt det meste af denne ø, som den gyldne hoppe havde fundet vejen til. Hun vovede sig som regel ikke helt ud i sandets ocean, fordi hun frygtede de farer, og de strabadser hun kunne komme ud for, der hvor sandet tog over.
Den gyldne hoppe, hvis lange ben smidigt dansede hen over grænsen, der hvor sandet og jorden begge dominerende, lod sine ravfarvede øjne søge hen over det mærkværdige landskab; det lignede en kamp mellem jorden og sandet om, hvem er skulle tage magten. Hist og her kunne man se pletter af jord i sandet, og omvendt. Det var som om de kravlede ind over hinanden, og det var ærligt talt et bageløst syn. Hendes mening med sin færden på denne ø, var hun egentlig ikke sikker på, men noget havde draget hende herhen. Måske var den den behagelige varme, der var i udkanten af ørkenen, som tiltrak hende; det var et rart afbræk for vinterens kulde og sne. Med en tilfreds nynnen lod den gyldne hoppe sine hove danse videre, alt imens hendes øjne og ører prøvede at opfatte alt, hvad der var at opfatte, der hvor hun nu var; alt imens gik solen langsomt ned over hende.

Hendes gang var endnu ikke nær så elegant i ørkenen. Det var svært for hende at bevæge sig igennem sandet, men hun håbede en dag at kunne bevæge sig lige så elegant som sin mor. Hun havde ikke set hendes mor længe, og hun savnede hende, men på den anden side, så var hun også glad for at opleve nogle ting. Lære om livet. Hendes øre var fremme og de brune øjne var opmærksomme. Hendes korte hale hang slog en smule bag hende, hun var koncenteret. Hun mimrede med den mørke mule. Hun hyggede sig faktisk en smule i sit eget selvskab og derfor var der også et lille smil omkring hendes mule og hendes øre var fremme. Mon her var nogle til aften? Et føllet, men også hoppet vrinsk kom fra hende. Her virkede dog tomt, men man vidste jo aldrig?

Den gyldne hoppe, Illana, hvis gyldne sjæl strøg af sted som en solstråler der trådsede nattens tag i landet, lod snart en lyskugle fremmanes foran hende, som en lille stjerne der kunne oplyse hendes vej. Disse kugler af Lys, havde den gyldne hoppe lært at lave for lang tid siden efterhånden, og hun havde fået så godt styr på dem, at hun kunne guide dem i alle retninger og opretholde dem i flere timer, uden at det tog på hendes energi. Hun nød at danse med disse Lys, for selvom det var hende selv der styrede dem, så nød hun deres nærvær, fordi disse Lys indholdt deres egen energi; eller, de omformede den energi, som Illana gav dem, til deres egen. En tilfreds brummen forlod struben på den gyldne hoppe, inden et ungdommeligt vrinsk nåede ørerne på hende; den gyldne danserinde sænkede sit tempo og drejede hovedet rundt, og da hun var endt en halv omgang om sig selv, så hun en plag, af gylden farve med mørkere man og hale. Illana besvarede denne unge sjæl med et ganske karismatisk vrinsk, inden den gyldne hoppe lod sin lyskugle danse gennem luften, hen imod den unge sjæl.

Selv om at det var ved at blive aften, så var her ikke nær så koldt som de andre steder i landet. Hun nød at være her ligesom hendes moder, men Savana kunne dog godt gå andre steder hen. Faktisk var Savana gået herud for at finde sin mor, det var lang tid siden at hun havde set hende, og hun vidste at hun altid kunne finde hende herude. Men snart var der noget helt andet der fangede hendes opmærksomhed, og med et forsvandt tanken om at skulle finde sin mor. Der var nogle lyskugler på vej mod hende, og hvor de kom fra vidste hun endnu ikke, men de var utrolig flotte at se på. Savanas brune øjne funklede ganske let her i mørket, mod de lyskugler der nu var foran hende. Ikke ret lang tid efter hørte hun et vrinsk, et fremmed, og det var et hun ikke kendte. Hendes blik kørte kort og modvilligt rundt for at finde den anden hest. Hun kunne se en lysende hest, det var som om at den lyste let op her i mørket. Den fremmede bar en meget stærk energi, men det var ikke en ubehagelig energi, det var en behagelig og varm energi. Hun betragtede atter lamperne, eller lyskuglerne. Hun slog et par slag med den mørke hale og kunne nu se at den fremmede var på vej i mod hende. Den fremmede måtte være en hoppe, for hun var meget feminin og bevægede sig elegant.

Illana, den gyldne, hvis Lyskugle havde fundet den unge sjæl, smilede let ved synet. Den unge hoppe, føllet, lod til at have en stor interesse i hendes dansende lyskugle, der snart efter kærtegnede det lille føl på mulen, inden det i dansende bevægelser blev kaldt tilbage til Illana. Hun mimrede let med mulen, den gyldne sjæl, inden hun med elegante skridt satte imod dette ørkenfarvet hoppeføl, der vidst havde forvildet sig væk fra sin moders side.
Illana hvis lange ben kunne bære hende naturligt elegant igennem stort set alt terræn, bragte hende snart hen imod den lille hoppe, hvis farve, da hun kom nærmere, var mere guldfarvet end ørkenen selv. Dog, ville det ikke undre Illana, hvis dette lille føl let kunne gemme sig i sandets ocean. Illana brummede hilsende imod den unge sjæl, der i månelyset og det svage Lys fra Illana’s dansende kugle, fik et skinnende skær lidt i stil med det Illana selv bar. Hun rakte mulen ned imod den mindre krop, for at hilse hende ordentligt an. Hun var det første unge føl, som hun havde set i dette land, trods hun havde været her i godt to vintres tid.

,,Jamen, godaften du lille. Hvad bringer dig til ørkenens sand?”

Spurgte den gyldne hoppe, med en ganske rolig og feminin stemme. Hendes øjne nærstuderede det unge føl ganske nøje, uden at være alt for direkte, alt imens Lyskuglen diskret dansede over hovedet på de to sjæle.

Da kuglen rørte ved hendes mule mimrede hun med mulen, det var et mærkeligt kærtegn. Hendes øjne fulgte store med lyskuglen hen til hoppen. Kunne denne hoppe trylle? Hun fik pludseligt et overdrevet stort og lillepige agtigt smil om mulen. Hun ville se! Man kunne vel godt sige at Savana var en smule fascineret af den gyldne hoppes tryllekunstner, i hvert fald denne lyskugle. Hun ville også have sådanne en! Hun brummede glad igen mod hoppen da hun brummede hilsende brummede til Savana. Da hoppen nu tog mulen ned mod hende tog hun selv mulen op mod hendes, dog uden at røre og prustede ind i hendes næsebor, som en hilsen, men også for at finde ud af hvem hun var. "Jeg leder efter min mor" sagde hun med den tydeligt føllede stemme, men den var også meget fin at høre på, men det var mange føllestemmer nu.
Hun blev meget distraheret af lyskuglen omkring hende. Hun synes at den var meget spændende, og der gik lidt tid inden at hun så på den fremmede hoppe. Hun var lidt i skam over ikke engang at have præsenteret sig selv, men blot havde været fascineret af kuglen, det kunne hun ikke være bekendt! "Undskyld, jeg er Savana" sagde hun og så ind i hoppens øjne, for at finde ud af om hun var sur eller irriteret over det. Hun havde altid lært at øjnene sagde en del, fortalte om ens humør.

Fascinationen stod klart i de små øjne som den unge hoppe havde; hun havde fået øje på Lyset, og det skræmte hende ej, men tiltrak hendes opmærksomhed i langt højere grad end den gyldne hoppe selv gjorde. Med et muntert smil, lod Illana lyset udfører en lille dans igen, til ære for den unge hoppe, inden hendes stemme brød frem - trods hun var så ung af alder, lod det til at hun bar både høflighed og sikkerhed i stemmen. Den unge hoppe præsenterede sig som Savana, et meget smukt navn til den unge sjæl. Illana smilede og nikkede da hilsende til hende, inden hun rakte mulen imod den lille hoppe.

,,Savana, en ære at møde dig. Mit navn er Illana, og jeg vogter Lyset i dette land”

Sagde den gyldne sjæl, langsomt, men forståeligt. Hun vidste at en ung, uerfaren sjæl godt kunne have svært ved at forstå meningen bagved ordene som den gyldne hoppe fremsagde - men samtidig var denne Savana højest sandsynligt født i landet, og derfor kunne hun måske lettere forstå? Illana puffede let til den sandfarvede unghoppe, inden hun med den milde stemme endnu engang fremsagde ord.

,,Måske jeg ved hvem din moder er - hvad er hendes navn?”

Sagde hun sagte, men endnu engang langsomt, mildt. Hun strøg forsigtigt Savana over den bette mule hun havde rakt fremad, og derefter gav Illana sig til at bringe Lyset i dans igen, således at Savana kunne muntre sig med det; at det kunne underholde på denne måde var blot endnu en glæde ved at kunne mønstre Lyset og gøre det i andres selskaber.

[Out]