Who are you?

Mit liv har ændret sig ufattelig meget. Mødet med Rumpel fortryder jeg, men jeg kan ikke lave det om. Jeg ved nu at jeg kan styre vejret, men jeg ved ikke hvordan jeg gør det. Mit humør påvirker det lige nu, hvilket betyder at der er enkelte grå skyer over mig, ellers er det blot nattens mørke man kan se. Hornet i min pande lyser en anelse i mørket, men det gør resten af min krop også. Engen er lyst svagt op af månens skær og jeg er egentlig ganske synlig herude, men det gør mig intet. Andre må blot gå uden om mig, hvis de ikke vil have noget med mig at gøre. Egentlig er det ret utroligt at jeg stadig er her. Det kan jeg kun takke Leonora for. Hun viste mig min magi og fik samlet mig igen. Min styrke havde nær ødelagt alt for både hende og jeg.

Af alle hestene i landet, så er det hende der kender min hemmelighed bedst. Hun ved at jeg har dræbt en, men hun ved ikke hvem. Det gør vel heller ikke nogen forskel. Hun ved det og har accepteret det. Hun kender til den store smerte der i mig, for hun har den samme smerte i hende. Vi er så forskellige og alligevel kan vi forstå hianden. Hvordan er det muligt? Jeg burde ikke tænke på hende, men jeg kan ikke lade være. Skyerne over mig forsvinder lidt mere ved tanken om hende. Mine sorte øjne retter sig mod himlen. Det er stadig underligt og uforståeligt, at jeg kan styre vejret. Gid jeg vidste hvordan jeg skulle gøre det.

Kommer trippende ind til dette gamle sted, men føler mig alligevel som ny på dette område. Vælver i den lette og muskuløse brune halse og lader de helt mørke brune øjne kigge rundt efter noget jeg kender. Vipper de chokolade farvede ører vippes rundt. Dette sted har betydet meget for mig før, men den rejse jeg har været på har været nødvendig. Tankerne var ved at tage overhånd hos den ellers så blide hoppe. Rejsen, de mange oplevelser og mange erfaringer har været det hele værd. Men hvad forlod jeg på dette sted, havde ikke lært ret mange at kende og den eneste som havde gjort et indtryk på mig - Valgte at støde sig fra mig. Denne nye ankomst tager jeg som en ny start. Kommer travende hen af den smukke grønne eng og bare at være tilbage er fantastisk har savnet dette sted. Månens lys lægger en utrolig smuk og behagelig stemning over savannen og alt er som det skal være.

Mærker glæden vokse i den mørkebrune krop for hvert et skridt der bliver placeret i det grønne og lettere fugtige græs. Vipper så ørerne frem og stopper så op da et syn længere fremme får alt i mig til at stoppe. Om han har hørt mig ved jeg ikke, men hvordan skal jeg reagere. Må da indrømme at denne smukke hvide hingst har været savnet. Men mon det har været gengældt? Smælder med halen og træder forsigtigt tættere på ham. Han er forandret, han har fået et horn i panden - Hvad mon der er sket.. Udbryder et blidt og hoppet brum, blot for at han ved at jeg er her. Stiller mig smukt og blidt an og lader de brune øjne rettes mod ham - Søgende - Spørgende.

Ganske roligt slår jeg den sorte hale bag mig, fra side til side. Hvor mon Leonora er nu? Vi har en aftale om at vi skal hjælpe hinanden. Det er blevet ganske klart for os begge, at vi ikke vil klare os igennem uden hinanden. Men vil det overhovedet lykkes for os? Mine tanker bliver afbrudt af en blid og hoppet brummen. Straks retter jeg mit hoved mod den hest, som har valgt at opsøge mig. Da mine øjne rammer hende, drejer min verden rundt. Hende! Mine hvide ører bliver smækket i nakken og jeg løfter trodsigt hovedet. Skyerne over mig begynder at samle sig faretruende. Måske regn? Måske en storm? Jeg ved ikke selv hvad der vil ske nu. Mit humør kan påvirke det på så mange måder.

Hvad vil hun mig? Den brune hoppe som blev ved med at skubbe mig væk fra hende. Vil jeg overhovedet snakke med hende igen? Sidst jeg så hende skubbede hun mig væk fra hende, så jeg til sidst tog beslutningen at forlade hende. Jeg brummer tilbage, men det er ikke blidt og venligt. Mere afventede og en smule surt. Hun vil ikke blive påvirke af vejret over mig, hvis hun står mere end 100 meter fra mig. Kommer hun tættere på mig, vil hun være udsat for det samme som mig. Men for nu er det blot skyerne der hænger over mig. Store og sorte, de venter. Jeg venter. Tør hun komme tættere på mig? Trodsigt stamper jeg en enkelt gang i jorden med det ene forben.

Da den hvide hingst vender sig og lader blikket falde på den brune hoppe. Kan man tydeligt se det had som ligger i de ellers så dejlige øjne. Et kort suk falder over den brune hoppe. Sorgen over at denne hingst vælger at se hende som en pestilens og ikke som den hoppe han nød at være sammen med. Mærker hvordan det går mig på og mærker trængen til at vende om på hælene og blot lade ham være. Hvorfor nærme sig denne hingst, en hingst som tydeligvis ikke ønsker at se hende. Tankerne vender tilbage i hovedet på den mørke hoppe og blikket falder i hans. Lægger godt mærke til de store store skyer over ham og kan på en måde forbinde ham til dem, det er måske derfor at hornet er vokset i panden på ham. Magien er begyndt og flyde i ham og hvis jeg vælger at gå tættere på ham, kan han sikkert nemt skade mig hvis det er det han ønsker. Løfter halen i takt med at tankerne får lov til at flyde igennem kroppen. Nej jeg begår ikke den samme fejl som jeg gjorde den gang. Jeg er blevet mere voksen og har fået så mange flere erfaringer og vil på ingen måde vende ryggen til ham igen. Træder forsigtig tættere på ham, med smidige og blide skridt. Overvejer at snakke til ham, men ønsker på heller ingen måde at hyle ham endnu mere ud af den ved at skulle bruge den stemme som i første omgang var problemet mellem os.

Står nu kun omkring 5 meter fra ham og sænker hovedet en smule, det er en smule undskyldende. Man kan også tydeligt aflæse håbet i de nøddebrune øjne. Håbet om at denne hingst, måske inderst inde kan finde noget at det tilbage som de havde. Denne hingst var en af de grunde til at hun nød at være på dette sted og han var en af de hingste som blev lukket ind i hendes ellers så lukkede hjerte. På hendes rejse opdagede hun også at hun havde skubbet ham væk. Hun havde været umoden og dum at prøve at skubbe ham væk. Han betød utrolig meget for hende og måske har hun skubbet ham væk en gang for meget til at han nogensinde ville kunne tilgive hende. Men hun ville ikke give op før at han havde sagt der ingen chance var for at han ville kunne tilgive hende. Blikket rammer hans, og håbet voksede en smule. Omgivelserne kunne ikke komme til hende lige nu. Fuglenes kvidren, skyerne over dem og blæsten var på ingen måde noget hun bemærkede nu. Kun han var i hoppens tanker.

Jeg ser tydeligt hvordan hun reagerer på mig, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hvad vil hun overhovedet? Har hun håbet på at jeg vil tilgive hende? Næppe. Jeg havde nær ikke lukket Leonora ind til mig og Shadow har en del af skylden for det. Mit hoved er stadig hævet men jeg bliver stående. Hun får ikke mig til at flygte eller vende hende ryggen. Jeg ved hvor jeg står nu, men har hun fundet sig selv? Der var ingen tvivl om at hun var forvirret sidst jeg så hende. Men hun burde have tænkt sig lidt om. At jeg ikke har hakket ud efter hende endnu er faktisk utroligt. Normalt tøver jeg ikke med at gøre det. Ikke at jeg tøver nu, for det gør jeg ikke. Nu venter jeg blot på at hun kommer tættere på, for jeg vil da lige vide hvad hun har at sige.

Da hun står omkring 5 meter fra mig fnyser jeg hårdt, hun skal ikke komme tættere på, det vil være utrolig dumt af hende. Et enkelt torden brag lyder over os. Advarende. Hvis jeg var hende så ville jeg passe på nu. Min sorte hale pisker hårdt bag mig. En del af mig har lyst til at hukke ud efter hende, men en anden del vil pine hende en smule mere. For hendes kropssporg er ganske undskyldende.

"Hvad gør du her Shadow?"

Ser på ham og kan tydeligt mærke alt det had der ligger i denne hingst. Men hvordan fanden kan han gøre dette mod mig. Mærker hvordan alt i den brune krop forandres og lader blikket ramme ham, hører tydeligt at der falder et torden brag over os og kan tydeligt sammenkoble det med at det ligger i hans humør. Smælder hårdt med den lange sorte hale og ser kort på ham.. Hvordan pokker kan han hade mig så meget. Retter hovedet op og står rank og stolt og lader de mørke øjne glide i hans "Ahearn.. Hvordan kan du gøre dette?" Den blide og rolige stemme er en anelse alvorlig, han kan slet ikke ligge alt ansvaret over på mig. Han var her selv og han valgte selv at forlade mig. Jeg skubbede ham væk netop på grund af at dette ikke skulle ske. Han blev skubbet væk, så jeg ikke skulle tage den lille plads i hans hjerte, som tydeligvis tilhører en anden. Smælder med halen og lader ikke braget over hovedet på os, gå mig på og træder få skridt tættere på ham. Nægter simpelthen at forlade ham igen nu om han så vil skade mig så må han gøre det. Jeg har ikke tænkt mig at forlade denne hingst igen. Jeg ved tydeligt at jeg ikke kan komme på god jord hos ham igen, men derfor har jeg ikke tænkt mig at gå fra ham igen, jeg har forandret mig og fundet mig selv og derfor skal han ikke have chancen eller æren af at jeg forlader ham igen. Jeg vil gerne lære denne hingst at kende og hvis ikke jeg får et venskab til ham - Så lukker mit hjerte helt i og det er helt sikkert.

Vreden kommer hurtigt frem i mig da hun svarer mig. Hvordan jeg kan gøre det her? Mig? Mine hvide ører bliver trykket helt ned i nakken på mig, og endnu et brag lyder over os. Hvordan kan hun sige det? Jeg lukkede hende ind og hun skubbede mig væk, to gange. Havde hun ikke skubbet mig væk, så ville jeg ikke reagere som nu. Men hun tog valget for længe siden, nu må hun leve med det. Jeg bliver aldrig den samme overfor hende, aldrig. Frygten for at blive skubbet væk fra hende igen vil altid være der. Den gør det helt sikkert, at jeg ikke vil acceptere et venskab med hende. Hun har såret mig dybt, et sår som blot gjorde min smerte endnu værre end den var.

"Spar mig! Du skubbede mig væk, nu får du den hingst at se som du jo ville se."

Jeg er hård, det ved jeg, men jeg er fuldkommen ligeglad. Et lyn flænger over os og lyser for en kort stund alt op. Den hoppe som jeg engang fandt forstående og venlig, hun findes ikke længere. Ikke i mit hoved. Jeg glemmer aldrig, aldrig. Jeg troede at jeg havde glemt min fortid, men mit indre havde bare gemt den væk til den skulle frem igen. Nu er der en her. En hoppe er bukket under for min vrede en gang, jeg kan ikke garantere at det ikke vil ske igen. Da hun træder tættere på mig kyler jeg et forben ud efter hende, alt imens et kraftigt hvin kommer fra mig. Hun skal holde sig væk! Langt væk!

Mærker den smerte som vokser i det indre, hvordan kan han gøre dette. Jeg skubbede ham ikke væk. Jeg ønskede ikke at han ikke længere skulle være min ven. Men ville give ham plads til også at lukke andre ind. Mine følelser for ham, var blevet mere end blot venskabelige og derfor ville jeg aldrig kunne have ham så tæt på i det øjeblik og det tolker han som om jeg skubber ham ud af hele mit liv. Lynet over os, skræmmer mig. Men ønsker på ingen måde at træde tilbage trods min frygt. Det havde gamle Shame gjort men jeg nægter. Ser kort i hans øjne og vil gerne tættere på ham. Vise ham at jeg ikke ønsker at skubbe ham væk igen. Men kan tydeligt fornemme det had som ligger over ham og ønsker ikke at presse det for meget, bliver stående og lader de brune øjne falde i hans "Ahearn, jeg gjorde det for at du ville kunne lukke andre ind. Jeg ville ikke optage den lille åbne plads som du sagde du havde. Du er en hingst som fortjener at blive elsket og jeg.. Jeg ville aldrig kunne elske dig så højt som du fortjener. Hvis du ønsker jeg skal forlade dit liv for evigt, så forstår jeg. "

Ønsker på ingen måde at fortælle ham hvorfor jeg gjorde det, eller hvorfor han skal vælge at beholde mig i hans liv. Hvis han virkelig ønsker jeg skal lade ham være og at han kun kan få et godt liv uden mig i hans liv. Så jeg villig til at ofre mig selv for ham. Selv om han ikke på nogen måde har det venskab til mig, som jeg husker, holder jeg ufattelig meget at denne stolte hvide hingst og det betyder at hvis jeg skal pakke mit hjerte væk for altid så er det det jeg gøre. Håbet ligger dog i at han ønsker at se mig igen - Men ved dette er en umulighed.. Han vil aldrig nogensinde forstå mig.. Aldrig

Mine sorte øjne betragter hende intenst. Vil jeg nogensinde kunne stole på det hun siger? Hun har jo vist mig at hun bakker ud når det bliver hårdt, men det gør hun jo ikke nu, så måske har hun ændret sig? Fnyser hårdt til hendes ord. Sikke noget sludder at sige for det giver jo ingen mening. Hvordan kan det være den logiske løsning for hende? Jeg ville aldrig agere på den måde, aldrig. "Hvordan kan det være logisk Shadow? At skubbe mig væk lukker det åbne hul helt! Du kunne ha' sagt det! Du kunne ha'..." Min stemme knækker en anelse og jeg ser væk. Hvad skulle hun have gjort? Hun gjorde hvad hun troede var bedst, kan jeg bede hende om at gøre andet? Det kan jeg jo ikke.

"Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig igen Shadow. Men jeg vil lade tvivlen komme dig til gode." Andet kan jeg ikke sige. Men hun skal ikke prøve på at nærme sig, det vil ende helt galt. Skyerne over os er stadig kul sorte, men bragene er væk. For nu kan jeg styre mig, men hun skal ikke presse mig for hårdt. Hun skal ikke forvente at jeg kan ændre mig med det samme. Det har aldrig ligget til min natur og det vil det heller aldrig gøre.