en stjerneklar aften

Det var blevet varmere, en hel del. Vinteren havde snart sat sine sidste præg i Andromeda. Vindene der kom var ikke nær så bidende kolde som før, og ingen sne at finde nogen steder. Ikke hvor den store gyldenfarvede hingst; Eagle, havde været endnu efterfølgende. Himlen var atter blevet mørk, som aften var kommet ind over landet igen, denne aften var med en ganske stjerneklar himmel. Stjernerne stod højt på himlen og funklende blinkede de i det fjerne. Måens blege skær hvilede ned over det store hav. Spejlbillede fra månen dansede i havets bølger i et ganske smukt mønster. Roligt var havet her til aften, der var ingen vilde bølger.
Den gylden farvede hingst stod i sandet, ganske stille imens de rav gyldne øjne betragtede havet. Fascinerende så han ud over horisonten, forsøgte at skue hvad der gemte sig der ude, men ganske forgæves. Der var intet det blotte øje kunne se. Intet andet end hav og himmel blev til et. Et smukt syn.
For et øjeblik lod Eagle blikket glide rundt på stranden. På udgik efter intet, blot ville han tage området i betragtning. Der var ikke meget at se lige nu. De mandelformede øre blev spidset. Der var intet at høre ude over havets bølger. En behagelig lyd, synes den ældre hingst. Længe kunne den gyldenfarvede hingst blive her. Blot for at betragte den skønne natur.

Den mørkebrune hoppe kom travende over engen, det er længe siden at denne eng sidst er blevet betrådt. Vipper ørerne frem og et bestemt sted i dette paradis får nu et smil frem på den mørke hoppes mule. Stranden - De blide og smidige skridt sættes nu i en trav og kursen er lagt mod stranden. Ovenfor funkler stjernerne smukkere end nogensinde, det lader til at de aldrig har været så smukke og skinnende før. Men det skyldtes nok tilbagekomsten til dette skønne land. Mærker nu underlaget skiftes under de sorte hove og ser kort vandet længere fremme. Ser så kort en hingst længere fremme og stopper blidt op. En gylden hingst, eller er hans lysebrun? Mørket gør det svært at bedømme og det eneste som lyser det op er måneskinnet. Vipper ørerne undersøgende frem og sender et blidt brum i hans retning blot så han ved at jeg er her og at jeg ønsker selskab hivs han også ønsker det. Tripper så smukt og smidigt frem til vandets kant og lukker øjne. Den blide vind som kommer ind fra havet er fantastisk. Månens lys er ufattelig smukt og nyder det. Mon denne aften kan blive god? Ønsker kun min tilbagevenden bliver dejlig og afslappende.

Hovslag lyder i det fjerne, ikke tydeligt og buldrende som hvis en hest kom i galop. Nej mere i en rolig lyd mod en blød bund. Men hurtigt var lyden forsvundet, Eagles øre var vippet i retningen, og med et at skimte kunne de rav gyldne øjne skimte en mørk skikkelse. En brummen lød fra hvad den store hingst kunne se, en hoppe, en fremmede sjæl. En dyb men rolig brummen lød fra den gylden farvede hingsts strube. Den mørke hoppe, sort var hun ikke, men mørk, satte sin kurs ned mod vandkanten, tættere på Eagle.
De mandelformede øre blev spidset frem imod hoppen, hun havde givet tegn til at hun ønskede selskab, og hvorfor ikke? På sådan en smuk aften kunne kun et godt selskab gøre det bedre. Roligt satte den ældre hingst i skridt imod hoppen. Bevægelserne i den store gyldne krop var smukke. Selvom Eagle intet gjorde for at se ædel og smuk ud, gjorde hans bygning det for ham lige meget hvor lidt han spændte op.
Lidt fra hoppen stoppede Eagle op, et venligt og varmt smil var tegnet over den lyse mule, mens hans øjne hvilede med et mildt men varmt blik på hoppen. "Godaften frøken," lød det med den lettere ru stemme. Ikke ru på en dårlig måde, for denne slidte stemme bar varme og venlighed; på tonen var det tydeligt at høre at Eagle var en storsindet hingst. Et høfligt nik var efterfuldt hans hilsen.
Den fremmede mørkebrune hoppe var en ung sjæl. Et lille grin i hans indre var der, for det gik op for ham, at han kun havde mødt unge heste, hopper for dens sags skyld. En tanke strøg ham; Gad vide om der var andet end unge sjæle her?