En ny solrig dag

En solrig dag, skyfri himmel. Helt perfekt vejr til at nå at mærke hvordan foråret tager over nu. Fugle kvidren var at høre de fleste steder, mange fugle var kommet tilbage fra hvor end de havde været henne hele vinteren. Snart ville træernes kroner springe ud, nye friske knopper bar de, og en smule mere varme så ville alt så lysegrønt. Saftigt. Græsset ville blive så fantastisk syrligt og saftig.
De gyldenfarvede hingst bevægede sig roligt afsted i højt humør. Hans gang så ædel ud, også selvom den ældre hingst intet gjorde for det. Hans bygning var ædel og fik ham til at fremstå sådan uanset hvad. Stor og kraftig var Eagle, men aldeles ikke på en grim måde. Han størrelse klædte ham. Havde Eagle været lille og spinkel, havde man vel fået et helt andet syn af den ældre hingst. Gammel var Eagle ikke, men ung var han nu heller ikke længere.
Mange ting havde den gyldenfarvede hingst nået at se og opleve i sit liv hidtil, og mere ville komme til. Glædede han sig til nye eventyr? Have nye fortællinger, ja. Selvom han endnu ikke vidste hvem der skulle lytte til hans fortællinger, for hjem kom han jo ikke. Hvad der en gang havde været hjem, var ikke at finde i dette land, nej; Den velkendte skov med de kæmpe træer tæt op af bjergende var væk.
Et savn til sin fortid havde den store hingst, men savnet prægede ikke Eagle. En de ting den store hingst havde lært igennem sine leveår var at give slip og komme videre. En evne der var som en gave. Åh, Eagle husker godt i sine unger alder hvordan alting kunne gøre ondt helt inden i, hvordan man kunne mærke smerte. Selv havde den gyldenfarvedehingst jo mistet sin moder i en tidelig alder.
Visdom var en ting der var kommet til denne hingst med alderen. Selvfølgelig var Eagle ikke den klogeste, og han havde ikke svar på alting, men mange ting kunne han svare på. Mange ting besad Eagle i viden. Men lige nu havde han en ting han søgte svar på. Skyggedyr - hvad var de lige for nogen? Selv havde Eagle søgt længe i skovene, men de eneste skygger han kunne finde var naturens egne skygger. Eagle havde besluttet sig for at han snart ville opsøge den unge hvide hoppe der havde fortalt ham om disse, men det ville ikke blive denne dag. I dag var en dag Eagle havde taget sig fri fra alting. Han slappede blot af.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En ny solrig dag ..........Aaaaaaayvaaaaah! Aaaaayvaaaah! Ayvah stop! Aaayv.... Stemmen blev afbrudt af et skingert og skræmt hvin der gik gennem både krop og sjæl på den sorte hoppe. Hun slog øjnene op og dirrede ganske kort inden hun rystede den sorte krop som hvis hun kunne ryste minderne ud af hovedet. Hun havde ikke sovet meget på det sidste. Ikke siden hendes møde med skyggen, skyggerne. Hun kunne stadig høre deres stemmer... dens stemme... inde i hovedet når der var stille omkring hende, men det var ikke den stemme der plagede hende lige nu. Stemmen der havde vækket hende så pludseligt var hendes broders. Hans sidste ord. De sidste ord hun hørte inden hun kom hertil. Hun havde haft fart på væk fra flokken og hendes broder, Arc, havde været lige i hælene på hende, kaldt på hende og bedt hende om at stoppe. Hvis hun var stoppet, var han så stadig blevet ramt af det træ? Havde en anden grufuld skæbne ventet på ham hvis ikke træet havde taget ham? Det var spørgsmål der var umulige at besvare, og selvom Ava ikke savnede sit hjemland og sin familie så ofte mere, så hjemsøgte minderne hende stadig engang imellem i søvne og plagede hendes sind. Det sidste hun havde set da hun så sig tilbage var hendes bror under et brændende træ og der var intet hun kunne stille op. Han havde været væk med det samme og hun kunne ikke få sig selv til at vende om og gå tilbage. Hun var fortsat. Mange ting var sket i den sorte hoppes liv siden hun var kommet hertil. Hun havde haft sine uenigheder med de fisefornemme hingste der troede de kunne bestemme alt. Den der ville dominere og dem der kaldte hende strejfer, for strejfer var hun ikke. En strejfer, var en der var smidt ud af flok eller selv havde forladt den, og Ava var ikke smidt ud eller gået selv. Nok var hun stukket af fra flokken, men hun havde jo ikke til hensigt at forblive væk fra den. Hun ville vende tilbage når hun vidste hvad hun skulle fortælle sine forældre. Vende tilbage når hun kunne se sin familie i øjnene. Tiden kom aldrig dertil, for kun nogle timer efter hendes broders ulykke var hun blevet taget fra sit gamle land og kastet hovedkulds ind i Andromeda. Hun havde lært at acceptere hendes situation nu, men hun vidste også der stadig herskede en form for tvivl i hendes indre. Arc.. Nok havde hun stadig en bror som hun dengang ikke havde kendt til, men han kunne ikke erstatte Arc. Hun havde håbet det var Arc der kom hertil da hun havde ønsket sig et familiemedlem til Andromeda, og hun havde mærket en lille skuffelse da det ikke var ham. Snart var det hendes tur til at sætte et nyt liv i verdenen og hun havde allerede sat sig for at hvis det blev en hingst, så skulle den hedde Arc. En gammel vis ville måske kunne hive ting ud af Avas sind som hun aldrig selv havde tænkt over, og så fortælle at det at kalde hendes egen lille hingst Arc, kunne være et forsøg på at bringe sin brors sjæl tilbage i en ny krop. Og den der ville udtale disse ord ville muligvis også have ret. Noget trak Ava ud af den lille verden i hendes eget hoved, som hun engang imellem søgte tilflugt i – oftest når hun søgte svar eller forsøgte at rydde op i de tanker der kredsede rundt og optog plads som burde være frit. Frit for bekymringer. Skridt. Der var lyden af skridt. Lugten af en fremmed. Ava kunne nærmest fornemme hvordan hun ikke var den eneste lige i dette område, og hendes isblå intense øjne begyndte at spejde hen over området og hendes omgivelser for at finde denne ’indtrængende’. Nok ejede Ava ikke området, men hun var heller ikke en der bare lod andre ’snige’ sig ind på hende eller nærme sig hvis de var fjendtlige, og Ava var altid på vagt. Nu mere end nogensinde før... Et dæmpet fnys flød fra Avas mule og hun trådte nogle skridt fremad for at opsøge denne fremmede. Det var ikke en lugt hun kunne genkende, og hun var ellers god til at huske andre. Hun forbandt lugten af andre til noget hun ville kunne huske, samt stikord hun sammenlignede med noget hun kendte til. Dette var ikke en hun havde været i selskab med før. Den sorte hoppes skridt var en smule uregelmæssige og hendes ben flyttede sig ikke taktvis i starten som en normal hests ben ville gøre, men de fandt dog hurtig en takt der var mere normal og farten blev sat en smule op. Hun skød hen over jorden med halvhidsige skridt, ikke fordi hun var aggressiv over for den fremmede, men mere fordi hendes sind lige havde plaget hende, og hun havde brug for at komme af med det på en eller anden måde. De isblå øjne flyttede sig konstant rundt mens de søgte, og efter lidt tid, fandt hun også hvad hun ledte efter. En fremmed hingst. word count, 847

[/td][/tr][/table][/center]

En fridag var vel og mærke noget heste havde altid og alligevel aldrig, hvad Eagle havde taget fri for i dag. I sit indre i hvert fald; var forpligtigelser. Den gyldenfarvede hingst havde ikke i sinde at finde svar på de spørgsmål han havde, nej. Disse ting måtte vente til dagen efter. Det var ikke tit den ældre hingst havde sådan. Normalt tog han tingene som de kom, de gjorde han nu også i dag, men på en helt anden måde.
En lavmeld brummen lød fra den store strube, varm og alligevel næsten helt knurrende. Hans brummen var undsluppet i hans afslappende tilstand. Ingen overanstrengte muskler, ingen konstant lyttende til omgivelserne, og dog. Eagle lyttede altid. Sjælden gik en lyd forbi de mandelformede øre, uden at han nåede at opfange det. Tilfældet i dag var næppe, for i det fjerne kunne hovslag høres. Lyden var uregelmæssig, og det var ikke helt til at finde ud af om det var en hest der nærmede sig hastig eller langsomt. Dunkene af hove mod den halv bløde jord blev højre jo længere Eagle gik frem, og denne hvad måtte være en fremmede hest kom nærmere.
Det var en fremmede lugt, og udelukket gik Eagle også udfra at de fleste i dette land ville være fremmede heste. Mange havde han ikke mødt i den tid han havde været her. Nogle stykker, men alle ung hopper. Dette havde nok også været grundet for at den ældre hingst begyndte at finde det svære ved at tro på der andet end ungheste. Næppe havde det været plage han havde mødt, men de havde heller ej været meget mere end lige kommet ud af stadiet og trådt ud som hvad man betragter som en fuldvoksen hest.
Som lyden af hovslagende blev mere regelmæssige blev duften af den fremmede også tydeligere. Der gik ikke længe før en sort skikkelse var at se forude. Et hjerteslag blev sprunget over. For et split sekund havde skikkelsen været bekendt, men ej var det tilfældet. Dette var en fremmede sort hoppe. Lille og med en bred hvid blis.
Skuffet? Vel, det havde Eagle været i nogle få sekunder før han havde genfundet sig selv, og gjort sig tilpas ved situationen. Roligt bevægede han med kurs mod denne sorte hoppe der var længere fremme. Et vrinsk lød, ikke hingstet og ikke dominerende; nej venligt og varmt og meget imødekommende, tilegnet til denne fremmede.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En ny solrig dag Skikkelsen længere fremme var ikke en Ava kunne genkende. Større end hende, som alle de andre, men med en farve hun ikke sådan lige havde set før, og det var den der afgjorde det. Hun fortsatte fremad, men sænkede farten en smule. De sorte ører veg en smule bagud, men blev flyttet fremad igen da hingsten lød til at være en venlig og varm sjæl. Om det var for at snyde hende kunne hun ikke vide og hun var måske en smule mistroisk over for enhver sjæl. Ikke noget hun altid havde været, men noget der var dukket op efter hun havde mødt et par vanvittige og noget hun ikke engang ville kunne forklare, hvad var. Hun lod den fremmede komme nærmere hvis den var interesseret – hvis han var interesseret. For en hingst var det. Det blev tydeligere at se. Og også at det var en ældre end hende. De isblå øjne hvilede på den fremmede, nærmest kolde og intense, men alligevel ikke på en ondskabsfuld måde, for ondskabsfuld var den lille sorte hoppe ikke. Hun var bare på vagt. Hvem var denne fremmede og hvad lavede han her? Vel nok det samme som de andre i dette land. Kastet ind i en ny verden efter en eller anden oplevelse. For hvor mange var fødte her? Lige ud over Xenocrates kunne hun ikke selv komme i tanke om nogen. Den lille sorte hoppe rankede sig op for at virke større end hun egentlig var, for lille var hun. Mindre end de andre i dette land. Hun havde ikke mødt nogen mindre end hende selv. Hvordan hun skulle kunne kommunikere med den fremmede vidste hun heler ikke helt. Det var noget hun måtte finde ud af. At gå tavs rundt i længere tid var ikke noget hun havde prøvet før. word count, 299

[/td][/tr][/table][/center]

Længere fremme kunne Eagle se at den fremmede hoppe havde stoppet op, vel var det nok for at lade ham komme til hende, hvilket vel var helt naturligt. Selv forsatte den gyldenfarvede hingst fremad, stadig et roligt tempo. Dog havde han jo lange ben, som resulterede i at den ældre hingst noget frem til sit mål før man lige havde regnet med det. Lidt fra den sorte hoppe stoppede han. Han ville nødig gå for tæt på, da han havde bemærket ikke alle heste brød sig om at man kom for tæt på. Mange havde en meget udvidet personlig cirkel man pænt skulle holde sig uden for.
En venlig brummen lød fra den gyldne strube: "Godaften frøken." Venlig var den lettere ru og slidte stemme. Stemmen passede til ham, i den forstand at man kunne høre at stemmen ikke hørte til en ung hingst: Ung var Eagle ikke. Gammel heller ej, et sted midt imellem dog tættere på gammel en ung efter hånden. Hoppen foran ham var ung, det kunne ses. Det kom ikke længere bag på Eagle at dem han stødte ind i var unge. Det var blot sådan det var nu.
Et venligt og varmt smil var tegnet over den lyse mule, imens de mandelformede øre var vippet frem imod denne fremmede.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En ny solrig dag Mildheden og venligheden der nærmest strømmede fra den fremmede og lidt ældre hingst, smittede en smule af på Ava. Hun kunne til tider være en strid lille mær i andres øjne og det var vel også fuldt forståeligt når hun rigtig bredte sig ud med fornærmelser og spydigheder. Men det var dog aldrig uden god grund hun slap de dæmoner løs. Det var altid fordi nogen havde formået at træde hende godt og grundigt over hovene eller fordi de havde overtrådt hendes grænse eller nærmest krænket hendes ære og hvad hun stod for. Den lille sorte hoppe var en der gik meget op i traditioner og en der troede stærkt på de gamle metoder og hun var for alt i verden ikke en strejfer – nu var hun jo også i flok, men før hun var kommet ind i flokken havde hun stadig ikke set sig selv som strejfer, men som vandrende. Enhver der havde kaldt hende strejfer, havde også fået at vide hvordan landet hang sammen og at det bestemt ikke var acceptabelt. Den sorte hoppe lod opmærksomheden hvile på den fremmede hingst og da han stoppede op trådte Ava selv nærmere for afstanden var stadig større end den havde været hos andre, men det var vel af ren høflighed kunne hun nærmest gætte sig til. Hingstens ordvalg bekræftede også hans høflighed. Den lille hoppe tog en runde omkring den fremmede hingst inden hun igen stoppede op ved hans front og nikkede en enkelt gang hilsende som svar på hans godaften. Der var vel en form for royalitet over hendes måde at bevæge sig på – når hun da ikke gik til angreb eller lod følelserne tage over. Meget afmålt og letfodet. ”Mit navn er Ayvah. Og De er?” Selvom Ava ikke altid var en der sprang ud i at præsentere sig selv, så mente hun dog det var bedre med hendes navn end ’frøken’. word count, 314

[/td][/tr][/table][/center]

Den sorte, nuvel lille, hoppe tog selv et skridt nærmere og vel på den måde bekræftede det var i orden at han befandt sig her ved hende lige nu. Der fandtes en del specielle heste i dette sted, med sære vaner eller meget markerede grænser eller en hvis særhed generelt, vanskeligheder og hvad der nu ellers var at finde hos dem. Eagle havde hurtigt taget ved lære at hestene der fandt sig i dette land, langt fra var som fra hans hjemland. Eagle var stadig lærenem, også selvom han var ved at være oppe i årene.
Den sorte hoppe bevægede sig omkring ham i en runde, han gættede sig til at det var for bedre at se ham han, det var der nu ikke så mange der havde gjort, men det var nu ikke helt unormalt. Selv kunne Eagle da også selv gøre dette, men gjorde det ej. Han foretræk efterhånden langsomt at se andre an. Se hvad de selv viser og byder frem - genkende andre på deres dufte og lyden af deres toner i stemmelejet.
Hun nikkede som en hilsen, og det var også ganske udmærket, efterfulgt kom en navne præsentation. Ava, var hendes navn. Meget nemt og dejlig syngene lyd havde det. "Ava.. Jeg er Eagle Eye," præsenterede den gylden farvede hingst med en venlig tone i den ru stemme. Han præsenterede sig nu selv med fuldenavn, selvom det i bund og grund jo næsten var unødvendig. Sjældent var der nogen der brugte folks fuldenavn, af og til forkortede de navnet, eller blot i hans tilfælde tog det ene af ordene.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En ny solrig dag Avas små sorte ører vippede rundt konstant, men det ene vippede dog frem mod den jordfarvede hingst, da han også præsenterede sig selv. Navnet havde en betydning. Ørneøje. Om det så var fordi han var bestemt til at skulle holde øje med alt og alle som en ørn der kredser om et område eller om det bare var helt tilfældigt var jo ikke til at vide for den sorte hoppe, og hun lod være med at spørge ind til det, for der var også mange her, hun var stødt på, som ikke brød sig om at videregive alt for meget af dem selv. ”Eagle Eye.. Mig en fornøjelse at møde dig” Den lille sorte hoppe gjorde et enkelt lille buk som hun ville have gjort for enhver ældre i den gamle flok, og rettede sig lidt op igen. ”Du er ikke herfra, er du vel?” Det var ikke ret mange hun havde mødt som rent faktisk var født i dette land. Kun nogle ganske få føl og plage hun havde set som måtte være herfra, og så var det ikke engang sikkert alligevel, for hendes broder var her mens han var lille og han var ikke født her. Hun var heller ikke selv født her, og hun kom fra et sted meget anderledes fra dette land. Et sted hvor der kun var meget få der vandrede rundt som enlige sjæle. Hvor hun kom fra gik alle meget mere op i sammenhold. Hun kunne godt fornemme på hingsten at han ikke var ligesom de mange andre arrogante og bedrevidende – ikke at de var bedrevidende, men det ville de i hvert fald gerne tro. Ham her virkede en smule mere forsigtig som om han ikke ville overtræde grænser. word count, 286

[/td][/tr][/table][/center]

Der var en hvis høflighed over den unge Ava, hvis selskab den ældre hingst lige nu kunne nyde af. Det var nu ikke fordi Eagle havde mødt nogen ubehøvlet eller flabede heste her omkring endnu, vel og mærke var det heller ikke mange han havde mødt; men den ungdom der mødte
ham var yderste høflige, noget han ikke selv havde været i sine unge dage.
Et venligt smil var tegnet over den lyse mule, da han med en venlig, men stadig ru og lettere tør; varm stemme sagde: "Fornøjelse er på min side."
Det var ikke ment at det ikke måtte være en fornøjelse for hende at møde ham. Hvorfor man egentlig brugte det udtryk, var svær at forklare. Det var høflighed. Nu mente Eagle så det var ham der havde fornøjelse af at møde fremmede. Mange her var fremmede, og kun få bekendtskaber havde han mødt. Altid synes Eagle dog det var rart og spændende at møde nye.
Et spørgsmål kom fra den sorte hoppe, vel et spørgsmål man kunne få lov at høre et par gange, men det gjorde nu ej Eagle noget. Selvom talen ikke var alfaomega, så kunne Eagle godt lide at fortælle, men også at lytte til hvad andre havde at sige.
"Nej, jeg er ikke her fra disse kanter. Mit hjemland formoder jeg ligger alsides dette," lød det ganske venligt fra den ældre hingst, mens hans rav gyldne øjne hvilede med et mildt blik. "Hvad med dem?"

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En ny solrig dag Den sorte hale hvilede roligt, men engang imellem slog den et lille slag til siden. Den sorte hoppes blå øjne spejdede ud gennem den lange pandelok, og hvilede på den næsten fremmede hingst. Hun ville ikke vove at påstå at hun kendte ham endnu, for hun kendte endnu kun til denne hingsts navn. Venligheden som denne Eagle Eye udstrålede, smittede nærmest af på den sorte hoppe, og fik hende til at sende et smil også. Hun var jo godt opdraget også – selvom hun ikke var særlig gammel endnu.   ”At formode er vel et rimelig godt ord der beskriver det. Det er ikke til at vide om det ligger lige om hjørnet eller om man er havnet i en helt anden verden. Dette sted ligner langt fra det land hvor jeg selv stammer fra. Jeg har talt med mange strejfende siden jeg kom hertil, og de fleste har deres egen idé om hvad dette sted er. Det er nu meget spændende at tænke på, men også en smule frustrerende til tider, for hvem har det rigtige svar? Hvem kan forklare hvad det sande svar er?”   Ava var en hoppe der sagtens kunne bruge tiden på at tænke over hendes plads i livet – og hendes egen tilværelse. Det var sjældent hun fandt nogle ordentlige svar, men andre kunne af og til komme med nogle nye perspektiver når hun delte sine tanker med andre. Det var også noget hun ikke havde noget imod. Ligeledes delte hun også gerne ud af sin egen viden når andre bad om hendes mening eller hendes syn på en sag.   ”Hvad bragte dem hertil, Eagle Eye?” word count, 268

[/td][/tr][/table][/center]