Hvad er dette for et sted?

På sikre ben, bevægede en ung buckskinfarvede hingst sig afsted. Hans ører vippede konstant frem og tilbage og ligeledes flakkede hans blik rundt på dette ny opdagede område. Selvom hingsten hverken bar nogle lange atletiske ben eller på nogen anden måde var slank bygget, så han langt fra klodset ud. Nok var han landets mindste hingst, men drøjden hjalp ham til at fylde mere i billedet og under det tætte hår lag gemte der sig nu voksende muskler. Han var blevet mere voksen at se på, udtrykket i de mørke ulvebrune øjne, var stadig kækt og friskt, men hans krop havde antaget et mere voksent præg. Hingsten kastede kort med hovedet, så den kraftige og filtrede pandelok dansede tungt om hans øjne.
Dette var en Ø, han havde aldrig troet han skulle sætte sine ben på. Han havde set vulkanen, fra afstand og det havde skræmt ham forfærdelig meget. Han havde lovet sig selv, at denne uhyggelige Ø skulle forblive ukendt for ham. Men inderst inde havde han godt selv vidst, at den enorme nysgerrighed han besad, ville vinde i sidste ende og dérfor, var han nu her. Han nærmede sig med forsigtige skridt vulkanen og prustede kort, for at vænne sig til den tunge svovlluft. Ørerne drejede endnu engang rundt, som han undersøgte om der mon var andre heste der turde bevæge sig nærmere vulkanen. Nevan turde i hvert fald ikke…

[/font][/color]

AYIN REZIKU

Den gråhvide hingst havde nu opholdt sig på vulkanøen et godt stykke tid. Fra første skridt han havde taget på øens sandstrande, havde han fornemmet at denne ø havde en mere dyster atmosfære, end de andre øer. Ikke desto mindre var han rank og selvsikker vandret helt op til vulkanens fod. Her havde han længe overvejet hvorvidt han ville gå videre. Luften var tung og giftig af svovlgasser, jorden dækket af gråt støv. Vulkanen så ud til at være i konstant udbrud, og den rød- og hvidglødende lava flød dovent, men kvælende ned langs bjergets sider.
Skønt han ikke vidste hvorfor, så følte den stolte hingst sig draget af bjergets ondskab. Det stod klart for ham, at det var ondskaben dybt i hans hjerte, der talte nu. Ondskaben han havde arvet efter sin far. Den ville fri, ud og strække benene og sprede lidt kaos. Resolut vendte den store hingst ryggen til bjerget og satte i en hurtigt trav derfra. Han ville ikke lade det komme så vidt, at mørket i ham fik overhånd.

Da fik han øje på en buckskin hingst, ikke så langt derfra. Også han stod og betragtede vulkanen. Et øjeblik satte han ubeslutsomt farten ned - skulle han fortsætte, eller forsøge sig med endnu et møde? Et smil lyste op i hans ansigt. Selvfølgelig skulle han gøre et forsøg. Han satte farten ned til en mere respektabel trav, der ikke virkede så overvældende. Hans skind var mørkt af det grå støv, det hvide næsten lige så gråt som resten.

//OUT