Drømmende

Den buckskinfarvede føl kom med elegante skridt igennem skoven. Hendes pels var stadig tyk, men hun var begyndt at fælde helt vildt, et tegn på at det forhåbentlig snart ville blive varmt, og hun glædede sig! Hun havde aldrig set den årstid før, og det blev spændende at se. Hendes korte hale slog stadig bag hende og de store og brune øjne var opmærksomme og sugede stadig alle de nye indtryk til som hun kunne komme til. Selv om at hun havde været her et par gange. Hun mimrede med den mørke mule. Hun lignede ikke sin mor vildt meget, kun hendes gule farve og blissen, og noget af de mærke ben. Men hvor kom det andet fra? Hvem var egentlig hendes fader? Det ville hun gerne vide, og hun ville gerne møde ham en dag. Hun havde jo sine ideer. Hendes far var jo sikkert nok en stor og stærk hingst, meget klog og utrolig rar! Det var i hvert fald det hun håbede på! Hun så atter rundt, mon her var nogle mellem træerne?

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Drømmende Titan som ofte begav sig rundt i områder der lå langt fra flokkens territorium, havde begivet sig hen på en helt anden ø. Det havde været en tur hen over et par øer, og det ville tage tid at komme tilbage til flokken, men det var ikke det han tænkte mest over lige nu. Han begav sig rundt mellem træerne på en ø han ikke havde været før, så det galt om at suge alle indtryk, lyde og dufte til sig – når han havde tid til det. Lige nu var der mere træning over ham. Der var ikke andre i nærheden af ham. Der havde i hvert fald ikke været nogen i noget tid, og derfor havde den unge sorte hingst en smule fart på, mens han af og til sprang til siden for at undgå træer og grene, men han satte ikke farten ned. Den sorte pels skinnede nærmest af sved, og det gjorde det næsten kun nemmere at se de arbejdende muskler under laget af pels. Alle hans muskler var spændte og hans nakke var knejset så meget at hans mule næsten berørte hans bringe. Det var først da han nåede til et lille område der ikke var helt så tæt begroet af træer – en lille lysning, at han satte farten ned med et par små hoppende skridt og til sidst stod stille. Han slog et svirp med halen og trippede fremad mens han gjorde nogle små energiske kast med hovedet og så igen stod stille, fordi han fik færden af noget eller nogen. Der var andre her. Noget bekendt og alligevel fremmed. Det fik Titan til at spidse ørerne opmærksomt og et energisk og hingste tunghingste vrinsk var derefter at høre gennem træerne. word count, 286

[/td][/tr][/table][/center]

Den unge hoppede vippede energisk og opmærksomt med hendes små og fine øre. Hun var endnu ikke et år gammel, og dog var hun gammel nok til at være væk fra hendes moder, og lære tingene på egen hånd. Hun stoppede pludselig op da hun hørte nogle tunge skridt, det lød bestemt som en hest. Det virkede til at denne fremmede havde fart på, for man kunne høre når den landede på jorden med et dunk. Det virkede det heller ikke som en tung hest. Hun mimrede svagt med den mørke mule og de store og opmærksomme, men ikke mindst nysgerrige øjne så ind mellem træerne for at finde vedkommende. Snart ramte hestens duft hendes næsebor, og hun vidste at den fremmede ikke var langt fra hende. Hun hørte også snart et vrinsk, og det var tydeligt en hingst der ejede dette vrinsk. Hun svarede det igen med et ungt, iltert, men også feminint vrinsk. Det var tydeligt at høre at hun endnu ikke var voksen, men det var jo heller ikke noget hun skulle lægge skjul på?

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Drømmende Svaret der mødte Titan, svaret på hans vrinsk, kom fra en ung hoppe. Måske ikke bare ung, men meget ung hoppe. En endnu yngre end ham. Selv var han stadig en barnlig sjæl, men stor nok til ikke længere at blive betragtet som en plag. Den sorte hingst virrede ganske kort med hovedet og trippede fremad igen med energiske skridt og det ene øre rettet i den unge hoppes retning, mens det andet øre lyttede rundt i alle retninger. Han vidste ikke præcis hvilken vej han skulle for at finde den fremmede sjæl, men han vidste ca. hvor hun var. Så måtte han stole på sine instinkter – hørelsen og lugtesansen, hvis hun ikke var til at se. En hvislende lyd afbrød den stilhed der ellers herskede omkring den sorte unge hingst, hver gang han piskede halen omkring sin bagpart. Nakken var stadig knejset og alle hele hans opmærksomhed var nu rettet mod den fremmede som endnu ikke var at se. Og dog. Der var en lille en. En mindre end ham selv. En så lille som han for ikke så længe siden selv havde været. En der på en måde lignede lidt hans gode ven Xenon, og alligevel ikke helt, for hun havde nogle lidt mere skarpe farver end ham. En nysgerrig brummen slap fra Titan mens han nærmede sig, og han nøjedes ikke bare med at stoppe da han nåede den lille hoppe. Han fortsatte rundt med trippende skridt og undersøgte den lille dame, mens han af og til sendte nogle drillende nap i hendes retning. word count, 257

[/td][/tr][/table][/center]

Hun så snart en stor og sort hingst komme mod ham. Han så energisk ud og han så ud som om at han lige havde trænet? Hun brummede mildt mod ham og hendes øre var rettet frem mod ham. Hvad var han mon for en? Han virkede som en rar sjæl udadtil. Da han kom nærmere fik hun også ret i hendes tanke, for energisk travede han en rundte om hende, men det gjorde hende skam ikke noget. Et smil kunne dog ikke skjules omkring hendes mule og de store og brune øjne var rettet opmærksomt mod den fremmede. Hun sprang selv energisk til siden da han nappede ud efter hende og hun nappede drillende igen. Hendes hale var glad løftet bag hende og hendes øre var fremme. Hun tog hovedet på skrå. "Hvem er du?" spurgte hun så, hendes stemme var stadig præg af hendes ungdom.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Drømmende Den unge sorte hingst tog et par omgange omkring den gule unge hoppe, mens han nappede et par gange – drillende alle gange, for han vidste hvor meget han nød at lege med andre da han var på hendes alder, og han var ovenud lykkelig hver gang han kunne finde en legekammerat, da han var så lille. Han stoppede op foran hende og lod de grønne øjne søge rundt i hendes hoved efter noget der kunne fortælle hvor hun mon kom fra – eller hvem hun vel kom fra. Hvis hendes mor da var i landet. Hans egen var ikke. Han var blevet taget fra sin mor da han var ganske lille. Ikke fordi nogen ønskede at være fjendtlig, men i stedet fordi hans storesøster savnede deres moder og fader, og ønskede et familiemedlem til dette land – uvidende om hans eksistens, og det bragte ham hertil – for at redde både hans eget liv og deres moders, havde han fået fortalt. Han var ikke afhængig af andre på samme måde som unge normale føl ville være. Selvom han hørte hendes ord, hendes spørgsmål, så tog han sig rimelig god tid til at svare. Han var ikke en af mange ord endnu – vel og mærke fordi han var langsom til at tale da han var lille og af ren stædighed mere eller mindre holdt op fordi han konstant blev rettet på. Han havde hørt mange tale og han talte også en lille smule selv, men langt fra så meget som andre – man kan vel sige han overvejede sine ord meget nøje inden de var at høre. ”Titan” word count, 263

[/td][/tr][/table][/center]

Et smil lå omkring hendes mule og hun betragtede den unge hingst, for han så endnu ikke så gammel ud. Han lignede en der for nylig trådte ind i de voksnes rækker. Hendes øre var rettet opmærksomt mod ham og han var længe om at svare, men hun ventede tålmodigt. "Titan" sagde hun og smagte på navnet. "Jeg er Savana" sagde hun og smilede stort og ikke mindst stolt. Hun var stolt over det hun kom fra. Hun var i hvert fald stolt over sin mor, eller glad for at have hende som mor, hun ville ingen andre have! Hun vidste dog endnu ikke hvem hendes far var, og det ville hun vildt gerne! Dog var hun ikke pralende på nogen måde, men der lå en smule stolthed over hende. Man kunne vel også sige at hun var stolt over sine gener? Hendes mor havde vinger, og hun ville vildt gerne selv have vinger! Måske de en dag ville vokse ud på hendes krop når hun blev voksen? Det håbede hun inderligt! Og hun ville nok blive skuffet, desværre. Hun så atter på den sorte hingste og trippede så en rundte omkring ham. Han var helt sort, men de grønne øjne stod i skarp kontrast til hans sorte pels. Det var imponerende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Drømmende Titan tyggede lidt på navnet og gengav det inde i sit eget hoved.. Svana (fordi han ikke er så godt talende xD). Han havde ingen idé om hvem der skulle have en datter der hed det eller hvad det betød. Han vidste at mange af navnene herfra havde en eller anden betydning på et andet sprog. Et andet sprog fordi de ligesom ham kom fra en anden verden af denne. Men denne lille hoppe... hun måtte være herfra. Der var noget der mindede ham om Xenon stadig, men han kunne ikke helt registrere hvad det var. Han sagde dog ikke mere. Han undlod at gentage hendes navn igen, for som alle andre, ville hun nok også bare rette på ham. Det afholdt ham dog ikke fra at lege videre, og derfor nappede han endnu en gang drillende ud efter hende inden han gjorde et kast med hovedet der samtidig fik hans forhove til at lette fra jorden. Ikke meget, men alligevel nok. Da alle hans 4 hove igen var i kontakt med jorden på samme tid, trippede han lidt til siden og dansede nærmest lidt omkring inden han gav hende et lille skub. word count, 193

[/td][/tr][/table][/center]

Hun så på hingsten. Han lignede en der tyggede på hendes navn. Han sagde det dog ikke højt. Der var noget over ham der gjorde at Savana satte lidt spørgsmålstegn til hvorfor han ikke stillede spørgsmål, eller snakkede, men også at han var så langsom til at snakke. "Titan, kommer du herfra?" spurgte hun så. Hun var en smule prøvende, for at finde ud af om det bare var hende, og ikke mindst lære noget mere omkring ham. Ind til videre havde han givet hende et godt indtryk. Hun nappede drillende ud efter ham og sparkede let ud med bagbenene. Han var dog meget større end hende og da han stejlede gik hun kort tilbage, for pludselig blev han lidt større, og man kunne vel godt sige at hun havde respekt for ham og hans størrelse, og det var måske også meget klogt, han kunne jo nærmest trampe hende ned. Nu var det også fordi at Savana følte sig utrolig lille i forhold til ham, men det skulle nok komme! Forhåbentligt.
Hun faldt kort over sine egne forben da hun blev skuffet til, men fandt dog hurtigt fodfaste igen. Hun knep øjnene sammen og med et tøsset og skingert hvin sprang hun op af hans side og nappede ham drillende i manen, eller nok mere i manken. Hun havde et stort og triumferende smil om mulen. Han var sjooov!

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 400px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Drømmende Hvordan Titan skulle svare på om han var herfra vidste han ikke. Han var jo egentlig fra et andet sted – men ikke et sted han selv kunne huske. Lige så langt tilbage hans hukommelse rakte havde været i dette land. I Andromeda. Det var her han var vokset op. ”Hvad mener du?” Hans sætninger var ofte meget korte, for så var han sikker på ordene var nogenlunde korrekte. Han hev hovedet op i små hurtige ryk når hun forsøgte at nappe ham, og med trippende skridt flyttede han sig af og til for at undgå dem. Da hun begyndte at stå og hoppe op af hans side spjættede han med et forskrækket hvin og kastede sig til siden med et halvt panisk hvin og slog ud i nogle små buk inden han igen stod stille. Ikke tale om at sådan en lille en skulle forsøge på at nedlægge ham. Han ville være den ubesejrede mester hvis han kunne komme til det, og hun skulle i hvert fald ikke have muligheden for at vælte ham som han væltede andre da han var lille. Godt nok mest fordi de lod ham vælte dem, for stærk nok til at vælte en stor tung hingst var han ikke som plag eller føl. word count, 208

[/td][/tr][/table][/center]

Hun betragtede ham med et smil. "Jamen, er du født her? Eller kommer du et andet sted fra?" spurgte hun og betragtede ham med hovedet på skrå. Savana var allerede stærk i sit sprog, eller at bruge ord ordentligt, men sådan var det også når man gik rundt for sig selv og ikke havde andre til at hjælpe sig, så måtte man jo øve sig.
Hun sprang forskrækket væk da han pludselig begyndte at løbe frem og selv hvine. Hun kunne ikke forstå om det var for sjov, men hun blev forskrækket og løb bag et træ. Hendes øjne var store af chok og hun stod der bag træet og ventede. Hvorfor gjorde han det? Han virkede jo til at ville lege?Det kom fuldstændig bag på hende, hun havde ikke regnet med at han ville springe hvinende frem. Hun rystede kort nogle gange på grund af chokket, men stod ellers helt stille.

[atrb=border,0,true][atrb=style, background-color: #051b57; width: 350px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Drømmende Den sorte hingst rystede på hovedet da hun spurgte om han var født her. Det var han jo ikke. Han kendte dog ikke til det gamle sted og han havde levet hele sit liv her, så i hans eget hoved så var han jo sådan set herfra. At han nok havde skræmt den lille var han en lille smule ligeglad med.. okay.. Måske ikke en lille smule men bare ligeglad. Hun måtte jo bare lære af det. Der var ikke andet for. Det var ikke alle der fik lov til at gøre et forsøg på at vælte ham i hvert fald. Han rankede ryggen en smule og hævede hovedet en anelse mens han lod blikket glide rundt, undersøgende. ”Hvem er din mor?” spurgte han så efter lidt tid. Der var jo et par spørgsmål der kørte rundt. Hvorfor lignede hun hans ven? Xenon havde ikke nævnt noget om at han havde en lillesøster i hvert fald. Eller halv.. For der var alligevel noget ved hende der ikke lignede Xenon. word count, 169

[/td][/tr][/table][/center]

Faktisk brød hun sig ikke særlig meget om denne unghingst. Hun var hurtigt til at bedømme andre, i starten havde hun synes at han var sjov, men så var det som om at han blev farlig for hende, måske synes hun også at han havde været en smule ond, eller egentlig ikke en smule, men meget. Men det var jo også i hendes hovede.
Hun stak hovedet frem fra træet og tog et skridt til side da han virkede til at være faldet lidt ned. Hendes store og brune øjne var meget opmærksomme på hans mørke krop, og de grønne øjne. "Min mor er Sunrise Saint" sagde hun og der var en tydelig stolthed i hendes stemme. Hun var glad og ikke mindst stolt over sin mor. Hun kendte dog ikke lige sin far, og det var hun faktisk ked af! "Hvad hedder din?" spurgte hun så lidt efter med den tydeligt føllede stemme, men der var også noget fint og sødt over den, en rigtig føllestemme.