Secrets

Myth vippede med ørerne og betragtede nøje Ava og lagde hovedet en anelse på sned. En varm brummen undslap hendes strupe ved hendes svar i form af en svag nikken. Et lille smil var at finde på den hvide mule i det hun blidt strakte mulen frem og strøg hende over halsen.

" Hazed Night, vi blev født i samme land, senere genfornenet en enkelt gang, hvor tvillingerne blev undfanget, jeg har ingen idé om hvordan han var, men han virkede ikke nær som temperamentsfuld som min side af familien "

Svarede hun nu på hendes tidligere stillede spørgsmål. Hun brummede mildt og havde nu blikket hvilende på Ava. Hun var lyst en anelse op ved Avas nyhed, som hun nu selv havde regnet ud, men det gjorde nu ikke noget for det var en lettelse at det så ud som om at nogen havde fået lidt styr på hendes søn.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Den sorte hoppe med den brede hvide blis og de blå øjne kunne ikke lade være med at føle sig en smule lettet, da det lod til at Myth ikke tog det som noget skidt, men i stedet næsten virkede mere venlig og mild end Ava havde oplevet hende før. Det fik Ava til at slappe en smule mere af, og det frembragte også et smil på hendes lyse silkebløde mule. Nu kunne hun i hvert fald lave lidt sjov med det uden det ville ende galt i råberi og bid. ”Jeg skal ikke kunne sige hvordan temperamentet er på din side af familien, men jeg ved at de fleste fra min side af har stor tålmodighed – og jeg har ikke. De fleste kan håndtere diverse problemer, men jeg er stædig og temperamentsfuld. Det er rart at høre at der måske er noget modspil til det, og man kan måske håbe på at det med generne fra min familie af smitter lidt af også.. Jeg ville ikke kunne holde ud at skulle opdrage på mig selv” Et lille grin slap hun af med. Når hun sådan så tilbage nu på de tider hvor hun burde have fået undervisning men havde været for utålmodig og bare havde givet sig til ikke at lytte efter og forsøgt at slippe tidligere for at kunne slås med de andre hingste, måske ikke havde været så let for hendes forældre. Hun havde jo sjældent hørt efter. word count, 241

[/td][/tr][/table][/center]

Myth klukkede fornøjligt af den sorte hoppes ord og puffede let til hende med et spillende blik i de mælkehvide øjne. Oh hun skulle da bare vide.

" Årh, Destroying Sin og Hærgende Ild siger vel sig selv. Min far var en bombe, min moder mere dæmpet, men brugte mere psykken til at vise at hun var utilfreds. Mig selv, må jeg indrømme er ganske temperamentsfuld, Mindraper er familiens dydsmønster. "

Den sorte hoppe var sikker på at det nok ikke var det Ava ville høre, men hun smilede blot mildt til hende. Hun kunne ikke rigtig gøre så meget ved det, men hun var klar på at hjælpe hvis det skulle blive nødvendigt.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Ava smilede lidt af navnene. Hun gik ud fra det måtte være hendes forældres navne. Længere og nok også af en tydeligere betydning end hendes egne forældres navne. Aria og Korr. Det var vel ikke til at sige for en fremmed om der overhovedet var nogen betydning for det navn eller ej. Hun havde lidt på fornemmelsen af at hun mindede mere om Myth af væremåde end hendes egen moder. ”Jeg må vel håbe på at den lille ender som et endnu bedre dydsmønster så.. Ikke at der er noget galt med Mindraper.. Men.. jo nemmere at håndtere, jo bedre.. I hvert fald første gang..” Det var godt nok ikke første gang hun skulle tage sig af et føl, men Titan havde jo heller ikke været helt normal. Han var mere selvstændig og havde ikke haft brug for helt samme omsorg som et nyfødt der ikke fik tildelt egenskaber og smidt ind i et fremmed land. word count, 156

[/td][/tr][/table][/center]

Myth kunne ikke lade være med at smile af den sorte Avas bemærkning omkring Mindraper. Hun skulle bare vide hvilken rod ham og hans tvilling havde været som små. Som førstegang mor, alene endda, så havde været næsten umuligt.

" Årh, håb du bare på der kun kommer en. At holde styr på tvillingerne var et helvede. Mindraper, ja han var en værre ballademager som føl. Det gik heldigvis hurtigt af ham, men du må jo sætte ham i arbejde, hvis du for brug for hjælp. "

Klukkede hun fornøjet og trådte et skridt nærmere Ava og betragtede stille hendes mave, inden hun blidt strøg mulen over den. Hun kunne ikke lade være med at smile og føle sig en smugle gange.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Et smil viste sig på Avas lyse og silkebløde mule. Ja, hun kunne håbe nok så meget og det ville bare ikke ske. Hun vidste det allerede nu, men derfor var det vel stadig tilladt at drømme. Hvis man ikke havde drømme, så havde man vel ikke ret meget. Uden drømme ville man ikke vide hvad man ville have og så ville man få absolut intet? ”Mjaer, jeg er bange for at føl er føl og man kan desværre ikke special bestille dem hos den høje herre der sørger for livet og så få de perfekte unger ud af det. Det må jeg desværre indrømme nok er noget der kræver både tid, tålmodighed og disciplin..” Hun fulgte alle Myths bevægelser og forblev afslappet. Der var jo ikke noget som helst truende over hoppen. Det var mere omgivelserne Ava måtte være på vagt for, men lige nu var der helt stille. word count, 150

[/td][/tr][/table][/center]

Hun brummede mildt og nikkede til hoppens ord. Hun bevægede sig et par skridt omkring Ava, blot for at røre sig en anelse. Hun vidste ikke så meget hvad hun skulle sige, men snakken med Ava fik hende da til at ønske at hun havde en datter.

" Du har helt ret. Måske du får et lille dydsmønster, det er der ingen der ved. "

Myth mimrede let med mulen og puffede blidt til Avas skulder. Jo hun kunne godt være mild og kærlig, når det kom til familie, hvilket Ava godt og vel var. Ja selv Titan, for han og Xenon var som et par djævelske tvillinger, hvertfald fra de historie hun havde hørt fra Xenon.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Ava gav et lille puf tilbage til Myth, og fortsatte med at smile. Hvordan skulle hun kunne andet lige nu? Inde i hendes hoved blev en stemme ved med at fortælle hende at hun burde røre sig mere, mens hun stadig havde muligheden for det. Det var jo ikke til at vide om det var en stor stærk hingst hun bar rundt på, eller en fin lille hoppe. ”Jeg håber, men jeg tvivler.. Jeg regner med at lade den lille komme til verdenen i den flok jeg nu kalder mit hjem, og lade dem være der det første stykke tid” Den sorte hoppe strakte kroppen en anelse fremad og måtte flytte forbenene også for at kunne holde balancen, og bagbenene fulgte også med efter lidt tid. ”Det er vidst også den rette tid på året. Jeg kan i hvert fald mærke varmen er på vej. Det må være nemmere hvis der ikke er iskold vinter?” word count, 155

[/td][/tr][/table][/center]

Myth mimrede let med mulen og hvælvede en anelse i halsen. Hun nikkede let til Ava og puffede endnu engang indbydende til hende. Denne gang en anmodning om en lille gåtur. Hun trådte derpå et skridt frem og så tilbage på hende afventedne.

" Foråret er en god tid, de små kan bedre holde varmen, mine egne er dog vinterføl og de har klaret sig udemærket. "

Sagde hun så med sin milde stemme og skridtede da en runde omkring Ava. Selv var Myth blevet en smugle rastløs og det gav rig mulighed for at hun kunne lokke Ava med ud på en lille gåtur.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Ava forstod godt Myths lille vink, og begyndte at skridte lidt fremad, mens hun ventede på at Myth ville følge med. Bare så hun var på den sikre side og ikke endte med bare at gå helt alene. En ting var gået op for den lille sorte hoppe nu. Hun havde fundet en der med tiden nok kunne blive en rigtig god veninde. Hvis ikke familie. Den lille ville jo nærmest binde deres familier sammen. Hun ville blive farmor til Avas lille. ”Det kræver vel sin energi at kunne holde styr på vinterføl? Jeg ved min broder var fra vinteren, og han havde meget krudt i røven. Om det var for at holde sig godt varm, ved jeg ikke. Men jeg tror det kan medvirke til lidt mere besvær med at holde øje og holde styr på den lille. Det er selvfølgelig bare min teori” Den lille sorte hoppe kunne godt lide at gå og tænke over tingene og finde ud af hvordan det hele hang sammen. Hver eneste lille detalje, og udarbejde en plan for hvorfor det var som det var. Ligesom hun havde draget sin egen konklusioner om hvorfor hun var havnet her i dette land, Andromeda. word count, 199

[/td][/tr][/table][/center]

Myth fulgte med Ava og skridtede blot roligt ved hendes side. Selv funderede hun over mange ting, som dog blev gemt bag Myth ganske gode pokerfjæs. Hun havde selv i tankerne at hun ikke var færdig med at sætte føl i denne verden, for hun ønskede at have det der nu kunne være en rigtig velfungerende familie. Det var et ønske hun måtte se langt efter.

" Det kan du have ret i, men skam også at holde sul på de små, og holde dig selv i god stand, samtidigt. "

Lød hendes ord så. Hun huskede fødslen af tvillingerne nær havde taget livet af dem alle tre. At de overlevede var rent held. Myth gøs ved tanken om at skulle gennemgå sådan en smerte igen.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Secrets Et lille smil spillede på Avas lyse mule. Selvfølgelig ville det også være nemmere for de små og hende selv at ikke dø af sult hvis der var mad. Ikke at hendes føl skulle leve af græs som Titan havde gjort det, men det ville komme til at leve af mælk som hun skulle producere til at starte med, og det ville jo også kræve at der var nok mad til hende. Z ”Du nævnte du havde fået både tvillinger og Xenocrates.. Klarede du det helt alene begge gange?” De blå øjne søgte mod den anden hoppe der i den grad havde mere erfaring end Ava selv. Hun vidste der var risiko for at noget kunne gå galt og hun ville ikke vide hvad hun skulle gøre overhovedet. Ikke engang nu vidste hun hvordan det ville komme til at gå til. Hun havde ikke oplevet det før, for hun havde været for ung eller haft travlt med andet da hun var i sit gamle hjem. Og her var der jo ikke en stor flok med mange der satte nye til verdenen. Her var folk spredte ud over det hele i stedet. ”Hvor tit sker det egentlig at det går galt og man dør af at sætte nyt liv til verdenen?” word count, 210

[/td][/tr][/table][/center]

En lys feminin brummen kom nu fra Myth, som de to sorte hest begav sig ligeså stilfærdigt afsted, på en hyggelig lille skridttur. Snakken med Ava havde fået hende til at tænke mere og hun måtte konkludere at hun efterhånden havde en masse erfaring. Hun klukkede kort fornøjet, men tav så ved hendes spørgsmål.

" Jeg var alene med tvillingerne, men Rumpelstilskin var der da jeg folede Xenocrates, det gik meget gnidningsfrit "

Hun mimrede let med mulen og lod kort de mælkehvide øjne undersøge området omkring de to hopper. hun sukkede let og så nu igen på Ava.

" Det sker sjældent, men det er muligt, især hvis du er med tvillinger.. "

Mumlede hun så utydeligt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, for risikoen var der altid og hun havde da selv været tæt på med tvillingerne, men hun ønskede ikke at gøre hende bange.