Horisont

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Jasmin} Matt satte i et spring sidelæns og dansede forbi det næste træ, som stod på hans vej. Han gled smidigt fremad langs den mindre flod, han havde fulgt i et par timer nu, frem mod de bjergkæder som ragede op ude i horisonten. Ikke i et ræsende tempo sådan som han havde for vane, men derimod et mere afmålt et som kunne udholdes i timevis. Hans skind var hedt, selvom der var koldt, og endnu mere isnende nu da mørket var faldet på. Det gjorde det også sværere at skimte bjergene, som var kommet væsentligt tættere på efterhånden. Den mørkebrune hingst udstødte en hingstet fnysen, en dyb bas der vibrerede i brystet, egentlig ikke specielt henvendt til omverdenen. Hidsig var han heller ikke, ikke denne aften. Men han var søvnløs. Og stilheden var uudholdelig, stod han stille så rungede den nærmest for ørerne. Det var dog ikke noget, man kunne se på ham, hans skridt var som altid præcise og intet rastløst hang over ham. Han havde ikke fundet spor på andre heste i et stykke tid nu, og det var ikke ligefrem hans plan at opsøge nogen, for som så mange andre nætter så trængte han til at danse. Og der var endnu meget af dette land, som han ikke havde set. word count 213

Den unge og brogede hoppe kom med dansende og elegante skridt, som hun gjorde så tit. Hun var altid fin og elegant at se på. Hun kunne godt lide at vise sig frem fra de bedste sider. Hendes grønne øjne spejdede rundt i mørket, skønt de intet kunne se. Hun mimrede med den lyse mule. Snart hørte hun dog et højt fnys og hun stoppede op. Hun brummede mildt og feminint igen mod den fremmede. Hvem mon denne hingst var? Hun slog med den sorte hale og hun begyndte at skridte frem mod ham. Ville han mon have selvskab?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] En dæmpet lyd af en anden skabnings brummen fik ham til at reagere instinktivt. Ørerne blev vendt, næseborerne yderligere udspilet og efter et sekunds overvejelse plantede han de stærke hove i jorden. Det var en skarp opbremsning, hans dans mellem træerne var ikke helt ufarlig, men han havde styr på hver en muskel i sin krop. Og nu havde der altså vist sig at være en anden i nærheden. Det var en hest, ingen tvivl om det, hans hørelse fejlede ingenting. En hoppe. Det undrede ham en anelse, her lod til nærmest at være flere hopper end hingste. Men hingste havde det også med at undgå hinanden. Matt slog kort sin kraftige hale om sig mens han med mulen løftet skimtede efter den fremmede. Helt stille stod han, hans blod stadig pumpende rundt i kroppen. Snart viste en broget skikkelse sig mellem træerne. word count 143

Den unge hoppe kom frem mellem træerne og snart kom en hingst til syne. Han var brun og faldt meget godt i med natten og derfor skulle hun også knibe hendes øjne let sammen. Hendes hale var inde til kroppen. Hingsten foran hende så ikke specielt glad ud. Hun stoppede på en respektabel afstand. Både på grund af hende selv og nærkontakt, også fordi at denne hingst ikke virkede vildt venlig, men det ville hun ikke slås ud af, endnu. Hun udstrålede stadig den samme varme og glæde som altid. De grønne og venlige øjne betragtede ham med interesse. "Godaften" sagde hun med hendes varme og blide stemme og nikkede let mod ham.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt lagde det ædle hoved en anelse på skrå da den noget specielt udseende hoppe rigtig kom til syne mellem træerne. Hun var tydeligvis forsigtig om ikke at komme for tæt på ham, men afstanden gjorde ham intet. Grønne øjne så på ham i halvmørket, en speciel farve man ikke mødte særlig ofte. Hans egne kastanjebrune gengældte blikket, han var stadig varm efter den lange strækning, men der var et godt stykke endnu. Alligevel valgte han at tage sig tid til at finde ud af, hvem den brogede hoppe var. Hun var et stykke mindre end ham, udtrykket var forholdsvist afslappet. Matt virrede en anelse på den mørke mule. ”Godaften.” En umiskendelig duft hang om hende, men den interessede ham ikke. I stedet overvejede han om hun mon var stedkendt her, og kunne fortælle ham noget, han ikke allerede vidste. word count 140

{Out}