.Little Winterbird.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hendes skridt var lette som fjer i det hun bevægede sig henover sneen. Ingen kunne helt matche hendes skridt, glidende og alligevel taktfaste; på trods af dette søgte hun dog nogen at dele sin dans med. Den hvide hoppe så ikke mange sjæle på ørkenøen. Hvad grunden var vidste hun ikke og det undrede hende egentligt. Her var varmere og der var masser af føde, hvis blot man vidste hvor man skulle lede. Hun havde hørt rygter om mørke krafter og farlige skygger, men hun tog sig ikke af dem; de var blot rygter, ikke sandt? I hvert fald var hun ikke bange for hvad der måske lurede på øen.

Stadig dansende bevægede hun sig henover en bæk og videre afsted henover en eng. Græsset stod ikke højt og det bar ingen frisk farve, men alligevel var der små tegn på forårets kommen. Hist og her var vintergækker dukket frem. Skønt hun ikke kendte navnet på blomsterne, kunne hun godt lide dem. Med et par skridt der næsten kunne kategoriseres som hoppende stoppede hun ved en lille klynge og sænkede hovedet mod dem. De duftede godt, men var bestemt ikke føde. Hun ville ikke indrømme det, men hun havde ret hurtigt fundet ud af det på den lidt hårde måde. Med et svirp fra halen satte hun afsted igen, denne gang i et lidt langsommere, men stadig taktfast, tempo.

AYIN REZIKU

Det havde ikke taget den unge hingst lang tid, at finde ud af at dette land ikke blot bestod af et enkelt fastland, men derimod adskillige øer. Nogle større end andre, og med vidt forskellig plante- og dyreliv. Han havde vandret gennem både nøgne skove, let sneklædte enge, hvide strande og vidtstrakte ørkener, men var nu nået til den yderste ø. Energien her var anderledes, men han kunne ikke rigtig sætte en finger på det. Hans kraftige blå øjne, rettedes opmærksomt imod et bjerg i horisonten. Sort røg steg fra dets tinde, og man kunne tydeligt mærke en forskel i temperaturen. Dog var Ayin ikke helt sikker på, om det kun var ham selv der kunne fornemme det. Han havde tidligt lært, at han var mere følsom overfor naturens ændringer end så mange andre. Også plantevæksten var mere fremskreden her, end hvad Ayin hidtil havde set.
Med et let svirp med halen, begav hingsten sig nordpå i et raskt tempo, med direkte kurs imod det dunkle bjerg. Ikke nødvendigvis fordi det var der han ville hen - han mente blot det var et godt udgangspunkt. Høje tinder er lettere at holde kursen efter.

Da han nåede en sø midt på engene, holdt han i midlertidigt holdt. Søen var stadig let frossen, men langt fra frossen nok til at kunne bære en velvoksen hingst, som ham selv. Han stod et øjeblik og mindedes sin første vinter, hvor han gik igennem isen. En kuldegysning løb langs hans rygrad, ved mindet om den voldsomme kulde i det isnende vand. Han var - og er - en eventyrlysten hingst, og det var ikke første gang han kom galt af sted på den måde. Han løsrev sig fra sine tanker og pustede tungt ud, så en hvid sky stod om hans mørkegrå ansigt. I en dyb tone, lod han et vrinsk falde fra sine læber og vippede lyttende ørerne frem af. Var der mon nogen i nærheden? I et let, kådt hop, sprang han til siden og begynde at trave langs den frosne søs bred i flyvende, elegant trav.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Den hvide hoppe dansede omkring. Hendes skind var lysere og klarer end de pletter af sne der endu lå tilbage, hvis man da så bort fra hendes hoved og ben. Omkring hendes øjne og mule lå en mørkegrå farve; det samme gjaldt hendes ben. Begge steder blev de dog brudt af aftegn. På en eller anden måde passede hoppens farve utrolig godt til hendes personlighed, selvom nogen måske ville sige at en mørk farve havde været bedre. Farven skaber dog ikke en hest.
Tilbage i dansen svirpede Fatala med halen og knejsede kort i sin fine nakke. Nok var hun en hoppe, men det lå til hende at knejse fra tid til anden. Hun gjorde det sjældent i selskab med andre, men her var hun jo også alene. Et par skridt til siden. Et spring frem; videre i trav. Hun skiftede tempo, takt og rytme fra tid til anden, i en kompliceret dans som kun hun vidste hvordan skulle foregå. En dans som blev skabt så hurtigt som hendes ben kunne følge hendes tanker. Fatala var ikke hoppen der nød at fører sig frem, men hun brød sig heller ikke at ligne en gammel øg. Altid yndefuld; altid med måde.

Dansen forsatte, indtil hun sænkede farten en anelse for så at komme til et holdt. Var det en hest hun skimtede? Med hovedet på sned, knev hun øjnene let sammen. Det var skam en hest. En broget en. Et fnys forlod de fine næsebor. Broget var ikke anset for en god ting hvor hun kom fra, men hvem var hun til overhovedet at bekymre sig om det? Det var længe siden hun havde været der hvor hun kom fra! Med et svirp fra sin hale, satte hun fremad i skridt igen; hendes retning var hesten hun kunne skimte. Jo nærmere hun kom, jo tydeligere blev det, hvem hesten var. Det var en hingst. Sort og hvid som en vinternat. Hans højde var lig de fleste andre hingste hun havde mødt; ingen tvivl om at han var højere end hende. Dette generede hende dog ikke det mindste. Med et gjaldede hans vrinsk udover engen, som om han ikke havde hørt hende, og før hun vidste af det, hoppede han kådt rundt. Dog kun for en kort stund, for så faldt han til ro.
Fatala hævede sit fintformede hoved efter et par sekunder, hvor hingsten ikke havde set hende. Hun var stadig langt nok borte, til ikke at se ud som om hun var direkte på vej hen mod ham. Med hovedet lagt let, og sødt, på skrå vrinskede hun feminint til ham. Hun følte for at påtage sig en rolle, som hun ikke havde spillet i lang tid...

AYIN RESIKU

Hans ører vippedes lynhurtigt frem, da han modtog et feminint svar, længere ude på engene. Med højt hævet hoved, søgte hans blik den hoppe, hvorfra svaret kom. Hun var lys, lysere end selv sne, selvom den der var tilbage her, nu heller ikke ligefrem var jomfrusne. Hun var endnu et stykke borte, men tæt nok på, til at han kunne opfange et glimt af et par gyldne øjne. Dette studsede hingsten noget over, for det var ganske nyt for ham. Efterhånden som afstanden mindskedes, satte han farten ned, til det til sidst blot kunne kaldes en lunten. Men bevægelserne var lette og legende, for det faldt ham ganske naturligt at have høje benløft. Manen og halen nærmest flød efter ham og om ham, som en mørk skygge. Bringen skød han en smule frem, idet de nu var ganske få meter fra hinanden. Ikke som et forsøg på at virke større eller skræmmende, nej, den slags barnligt pjat var han for gammel til. Det var ganske simpelt fordi han var en stolt hingst, som ingen skulle koste rundt med. Hans udstråling var fast og selvsikker, et tydeligt tegn på at var en hingst, der vidste hvem han var, og ikke skulle løbes om hjørner med.
Igen måtte han fascineres over disse øjne, som han ikke kunne mindes at have set på en hest før. De mindede ham om et rovdyr, men på en mere yndefuld måde. Han mimrede let med mulen, tankefuldt. Egentlig en mærkelig blanding, men de syntes at høre til hos denne hoppe. Ganske let nikkede han til hoppen, tilpas respektfuldt, men uden at være underdanig på nogen måde.

"Mylady."

Hans stemme var dyb og venlig, da han formelt tiltalte hoppen. Sådan var han opdraget, og så intet galt i at tiltale folk ved titler. Han havde da også lært, at det scorede point hos nogle hopper. Hans blå øjne rettedes direkte imod hendes gyldne. Hendes krop lå langt fra hans. Hun feminin og slank, grænsende til spinkel, han muskuløs, kraftfuld og langt større.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hingsten var skam ganske køn; ingen ringe hingst. Hans gangarter var legende, om end en anelse sløsede efter hendes mening. Han gjorde dog hurtigt op for det, da han kom næmere: han skød bringen frem og gjorde sig lidt til. Ikke på den måde, en hoppe ville; det var klart noget, som lå til hingste. Den hvide hoppe lod som om det imponerede hende og hun spidsede de fine ører hun havde. Hun gav et kort prust fra sig og et uskyldigt, lidt forsigtigt, smil plantede sig på hendes mule.
Hingstens tiltale af hende rørte hende ikke, men den rolle hun havde brød sig om den. Hun trak hovedet lidt til sig, en anelse genert måske og svingede med halen. Hendes gyldne øjne søgte hans og hvor de normalt var udfordrende og søgende, var de nu blot nysgerrige og klare. Hun opførte sig som en unghoppe, der var lettere faret vild og generelt lidt tilbageholden.

,,Goddag, Sire."

Hendes stemme var lys og klar, men også en anelse forsigtig. Hun lagde let hovedet på skrå. Tiltalen var hun ikke sikker på passede, men det var hvad hun kunne huske. Mylady var ikke noget hun var blevet kaldt ofte, men en gang eller to var hun da kommet ud for det. Hun brød sig hverken om den eller afskyede den; den var til at leve med, men det var på grund af den rolle hun påtog mig.

,,Jeg ønsker ikke at være for hurtig, men.. hvem er du, Sire?"

Hendes øjne glimtede uskyldigt. Et forsigtigt smil lå plantet på hendes mule og hele hendes holdning var lidt tilbageholden, men emmede stadig af ungdommelig nysgerrighed. Hendes øjne søgte hans overraskende blå, for så at vige igen.

AYIN REZIKU

På trods af sin hårde opvækst, der senere var skyld i megen mistro og skeptiske tanker fra denne hingst, så ønskede han brændende inderst inde at han ikke behøvede at være det. Af denne grund, var han villig til naivt at tro på hvad hans øjne så og hvad hans ører hørte, også selvom hans krop skreg til ham at noget var forkert. Han lod sig ikke mærke med det, og sendte i stedet hoppen et skævt, beroligende smil. Hun virkede tilbageholdende og fin - lidt som en unghoppe der er alene for første gang. Han nikkede galant, da hun besvarede hans hilsen med et 'Sire'. Ganske kort trak en undskyldende mine hen over hingstens ansigt.

"De kan blot kalde mig Ayin."

Ayin kaldte han sig selv, og udelod ofte Reziku. Det var et svært navn at huske, og i en helhed havde det også en betydning han helst ikke ville huske på. Som Ayin var han blot 'Guddommelig', mens han med Reziku var et 'Guddommeligt Ritual'. Han slog med hovedet, for derefter at knejse hårdt op i nakken. Han brød sig ikke om sin fortid, og var der noget der kunne formørke hans sind, så var det tanker der kredsede om dette. Hans blik formildedes dog, da han igen så på den lyse hoppe foran ham. På mange måder mindede hun ham om renhed og uskyld.

"Kan jeg spørge, hvad Deres navn er?"

Han forventede halvvejs et langt fint navn, muligvis et slægtsnavn eller lignende. Han strakte undersøgende mulen frem imod hende for at opfange hendes fært. Han ville have noget at koble navn og udseende til.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hoppens fintformede, let krogede, ører var spidset mod den halvt sorte hingst. Et smil glimtede på hendes mule, før det forsvandt. Ayin var hans navn. Navne betød ikke det store for Fatala, men måske gjorde det for den rolle hun spillede? Et sekund overvejede hun det, men forkastede så ideen. Der var ingen grund til at gøre en midlertidig rolle alt for kompliceret. Med et let nik bekræftede hun, at hun havde hørt hans navn. Lidt roligere, men stadig med en tilbageholden aura omkring sig, hævede hun blikket og lod det hvile på han. Han var lige så stor som Phoenix havde været, blot lidt slankere. Næppe mindre kraftfuld dog. Bag hende svirpede hun med halen og lod den hænge let løftet, men langt fra så meget som den plejede.

Navn.. Hvad hed hun? Hun kunne give sit eget navn, men det passede ikke; hun var jo ikke Fatala. Hvem var hun? Kort ledte den hvide hoppe i sine tanker, før hun fandt et navn, som hun mente ville passe.

,,Mit navn er Aludra Ghaydaa, Sir... jeg mener Ayin. De fleste kalder mig dog blot Aludra."

Et forsigtigt, næsten undskyldende smil kærtegnede hendes mule da hun søgte hans blik. Han virkede som en venlig hingst og hun kunne nok sagtens have orket ham hvis hun var sig selv, men rollen blev spillet og hun havde ikke i sinde at droppe den. Måske kunne den fører til noget. Noget til hendes fordel selvfølgelig.

,,V-Ved du hvor jeg.. vi.. er? Jeg genkender ingenting her."

Fatala tog sit bedste hjælpeløse blik hun havde og sendte det til hingsten. Hun havde fundet sin komplette rolle: Aludra, en ung hoppe forladt og uden ide om hvor hun var.

AYIN REZIKU

Denne hoppe var ikke som nogen anden han havde mødt. Ren og hvid, og med så slanke og fine former, at hun ledte tankerne hen på eventyr og prinsesser. Sådan nogle prinsesser som fandtes i de historier, som små føl fik fortalt. Hun virkede så uskyldsren og oprigtig, men samtidig var der noget der nagede hingsten grusomt. Han følte at han blev holdt for nar, men blot det at han kunne tænke sådan om hende, fik ham til at trænge det bort. Selvfølgelig var der intet i vejen. Han ønskede det, og sådan blev det.
Han smilede til hoppen og rankede sin slanke, muskuløse krop, der bar tydelige præg af kampe og overleven på strenge præmisser. Han nikkede let med det sorthvide hoved, så pandelokken dansede omkring hans blå øjne. Aludra Ghaydaa. Ligeså langt og fint som han havde forventet.

"Aludra. Det er er specielt navn. Men husk blot på, at de ikke behøver at kalde mig andet end Ayin, kære."

Igen smilede han til hende, for at forsikre hende om at hvert ord var sandt. Hvis nogen skulle tiltales med titler, så var det hende. Han selv mente han ikke fortjente det - ikke i hendes selskab i hvert fald. Eller måske var det bare fordi han var i godt humør. Når mørket havde fat i ham, så skulle denne hoppe både bukke og skrabe før han følte sig tilfreds. Med tankerne på denne dystre sandhed der gemte sig i hjertet på hingsten, var det næsten som om det triggede noget i ham. Hans blik blev dunkelt og intetsigende, og hans smil forsvandt. Han slog et hårdt smæld med sin fyldige hale og rystede derefter på hovedet.

"Nej. Jeg kender desværre lige så lidt til dette land som du gør. Jeg har endnu kun vandret her i ganske få dage."

Andet havde hingsten ikke at sige, og hans isblå øjne rettedes imod horisonten. Hans sind havde længe været på kanten af mørket, han havde følt det kalde. Øen med vulkanen havde ikke gavnet ham, nej, kun næret hans indre ondskab. Hans arv.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hvorvidt hingsten vidste at hun spillede eller ej var svært at svarer på, for han gjorde intet der tydede på det modsatte, men havde stadig et nagende glimt i øjet fra tid til anden. For nu virkede han dog overbevist og det var nok for den hvide hoppe: rollen hun bar var ikke ment til at være permanent, medmindre det viste sig at bringe noget med sig, som hun kunne bruge.

,,Mange tak, Ayin. Og.. det skal jeg nok huske."

Et smalt, venligt og nervøst smil kom på hendes mørke mule. Hendes blik lå nu på hingsten, men søgte ikke hans øjne. Hun undlod den øjenkontakt som hun ellers altid krævede. Øjnene var trods alt det letteste sted, at se en løgn. De var vejen til ens sjæl, om man ville, og sjæle er ikke i stand til at lyve. De er den ene, lille, irriterende del som ikke kan dækkes; som ikke kan forandres.
Måske kunne sjæle ikke forandres, men hingstens humør kunne tydeligt. Han gik fra venlig og munter til næsten.. dunkel? Hans øjne syntes at blive mørkere, dybere, og han vendte blikket bort fra hende. Hun havde lyst til at fnyse irriteret, men undlod det. I stedet for kom der et uskyldigt, nysgerrigt og lidt forskræmt blik i hendes øjne, som om hun frygtede en pludselig vrede fra ham. Hendes ører var vendte mod ham da hans ord lød, men blev så vendt tilbage i en lidt frygtsom position. Var han ved at ændrer sig? Hun så kort på ham, intenst, mens han så bort. Hun sørgede omhyggeligt for at han ikke så hende, før hun så bort igen.

,,Er..Er vi alene her, Ayin?"

Den hvide hoppe svingede uroligt med halen og sænkede hovedet lidt. For nu nærede hun ingen frygt, men spillede blot. Forsigtigt trådte hun dog tættere på ham i en søgen efter 'tryghed' som hun ej behøvede, men som Aludra søgte. Hvem Aludra helt præcist var, måtte tiden vise, men for nu havde den hvide hoppe en god ide om hvem hun var. I hendes's hoved blev hele historier bygget; argumenter opstod og gamle bekendtskaber blev skabt. En rolle var ikke fuldendt, medmindre den havde et helt liv.

AYIN REZIKU

Han mærkede hendes lette trin da hun trådte nærmere. Han forstod at hun søgte tryghed, for hun var en spinkel, frygtsom hoppe. Hvad lavede hun også ude alene? Han vendte blikket imod hende og hævede hovedet højt over hende med en hård knejsen i nakken. Den tryghed hun søgte, hverken kunne eller ville han give hende. Hans ører blev vippet en anelse bagud, blot for at markere. Han var ikke længere i humør til nærkontakt eller at trækkes med små hopper, der er bange for hver en skygge. Hendes spørgsmål valgte han dog alligevel at besvare, selvom det faktisk kunne have flere betydninger.

"Nej," svarede han kort og lod blikket glide over hendes blanke, hvide skind.

Hun virkede ubehagelig på en måde som han slet ikke kunne forstå. Dette vakte hans interesse, på trods af at mørket stadig lå i hans blik. Havde alle heste her tvedelte sind? Også hingsten Djange var på en gang intens og stærk, og tonløs og ligegyldig. Han selv var jo ingen undtagelse. Hvad gav ham ret til at dømme andre? Irriteret slog han med hovedet og lod hårdt en hov hamre ned i jorden. Hans blik lynede af vrede, en vrede der virkede uforklarlig og som kom den ud af det blå. Han søgte hoppens blik, men hun ville ikke se ham direkte i øjnene.

"Aludra, jeg er ikke interesseret i dit selskab. Forsvind."

Hans stemme er ikke truende, nej, truslen lå i hans øjne. De er mørke og kolde, som var han en helt anden hingst. Med et hårdt smæld med halen træder han et skridt frem imod hoppen. Endnu er der en god halv hestelængde imellem dem.

// OUT