Ældre, ikke Gammel

T H O R O N D O R

---

Thorondor var ikke nogen gammel hingst, men i forhold til mange her, var han næppe den yngste. Han havde levet sin del af livet og han ville næppe se så mange år mere som han allerede havde levet. Han håbede, men vidste også at det nok aldrig ville blive tilfældet. Der var noget trist over den viden, men også noget opløftende; mest af alt var det dog trist. Der var mange ting som han aldrig havde opnået og selvom han nok ville nå det, så var det næsten nedslående at det endnu ikke var blevet gjort. Hvad det var, var dog den tunge hingsts lille hemmelighed.

De dunede ører var vippet lyttende rundt, men hovedet var dybt begravet i sneen. Den var begyndt at trække sig bort, sneen altså, men alligevel lå den stadig tykt de fleste steder. Lige nu havde han set sig nødsaget til næsten at grave efter græs. Han kunne sandsynligvis klare sig uden græsset, men selv en hest som ham måtte holde sig ved godt sul! En gammel tanke slog ham og han klukkede sagte ned i sneen. Det var et gammelt minde, alt for gammelt, og alligevel var det nået frem. Munterheden forsvandt dog hurtigt og blev erstattet af et monotont udtryk; han var alene herude, som han var så ofte for tiden. Det var næsten trist faktisk; så stort et land, men så få heste. Såvidt han vidste i hvert fald...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den røde hoppe trippede rundt for sig selv mellem træerne og efterlod sig hovspor i den tøende sne. Der var blevet varmere. Ikke ret meget, men en smule. Og skyerne åbnede sig lidt oftere nu, og lod sollyset trænge igennem. Det glædede hende, selvom hun holdte nok så meget af vinteren. For alle årstider var forunderlige, og nu var det foråret som var stærkt på vej, det mærkede hun i hver celle af sin krop, selvom træerne ikke lagde an til at springe ud endnu og der stadig var koldt. Det var nok fuglestemmerne, som gjorde det. Vinteren var dyb og tavs, og når verden igen vågnede op til foråret så gjorde fuglene det samme. De havde sunget det meste af dagen og holdt hende ved selskab, for her var ikke andre. Men det havde hun efterhånden vænnet sig til, landet var stort. Hun havde stadig ikke set ret meget. Så nu var hun altså på vandring igen, i tilfældig retning, måske havde synet af bjerge i horisonten tiltrukket hende lidt, men nu var hun omgivet af træer og kunne ikke længere se dem. I stedet greb noget andet nu hendes opmærksomhed, noget som kom med vinden der fik trætoppenes grene til at svaje. Det fik hende til at standse midt i hendes ellers ubekymrede dans, en anelse tøvende. Det var trodsalt første gang, hun havde sat sine hove på denne kæmpemæssige ø. Hun havde gået længe nu, den måtte være væsentlig større end den, hun plejede at holde til på. Den ø, den venlige hoppe havde kaldet Chibale. Den og så Leventera. Jo, hun huskede godt navnene. Dette måtte være Enophis.. Siden her var bjerge. Hun mærkede et sug i brystet ved tanken, men fandt snart tilbage til det, der først havde grebet hendes opmærksomhed. Det var lugten af hest. Og den var ikke fremmed. Ikke helt, i hvert fald. Af nysgerrighed bevægede hun sig forsigtigt i samme retning. word count 320

T H O R O N D O R

---

Thorondor fnøs ned i sneen og en sky fløj op. Med lukkede øjne tog han mod de kølige snefnug, før han gumlede videre nede i sneen. Egentligt var det ikke så slemt, at skulle lede efter græs under sneen; han havde trods alt et så stort hoved, at det gik rimelig effektivt når han arbejdede. På samme tid skulle der dog meget til at stille hans sult, så på sin hvis gik det kun lige ud med hinanden. Roligt hævede han sit grove hoved og så sig omkring; et græsstrå hang fra hans mule, så han lignede et menneskes stereotype billede af en landmand. Stilfærdigt rystede han dog sit hoved kort efter og kom tilbage til blot at ligne den pjuskede, venlige hingst han var. Med et smil på læben, satte han afsted i skridt. Her skete ikke nok til at blive og han skulle nok fylde sin mave på et andet tidspunkt. Fed kunne han ikke kaldes, men han havde mere sul end de fleste, det kunne ingen sige noget mod.
Hingstens ben arbejdede taktfast under ham imens han bevægede sig afsted gennem den sidste sne der lå på Enophis. Foran ham dannedes skyer af damp. Selvom han var glad for sin vinterpels, så var den bekyndt at genere ham lidt: den forsvandt ikke nær så hurtigt som sneen og fra tid til anden svedede han faktisk for tiden. Forhåbentligt ville den snart falde af.

Efter en stund i egne tanker og minder stoppede den kraftige hingst op. Lyden af hovslag havde nået til hans ører og han vippede lyttende ørerne fremad: de var lette og svage. Det var svært at sige hvem hesten var, men den bevægede sig ikke hurtigt. Afventede stod han med ørerne vendt fremad og efter nogle øjeblikket kom en skikkelse til syne. En klar, kraftig, rød farve stod i stærk kontrast til det afblejede land med den hvide sne. Thorondor gav et lidt overrasket prust fra sig. Scarlett...?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun havde ikke travlt. Også selvom hun var sikker på, at hun allerede kendte den hest, som ventede et eller sted blandt de tavse træer. Man vidste aldrig helt. Måske var personen slet ikke interesseret i at møde hende, men hun måtte se, hvem det var. Hendes tilstand var stadig usikker, men siden det var dage siden hun sidst havde stået ansigt til ansigt med en anden hest, bekymrede det hende ikke. Ikke ligenu. Hun mærkede hjertet slå et ekstra slag, og indså at hun opførte sig som en nysgerrig plag. Det fik hende til at hæve den røde mule en smule, ikke at det hjalp meget. Hun var forsigtig, og spændingen syntes altid at gribe hende, ligemeget hvor mange heste hun mødte i det mystiske land. Hun skimtede snart skikkelsen bag træerne. Den bevægede sig i hvert fald. De røde ører blev spidsede, langsomt vippet fremad. Jo.. Det var en, hun allerede havde mødt. Hun standsede op, da hesten gav lyd fra sig i noget, der lød som overraskelse. Kun få meter borte stod den vældige hingst fra tidligere, som hun ikke helt havde kunne gennemskue. Nysgerrigheden havde overtaget, hun lagde ikke engang mærke til om hun forstyrrede ham i noget, de blå øjne viste mindst lige så meget overraskelse som hans. ”Thorondor.”

[/b] Det var en stille konstatering der slap ud af hende, hun havde alligevel ikke helt forventet at møde den venlige sjæl igen. Det var måske et lidt specielt gensyn, hun burde hilse på ham, men han havde jo ikke ligefrem inviteret hende. Og hun ville ikke komme brasende, selvom skaden vist allerede var sket. Så hun så bare på ham i al tavsheden, hendes blik fik hurtigt et mildt udtryk. Glad for at se et forholdsvist kendt ansigt.

word count 292[/div][/td][/tr][/table]

T H O R O N D O R

---

Hingsten stod et øjeblik og stirrede i ren overraskelse, før et mildt udtryk nåede hans mørke hoved. Det var Scarlett: den kraftigt røde hoppe han havde mødt i skovene på Chibale. Deres møde havde ikke været langt eller givende, i hvert fald ikke hvis man så på informationen der blev udvekslet. Thorondor huskede dog det sidste møde med gode minder og selvom han stod lidt kluntet og stadig så overrasket ud, så var han overordnet set glad for at se hende. Roligt rettede han op på sig selv og lod blikket hvile mod hende, før hans stemme lød.

,,Goddag Scarlett..."

Det lød lidt tamt i hans ører, men han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige. Sidste gang havde det være lige så. Han kunne meget godt lide hende, det måtte han indrømme; der var noget dragende over hende, men hvorfor vidste han ikke. Måske var det lige præcis det der var dragende; det at han ikke vidste noget om hende rigtigt. Han kendte hendes stemme, hendes udseende, hendes duft; men kendte han overhovedet andet? Forsigtigt tildede han hovedet på skrå og et smil tonede frem. Såvidt han kunne se var hun glad over noget: hvorvidt det var over ham eller noget andet, vidste han dog heller ikke. Uanset hvad, så glædede det ham at se hende i live: hun så ud til at have det godt, selvom vinteren vist også havde haft sit tag i hende.