Det uventede...

Varmen buldrede en smule skummelt fra vulkanen, som var den vågen; aktiv. Mens den røde og unge hingst blot begav sig roligt i skovbrynet nær bjergende og den vulkan. Roligt nippede den hvide mule forsigtigt til det grønne græs der efterhånden tittede frem i plamager mellem den hvide sne og den glatte is der endnu lå rundt omkring i hele landet. Vinteren havde været lang, men jovist var foråret nu på vej. Solen tittede drillende frem, mens fulgene i de stadig halvnøgne kron toppe, sang de smukkeste toner. Hovene sank tilmed næsten blidt i jorden, for hvert lille skridt – foråret er virkelig ved at blomstre sig!

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, den ene og de mægtige havde ulmet i en vågen søvn i Vulkanens indre i nogle dage, men taktløse trin havde vækket deres opmærksomhed. Det havde lydt som om en fremmed var ved at betræde Vulkanen - deres Vulkan - hans Vulkan. En dæmpet snerren lød fra det indre af Deres Herskers hjem, inden skyggerne, skyggen, langsomt rejste sig fra søvnens hvile og steg op af vulkanens top, som en sortlilla skygge, der var gennemsigtig. Nærmest som levende flammer, helvedes flammer, slikkede de omkring mundingen på Vulkanen, og først da alle af de lumske skygger havde fundet vejen ud af deres, af hans hjem, samlede de sig til den kæmpemæssige Skyggehingst med de rødglødende øjne.
På Vulkanens grund vandrede den rødbrune Diego, som skyggerne kunne genkende. Hans navn i identitet var kendt for dem, for ham, ligesom alle andre sjæle i landet var kendte. Ingen undslap skyggernes viden og skyggernes nysgerrighed, når de betrådte dette land, og især når de vandrede omkring Vulkanen, blev deres oplysninger grænsket af de glubske, af den glubske skygge. En ond latter, kold som is og brændende som ild, slikkede sig igennem luften og hen imod den dumdristige hingst. Han havde begået en fejl, ved at træde på deres, hans område. Snart svævede Skyggehingsten ned, for at tage imod den rødbrune hingst, sådan som de, som han nu engang gjorde det.

Selvom alt bugtede sig med åbne arme for Diego, der det pludseligt hvordan han følte at noget mørk sneg sig over ham. Som om himmelen blev mørk, til trods for den stadig var lys og blå ovenover ham. Koldt var det som om noget løb ham ned af ryggen, mens en følelse af angst buldrede op. Ængstelig… for noget han ikke kendte til? Snart medfulgte en latter, en ond latter, som en fjern lyd – og så alligevel så nær. Som var den inden i hans hoved, overdøvede andre tanker, men så alligevel lød så fjern som var dette bare en rungen fra vulkanens buldren. De levende og unge øjne vendte hurtigt over i panik, mens den røde hingst stod bum stille, uvidende om hvad det var der var ved at ske med ham! Hvis da der overhoved skete noget?

Ondskabens Budbringere

Den masse Skyggehingst, som skyggerne havde samlet sig til, var nu ved den rødbrune Diego, der havde betrådt deres, hans Vulkan. Skyggehingsten bar et sæt glødende øjne, som kunne skære sig igennem marv og ben, hvis ikke man passede på og veg for deres intense blik.
Skyggehingsten lå, ondskabsfuldt direkte. Den rødbrune hingst lod ikke til at have en psyke af stål, i hvert fald ikke af hvad Skyggehingsten og skyggerne vidste; for de vidste meget om hver enkelt i landet. Det var sådan, at de hver gang at nogen var dem nær nok, kunne scanne dem, og de havde scannet Diego blot øjeblikke inden Skyggehingsten havde samlet sig.
Skyggehingsten tårnede sig over Diego nu og lod afstikkere af skygger søge frem og lægge sig kælent omkring Diego. De var blide, ved første øjekast, for indtil den rødbrune hingst valgte at gå imod dem, havde de ingen grund til at være voldsomme; selvom det var der, deres sande natur lå. Den onde latter lød igen og flød som is igennem luften, kølede alt på sin vej.

¤Dieeeeegooooo, hvad laver du her på voooores, min Vulkan?¤

Hvislede skyggehingsten med ekstremt hårde toner. Det var en forbrydelse at betræde deres, hans jord, uden at have en grund. Diego var ikke blevet inviteret, og dermed havde han bragt sig selv ud på tynd is, som måske ikke ville kunne holde hans vægt.

Panikken brusede hurtigt op i Diego da en ond latter lød; og denne gang foran ham. Den var tydelig og det samme var nogle skyggeformende tingester, som kom imod ham, desværre også! Det var næsten som torden skyerne på himmelen, som tågen der ligger sig over landet. Bare i en mere samlet form, der kunne vandre. Hans øjne blev store, mens mulen sitrede af bar angst. De kom nærmere, og før Diego vidste af det, var det som om han stivnede af bare skræk, da denne skyggeagtige skikkelse begyndte at omfavne ham, overalt.

En stemme lød hvislende fra skikkelse der endnu var foran ham, som mest af alt mindede om en anden hest. Han helt skælvede i benene, mens frygten steg ham til hovedet som aldrig før. Hvad var det der skete?! Denne, dette … væsen! Kendte hans navn, hvilket fik et måbende og skræmt udtryk i Diegos ansigt til at fremkomme.

”Je-je-je-je-je-jeg…”
Var det eneste der kom fra den unge hingst mule, i en dirrende og chokket tone, som også afslørede hans unge sind og drengede stemme han bar med sig altid.

Ondskabens Budbringere

Frygten kunne smages i luften omkring den rødbrune Diego, der ikke havde skyggen af rygrad overfor den mægtige Skyggehingst, der havde tårnet sig over ham. Den stammende stemme, der blev rystet endnu mere af hans skælvende ben morede og nærede ondskaben i en sådan grad, at det nærmest var uimodståeligt ikke at mæske sig i den rødbrune bangebuks. Skyggehingsten lo igen, hult og gennemtrængende, inden de vildfarende skygger, der blev løsrevet fra Skyggehingstens skikkelse, smøg sig om Diego endnu tættere og påførte ham en behagende varme og meget blide kærtegn, der strøg ham langs kroppen. Den rødbrune hingst så nærmest sortlilla ud nu, fordi skyggerne lagde sig i stadigt tættere og tættere lag om ham, alt imens de smagte på hans frygt.
Skyggehingsten, som ganske vidst morede sig over denne hingst, var dog noget utilfreds med det svar, som han var kommet med. Med ét ophørte den onde latter og en direkte truende stemme brød hvislende frem.

¤Svar ordenligt, hingst!¤

Kommanderede Skyggehingsten, og i samme øjeblik tog alle skyggerne omkring den rødbrune hingst fat og nærmest klemte den rødbrune hingst; de påførte ham nu en reel smerte, straffen for hans intetsigende svar.

Den kærtegnende følelse Diego normalt fandt ret så rar, virkede så frembrusende; så for meget, at kun ubehag var at føle, udover frygten og panikken. Den ulme latter fortsatte, og den røde hingst var endnu ikke sikker på om den rent faktisk varede ved eller om han var ved at blive sindssyg fordi alt dette bare vare noget han synes han så, og syntes at han hørte. Pludselig stoppede alt dette, da den hvislende stemme truende lød. Det var helt så Diego forsøgte at vige, til trods for at han var bange for at bevæge sig, helt stivnet var hans krop; skønt han endnu skælvede.

Angsten i hans øjne skreg på nåde, mens hans mule dirrede halvåbent, efter det stammende første svar. Pludselig kom en smerte, som om han blev kvalt, klemt og holdt fast på samme tid. Med sin sidste luft lød et højt hvinende skrig fra den hvide mule, mens ordende ikke var at finde, bag al denne skræk og angst. Panik!

Ondskabens Budbringere

Tålmodighed var ikke noget som Skyggerne, Skyggen havde. Absolut ikke. Den rødbrune hingst var nærmest gået så meget i panik, at han allerede havde forladt landet, og selvom frygten blot fik Skyggehingstens selvværd til at vokse, så irriterede det dem noget så grufuldt, at hingsten var så uduelig, at han ikke engang kunne give svar på, hvorfor han var kommet til Vulkanens side. Og den uduelighed tolkede skyggerne, den grufulde skygge også som en fornærmelse der ikke kunne tilgives. Skyggerne omkring hingstens krop samlede sig endnu mere og langsomt begynde de at trække den rødbrune hingst op imod Vulkanens munding. Hingsten kunne ikke gøre sig til nytte på anden måde, end at nærer Skyggerne, og med mindre den pludselig kom på andre tankerne - var næring netop det, som de havde i tankerne at bruge ham som. Den onde, isnende latter gled igen frem i luften og kølede alt på sin vej, mens den kæmpemæssige Skyggehingst vendte rundt og begyndte at bevæge sig mod Vulkanens top, deres herskers hjem, med den rødbrune hingst trækkende efter sig.

Det virkede snart som en evighed denne smerte skyggevæsnerne på førte ham, lige så vel som det virkede surrealistisk at dette rent faktisk fandt sted! Det passede da ikke! Men alligevel var Diego pludselig overbevist, da de nu begyndte at trække i ham. Han snublede kort, før han egentlig strittede imod, men så alligevel fulgte med, i håb om at de måske ville løsne deres greb om hans krop; selvom dette sikkert ikke blev på tale. Hivende efter vejret, lød hans vejrtrækning pibende, mens det skrækslagene blik måtte være en pine for enhver sjæl. Hvilket Diego frygtede at disse, han, ikke var eller havde. En sjæl...

Ondskabens Budbringere

Den enorme skyggehingst, der bestod af mange tusind skygger, forenet i en, slæbte endnu den rødbrune Diego efter sig, op imod Vulkanen, imens de vildtfarende skygger, som egentlig gjorde arbejdet med at trække, nærede sig, mæskede sig i hans frygt, som ikke lod til at blive mindre. Det var en fryd endelig at møde en med frygt - for det havde hverken den Svanehvide Fatala haft, eller den Blåsorte Ava. Det havde været en frustration for Skyggerne, Skyggen som var noget af det mest grufulde der fandtes i dette land. Den sortlillae Skyggehingst trådte snart an ved Vulkanens top, og den rødbrune Diego blev trukket helt op ved siden af den enorme skyggeskikkelse, således at han kunne se direkte ned i gabet på Vulkanen, ned til herskerens hjem. De kunne så let bare smide den rødbrune hingst ned, fordi han havde valgt at trodse dem, og fordi hans frygt var så forfærdeligt fristende for dem - men selvom man selvom Skyggerne var onde, så havde de alligevel en sans for hvad der er fair og ikke fair; og det var grunden til, at de vildtfarende skygger nu slap Diego, således at den isnende latter kunne slippes fri fra alle skyggerne på én gang. Derpå begyndte Skyggehingsten at tale.

¤Lyyyyyst til at tale nu, uduelige hingst? Sidste chance!¤

Hvislede Skyggehingsten med en sådan tilfredsstillelse, at det halve kunne være nok. Åh, det frydede dem, det her, for uanset hvad, ville deres sult og tørst blive slukket på denne dag. På den ene eller den anden måde.

Det virkede surrealistisk mens skyggerne fortsat trak i ham. Uanset hvor meget han veg og strittede imod, gav det ingen virkning. De havde fat, og det var næsten som om han havde mistet forbindelsen til underlaget under hans egne hove. Panikken buldrede op i ham, mens hans øjne forblev fjerne og skræmt, han var direkte i chok, mens det eneste han så var en masse mørke omkring ham, omfavnende og kvælende, mens en skikkelse fra af en hest, i skyggeform nærmest ledte an. Hvinende var mange og kvalte, som de gang på gang forlod den hvide mule fra den røde hingst. Hans hjerte pumpede hårdere end nogensinde før, mens han udelukkende kun kunne føle smerte, stor smerte!

Han kunne nu se direkte ned i vulkanen, som næsten sulten boblede nede i dybet. Diego frygtede det værste nu, og et tilmed skrig undslap hans mule da grebet om hans krop pludselig blev slækket. Ulme og høje lattertone i kor og i munden på hinanden var det eneste Diego kunne høre, mens hans ben sitrede så meget af skræk at han ikke kunne rykke sig ud af flækken. Skyggehingsten ved hans side, hvislede nu nogle ord, meget advarende, mens en sidste chance var givet. Diego kunne ikke tænke rent, ville bare væk! Mens han i al håb åbnede mulen for at svare, men kun bedende ord forlod hans mule.

”Ne-ne-ne-nej, nej, jeg ber dig!”
Hans stemme var ung og skinger, mens hans øjne forskræmt kun kunne se ned i vulkanens dyb, vigende fra den uhyggelige skyggeskabning, der af bare udseende gjorde ham utilpas.

Ondskabens Budbringere

De onde, de grusomme, den uovervindelige og evige havde fanget den rødbrune Diego, slæbt ham og hans kujonagtige sind op til toppen af vulkanen og havde givet den rødbrune hingst en chance for at overbevise ondskabens skygger om, at han kunne bruges; dog havde han fejlet fuldstændig og trods de paniske ord der forlod mulen på den rødbrune hingst, lod Skyggerne ham trækkes endnu tættere på vulkanens munding med et grusomt grin.
Diego havde ikke vist nogen egenskaber, som de onde, de grusomme skygger kunne bruge, men hans frygt kunne de nærer sig ved; og ligeså kunne den uovervindelige hersker som de havde, den sande hersker af Andromeda, som ventede i gabet på den store vulkan. Da Diego's forhove var ude over kanten, stoppede skyggerne dog med at trække mere i ham, og Skyggehingsten samlede sig for at nærme sig den ungdommelige hingst, som han engang havde været.
Med en hvislende, ond latter, begyndte Skyggehingsten at forme det, der skulle blive de sidste ord som den rødbrune hingst hørte i levende live.

¤Du vil gøre gaaaaavn hernede, Diego, og det er din skæææbne! Du kan ingen gavn gøre heeeer, så mød vores hersker og hils ham fra os! Du er vores gave til ham, så han kan nære sin styrke fra diiig, og du vil altid blive husket for det offer du har gjort os!¤

Hvislede den onde Skyggehingst, og da først ordene var ophørt, løsnede skyggerne deres greb, således at den rødbrune Diego påbegyndte sit fald ned i dybet, med hovedet først. En hoverende latter brød frem sa Skyggehingsten opløste sig og skyggerne sneg sig ud i alle afkroge, for at vogte over deres vulkan; og altid imens at den rødbrune hingst faldt, sænkede stilheden sig endnu over vulkanens ydre.

[Diego er hermed blevet ofret til Vulkanes Hersker. I og med han har mødt sin død som han har, kan han genopstå som spøgelse. Camie skal blot skrive i bestil, så vil han blive til et spøgelse]