A new life

AYIN REZIKU

[FORBEHOLDT CAMIE & DJANGE]

Den store gråhvide hingst, lod sine kraftige blå øjne glide årvågent rundt i landskabet. Aldrig havde han følt sig så meget hjemme, som han gjorde i dette øjeblik. Og det på trods af, at han knap havde opholdt sig i dette land i et døgn. Og hvor det var han var havnet, det vidste han stadig ikke. Men hvorfor også bekymre sig om det? Han var blevet udvalgt, og ført hertil af et hvidt lys. Hvis ikke dette var en drøm, så var det begyndelsen på et nyt og bedre liv.
Han befandt sig på den sydøstlige del af øen Leventera, dybt inde i skoven. Men at dette var øens navn, vidste han naturligvis ikke. Han vidste end ikke, at det var en ø. Omkring ham hørte han de melodiske triller fra utallige fugle, kendte som ukendte i hans ører. Alt var spædt og grønt nu i det tidlige forår, og luften bar en sødlig duft med sig. Dog var her stadig en smule nøgent i skoven, og den unge hingst kunne ikke umiddelbart lugte nogen heste i nærheden. Han besluttede sig for at søge mod et mere åbent landskab, og løftede stolt det grå hoved, med den brede, kridhvide blis, der bredte sig over hele mulen. Et øjeblik vejrede han luften, og opfangede duften af græs og ferskvand et stykke vej mod vest. Med lange målrettede skridt, satte han i en smidig elegant trav, der passede sig for en stolt hingst som Ayin. Et dybt rumlende brum fandt vej fra hans mave, op igennem halsen og ud i omgivelserne omkring ham, inden han satte i et kraftigt vrinsk for at gøre en smule opmærksom på sig selv. Ivrig efter at se sig om, satte han farten yderligere op, idet han slog ind på et meget brugt veksel, der godt kunne se ud til at være en form for hovedvej.

Den blide duft af forår der efterhånden mængede sig omkring i luften og fant lystigt vej ind til luftvejende hos hvert og et levende væsen i dette land, var næsten som en opvågning efter denne lange og kolde vinter. Minderne om denne tid lå længere tilbage, mens han ikke helt kunne vente til at se lille Saphira springe rundt i det snart kommende grønnere græs. Måske også selv Athene kunne overtales til en mere fritsluppen leg i det åbne, skønt han ikke selv havde gjort det i årevis. Det åbne landskab på Leventera havde ikke som sådan tiltalt den brogede hingst før, men så alligevel nød han at se hvordan den efterhånden helt smeltede sne og is, havde sørget godt for græsset nedenunder – for her var atter grønt på de evige enge.
Men noget forstyrrede den milde stilhed og de mange tanker der løb igennem Djanges fine hoved, da et brydende vrinsk lød. Lyden af en hest der tydeligvis ville gøre sig bemærket for eventuelle andre sjæle omkring; hvilket fik de krystalblå øjne i det hvide hoved til at fokusere. De gråbrune øre lå som altid tilbage, mens den stolte og ranke holdning standhaftigt bar den brogede hingst Djange. Alt imens det fine hvide hoved var lodretholdt på den højstillede og let spændte hals. Som altid, var det let at fortolke denne skikkelse som truende eller utilnærmelig. Koldt og tomt var hans blik endnu, selvom en lettere humørrig følelse i hans krop alligevel var begyndt at spille hos ham, måske grundet foråret?

AYIN REZIKU

Lidt kort denne gang :3

Han hørte intet svar, men følte sig ikke anfægtet af den grund. Han fortsatte i samme tempo i sin lette, legende trav med høje benløft der tydeligt viste at han havde ædle blodlinjer. Da han nåede skovens ende og trådte ud på engens stive, knasende græs, satte han farten en smule ned. Han hævede stolt hovedet og skød bringen en smule frem. En sky af hvid damp stod ham om hovedet, da han pustede ud i et fnys. Først da stod han stille, og lod omgivelserne synke ind. De kraftigt blå øjne gled ubesværet over horisonten, og fængsledes ved en broget skikkelse, ikke langt derfra. Hingsten knejsede let i halsen og med et let slag med den fyldige hale, vejrede han luften for at opfange hestens fært. Luften førte mangt en lugt med sig, men der i blandt én der stammede fra hesten - en hingst. Ufortrødent satte Ayin i skridt imod hingsten, igen med de samme lette trin, faste holdning og skarpe blik.

Der gik ikke mange sekunder før en sjæl afslørede sig selv et godt stykke væk. Han var tydeligvis kommet inde fra skovende af. En ret så prægtig skikkelse, hvis udstråling ikke var at tage fejl af var en anden hingst. Hingsten havde tydeligvis fæstnet sit blik på den standhaftige, ranke og anspændte brogede skikkelse; Djange. Han forblev stående stille, mens det lodretholdte fine hoved, gav en tilmed truende udstråling med de kolde og tomme øjne der log sig stirrer sig blindt fast på denne fremmede. Den åbne vind her på engen var til Djanges fordel, da en duft fra hingsten blev båret. Skeptisk og anseende blev de krystalblå øjne misset sammen, mens hingsten nærmede sig; alt imens han atter stod samlet, rankt, stolt og en anelse oppustet så han ud. Duften der blev båret med vinden, fik en lille rynke til at slå sig over den lyserøde mule; duften af brændt. Brændt pels, som havde der været ild i hans pels eller hale. En forfærdelig duft, skønt den ikke var specielt igennem trængende som den kunne have været. Den højtstillede hals var anspændt, mens ørene atter hvilede tilbage; mens Djange holdte øje med hvert og ét træk denne tydeligvis unge hingst gjorde sig, mens hans øjne forblev kolde og tomme; tilmed døde så de ud. Han så godt og vel truende ud, advarende, ville mange fortolke ham; men om det lige var sådan i denne sag, var sært at sige…

AYIN REZIKU

Hingsten længere fremme var prægtig, med specielle farver der ledte øjet derhen. Selv fra denne afstand, kunne han mærke hans store styrke, og han fornemmede hans umiddelbare fjendtlighed. Med denne hingst skulle han være varsom. Han ønskede ikke at miste livet, så kort tid efter han blev det skænket. Respektfuldt sænkede han hovedet en smule. Det var ikke nødvendigt for ham at vise sig frem i et selskab, hvor han tydeligvis var underlegen. Hvad var pointen i det? Provokation? Dårlige oplevelser? Han travede nærmere med blikket fæstnet på hingsten. Han slog et let smæld med halen, idet han satte farten ned til til skridt et par meter fra den fremmede. Han noterede sig at hingstens øjne var sært tomme, døde. Noget i ham genkendte følelsen. Han forstod det at være tom og død indeni, selvom han ikke var sikker på at denne hingst var tom på helt samme måde. Men en forbindelse var der, han selv havde blot en evne til at skifte imellem denne tomhed og mørke og helt andre sindelag. Han stoppede op og knejsede let i nakken.

"Goddag."

Han hilste blot kort, men hans stemme var fast og sikker, selvom den på ingen måde udfordrede hingstens autoritet. Han følte sig ikke helt tilpas med at indtage denne underlegne rolle, men sådan måtte det blive, indtil han havde set hingstens ordentlig an - og vice versa.

Den brogede unge hingst kom uden tøven nærmere den brogede Djange; mens hingsten hurtigt udviste sin respekt. Dette direkte tilfredsstillede Djange, at der stadig var heste med almen fornuft tilbage i verdenen. Djange forblev dog stående, mens han lod hingsten nærme dig. Han rankede sig let op, til trods for han ikke kunne rankes mere. Hingsten gjorde sin entre klassisk og præcis efter bogen, hvis man spurgte Djange; men den specielle duft han bar, gjorde endnu en svag skeptisk rynke på den lyserøde mule, som mest af alt fik hans tomme ansigt til at udstråle en let misfornøjet hed, som den eneste følelse lige nu. Hingsten stoppede da og udgjorde en høflig og respektfuld hilsen; hvilket gjorde at han selv responderede med et kort men gensidigt respekterende nik.

Hans nik var dog stift og yderst mekanisk at se på, mens det kolde og tomme blik i de krystalblå øjne ikke slap hingstens kraftigt blå øjne af syne. Stirrende og meget direkte var hans blik, som altid; mens ørene atter lå tilbage. Næsten som var han advarende, skønt dette ikke var sagen overhoved lige nu og her.

”Goddag Hr.”
Havde hans hæse og intense stemme svaret den sortbrogede hingst tilbage, med en så tonløs stemme at end ikke hans nærmeste ville kunne gætte hans humør. Truende, advarende, imødekommende, venligsindet. Det var svært at sige, selv for Djange, hvad der lå bag af følelser når han udformede sine ord, evigt og altid tonløst.

AYIN REZIKU

Det gensidige, let respektfulde nik fra den fremmede hingst, gjorde straks dennes sag bedre. Han havde først troet at dette ville blive et hurtigt overstået møde med hårde ord og spillen med muskler, hvorefter de ville gå hver til sit. Dette kunne ganske vidst stadig komme til at ske, men at denne hingst lagde ud med at vise respekt, kastede ganske simpelt et helt andet lys på sagen. Indtil videre. Den brogede hingst lod igen sit blik glide over hingsten. Han blev ikke skuffet. Denne hingst lå i en særklasse - han var umådelig stærk, langt stærkere end alle andre Ayin havde mødt på sin vej. Måske ville han ikke være dum at stifte bekendtskab med?
Stemmen der flød fra hingstens stemmebånd, var ru og intens, men ellers ganske tonløs. Hvad denne hingst mon tænkte, kunne blive en svær nød at knække. Selv med hans talent for at gennemskue. Et fnys lød fra hans mule. Han skulle nu nok gøre et forsøg, men kunne da lægge ud med at præsentere sig. Hans blå øjne mødte hingstens ligeså blå.

"Mit navn er Ayin. Hvem er De, som jeg har den utvivlsomme ære af at møde?"

Der var end ikke en snert af hån eller ironi i hans stemme, for han mente hvad han sagde. Ja, og så scorede det da også ofte point! Han slog et smæld med den fyldige hale og bevægede sig et enkelt skridt nærmere. Det virkede simpelthen for underligt at stå flere meter fra hinanden.

Den fremmede sortbrogede hingsts duft gik rent ind, mens en svag rynke på den lyserøde mule let forekom for en stund. Hingsten virkede tilmed en smule roligere efter Djanges egen respektfulde nik, som han altid tildelte fremmede der endnu ikke havde udvist anden behandling. Let pressedes de gråbrune øre sig en smule trykket i nakken, da hingsten først slog sig et slag med halen, hvor der dernæst lød et fnys fra hingsten. Noget han selv benyttede sig meget af faktisk, hvilket gjorde han for en kort stund lidt stod og sammenlignede denne endnu ukendte hingst og ham selv en smule. Hingstens blå øjne mødte snart Djanges egne krystalblå, som fra første blik havde stiftet sig direkte fast på hingstens øjne. Kulde og tomhed var at se i hans blik, mens de mest af alt forekom som helt døde øjne, intetsigende.

Ayin, hed den sortbrogede. Hans øjne missede sig sammen, anseende og skuende, alt imens mulen rynkede sig direkte skeptisk. Den højstillede hals knejste kort i nakken, da han nu og da rankede sig op igen. Hingstens ord var bestemt hverken hånende eller ironiske, men alligevel forekom hingsten Ayins ordvalg Djange en smule besynderligt, alt imens Djange sikkert nu kunne tolkes direkte truende, hvis ikke i hvert fald advarende.

”Ayin, mit navn er Djange.”
Stemmen var hæs og intens, mens den fortsat var direkte tonløs og intetsigende. Som var han interesse for dette selskab helt i bund, som var alt hvad han sagde fuldstændig ligegyldigt. Hingsten trådte nu nærmere, alt mens Djanges øjne anseende og direkte skuende forblev misset sammen, mens de kort kastede blikket på hans hove der flyttede på sig, før hans blik atter ramte hingsten blå øjne. Ørene slappede dog nu mere af, mens de endnu lå tilbage, mens mulen stille blegnede ud. Der var endnu en god hestelængde imellem dem begge, hvilket passede den brogede Djange ganske fint.

AYIN REZIKU

Hingsten fremstod mørk og truende foran ham, men det havde ingen stor effekt på den sortbrogede hingst, der var vandt til at omgås heste med den attitude. Han var dog klar over, at denne hingst - Djange, hed han - var en smule anderledes. Denne opførsel var ikke møntet på ham direkte, den virkede derimod mere naturlig, som om den var indgroet og bundet til ham. Han kunne på sin vis godt relatere til ham. Også han havde en side der var mørk og kold og ligegyldig, selvom det var sjældent han havde gjort brug af den. Ikke før nu, i dette land, der nærmest trak ham ud imod den varme vulkanø, der stank af svovlgasser og var grå af aske så langt øjet rakte. Det var i grunden sjovt at den var så stor en magnet for ham. Han kunne simpelthen ikke lade være. Der var en ondskab og en styrke derude, der rev og sled i ham for at få opmærksomhed.

Han rev sig løs fra sine tanker og vendte igen sit blik imod hingsten. På intet tidspunkt havde de mistet øjenkontakten. De havde begge klare blå øjne, og det syntes han ganske godt om. Dette land bød på så meget nyt, det var i sandhed en ny begyndelse! Men det der slog ham mest, var hingstens usædvanlige stemme. Så intens og stærk, og samtidig så tom og ligegyldig. Hvordan det hang sammen, kunne han ikke finde nogen logisk forklaring på. Interessant, var den første tanke der strøg igennem ham. Også Djange virkede stærk. Han måtte være en betydningsfuld hest, eller i hvert fald en af de mere kendte. Han vippede lidt med ørerne, inden de omsider faldt til ro, neutralt ud til siderne. Han havde intet ønske om at krænke denne hingst, med de brune og hvide farver. Det ville koste ham dyrt hvis han gjorde!

Den sortbrogede hingst foran ham, havde han endnu ikke en konkret holdning om. Selvom mange tanker omkring denne endnu fremmede trak i ham, mens han atter så en smule skeptisk til; med de ellers opspærrede krystalblå øjne. Hingsten virkede for en stund en anelse fjern, hvilket den let brogede hingst intet så nogen fare i. Det fik ham vel mere eller mindre til at slappe af, mens hans kolde og tomme blik atter hvilede på hingstens blå øjne. Det var i en gradvis form, som Djange selv så det at denne hingst Ayin roligt blev mere og mere nær i sit blik. Djange gik ud fra at denne hingst var ny tilkommen i landet. Han forfærdelige duft han bar, irriterede ham atter – hvilket han dog selv var klar over hingsten ingenting kunne gøre ved…

”Ayin, sig mig; har De så stødt på andre sjæle i landet her?”

[/i]
Den hæse og intense stemme spillede atter tonløst, mens de kolde og tomme øjne havde misset sig en anelse skuende sammen. Hans øre havde presset en smule på sig i nakken, før de atter lå roligt tilbage; alt imens han nok virkede truende eller snerrende. Selvom han langt fra var dette; samt det langt fra var at spore i den tonløse stemme.



[Undskyld det sene svar…]
[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]

[Undskyld det sene og korte svar.. ):]

Han stod endnu og dvælede let i sine egne tanker. Han havde intet ønske om at trodse den fremmede, men han ville gerne vide mere om ham. Indtil nu, lod han dog Djange styre tempoet, for det havde han intet imod ligesom han ej heller frygtede hans truende og snerrende udseende. Ayin spidsede ørerne en smule ved hans ord og hævede derpå hovedet. Et let nik gav et ryk i hans sorte hoved, der var præget af en bred hvid blis.

"Ja, jeg har mødt en del. Af disse kan jeg huske Ava, Illana og Aludra (Fatala), samt et par stykker som jeg ikke har et navn på."

Han brummede dæmpet. Ja, det var dem han kunne huske og havde fået navn på. Han havde ikke mødt så mange igen, men havde tilgengæld været vidt omkring. Tydeligst stod nu mindet om mødet med Skyggehingsten.

Stemningen mellem de to brogede hingste; der endnu var meget fremmede for hinanden, lå roligt – hvis man så det var Djanges synspunkt. Anseende var han dog endnu overfor denne hingst, som derpå roligt svarede hans spørgsmål. Respektfuldt; så han det som. Han kendte langt fra til eller fra omkring denne Ayin, men alligevel havde han endnu ikke trådt forkert på nogen som helst måde. Stille missede den let brogede Djange de krystalblå, kolde og tomme øjne, en anelse afventende sammen. En smule anseende og vågende mod hingstens egne, lysblå øjne. Stille slog en svag rynke sig, en anelse skeptisk over den lyserøde mule, mens ørerne pressede sig let lidt hårdere i nakken, efter at ét af disse øre let havde været gledet ud, for at understrege respekten overfor denne fremmede sortbrogede hingst. Han lyttede jo rent faktisk til hans ord. Illana... Ava... Begge to hopper han kendte til og havde truffet, specielt Illana. Men denne Aludra, havde han godt nok aldrig hørt om.

”Illana og Ava siger De? To hopper; jeg selv har truffet i landet her.”
Hans stemme lød hæs og intens igennem luften mellem dem, mens mulen blegnede let ud; og hans øjne let spærrede sig mere roligt op igen. Endnu rummede hans blik blot kulde og tomhed, mens de direkte stirrede målrettet mod Ayin lysere blå øjne end hans øjne krystalblå. Tonløs var hans stemme, mens nogen måske ville have tolket hans udstråling og holdning, advarende endnu.



[OUT]

//OUT

Jeg rydder op i mine tråde, men vil gerne skrive med dig igen!