Dark Thoughts

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Den sorte hoppe holdt sin fart indtil hingsten nåede op på hendes side, og hun fortsatte lidt endnu i dette tempo. Som sådan havde hun ikke en bestemt kurs, og den kunne vel stadig ændre sig hvis der var noget han havde lyst til at se. Eller hvis der var noget hun følte for at se. Det vigtigste var vel nok ikke at stå helt stille. Når man stod stille var der også større risiko for at nogen kunne følge med i samtaler, og selvom Ava ikke var den mest nervøse hoppe og aldrig rigtig havde været paranoid, så var der alligevel noget der havde ændret sig ved hende. Ikke kun hendes udseende, men også indvendigt. Man kunne vel næsten sige at den sære hvide plet ved hendes hals der mindede om et bidemærke, var beviset på det. De blå øjne søgte ganske kort rundt over omgivelserne efter ting og sager som ikke hørte til, men vendte tilbage mod den brogede hingst. Hun nikkede en enkelt gang som bekræftelse da han med en spørgende tone udtalte ’særheder’. ”Du vil se det når du møder en. Jeg har haft en lille diskussion med en hvid hingst om hvor vidt han var en skygge eller ikke en skygge, for selv mente han at han var en skygge, men en skygge af hvad? Han påstår at skyggerne taler til ham, hvilket måske lyder mere . . . jeg vil ikke sige normalt, men alligevel . . .” Selv havde de jo talt til hende, men det betød ikke hun var en skygge eller at hun ville gå rundt og kalde sig selv for en skygge, og hun ville ikke lade sig selv gå så meget fra forstanden i hvert fald. Hun havde dog også oplevet ting hun ikke vidste om hun skulle kalde virkelighed eller drøm, for det føltes virkeligt, men hvordan det skulle være muligt at være virkeligt vidste hun heller ikke. ”De fleste jeg har mødt her har vandret rundt for længe alene tror jeg, med kun dem selv at snakke med må de vel blive drevet til vanvid på et eller andet tidspunkt” word count, 349

[/td][/tr][/table][/center]

Den brogede hingst fulgte roligt hoppens tempo, og lyttede i tavshed til hendes ord. En hingst der mente han var en skygge? Det lød sært i hans ører. Han måtte give hoppen ret - denne hingst, skyggen, han måtte vel have været for ensom. Selvom han kom frem til den konklusion, så kunne han alligevel ikke lade være med at se hingsten for sig. Var han gennemsigtig? Gjorde skyggerne ham sort? Nej, hun havde jo sagt at han var hvid. Var han flad som en skygge? Mange former og tanker blev gennemgået, nogle temmelig latterlige. Nej, lige meget hvad han forestillede sig, så lå det nok langt fra virkeligheden. Måske skulle han opsøge denne hingst? Et overvejende udtryk faldt over hingstens ansigt, og hovedet blev lagt en smule på sned.

"Han lyder sær,"

Brummede han muntert, som sit eneste svar. Sine andre tanker følte han ikke for at dele med hoppen ved hans side. Igen talte hun, og igen lyttede han. De blå øjne hvilede i jorden, og han betragtede sine egne bevægelser. Her var ikke mange lyde, og deres færden synes at være det eneste levende i nærheden. En kilden løb langs hans rygrad, men det var ikke en behagelig én. Han hævede hovedet og spejdede et øjeblik rundt. han brød sig ikke om stilheden her, selvom han generelt ikke havde noget imod at være alene og i stilhed.

"Det lyder trist, kære Ava. Hvor mange har du da mødt, hvis de fleste har været alene for længe?"

Han vippede hovedet lidt på skrå med en drillende glimt i øjet. Han søgte altid at være munter når han følte sig presset eller truet, og i denne stund følte han sig ikke godt tilpas med omgivelserne.

"Det er da forhåbentlig ikke mange, for ellers er dette land jo fuldt af tosser!"

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Et lille smil fandt frem til den sorte hoppes lyse mule, da den tvefarvede hingst med samme brede blis og blå øjne, som hende, talte. Hans spørgsmål og kommentar morede hende alligevel lidt, og hun stoppede op for en stund for lige at overveje hendes svar, og lige tælle inde i hovedet hvor mange hun havde mødt. Der var...... Den sorte hingst. Hendes egen moster, den rødbrogede hingst, den skimlede hingst hvis navn hun ikke måtte få, fordi han mente navn ikke var noget man kunne give en sjæl – og til dels havde han ret. Hvis sjælen rejste videre når kroppen engang døde og satte sig i en ny krop ville den jo have et nyt navn. Det var kroppen der havde et navn. Der var den skimlede hidsigprop som hun måtte sætte på plads. Der var den lidt sære hun havde mødt ved foden af et bjerg. Der var mange små korte møder med de rigtig sære – og så var der den stille i en hule som knap nok kunne holde hendes selskab ud – ikke fordi hun havde sagt meget, men bare det at hun havde været til stede var nok til hun kunne mærke det på hingsten at han ikke brød sig om det, og hun havde også forladt ham der efter noget tid da hun ikke selv kunne holde ham ud. Der var den hvide skygge. Skyggerne – de sorte flammer der havde mærket hende med et bid. Så var der den milde Fuego og den reserverede Mindraper. Hun opgav nærmest at tælle i hovedet, og rystede ganske svagt på det inden hun begav sig fremad igen, og lod den lyse mule hvile ved den tvefarvede hingst skulder i nogle sekunder inden hun gav ham et lille puf.   ”Alt for mange ensomme sjæle til jeg kan tælle dem. Det er trist som nogen mister forstanden, og nogle mener de kan klare sig selv helt alene og ikke behøver andre. Desværre er det tilfældet at jeg ikke har set nogle stykker igen – det kan være de tog fejl. Det er dog oftest hingstene det er galt med, så hvis jeg var dig ville jeg passe på med at strejfe for meget omkring alene i alt for lang tid”   Der hvilede en form for drillende smil på den lyse mule og et energisk glimt i de blå øjne. Hun brød sig ganske godt om denne tvefarvede hingst allerede, til trods for hun ikke vidste forfærdeligt meget om ham. Men det havde ingen betydning. Fortid havde ingen betydning. Det vigtiste var vel de valg man fremover ville træffe. word count, 427

[/td][/tr][/table][/center]

Han betragtede hoppen som hun vandrede ved hans side. Hendes tanker var andetsteds, søgende svar på det spørgsmål han havde stillet. Han kunne stadig ikke lade være med at studse over hvor ens de var. Vel var han broget, men bygningen var meget nær ens, selvom han var langt større end hende. Og øjnene.. hvor mange havde disse blå øjne? Bekymret rynkede han panden. Kun fordi hans moder havde været hvid som sne, havde han fået denne brogede farve. For hans fader havde været sort. Sort som natten, med en bred hvid blis og blå øjne. Det havde han fået fortalt igen og igen. Han havde aldrig været tilladt at glemme, at han var afkommet af denne frygtelige sorte hingst. Nu skulle man måske tro, at det ville få ham til at hade at lægge sit blik på en hoppe som Ava. Men det fascinerede ham blot, og hjalp ham til at legemliggøre billedet af faderen. Brat blev han revet ud af sine tanker, da hoppen puffede til hans skulder. Han lo sagte af hendes ord og smilede så drillende til hoppen.

"Uha nej, så må jeg vist hellere passe på med at vandre om alene,"

lo han og slog et lille slag med hovedet. Hoppen havde en rolig og dog ganske energisk holdning til tingene. Selvom han nok havde lettere til smil end hende - i hvert fald af hvad han havde set indtil nu - så var han ganske tilfreds med sin dåd. Han havde lokket smilet frem på hendes læber adskillige gange allerede.
Netop da faldt hans tanker igen på fortiden og med et usikkert glimt i de isblå øjne, sænkede han hovedet.

"Ava. En tanke gnaver i mit indre, og jeg ved at det måske vil lyde mærkeligt og snagende. Men jeg må spørge."

Igen tøvede han og de fortsatte endnu et stykke i tavshed. Hvordan skulle han formulere det?

"Din fader.. hvordan så han ud?"

Han vidste godt, at dette ikke var ting man bare spurgte om. Folk fortid var deres egen. Men han måtte vide det! Tænk hvis.. de var.. forbundet?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Avas nysgerrighed blev vækket en smule da hingsten begyndte en sætning, og det lød som om han ville spørge hende om noget – og spørgsmålet kom også. Noget anderledes end hvad andre nogensinde havde spurgt om. Men hun forstod godt hans undren. De var meget ens på nogle punkter, men hvordan hendes faders udseende kunne have noget som helst med hendes måde at være på vidste hun ikke helt. Alligevel tog hun sig tiden til lige at grave sig gennem minderne fra hendes tidligere hjem for at være helt sikker på at hun kunne forklare det helt præcist.   ”Han var.... Er stadig hvis han er i live, hvilket jeg da tror, helt sort. Kul sort og lidt spinkel af bygning og alligevel ikke helt.. men i hvert fald i forhold til de andre hvor jeg kommer fra. Med grønne øjne. Min mor var kulsort også, med blå øjne. Og min hvide blis stammer fra min faders moder.. Det sprang ham over”   Hun smilede en smule. Der var ingen af hendes søskende der havde haft hvide aftegn. De havde begge lignet deres fader. Den ene lignede stadig for kun den ene var ikke længere blandt dem.   ”Korr hedder han”   Hun tilføjede hans navn bare i tilfælde af at give hingsten lidt mere at gå efter hvis det var for at sammenligne deres forfædre eller forældre. Hvem ved om hendes fader havde været rundt omkring. Der var jo ikke så mange hingste til at føre flokken videre, for kun ganske få fik lov at blive. Dem som ikke udgjorde en trussel for flokken eller hendes fader – hvilket ikke havde været ret mange. Hendes broder, Arc, havde vel fået lov til at blive og få den nødvendige træning og viden det ville kræve at overtage flokken den dag hendes fader ville blive for gammel til at tage ansvaret.   ”Er der nogen bestemt grund til du spørger?”   Hun var meget nysgerrig af sig, og ville hellere end gerne have en indsigt i andres hoveder. Alt den viden hun kunne suge til sig ville hun suge til sig – og den viden fik man oftest ved at stille spørgsmål. word count, 427

[/td][/tr][/table][/center]

Længe lyttede den brogede til den sortes ord. Han kunne ikke sige hvorvidt det var lettelse eller ærgrelse der gik igennem hans krop, da hoppen bekræftede, at deres fader umuligt kunne være den samme. Der var ingen lighed, ud over den sorte kropsfarve. Hans blå øjne faldt intenst på den hoppe han havde valgt at følges med i aften. Derpå fandt et bredt smil vej. Han havde da også været naiv at tro, at der kunne være et blodsbånd imellem dem. Hvorfor skulle den første han mødte der mindede om ham, måske være hans halvsøster? Nej, det fandtes der intet logisk svar på.

"Det må være rart at kende navnet på sin fader,"

brummede han overvejende. Det var ikke for at skabe medynk eller undren, det var blot den konstatering han kom frem til, da hoppen fortalte at hendes faders navn var Korr. Selv kendte han kun sin fader af omtale. Navnløs, mørk og ondskabsfuld. Han slog et livligt slag med den lange sorte hale, og trippede et par skridt fremefter. Han var en ganske energisk hingst, der hellere ville bruge sin tid på at flytte benene end på at hvile øjnene - en ting, der kunne bringe en hest til bristepunktet, når han ikke undlod nogen i sit selskab at sove. Åh, de slag han dog havde fået igennem tiderne. Endeløse spørgsmål og en uendelig samling krudt i bagdelen, det beskrev den brogede hingst ganske godt. Så vippede han svagt med ørerne og så imod hoppens krystalblå øjne.

"Min grund var ganske simpel - jeg tænkte om vi måske var beslægtede. Det er jeg sikker på du allerede har regnet ud." Han smilede skævt til den sorte. "Men det står også klart for mig nu, at det vare naive tanker - selvom det kunne havde været ganske fornøjeligt at have en søster. Men for nu, må jeg forblive enebarn."

Han puffede blidt til hendes hals, og nød den kildrende fornemmelse af hendes bløde skind imod sin mule.

Ava nikkede en enkelt gang i enighed med hans konstatering, men kommenterede ikke på det. Hun ville nok aldrig kunne sætte sig helt ind i, hvordan det havde været ikke at kende til sin fader. Hun havde haft begge sine forældre og lidt til. Nu havde hun også sin moders søster. Den sorte hoppe kastede et blik på den tvefarvede hingst da han endnu en gang talte. Hun smilede og nikkede endnu en gang i enighed.
 
”Jeg kan godt se hvor du ville hen med det. Og jeg indrømmer at jeg selv har haft tænkt samme tanke. Jeg kan se mig selv i dig, på samme måde som du nok har kunnet se visse ligheder. På trods af jeg kun bærer et enkelt hvidt aftegn. Der er flere fra flokken hvor jeg kommer, der har de blå øjne og hvide aftegn, og der er flere flokke hvor jeg kommer fra. Der bliver hele tiden rokeret rundt i flokkene hver gang der er en ny generation. Det er måske ikke helt utænkeligt at vi kan have fælles slægtninge et sted i generne.”
 
Hans puf besvarede hun med et ganske blidt og opmuntrende puf. Hun følte sig rimelig godt tilpas i hans selskab, og hun var også sikker på det ikke var sidste gang hun kom til at se noget til denne tvefarvede hingst.
 
Hendes egen fader havde ikke været den onde type. Han var meget fair, selvom han til tider kunne være streng. Han havde et rimelig godt overblik over flokken, og vidste også hvornår han skulle slå hårdt ned på skyldige uden at være for hård. Hun havde da andre halvsøskende, men det var fra andre hopper.
 
”Hvor jeg kommer fra bliver hingstene sendt fra deres hjem når de bliver en trussel for flokken. Det er som oftest ene hingst med en slat hopper. Det varierer en smule. Hingstens job er at sørge for der ikke opstår problemer. Det er hans job at passe på alle de andre. Den andre kom til for råd var den ældste hoppe, og den der havde mest at sige var den stærkeste hoppe. Jeg var under træning til at blive en af de stærkeste hopper, og jeg skulle have været sendt videre til en af de andre flokke, for at lede den i samarbejde med den floks beskytter. Jeg nåede aldrig at afslutte den oplæring helt.”

WORD COUNT:392

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hans isblå øjne blev et øjeblik fjerne. At lytte til hendes historie, omend hun kun fortalte ham en smule, fyldte ham med en form for sorg. Han følte med hende, og han følte med sig selv. Nej, det var ikke noget man lige gik og talte alt for højt om. At have selvmedlidenhed blev set ned på med strenge øjne, det vidste han godt. Men ikke desto mindre, så var det sådan han følte. De havde begge en trist historie bag sig, hver på deres måde. Det der bragte smilet til hans mule, var det faktum at på trods af deres strabadser, på trods af sorg, ulykke og ensomhed, så var de her, sammen. De delte deres tanker som to fremmede, der alligevel var som venner. De kunne bruge hinanden. Han betragtede den nattesorte hoppe et øjeblik. Om hun tænkte som han, og forstod hans tanker det vidste han ikke. Han var langt mere filosofisk anlagt end så mange andre, og han havde mange gange måttet indse at han var på et andet niveau. Han så det ikke som et niveau højere, men som et niveau lavere. Det bragte ham mange sorger at tænke på den måde han gjorde. Ofte overtænkte han og gjorde ting langt værre end de startede ud med. "Det er jeg ked af at høre. Kan man spørge hvad der skete?"

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Den sorte hoppe betragtede den tvefarvede, og da han spurgte ind til hvad der skete, lod Ava de isblå øjne hvile på ham. Både i overraskelse men også vurderende. Mente han virkelig han ville høre på hendes historie? Meget vel.   ”Det er en længere historie og for at det skal give mening i sidste ende er jeg nødt til at starte et sted med noget grundlæggende viden . . .   Jeg havde en yngre broder. Arc hed han. Vi boede i dalen omringet af bjergene og på trods af de strenge ordrer om ikke at udforske hulerne, så gjorde vi det alligevel. Ret ofte faktisk. Jeg ved nu hvor dumt det måske har været – i hvert fald hvor skidt det kunne have endt. Hvis vi var faret vild i de kringlede gange eller på en eller anden måde havde siddet fast. Men i hvert fald. Vi fandt mange sjove steder.   Når jeg ikke slog mig løs sammen med min broder og de andre ungheste, blev jeg oplært af min moder, til at kunne påtage mig det store ansvar at lede en flok. Ligesom hun ledte vores sammen med min fader. Sådan foregik det længe. En dag tog vinden til. Den væltede træer – trak ting med sig som var svagere end den. Himlen bulrede og delte sig i to af de skarpe lys. Min moder havde nok i at holde styr på de bange og de unge og de gamle. Min fader ville finde et sikkert sted. Jeg ved det var forkert af min broder og jeg at udforske hulerne uden tilladelse, men der ville vi i det mindste have været i læ. I sikkerhed. Min far ville ikke lytte da jeg ville tale med ham, og fordi jeg ikke lyttede til ham og han ikke lyttede til mig, begyndte vi at skændes. Jeg søgte mod hulerne alene..... Min broder fulgte efter. Jeg bad ham vende om, han gjorde det ikke, og da jeg satte farten op håbede jeg på at kunne løbe fra ham så han ville vende om. Så langt nåede det aldrig.   Jeg glemmer aldrig det hvin. Jeg glemmer aldrig synet af min broder på jorden, med træet liggende hen over ham. De skarpe lys medbragte flammer, og der var intet jeg kunne stille op. Det var allerede for sent. Jeg stak af. Jeg ved det måske lyder som om jeg er en kæmpe kujon, men hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg sige? Et eller andet sted var det min skyld, for hvis jeg var blevet hos de andre var han ikke fulgt med – men der er ingen der kan kontrollere naturen? Ingen hvor jeg kommer fra i hvert fald. Det var det sidste jeg så til min familie. I hvert fald i det gamle land. Jeg krøb i skjul i hulerne. Regnen der havde taget til havde gjort min pels gennemblødt, og der kunne jeg i det mindste være i læ. Jeg må have blundet for en stund, for en varme vækkede mig. Varmen kom fra et lys, og lyset bragte mig hertil.... Jeg har kun set mine forældre en gang siden”   Det var en lang fortælling, og om han lyttede til det hele eller var faldet fra var ikke noget Ava bekymrede sig om. Det var jo ikke alle der var nysgerrige sjæle – og historien var ikke specielt munter. word count, 554

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Han mødte roligt hoppens blik, idet hun lagde sit på ham. Hendes øjne var fyldt af undren og overraskelse, men han smilede blot. Han nød at lytte til andres livshistorier, om så de triste eller glædelige. Hvert enkelt individ havde en helt unik historie, der bragte ham viden og visdom. For hvert ord der blev delt med ham, da lærte han. Han tog skæbnerne til sig, og udvidede sin horisont. Også den nattesorte hoppes historie, ville uden tvivl påvirke ham. Og således gik det til, at han lyttede med stor omhu, da hun begyndte sin fortælling. Han vandrede ved hendes side i stilhed, og lod hende ene om at tale. Hvert et ord indprentede han sig. Navne, steder og udtryk. Hendes maleriske beskrivelser fik hans fantasi til at flyde, og han kunne se hver en scene for sig. Han så hendes stærke fader, der dog også bar en stolthed i sit hjerte. Han så hendes moder og hende broder, ham der fulgte sin søster i tykt og tyndt. Han så deres leg og deres erfaringer, og han så flokken og dalen og bjergene. Også den skæbnesvangre nat delte han med hende, i sin fantasi. Han hørte hvordan hendes stemme steg og faldt, hvordan følelser fik frit spil i de øjeblikke hun glemte at holde fatningen. For der var ingen tvivl i hans hjerte - hun var stadig plaget af det. Men han følte derimod heller ikke at der var grund til at hun skulle bære en maske i hans selskab. Han åbnede sig gerne for hende, han ville give hende varme og støtte. Sådan var han, og sådan ville han altid være. Ava og han var ens på sin vis. Og med en sjæl som hende, kunne han slet ikke lade være med selv at føle sig tilpas. Han havde ikke kendt hende længe, men han følte og forstod at hun bar mange planer i sit indre. Hun havde en vej hun skulle følge, men hvilken? Lag var der mange af i hende, det fornemmede han. Hun var ikke blot det man så, og intet andet. Meget var gemt af vejen derinde. Som hendes historie lakkede imod enden, og de sidste ord forlod hendes mund, rettede han blikket imod hende igen. Før havde hans blik været rettet fremefter, blindt seende ind i den verden hendes ord skabte. Hvorvidt hun var påvirket af sine ord, faldt ham svært at se. Han vidste at det måtte påvirke hende, i hvert fald indeni. Men den sorte hoppe med den hvide blis, vidste hvordan man holdt sine følelser i skak. Selv følte han sig bevæget, til det punkt hvor hans hjerte føltes tungt i hans bryst. "Kære Ava, du har en fortid som kun de færreste. Du må være ganske særlig, du midnatssorte. En almindelig hest ville ikke kunne klare den skyld der utvivlsomt må have vejet som bjerge på dine skuldre. Men ikke desto mindre er du nået igennem det. Ikke uden ar, men du er her. Du er i live. Ved at leve, ærer du dem der er gået bort." Han brummede blidt imod hende og lod sin mule glide ned langs hendes hals, hvorefter han trak mulen til sig igen. Sådan så han på det. Dem der levede, tog de afdødes plads. Vel bar de mere på deres skuldre end før, men hvis også de forsvandt, hvem skulle så bære deres vægt? Enhver sjæl der forlod de levendes verden, ville efterlade et stykke. Og det stykke vil altid hægte sig på nogen. Man er aldrig helt borte, for man lever videre i de andre.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts 10. December Ava var påvirket af fortællingen, selvom hun ikke viste det ret tydeligt udadtil. Hun ville helst ikke se svag ud i andres øjne, men der var dog øjeblikke hvor hendes ydre kunne krakelere og vise det ødelagte indre. Hun havde altid været positiv, og selv da hun kom til Andromeda havde hun opretholdt hendes positive holdninger og meninger og det glade sind. Men langsomt og efterhånden som tiden gik, var landet ved at have blæst malingen væk og sandet havde slebet sig ind til hendes indre ødelagte sind. Efter mødet med de hviskende skygger, var en paranoia begyndt at gnave i hende, og hun havde stadig mareridt om hendes bror. Men hele historien sluttede jo ikke der. Hun lyttede til hans ord, og de påvirkede hende også. Hun stolede ikke nok på hendes egen stemme nu, til at fortsætte historien med det samme, så hun forholdt sig tavs. Tavs og en anelse fjern i blikket, mens hun sorterede og arkiverede de ting der skulle gemmes lidt væk, så hun ikke ville bryde helt sammen. Det gjorde stadig ondt at tale om, og selvom hun ikke havde delt hele historien med mange, så var den ikke hemmelig. Selvom hun ikke havde mødt den tvefarvede hingst før, så følte hun sig alligevel knyttet til ham på en underlig måde. Næsten som hvis han var familie. Først da hun følte hun havde nogenlunde kontrol over stemmen kunne hun få sig selv til at lade ordene flyde igen.   ”Ved at leve glemmer jeg også langsomt de værdier jeg voksede op med. Jeg kan ikke fortsætte dem her. Der er for stor forskel på levemåden her og i mit gamle hjem. Her er alle adspredte og mange går ind for at klare sig selv i stedet for at stå sammen som en stærk enhed. Det er ikke et liv jeg er skabt til. Det var nok også derfor jeg gjorde som jeg gjorde. Ser du.   Efter min ankomst i dette land, savnede jeg stadig min broder Arc. Jeg håbede så inderligt at han, ligesom jeg, var kommet frem. Jeg havde snakket med andre sjæle om hvorfor alle os udefra havner her. Nogen mener det er en ny chance. At man måske er redet fra en endnu værre skæbne end den der først var blevet en pålagt. Hvis det var n ny chance havde min bror vel fået en chance til. Men hvad hvis han er kommet i himlen, og dette sted bare er en slags sted, hvor man venter på at blive dømt. Om man er god nok til at komme i himlen eller om man høre til under jorden?   Jeg havde slet ikke tænkt over det jeg gjorde efterfølgende. Jeg mødte det her lidt luskede væsen, som talte om magi. Jeg spurgte om han kunne bringe et familiemedlem hertil. For tænk engang hvis han kunne få Arc bragt hertil? Så ville jeg ikke være alene, og jeg ville ikke behøve at rende rundt med den skyldfølelse. Han gik med til at skaffe et familiemedlem hertil, men det var ikke Arc. I stedet fik jeg bragt en anden broder hertil, som jeg ikke vidste noget om fandtes. Taget fra mine forældre før han var gammel nok til at klare sig selv. Det sørgede det mærkværdige væsen dog for han nok skulle kunne alligevel. Men det var endnu en jeg fik taget fra mine forældre. Endnu en søn de mistede.” word count, 564

[/td][/tr][/table][/center]

Woopeti woop

Tænke på om vi skulle lukke denne tråd? ^^ Der er sket meget med Ayin siden vi startede, så det kunne være fedt at lave lidt closure :3 Nu hvor jeg har været væk så længe, er der mange ting jeg lige skal ave styr på, og derfor vil jeg helst gerne lukke alle mine gamle tråde Jeg vil gerne starte en ny tråd op med Ava en gang, hvis det frister

Jo, Lad os det (: