Dark Thoughts

AYIN REZIKU

[FORBEHOLDT MS & AVA]

Dette var den gråhvide hingsts første egentlige møde med øen Enophis. Han havde vandret på den før, men kun ganske kort, for at komme fra ét sted til et andet. Fra de andre øer havde han gang på gang bemærket denne ø's enorme størrelse, og havde nu valgt at udforske den. Men nu var mørket faldet på, og omgivet af skygger, faldt hingstens tanker på dystre emner. Han havde besøgt den truende vulkan på den yderste ø, og han havde følt en skræmmende, dragende tiltrækning til den ondskab der utvivlsomt levede der. Hans skind var stadig dækket af den grå, svovllugtende aske der fyldte luften deroppe. Han følte sig malplaceret. Han havde med lethed begået sig deroppe, mens han så andre vige skræmte bort. Var mørkt i ham virkelig så fremskredent? Han lod tungt sine blå øjne scanne området han befandt sig i. Endnu var han i skoven, men han kunne se at det lysnede forude, hvor skoven åbnede sig og ledte ud til en stor eng. Han kunne skimte nogle hvide objekter, der måtte være den resterende sne. Selvom luften nu var kold, så havde det været lunere i vejret, end før. Hårdt gav han et fnys fra sig, der ledte til at han blev omgivet af en hvis sky. Kun langsomt fortog den sig, og hang endnu i luften bag ham, da han hurtigt skridtede videre og ud på engen.
Det var længe siden han havde mærket mørke røre på sig. Havde det blot gjort det i skjul? Han var ikke sikker, og det gjorde ham arrig. Voldsomt slog han op med det grå hoved, hvorpå em bred hvid blis løb. Han stoppede op i det knasende græs og gav et skingert vrinsk fra sig. Han søgte ikke nødvendigvis selskab, men lukkede blot en smule damp ud.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Mørket havde sneget sig hen over Andromeda og endnu engang placeret alle de små lysende prikker på nattehimlen. Det var både et af Avas yndlingstidspunkter, men også det tidspunkt hvor hun var aller mest på vagt. Stemmerne som ikke var der, kunne hun stadig engang imellem høre inde i sit eget hoved. De hviskede til hende. Det var ikke altid hun lyttede til dem, men de var der alligevel, og i aften var heller ikke nogen undtagelse. De hvislende stemmer blev til lyden af vinden der ruskede i de træer der var i nærheden af den sorte hoppe, og de bar noget med sig. Et skingert vrinsk. Avas ører vippede bagud først, men søgte lige så stille fremad igen. Det var et ukendt vrinsk. Det var en fremmed. I det åbne følte Ava sig ikke sårbar. Hun var kulsort som natten, med undtagelse af hendes brede hvide blis. Den var nem at se, for den lyste nærmest op når månen var fremme. Hvidt var altid nemt at få øje på når natten havde lagt sig. En hvid damp sky stod ud fra den sorte hoppes næsebor da hun pustede luften ud og begav sig fremad med små trippende skridt til at starte med, hvorefter det blev til en trav med næsten lydløse skridt. Ava var ikke så høj som mange af de andre i dette land, og selvom hun var lille og lidt kraftig, så så hun normalt ikke tyk ud. Dog var der den lille ene detalje lige nu. Hun var med føl. Når den tid engang var ovre, så ville hun vende tilbage til sin normale slanke form, men på ingen måde spinkel. Og selvom hun var lille og med stærke ben, så var hun ikke tung når hun bevægede sig hen over jorden. Noget bevægede sig i mørket. En skikkelse. Ikke bare en skikkelse men en skikkelse med aftegn. Det var de lyse aftegn der gjorde at Ava lagde mærke til den til at starte med. Hun gav dog ikke lyd fra sig, men nærmede sig den med de hurtige skridt. Hurtige fordi hendes ben ikke var lige så lange som andres. Blikket i de isblå øjne var alt andet end mildt på dette tidspunkt. Hun var ellers normalt en venlig sjæl så længe man behandlede hende ordentligt. Det var måske tankerne der kredsede rundt i hendes hoved, som var skyld i det knap så venlige humør. word count, 400

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

I mørket var hans sanser skærpet til det yderste. Naturligvis var han altid opmærksom, men han havde altid haft en ekstraordinær sans for sine omgivelser. Og derfor, på trods af mørket, opdagede hun hurtigt den sorte skygge der bevægede sig imod ham et stykke fremme. Blissen på denne lydløse hest, kunne sagtens ligne en klat sne til forveksling, men hans sanser fortalte ham at det var alt andet end dødt, selvom det nu ikke nødvendigvis betød at det ikke var koldt. Han spilede næseborene ud og hævede sit stolte hoved højt for at opfange mere. Dæmpet sendte han en brummen imod skikkelsen, efterfulgt af et højt smæld med den lange grå hale. Hans attitude viste klart, at hvem end det var, så skulle vedkommende ikke regne med at kunne snige sig uset ind på ham.
Han sagde ikke noget, men begyndte derimod at gå direkte imod den sorthvide skikkelse. Hans ører besluttede hans sig dog alligevel for at vippe venligt frem, men han var klar på et skulle skifte holdning meget hurtigt. Han havde før oplevet heste der gav sig ud for at være én, for derefter at blive en anden.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Den sorte hoppe satte farten ned lidt efter lidt ligesom afstanden blev kortere og kortere. Hendes isblå øjne iagtog alt hvad der var omkring hende i mørket, men var mest af alt opmærksomme på den fremmede sjæl. Det var ikke aftegn hun havde set før heller. Da afstanden var lille nok til hun kunne se den anden sjæl tydeligt nok – eller så tydeligt som muligt i mørket og uden at stå klods op af hinanden. Hun gjorde et kast med hovedet der fik den kraftige pandelok til at flyve op og afsløre de blå øjne, og hun slog et svirp med den kraftige hale, omkring hendes bagpart for at bryde den stilhed der hærgede. De små sorte ører vrikkede lidt frem og tilbage, men fandt til sidst en plads fremadrettet, og hun betragtede den fremmede et øjeblik både nysgerrigt og vurderende. En hingst, som var højere end hende. Mørk og lys. En lidt speciel sammensætning af aftegn mente hun selv, men hun havde dog set dem der var mere underlige. Nogen med mere specielle øjne og aftegn og bestemt også af mere underlig væremåde. Der var lidt af hvert på disse øer, i dette land, i Andromeda. Den sorte hoppe rankede ryggen en smule for at virke større selvom det ikke som sådan gjorde ret meget. Det var ikke til at læse på hende hvordan hendes humør var, og hvis hun skulle være helt ærlig, så vidste Ava det heller ikke selv. Der var mange ting der rodede rundt oppe i hendes hoved. Bekymringer og glæde på samme tid. ”Godaften, hingst” Det var ikke en direkte kold hilsen, men den var heller ikke fyldt med venlighed og varme. Neutral kan man vel kalde den. Ava var meget nem at påvirke humør mæssigt, og derfor bekymrede det hende heller ikke hvis hun ikke sprang glad rundt konstant. Smilet ville komme igen og der ville ikke gå lang tid. word count, 317

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

Den lyse blis i de mørke omgivelser kom langsomt nærmere, og viste sig at tilhøre en hoppe, en del mindre end Ayin selv. Han brummede dæmpet, men uden at virke hverken fjendtlig eller venlig. Denne hoppe havde lydløse hove. Dette måtte hun have lært, enten af frygt eller opdragelse. Ayin kendte til begge dele, og var selv ganske god til at bevæge sig stille omkring. Men han nød nu mere at være fri og opføre sig som det sømmer sig for en hingst. I dette land havde han fået en ny start, og hvad holdt ham tilbage fra at gøre som han ville?

Et øjeblik mødtes begge sjæles isblå øjne. Det var ikke første gang Ayin så ind i et par ligeså blå som hans egne, men disse udstrålede noget, som han ikke kunne sætte en finger på. Han var ikke sikker på at det var godt, men ligeså usikker på om det var noget skidt. Han stoppede op foran den sorte hoppe og målte hende kort med blikket. Hun lod ikke til at være i solstrålehumør, men det passede hingsten ganske fint. Et øjeblik lagde han ørerne tilbage, ubeslutsomt. Hvorvidt han skulle opføre sig ordentligt, eller teste sit mørke, skabte stor konflikt i ham. I mellem tiden valgte han at vippe ørerne lidt og frem og tilbage, og forsigtigt række sin hvide mule frem imod hoppen.

"Du kan blot kalde mig Ayin. Kan jeg spørge, hvad jeg kan kalde dig, sorte hoppe?"

Ganske let lagde han hovedet på skrå, og et smil bredte sig, der ikke helt kunne tydes. Hvilken side der skulle vinde i dag - den mørke eller den lyse - det var en gåde, selv for ham, hvis sjæl det foregik i. I dette øjeblik, lod det dog til at være den lyse, og en afslappet aura hvlilede over den store, stolte hingst med de sorthvide kontraster og skarpe blå øjne, der vagtsomt overvågede hver eneste af hoppens bevægelser. Han var ikke bange, ikke frygtsom, blot på vagt.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Avas ører vendte og drejede sig indtil hingsten var tæt nok på og Ava måtte tage sig selv i ikke at snappe ud efter denne fremmede. Hun havde ikke set nogen bære de samme isblå øjne som hun selv havde – ikke andre end hendes moster, Leonora. Og hendes egen moder. Og alle andre hopper i hendes familie – de fleste af dem i hvert fald. Hingsten havde samme brede hvide blis der dækkede mulen og havde han været helt sort på resten af kroppen kunne han snildt gå for at være en hingstelig dobbeltgænger. Han kunne sagtens have gået for at være i familie med den sorte Ava – han kunne sagtens bære de samme gener som hende, men hun havde aldrig set ham før. Aldrig i sit liv her eller hvor hun kom fra. Den sorte hoppe knejsede nakken og skridtede en runde omkring den fremmede hingst inden hun igen stod stille og forsøgte at suge så meget information til sig som overhovedet muligt. Hendes nysgerrighed var større end den havde været over for nogen anden i dette land, for ingen havde mindet så meget om hende og så alligevel ikke. Selv ikke hendes moster mindede så meget om hende som denne hingst. Hendes moster var mere ædel end den lille Ava, og hendes mor havde lignet Leonora mere, men alligevel ikke helt. Generne blev vel mere og mere blandet alt efter hvilken flok familien blev ført videre i. Hver hoppe blev sendt til en ny flok og på et eller andet tidspunkt ville de vel bære så mange forskellige at de med de rette krydsninger ville kunne danne noget der ikke lignede søskende? ”Ayin” Ava gentog hingstens navn, en anelse forundret og samtidig også nysgerrigt. A.. Hans navn startede med A.. Ligesom Ava, hendes broder Arc og hendes moder Aria. Det eneste der havde brudt rækken med A, var hendes moders mor. Hun rankede sig en smule igen og overvejede om hun skulle fyre en flabet kommentar af, om at han bare kunne spørge lige så tosset han ville, men uden at give ham svaret. Hun gjorde det dog ikke, for hendes nysgerrighed var alt for stor. Hvem var denne hingst? ”Mit navn er Ayvah. Datter af Aria og Korr, født i flokken Marah” word count, 374

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

Ganske let kneb han øjnene sammen. Nogle ville måske tolke det som mistro, men det var blot et tegn på undren hos den slanke, muskuløse hingst. Hoppen, Ava, vandrede om ham og bedømte ham som om hun aldrig havde set noget lignende. Han svang stille med halen og smilede derefter varmt til hoppen. Han fandt det ikke nødvendigt at vise sig fra sin dårlige side, og han vidste også at man kom længere med venlighed. Ja altså. I nogle tilfælde.
Hans nakke knejsede han elegant, men viste ellers ingen tegn på at ville vise sig frem. Derimod virkede han langt mere interesseret i hoppen foran ham. Sort som natten var hun, og bar de samme aftegn og øjne som han selv. Dette frembragte en vis undren hos ham. Og frygt. Han kendte kun én hest der havde samme blis og øjne som han - og nu hende. Og det var den navnløse hingst der for år tilbage tvang hans moder til at bære ham. Et føl af skam, elendighed og frygt. Forvirret over dette sammentræf lod han ørerne vippe usikkert frem og tilbage. Ansigtet lignede, kroppen også selvom hun var mindre. Det er der adskilte dem mest var blot hans mere fyldige hvide farve, der på så mange måder symboliserede hans sind. Halvt sort og halv hvid var han. Ligesom hans hjerte, samvittighed og sind.

"Ava."

Også han gentog hendes navn, men ikke for at være flabet. Navnet faldt godt i hans mund, men han genkendte ikke umiddelbart hendes forældres og flokkens navn. Han så tankefuldt på hende igennem de blå øjne der lignede hendes så meget. Han betragtede hende, og fik en fornemmelse af, at også hun havde en tendens til at bære forskellige personligheder. Måske ikke så markante som hans egen, og måske ikke for altid, men i disse dage. Han følte at han burde gengælde hendes gestus, ved også at fortælle lidt nærmere om sig selv.

"Jeg er født af hoppen Zalti, men min fader er dog ukendt. Min floks navn er Zizero. Det var en skik i min flok at starte alle navne med Z - indtil jeg blev født, naturligvis."

En slet hånlig latter forlod hingstens læber ved disse ord. Han vidste ikke om det var relevante informationer. Han forsøgte blot at give hende det samme, som hun gav ham, men han var uvant med sådanne informationsudvekslinger. Selv syntes han at hans ord lød en smule akavede, og smilede skævt derved.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Avas mule søgte lidt frem mod den fremmede hingst. Denne Ayin. Selvom hun kendte hans navn vidste hun jo ikke ret meget om denne hingst. Et navn kunne ikke fortælle alverden om personlighed, fortid, likes og dislikes. Et navn var kun noget man brugte til at definere en sjæl, selvom en sjæl ikke kunne navngives for altid. Det var kroppen der var tillagt et navn i stedet. Hun vrikkede en smule med ørerne mens hun lyttede. Navnene var ikke nogen hun havde hørt før, men et land kunne også være stort, og hun havde ikke været ret langt væk fra flokken alene og aldrig stødt på andre flokke sammen med hendes egen. Eller hendes forældres. Hingstens ord fik dog et lille smil frem på Avas lyse silkebløde mule. ”undtagelsen der bekræfter reglen. Alle førstefødte hopper starter med A. At min yngre broder, Arc, også fik et navn med A var nok mere rent tilfælde.” Det lidt hårde ydre var allerede ved at bløde en lille smule op, men hun lagde ikke bare en hel mur ned i løbet af ingenting. Det var nok mere en sten der var fjernet så der var et lille kighul gennem den mur hun havde bygget op. ”Men Ayin. Du er ikke herfra kan jeg så regne ud, men fra et andet land. Hvor lang tid har du tilbragt i Andromeda?” De nysgerrige isblå øjne blev igen rettet mod hingstens ansigt i stedet for at studere hans aftegn og deres omgivelser. Ava kunne aldrig være forsigtig, og alt omkring hende ville hun kende til. Selvom hun ganske vidst ikke længere ville kunne kalde sig ny i dette land, både på grund af tiden der var gået, de venner hun havde formået at støve op, og på grund af den viden hun nu havde om landet, som ikke ligefrem er noget en ny ville have, så følte hun sig alligevel ikke rigtig kendt i landet. Der var stadig mange ting Ava ikke havde set og stadig så mange skjulte steder hun ikke havde fundet – og vel sagtens også mange sjæle hun ikke havde mødt. Før hun kendte hver en krog af dette land ville hun ikke kunne føle sig helt tilfreds og helt afslappet på alle tider af døgnet. Selvom landet ikke var fyldt med farer på samme måde som der hvor hun kom fra, så var der stadig noget der gjorde landet ikke var helt trygt. Det der fik nogen drevet nok til vanvid til at tro de var hvide skygger og dem der troede de kunne klare sig selv uden at skulle tænke på andre – det var fuldstændigt uhørt. Ava ville ikke kunne forestille sig en verden uden et sammenhold i en flok. Hun ville ikke selv kunne leve et sted strejfende omkring og ensom. Hun ville blive drevet til vanvid af kun at have sig selv at tale med. word count, 476

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

Han lod blikket falde på hende, idet hun smilede svagt af hans ord. Han kunne godt lide at se et smil på hendes ellers så lukkede ansigt. Opmuntrende vippede han ørerne lidt frem og tilbage i sjove ryk. Noget han mindedes, der kunne få de yngre føl i hans gamle flok til at le højt. Enigt nikkede han derefter. Undtagelsen bekræfter reglen. Sandt.

"Du har nok ganske ret, Ava. Jeg ville blot ønske at jeg kendte min faders navn."

Han så et øjeblik tænksomt op i den stjernestrøede himmel. Jo, nogle ting ville blive lettere hvis han kendte navnet bag. Nej, ikke lettere mere... forløsende. Dybt i ham manglede en vigtig brik, en brik som kun kunne findes hvis han fandt ud af hvem den sorte hingst var. Opgivende pustede han en hvid sky ud, der et øjeblik omgav hans ansigt med de klare blå øjne. De rettedes nu igen interesseret imod den lille sorte hoppe. Nu så han, at hun var i fol. Langt henne endda. Hvorfor havde han ikke set det før? Velsagtens på grund af mørket, men også fordi det ikke var så fremtrædende. På en eller anden led passede det til hoppen, uden at gøre hende tyk at se på - kun når man så nærmere efter. Et underfundigt smil gled over hans læber. Han gad godt se det føl - ville farven og øjnene gå i arv? Så lyttede han igen opmærksomt til hoppens blide stemme. Imens hun talte, rystede han let på hovedet for at bekræfte at han ikke var herfra landet.

"Nej, jeg er ikke herfra. Jeg kom hertil for ganske nylig." Han lagde tænkende hovedet på skrå. "To dage siden, tror jeg. Andromeda? Er det landets navn?" spurgte han så og hævede hovedet en smule.

Andromeda. Hvilket land. Der var sket meget på disse dage. Han havde allerede besøgt 4 forskellige øer og mødt et par af de andre sjæle der var kommet hertil og levede her. Nogle meget stærke, andre mere på hans eget niveau. Han fornemmede tydeligt at også Ava var en stærk hoppe. Selvom hun ikke gjorde meget væsen af sig, så lå det i hendes aura. Han smilede. Han var lige modsat. Han var ej stærk, men lod som om, ved at puste sig op overfor fremmede. Hoppen foran ham fortjente langt mere respekt end han. Og med den tanke i hovedet sænkede han hovedet igen.
Han bar stadig præg af at have besøgt vulkanøen hele to gange. Han havde været helt op ed vulkanens fod, og hans skind var endnu dækket af gråt svovlstøv. Han følte sig draget til den dystre ø, på en måde som han ikke ville kendes ved. Men han vidste, inderst inde, at hvis han ville have rigtig magt, så var der muligvis noget dér, der kunne give ham det.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts ”Et navn kan ikke gøre ret meget. Et navn siger intet om en personlighed eller sjæl. Et navn er noget man har tildelt den krop sjælen lever i. Det kan bruges til at forklare hvem man taler om eller angive hvem man gerne vil have fat i, men det fortæller intet. Jeg er bange for at selv med et navn ville du ikke have mulighed for at opsøge en ukendt fader i et andet land. Dette land er næsten som en verden for sig selv, hvor sjæle som du og jeg er bragt til – alle sammen med forskellig baggrundshistorier og nogle med tragiske oplevelser” Tragiske oplevelser. Ava havde da nydt sin del mente hun selv, men det var nok ikke helt nok. Tabet af hendes kære broder hjemsøgte hende stadig engang imellem i søvne, men hun havde indset og accepteret at der intet var hun kunne gøre. Selv hvis hun havde gjort tingene anderledes den gang, så var det ikke engang sikkert han havde fået ret meget længere tid på jorden. Det var efterhånden en vinter siden Ava var kommet til landet, og på den tid havde hun lært nogle venlige sjæle at kende, men også mødt nogle knap så venlige sjæle. Dette var en ny chance. En ny start – og en ny start ville hun få med det lille føl, som inden længe ville komme til verdenen. Selvom Ava bar rundt på et føl, så havde hun ikke fundet sin plads i livet endnu, og der var stadig mange ting der skulle opleves og mange steder der skulle udforskes. Det var blot naturen der gik sin gang. ”Andromeda er dette lands navn. Dette land består af flere forskellige øer. Ikke en er som en anden. Alle har hver deres form for charme” Et smil fandt frem igen mens den sorte hoppe talte om dette land. Selvom det ikke var ligesom det hun kom fra, men i stedet varmere, så var det ikke noget hun kunne klage over. Dette land havde langt mere skønhed, og hun havde ikke mødt de samme problemer som hun havde gjort i det gamle land. Her havde hun ikke sultet selvom sneen havde lagt sig over jorden. Her var der store åbne enge hvor hun ikke behøvede være nervøs for at blive set af rovdyr, for i den tid hun havde været her, havde hun ikke set et eneste. Der var dog andre ting i stedet, som den sorte unge hoppe måtte passe på. ”Jeg gav gerne en rundvisning, men jeg er bange for et land er alt for stort til at vise rundt i.. Jeg har ikke engang selv fået udforsket alle steder jeg kan komme til” Hun slap en lille latter. En lille feminin latter inden hun igen fandt den lidt alvorlige facade frem igen for ikke at fremstå som en barnlig og umoden hoppe – det var alt andet end hvad hun var. word count, 480

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

Han lyttede til hoppens ord, og måtte erkende at hun havde ret. Der var ikke meget han kunne gøre nu, selvom et navn ville have hjulpet meget, hvis han havde fået det at vide tilbage i sit hjemland. Så kunne han have gjort noget, opsøgt ham. Han vidste ikke helt hvad han så ville have gjort, hvis han fandt ham, men han havde da ofte nok drømt om hævn og mord. Men han tvivlede på at dette ville være det rette at gøre - selv imod den sorte hingst, der egoistisk gjorde sig herre over andre. En let trækning gik over hans ansigt. Han var ikke selv spor anderledes. Nogle gange var han mindst ligeså slem, og han forstod godt at hans flok havde været bange for ham. Han vippede ørerne frem imod hoppen.

"Du har ret. Jeg kan intet andet gøre nu, end at betragte det som en frisk start," smilede han og blev pludselig opfyldt af en stærk beslutsomhed.

Ja. Det var jo det det var. Han var blevet givet et nyt liv, en ny start, i et helt nyt land hvor ingen kendte til ham. Han kunne være hvem han ville, når han ville. Ikke at det var en god ting, strøg det igennem ham, og han kunne holde en let latter tilbage. For hoppen ville det nok blot lyde som om han lo af sine egen ord, lettet over endelig at have fundet svaret. Det var nu langt fra sandheden. Igen talte hoppen og han lyttede. Andromeda. Han lo endnu engang, da hun fortalte at hver ø havde deres egen charme. Så sandt, så sandt. Men vulkanøen var den mest interessante. Nysgerrigt lagde han hovedet på skrå.

"Hvilket navn bærer vulkanøen?"

Han prøvede at skjule sin enorme interesse for øen. Det var normalt at være interesseret i en anderledes ø, som én med en vulkan på, men han var langt mere interesseret end normal. Han var draget af den på en helt anden måde end de fleste. Han rettede blikket i dens retning, på trods af at den ikke var synlig imellem træerne - i hvert fald ikke her hvor de stod. Han skulle nok vende tilbage til den, uden tvivl. Selvom han nu ikke brød sig synderligt om den tykke, varme luft og det grå svovlstøv som satte sig i pelsen i dagevis.
Igen lyttede han. Han fornemmede at denne hoppe ikke var ny, men havde været her et godt stykke tid. Hun lod til at vide en masse, selvom hun, som hun selv sagde, ikke havde set det hele endnu.

"Det gør slet ingen ting, kære Ava. Jeg skal nok finde rundt på egen hånd - selvom det måske ikke nødvendigvis vil gå fremragende," sagde han muntert med et drillende glimt i øjet. Åh jo, det skulle nok gå, men man vidste jo aldrig hvem man kunne møde her.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Uanset hvad bliver det vel til en frisk start. En tvungen frisk start for når man pludselig bliver kastet ind i en ny verden, så er det vel næppe frivilligt. Hun havde ikke mødt en eneste der havde sagt til sig selv ’jeg vil til Andromeda’ for hvem havde hørt om landet før? Hvis hver eneste lysende stjerne kunne være en verden som denne, så kunne man jo ikke vide om Andromeda var bedre end sit hjem – eller vide i det hele taget om der var en verden der hed Andromeda. Det var vel ren tilfældighed at man blev suget væk fra sit gamle liv og kastet hovedkulds ind i noget nyt. Nogen måske starten på det der burde være et liv efter døden. Andre nogen der måske var reddet fra en skæbne værre end døden. Det var ikke til at vide helt præcist. ”Vulkan øen.. Foehn.. Den besidder en ganske særlig energi man ikke rigtig finder andre steder – i hvert fald af hvad jeg har oplevet.. Jeg finder den ganske.... spændende og udfordrende” Den unge sorte hoppe kunne ikke holde et lille smil tilbage. Foehn var den ø der mindede hende mest om sit hjemland. Stærkt efterfulgt af Enophis – men Enophis var for stor i forhold til hendes gamle hjem. Det lidt tuttenuttede og venlige over hende blev i nogle sekunder erstattet af noget lidt mere lusket og legende. Hun trådte nogle skridt fremad med bløde bevægelser som var hun en kat der listede sig af sted eller en slange der snoede sig snedigt hen over jorden og hun stoppede ganske kort op for at se om hingsten var frisk på at følge med. Ava var ikke en der stod stille så forfærdelig lang tid af gangen hvis hun kunne komme til at bevæge sig. Det var heller ikke fordi mørket gjorde hende utryg, men der var ting der kunne skjule sig i mørke som var fuldkommen umulige at se når solen ikke skinnede. Skygger. ”Hvilke ø’er har du opholdt dig på indtil videre?” word count, 335

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

Han lyttede interesseret til hendes ord. Foehn. Sådan hed øen med vulkanen. Han nikkede let, det var et navn der passede til øen. Et smil trak op i hans mundvige, da hun gav udtryk for sin interesse i øen.

"Jamen, så er vi to," fortalte han med et glimt i øjet.

Havde han virkelig fundet en, der ikke skælvede ved tanken om den grå vulkanø? Havde han fundet en der delte hans interesse? Han vippede nysgerrigt ørerne frem imod hoppen. For hvert ord hun sagde, syntes han bedre og bedre om hende. Han måtte dog rynke panden en smule, da hun fik et mere lusket udtryk. Hendes bevægelser blev lette og snigende, blikket målrettet og på samme tid legende. Han betragtede hende lidt i undren til hun var et par meter borte. Her standsede hun og så søgende på ham. Han forstod hurtigt, og med elegante bevægelser satte han efter hende. Han søgte at efterligne hendes snigende, legende bevægelser - og hvis selv skulle sige det, så lykkedes det fremragende. Hun var en spøjs lille hoppe, men han nød at hun ikke bare stod stille, men tog initiativ. Hans ører vippedes frem ved hendes spørgsmål, og han måtte bruge et øjeblik på at tænke.

"Nu kender jeg ikke navnene på øerne," kommenterede han i et muntert tonefald. "Men jeg har været på denne Foehn et par gange, en ø med en masse skov, den næststørste og så denne, som jeg mener er den største?" det sidste blev sagt spørgende.

Han var ikke sikker, men fra afstand havde denne ø set suverænt størst ud. Den lod også til at være en af de frodigste og mest rige på dyreliv i alle afskygninger.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Dark Thoughts Ava lyttede til den brogede hingsts ord. Hun nikkede engang imellem i enighed, og forholdt sig tavs mens han talte. Det var ikke pænt at afbryde, det havde hun lært fra hun var helt lille. Den sorte hale piskede engang imellem omkring hendes bagpart og lod ikke stilheden hærge ret længe af gangen før den hvislende lyd lod sig høre. ”Enophis. Den største ø. Leventra er anden største ø. Der ligger mit hjem. Zenobia er øen med det gyldne sand. Chibale er den tilgroede lille ø. Og Foehn kender du til. Selv har jeg været lidt rundt på de forskellige, men jeg har ikke tilbragt forfærdelig lang tid på Zenobia og Chibale” De isblå øjne søgte mod hingsten for at betragte ham en smule, og et lille smil var at se omkring den lyse mule, fordi han lod til at følge hendes eksempel. På nogle punkter mindede han hende om hende selv, og så alligevel ikke helt, for hun var hoppe og det var han ikke. ”Ayin.. hvis du har været rundt omkring i dette land allerede, så må du også have mødt nogle af de andre sjæle der vandre rundt alene? Eller nogle af dette lands andre . . . særheder? Hmm?” Lige præcis hvad hun skulle kalde de sorte flammer bestående af skygger, eller den hvide hingst som påstod han var en skygge, som vel mere eller mindre var blevet helt gak gak. Han havde måske mødt skyggerne og de havde måske drevet ham til vanvid. De skygger hun selv forsøgte at lukke ude engang imellem for ikke at blive drevet totalt til vanvid. word count, 266

[/td][/tr][/table][/center]

AYIN REZIKU

Den brogede hingst lyttede opmærksomt til hoppens ord og nikkede så let. Det var første gang han hørte øernes navne, og allerførst syntes han at ordene mindede utrolig meget om hinanden - selvom det selvfølgelig ikke var tilfældet. Han gentog dem tavst for sig selv. Enophis, den største. Leventera, den næststørste. Zenobia, ørkenøen. Chibale, skovøen. Og Foehn. Øen der trak i hans indre mørke. Den med vulkanen.
Der var kun en af disse øer, som han endnu ikke havde besøgt, og det var ørkenøen. Den lød ganske tiltalende i hans ører. En ø helt uden skygge, blot åben himmel og uendelige vidder. Han holdt meget af stjernerne og havde brugt mangt en aften på at betragte dem. At tilbringe natten på denne ø, måtte være lidt af en oplevelse.

Han slog et let slag med hovedet og satte farten en smule op, til han var ved hoppens side. Da lød hendes stemme igen, og hans blå øjne mødte hendes. Hendes spørgsmål forekom ham underligt, for han havde endnu ikke stiftet bekendtskab med de lurende skygger. Han havde blot mærket at dette sted havde en anderledes energi.

"Særheder?" Han brummede dybt og undrende, alt imens han overvejede hendes ord og sine oplevelser. "Jeg ved ikke om jeg vil kalde det for deciderede særheder.. men jeg har da følt en vis.."

Han rettede blikket imod hoppen, usikker på om det var klogt at fortsætte. Hvad ville hun tænke? Han følte at det var en smule vovet at begynde at tale om sine indre konflikter og lyster til en fremmed hoppe. Skulle han måske bare fortælle hende, at han havde planer om at opsøge Foehn endnu engang, og at han var ganske klar på at tage imod en hvilken som helst magt han kunne få? Tungt pustede han ud og rettede så blot stift blikket frem. Frustration og usikkerhed var nu tydelig i de kraftige blå øjne.

Tillykke, du har fundet det grønne julehjerte!