Reflection Of Old Memories [Taia x Altaïr]

Specielt, kunne man meget let kalde det bånd, der bandt de to sjæle sammen. Den gråskimlede Altaïr havde sat kursen imod Chibale, den Ø, som de to sjæle havde et tilhørsforhold til, eftersom de delte et hemmeligt sted i deres hjerter, et sted, som den skimlede hingst have vist netop denne hoppe, fordi hun var så speciel som hun var. De to havde fulgt hinanden i noget tid nu, for afstand var der i mellem deres bestemmelsessted og det sted de var startet ud fra; men det gjorde absolut ikke den skimlede hingst noget, at han havde vandret i selskab med denne hoppe i nogle timer. De havde endda krydset vandet, mellem øerne, og det var altid en oplevelse som Altaïr forbandt med spænding; det at rejse fra den ene ø til den anden.
Hans mørkeblå øjne hvilede over hoppen ved hans side, der havde en krop, der både var feminin og elegant, men robust nok til at kunne klare livet i de hårde områder, hvilket han i sandhed beundrede. Hans lyst til at røre ved hende, havde ulmet i hans sind længe nu, på deres vandring, og nu hvor de blot var få timer fra deres bestemmelsessted, kunne han godt tillade sig at sænke farten en anelse og lade sin mule søge ud imod hende. Forsigtigt kærtegnede han hende, langs halsen, imens han sænkede sin fart lidt. De skulle helst ramme ind i klippen efter at solnedgangen havde farvet himlen orange, for så ville de netop undgå dette spejl, som den brunbrogede hoppe ikke ville se; det spejl den skimlede hingst selv havde erfaret eksisterede for blot få uger siden. Hans tilfredse brummen skød fra hans bryst og dæmrede sig vejen ud i det fri, hvor den blev sluppet løs. Han rankede sig nærmest op, som den prægtige sjæl han egentlig var, og der spankulerede han med ædle bevægelser ved siden af hende, ganske tilfreds med sin handling.

,,Melady, solen over vores hoveder vil snart gå ned. Vi vil nå frem, til vores sted, blot en halv til en hel time efter solen er forsvundet, og derved kan vi tilbringe natten der, uden at påtænke hvad himlen kunne finde på at vise”

Sagde han sandfærdigt, med den drømmende stemme han besad. Han vidste, at det var vigtigt at deres timing passede, for under ingen omstændigheder ville han bringe denne unikke hoppe ud for noget, hun helst så sig fri for. Hans brummen lød endnu engang, som en sagte melodi til den svage trommen, fra deres hove imod jorden.

T A I A

---

Chibale. Den lille, skovbeklædte ø. Den syntes ikke af meget, men den betød meget for Taia. Den var alt anet end hvad hun havde været van til og alligevel føltes den så hjemlig nu; hun havde så mange minder her. Gode og dårlige; gamle og nye. Nu gik hun her igen, klar til at skabe endnu et minde.
Under den grå hingst berøring krummede hun let hals. Hans kærtegn var nok det eneste hun nød; det eneste hun tillod. Andre måtte rører hende, men kun han måtte kærtegne hende som han gjorde nu. I en rolig bevægelse drejede hun noget lidt, for at se på ham. De blå, isnenden blå, øjne hun bar lå på ham. Et mildt udtryk spillede i dem og et smil fandt vej til hendes mule. Det var svært at forstå, end ikke hoppen selv forstod det: hun elskede ham ikke og på samme tid længedes hun efter ham hver gang de ikke var hinanden nær. Det var i hvert fald sådan hun selv huskede det; sådan at tingene hang sammen i hendes hoved. Med en kærlig brummen vendte hun hovedet fremad igen og fulgte afsted ved hingstens side. Han bevægede sig stolt og rankt, præcis som han burde. Hun selv fulgte ham med taktfaste skridt, men hendes hoved hang noget mere end hans. Hun var dog ikke underdanig, men holdt hovedet højt nok til at indgyde respekt, uden direkte at be om den.
Da hans stemme lød, lukkede den arrede hoppe sine øjne og lyttede blot. Lyden snoede sig afsted, kærtegnede hendes ører som hans mule havde kærtegnet hendes hals. Hun sagde intet, men åbnede blot øjnene og så op på ham. Et næsten taknemmeligt smil lå omkring hendes mørke mule og hun puffede blidt ud efter hans mule. Hun så frem til hvad der ville komme. En brummen fra den hende blandede sig med hans og sammen med hovslagende skabte de en sagte symfoni som kun de hørte.

,,Hvad er en time?"

Hendes stemme var spørgende, interesseret. Hun kendte til nogle tidsmål, men fra tid til anden undrede de ord, andre brugte om tiden, hende. Hendes øjne hvilede let i hans, før hun med et smil rystede på hovedet og rettede blikket fremad. Det betød egentligt ikke noget, men skulle alt hvad man sagde absolut gøre det?

Det smil, som kunne sætte sig på mulen af den brunbrogede Taia, fangede altid den skimlede hingsts opmærksomhed. Det var som en magnet, kunne man vel sige, og hver gang det viste sig, reagerede han på det. Han blev på sin vis stolt over, at kunne frembringe glæde i sindet hos den brunbrogede hoppe, men ligeså spandt det også tråde af ivrighed, spændstighed i hans krop, når hun smilede. Ja, det var underlige følelser der drev gennem hingstens krop; men han vidste de mundede ud i de følelser han havde for hende. Han holdt af hende, mere end nogen anden. Han brummede dybt, da hun havde halet en smule mere ind på ham. Hendes holdning, med sænket hals og løse bevægelser, behagede ham, det vidste ham at hun var tilpas i hans selskab. Hans øre blev vippet imod hende, da hendes brummen lod sig blande med hans og de trin, de til sammen trådte, de trin der gav en væld af lyde, der sommetider spillede sammen og sommetider ikke. Hendes mule afslørede et spørgsmål, og et kort, skævt smil fandt vej til mulen på den skimlede sjæl.

,,En time .. Jo, melady, det er en måde at beskrive tid på. En hel dag er, så vidt jeg har lært det, inddelt i timer. Der er vidst 24 på en dag, så vidt min moder talte sand. Hun lærte mig at tyde på solen hvornår der er gået en time - for solen rykker sig på himlen hele dagen. Stjernerne rykker sig også om natten og det trænede øje kan se på dem, hvornår en time er gået, men så godt er mit øje dog ikke”

Lo han, alt imens han vippede ørerne en anelse frem igen. Han havde ikke omtalt viden han havde fået fra sin ’familie’ før nu; og selvom hans moder havde forbandet ham, kan man vel sige, med det navn han reelt bar, så havde hun lært ham ting og sager som havde vist sig gavnlige i hans liv. Dog, selvom han ikke ville kendes ved hende, ville han skam gerne kendes ved de gode ting hun havde lært ham, og ikke tøve med at lære dem videre til de sjæle der ville tage imod. Han sænkede tempoet lidt, de havde nået foden af den bakke, eller mindre bjerg kunne man vel kalde det, som de skulle bestige for at nå til det specielle sted; og de ville skam ej komme for tidligt, for eftersom solen snart var bag horisonten, ville det magiske tidspunkt indtræffe og forgå igen, inden de nåede klippeafsatsen. Altaïr nikkede ivrigt til sin brunbrogede partner, inden han satte de lange, slanke ben i jorden igen og påbegyndte vandringen opad; en hård, men belønnende tur. Altaïr nød altid turen, ligeså meget som selve opholdet, og turen blev blot bedre af, at den umådeligt unikke sjæl havde valgt at følge ham endnu engang - hvilket han var oprigtigt beæret over.

Det gik sådan, at de to sjæle, Taia og Altaïr, fulgtes ad til dette magiske sted i landet, som de mere eller mindre kunne kalde deres eget. Turen havde de endnu taget sammen, tæt, og da først de havde nået klippens top, tilbragte de natten der, side om side. Hvad de sagde til hinanden, hvad de gjorde, er uvist; for kun deres øjne fulgte med. De to sjæle brugte natten deroppe, sammen i fred.

[Tråd lukket]