En vandring i bjergende

Spørgsmålet fra den brogede hingst, stod næsten ladt alene. Dette var dog ikke noget der hverken nagede eller fornærmede Djange, til trods for det normalt havde villet. Alligevel kunne en rynke ikke afholdes fra den lyserøde mule; over den lange ventetid fra hoppens side af. Det gik dog hurtigt i sig selv, da han stille og gradvist lagde hele dette emne på hylde, og atter blev mindet om hvilken til dels heldig sjæl han var. Sådan at have stødt på en sjæl som hende, en karakter der faldt i hans smag, en personlighed som ikke forlangte mere af ham end man burde... Deadly Myth, han endnu ikke kendte overhoved, men alligevel diskret overbeviste sig selv om at han allerede var på kanten til at bekymre sig om. Holde af tilmed?.. Det var svært at sige, specielt lige nu og her; alt imens tankere stille blev mange, og hans kolde og tomme øjne langsomt blev spærret roligt op, mens de dog stadig så i hendes mørke øjne. Det var som om den skeptiske tilgang stilnede svagt af, lige ind til hun atter åbnede mulen.

Han blev en smule overrasket over hendes ord, ikke hendes ord. Men nærmere bruddet på stilheden der ellers havde fået lov at indtage deres rum. Hans ene øre vippede lidt hurtigt ud til siden, og så tilbage igen, før det stille gled ud. Han stod atter rankt og stift, i den stolte stilling som nogle ville kalde elegant, andre ikke.
Men hendes ord vækkede en svag mistanke. Begge øre gled atter tilbage, før hans øjne på ny missede sig en smule anseende imod hende. Ind til hun fortog sig en ændring. Hendes øre vippede let, før de pludseligt havnede rettede imod ham. Hans øjne spærrede sig op, mens de krystalblå øjne nærmest stirrede blindt i hendes ansigts helhed. Overrasket, uden at afslørede det; tilmed betragtede han hende, i den korte stund det varede ved; før han kunne finde plads i sig selv til at svare hendes respons.

”Ønsker De da mere i Deres liv, end De allerede har?”
Hans stemme var hæs og intens, men direkte tonløs. Det var egentlig et meget passivts spørgsmål, specielt på baggrund af at han intet om hendes private liv vidste. Djange havde faktisk ikke i sinde omkring hvad hun gik og foretog sig normalt. Om noget familie prydede hendes fortid, eller om hun måske levede med nogen nu? Ingen anelse måtte han erkende at han havde, hvilket måske også kunne havde fået de tonløse og direkte ord til at lyde stødende på et vidst punkt? Noget han dog langt fra selv bed sig mærke i.

Krops sproget der ej var gjort tydeligt, talte for Djange selv i en stund. Han var i stilheden blevet mere afslappet, mere som ved deres første møde. Ikke nær så skeptisk, det var som om han havde dvælet hen i en indre ro. Intet om den let brogede hingst vidste Myth, lige ledes vidste han intet om hende. Forklaringen var enkelt. Ingen af dem talte om det, viste noget. Ikke før nu! Djange havde stillet hende et spørgsmål, et spørgsmål der ville have været simpelt at svare.
Djange havde reageret da hendes øre havde vippet frem imod ham, han havde spærret øjne op, grundet var nok at de næsten helt hvide hoppe ikke gjorde dette ofte. Normalt var hendes øre altid tilbagevendt. Ikke trykket ned i nakken, kun hvis nogen eller rettere noget skulle advares inden en markering var nød til at finde sted.
Stilheden var en ting der var god, og måske var det også derfor Myth endnu holde sit svar tilbage over for sit bekendtskab. For svaret krævede en del, ikke at sige i ord; men dette gjorde jo at hun i virkeligheden åbnede mere op for det der i virkeligheden var hendes største svaghed. Enkelt skulle det dog holdes! Hendes mørkebrune øjne mødtes atter en gang med hans blå, så intens var deres intetsigende blikke, og nok var der ikke mange der ville forstå sig på dette. Hvordan hans blik dragede hende så inderligt når der intet var at finde, end tomme næsten isblå øjne.
"Jeg ønsker mindre end jeg allerede husker i mit indre." Det var hvad Myth hørte sig selv sige til Djange. Hun sagde ikke meget, men hun afslørrede at hun ville have fjernet noget i hendes indre, et minde der prægede hende. Et minde der var skyld i de mange søvnløse nætter; skyld i den uro og svaghed hun havde. Skylden for den ensomhed hun måtte bære. Selvom ordende ikke havde sagt meget, følte den næsten hvide hoppe at hun havde sagt meget om sig selv for ham nu.

Selvom Myth ej kendte den let brogede hingst vel, så var der noget over ham. Hvad kunne den spinkle hoppe ikke lige nu sætte ord på. Måske var det fordi han i virkelighede var så simpel. De kunne stå i stilhed blot og se på hinanden eller vandre som de havde gjort ved deres sidste møde. Ingen af dem forlangte meget, og ingen af dem stillede noget pirrende spørgsmål.
Myth brød sig om Djange, han var for hende lige til, og den eneste hun havde mødt hidtil som hun gerne ville være i selskab med, frem for at være alene. Vidste han dette, burde han i virkeligheden være beæret.

Den brogede hingst spørgsmål var lagt på bordet nu; det lå der nu, fastlåst og var ej at trække tilbage. Det overraskede ikke Djange hvordan stilheden langsomt hobede sig op imellem de to sjæle på ny. Hvilket roligt fik hans missede øjne til at spærre sig roligt op igen. Selvom hans holdning atter var spændt, var hans indre dvalet hen. De mange spørgsmål, de mange svar, de mange reflekterende og tilbagekastende diskussioner i hans hoved, døde lige så langsomt hen også, alt imens han blot så til i hendes mørke øjne. Der så dybe og indbødende så til, skønt de intet viste. Lukkede og afvisende var hvad de var, præcis som han set. Alligevel følte han straks kontakten igen mellem den; som han selv overbeviste sig selv om at hun også kunne føle. Det blev intenst, stille, utopisk og fredeligt mens de stod der; før det rykkede på sig, da hendes mule åbnede sig.

Af ren reaktion missede øjnene sig anseende, over hendes stemme der brød. Stemmen han dog brød sig ret meget om, samt lig ordende der kom ud; ind til videre. Men det rørte på sig nu, som en svag eksplosion i hans indre, nær bugen. En eksplosion der smadrede alt omkring sig, et stykke ud i kroppen. Som blev der kastet splinter og små spidse genstande i alle retninger. Han holdte kort vejret, mens han trådte det ene bagben nær den side en anelse frem, for at lette på smerten. Hans mule rynkede sig svagt, mens øjnene stille missede sig anseende, direkte imod hendes. Det hele fulgte med hendes sætning, hendes ord; hvilket nok havde sat denne følelse i gang i ham, hvis han ikke gættede helt forkert. Hvad skete der med ham?
Sandheden var vel, at hendes ord var noget han svagt kunne have genkendt sig selv sige...

Han forblev tavs, mens hans øjne atter direkte tilmed stirrede i hendes. Det skiftede lidt mellem om øjnene forblev sammenmissede eller ej, mulen rynket eller ej, ørerne hårdt presset i nakken eller ej. Mange tanker gik igennem ham, og af en eller anden grund følte han bekymring. Bekymring for denne hoppe, for Deadly Myth. Der gik en stund, en stund der alligevel sikkert varede længere end som så; alt imens han udadtil vidst nok ikke lignede en der kunne bestemme sig, forholde sig til hvad hun havde sagt. Det mundede dog ud i at en udbleget mule, med tilhørende halvt sammenmissede øjne, og ørerne hårdt presset i nakken; lod han forsigtigt mulen søge frem. Mod hende; søgende.

Svagt lød et fnys, hæst, der nok mest af alt skulle have været en udånding, da han havde nærmet sig lidt, uden at være helt tæt på overhoved. Han ville ej prøve på noget; og for første gang med denne hoppe, var det tilmed tydeligt at spore den opmuntrende tone i hans hæse lyd fra den lyserøde mule.

En stilheden bredte sig atter efter hendes sætning, en stilhed den næsten helt hvide hoppe var van til. Den opstod konstant, men den var ikke irriterende for hende. Stilhed var en fred, en fred sjældent at finde i selskab med andre. Ej tilfældet i Djanges selskab, for opstod tit en stilhed. Ikke den pinlige tavse stilhed, mere en rolig stilhed der gav dem begge plads i deres indre. Ej vidste Myth hvordan den let brogede hingst indre var, om det var et kaos som hendes eget, eller om han blot hvilede i sig selv i en rolig harmoni. Meget var svært at sige blandt de to sjæle, de var begge lukket af, skjulte alt bag en facade af tomhed, og alligevel var alt så nært. En underlig fornemmelse, som ikke mange ville forstå sig på.
Deres blikke fang sammen, ikke fastholdende, deres øjne hvilede blot i hinanden. To tomme blikke der kiggede intens. Der var vel et bånd imellem de to heste, trods for de ikke kendte hinanden vel.
Djanges kropssprog, mest i hans ansigt var skiftende, som kunne han ikke beslutte sig for hvad han følte. Den næsten helt hvide hoppe lagde mørke til hvordan hans øre skiftede til at ligge helt ned i nakken og ikke. Hvordan hans øjne skiftede med at være sammenmisset og ikke. Hendes mandelformede øre blev rettet en smule frem imod ham, alt imens hun forsatte med at se ind i hans klare blå øjne, der intet sagde.
Først da han havde rykket på sig, da hans mule kom nærmere; søgende imod hende. Hendes mandelformede øre vendte endnu en gang i nakken. Hans bevægelse havde gjort de kom hinanden nærmere fysisk, hvilket var en underlig og ikke længere velendt følelse. På kort tid inden Myth reagerede, noget en masse følelse at komme hende til; følelsen af behag og ubehag.
Som en chok for hende selv, strakte hun selv sin lysegrå mule en smule mod ham, langt fra nok til at hun berørte ham. Hendes bevægelse havde været forsigtig, for vel ville hun ikke overskride hans grænser. Den respekt havde hun for sig selv, men også for ham.
Det kom som en overraskelse for Myth da hans fnøs, ikke blot var et almindelig fnøs, men der var noget mere at tyde bag lyden. En lyd af opmuntring. Noget nyt og fremmede, og alligevel brød hun sig om det.
En ny følelse ramte den næsten helt hvide hoppes indre.

Stilheden forblev, som en dyne der var trukket over et trygt barn i sin tremmeseng; beskyttende og beroligende. Blikkende var atter fastholdte, dog uden at være synderligt låste eller tilfangetagene. Eksplosionen der havde ramt skarpt ind, stilnede stille ind; da det var som om den næsten hvide hoppe, til al forundring, accepterede hans nærere vær. Han så ikke helt forkert da hendes lysegrå mule selv søgte en anelse imod hans egen lyserøde. Det var tilmed pludseligt hvordan eksplosionens positionen buldrede over og en varme strømmede igennem den brogede hingsts krop.

Han kunne ikke forklare denne følelse der lidt pludseligt opstod i ham, mens han dog samtidig så dette som en accept fra hendes side af. Hans øjne spærrede sig stille op, langsomt; i takt med hans ører langsomt slap deres faste greb i nakken. Snart hvilede det roligt tilbage, som hendes øjne næsten hvide ører. Han tav, til trods for det havde været hans fnys der havde givet den sidste genlyd mellem de to individer. Nu stod de blot der; men få tanker poppede op hos den brogede hingst, én for én.
Af en eller anden grund, var Deadly Myth med i alle spørgsmålene der lød. Han blev tilmed ivrig, efter at vide mere. Mere og den muligvis mulighed for sorg hun bar på. En sorg hun sikkert ej ønskede at dele med nogen eller noget; som han selv heller aldrig ønskede at gøre. Hvis det da var sorg hun følte?

Hendes ord fra før dette nærmere nærvær imellem dem, lød atter genlyd i hans hoved. Hun måtte bære på noget, noget større end som så. Noget hun ikke ønskede at huske... Måske hun var dissideret plaget, rent mentalt af disse minder? Om man ville det eller ej, samt om han selv ønskede dette; kunne han ikke benægte den bekymring der ledte hans kolde og tomme sind lige nu.

Stilheden havde trukket sig over dem, som det havde gjort ved deres første møde. Myth tanker strejfede den vinter aften. Det var længe siden hun sidst havde set Djange, og før hun havde hørt ham, senset hans tilstedeværelse for noget tid siden, var det ikke gået op for hende hvor længe der var gået. Myth kunne ikke beslutte sig for om hun havde savnet ham i den tid der var gået, savnet det tavse selskab. I hvert fald havde hun følt en form for glæde da hun uventet var stødt ind i ham.
En dæmpet prusten forlod hendes mule, da hun nu stod helt afslappet igen. Stille havde hun stået, og stille blev hun stående, også selvom hun ej havde trukket sin mule helt til sig igen. De mandelformede øre vippede lidt på sig, hun kunne ej finde ud af om hun ville vende dem fremad eller tilbage af; derfor blev de vippet i lidt forskellige retninger.
Selvom de to heste ikke stod helt tætte, følte hun de var hinanden meget nær fysisk lige nu, og denne fornemmelse kunne hun ej placere oprigtigt.

De mørkebrune øjne hvilede tomt i hans blik, ej stirrede hun og ej flyttede hun sine øjne fra hans. Hun betragtede hans blik, iagttog det; hvad hun søgte var forgæves, for hun kunne ikke se bag den tomme facade der skjulte alt indre. Hun vidste end ikke om hun turde vide hvad der var bag det følelsforladte øjne han bar med sig.
En forvirring var opstået i den næsten helt hvide hoppes indre. En forvirring hun ikke kunne sætte ord på. Denne fremmede følelse hun havde i sit krop. Intet af dette hjalp på hendes allerede forstyret sind. Tankemyldret kom tilbage til hende, hendes ro forsvandt, og hendes blik blev fjernt, som blev hendes øjne slørret til. Et kaos af tanker, følelser og fornemmelser var eksploderet i hende.

Den atter kølige luft, som alligevel havde været et brud på vinteren med sit meget mere gennemtrængende forårspræg; blæste i milde omfavne nu en smule over de to sjæle, der atter stod nær vulkanen. I hvert fald et af vulkanens mange stier, der ville bugte sig videre op, til de mange gange og snoede stier – han i sin tid havde udforsket en del, når han søgte væk fra overhoved at skulle støde på nogen som helst form for sjæle. Simpelt var dette dog aldrig lykkedes helt; landet her var fuld af sjæle, og ville nok altid være det med alle de nytilkomne der var at støde på fra tid til anden.

De krystalblå øjne så sig atter i hoppens mørke, hvor der intet andet end skønhed udadtil, var at hente. Han forblev stående; mens iveren efter at hvide mere om hende stille nagede ham. Langt fra i høj grad; men så alligevel så meget at han gang på gang søgte forgæves i hendes blik, som han tilmed syntes at tolke som lettere og lettere fjernt; som skjulte hun noget… Ikke at dette rørte ham, han var ikke selv en der blot lukkede op for alle og enhver; og alsidig respekt havde han skam, set sådan at hver sjæl havde sine private sager. Det slog ham dog pludselig, en tanke. Jovist, det måtte hun se. Til trods for han ikke kendte denne Deadly Myth umådelig godt, faktisk overhoved ikke… Han forblev stående, som hele tiden; end ikke en eneste trækning afslørede de ellers mange tanker der hvirvlede ivrigt omkring i hans indre.

Men hans fornemmelse sagde ham… at det skulle hun se…

I sit indre var en labyrint af tanker, spørgsmål og mareridt. Et kaos var brudt løs i den næsten helt hvide hoppe. Forpint.. smerte og voldsomme billeder tegnede sig klart for hendes øjne, ingen andre end hende selv kunne se dette. Ingen kunne føle smerten. De mandelformede øre var blevet trykket ned i nakken, næsten helt fladt. Skjult i den lyse man.
Hvor længe dette indre mareridt stod på, havde den næsten hvide hoppe ikke selv en anelse om. Hendes tidsfornemmelse var skredet fra hende, men da hun vendte tilbage til virkeligheden, stod den let brogede hingst stadig over for hende. Ej havde han rykket det mindste på sig. Ikke af hvad man kunne se i hvert fald. En følelse af tilpashed var over hende. Djanges selskab kunne hun godt lide.
Et roligt prust lød fra hende, hun virkede igen afslappet som næsten intet var hændt for hende. De brune, dog stadig tomme øjne hvilede på ham, de hvilede hans blå øjne der var så dybe at se i; trods intet var at se. Han afslørrede intet.
Det lyse hoved faldt en smule på skrå, da hun begyndte at spekulere over hvad der foregik i hans hoved. Hun spekulerede på om han af og til tænkte på hvad der foregår i hendes.

[/blockquote][/color]

Spændingen omkring disse tankespil i hans indre, steg stille i den brogede hingst krop. Han tilmed betragtede hendes mørke øjne, alt imens han roligt bed sig mærke i den afslappede stemningen der efterhånden var trukket over de to sjæle. Han forbandede sig selv en smule over at ønske sig dette, men alligevel ønskede han på sin vis også at lukke hende ind. Lukke den næsten hvide hoppe ind; som han på sin vis slet ikke kendte overhoved. Dog uden at drage forhastede konklusioner, havde hendes sætning atter lydt i hans hoved; Jeg ønsker mindre end jeg allerede husker i mit indre.

Hans endnu ranke og stolte, stive holdte holdning stod han atter med foran hende; mens vejret stille lod en kølig vind glide over de to sjæles kroppe. Han skævede kort op imod den sti hun havde været i færd med at betræde, da han mere eller mindre havde hidkaldt hende. Med al længsel jovist. Hurtigt landede de kolde og tomme da atter i hendes mørke og ulæselige øjne.

”Har De egentlig betrådt Ø’en Enophis med dine hove?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst; brydende på den stilhed der ellers så beroligende havde vakt mange tanker hos ham selv – og sikkert også hos hende. De kolde og tomme øjne så atter meget direkte i hendes, med han stille lod dem misse sig svagt anseende sammen. Skønt nogen ville anse dette som et advarende emne, ville han rent faktisk gerne høre svaret; da der lå noget helt andet bag…

Den rolige stilhed havde taget magten over de to sjæle der stadig stod over for hinanden. Ingen af den rykkede sig rigtig og ingen af dem sagde noget længe. Den eneste lyd der var, fra dem var der lavmælde vejrtrækninger. Lydende omkring var stille, som var alt forsvundet. Myth fik en følelse af næsten at være døv, og aldrig ville kunne høre. Det ville i nogen tilfælde nok ikke gøre hende så forfærdelig meget. Ej havde hun mødt nogle heste i dette land endnu, der snakkede ørene af en, men de fandtes; og det var blot et spørgsmål om tid før hun ville støde ind i sådan en hest.
Den næsten helt hvide hoppe faldt ind i en tanke strøm igen, og lod ikke mærke til hvordan Djanges krop langsomt blev mere og mere spændt. Først da han åbnede munden, og hun med et lettere chok vågnede op igen, kunne hun se en smule forandring. De mørke brune øjne hvilede i hans blå, alt i mens han talte. Myth tænkte sig om, aldrig havde hun rigtig fundet ud af hvad de forskellige øer hed.
"Jeg vil mene jeg snart har betrådt alle øerne, men ej har jeg udforsket nogen ydeligere," lød det fra Myth efter en kortere tænke pause. Hendes stemme var tom, men i underlaget, dybt under den tomme tone, var der en snært af venlighed.
De mandelformede øre blev vippet frem imod den let brogede hingst. Tanken strøg hende, hvad ville han egentlig med denne information?

Den næsten hvide hoppe havde atter været tavs inden et svar indgød. Djange nød virkelig hendes selskab; og tanken der havde strejfet ham, som han var ved at udleve mere eller mindre, boblede stille spændt i ham. Han var rent faktisk interesseret i at høre hoppens mening, lade hende se med hendes egne øjne. Lukke sig selv mere op for Deadly Myth, der endnu var tilmed fremmed for ham… eller var hun nu også se?

Det ene øre gled let ud, mens de kolde og tomme øjne holdtes i hendes da hun talte. Hendes stemme behagede ham, så nede på jorden – og så alligevel ret tom og intetsigende. Neutral, uden nogen form for særpræget klang der kunne hænde at irritere. Roligt nikkede han, dog helt mekanisk; over hendes svar. Han tilmed glemte at hun måske ikke havde betrådt Andromedas land, nær så længe som han selv havde gjort. Han kendte efterhånden landet ret godt, selv bjergpasset – hans hjem – endnu var hans speciale.

”Har De nogensinde begivet Dem i bjergpasset på Enophis?”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt mellem de to skikkelser, som var kommet hinanden ret nært efterhånden – rent fysisk. Men alligevel langt fra så de stod helt tæt, på den ene eller den anden led og kant. Begge hans øre lå atter tilbage, mens han denne gang lod sine øjne være opspærrede under sit spørgsmål som atter havde lydt evigt tonløst. Han stod endnu anspændt og rankt, standhaftigt, alt imens hans svagt følte en nysgerrighed og iver efter svar dybt i ham selv.

Djange havde nikket mekanisk til hendes svar på hendes spørgsmål. Det var fint, stilhed og ingen speciel form for at tale ørene af hinanden, var og blev den næsten helt hvide hoppes speciale. Fortrukne. Sjældent bød ord sig for, stilhed var rart, hvilket hun tydeligt kunne fornemme på den let brogede hingst, at han også synes. De havde jo ved deres første møde været blevet enige om, at der desværre fandt for mange væsner der snakkede for meget, om ingen ting og alt ting. Ligegyldig snak.
De mandelformede øre vippede frem og tilbage lidt skiftevis, men endte mod nakken. Myths udstråling viste ikke bitterhed eller fjendtlighed, heller ej selvom ørene lå tilbage. Hun så heller just venlig ud, eller indbydende. Når de mandelformede øre var vendt tilbage så hun en smule bitter og tvær ud, som om ingen ting gav hende nogen betydning hun overhoved gad overveje eller tænke nærmere over. En holdning der tit og ofte fik hende til at virke ligeglad med alt. Dette var ej tilfældet, hun var interesseret i at høre, vide mere om Djange. Dog kun til et hvis punkt.
Den næsten helt hvide hoppe havde ikke i sinde at skulle blive sårbar over for hendes bekendtskab, en hest hun inderst inde i virkeligheden gerne ville kalde for ven, men ikke ville give ham titlen af ren og skær sårbarhed.

De mørkebrune øjne blev fjerne og mere tomme end før i mens stilheden let havde taget sig over de to sjæle. Der gik dog ikke lang tid før endnu et spørgsmål kom fra den let brogede Djange. Et simpelt spørgsmål, og kun et simpelt svar. Myth rystede på hoved. Egentlig ville hun havde sagt nej, åbnet den grå spraglede mule der mere var lyserød en grå, men ordet kom hende ikke til. Aldrig havde hun været i et bjergpas. Næppe havde hun troet der fandtes et. Et dæmpet prust kom fra den lyse hoppe.
Hvor førte det her pas hen? Den eneste tanke i hendes indre, der lige nu fyldte, en tanke der trykkede alle andre følelser og minder ned i baggrunden.

Stilheden der omgav dem, trådte tilmed i takt med belysningen, der langsomt begyndte at trække sig. Ned på den anden side af vulkanens top, trak solens lys sig bag. Det var som om en mild kulde samtidig tog ind over de to sjæle, der stod der; i hinandens stille selskab, der for mange nok ville virke direkte ubetydeligt eller… ligegyldigt? Hans spørgsmål havde været simpelt, hvilket hans sætninger som regel var. Selve hele Djanges væsen udadtil, var egentlig ret så simpelt; når man så imellem fingre med alle de signaler der kunne forvirre selv en dæmonisk sjæl.

Atter havde den næsten hvide hoppe søgt stilheden; og alt imens hun mest af alt virkede direkte passiv, på den måde hun blev fjern, den måde hun tyede til andre tanker formegentlig, til andre grubler; til flere spørgsmål. Mens de fine øre vippede frem og tilbage et par gange, nærmest ventede Djange. Men ej utålmodigt? Det var næsten som om han ikke kunne få sig selv til at blive irriteret over dette, selvom han godt nok havde taget sig selv i at reagerede med en del ansigtsudtryk. Nej, det irriterede ham faktisk overhovedet ikke spor!..

Stille rystede hun på hovedet, alt imens den brogede hingst atter betragtede de mørke øjne der intet fra gav sig. Hun havde aldrig betrådt bjergpasset? Han undlod et dæmpet fnys, hæst; uden nogen bestemt toning, så det snildt var svært at bedømme om dette var vredt, skuffet, utilfredst, overbærende… eller blot en dybere udånding? Djange var ikke selv helt sikker i sin sag; og stille med sammenmissede øjne, anseende; lagde han lidt mekanisk hovedet stille på sned, mens han atter spurgte sig selv…

Ingen lod til at ville bryde den stilhed der havde lagt sig over dem som et tungt tæppe. Ikke tungt som i en byrde, men tungt som det fik alle muskler i hele kroppen til at slappe af. Behagelighed. Denne stilhed opstod konstant imellem de to sjæle. To sjæle der mindede yderst meget om hinanden, og alligevel var vidt forskellig. Intet sigende, tomme øjne og ud til ikke særlig indbydende selskab.
Stilheden voksede. Ikke stilheden imellem Djange og Myth; stilheden der var på denne ø. Det var som alt var gået i dvale, i takt med solen begyndte at fortage sig bag vulkanen. Der ville gå længe inden mørket ville tage over, men det var ikke længere højlys dag. Atter en gang kom den næsten helt hvide hoppe til at tanke på hvor lang tid siden hun havde set Djange, og hvor lidt der var sket for hinanden imellem tiden, og alligevel så meget.
Denne let brogede hingst der stod over for hende, han viste intet, sagde ikke meget- og alligevel var der noget over ham der tilfreds stillede Myth så meget, at hun følte en behov for at have hans selskab i ny og næ. Noget der dragede hende så inderligt. Et fnys lød fra hende ved den tanke. Hun ville ikke skabe en afhængighed!

De mørkebrune øjne så til alt imens Djanges hoved vippede en anelse, det var ikke meget, og hele bevægelsen fra ham var meget meganisk. Af og til skulle man tro han var en maskine, uden følelser.... nye tanker kom til, tanker der dog hurtigt blev rystet ud af hoved, alt imens et latterligt grin var i hendes hoved. Åndsvagt!
Med de mandelformede øre lagt tilbage i nakken strækte Myth sit hoved en anelse tætter på Djanges. Meget lidt men nok til hun kunne mærke hans ånde. I det han åndede ud træk den næsten hvide hoppe sig tilbage; som havde hun fået et chok.

Fnyset fra den grålige mule, der syntes nærmere lyserød for Djange, havde lydt gennem luften. Næsten som afskyede hun noget. Den brogede hingst var langt fra sikker, men lod sig derudover heller ikke til at hænge sig i det overhoved. En nærmere dæmpet belysning havde så småt omgivet de to sjæle, mens den næsten hvide hoppe nærmest søgte lidt frem imod hans mule med sin. Hans hoved var atter en smule på sned, dog så lidt at det næsten ikke var at se. Stille blev begge øre presset hårdere i nakken, i takt med hendes mule der nærmede sig lidt. Han undlod at rynke på den lyserøde mule, men var bestemt på nippet til det!.. De krystalblå øjne missede sig tilmed advarende sammen for et kort stund, da han nu kunne mærke hendes åndedrag; og hun sikkert lige så kunne.

Det var dog hurtigt hun på ny trak sig; og alt imens denne lille scene havde brudt ind, havde Djange for en kort stund glemt hvad det egentlig var han før headede imod. Han huskede det dog hurtigt, og atter blev ørene liggende mere afslappet tilbage så snart hun havde trukket mulen lidt tilbage. Han spærrede stille de kolde og tomme øjne op igen, alt imens han diskret rettede hovedet op igen.

”Så snart De kommer til Enophis, så søg mod bjergende. Der vil De kunne finde mig.”
Havde hans hæse og intense stemme hæst lydt, tonløst. Tilmed kommanderende havde det næsten lydt, som havde han givet hende en opgave hun skulle udføre. Frigivet en mission hun skulle fuldføre! Men dette var dog langt fra som så…