En vandring i bjergende

Lyset og varmen var kommet til Andromeda. Foråret havde taget ind, sne og kulde var ganske vidst forsvundet nu. En fryd for de fleste levende væsner, føde var nemmere at finde når foråret kom. Selv havde den næsten helt hvide hoppe, Deadly Myth, for taget lidt for sig af det stadig tørre græs, der snart ville blive lysegrønt og saftigt. Vinterpelsen, af hvad hun havde af vinterpels, havde hun ikke smidt endnu. Heldigvis frøs hun ikke længere.
For første gang i den tid Myth havde været i dette land, havde hun bevæget sig et nyt sted hen, ikke at øen var ny, hun havde skam været her én gang før. Et fremmede sted. Tiden var kommet til hvor bjergende skulle udforskes. Nu gjorde Myth ikke meget i at udforske områder, men hun så dem an, hvad der helt præcis havde bragt hende her til vidste hun ikke.
De smalle og korte hvide ben bar den lyse hoppe på en smal bjergsti der var ved foden. Det var nok ikke det meste sikre at bevæge sig i bjergende, men sikkerhed var i bund og grund ikke noget den næsten hvide hoppe gik så meget op i. Hid til gik det jo også fint.
Om Myth ville langt op, vidste hun ikke selv nu. For en stund var det helt fint blot at stå der på den smalle sti der både førte ned til jorden, men også længere op i bjergende. De mandelformede øre var spidset frem for at lytte. Opmærksom var hun, rolig kunne man også sige hun var lige nu. Der var ikke meget forstyr i hendes hoved lige netop i denne stund. Der var stille. Ikke en gang tankerne om disse såkaldte skygger rungede i hendes indre.

Foråret var smukt; det var det virkelig! Men han kendte efterhånden denne Ø, og så alligevel ikke. Han begav sig ikke så ofte i bjergende mere på denne Ø, og slet ikke efter at han nu kunne bjergpasset på Enophis ind og ud, frem og tilbage, og rundt én gang til. Men han forholdte sig alligevel altid i nærheden af foden til bjerget og vulkanen man til tider kunne anes buldren. Den standhaftige holdning, båret med elegance og stolthed, bar den brogede hingst over det efterhånden grønne græs. Man måtte sige det alligevel havde overlevet godt under sneen og isen, gennem denne lange vinter. Højstillet hals, med lodret holdt hoved og ørerne tilbage; slog noget ham. En genkendelig duft..! Kanel! Han tilmed sprang frem i en præciserende trav, elegant og stolt, før han drog om hjørnet og nu så denne næsten hvide hoppe, på vej op af en sti, mod bjerget og dets mange stier.

Han stoppede brat, mens det kolde og tomme blik for en stund hvilede på hende, før han brød ud med et hæst, hingstet og jovist kaldende vrinsk imod hende. Han holdte dog ørerne tilbage, mens de krystalblå øjne ikke ændrede sind; og han atter stod stift og rankt, ventende på reaktion.

I en stille stund faldt tankerne for Myth, denne vulkan hun var nær, rungede måske de dybe hemmeligheder. Måske var løsningen på hendes mareridt, hendes problemer at finde et sted på denne ø. Allerede havde hun hørt om skyggerne, men anede ej hvad de ville kunne gøre for hende og hvad hun kunne gøre for dem. Længe, i hvert fald hvad der føltes længe, stod den næsten hvide hoppe helt stille, imens en strøm af tanker fyldte hendes urolige indre. Mere og mere følte hun sig draget af stedet her, øen Foehn. Skyggerne og vulkanens indre.
Forstyrret blev den næsten hvide hoppe da et vrinsk brød stilheden der havde været før. Et hæst og hingstet alligevel kaldende vrinsk; som bar en velkendt duft. Ikke en fremmede, som der var så mange af. De før fjerne og helt tomme øjne fik lidt glød; for denne velkendte duft var Djange, et selskab hun havde nydt. Et møde med en der ikke var irriterende på nogen måder. Myth fik øje på den let brogede hingst, og svarede med et roligt vrinsk, næsten uden lyd, tone eller varme. Men det virkede alligevel næsten længselsfuld på en mærkelig måde. På hvad der kunne have været en 25'øre vendte den næsten hvide hoppe rundt og skridtede atter ned af stien for at drage mod den spinkle men store hingst.
På respektabel afstand, der tydeligt viste hun huskede hans grænser; stoppede hun. En svag brummen lød fra den lyse hoppes strube før hun gav et lille hilsene nik med det lille lyse hoved med den tofarvede mule. "Goddag Djange," sagde hun hilsene. Denne hingst havde hun ikke set siden vinteren, og det var en del dage siden efter hånden.

Den næsten hvide hoppe, som han af en eller anden grund havde en vis længsel til; især efter blot at have duftet hendes nærhed; strejfede den brogede hingst et par tanker, mens han så troligt til hvordan hun registrerede hans tilstedeværelse. Det var helt så hans krop fyldtes kort med behag og tilfredsstillelse, da den næsten hvide hoppe vendte hurtigt omkring. Det lodrethoved lod sig let bryde sin holdning, da mulen blev strakt lidt frem, pegende imod hende, før hovedet atter blev holdt lodret. De krystalblå øjne missede sig kort anseende sammen, før de spærrede sig op; og det egentlig dybt kolde og tome blik betragtede hvordan hun kom ham i møde efter hendes vrinsk havde lydt gennem luften.

Det virkede kun som kort tid, før hoppen stod foran ham, med en fin afstand. Han fnøs roligt, dog ej af hende; men af ren og skær vane, før han nikkede yderst mekanisk men hilsende og respektfuldt. Ørene lå atter i natten, mens de hans øjne kort granskede hende, undersøgende. Jo, hun lignede godt nok den samme – glædeligt.

”Alt vel deadly Myth?”
havde hans hæse og intense stemme yderst tonløst lydt, mens han dog bekymrede sig om dette spørgsmål. Det var efterhånden mangen dage siden de havde set hinanden.

Det glædede Myth at se denne hingst, selvom hun kun havde mødt ham en gang. En mærkelig følelse var det vel, en fremmede følelse for hende var det blevet at føle behag ved andre, men denne let brogede hingst Djange, var noget særligt. Måske anså Myth ham som mere end et bekendtskab, måske var anså hun ham i virkeligheden lidt som en fortrolige, en ven. En skræmmende tanke, for det betød at hun ville knytte sig til ham, noget Myth ikke brød sig om. At risikere at lide tab igen ville hun ikke, men lysten til at holde ham på grundig afstand var vel heller ikke det hun havde lyst til. Var Myth endnu en gang blevet forvirret i sit sind, ja.
"Alt er vel..." en tavshed lod hun lille efter sit svar, ville det være uhøfligt ikke at spørge til ham? Han så nu vel ud til at alt var helt fint. Han lignede sig selv fra sidste møde fuldkommen. Lysten til at fortælle eller spørger om disse skygger hun havde hørt om var en større frist, alligevel valgte hun at lade det ligge for en stund.
"Og du?" tilføjede hun langt om længe, interressen var der for at han havde det godt og at der ikke var noget der prægede ham. Alligevel lød det fjernt; hendes tanker var drevet et andet sted hen.

Det var en direkte besynderlig følelse der stille blussede op i den brogede hingst lige så langsomt. Han havde endnu ikke kendt denne hoppe mere end en enkelt nats vandring, og siden da havde hun ikke været en han havde stødt på. Han brød sig tilmed ret så meget om hende, den måde alene hun havde været på overfor ham, en hoppe; eller endnu mere bredt set, en sjæl lige efter hans eget hoved. Hun var okay, trivedes vel; som hun selv udtalte sig, mens en stilhed bød ind.

Stilheden der mindede ham om den nat de havde begivet sit i skovende på Chibale sammen, der gav en vis ro og behag i Djange. Noget han efterhånden underbevidst beskrev denne hoppe med, behagelig. Roen lå stille over ham, mens han roligt dog forblev i den ranke og stolte holdning, der dog ikke udviste synderligt megen anspændthed overfor hende. Nærmere de omgivelser han altid havde et vågent øje på. Kort vippede det ene øre ud til siden da hun talte igen. Ikke at han havde hverken forventet eller håbet på denne gestus af at blive spurgt igen, men alligevel fandt han blot dette som et tegn på at hun måske også bekymrede sig om ham?

”Jeg trives så ment.”
Hans stemme var atter hæs og intens mens svaret havde spillet roligt imod hende, dog yderst tonløst – alt i mens de kolde og tomme øjne fandt deres plads ved at se meget direkte i hendes mørke øjne, som forekom ham fjerne lige nu og her. Noget han af en eller anden grund ved hende, fandt ret så behagende…

Rart var det at høre at Djange også trives og alt var vel, det ville jo sige at hans sind ikke var præget af noget, og eftersom man kunne se at det ydre ikke fejlede noget fra sidste møde; så var alt vel godt. Vel og mærke havde den næsten helt hvide hoppe kun mødt denne hingst en gang før, men et møde der havde sat et godt præg om denne hingst, et møde med en som hun nød at bruge tid med; det gjorde hun i hvert fald sidst, og hun kunne ikke forestille sig at det ville være anderledes denne gang.
Om Myth mente det var for længe siden hun sidst havde set ham, eller om det var tilpas nok for hende at der var gået så længe imellem deres sidste møde; hun var ikke helt sikker selv i denne sag. For i den tid hun havde vandret rundt havde hun stødt på, ikke direkte, men hun havde stødt på nogle såkaldte skygger. Og dog ikke, for hun havde ikke set mødt eller set dem, dog ej opsøgt dem eller - men hun var blevet fortalt om dem. Disse skygger havde Myth også i sinde at fortælle Djange om.
En øjenkontakt opstod da Djanges blå øjne mødtes med hendes mørkebrune. Hendes blik havde været tomt, mest fordi hendes tanker vandrede i klipperne og i skyggerne; søgende efter hvor hun skulle lede. Dette foregik i hendes indre. Optaget var Myth blevet af disse, kunne de hjælpe hende, var hun næsten sikker på at hun ville betale alt for det. Efter noget tid blev Myth dog draget af Djanges dybe øjne, selvom de var tomme og ikke afslørede en eneste følelse, blev den næsten hvide hoppe draget af hans blik. Hun lod sig synke hen i dybet, som var det havet man pludselig stod i, men stadig uden at vise noget hos sig selv. Der var ikke meget at vise. Det man ville kunne finde i Myths indre var kun kaos, spørgsmål hun søgte svar på.
Der gik en tid, hvor længe var svært at sige, for selv havde Myth mistet tidsfornemmelsen, men efter denne tid valgte den næsten helt hvide og lidt lille hoppe at bryde sig ind i en samtale. Skyggerne måtte hun lade ham høre om.
"Djange, har du hørt om skyggerne før?" det var et spørgsmål, men hvis han havde hørt om dem, var det måske nærmere ham der kunne fortælle hende noget om dem, end hun kunne fortælle hvad hun havde hørt en enkelt gang, og kun kort.

Den næsten hvide hoppe og den brogede hingst stod atter front mod front. Det var helt som om en form for lukkethed var at føle omkring dem, da Deadly Myth nærmest tog Djanges, meget direkte og tilmed stirrende, blik til sig. Det var helt så han kort missede øjnene, men kun en anelse; og kun kort før de atter var opspærrede som før. Diskret, men alligevel ihærdigt forsøgte han at søge mere i hendes mørke øjne, men der var intet at komme efter. Skønt deres øjenkontakt var nær og fangende, var der alligevel ingen mulighed for nogen af dem at aflæse hinandens blikke. Det var som om der blot var lukket.

Hoppens spørgsmål fik dog Djange til at fokusere på disse skygger hun omtalte, frem for hvad hun måske havde at gemme på bag de mørke og indbydende øjne. Han trykkede en anelse på ørene af hendes ord, mens hans krystalblå øjne langsomt missede sig mere og mere anseende sammen. Trangen til en rynke over den lyserøde mule vagte på sig, men forblev ventende; før han med en svag skepsis forsat så i Deadly Myths øjne; med hans atter kolde og tomme.

”Skyggerne?”
Havde hans stemme blot hæst og intenst lydt, tonløst. Lige så skeptisk han rent faktisk var overfor dette spørgsmål, lige så tonløs og uden følelse lød hans stemme. Om dette skræmte eller drog ham, var slet til at sige; men noget var sikkert. Aldrig havde han hørt om disse skygger før?

Djanges reaktion på spørgsmålet om skyggerne var svær at tyde, men meget svagt var det da at tyde at han blev lidt skeptisk. Myth rykkede en smule på de små ben der var under hende. Jo vidst var hun ikke pony størrelse, men Myth var lille. Den næsten helt hvide hoppe kiggede længe på den let brogede hingst der stod foran hende. En hest hun kun hidtil havde mødt en gang før, men en hest hun fornemmede hun kunne holde ud at tilbringe mange timer med, uden overhoved at tænke over det.
Myth ville for en stund være nød til at sige en længere sætning, selvom hun foretræk det korte var hun vel nød til at forklare det hun havde hørt selv.
"Specifikt ved jeg ikke meget selv endnu, da jeg ej har set dem med mine egne øjne endnu. Det skulle være muligt at indgå en aftale med dem, men hvad det medbringer ved jeg ikke, og ikke kun skygger hviler på denne ø.." udtalte den næsten hvide hoppe sig, uden yderligere at kunne forklare så meget mere. Måske var den spinkle hoppe en anelse skuffet over at Djange ikke vidste noget, for han kunne sikkeret have guidet hende mere til hvad disse skygger var. Hun var blevet fortalt om dem, og et andet væsen der ville kunne hjælpe en, men på omkostninger.
De mandelformede øre var vippet lidt fremimod den let brogede hingst foran hende, hvordan ville hans reaktion blive. For Myth selv var hun blevet nysgerrig og ville vide mere. Grunden for at hun atter opsøgte denne vulkan ø.
Stille stod hun, for egentlig havde den næsten hvide hoppe ikke skænket denne tanke for: Hvad hvis han troede hun var sindsyg- og hvad hvis hun egentlig var?
Det var ikke så meget hans mening der betød noget, blot mere det faktum, at hun ren faktisk godt kunne være det. Med alt der var sket igennem hendes liv hidtil. Det ville ikke være umuligt.

Den næsten hvide hoppe der stod foran ham; undlod han et kort granskende blik med de kolde og tomme øjne. Direkte undersøgende så han kort over hende, mens mulen svagt holdtes tilbage fra at rynkes. Han pressede en anelse på ørene, alt imens han dog nød hendes duft; kanel, den blide duft som denne gang ikke var kombineret med brunstens karakteristiske dunst.

De krystalblå øjne fandt atter vej i hendes mørke, før han lyttede til hendes ord. Det ene øre gled let på sned, kun for at udvise hans opmærksomhed på hendes ord; alt imens hans øjne blot missede sig mere sammen. Direkte skeptisk rynkede hans mule sig i en gradvis form, under hendes talen. Alt imens tanker fór igennem hans hoved!

”Skygger, uden sjæle; siger De?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt tonløst, mens han kort skævede ned til sin ene side; hvor der dog ingen skygge var at se, grundet lyset ikke blev kastet på deres kroppe lige nu. Hurtigt fandt Djanges kolde og tomme øjne vej i hendes atter, mens hans fortsat nærmest stirrede ind i hendes mørke øjne. Lidt hårdt og markerende slog han med halen, slet ikke bevidst af lige hende, nærmere det hun havde sagt. Hvad var det dog hun fablede om? Det irriterede ham faktisk en smule, da hun endnu ikke havde givet ham et hint og dette var noget godt eller skidt hun fortalte. Hvis hun da overhoved selv vidste det?

Deres øjne mødtes, ingen af dem vidste nogen følelser. Tomme og følelsesforladte var deres blikke. Alligevel var deres øjenkontakt intens, sigende på en helt anderledes måde end almindeligt, som et mystisk bånd. Dog ikke noget Myth forstod sig på, men selvom der intet var at se i de klare blå øjne med det hvirvlede mønster som havet, fordybede hun sig i dem hver gang.
Tydeligt var det at han var skeptisk, hans kropssprog afslørrede ham, trods han intet sagde om det. Meget var den næsten hvide hoppe ikke for at tale, men hun vidste hun måtte forklare sig noget mere. Hun måtte fortælle nogen om det, og det eneste væsen hun følte sig bare lidt tilpas i nærheden af, var.. er Djange. Han fortjente at vide mere, alt hvad hun vidste om dem.

"Skyggerne er sjæleløse, ej bundet til en krop. Ej levende - ej døde. De er budbringere for en mørk herre. Der findes et andet væsen på Andromedas jord, en væsen der kan opfylde ens mest brændende ønsker. Der er dog konsekvenser."

Alt imens hun talte havde hun lydt næsten helt ivrig, og fik ikke lagt skjul på at hun havde i sinde at opsøge en af delene. Dog ramte en skam hende, og fik hende til at sænke de mørke og tomme blik imod jorden. Hvad ville Djange dog sige til dette? Ville han mene hun var tosset og gå sin vej. Myth forvirret sig selv. Normalt betød andres meninger ingenting for hende, og alligevel følte hun sig truet for hvad han ville mene om alt dette.
De mørke brune øjne søgte hans blå. De var tomme, uden det mindste at vise. Denne ene sjæl hun havde mødt i dette land, hun faktisk gad bruge sin tid med, på. Hvis han forsvandt nu, var den næsten hvide hoppe lettere bange for at ensomheden for alvor ville ramme hende. Godt nok foretræk hun meget at vandre for sig selv, men ensomheden kunne selv for hende blive for meget. Myth ventede næsten utålmodigt på en reaktion fra hans side.

Næsten ubeskriveligt var den kontakt der opstod ved de to sjæles blikke, så kolde, så intetsigende; og for nogen tilmed afvisende. Alligevel fik den brogede hingst en snert af intens kontakt til denne hoppe, skønt der intet var at se. Som at åbne en bog og ligge hænderne på de mange ord, men ikke være i stand til at læse og forstå? Så alligevel, var det nok, nok i sig selv at få lov... Deadly Myth virkede dog tilmed ivrig, hvilket gav en vigende reaktion fra Djange. Ikke decideret fra hende, nærmere hendes ord. Desuden var det tydeligt at dette vidst drog den næsten hvide hoppe, mere eller mindre; eller hvad?

Han helt rynkede den lyserøde mule, mens ørerne blev presset tilmed advarende i nakken. Som han dog memorerede at have gjort overfor hende før, den nat hvor de havde vandret, hvis hun havde været kommet for nær – rent fysisk dog. Hans øjne så sig endnu direkte i hendes mørke, mens de atter var opspærrede, en smule anklagende kunne hans stirren tilmed have set ud for en stund. Men atter, var det ikke hende, men hendes ord. Skygger uden kroppe? Djange kunne i første omgang slet ikke sætte sig i det sted, det var bare ikke noget som var ladesafgøreligt. Men på den anden side... havde han så ikke set Sunrise Saint med vinger?

Han rystede kort og mekanisk på hovedet, mens hans spændte lidt hårdere op i alle muskler, før han missede blikket en smule på ny. Hun kastede nemlig lidt pludselig blikket ned, hvilket Djange bestemt ikke forstod. Havde hans reaktion stødt hende?

”Deadly Myth; hvor har De dog hørt disse historier fra?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, direkte tonløst. Ak ja, det var svært og sige om han var anklagende eller blot uskyldigt spørgende. Han var ikke helt selv sikker på sin egen holdning bag dette spørgsmål, men hendes ord omkring disse konsekvenser; nogle ønsker. Mon det kunne have været en Sunrise Saint havde været til?.. eller måske havde hun, som Illana blevet velsignet med en opgave; som Illana at bære Andromedas lys. Det lys, han endnu så skeptisk til, som han endnu ikke forstod hvad egentlig var for noget. Det hele var ved at blive en tand for mystisk og utroværdigt til en som den brogede hingst Djange.

For en stund følte Myth at det havde været en dårlig idé at åbne dette emne op for Djange, for selv havde hun jo ikke set nogen af delene. Hun havde søgt sig forsigtig her på øen ved den store vulkan, hvor hun for lang tid siden havde mødt den brogede hingst der fortalte hende om dette. Hun troede næppe den fremmede hingst hun havde mødt ville lyve om dette, han havde selv oplevet det- havde han fortalt hende.
Selvom Djange ikke udtrykte følelser var der noget der fortalte hende at dette måske var blevet for meget for ham. Den fornemmelse trykkede hende en smule. Hun bar ingen ønsker om at skræmme ham væk. Han kendte heller ikke hendes grund for så inderligt at tro på at disse ord ville være sande. Myth så en vejen uden om mareridtene, hun så en vej uden om de hvileløse nætter. En vej væk fra de grusomme minder. Sit indre kaos. Myth ville næsten gøre hvad hun kunne for at få det hele til at stoppe. Spørgsmålet var mere hvor langt hun ville gå for det. Hun havde hørt det faktum, og forstået det, hvis hun søgte hjælp der, ville hun være med til at ødelægge Andromeda.

"I vinters mødte jeg en hingst, på denne ø, der fortalte mig om det. Han talte; at han selv havde set dette," lød det med en mere stille stemme, for i virkeligheden afslørrede det at hun intet vidste selv. Myth overvejede at åbne sig op for Djange en smule, men turde hun. Ej ville hun knytte et bånd, men draget var hun af den let brogede hingst.
De mørke øjne søgte hans for en stund. Hvad søgte hun, kunne ej findes. Hans blik var som før, tomt og følelsesforladt. Atter som hun selv var.
Det lyse hoved blev hævet. Ej ville hun vise den svaghed der var ved at briste. Hun kæmpede med sine indre dæmoner for atter at holde alt skjult.

Den måde den næsten hvide hoppe af en eller anden grund virkede ivrig efter svar; som om han kendte til svar. Måske var det, det der i første omgang havde udløst dette emne hun havde bragt på bane mellem dem. Endnu havde han øjnene misset en anelse anseende, mens de krystalblå øjne bag endnu var kolde og tomme. Hvad var det mon hun ønskede, han havde endnu ikke selv kunne konkludere sig til en pointe. Hvis der da var en pointe?

Hørt det fra en fremmed!? Havde han hørt rigtigt, at hun havde hørt det fra en anden sjæl i landet her. Mon hun overhoved havde navnet på denne hingst hun nævnte at have mødt tilbage i vinters, som alligevel ikke lå langt fra hvor de var nu i årstidernes ræs. Roligt lod han dog øjnene spærres en anelse mere op, før han sænkede hovedet en anelse, men kun en anelse. Han skød mulen få centimeter frem, og undslap et hæst og tørt fnys fra den lyserøde mule der endnu var en anelse rynket, mens begge øre lå i nakken, dybt i den fyldige mørke man.

”De vil gerne opsøge disse... Skabninger?”
Konstaterede han med den hæse og intense stemme, tonløst. Tilmed kunne han vel ha virker truende, med hans måde at præstere denne sætning med optakt af hans bevægelser, som med det samme efter sætningen rankede sig op og ind som før, endnu med ørerne hvilende tilbage. Han havde nok mest af alt virket anklagende, skønt han slet ikke var det faktisk.

Djanges lyse mule var rynket, stadigvæk. Hans skeptiske attitude, der dog ikke var tydelig, var forståeligt nok. Når Myth tænkte over sine ord, lød det jo næsten som en røver historie. Myth havde selv troet blindt på det hun hørte. Det var hun nød til.. Håbet i hvis dette var sand, var noget at holde fast i.
De mørkebrune øjne hvilede i hans stadig tomme blik. Der var intet at se, intet at finde. Den næsten hvide hoppe søgte forgæves. Hun måtte nøjes med hans ord, hans toneløse stemme, der næsten lød helt død. Hans spørgsmål, det hang i luften. For ja det havde vel været hendes første tanke, og alligevel havde hun ikke søgt hen hvor hun vidste hun ville kunne finde hvad hun ledte efter. Myth var ikke klar til at høre konsekvenserne. Hun var ikke klar til at give helt slip.
Hvordan skulle hun svare ham, uden at behøve at fortælle mere. Myth havde fået nok af at snakke om det nu, for ej havde hun fået den reaktion hun i virkeligheden havde håbet på. "Det har været min tanke længe," lød det efter noget tid fra hende. Selvom han havde lydt truende havde Myth ikke følt sig truet, blot mere fået følelsen af, at hendes tanker om dette måske ikke var det bedste.
De mandelformede øre vippede let frem og tilbage; til en forandring endte de vendt fremad, frem mod Djange. Dog ikke længe, for de vendte sig rundt og vendt bagud. Den position de plejede at være i. Den næsten helt hvide hoppe følte sig ikke truede på nogen måder at den toneløse hingst, hvis selskab hun nød. Han kunne virke så kold, så tom og så død han ville. Der var blot noget ved hans væsen der ikke fik hende til at trække sig. Hun var draget af hans væsen, for på så mange måder betød ord ikke meget her, ikke kropssproget, ingen følelser. Det var tomt, men på en behagelig mættende måde.