I Wonder

AYIN REZIKU

[FORBEHOLDT SHANNON & MATTHEW]

Med lette, dansende trin travede den stolte, ranke hingst igennem den nøgne skov. Kun ganske få træer viste tegn på forårets kommen, selvom man tydeligt kunne lugte dens sødme i luften. Normalt er sødme og Ayin ikke noget der bindes sammen, i alle tilfælde ikke når hans sind blev formørket af den arv han bar på. En forbandet arv, der tydeligt kunne aflæses på den store hingsts skind. Sort og hvid. Sådan var han, somme tider formørket og forvredet, på andre naiv og godmodig. Nej, han var ingen let hingst at gennemskue, specielt ikke når han i sit sind stod på afgrundens rand. Enten faldt han i afgrunden. ned imørket, eller også faldt han på en sky. Men falde, det ville han.

Han pustede tungt ud, ganske uvidende om den stridighed der foregik i ham. Eller måske var han bare ligeglad. Hans blå øjne spejdede interesseret rundt på denne nye ø. Han havde nu besøgt fire øer, medregnet denne. Her havde han kun mødt skov, og nu hvor han nærmede sig kysten, tvivlede han på at der fandtes andet her. Han knejsede elegant nakken og gav sig selv den frihed at galopere ud til kysten, hvor han fortsatte nogle hundrede meter i strakt galop langs havets brænding. Han følte sig fri, som han fløj af sted og knap rørte sandet. Vinden legede med hans fyldige man og hale, og bredte den ud som sorte skygger efter den brogede hingst.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt trådte frem blandt grantræernes tavse skygger i en glidende bevægelse, inden han stod stille. Han havde for anden gang plantet sine raske hove på øen Chibale, den mindste og mest skovtætte af dem alle fem. Planer om at besøge den femte ø, den som han var blevet advaret imod, havde han ganske vist, men Foehn måtte vente lidt endnu. Godt nok var Chibale lille i forhold til de andre øer, men der var nok at bevæge sig rundt på. Og så gav de tætstående graner god mulighed for at træne sin årvågenhed. Matt virrede en anelse på sine let udspilede, mørke næseborer og fulgte den fremmede skikkelse med øjnene. Han befandt sig i skovens udkant, her hvor luften æmmede af havlugt og vinden tog til i styrke. Og her var altså andre end han. Der havde ellers været stille hele dagen, skyerne hang tungt på himlen og vinden var ikke helt blid. Han stod nu stille som var han selv en del af de mørke skygger, hvilket ikke helt lignede ham. Han var altid i bevægelse. Men han vidste også, hvornår man skulle trække sig ind i skyggerne og vejre sitationen. En dyb brummen undslap ham, næsten afslappet, selvom han allerede nu mærkede musklerne sitre under hans glatte, mørkebrune skind, mere end klar til at udfolde sig så snart blodet begyndte at pumpe hurtigere rundt. Det var en fremmed hingst, som havde valgt at spurte langs havet, hvilket som sådan ikke var noget dårligt valg. Den så næsten helt ud til at være i sin egen verden, upåvirket af omgivelserne. Matt drejede ørerne. Og gled så fremad, først langsomt med lange skridt, kun for at springe frem i tempo og op i en smidig, kraftfuld galop. Han holdte sig langs træerne, men løb samme retning som den fremmede som var længere forude. Uden nogen egentlig grund, men ilden glødede i ham og så kunne det ikke skade at danse med selv en ukendt hingst. word count 325

AYIN REZIKU

Han fortsatte det høje tempo, indtil han nåede et område med høje klitter, der løb helt ud til vandet, hvor de blev opblødt og forsvandt. Han tog tre store spring op på toppen af den nærmeste og vendte sig imod havet. Han dansede kort til siden i nogle lette trin før han stod stille. Vinden bar lugten af salt og tang med sig, og den friske løbetur havde livet ham gevaldigt op. Luften bar en uventet lugt af en fremmed hingst med sig, der kun blev stærkere. Hans blå øjne rettedes imod en mørkebrun hingst der tilsyneladende kom galoperende efter ham. Hans pænt formede ører spidsedes imod ham og han betragtede ham varsomt. Han lod dog ikke til at være fjendtligt indstillet. Måske var han blot blevet inspireret af hans udskejelser? Et smil trak op i hans ene mundvig. Det var noget han kunne forstå. At løbe steder som disse en skøn forårsdag, dét var at leve livet. Venligt sendte han et hilsende vrinsk imod hingsten, der nu var så tæt på at han kunne skelne hans træk. Han var muskuløs og ikke nogen grim hingst. Nej. Han havde glidende bevægelser og kraftfulde brune øjne.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt strakte sin stærke hals inden han igen strammede musklerne i nakken. Han nød at bevæge sig, mærke blodet pulsere rundt igennem hele kroppen og tømte hans hoved for tanker. Den friske havluft slog mod ham, vinden var ganske rigtig stærk og mindre bølger slikkede op ad strandbredden. Den fremmede, mørkbrogede hingst tog turen mod klitterne og lod først til at bemærke ham da han havde bremset op. Matt virrede gevaldigt på den mørke mule og mærkede hvordan man og hale piskede i vinden. Hvordan den fremmede hingst havde tænkt sig at reagere vidste han ikke, det var kun ham og den brogede Brêgo som han havde mødt af hingste i landet. Det lod til at hingstene undgik hinanden her, hvilket måske var meget logisk, da alle var vandrende og der derfor ikke var nogen bestemt rangorden at forholde sig til. Undtagen de få i Teylar, selvfølgelig. Men selv den flok var rimelig frisindet omkring position, sådan som han havde forstået det. Matt drejede ørerne da den fremmede sendte et vrinsk afsted, han opfangede det lige inden vinden tog lyden. Han var altså ikke aggressivt indstillet. Det havde hans kropssprog heller ikke tydet på fra start. Han slog med den kraftige, sorte hale og dansede videre i samme retning, hingstet brummende af den fremmede. Kroppen var mere end oplivet, energien strømmede igennem ham som flammer og var svær at tilbageholde. I et kraftigt spring besteg han den samme klit, og stod øjeblikket efter ansigt til ansigt med den mørkegrå og hvide hingst. Han tøvede ikke med at møde hingstens blik, isblå. En noget speciel øjnfarve, en man sjældent så. Det gjorde ham ikke mindre interessant. word count 275

AYIN REZIKU

Det var tydeligt at også denne hingst nød en løbetur, og at det havde bevirket en masse energi. Hingstens energiniveau var så højt, at han næste kunne mærke det som en aura omkring ham. Som flammer. Deres øjne mødtes, blå mod brune. Det var længe siden han sidst havde set ind i et par brune øjne. Tilsyneladende rummede dette land usædvanligt mange med både blå og grønne øjne. Der skulle ikke meget til, før man blot blev én i mængden. Dette var endnu en grund til at han følte sig så draget af den dystre vulkanø. Den kunne give ham noget, få ham til at skille sig ud - det var han sikker på! Han lod kort blikket feje ud over havet, og skue den truende vulkanø, der var dennes nabo. Da han atter vendte opmærksomheden imod hingsten, vippede han venligt ørerne frem i en nysgerrig stilling. I dag var hans tanker lyse, og hans humør godt. Hvorfor bekymre sig om Foehn?

"Goddag,"

hilste han roligt, med et tonefald der hverken var autoritært eller underdanigt. Han forventede blot almindelig, gensidig respekt. Denne hingst var allerede den tredje han havde mødt. Hvordan mon dette møde ville forme sig?

//OUT


Rydder op, rydder op og denne tråd er gammel