Embers

Hun løj jo ikke når hun sagde til sig selv at det var dette hun altid havde ønsket sig. Men at det skulle blive til virkelighed; og ske i hendes drøm, hvor hun derpå skulle vågne op i et nyt og fremmed land, uden mulighed for at vide hvad der var hverken op eller ned. Hvordan hun var ankommet her til eller hvordan hun skulle kunne finde tilbage. Hvis hun da kunne dette? Hingten Caedis var endnu fremmed, og egentlig ikke som sådan nogen hjælp overhoved. Alligevel påtog hun sig at han så ud til at føle mere eller mindre med hende, hvilket gav hende en svag opmuntring i denne underlige og forvirrede scene i hendes liv. Der var mange andre sjæle i dette land, som han beskrev det; hvilket jo praktisk talt bundede i at hun ej var alene. Det var korrekt, men sådanne alene at være kommet her til; og nu løsrevet fra alt hun kendte til og holdte af, så var hun ret så alene. Stille kastede hun hovedet svagt til hovedet mens hun i samme bevægelse rankede sig op mildt, nærmest for at understrege for sig selv at hun måtte videre; for dvale i fortiden ville hun ikke. Slet ikke med andre som selskab.

” … Andromeda hed landet? Ikke sandt? ”
Hendes stemme var endnu blød, men på sin hvis mere fattet, selv meget alligevel fyldte hendes hoved nu. Hvilket også sås tydeligt i de kastaniebrune øjne der virkede en smule fjerne og direkte undrende. Mest fordi hun et eller andet sted stadig ikke rigtig troede på dette. Som spillede hendes sind hende et puds, at hun endnu drømte. Selvom det ikke var sådan, og det vidste hun jo godt! Hun nikkede let, afslappet og en smule spørgende efter hendes ord – der tydeligt understregede hvordan hun forsøgte at tvinge sig selv videre. Væk fra fortvivlelsen, væk fra usikkerheden, væk fra benægtelsen.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Caedis, ildprinsen, rankede ligeledes sin overlinje, og udlod et kort fnys, da hoppen synes at være faldet en anelse mere til ro. De forrige melidenhedstegn, tegn på at han ligeledes følte sig alene, lettere forladt, var svundet ind, men ikke helt væk i hans øjne. Hun synes på sin vis at være glad for dette - og det undrede hingsten. Selv ville han aldrig have ønsket at skulle forlade sit hjem, at overlade alting til sin søn, og havde ej gjort det hvis hans fader, hvis Zotz ej havde beordret det. Men det vagte en svag tilfredstillelse i hingsten da hun synes at finde sin balance, selvom hendes kropssprog stadig vidnede om en del usikkerhed. Men ikke nok til at hun igen ville begive sig ind i drømme. Drømme kunne være ganske farlige, især hvis man troede man var i en. Thi her ville man ikke vågne op igen, aldrig. "Jo, dette land bærer navnet Andromeda." Hans stemme var igen slået hen i det lette tonefald, der med lethed kunne fange andres opmærksomhed, en stemme der synes alene at kunne lyse hele verdener op, som man kunne lytte of lære af. Hvorvidt hun ville tvinge sandheden ned over sig, lod han hende bedømme. Måske dette var den bedste måde for hoppen, måske ikke. Han gjorde et kort kast med hovedet, og satte den tonede man på flugt igennem den stille luft, før han igen satte i bevægelse. Ikke imod hoppen, ikke væk fra hende. Blot i en halvcirkel, hvorpå han stoppede, og igen vendte sin opmærksomhed imod hende. Han måtte videre på sin færd, måske hoppen ville følge ham? Måske hun ikke ville. Han havde trods alt fejlbedømt hende i de første øjeblikke, trådt over hendes grænser.