Midnats Myte

Lyden af fuglenes kvidren indikerede på at foråret var på vej til Andromeda. Dog herskede kulden stadig over solens stråler som i dette øjeblik langsomt åd af mørket som øen Foehn stadig lå indhyldet i. Natten havde været stjerneklar og kold, så rimfrosten klamrede sig stadig til græsset og nogle enkelte af fyrtræernes nåle. Solens varme gjorde at disen stod højt på engen som lå for foden af vulkanen der tårnede sig op i landskabet.
Og der i disen kunne der findes en sorthvid hoppe, som havde besluttet sig for at starte en tidlig morgenvandring før stedet blev overendt. Hun var stadig ved at varme sine muskler og led op efter en lang nat hvor mareridt endnu engang havde terroriseret hende. Hun havde ingen idé om hvorfor den første tid i hendes efterhånden lange liv blev ved med at hjemsøge hende, men hun søgte trøst i at det trods alt var mindet om hendes forældre, som hun stadig elskede ubetinget, selvom deres tid sammen havde været alt for kort.
Over hendes sorte krop så man tydeligt levnet fra hendes forældre. De sirlige hvide aftegn der prydede hendes sorte pels og gik i ét med den tynde lange man der dansede let over hendes slanke hals og ikke mindst de helt mælkehvide øjne, der nærmest synes at lyse op denne kolde morgen, ingen andre end hende og hendes forældre bar sådant et udseende, hvad der var unikt ved Myths var dog at hun bar hvide aftegn på ben og mule, noget hendes forældre ikke havde gjort.
Hendes smukke øjne havde hun fået igen ved hjælp fra en ganske særlig sjæl og et eller andet sted var det med til at hun atter kunne hvile mere i sig selv og begå sig med selvsikre og dansende skridt hvorend hun gik, men det unikke udseende var ikke det eneste hun besad, nej, der var meget mere end hvad der blot hvilede på overfladen af Midnight Myth.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Flammende røde stråler lyste den blodfarvede hingst på vej, ledsagede ham, da han med lynende hove pløjede sig igennem landskabet. Hans næsebor brændte, og tunge dampskyer forlod dem, idet han udnyttede sine musklers kapacitet til det yderste, i en samlet, energirig galop. At galopere i et så langsomt tempo var komplet unødvendigt, men det åd af flammerne, af den energi der flød som ild igennem hans årer, og det var hvad han ønskede, desuden var underlaget stadig vådt af duggen, og dermed for glaat til lange ukontrollerede løb, istedet kæmpede han sig langsomt og sikkert fremad, ætsende af energi, hvilket fremkaldte høje benløft og fremkaldte musklerne tæt op til hans højrøde pels. Alt i alt var han ikke så lidt af et syn, som han højt samlet, tilbagelagde strækning efter stækning. Det meste af natten havde han tilbragt i den sumpede skov, på at søge føde, hvilket kunne være yderst besværligt, specielt på denne ø. Han var ej generet af marreridt, eller søvnmangel, hans indre ild brændte så kraftigt, at den ej tillod sådanne,den åd alt der kom i nærheden, fortærede alting omkring ham, hvis ikke den blev bragt til ro. Et flygtigt glimt af en mærkværdigt udseendet hest fik hingsten til at lede sin opmærksomhed i den retning, og bryde ned fra den samlede galop til sin flyvende karateristiske trav. Hvem var det? En hoppe, der mere end alt lgnede en skabning af tåge, af marreridt og drømme. Merkværdigt hvid og sort. Den ildfarvede hingst brummede dybt, og udlod en række prusten for at bringe sit galloperende hjerte til ro, før han da søgte ned i skridt, stadig med retning imod den mærkelige hest. På sin vis virkede det måske lidt for direkte, idet han stadig havde en helt del far i sine skridt, og hovedet har hævet som enhver leders. Dog var der ej noget dårligt ment med det, han var blot nysgærrig. Ej havde han før set en hest af hendes støbning. Ganske normal så hun ud af bygning, men af pels... Ja.. Mærkelig.

Lyden af dundrende hove skar igennem stilheden som havde forplantet sig på Foehn og det var da også noget der gjorde den sorthvide hoppe opmærksom og fik hende til at sætte hendes morgenvandring på pause. De mandelformede ører drejede vagtsomt frem og tilbage og forsøgte at opfange hvorfra disse hovslag kom fra, men hendes mælehvide øjne var hurtigere da de opfangede det der i disen kunne ligne en ildkugle med retning mod hende, da den da kom nærmere var det klart for hoppen at de ej var en ildkugle, men en hingst med så rød en farve at det mindede hende om en hærgende skovbrand, der spredte sig med lynets hastighed. Hans bevægelser var imponerende og hans holdning fik hoppen til at tro på at det ikke blot var en hvem som helst hun skulle møde, men en hingst med ganske stærk personlighed, ligesom hende selv.
Hun løftede hovedet ved hans ankomst, hvor han dog nu havde sat tempoet ned fra hans samlede galop med de imponerende benløft til en skridt der dog stadig bar præg af fart. Myth bemærkede skam for direkte han kom mod hende, men frygtede ikke, så ham blot an. Hendes mandelformede ører var vippet frem og hun hvælvede yndefuldt i halsen i det hun trådte et skridt frem mod den fremmede med hensigt at vise at hun var interesseret, men at man samtidigt skulle være varsom i måden man behandlede hende på. Det blev dog ikke til mere end et skridt, for hun var ikke interesseret i at fornærme flammehingsten. I stedet strakte hun sin hvide mule frem og brummede istedet feminint af ham.
Hans så brændende farver mindede hende meget om en hingst hun havde kendt en gang og det var ingen hemmelighed at det vagte nogle tanker hos den sorthvide hoppe, der dog måtte indrømme at denne her virkede mere imponerende af statur og bygning.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Den merkværdige hoppes skridt imod ham, fik hingsten til at stoppe op, stadig med et forben løftet. Det var ikke tit at han mødte en der modsvarede hans tilnærmelser med respekt og samtidig tilbageholdenhed. I særdeleshed dette var en mystisk hoppe! En dæmpet brummen forlod hans mule, og han søgte først imod hende da hun strakte sin spinkle hvide mule frem. Hans muskler dirrede fortsat svagt efter løbeturen, og så var det fortsat spændt, opmærksomt på det nye selskab. En vam luftstrøm forlod de udspilede næsebor i hendes retning, idet han strakte sin velformede hals imod hende, efter at være stoppet op i, hvad han mente var, en passende afstand. Derpå trak han sig et skridt tilbage, og løftede igen sit kraftige hoved for at betragte denne mystiske skabning han havde mødt. Det var tydeligt, på den ædle hingst kropssprog, at han fandt hende yderst interresant, ikke som en hingst fandt en hoppe, men som et føl finder en slange første gang den støder på en. Ikke at denne hoppe var en slange, men Caedis var blevet enig med sig selv om ikke at drage nogen chancer. ".. Man ser sjældent heste af din farve heromkring, Caliga." Brummede den elegante hingst, for at sætte ord på sit undrende blik. Ikke alle forstod lige vel de fine tegn han benyttede sig af, og af og til mødte han dem der følte sig stødt af opmærksomheden. Hende her vidste han dog ikke hvor han skulle placere. Hun var tydeligvis en hoppe med livserfaring, godt på ondt, og det skulle ikke undre blodshingsten det mindste hvis hun var langt ældre end hendes spinkle krop gav udsagn om. Måske hun var Zotz sendebud, thi han ville med sikkerhed vælge en hoppe i stil med hende, en unik nattefødt sjæl.

De mælkehvide øjne veg ikke et sekund fra flammehingsten som holdt en passende afstand til hende. Det gjorde således at hun ikke valgte at sætte tænderne i hans mule i det den kom nærmere. I stedet sendte hun en kølig pusten hans vej. Dog var den ikke så køligt ment som den føledes, for det var tydeligt at hoppen havde accepteret hingstens gestus, men samtidigt bad ham være varsom. Derpå trak hun igen hovedet til sig og rettede sig op og iagttog da hans røde pels, hvorunder musklerne dirrede og viste sig frem, ingen mine var at fine i hoppen tomme og intetsigende øjne, men hun var imponeret. Hun søgte da hans øjne da han tiltalte hende og de mandelformede ører blev opmærksomt rettet frem ad. Et kortfattet nik besvarede hans ord og kort efter lød hendes lyse stemme, der dog bar præg af at hun ikke ligefrem var en hoppe af lyset.

" Disse farver er kun båret af 3 sjæle. "

Besvarede hun så. Hun undlod at bruge ordet hest, for det var ej hvad hendes forældre var, de var sjæle og hun var ud af genfærdet og den fortabte sjæl, selvom dette ikke synes muligt, men alt var muligt i landet for hun kom fra, selvom dette var mange år siden, så mange at Myth ikke kunne sætte tal på det. Hendes blik fangedes atter af hingstens intenst glødende pels, som næsten spejlede sig i hendes hvide øjne. Et let svirp med halen og en hvælven i halsen var det eneste der afbrød hoppen i hendes tankespil omkring hvem denne flammefarvede hingst kunne være, for hans statur, toneleje gjorde at Myth havde alt mulig mistanke til at tro denne hingst var noget, før lyset tog det fra ham. Ingen kunne bære sig sådan uden at have noget at bære det med.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Caedis opfangede hoppens svage trusler, og sænkede derpå hovedet en anelse. Ikke underkastende, blot for at forsikre hende om at han ikke bar skjulte intentioner. an veg ikke tilbage for nogen, han var for stolt til at gøre det, men denne hoppe følte han alligevel en hvis respekt for, der fik tæmmet ilden så meget at han ikke længere følte den æmme igennem blodet, nærmere brænde kontrolleret dybt inde i sjælen, afventende. Hvis han skulle have haft en moder, var han ganske vis på at hoppen ville have været af hendes støbning. Ikke af bygning, ej heller udseende, men fremtoning. Da hun søgte øjenkontakt, lod han sin opmærksomhed rettes imod de mærkværdige hvide øjne denne hoppe besad, øjne der var det modsatte af natten, og alligevel natten. Spørgsmål æmmede igennem hingsten, men han lod dem ej krydse grænsen til det sagte. "Kun tre sjæle? I såfald er det i særdeleshed en unik farve." Hans ord var ikke velvalgte og formuleret så de passede til en hingst med en intilligens og rang på hans niveau, hans nysgerrighed var for udbredt til at han kunne tænke så meget over ordene, og han for rastløs efter svarene. Lyset var skam ej taget fra ham, blot burret inde, dybt inde, i den flammefarvede krop, men ætset ind i hans hukommelse som et evigt minde om storhedstiden han var vis på ville komme igen. Ingen, selv ikke Zotz, skulle tage ilden fra ham, han måtte blot finde en vej at tænde den igen, at bringe den til denne verden. Og da ville han løbe, lade ilden fortære stepperne, løbe om kap med vilde ustyrlige flammer, danse i gløderne fra skovene... Og først da ville han falde til ro, først da ville han igen være tilfreds. Ikke fordi blodshingsten tørstede efter død eller ødelæggelse, men han længtes efter den enormt kraft han havde besidet, omend det endnu var godt skjult, ej med vilje, men af uvidenhed.

Hans gestus ved at sænke hovedet fik den sorthvide hoppe til at nikke en anelse. Hun så på ham og forsøgte ikke at se ned på ham, men mere med gensidig respekt, dog var hun ikke helt overbevist om hvorvidt han havde skjulte intentioner, men hun lod ham blot stå der, mens hun næsten åd den flammefarvede pels med blikket. De mandelformede ører vippede opmærksomt til hans ord og hoppen nikkede ganske kortfattet, meget unik det havde han ret i. Dog kunne hun ikke glemme hans unikke røde farve der brændte sig fast i hendes nethinder. Det mindede hende så meget om Ham.
Et af de lange slanke ben som hoppen bar lod sig bevæge frem, så hun nu stod et skridt nærmere ham. Det var en vagtsom handling, for hun vidste ikke om flammerne ville blusse op hos den røde hingst, men hun vidste dog at hun ville kunne forsvare sig selv. Hendes hvide mule søgte nu hans skulder, som hun nu berørte med en ganske intens aura over sig. De mælkehvide øjne hvilede opmærksomt på ham og hun var bestemt klar på at grille ham, hvis han rørte hende med ond hensigt. Hans muskler der spillede under den røde pels, som var der ild i ham og den sorte hoppe måtte indrømme at hun var ganske imponeret, men man skulle aldrig dømme en bog på deres omslag, det havde hun længe lært.
Efter en kort stund trak hun nu hovedet til sig, men trådte endnu ikke væk fra ham, i stedet hvælvede hun let i halsen så den hvide man dansede let over den, inden den igen lagde sig til ro og gik i et med de sirlige aftegn der prydede hendes hals og ryg, og bredte sig som lyn på nattehimlen, nedover hendes slanke mave. Det var ikke til at se at hun havde båret 3 føl i hendes liv. Hun var i god stand og desuden også veltrænet uden at virke for maskulin. De lange ben indikerede på at hun kunne bevæge sig i højt tempo over længere distancer. Hun var bygget til fart og ikke til kamp, dog kunne hun sagtens slå fra sig. Hun var trods alt temperamentsfuld, ja næsten som den hærgende ild, som hendes fader bar navnet efter.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Ved hendes lette berøring ór en trækningen igennem hingstens pels, og han gøs sagte. Dog gjorde han ingen mine til at forlade stedet, eller lange ud efter hoppen. Hun påvirkede ham på en måde hvorpå han ikke kunne beskrive, og i stedet forholdt han sig i ro, selvom enkelte mistænksomme blikke var at opspore fra hans side. Så man det udefra kunne man meget vel tro at deres roller var byttet om, at den ildfarvede hingst var en brunstig hoppe, o den spinkle tågedanser en tilnærmende hingst. Hans muskler sitrede endnu, mest over de mange pludslige rk han fremkaldte når hoppen bevægede sig omkring ham, thi han var både nervøs og rolig, havde lyst til at løbe og blive. Ej følte han sig draget af den mærkværdige hoppe, men heller ikke afstødt. Hun var præcist som hans fader havde været for ham; en ukendt sjæl man heller eend gerne holdt sig ude af konflikter med. En der skulle respekteres, men også frygtes. AT han frygtede hoppen kunne han dog ikke sige, men han anede tornen i luften, kunne føle energien på sin tungespids, og vidste at han var den underlegne her hvis det kom til kamp. At hun ej var bygget til tætte hingste krum var dog let at se, men han selv var født til fart og blodrus, til at være overlegen. Og han var bevidst om at han uden ilden ikke løb så længe og stærkt som før, at ilden ej ville komme ham til hjælp, om han så tryglede om det. Forsigtigt, ganske forsigtigt hvælvede han da i halsen, og strakte sig mørklødede mule ud imod hende, dog uden at gribe så langt som berøring, men en forspørgsel om at gengælde det strejf hun havde skænket ham. Hendes intense aura havde meget vel skabt den elektricitet han følte, og derpå ønskede han ej at hylde hende ud af det hun ønskede, thi ingen ønsker at nedkalde et stormvejr. Eller gør de... At danse med stormen var ganske tiltalende, selvom denne storm ville blive svær at danse med.

Følelsen af overtag hvilede let over den sorthvide hoppe der stod tæt med den røde hingst, hvis muskler trak sig sammen på måder hun aldrig havde set før på en hingst. Hun følte sig respekteret af dette individ og det lettere lidt og hun var derfor ikke så strid som hun kunne have været, endnu. Hun slog nu blikket med på hans mule som han strakte mod hendes og hun udstødte en feminin brummen og vippede med ørerne. Hun nikkede ganske svagt og trådte et skridt frem mod ham, en form for godkendelse. Jo du må gerne røre. De velformede hovede blev hævet og hun spejdede kort rundt omkring i landskabet, hvor solens stråler nu gav genspil på hingsten pels og det blev ikke mindre imponerende af denne grund. Dette lod hun dog ikke vise udadtil, for hun ønskede ikke at vise sådanne svagheder. Det var der kun en hun kunne gøre det overfor og det var ikke hingsten foran hende.
Hun nød dog hans varsomhed og det var også den eneste grund til at han fik lov til at komme hende så nær. De mandelformede ører vippede opmærksomt frem og tilbage og hun kunne nu mærke at hun sitrede en anelse ved at stå stille så længe. Hun havde været på vej ud på sin morgentur for at få brændt lidt krudt af, men var da blevet afbrudt af hingsten, dog havde hun ingen intentioner om at afbryde deres møde. I stedet trådte hun nu et skridt tilbage og sænkede hovedet i en respektfuld anmodning om at han skulle følge med. Hun kunne ikke længere holde sine dansende skridt tilbage, og hun begav sig afventende sidelæns med let løftet hale og høje knæløft, mens den hvide man nu dansede over hendes hvælvede hals.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Med hendes godkendende nikken i tankerne nappede hingsten let, med spidsen af mulen, til hollens spraglede hvide pels, og undrede sig over hvordan de hvide hår, der ved nærmere eftersyn var spredt mange sider i pelsen, kunne tegne lynnedslag på hoppen. I særdeleshed var hun en mærkelig skabning, hvilket også meget let kunne aflæses af den blotte konstatering at hun havde afsat respekt i den ellers grænseoverskridende iltre hingst, alene ved kropssprog og miner. Han lod gerne alle træde ham nær, hvis de blot var hopper af køn, hingste foretrak han at holde på afstand medmindre de var særdeles gode venner af ham. Så det var ikke noget unikt i sig selv, og derfor forstod han vel ej betydningen af hoppens nærhed. Hendes sitren fik ham til at vende de dybe efterårsbrune øjne imod deres omgivelser, før han med en dæmpet brummen lod til at fatte af det ej var et tegn på fare. Da hun strøg ud af hans rækkevidde igen, følte han sig først en anelse skuffet, før han fornæmmede den energi hoppen lod sitre i luften omkring sig. Og da forlod et dybt prust hingstens mule, og rygmusklerne levede op til dåd igen, for at resultere i et par pragtfulde flyvende travtrin i hendes retning. Ville hun have han skulle følge, gjorde han gerne det. Thi i sidste ende var det en hingsts opdage at følge sine hopper. Ikke at det på nogen måde var gældende her.. Eller var det mon..? Hans lyse hals svirpede kortvarrigt i luften bag ham før han med et ivrigt slag med hovedet rejste sig gentagene gange på bagbenene, afventende og påskyndende. Hvis de skulle danse, var han mere end villig til at benytte sig af energien. Flammerne der før slikkede kontrolleret omkring hans indre blussede op igen, dansede vildt, og sang serenader til hans instinkter, ild flænsede hans omgivelser, påbød ham at løbe og danse... Men dog tage sig i agt for den tågede tordensky der sitrede omkring ham, og således gjorde han, ventede på hende, som hun havde ventet på ham.

Da han nappede til hende var det på nippet til at hun svitse ham og hvis man så godt efter lignede det at en af de sirlige streger som udfoldede sig som et lynnedslag lettede fra den sorte pels der prydede størstedelen af hendes slanke korpus. De mandelformede ører blev vendt frem mod ham og hun brummede lettere feminint og bevægede stadig i cirkler omkring ham med de høje knæløft.
Hans egne trin var ganske elegante og kraftfulde og den sorthvide hoppe vidste at hendes dansepartner besad megen energi og intensivitet og at hun derfor skulle danse varsomt omkring ham. Den hvide hale piskede omkring hendes bagpart, mens hun utålmodigt trippede en anelse på stedet, men der gik ikke længe før han gentagne gange stod på bagben og skyndede på hende. Derfor var det en ganske naturlig reaktion fra Myth at hun eksploderede frem mod ham, og da til siden med et par kåde, men elegante bukspring, inden hun rejste sig på bagbenene og snurrede rundt om sig selv med gnister flyvende ud fra hendes krop. Det var den elektriske statsfære hun kunne fremmane som en form for forsvar. Den indhyldede hendes krop og gik i et med hendes sirlige aftegn, men i det sekund hun stod med alle fire ben i jorden var den væk. Det kunne let have set ud som indbildning på grund af farten i hendes lille stunt, men for Myth var det virkeligt.
Hun bevægede sig nu frem ad med halen højt løftet så den blev båret som en fane bag hende. Halsen var yndefuldt hvælvet så manen kunne danse i takt med hendes høje knæløft der bar hende frem med fjedrende bevægelser. Hun svingede let med bagpartiet og skævede tilbage til flammehingsten. Myth var en hoppe af få ord, der næsten udlukkende benyttede sig af kropssprog og mimik, men hun kunne skam godt frembringe sin feminine stemme til at svare på eventuelle spørgsmål, men lige nu lod hun dansen tale for hende.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hendes eksplosion fik hingsten til at vige let til siden, dog ej i respekt eller frygt, for den side synes at være forduftet så snart bevægelserne satte igang, mere som en del af dansen. Han fulgte opmærksomt og beundrende hende fjerlette trin, præcist som en landnær tåge, før hun med ét synes at være en gnistrende ladning af energi. Hingstens hår rejste sig, og han slog ud i latter, før han med sine energiske, kraftfulde skrift borede de skoede hove dybt i jorden, og rejste sig højt på bagbenene for at kunne følge hendes trin. I få sekunder synes han at kunne fornemme stormen omkring sig, lynnedslagende, den piskende vind og den på begyndende ild, før den elegante hoppe igen tegnede sig foran ham, med dansende skridt og fyldig hale. Hingstens forhove strejfede knapt jorden igen, før han kastede sig til side, og kastede sig frem i en halsbrækkende halop, og derpå samlede den til det han før mødet havde begivet sig afsted i. Energien lå oplagret i hvert skridt, og der gik ikke længere før han fornemmede ilden presse på inde fra, før han kunne føle den ætse i lunger og muskler. Og netop da synes han at vokse med dansen, ilden brændte endnu voldsommere end før, tæt omkring lynnedslagende. Den flammerøde hingst førte sig ved hendes side, på afstand og dog tæt på, aflæste hendes nuancerede trin, og besvarede hver bevægelse med små energi udbrud. At give sig til at tale med ham nu, ville intet gavne. Og i så fald ville hans svar være fulde af gåder, fyldt af ildens dans.

Myth hvælvede da I halsen og kortede nu sine skridt så hun næsten dansede på stedet med elegante skridt. Hun kastede med hovedet og udstødte en meget lav fyrig hvinen. Hun var dog stadig feminin i hendes handlinger og ønskede ikke at fremstå som maskulin for det var hun bestemt ikke. Selvom hun sagtens kunne slå som en. Hun skævede over på hingsten som nu kom op på hendes side i en først halsbrækkende, men nu samlet galop. Hun sprang en anelse kådt frem, men samlede så sig selv i de samme dansende skridt som sidst. Hun bar sig selv med ynde og elegance. Hun lod sig bevæge tættere på ildebranden og hun piskede nu med den hvide hale og kunne ikke dy sig og give ham et lille svirp med halen.
Gnisterne fløj så omkring hende i det hun sprang frem i en halsbrækkende galop. Igen blev den elektriske statsfære vækket til live og den dansede over hendes krop og gik i et med hendes i forvejen sirlige aftegn. Hun kunne ej selv mærke det, men hvis flammehingsten forsøgte at berøre hende så ville han få et nok så kraftigt rap over mulen. Hun lod blot energien få frit spil, i det hun tordnede over engen med halen højt løftet. Hun lod kort hovedet drejedes mod hingsten og lavede et lille afventende hop i hendes ellers halsbrækkende galop, der dog synes så let og elegant, afventende.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Flamme hingsten udåndede tungt, og accelererede næsten samtidig med hoppen efter at have observeret sammentrækningerne i hendes muskler. Hendes halssvirp have fået ham til at vige en anelse til siden i en række bukspring, og nu fandt han tilbage til den imens de guldskoede hove flåede den sorte jord op omkring dem, og lynene dansede ned for hans blik, tændte steppeild, skovbrænde og fygede med stor vildhed afsted. Ppå sin vis var elementerne vel ganske ens, thi strøm udledte ganske megen varme, det med lethed kunne tænde flammer det rette sted. Da elektriciteten igen begyndte at samle omkring hoppen, der ligeledes havde sat farten op, veg ildhingsten en smule nærmere, fnøs dybt, og satte kraftigere af, udnyttede ilden til at sætte præg på farten, der allerede var langt over et tempo der ville kunne stoppes igen på få sekunder, som det egentligt burde være krævet. Energien der svirrede omkring hoppen fik igen pelsen til at rejse sig på ham, ikke mindst grundet de gyldne sko og raslende ringe, der gerne tiltrak elektriciteten. Han følte næsten flammerne omkring sig, dog ikke på helt samme måde som før, men de energiske udledninger der kom fra stormhoppen var næsten i sig selv nok. Han berørte hende ikke, ikke fordi den stærke energi var tæt omkring hende, han havde intet imod et par rap over mulen, men han følte det tilstrækkeligt excentrisk på denne afstand, og desuden var farten for høj til at han uden stor risiko for skader kunne begive sig nærmere. Hans galop bar præg af ilden i hans sjæl, ej let og elegant som hendes, nærmere kraftig, som buldrende flammer, truende og vildt. Ilden brændte igennem hans lunger, ud i blodet, forenede sig med synet. Han så ilden for sig, ikke længere blot elektriciteten, men de vilde flammer der havde ledsaget ham, som løb de side om side med ham, overdøvede de vilde energier fra stormen ved hans side. Ilden var den eneste hersker, ilden var alt.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Flamme hingsten udåndede tungt, og accelererede næsten samtidig med hoppen efter at have observeret sammentrækningerne i hendes muskler. Hendes halssvirp have fået ham til at vige en anelse til siden i en række bukspring, og nu fandt han tilbage til den imens de guldskoede hove flåede den sorte jord op omkring dem, og lynene dansede ned for hans blik, tændte steppeild, skovbrænde og fygede med stor vildhed afsted. Ppå sin vis var elementerne vel ganske ens, thi strøm udledte ganske megen varme, det med lethed kunne tænde flammer det rette sted. Da elektriciteten igen begyndte at samle omkring hoppen, der ligeledes havde sat farten op, veg ildhingsten en smule nærmere, fnøs dybt, og satte kraftigere af, udnyttede ilden til at sætte præg på farten, der allerede var langt over et tempo der ville kunne stoppes igen på få sekunder, som det egentligt burde være krævet. Energien der svirrede omkring hoppen fik igen pelsen til at rejse sig på ham, ikke mindst grundet de gyldne sko og raslende ringe, der gerne tiltrak elektriciteten. Han følte næsten flammerne omkring sig, dog ikke på helt samme måde som før, men de energiske udledninger der kom fra stormhoppen var næsten i sig selv nok. Han berørte hende ikke, ikke fordi den stærke energi var tæt omkring hende, han havde intet imod et par rap over mulen, men han følte det tilstrækkeligt excentrisk på denne afstand, og desuden var farten for høj til at han uden stor risiko for skader kunne begive sig nærmere. Hans galop bar præg af ilden i hans sjæl, ej let og elegant som hendes, nærmere kraftig, som buldrende flammer, truende og vildt. Ilden brændte igennem hans lunger, ud i blodet, forenede sig med synet. Han så ilden for sig, ikke længere blot elektriciteten, men de vilde flammer der havde ledsaget ham, som løb de side om side med ham, overdøvede de vilde energier fra stormen ved hans side. Ilden var den eneste hersker, ilden var alt.