|
|
Post by lucem on Mar 2, 2013 17:48:28 GMT 1
Lucem
But this one has just begin...
Lucem havde vandret væk fra dalen nu, og befandt sig i en større skov. Solen var så småt ved at gå ned og himlens blå farve blandende sig med orange, og skyerne blev lyserøde. Foråret havde for alvor taget til nu, for græsset var allerede blevet grønt og blomsterne sprang ud. Trænerne i skoven var også begyndt at få blade omkring sine grene, men nu ramte skyggerne kun jorden. Lucem så sig omkring mens han gik, her var anderledes. Det føltes trygt, og så alligevel ikke for her var for mange nye lugte... Lucem havde dog endeligt indset at han ikke kunne gøre noget ved Sidus' død eller hans egen sorg...Trods alt havde en bestemt at han skulle have en chance til, og måske skulle han bare nyde livet som det var? I hvert fald lagde han fortiden bag sig og gemte det dybt inde i sig... |
|
|
|
Post by luminor on Mar 3, 2013 17:33:13 GMT 1
Andromeda hed landet. Så meget havde hun da nu forstået. Alt andet i landet, hvorfor hun var endt her, præcist hvornår, hvordan hun skulle komme herfra igen – eller om det overhoved var en valgmulighed, var hende endnu meget fjernt. Svarende på de stadig utalligt mange spørgsmål, måtte forblive ubesvarede mens hun måtte holde panden oprejst og tage en dag ad gangen. Såvel som ét skridt af gangen. Hun begav sig i skovene på denne Ø, som hun endnu ikke vidste hvad hed. Hvis den da hed noget… Skovende her mindede hende lidt om der hjemme, mens hun roligt begav sig skridtende af sted mellem de mange træer. Luften var helt mild og udholdelig, efter at foråret var begyndt at springe ud omkring i landet, og der hvor hun kom fra.
Noget sagde dog snart at hun endnu ikke var alene mere. Det var utroligt hvordan dette fremmede sted; land, havde så mange fremmede heste der begav sig omkring, oftest helt mutters alene. Som var vi alle strejfene, én for én, alene i verden. Snart blev en temmelig lys hest at syne, mellem træerne. Luminor stoppede op, mens hendes utroligt afslappede holdning bare den meget selvsikre og nede på jorden attitude. Dog vippede hendes øre sig nysgerrigt, mens den nuancerede farve un bar, stille havde et let gyldent skær mens solens stråler endnu kunne skinne ned igennem de stadig nøgne grene. |
|
|
|
Post by lucem on Mar 9, 2013 12:57:10 GMT 1
Lucem
Lucem kunne høre noget komme nærmere. Frygten for at et rovdyr ville kaste sig over ham i næste øjeblik, fik ham til at vende sig om.
Han så den brune hoppe et stykke derfra hvor han selv stod. Hun så egenligt meget almindelig ud, og lignede ikke en trussel mod ham.
"Hej?"
Sagde han lidt med lidt undren og vippede med ørerne.
Solen lyste ned gennem bladene og i de små lys striber farede små støvpartikler rundt i sollyset.
|
|
