Alduin calls

"Reserveret" til Ondskabens budbringere.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Frosten hang som et tyndt lag i luften, dannede hvide dampskyer da den månehvide hingst langsomt, skridt for skridt, trin for trin, banede sig ved op af bjergskråningen. Skyggerne dansede lystigt omkring ham, og enkelte strøg forsigtigt den lyse hingst langs flankerne, pirrede hans koncentration, deres koncentration, hvilket resulterede i at fantomhingstens tænder kort efter knaldede sammen i luften ud for en af skyggerne. "VAR DIG, BRODER. OG HOLD DIG I SKINDET EN SMULE LÆNGERE." Lød hans dybe stemme, som synes at komme flere steder fra samtidig, thi samtlige skygger talte igennem ham, og ud fra den sætning alene. Flere var blevet enige om at således skulle det siges, og dermed sagde de det. Som var de én. Meget forvirring var dog til overs for hvordan det kunne finde sted at én var mange, og mange få. Men hingsten lod kun sjældent tanken strejfe sig, og dermed var der sjældent problemer. Skyggen der var blevet sat på plads krøb sammen, og smeltede sammen med en anden, snart var den også med i tankegangen, var den også en del af hele billedet, var den en anden. En af hingstens gyldne hove borede sig dybt ned i et lag aske, hvilket kaldte en støvsky frem omkring hingsten, der allerede fremstod tåget. De snehvide øjne gled kort ned af vejen han havde bestiget, og endnu var det umuligt at ane landet der lå forneden. Tågebanker dækkede for udsynet, eller rettere sagt; skyer. Et kort fnys forlod skyggehingsten før han forsatte sin vanding, og derpå stoppede op, afventende og rolig. Han ventede, ikke kun på en, men på flere. På budbringere, budbringere der ville bringe ham Alduin, hans herres ord. Thi således havde skyggerne hvisket. Således ønskede han, ønskede de det. Og således blev det.

Ondskabens Budbringere

En rislen, som fra en bæk, var det eneste der kunne høres i miles omkreds. Selv ikke vinden gav lyd fra sig, da den lå stille hen, som var dem gemt bag en usynlig barriere, der holdt den væk fra det område, hvor Vinterræven, som var blevet til en Skygge, vandrede. Skyggerne, som rislede afsted over jorden, var sortlillae og lod det svage lag af aske, der lå på jorden, hvirvles op på deres vej. De var spredt ud, tusinder af skygger, over et stort areal, og brødre som søstre, som mange og som en, rislede de mellem træerne, sten, imellem jordens ujævnheder, på deres vej imod den hvide Skyggehingst, som afventede dem. De havde sanset hans ønsker, hans tanker, da Skyggerne, som var en del af ham og dem, snakkede sammen, og når den skyggebesatte hingst var når Budbringerne, da kunne de udveksle tanker og følelser. Nu ilede skyggerne sammen, som én og mange på samme tid, imod deres brødre og søster for at imødekomme deres forespørgsel.
Skyggefloden, der bar den mørksorte og lillae farve samlede sig snart til en hel flod, der rendt direkte imod Fuyu no Kitsune. De, den havde fundet ham og strømmede med større og større kraft imod ham; og i det at de første skygger kunne røre ham og hans skygger, væltede Skyggehingsten, den almægtige skikkelse som Budbringerne kunne tage, frem fra floden af skygger og med et ondskabsfuldt brøl, væltede hingsten ind over Fuyu, opslugte ham, alt imens de mange tusind skygger væltede omkring Fuyu's skygger, som sprang de i krig mod hinanden. Alt imens denne, umiddelbare, krig fandt sted, lød den ondskabsfulde latter, så tavs, at man skulle tro den kom flere mil væk. Dog var kilden til latteren så tæt på, som den kunne være, for den stammede fra den mange skygger, der til sammen var en. Der gik flere minutter, førend de skygger, som var kommet rislende gennem skoven, fór sammen bagved Fuyu og dannede den enorme Skyggehingst igen. Med rødglødende øjne, så den sortlillae Skyggehingst nu, nærmest tilfreds, på den hvide Skyggehingst Fuyu.

¤Hveeeeeer Hilset Skyggebærer¤

Lød den onde, direkte onde stemme. Skyggehingsten, hvis mange skygger blussede omkring ham som flammer, gjorde ét nik til ære for sin bror og søster, Fuyu, som bar én del af de skygger der tilsammen var en. Nu hvor de var så tæt, var de én, Fuyu og Skyggehingsten, og den hvide hingst kunne da mærke den voldsomme energi der løb fra skygge til skygge. De delte alle, alle som en, og imens skyggerne nærmest længselsfuldt kærtegnede hinanden, afventede Skyggehingsten et svar fra den hvide Fuyu.

"Reserveret" til Ondskabens budbringere.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Med ét synes luften at genlyde af tusinder tanker og følelser, som samtidig var én. Skyggehingsten veg tilbage for den enorme kræft landskabet omkring ham udstrålte, og så snart skygger i millioner af farver fare imod ham. Ganskevidst var han én med dem, men dette gjorde blot alting værre. Han følte den besiddende magt, lysten til at dræbe, og var med ét overvældet af en ekstrem frygt, der var lig den han engang havde følt da skyggerne første gang hvislede til ham. Hingsten udlod et skrig, der gik igennem amg og ben, og flere af skyggerne omkring ham stemte i før alting druknede i et voldsomt brøl, og hans sanser eksploderede i et virvar af smerte, drabslyst, voldsomme lyde, og ikke mindst den overdøvende latter der lystede igennem hele hans, deres verden. De, han opdagede knapt deres fald, men følte istedet den isnene kulde og samtidige varme fra besættelsen, hans, deres, skrig stilnede hen, oerlod alt til latteren og brølet der endnu døede hen. Derpå åbnedes de svagt glødende hvide øjne, og stilheden synes at falde på, blive tavs med ét. Han åndede tungt ud, kæmpede sig op og ligge på maven før hans blik fæstnedes til den mærke skyggehingst der havde formet sig foran ham, den hingst som var ét med ham selv, og ej en hingst alligevel. Men siden Fuyu selv var en, forbandt han meget hurtigt sit eget med at være af samme køn. ikke at det kunne være således, men så langt gik hans tanker ikke. Blodet buldrede igennem hans årer, og adrenalinen fik nærmest pelsen til at rejse sig fra hans lyse hud. Derpå samlede han sig, og rejste sig en anelse besværet, med hjælp fra et par af de skygger der var ham nærest, der var mest ham, selvom alt var ham og alligevel intet. "VI HILSER JER, BRODER, BRØDRE, SØSKENDE." Hingstens hvide skind stod i kontrast til det mørke spejlbillede der stod ansigt til ansigt med ham, som modsættelser var de af udseene, men ej af sind. Fantomhingsten synes ikke det mindste chokeret over oplevelsen nu den var ovre, nej, faktisk det modsatte. Thi han følte moskaben ved sit eget fald, sin egen svaghed, der blev opvejet af det chok hans krop havde fået, og dermed resulterede i en underlig følelsesløs blanding. Gensynet med sine brødre, sine søskende, synes dog at gå ham dybt til hjertet. Ej havde han før følt en så gensidig kærlighed og omsorg imod noget, der samtidig ej var det. En så mærkelig blanding at hingsten ej andet kunne gøre end blot lytte, og føle hvordan han rakte ud over hele øen, og dog blot var samlet et sted.

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, alle kredsede de som en i et flammehav omkring den kæmpemæssige Skyggehingst, hvis skikkelse havde taget endelig form. Nu stod der fire solide hove plantet på jorden, og omkring dem flød skyggerne rundt som vand, der bugtede sig helt ned til Fuyu og gik i kontakt med hans skygger. På denne måde var de to, de tusinder, direkte forbundet alle sammen, og de energi der fløj imellem hver enkelt skygge, synes snart at fylde både Fuyu og Skyggehingsten helt op med energi. Det var en fællesenergi, og den var nødvendig, for det der snart skulle ske.
Den hvide Fuyu var kommet op at stå, efter at være blevet slået om kuld, da Skyggehingsten havde bugtet sig hen over ham, og da han først var oppe og havde hilst sine brødre og søster an, lo Skyggehingsten igen, så det skar gennem skind og ben på den levende del af Fuyu; den, der allerede var skyggebesat, mærkede intet. Da først latteren havde fortaget sig, efter den havde runget i den stille luft, da mødte de rødglødende øjne fra Skyggehingsten med Fuyu's hvide glødende.

¤Fuyuuuuuu, du har båret vores skygger, mine skygger, værdigt. Du har følt vores kald og følt på tiden, for det er tid til at du skal have meeere af den styrke vi besidder, du besidder!¤

Hvislede Skyggehingsten, inden de frie skygger om både ham og Fuyu begyndte at danse en langsom, nærmest tranceagtig dans. Alt imens de dansede, kredsede de langsomt tættere og tættere på Fuyu, og de skygger han selv besad, blev langsomt trukket fra ham; en pinefuld sag, det at blive skilt fra sine skygger, men for at skyggehingsten kunne lægge nye kræfter i ham, måtte de skygger han havde haft siddende på sig, skiftes ud med nogle nye, nogle stærkere. Minutterne gik, mens skyggerne blev trukket helt ud a sindet på den hvide Fuyu, og langsomt erstattet med nogle nye, der føjede hans krops og sinds lyster, som de forrige. Således gik det, at Fuyu fik den forøgede styrke, som hans krop nu kunne bære, og en større kontrol over de til tider vildtfarende skygger.

¤Fuuuuyuuu, du har tjent os godt, og vi ønsker at du skal tjeeene os mere. Er du rede, på en nu mission, ræææv?¤

Hvislede Skyggehingsten da, da først de var færdige med at give den hvide hingst den styrke han kunne rumme. De vidste, at Fuyu ville føje dem, for skyggerne på hans krop ville; men om han var parat, kunne kun sindet på den hvide hingst vide.

"Reserveret" til Ondskabens budbringere.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Latteren fik en gysen til at rasle igennem pelsen på den ellers kønne hvide arrede hest, og hans ører lagde sig næsten automatisk ned langs halsen. Han følte det som verden blev rystet, som om chokbølger af mærkelige energier løb igennem hans krop, før latteren igen stilnede hen, overlod alt til den dragende stemme, den stemme der styrede alt, var ham, ikke ham, få og alligevel mange, til tider kun en. Han var dybt facineret af nuancerne hvormed denne stemme kunne bestå, og hvorvidt han følte det som om han selv talte med i den. Det skulle ej heller undre hingsten om han faktisk stemte i med stemmen, men hans krop var så chokeret over faldet og de nye indtryk, at han, de havde besvær ved alene at befinde sig på alle fire. Ordene sluttede, og alting dulmede i grå farver. Hingsten udlod igen et hvin, denne gang ikke af forskrækkelse, men han følte det, som blev hans indre hevet ud, som blev hans sjæl fjernet fra den krop han stod i. En proces der forekomham langt værre end alt andet, og han følte sig så alene... Om det var hans ben, eller haleroden der blev fjernet i næste omgang var han ej bevidst om, alting foregik som i en dvale, kun skyggerne holdt ham stående, løb igennem hans årer som flammende blod og paralyserede den hvide krop, gav den balance. Alting var intet, mon han drømte? Det synes så uvirkeligt..... Og med ét lød nye stemmer i hans sind, andre stemmer, og dog alligevel de samme. Trøstende kærtegn fyldte hans indre, hans ydre, og han så sig selv udefra og indefra. Den hvide hingst drejejde det mærkværdige hoved, og så direkte på det ham der ej var ham. Kvalmen overvældede den jordiske krop hingsten besad, og blodsmag meldte sig i hingstens mund. Mærkværdigt. Og dog ikke. Energierne begyndte igen at summe igennem den hvide hingsts krop, og han rettede sine glødende øjne imod den skikkelse der stod over for ham igen. Han følte sig stadig splittet, og dette nye ham, disse nye skygger, synes uvante og dog ikke. Et svagt klik genlød i hingstens sind, og med ét faldt alting på plads igen, og en latter synes at hobe sig op dybt inde i hingsten, før han talte, de tale.. Eller var det skyggehingsten over for ham? Hans sind var chokeret, det sind der engang ej havde været skygge, det sind der nu var splittet, og ét med de andre skygger, med de brødre og søskende der slangede sig omkring ham, dansede. Han følte ej et behov for at ytre svaret, og dog forlod det den lyse mule, og samtlige andre tunger. Fra flere steder, flere steder end nogensinde før lød den hæse stemme der kendetegnede de hvislende skygger. "TIL HVER EN TID, BLOT YTRER HANS, VORES, OG DERES ØNSKE." Skyggerævens hoved var tiltet let på skrå, og de hvide øjne betragtede intenst de mange og de få der befandt sig over for ham. Verden stod i nye farver, og for hver gang han blinkede synes alting at blive mere klart, og han følte sig mere og mere hjemme i denne krop, der ej var hans, og dog hans. Denne krop han altid havde ejet, og dog alligevel først havde mødt. Men han var klar, de var klar, og skrålede nye sange, hviskede med stigende tunger. Åh hvor de glædede sig! Hvor han glædede sig, til at lytte til de nye skrig der ville forme sig, til den nye fortvivlelse der ville danne sig, nu hvor skyggehingsten, Fuyu no Kitsune, igen var samlet.

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, dem der til sammen var en, mægtigere end nogen anden levende skabning på jorden i Andromeda, men langt fra så mægtig som deres herre i Vulkanens indre, grinede med den isnende stemme, der kunne skære igennem pels, hud, muskler og ben. Det var en fryd for dem, for ham, at stå overfor Fuyu, deres Skyggebroder, endnu engang. Ikke fordi de som sådan nød hans selskab, men hans nærvær, for eftersom han var blevet en Skyggebroder, da var han altid velkommen i deres kredse, hvor de kunne føle sig op og ned af hinanden og mærke hinandens Skygger, i en sådan grad, at Fuyu, ham og dem, kunne føle sig som én. Det var også kærtegn, der efter den smertefulde udskikkelse og erstatning a nye Skygger, lod til at nære den hvide Fuyu med fornyet energi. Skyggerne strøg sig tæt om hinanden, både dem, som valgte at tjene Fuyu, men også dem, som sad på den kæmpemæssige Skyggehingst; og da Fuyu takkede ja til deres mission, smilede den store Skyggehingst noget så grusomt.

¤Fuuuuyu, du skal først og fremmest sørge for, at vores måske kommende søster klare sin opgave. Den hvide Svane Fatala er blevet sendt ud for at gøre skade på det skarn til Volontaire, som trodsede vores ordre, broder; sørg for at hun får gjort ham skade, og fejler hun, gør du det seeelv. Han skal bøde, på den måde der gør mest skade på ham, men stadig sørger for han vandre i live. Klarer Svanen det, skal du derimod søge afkommene på den usle Rumpelstiltskin. Han har noget i færre, med sine afkom, og de vil bringe ham mere magt end VORES herre kan tillade. Opsøg dem og sæt en stopper for hans skumle planer, Fuyuuuuu¤

Hvislede de onde skygger, alt imens de dansede for øjnene af Fuyu. Da først ordren var udstedt, samlede Skyggehingsten sig næsten til en helt massiv hingst, og derpå lod han et kæmpe fnys skyde imod Fuyu, der tog form som flammer af skygger. De afventede, han afventede Fuyu's accept af sin opgave, før de ville trække sig som én op til Vulkanen igen.

"Reserveret" til Ondskabens budbringere.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den lyse skyggehingst, den eneste skygge der bar den samme farve som sneen, lod igen sine svagt glødende øjne falde på den mørke hingst han, de, så inderligt elskede og hadede. Thi det var dem selv, og alligevel ikke, denne hingst, og dog ikke hingst, der var alt og intet lige som den skyggehvide de selv var og ikke var. Vinterræven, skyggebroderen gjorde et kast med hovedet, og rejste sig på forbenene, for derpå at udlede noget af den energi der boblede dybt inde i ham, i dem. Vildskaben, lydten til mord, brændte dybt inde i ham, og synes blot at øges for hvert sekundt han befandt sig stille. En sagte latter forlod hans bryst imens hans skyggebror, han selv, kastede sig ud i en latter, måske fremkaldt af den hvide skygges boblende indre, måske af årsagder kun de, kun skyggerne forstod. De var alle forvirrede, og alle ganske sikre på deres sag. Åh, hvilke modsigelser. Et dybt fnys forlod den lyse mule, før han sagtnede selv sit åndedræt for at lytte til skyggebroderes ord med et ondsindet smil bredt ud over mulen, i sådan en grad at der forvred skyggesmilet der ellers prægelse hingstens hoved. Det skyggesmil der for evigt og altid var ætset dybt ind i ikke alene hans pels, men også hans sjæl. Den hvide svane. Årh ja, han erindrede den hvide hoppe med sin svanehals og dansende bevægelser. En mærkværdig skabning, en anelse for glat til skyggehingstens, og dem der før havde været hams, smag. Men hvis dette var deres fælles ønske, hvis dette var hvad deres herre og de selv ønskede... Han huskede Volontaire, den brogede skabning der havde troet sig til at være en af skyggerne, og aldrig ville blive det. Hvilken synder og modig skabning han dog var. At sætte sig imod den største magt.. Han ville få sin straf. Hvis ikke af den svanehoppe der bar selv samme farve som ham, så trådte skyggehingsten gerne selv til, for at se hvordan en forstand kunne knækkes i tusinder og atter tusinder stykker... Denne anden han selv omtalte, og dog ikke gjorde, sagde ham dog ikke mere end simple rygter der kom hvislende fra de nye der var ham. Og ikke var det. Endnu en mærkværdig skabning. "Således bliver det." Hingstens stemme var dunkel, præget af dyb respekt, og samtidig trodsighed, en stemme der spillede imellem ondt og godt, lyst og mørk, en stemme så splittet at den synes umulig at fortolke. Men dog lod ordende sin mening lyde; Skyggehingsten ville gøre alt i sin, i deres magt for at verden ville rette sig efter hans, deres herre. Alt skulle blive som han ønskede, for at landet endnu engang kunne dvæle i skyggerne og skrigene flænge luften. Et mærkværdigt smil, legesygt og skræmmende hvilede på fantomhingstens mule da han igen hviskende gentog sine ord; "....Således bliver det..."

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, de evige og uendelige, havde samlet en tilfreds latter sammen, som blev sluppet fri over den skyggebelagte Fuyu, der havde taget imod den udfordring, eller nok nærmere opgave, som Den Sorte Skyggehingst havde givet ham. Svanen, Fatala, ville blive observeret nøje under hendes opgave, for at se om hun ville passe ind som en søster, og hvis ikke, ja, da ville den skyggebelagte Fuyu da få lov at muntre sig med endnu en sjæl som han lystede det. Skyggehingsten trådte nærmere Fuyu, den der før havde været hvis, men nu bar skyggernes aftegn, og samtidig havde et sind, som selv Skyggerne, der var mange og få på én gang, kunne blive anstrengt af at lytte til. Med den isnende latter, kærtegnede de mange og den ene Fuyu, med strøg så blide som vinden.
De smøg sig omkring den hvide Fuyu, mens de aflæssede den viden, som de havde om den svanehvide hoppe i det forvirrede sind, der burde være delt over flere, som var samlet bag ørerne på Fuyu - alt om deres samtale, kendskab og tanker om den svanehvide hoppe, som de, som han både nærrede tro og skepsis til. Da først denne overlevering af informationer var færdig, trak alle skyggerne sig sammen til Skyggehingsten igen, og med den ondeste latter, der var hørt på denne jord, brød hingsten frem i ord.

¤Du er os en tro tjener Fuyu, og vi er meget beærede over du valgte at tjene vore fælles hersker! Vi, jeg, vil glæde os til at høre hvordan gik opgave vil gå dig, og når vi ses igen, vil der mååååskeeeeee, vente dig en beløøøønning større end dine evner nu er!¤

Derpå trak skyggerne sig ud i en bølgende tåge, således at hingsten og de ildrøde øjne forsvandt. Snart bølgede den sortlilla tåge omkring Fuyu, for da at fortage sig og forsvinde; deres bror vidste hvad han skulle, og snart ville de ses igen; men for nu, trak skyggerne sig, således at Fuyu kunne begynde på det, hans fremtid nu indeholdt.

[Out]