Ung, dum og desperat! (Lupë)

Belial havde ikke været lang tid om at få benene på nakken efter mødet med den røde hingst! Vel, intet var gratis, og det var da ret simpelt blot at få hans broder med over på den ø, over og finde den røde hingst igen- hvis ikke. Åh! Død, hvordan mon det ville være? Belial var som så ikke bange for at dø, han vidste ikke så meget om livet og heller ikke hvad der kom bagefter, det lød bare så ekstremt! Han måtte fortælle Lupë om det. Be' til han ikke er ude på en af sine ture.

Den unge hingst så sig omkring. Han måtte finde sin røde bror, men helst ikke nogen af de andre- de skulle ikke vide hvad han havde lavet. Han havde jo forstået at den her røde hingst han havde opsøgt og ønsket et naivt og nok dumt ønske i andres øjne, men ikke i hans lige nu, ikke var en god idé. At man faktisk burde holde sig fra den hingst, næsten uanset hvad. Belial forstod det ikke- det eneste han forstod for at få opfyldt sit ønske og ikke dø, var at han skulle finde sin bror!

"Psst.?"

Belial hviskede, han skimtede rundt i mørket for at finde Lupë, måske sov han, måske han skulle gå tættere på vulkanen. Tættere på de andre. Belial rynkede påd en spraglede mule. Ej! Han ville have det her afsluttet - for så kan han jo få hovskæg, han kan få flot hår ned over hovene! Det var det han ville.

Solen skinnede, mens det grønne græs kildrede hans koder. Vejret synede til at være varmt af temperatur, men hvor varmt det egentlig var, var nærmest en ukendt faktor. Alfa omega var vel også at intensiteten steg, mens han rakte mulen nærmere den smukke brogede hoppe. Han havde ikke set hende siden han var en sølle to åring - og nu var han så heldig at have tilbragt timer med hende. Hun duftede dejligt og hendes smil rørte på ting i ham. Stille brummede han sagte, hingstet, da han drillende og lokkende trak sig væk fra ham.

Psst? lød det fra hende. Stille fornøjet og underholdt smilede han skævt over hende, hvad lavede hun? Psst! Hun gentog lyden, og pludselig blev det mærligt?

Lupë rokkede let på ørerne af denne lyd, og slog nu øjnene op. Vækket af sin drøm. Forvirret kastede han flygtigt blikket omkring sig, før han fik øje på sin lyse lillebror i mørket. Søvnigt smilede han skævt og rystede en anelse på hovedet af ham.

"Belial din skøre skid, hvad laver du?"; hviskede han, dog højt hviskende i retningen af sin bror, inden han rejste sig op. Lettere stivbenet og endnu søvnigt. Roligt trådte han et par fodfæstende skridt frem og strakte derpå bagbenene let, mens han så tålmodigt imod Belial.

Belial så på sin sovende broder. Hvorfor sov han nu? Hvordan kunne han sove nu, hallo, vidste han ikke hvad der lige var sket. Eller Belial havde jo faktisk ikke fortalt ham det. Det tog noget tid før Lupë begyndte at vågne op. Det var da også på tide, han skulle da ikke sove nu, han ville nok ikke sove når Belial først begyndte at fortælle.

"Sssh."

Hviskede han vrissende af sin bror, og forsøgte at få ham til at holde tonen nede. Belial sukkede, han var jo nød til at tale, for at få ham til at forstå det jo.

"Denrødehingstduskalmedellersdørjeg!"

Hans hvisken var ikke helt så lav, og Belial fik vidst ikke forklaret det hele særlig godt, og alt for hurtigt, næsten umuligt at få fat i hvad han overhoved havde sagt. De brune øjne var store stirrede på sin bror han nu ivrigt forsøgte at prøve at hive med sig!

Han rystede sig, før han rynkede de ikkeeksisterende bryn en kende irritabelt. Hvorfor tyssede han nu sådan? Let lagde den rødlige hingst ørerne let tilbage så han så næsten helt fornærmet ud for en stund, før han rystede på hovedet og slækkede på trækkende.

Rødhingst.. dør?! Lupë så pludselig fuldkommen forbavset ud, før et stille skævt uforstående smil prydede hans spraglede mule.

"Hvad er det du siger?"; hans stemme var drillende, som næsten altid omkring Belial, men alligevel bar hans ansigtsudtryk nu præg af noget meget mere alvorligt.

"Hvad har du gjort?"; pludselig var Lupës stemme dybt alvorlig, mens hans øjne så meget direkte i Belials, helt anklagende.

Belial himlede irriteret med øjne af sin bror. Hvorfor hørte han ikke ordentlig efter? Belial var ikke helt klar over det var ham der ikke havde talt tydeligt, da han endelig havde sagt en nogenlunde ordentlig sætning- og endda uden at bide ordende over! Det skulle ikke handle om det, han skulle have sin bror med sig. Belial var endnu ikke helt klar over hvad det ville sige at dø, men han havde da slet ikke lyst til det.

"Jeg opsøgte. En rød hingst."

Belial hviskede, bed sætningen over alt for hårdt og markant til det lød naturligt mens han talte.

"Han opfylder ønsker!"

Belials brune øjne lyste af glæde. Han var ikke andet end et barn endnu, og knap og nap to år. Han var ung og dum. Meget dum og ganske naiv. Men hvem kunne modstå ønsker- en ting er så at gøre som Belial, at ønske noget dumt.

"Det koster. Han vil ha. Jeg henter. Dig."

Som Belial altid gjorde bed han sætningerne over, det lød forfærdeligt. Belial brød sig ikke om at tale, men det var jo altså nu en gang nødvendigt, for hvordan skulle han ellers forklare sin røde bror, at han skulle følge med.
Hvad ville den røde hingst med hans bror? Skal han bruge et sammentykke eller sådan noget? Belial havde ikke spurgt, blot skyndt sig tilbage så hurtigt han kunne.

"Ellers jeg dør."

Belial så på Lupë endnu med store øjne! Afventende, klar til at spurte af sted, så han kunne få sit ønske opfyldt- Uviden om hvad der ville ske.
Egentlig kunne det lyde som Belial bare overdrev, men den røde hingst havde jo sagt det. Han kendte ikke til det at lyve, tale usandt, så han havde ikke sat nogen spørgsmålstegn.

Det var første gang hans bror oprigtigt talt havde talt til ham. Jovist var det overbidte sætninger, for ikke at sige meget korte sætninger. Men det var ord, i forståelig rækkefølge. Opmærksomt havde Lupë lyttet, mens han dog nu stod med mulen på hvidt gab.

Dør?! Var det virkelig det han havde sagt første gang! Uroligt fnøs han en anelse dæmpet, før han kastede flygtigt blikket kort rundt i det mørke de stod i. Atter landede hans to forskelligt farvede livlige øjne nu i Belials mørke igen, mens bekymringen lyste ud af ham.

"Så det du siger er at hvis ikke du bringer mig til denne... "hingst" - vil han gøre det af med dig?"; Lupë spærrede sine øjne helt op, forfærdet og en anelse med at gran af mistro. Kunne det virkelig passe?

Belial nikkede ivrigt! Hvorfor fanden var hans bror så langsom? Altså helt ærlig, når nu Belial endelig talte, lyttede han så ikke? Det var ham der før havde brokket sig over han ikke sagde så meget. Det virkede i hvert fald sådan den gang med den plettede hoppe.

Belial troede i hvert fald på hvad han den røde hingst havde sagt. Hvorfor skulle han ikke mene det? Hvis han virkelig kunne magi? Belial forstod endnu ikke helt så meget. Han forstod bare han skulle have Lupë med sig. Kunne han ikke bare rykke den rumpe og komme med. Belial tog ikke højde for det var blevet midt om natten, han var ganske vidst blot ivrig efter at komme af sted. Træt var han overhoved ikke, hvordan kunne han også være træt på sådan et tidspunkt.

Det var ikke at tage fejl af, da først Belial nikkede så ivrigt. Nu ville deres far pludselig kunne ses tydeligt i Lupës træk, da han skeptisk missede øjnene sammen og lagde ørerne helt i nakken. Han rynkede mulen, i ren foragt og forfærdelse - som stille vendte over i en vis vrede. Ingen, og han mente når han sagde, absolut ingen skulle krumme et hår på hans brors hoved!

"Hvad hedder han?"; det kom nok som et overraskelse for Belial, men samtidig måske som en glædelig en af slagsen, hvordan Lupë var helt faretruende. Stadig dæmpet i sin tone havde han hvæsende fremsagt sine ord, frastødt, alt imens han havde trådt næsten truende frem imod Belial. Ikke på grund af ham, nej, på grund af hingsten. Han skulle vide hvem han var, og hvor han var!

Og så kunne de ellers ikke komme for hurtigt af sted!

Meget lavt, så lavt man kun lige kunne ane ordet hviskede Belial navnet på den røde hingst; han skulle jo ikke have moder til at opdage det. Det ville jo være katestofalt hvis hun fandt ud af, at han faktisk havde presset informationer ud af hende, blot for et lille bitte ønske, der i Belials øjne stadig var den bedste idé nogen sinde.

"Rumpel-stilt-skin."

Belial bed det besværlige navn over i sin hvisken, dog sagde han det okay tydeligt, af sine underlige måde at kunne bide et ord, eller navn over på.

Belial begyndte at trippe i retning af den vej han var kommet fra- han skulle jo have Lupë med sig over til den uhyggelige skov ø. Den unge hingst væmmes ved tanken om at skulle der hen. Igen.

Rumpelstiltskin...

Stille havde Lupës ikkeeksisterende bryn haft rynket sig en smule undrende, før de stille skiftede facon over til noget mere frastødt og vredt. Navnet blev gentaget mange gange i hans hoved, før det pludselig slog ham at han syntes det lød bekendt. Men hvem der havde nævnt denne Rumpelstiltskin, eller hvornår hans øre sidst havde haft opfanget dette navn, havde han bundærligt ingen idé om.

"Jeg skal..."; mumlede den rødlige hingst direkte sammenbidt, mens hans fars karakter tydeligt trådte frem i ham nu, som han spændte op i ren vrede. De to forskelligt farvede øjne missede sig sammen, mens en kopierende karakteristisk rynke var at syne over hans spraglede mule. Med ørerne i nakken, trippede han selv lettere hidsigt frem imod Belial - for selvom ingen ord var sagt, ville han nu følge med Belial straks til denne hingst, med disse trusler!

[ OUT - Fortsættes i denne tråd kyana.proboards.com/thread/1829/ung-dum-og-naiv-rumpel ]