Days with endless wonder

Åben tråd - kom og skriv

De sidste par dage var fløjet forbi, tiden var gået unaturlig hurtigt. Følelsen af det i hvert fald. Udemærket vidste den ældre hingst godt, at alle dage og alle havde lige mange timer. Hvad timer i virkeligheden betød præcis. For det havde ikke så meget med solens lys at gøre, for det var forskelligt på året hvor meget solen stod højt på himlen. Dette var en undring, hvordan kunne følelsen af at tiden fløj afsted være der, mens andre dage sneglede tiden sig afsted, som ville dagen aldrig få en ende. Disse fornemmelser.
Den gylden farvede hingst havde brugt for mange dage for sig selv på det sidste. Et selskab var veltrængt, var længtes. Eagle vidste udemærket godt at man ikke ville kunne blive ved med at gå i sine egne tanker, som han efterhånden havde gjort længe. Han havde stillet sig selv tusinde spørgsmål, hvis det da kunne gøre det. Spørgsmål, som såmænd vel krævede svar. Hvor han skulle søge var det næste spørgsmål i rækken.
Roligt, men i lette elegante bevægelser bevægede den tunge hingst sig hen over det lettere frodige græs. Åh ja, foråret havde taget sit tag i Andromeda. Det satte sine egne præg, og skabte et helt andet liv, end den vinter han havde været ankommet til. Tænk han snart havde været her så længe, og først nu begyndte at sine spørgsmål.
Stedet var der ikke noget galt med, men hvad var grunden for at blive bragt her til. Dette stod ikke klart for ham, hans fornemmelse var at han var ved at miste sig selv tidligere, før sin ankomst her. Han satte sig selv op imod alle sine ord. Han brød en aftale, han svigtede. Der var mange ting der var gået galt for ham den dag. Dette var sorte minder, der var intet lys og glæde at findes i dette minde.

Tankerne var flydende som strømmen i bækken der løb og bugtede sig igennem den eng den ældre hingst lige nu befandt sig på. Her gjorde han sit hold. Der var åbent, og udsyn til alle skovenes kanter. Åbne steder kunne være farlige, men der var ikke mange rovdyr på disse kanter, ikke hvad Eagle selv havde stødt på endnu; derfor antog han heller ikke sig selv som udsat her.
Det store hoved blev sunket mod bækken. I vandet kunne han se sit spejlbillede. Det var længe siden han havde set på sig selv. Og han så da mere og mere slidt ud. Endnu så han ikke gammel ud, men helt tydeligt var det; han var ej ung længere. Vel blev Eagle skuffet. Han vidste håbet om at finde sig en ny mage blev mindre. De han havde stødt på i dette land hid til, havde alle sammen været meget unge, og Eagle havde på fornemmelsen at det var de alle her. Eagle havde mindre og mindre forventninger om at få sig en ny familie. Vel var han skuffet over dette, men det var ikke noget der skal præge hans liv her. Han ville nyde sine dage.

[/blockquote]

Det føltes som om denne ø, Chibale, var umulig at blive færdig med at udforske! I flere dage havde Askari gået rundt... og selv om det var en lille ø var den... enorm! Han var ved at knytte et særligt bånd til dette sted. Ikke før havde et sted på guds ensomme jord givet ham så meget glæde. Aldrig havde han følt at `flakke rundt´-livet havde været så sødt at leve.

Askari lod de grå hove synke ned i den grønligemos og skridtede ind i lysningen. Foran ham stod en hingst og kikkede ned i bækkens spejlblanke vand!

Der gik ikke længe før lyden af hovslag var at høre. I det bløde underlag gav det kun en svag lyd af en lav dumlen. Rytmen var langsom, tidelig gengivelse af skridt. De mandelformede øre var vendt imod lyden, og så snart den ældre hingst løsrev sig fra bækkens blanke vand, fik han høje på en hest.. en hingst. Ung og slank bygget, men for første gang i sin tid i dette land, dukker en anden hingst op. Vel blev den gyldenfarvede hingst overrasket, for han havde nogle dage troet der ikke fandtes andet end unge hopper. Det var jo egentlig også det eneste han havde været stødt på. Dette måtte have været et paradis for unge hingst, havde han før tænkt, hvor han af og til havde længtes efter sit tidligere og velkendte hjem.
Et venligt smil var tegnet over den lyse mule, da en dyb brummen lød fra hans strube. Roligt satte han i en rolig skridt. Hans lange ben bar ham stadig elegant frem, trods for det ikke var noget han gjorde noget i. Naturligt var Eagle bare en elegant og ædel hest. Ikke for langt fra den fremmede brogede hingst stoppede han.
"Godaften hr." lød det venligt med den slidte ru stemme, der dog havde en tydeligt varm og venlig klang. Det var tydeligt at høre på hans stemme at den havde været i brug i mange år og ikke længere blød som smør, som mange unge heste, specielt plage bar med sig.
De mandelformede øre var vendt afventene imod den fremmede hingst, der blev hans første møde med et hanskønsvæsen siden hans ankomst. De rav gyldne øjne var rettet mod den fremmede, blikket var venligt og ej stirrende.

Hingsten havde en næsten champagne-agtig farve, og trods hans kraftige bygning en elegant skridt som mange yngre hingste ville give hvad som helst for at eje. Denne hest virkede på en måde gammel og ung på en gang. Da han snakkede lød stemmen ru - somom den lige skulle i gang med at tale eller var helt slidt af talen.

"Godaften"

Sagde Askari med en stemmesm en ny slebet kniv.

Denne unge hingst forekom Eagle vel og mærke mere interessant end de mange hopper han havde mødt. Dette skyldtes dog nok kun, at det var den første hingst han havde mødt længe, og den første han overhoved havde set i dette land hid til. Stemmen fra hingsten var ikke blød som de hopper han havde mødt, nej: denne stemme tilhørte en hingst, en ung sjæl. Fin men markant var den at høre på.
"Eagle.. Eye," præsenterede den gyldenfarvede hingst sig, men træk ud på den sidste den af sit navn. Hvorfor han netop gjorde dette i dag, vidste han ej selv. Normalt præsenterede han sig jo ved fuldenavn ganske flydende, men i dag var en undtagelse. Grundet kunne skyldes han mere og mere havde vendet sig til blot at blive kaldt Eagle. Selv brugte han altid andres fuldenavn, medmindre de selv opfordrede til andet.
Den ældre hingst så igen lettere afventet på sit selskab, ville han af sig selv præsentere sig eller skulle Eagle lægge op til at høre hans navn.
For en stund blev den unge brogede hingst iagttaget af Eagles venlige blik. Hver en bevægelse blev nøje set efter. Sanserne var noget den gyldenfarvede hingst brugte meget, med dem kunne man hurtigt genkende både lugten men også udseendet af dem man havde stødt på.

"vær hilset ørnens øje"

Disse høfligheder var ikke noget som faldt den musegråbrogede hingst naturligt at sige til fremmede hest - endnu var der ingen fremmede hingste, han ikke var blevet uvenner med - Men noget ved denne hingst fik ham til at føle sig tvunget til det, ikke fordi han så særlig ud på nogen måde... han udstrålede - på en måde Askari nok kun kunne se - at han var en hingst man skulle tage alvorlig og vise respekt.

"Askari er mit navn.. hvis interrassen er for denne viden"

Han bukkede let i nakken og slog blikket ned. Aldrig havde den musegrå hingst behandlet en anden hingst på denne måde - trods han havde ældre hingste før.

Den unge musegrå hingst høflighed kom vel en anelse bag på Eagle, for ej var han van til så unge væsner havde lært livets høfligheder endnu. Med et en let knejsen i nakken gengældte Eagle den unges respekt. Nu var det godt nok sådan, at den ældre hingst altid havde en almindelig respekt for andre, men dem der viste respekt fik også mere tilbage.
Askari, præsenterede den fremmede unge hingst sig for ham. Der var mange fremmede navne i dette land, end hvad han kendte til i sit hjemland, ej gjorde det ham noget. Ganske interesserende fandt Eagle det der imod. Mange navne her havde flere og dybere betydninger han var van til.
"Det er mig en fornøjelse at møde dem, Askari," lød det atter fra den store hingst der bar den ru stemme der havde givet sin klang ud i luften. Ganske mente Eagle det var en fornøjelse. Og en større fornøjelse havde det, da denne Askari var den første hingst han mødte på sin vandring i Andromeda.
De mandelformede øre var atter spidset imod den musegrå hingst. En nysgerrighed var vagt i Eagle. Han havde på fornemmelsen at der var noget spændende, noget anderledes ved denne hest, end han hid til havde oplevet vil nogen af sine andre møder, og snart ville et spørgsmål også blive spurgt.
De ravgyldne øjne hvilede med et roligt og venligt blik på sit nye bekendtskab. "Jeg vil tillade mig at stille dem et spørgsmål, hvorvidt de ønsker at svare mig er op til dem," lød stemmen atter engang fra den gyldenfarvede hingst. Han lod først sine ord hænge lidt i luften, før han mere henvendt åbnede munden igen for denne gang at spørge: "Er de fra disse kanter, eller er min fornemmelse ret, at du bære noget nyt med dig?"

Denne hingst bar et præg af mystik med sig, som Askari ikke havde set magen til før. Hingste plejede ikke at være hans kop te, men denne hingst være måde tiltrak ham og virkede spændende i hans lettere forvirrende sind. Han åbnede munden for at svare denne mærkværdige hingst med en høflighed, som ikke før var kendt i hans sjæl.

"Fra disse kanter er jeg ej, som de fleste andre jeg har mødt, er jeg fra et sted hinsides portalens mystik. Nyt at bringe, spørger du? Intet nyt vil jeg mene - kun mit blodslinjer"

Solen skinnede ned over de 2 sjæle i lysningen. Forårets kommen havde først lige meldt sin ankomst i dette land, og vejret var stadig usikkert at forudsige. Endnu ikke havde frosten ikke helt sluppet sit tag i Andromedas land.

Askari rømmede igen stemmen for at tilføje en sætning til sit svar;

"Og disse blodlinjer er mig slet og ret lagt ud i det hinsides - kun moder vides værende araber"

Helt stille stod den gylden farvede hingst imens han med spidsede øre lyttede til den unge Askari tale. Kun halens stille svirpe lyde var at høre omkring ham. Eagle vurderede hans ord, måske han selv havde taget fejl, dog var der stadig noget der fik Eagle til at mene at denne unge hingst ikke helt var som alle andre.
Himlen var blevet let overskyet, dog tittede solens lune stråler frem og skinnede med sin varme ned på de to hingste der ind til videre stod over for hinanden. Begge heste havde lige nu en høflighed for hinanden, og ingen trusler eller vrede fra nogen side var at finde. Ikke at dette ville komme fra Eagles side, hvis det skulle. Det lå ej i hans natur at være udfarende på nogen agresive måder. Kun yderst sjælden ville det ske at den ældre hingst temperament ville løbe af med ham, og disse tilfælde ville der altid ligge en god grund bag.
Det var tydeligt at se, at den gylden farvede hingst havde lyttet til vejr et ord; de mandelformede var endnu rettet frem imod den musegrå hingst.
En svag brummen var at høre fra Eagles strube, i det han roligt flyttede en lille smule på sine hove. "Selv er jeg heller ej fra disse kanter, men Andromeda er blevet mit nye hjem. Jeg håber for dem, at de selv finder behag i dette land," lød det med den ru stemme fra den ældre hingst. Han tænkte dog stadig på disse blodlinjer; med araber i blodet ville han kunne skabe en ædelslægt, og hvis hans høflighed hold stand- og denne unge Askari viste sig værdig. Var den ældre hingst sikker på han ville nå langt. Måske ville andre følge hans fodspor.
Eagle havde vel høje tanker om andre, og håbede kun godt fra andre. Intet ondt ville han nogensinde ønske nogen. Og intet ondt ville han se.

Denne hingst tiltrag den unge hingst - ikke på samme måde som en hoppe ville have gjordt det... mere på en faderlig måde. Aldrig havde Askari haft en faderfigur at støtte sig til og nu, i en alder af 4 år, havde han fundet en hingst, som indgød ham så meget ro, som ingen anden hest havde kunnet. Det var ikke underligt at Askari så denne hingst lidt som familie, da han altid havde følt dette svigt - trods han lige havde mødt ham.

"indtil videre falder dette land i min smag"

Han betragtede ham intenst - ikke på en spor bedømmende eller anden måde... bare god opmærksomhed på hesten overfor ham - før han endelig sagde;

" Har de nogen familie ørne øje?"

Just kælenavn var "ørnens øje" ikke, men det var det som faldt Askari bedst i munden. Han var sikker på at denne hingst både var mystisk, klog, stolt og beroligende - på mange måder mindede han meget om sig selv, trods han selv havde et mere opfarende temprament.

Endnu en gang stod Eagle lyttende med de mandelformede øre rettet imod den unge Askari. Det faldt ham i god jord at også denne hingst havde fundet sig til i dette land. Meget kendte den ældre hingst endnu ikke til stedet i historie, men hidtil havde han en fornemmelse for at der var mange muligheder her. For ham selv blev det vel et nyt liv, en ny chance. Selvom den gyldenfarvede hingst ikke i sin tro havde gjort meget forkert havde han dog brudt en ed, hvor han havde svoret sine evige troskab.
"Ikke på disse kanter, min familie er hindsides stjernerne, et sted hvor jeg ej kan nå dem," lød det atter med den ru stemme, da Eagle besvarede den musegrå hingst spørgsmål. Der var ikke nogen sorg at høre i hans stemme, da han med andre ord fortalte at hans familie havde gået sin gang, og set enden for livet. Kortere sagt: død. Grundet for der ingen sorg var, var blot at Eagle havde accepteret grundlaget for sit tab. Han var kommet sig over dem, og levede nu blot livet som han havde det.
Den ældre hingst havde igennem sine leveår lært at give slip, lært at komme videre. Han havde lært mange ting, men vidste der var mere at lære endnu. Andromeda, var han sikker på nok skulle lære ham mere end han overhoved anede ville eksistere.
Et venligt smil var at se over den lyse mule, han kunne næsten gætte sig til at denne unge hingst ingen familie havde her. Så ung som han var, kunne det næppe lade sig helt gøre. Jo vidst, men Eagle troede nu ikke på det. Der var ikke mange heste i så ung en alder der fandt sig mage eller fik føl.

Hans ord rungede i Askaris hovede, og han sænkede respektfuldt hovedet endnu mere (endnu mere end det allerede er^^) og tilføjede medfølende:

"Det gør mig ondt, du stolte ørne øje"

Blikket blev slået ned, inden han løftede hovedet op i sin sædvanlige holdning - lettere buet men alligevel højt. Han havde ikke selv oplevet tabet døden fremkaldte men havde oplevet tabet over ikke at føle sig ønsket.

"Familie er mig selv ret sparsomt, men døden har jeg endnu ikke haft tæt på livet. men jeg føler med dig, ørne øje, det gør jeg virkelig"

En tårer blinkede i Askaris øjne - han havde ikke kendt denne hingsts familie, men alligevel følte han med hingsten, som havde mistet så meget. Han ville spørge ind til hans familie men stoppede sig selv - han skulle ikke rode op i hans sorg.

Askari udtrykte en tydelig respekt for den ældre hingst, en respekt der blev gengældt. den musegrå hingst gjorde det klart at han følte med Eagles tab, og selvom det ikke prægede ham selv, tog han imod den venlige medlidenhed den unge hingst gav ham.
"Jeg lider ej under tabet af dem, jo vidst er de savnet og elsket," sagde Eagle for at understrege over for den unge hingst, at det ej led ham smerte. Hans familie var med ham over alt, og når han behøvede det, kunne han blot søge i sit indre. Minderne stod stadig tydeligt for ham.
"Tiden læger alle sår," lød det roligt fra den gyldenfarvede hingst. Der var stadig et varmt og venligt smil at se over hans lyse mule, og den varme der var i hans rolige blik fortalte tydeligt at sorgen ikke var noget han bar med sig længere.
Berørt kunne Eagle se at den unge hingst var blevet. I Askaris øjne var en tåre at se, og det varmede den ældre hingst at se så ungt et væsen med så megen forståelse, medlidenhed. Denne følelse fik ham til at tænke på den gyldne hoppe han selv havde mødt i vinters. De havde en masse fællestræk; positivt- vel og mærke. Fornæmmelsen for at denne hingst ville kunne nå langt med sit liv, få sin egen visdom af livets erfaringer.

[shadow=red,left,300]efter lidt slog han blikket op igen og kikkede på den erfarende hingst.

"Det glæder mig at høre... Undskyld jeg mindes bare min moder som jeg ikke har set i mange år. Dog er hun ikke hinsides stjernerne - af hvad jeg ved af, men dog er hun den eneste sjæl jeg har haft et bånd til i mit livs 4 år. "

Skiftende i humør kunne Askari tit være og når han følte en føelse følte han den meget stærkt, dette kunne nok være både en gave og en forbandelse[/shadow]

De rav gyldne øjnede hvilede med det milde blik på den unge hingst foran sig og de mandelformede øre vendt frem. Den ældre hingst lyttede til hvad Askari nu sagde; han åbnede sig op, fortalte at han ej havde sin mor hos sig, men hun ej var hensides stjernerne. Eagle kunne gætte sig til, at de var blevet skilt da den unge musegrå hingst blev bragt her til.
Den gyldenfarvede hingst strakte forsigtig sin lyse mule opmundrende imod den unge hingst. "Deres moder er hos dem. De kan altid finde hende; I deres hjerte kammer er alle du har nær," lød den ru stemme med den varme klang endnu en gang fra Eagle. Oprigtig vidste han, at dem man har nær altid er hos en, lige meget hvor lang væk de er. Man holder dem tæt i sit hjerte.
Det var tydeligt at emnet havde berørt hingst på følesom måde, det havde ikke været Eagles hensigt at berøre hingsten på et sårbart emne. Nu var det blot sådan samtalen havde udviklet sig imellem de to hingste.

Den lyse mule træk Eagle tilbage til sig selv igen, han henvendte derimod et venligt og varmt smil til hingsten og sagde med oprigtig glæde: "De er ung endnu, med tiden vil de finde deres egen familie her." Den ældre hingst mente ikke kun finde en mage og få føl, nej familie var dem man valgte der var familie. Sin egen familie stod frit for at vælge.
Eagle havde selv allerede taget Dune, en ung hoppe han havde mødt, til sig som familie. Lovet hende at han ville være der når hun behøvede ham. Støtte hende hvad hun ville for brug for, og dette var den ældre hingst rede til at gøre med flere hvis de havde behov for et sted, en sjæl altid at kunne søge til.