Havets stille brusen

Det var blevet aften, ikke at det var tydeligt at se; for takket været foråret var kommet til, var der stadig lyst. Kun meget langsomt begyndte skyer er trække sig over himlen og ligge landet hen i en døs af dunkelhed. Meget svagt.
Havet var i sin stille brusen, ingen ville bølger hvilket frydede den ældre hingst der lige nu stod nede ved det elskede hav. Duften af saltvand skar sig vej i hans næsebor, en duft han holde så inderligt meget af. Havet var hans hvilested. Stedet han foretræk at bruge sin tid.
En dæmpet brummen lød fra den ældre hingst, som han stod der og tænkte nærmere over de sidste par dage. Eagle havde kun været her vinteren over, men følte sig godt hjemme her, og jo flere han lærte at kende jo bedre synes tilstedeværelsen i Andromeda at blive.

Havet var den mørkerøde hoppes mål. Ikke længe havde hun været her, men hun vidste at hendes verden ville lysne ved synet af havet, og også her måtte der være hav. Selvfølgelig vidste hun hvor havet skulle findes - trods hun aldrig havde været her. Hele hendes opvækst og liv havde dannet sig med havet som ramme. Græsset tyndede ud til at blive sand. En sitren gik gennem Noa da hun trådte ud på strandsandet. Dette vand ville jo nok ikke være det samme som slog mod klitterne i hendes fødeland men alligevel var det dog hav. Endelig dukkede vandet frem og en føelse af ikke at føle sig helt forladt her i alt det fremmede gennemstrømmede hende. Det var underligt! I kastet havde hun været parat til at dø... men hun var ikke så sikker mere. Men alene var hun dog ikke om denne opsøgen af havet - En anden sjæl stod og betragtede havets rullende bølger.

Lyden af de lave bølger, var som en vuggevise i Eagles øre, hvordan den brusende lyd flød med vinden ind over Andromeda. Ak, var det tydeligt at se at den ældre hingst var i sit ve og vel, som han blot stod der helt stille nede ved vandets brød; helt afslappet. Hans øjne var lukkede i, han nød duften af det salte vand, han nød lyden af havet. En indre ro, en ro fra alt. Der var blot helt ro nu. Ingen forpligtelser.
Denne ro blev langsomt brudt, ikke på nogen misfornøjet måde. En lyd, en lyd der var let at kende kom svag frem i det fjerne. Lyden af dunkende hovslag, et roligt tempo var at finde sig frem til. Den gyldenfarvede hingst fokus var pludselig lagt på denne lyd. De mandelformede øre var rettet imod hovslagende, mens han stadig stod med front imod havet med lukkede øjne.
Dunkende fra hovene blev snart blødere og laver, hvilket afslørrede at hesten havde bevæget sig ud på strandens sand. Det var en fremmede duft denne sjæl bar sig med. En ny men sød duft. Eagle kunne ikke beslutte sig for hvad denne duft mindede ham om, han kunne kun er kende han kunne lide den. To fantastiske dufte kunne ramme hans næsebor med fryd.
Eagle flyttede ikke på sig, men da han kunne vurdere på lyden, var den fremmede tæt nok på til at kunne høre ham, og en venlig og varm hilsen lød fra den helt rolige hingst; "Godaften."

Selvom den ældre hingst stod helt afslappet og ingen muskler var spændte, så han stadig utrolig rank og elegant ud. Hans holdning var af natur ædel, hvilket gjorde at ligemeget hvad den gyldenfarvede hingst foretog sig, ville han se ædel ud.
Med de mandelformede øre vendt imod denne hest der havde bevæget sig mod havet, imod ham uden at vide det, lyttede han blot. Han lyttede til hver en bevægelse.

<sub>Da Noa kom tæt nok til at skelne detaljer så hun denne fremmede an. Han havde en næsten ubeskrivelig farve, som honning måske? Men alligevel ikke. Han udstrålede 2 ting, allerede før han havde ladet sine ord komme ud af munden; ro og intelligens. da hans stemme brød stilheden - den stilhed som egentligt aldrig er stille når havet hvisker en i øret - passede den præcis med Noa's førstehåndsindtryk: fyldt med overskud.
En flot hingst var han - trods aldrende tegn som få grålige hår hist og her. En muskulatur som ihvertfald ikke bar praj af alderdom ejede han og holdning lige så.
Med en rolig stemme svarede hun hans anerkendelse af hendes tilstedeværelse;

"Godaften, Min tanke om at se solen farve vandet rødt er jeg ikke ene om"

Et svagt smil spillede i de isblå øjne. Hun havde aldrig haft svært ved at møde nye heste - heller ikke hingste - men alligevel havde hun ikke stiftet familie.</sub>

De rav gyldne øjne var lukket for en stund, han lod stadig indtrykkende af lyde og dufte strømme til sig, han sugede denne nydelse til sig, som var han afhængig. Dette var ej tilfældet, men han var i en rus af velvære i dette sekund. Denne fremmede tilstedeværelse; denne hest kom ham nærmere, og roligt åbnede han de ellers før lukkede øjne. Hans blik var varmt, men stadig rettet imod havet. Dette var ikke fordi han ej ville ænse denne nye et blik, synet af havet var blot savnet mere end selskabet. ikke negativt, for Eagle havde overskud til begge dele, han måtte blot nyde synet at den lunefulde hav lidt endnu.
Hoppen gengældte hans hilsen, venligt, og tilføjende ord om havet, solnedgangen. Et venlig tog varmt smil tegnede sig om hans lyse mule og tilføjede sine egne ord om det elskværdige hav; "Solnedgangen er ej hvad jeg søger her, jeg søger roen og tilfredshed i havets natur. Dets duft, dets lyde er for mig ren nydelse," lød den ru stemme, der var mere slidt en ru, men stadig bar den en varm klang af venlighed. "De skal dog være velkommen til at komme mig nær, stå her ved min side og se solens glide ned bag horisonten mens det stråler stadig bryder det land vi befinder os i."
Alt den ældre hingst sagde havde en stor ro i sig, for lige nu hvilede han mere i sit indre end nogen sinde før. Han havde ikke i længere tid givet sig tid nok til at bevæge sig ned til havet, bevæge sig ned til sit es, hvor han havde det allerbedst. Nu stod han her, med overskud og ro. Selskabet han nu havde fået kunne kun gøre alt bedre.

<sub>Noa lyttede opmærksomt da han ydrede sin mening om det rolige hav. Ja roligt var det! først nu lagde hun mærke til at dette hav mere var som blide bølger end de voldsomme vande hun kom fra. Hun kunne dog lide det, roen gik helt ind og berørte hendes sjæl. Hun var ikke en som havde svært med at finde ro - og dog - men i dette øjeblik var det lige så let som at trække vejret. Med en stemme, som genlød af havets sindstemning, svarede hun den elegante hingst ved sin side;

"Vand har mig altid været nær, i en egn som af mig fornemmes at være langt fra denne."

Hun ville gerne holde samtalen i gang men ønskede også at nyde øjeblikket. Hingsten virkede til at synes det var fint hun stod. Dog plagede det hendes sind en smule om hun ikke burde stå her, måske var dette hans særlige magiske øjeblik? Men han sagde dog ikke han ikke ønskede hende til at betragte solnedgangen - han havde faktisk sagt lige modsat. Solen begyndte sin dukkert ned i det kolde vand og farvede skyerne lettere violet. Snart ville den nå sit dramatiske klimaks hvor alt ville farves rødt. Hun elskede sådan at se dette vidunderlige skuespil igen og igen - lige vidunderligt var det vær gang.</sub>

Solen prydede himlen med sine sidste varme stråler, og alt eksploderet på en gang i tusinde varme nuancer. Et helt specielt syn at se hvordan himlen blev malet i alverdens rødlige nuancer, lyserøde, som orange som violette. Det var en magisk glød; men for Eagle var det ikke himlen, nej. Havet! I horisonten lignede det at solen blev i et med havet, mens det kastede sine gyldne stråler langt ind ad mod breden, havet var badet i gyldne farver. Havet var badet i et skær af guld. En fryd for øjet.
Om ikke længe ville alle de varme farver forsvinde, månen ville stå på himlen med de tusinde funklende stjerner. Indtil da ville Eagle nyde hvert et syn af det smukke hav han i virkeligheden havde så kært at han næsten tog det som en ejendel. En ejendel han glædeligt ville dele med andre.

"Dette er et sand syn for guderne, om jeg må sige," tilføjede han, om han virkelig sagde disse ord til den hoppe der stod ved hans side, han ej havde givet sig tid til at præsentere sig over for endnu, eller om han blot lod ordende flyde med ud over havet var et ukendt spørgsmål. Et spørgsmål der ikke behøvede svar.
Hun fortalte at vandet havde været hende nær, præcis som hos Eagle. Ikke bare vand i hans tilfælde, men havet. Lyden af bølgernes brusen, var som musik i hans øre, og duften af saltvand var som den sødste parfume for ham.

<sub>Solen og vandet mødtes i en ilter dans - og alligevel så rolig. Himmel og hav stod i et. 2 elementer, som var hinanden så fjern, mødtes og gav et syn som burde være forbeholdt specielle; og alligevel stod det her til frit skue! Men alligevel ville det få hver enkel til at føle sig helt speciel. Noa havde ikke kun set op til havet - nej da hendes håb om at bringe nyt liv svandt, startede hendes beundring for solen; enlig flyder de over himlen hver dag - ligesom Noa hver dag måtte. Havet var hendes moder; men solen hendes veninde.
Moder og veninde mødtes som i solnedgangen; Noa kunne se de 2 faktore som betød mest i sit liv mødes - i dette øjeblik var hun fuldendt. Længe ville de vare før en sådan fuldendelse ville finde sted igen - en dag ville føles som 10.
Lyset nåede de 2 sjæle. Noa's blodrøde skind strålede som solen og genspejledes i havet.
Den gyldne hingst, som lyste op som det pureste guld, åbnede munden og satte ord på den magiske oplevelse, og alligevel var ordene ikke tilstrækkeligt til at beskrive det.
Med en stemme, som skælvede af det ubetalelige syn, sagde hun samstemmende;

"Ja og alligevel lader det sig udspille for øjnene af os"

Ordene lød tamme i dette øjeblik - men Noa var ligeglad.</sub>

Et smykt syn havde netop danset for deres øjne, og nu i deres dans var på vej ned i horisonten. Langsomt forsvandt mere og mere af solen ned bag ved, og i takt med det blev himlen også mere og mere mørk. Få stjerner funklede klart hist og pist, mens himlen var badet i rød, lilla og blåligt skær.
Månen ville snart tage over himlens styrer, lyse deres veje op, og have sin uendelig dans i havets blanke spejlbillede i et mønster der aldrig ville synes ens. Havet kunne være smuk, så smukt som ikke ord kunne beskrive; men lige så smuk som det blotte øje kunne se, lige så farlig var havet også. Havet med sin frie vilje.

"Ord er ikke til at sætte på for den skønhed havet kan bringe for vore øjne, men jeg nyder synet som duften," lød den ru stemme fra den ældre hingst, der stadig havde en stor rolighed over sig. Næsten som var hen døsset hen i skønheden fra solen der badede sig i vandet med sine sidste gløder.
Solen gled ned bag horisonten, stadig var lilla nuancer at spejde i horisonten, men dansen og mødet mellem to elementer var afsluttet. Aftens mørke og månens lys var hvad der nu skulle herske over Andromeda. Først nu løsrev Eagle sit blik fra det store hav.
De rav gyldne øjnede gled hen på sit selskab havde havde haft i de minutter det tog solen af forvinde. Glide ned og lade natten tage over. Forbavset, men ikke overrasket blev han over at se hoppen; og dette var der en helt særlig grund til. Hun var den første han så i dette land der ikke var prydet og badet i ungdom. Ej var hun gammel, og muligvis var hun endda stadig yngre end ham selv, men næppe kunne det være meget.
De rav gyldne øjne havde en varm glød i sit blik, mens de roligt hvilede på den røde hoppe. Hendes pels var lever rød, meget smuk rød. Mørk og en bred blis der løb fra pande til mule. Meget normalt udseende; det der gjorde den helt store forskel fra hende og andre, var de helt klare lyse blå øjne.
"Mit navn er Eagle Eye," præsenterede han sig selv høfligt over for hende, for nu var tiden til at kunne snakke ordentligt. Han havde selv indbudt hende til at komme og nyde øjeblikket før ved sin side, og nu ville han indbyde hende til et nyt bekendtskab.

Den ældre hoppes sind var stadig ved den svindende sol; Følte bølgerne kærtegne sin mave. Snart ville hun i sindet varme et helt andet sted; på dette sted havde hun ikke lige forladt himlen og søgte mod havet, nej der ville hun snart forlade det svulpende vand; før hun igen ville blive genforenet; en cyklus som får hendes sølle sind føltes både knusende og alligevel som var hun afhængig af den genforening; men med hver genforening kom jo også en afsked. Egntligt gik hendes sind i ring; kun får at holde nattens tanker og ensomhed på afstand. Et øjeblik gik der, inden hun blev trukket tilbage, og den gyldne hingsts stemme tilbød hende sit navn. De isblå øjne fokuserede endelig på hingsten. Ældre end hun, var han. En gylden lød besad han. Af tung race, og alligevel ikke. Gammel og ung - noget der nok ville undre enhver der så ham. Men smuk - helt ufattelig smuk og mystisk. Høflighed var at høre i hans stemme; hvilket hun dog også havde forventet.

"Mit navn vil lyde Noami"

Svarede hun ham og lod de isblå øjne for første gang søge hans øjne; Et gyldent hav - som honning.... og dog... mere brunlige.... mystiske øjne...

Noami et navn der kunne have været meget velkendt, det navn havde lydt for hans øre før, ej båret af samme person. Et navn der betød; Behagelighed. Hvilket med sikkerhed passede glimrende til denne ikke unge hoppe, men ej gammel. Hendes lyseblå øjne der mindende om den spraglede forårs himmel var ganske behagelige, de udtrykte meget. Dog var det at se i hendes blik, at ikke alt var helt vel. Der var noget der trykkede hende, men ej noget Eagle lige nu ville stå og grave frem.
"Det er mig en ære at træffe dem," lød det atter med den ru, slidte stemme han havde. En stemme der tydeligt bar klang af varme og venlighed. Indbydende. Det var et ord for både hans stemme, hans blik og hans smil. Yderst sjælden andet blev vist. Eagle var venlig og varm af sind, og ville gerne tage alle til sig, passe på andre og give dem den trykhed de har brug for. Alle skulle være velkommen hos ham.
Alle, for uden dem der tydeligt viste de ikke havde brug for ham, ikke ville have ham nær. Heste der var præget af sig megen ondskab at de var til fare for alle, og ikke viste nåde. Ej ville han afvise dem hvis de kom til ham, men han ville næppe opsøge dem og forsøge på egen hånd at komme dem på nærhold.
"Hvis de ønsker, kan vi jo roligt nyde en aften tur i hinandens selskab langs havets kyst?" Eagle indbød hende vel i det man kunne kalde en måneskins tur, det var dog ikke ment på nogen romantisk måde, han nød blot selskab, og ville gerne have hende med på sin aften vandring i det bløde sand, imens nattens stjerner overtog herredømmet over den mørke himmel der havde trukket sig over efter solen havde gjort sin sidste dans for denne dag.

Hestenes maner, Noamis korte, røde man og Eagle's gyldne lokker, slog blidt mod deres halse i vindens skiftende takter. Sandet var ualmindeligt fint og koldt på denne strand. Lang kunne man se stranden bugte. Hans rustikke stemme klingede på den åbne strand. Den sætning som kom krævede kun et svar og dette kom promte fra den sodrøde Noami;

"mig en ære ligeså"

En pause opstod; begge i tankernes spind. Noa lod tankerne flyve til sidst hun stod på sådan en nattestrand; dengang havde hun ej oplevet dette land og ej smagt den algribende sorgs luner. Dengang havde hun stadig båret livet og håbet, nu var dette væk. Vinden havde kærtegnet hende som nu; men selvskabet var ej tilstede. Alene havde hun stået der og drømt om fremtiden, drømme som var smuldret for øjnene af hende.
Hingstens stemme lød igen og denne gang var det et spørgsmål som han ytrede; En tur langs havets kyst med ham, tilbød han.
Ej ønskede hun at vandre i natten, men med en hest ved sin side ville dette være hende behageligt. Mere ville hun lære om denne hest og indvilligede således i hans foreslag;

"At mærke sandet under sine hove og nyde et selvskab som de er, vil være mig en fornøjelse"

Hendes stemme var rolig og langsomt slappede hun mere af; plejede at slappe af på denne måde gjorde hun ikke. Men selvskabet og føelsen af ikke at stå alene mens solen igen ville smile til hende var en dejlig fornemmelse.

Tydeligt var det for den ældre hingst at se noget trykkede den hoppe på, noget der trak hende ind i en sorg; en sorg hun ikke virkede til at ville dele, ikke virkede til at ville vise andre. Noget hun forsøgte at fortrænge, og alligevel var det så tydeligt at se at dette der rungede for hendes indre havde sat sine præg. Eagle ville ikke grave op i hendes minder, ikke påtvinge hende til at sige noget, og der for tav han. Han ville lade hende komme til ham, hvis emnet skulle frem.
En stilhed var over dem, ikke i en stilhed som der ingen lyde var; men en stilhed i det retning af at ingen talte for en stund, og kun lyden af bølgerne var at høre. De fleste dyr havde fundet sig en ro, og derfor ingen fugle der kvidrede og ingen måger der skrattede. Blot en behagelig stilhed.. lige til hendes svar var kommet på hans spørgsmål.
Et glædeligt og venligt smil strejfede over Eagles lyse mule, hun havde takket ja til hans tilbud, hvilket behagede ham. han knejste let i halsen, og gjorde som getus til hun skulle gå frem, han ville slutte sig til hendes side; således kunne de vandre side om side igennem det bløde sand.

"Noami, jeg vil tillade mig at spørge; har de været her længe eller er Andromeda et fremmede sted for dem?" Den ru stemme han bar havde lydt blød og varm da han sådan lidt trængte sig på. Dette var dog almindelige spørgsmål, og kunne nemt findes kedelige. Almindelighed var noget der var et tydeligt præg hos den ældre hingst, han udstrålede nysgerrighed og interesse for andre. Jo mere hun kunne fortælle om sig selv, jo bedre ville det blive; lige ledes hvis hun ønskede at vide noget omkring ham. Med alderen på deres side, havde de sikkert en masse tilfælles, eller også var de vidt forskellige.
Roligt vandrede han ved hendes side, ingen stor afstand, men eller ikke tæt. Den ældre hingst gav hende sin plads på en respektfuld måde. Det var tydeligt at se på den ældre hingst, at han fandt sig ganske tilpas.

<sub>Noami satte gang i en elegant skridt. De 2 sjæle skridtede i måneskinnet side om side et øjeblik, før han stemme gav sin klang igen.

"Fremmed, kun har jeg været i dette land fra solen stod højest på himlen"

Med et suk lod Noa hovedet falde mod det hvide sand og pustede til det, inden hun løftede det og så mod den gyldne, igen. Igen lod hun stemmen fortælle og trods hun ville fortælle ham, hvad før havde fået hendes øjne til at løbe, forholdt de sig tørre; næsten sviende, som kunne ikke bare en lille tårer falde i sandet, trods lysten måske var der.

"Jeg boede i en flok, hvor jeg havde det godt, levede ved elementernes fod; følte vinden rive i min pels, vandet slå mod mine ben, solen varme mig, jorden holde mig."

Dette var i sig selv ikke sørgeligt, kun var denne historie begyndt.</sub>

De rav gyldne øjne den ældre hingst besad, hvilede for en stund på hende da han havde stillet sit spørgsmål, for bagefter at blive rettet lige frem; langs kysten, der bugtede sig i en smuk stor bue. Blikket blev atter ført hen på den røde hoppe der vandrede ved siden af han, hun talte. Andromeda var fremmede for hende, som det havde været for ham en gang. Han havde dog fået æren af at møde hende, på hendes allerførste dag i dette land. Eagle vidste ikke om det for alvor var den første han mødte der var nyankommet eller ikke; men han fornemmede der var noget med. Der netop for lidt siden var sket noget drastisk. Det var der jo selv for ham, den dag han endte her.

Eagle så til imens hun sænkede sit hoved ned til det hvide, bløde sand. Pustede til det så der stod en lille sky af sand hen over resten. Som et vindpust, skabt af Noami.
Der var et fast tegnet venligt og varmt smil over Eagles lyse mule, alt imens han endnu ikke havde fjernet blikket fra hende. Han vidste på en måde at hun ville sige mere, og det gjorde hun også. Hendes røde hoved, med den brede blis blev igen hævet, og hun fortalte at hun havde tilhørt en flok. De mandelformede øre var spidset frem imod hans selskab der snakkede. Eagle ville ikke afbryde hende, så han sagde ikke noget.