I ly af mørket

Det sitrede i hele kroppen på den næsten hvide hoppe. Alt var som en drøm og et mareridt på engang, samlet i et hvirvlende mønster Myth ej kunne finde rundt i. Hun vidste blot hvad hun måtte gøre, hun måtte gøre hvad bedst for hende, glemme de andre. Finde den ro hun søgte, koste hvad det ville. Hun måtte følge denne fremmede, denne skabning. Han kunne lede hende vejen, det havde han fortalt. Helt fortabt i sine håb tog Myth varsom nogle skridt længere mod klitten op af vulkanen. Den hun så mange gange har kredset om, vandret lidt op for atter af vende ned. Hun havde i så lang tid været draget af dette sted. Det kunne kun være her hendes svar hvilede. Den hjælp hun behøvede.

Hvis blot du ønsker det rigtige
Hvad var præcis det rigtige, det var svært at sige. Myth ville give alt, gøre alt, ville hun i hvert fald mene, blot for denne fred hun søgte så desperat. Den fred hun kun fik få glimt af i sin forvirrede hverdag. Den endelige vandring, uden hvil; sådan kunne hun ikke leve. Beundrende så hun nu med de mørke tomme øjne, der alligevel gav få gnister af liv, på den fremmede skabning, denne hingst eller dette væsen. Hvad han end præcis var. Draget som et barn af slik fulgte hun ham, ikke nær så elegant som han. En underlig følelse fandt vej frem til hendes krop. Hun følte sig lige pludselig fuldstændig. Hun følte sig undervurderet, hun følte hun kunne mere end det hun havde vidst; men i forhold til hingsten, dette væsen så majestætisk; hun følte sig som ingen ting.
Opmuntrende havde hun brummet til ham, hun måtte følge ham! Følge ham med mod toppen. Træde i hans fodspor, lade ham vise hans herre. Hvor hun vil bønfalde, tilbyde sin tjeneste til ham. Hun ville vie sit liv til herren.

Der stod den majestiske hingst, væsen; smuk, hvid marmor. Han virkede som en klippesten, så kold og solid. Han kunne støtte hende. Han hjalp hende nu
Farten blev ikke sænket før hun nåede frem til hingsten, sjælen så fremmede for hende at han næppe kunne være naturligt. Hun så på ham, med et fast besluttet blik. Ak den næsten helt hvide hoppe havde taget en beslutning, hun var ikke bange, som hun havde været det før. Forskellen var hun ikke var alene nu!

Har inviteret ondskabens budbringere som de næste til at svare

(YAY :i)

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, de der var alle vegne og samtidig var bestanddelen af alt. De så alt, hørte alt, fornemmede alt, og efter at den hvide Fuyu var blevet en af deres, så de blot endnu mere. Via ham kunne de, kunne han, fornemme hvad der skete udenfor den ø, som de var bundet til, og det havde givet dem en fordel uden lige, en, som Den Vise nok aldrig havde forudset. Med hvislende tunger bugtede de sig nu, som en tåge, som utallige skygger afsted over Foehns jord, for at møde Fuyu, hvis korpus havde fået selskab. Et selskab, som de kunne fornemme, havde et potentiale de kunne udnytte, tage i brug, forstærke sig med. Det varede ikke længe, forend de mange begyndte at samle sig, torne sig op som den skyggehingst de var, den var og snart trådte den an foran Fuyu, med de enkelte skygger hæftet til sin krop og den hvide hoppe, hvis navn de havde erindret fra Fuyu’s indre. Deadly Myth.

¤Fuuuuuuuyuuuuu, hvad bringer du ooooooos?¤

Hvislede den, som en slange der var klar til at hugge. Reflekser som en, havde de, havde den, og ingen skulle nogensinde prøve at lægge sig ud med de kræfter, som lå bagved det gennemsigtige udseende. Med hugtænder så skarpe som barberblade huggede skyggehingsten frem for sig, med en direkte ondskabsfuld latter, der frøs de omkringliggende planter til is. De røde øjne så først indgående på deres skyggebroder, Fuyu, inden de blev flyttet til den yndige hoppe der stod foran dem, foran ham.
Med et grumt smil, men med utrolig galant og tiltalende bevægelse, nikkede skyggehingsten indgående til hoppen.

¤Deadly Myth, så mødes vi. Hver hiiiiilset¤

Ja, skyggerne havde charmen, havde pli; især når selskabet var at hunkønnet. Dog var de aldrig sleske, aldrig vulgære når et nyt selskab skulle introduceres, det lå nemlig kun til lavere stående væsner at være sådan. Stilheden gled over dem igen, alt imens de, han, afventede den egentlige årsag til at de var blevet hidkaldt af den hvide Fuyu; selvom de allerede vidste det. For han vidste alt.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Mamors hingsten synes at have et gys løbende igennem kroppen da en slangeagtig hingst tonede frem af de natmørke skyggere.. Nej, ikke natmørke. De var så sorte, at de synes at være det modsatte af lys, ikke blot fraværet af det. Som om de slugte lyset alene ved deres tilstedeværelse.... Et smil gled over mulen på den hvide hingst, og han rykkede sig således ikke fra bidet, da det søgte imod ham med tænder glinsende af hvad synes at være intenst mørke.. En gift han allerede havde i blodet, der allerede fulgte hvert hans skridt. Derudover vidste han at denne bevægelse ville komme, og at bide sig selv forekom direkte ulogisk. Den var ment som en optakt til leg, en farlig leg, som han dårligt rude våge sig ind på. Som de dårligt turde våge sig ind på. Skyggerne der beklædte hans hove var nu blot et stort mylder, overalt var de, og ingensteder samtidig. Hingsten var splittet milevis, og dog samlet på et sted, hans fysiske vedholdenhed forblev, og den ætsende sorte flamme, den skygge han var blevet, var stadig hel, stadig her, og ville aldrig rykke sig fra dets hvide fængsel,medmindre andet blev påbudt dem... Han behøvede ej at svare på spørgsmålet, ej for sin egen skyld, ej for sine brødres skyld, ej.. Ja, for sin egen skyld. Eller Alduins, hans herres, thi denne var altvidende, almægtig. Men alligevel brød hingsten sin forstenede statur for at tale, med den klare, unge, erfarne og smukke røst, der kendetegnede det hvide legme. Skyggernes søn, og broder. "Jeg.. Vi bringer.. En hvid sjæl, der har ønsker, forespørgelser... En fremtidig Vokun(skygge), eller blot forbundsfælle..." Han vidste ej, de vidste ej hvad planerne for denne hvide hoppe var, kunne være. Thi der var visse ting han stadig ikke kunne følge med i, i de skyggeagtiges væsners tankegange. Ganskevist følte han dem, hørte dem, så dem, lugtede dem, som sine egne, men endnu var hans forståelse ikke til at kunne mere end opfange brudstykker. Den hvide hingst plantede sit blik på de skimle hoppe ved sin side, betragtede hende, afventede hendes reaktion. Nu havde han fremkaldt skyggerne, fremkaldt sig selv og sine brødre, hvorledes ville hun udnytte det? Hvorledes ville han blive belønnet...

Det var med let mobende udtryk og en kuldegysning der løb langt ned af rykken på hende nu så på dette andet, nye og fremmede væsen der trådte frem ud af ingen ting. Det virkede som om dette væsen kom op af jorden. En smule usikker blev den næsten helt hvide hoppe. Trods for det var dette hun havde bedt om, håbet og inderligt drømt om; så løb det koldt ned at ryggen på hende. Skabte ubehag i hendes indre. Deadly Myth mannede sig op. Hun stod en smule mere rank og så nu tavst til, mens dette væsen skabte sig en silhuet. Selvom hun vidste de to, den hvide skygge hingst hun havde betroet sig til, fulgt ham her til og denne fremmede. De var ikke som hende. Der var noget mere, betaget af dem blev hun. Denne mystik, dette der omgav dem deres ord. Hun kunne ikke andet end at ville følge dem. De kunne hjælpe hende!
Støttende blev hun dog stående ved den hvide hingst, eller væsen. Hvad han var, vidste hun endnu ikke præcist. Hun vidste blot han var hendes støtte lige nu. Han var hendes hjælp frem for nu.

Der blev først talt overhoved på hende, og normalt ville Myth ikke bide sig mærke i det. Hun ville være ligeglad. Jo mindre opmærksomhed jo bedre: Dette var en undtagelse. Hun kunne mærke det bide i hendes indre efter at få opmærksomheden fra dette væsen, denne skikkelse. Disse stemmer. Hun ville bede sin bøn og tilbyde sig. Hun ville have den hjælp hun søgte. Koste hvad det ville. Hvad var det de præcis mente, eller hvad var det den hvide hingst med de sorte lignende aftegn mente. Ordende forekom hende fremmede. De mørke følelses forladte øjne så op på den store hingst, hun søgte et svar, eller blot en forklaring. Måske var det blot ikke ham der havde dem?
Opmærksomheden kom også til hende. Der! Hun blev mødt af de blodrøde øjne. Myth knejste let i nakken. Hun uddybe sin respekt langt tydeligere for dette væsen, end hun ville nogensinde gøre for andre. Aldrig ville hun vise sig så underkastende, men med ære, overfor en helt almindelig hest, som hende selv.
"Hver hilset," svarede hun høfligt igen, og med mere liv i stemmen end i lang tid havde gjort.
"De kender mit navn?"
Det undrede Myth, og med dette tiltalende væsen, kunne hun ej holde sit spørgsmål igen. For hvordan kunne dette væsen helt nøjagtigt vide hendes navn. Så højt var der ikke blevet talt ved foden af vulkanen. Måske var der et bånd imellem de to. Der var noget ved den hvide skygge hingst der kunne genspejles i dette væsen.

Ondskabens Budbringere

Mange, få, uendelig, en. Samlet var de, mens de var spredt, og nu hvor den hvide broder Fuyu havde bragt den hvide Dødsmyte med sig, til Skyggernes verden, dansede de af glæde, af håb, af fortvivlelse og vrede. Fangearme af lillesorte Skygger strøg rundt omkring, bugtede sig som havets overflade, imens de spærrede vejen fra de to heste der havde opsøgt dem. Fuyu, deres, hans, dens broder, var som altid en skikkelse der kunne glide ud og ind af Skyggernes ringe som han ville det, men Dødsmyten var fanget, uden mulighed for at gå, indtil Skyggerne besluttede således.
Skyggerne, som altid var mange og en på samme tid, snakkede i vildens sky med hinanden. Fuyu havde hoppen med sig af en grund, hun havde potentiale; et, som Skyggerne både kunne lugte og smage. De nærede sig af andres frygt, men denne hoppes frygt var ikke bundet af dem, hvilket gjorde hende til en oplagt søster, til Skyggernes verden. Skyggehingsten, der endnu stod samlet foran de to, smilede grumt. En isnende kulde bredte sig fra hans næsebor, hver eneste gang luften passerede ind og ud af de tomme huller, og omkring dem var en mur af kulde begyndt at rejse sig fra de omkringliggende Skygger. Derpå lød den rungende latter, så ond og dyb som intet andet.

¤Viiiiii kender dit navn, Dødsmyte, som viiii kender alle andres. Vi ved hvem du er, jeg ved hvem du er. Men du frygter os ikke, som andre gør, og det kan vi lide, kan jeg lide. Vi kan give dig magt, kræfter og en famiiiilie så stor som ingen anden, du hvide elegante hoppe!¤

Ja, Skyggerne kunne charmere. De kunne kæle sig lige så intenst omkring en sjæl, som to elskende. De kunne forføre, de kunne lokke. Men man skulle aldrig undervurdere den ondskab, som altid lurede bag den til tider forførende facade, som de med lethed, som han; Den med lethed kunne trække i. Enkelte afstikkere søgte nu frem mod Dødsmyten, kælede for hende som en anden elsker, imens andre søgte Fuyu, konverserede med ham, belønnede ham med kærtegn for at have bragt denne sjældne perle med sig, til deres magt. Hun kunne blive en formidabel udvidelse af deres magt i landet; hun kunne hjælpe Fuyu med at sprede deres budskab. Engang ville de igen overtage denne verden, indhylle den i det mørke som den for altid ville være bedst tjent med. Sådan, som den engang var bleven skabt. En verden hvor Skyggerne vandrede frit, bugtede sig yndefuldt afsted uden at skulle frygte det grusomme lys, som havde kastet billede over verdenen, blotlagt dens fejl og reklameret med dem til alle der satte fod i landet. Nej, denne verden skulle endnu engang indhylles i det tyste mørke, det mørke der gjorde alt perfekt. Deres mørke.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den hvide skygge blev blot stående, som en fast støttepæl, skulle den hvide hoppe beslutte sig for at søge til fornuften, afslå skyggernes eksistens. Selv havde han i tidernes morgen forsøgt at nægte deres eksistens, men hun var ej blevet behandlet som han... var ej så.. Skadet endnu. Et svagt smil gledover de lyse mule, med sporet af sindssyge, idet en skygge forvred grindet, der for altid var ætset ind i hans pels. Han var arret, men ikke alle behøvede disse ar, disse sår, for at blive vendt til skyggerne, visse bare det i naturen, og andre kunne gradvist omvendes, og således benyttes på andre måder end han, end de kunne. Mange ens kom man ikke langt med, men med forskelle var det let at.. overvinde mange. De hvide ører blev tippet let tilbage, han talte ej, lod istedet sig selv... dem, han føre ordet. Dem der var ham, den der var ham, han talte. Med tusinder af tunger, fra alle vegne. I særdeleshed en gerning der fik det til at risle begærligt igennem den mørke pels langs skyggerævens rygrad. Oh, hvilken magt, hvilken storhed... Beundrende, som en forelsket ungplag, lod han hovedet tippe på skrå, alt imens hans snehvide øjne betragtede hans broder, ham der var ham, og ej ham. Ganskevist var denne skyggefremstilling ikke lige så... Komplet, som ham der herskede over dem. Alene tanken om det syn... Om det mørke, om den frygt.. Ærefrygt, magt, mørke, skygger... Et sageligt udtryk hvilede på de hvide hingst, imens han lod sine, deres tanker føre ham fjernt og vidt. Han lyttede skam til sine egne ord, til skyggernes ord. Men var samtidig på en rejse i fortiden og fremtiden. I fantasien.

Tågede skygger dansede rundt over alt, afspærrede vejen væk. Der var ingen vej væk synes det, ej heller som man næsten kunne se igennem de sorte tågede skygger. Myth trippede lidt. Den næsten helt hvide hoppe havde aldrig brugt sig om at blive lukket inde. Fanget. Hun skævede til den den hvide hingst, skyggehingsten der havde ført hende vejen her til. Hun træk vejret dybt og fik fattet sig selv.
Ingen frygt for dette. Normalt ville det sikkert vække en stor frygt, et levende mareridt. Måske endda panik og angst; men Myth var ikke så en hver på dette punkt. Ej frygtede hun dem, de eller det. Hvad de endnu var helt præcis kunne hun ikke finde ud af. Måske hun ville. De mandel formede øre var spidset frem imod den mørke skabning.
Han, den, de? vidste hvem hun var. Det undrede hende, men ikke kun vidste de hvem hun var, men også alle andre. Kendte de Djange? Den let brogede hingst hun havde vendt ryggen til? Kendte de til det energiske føl hun havde mødt da hun ankom, som nu sikkert var ved at være voksen. Hun vippede det ene øre lidt på geled undrende, mens hun tænkte på hvem hun kendte i dette land. Ingen- stort set. Myth havde mest af alt holdt sig for sig selv.
"Min frygt er ikke over for jer, jer beundre jeg. Jeg har hørt om jer, og jeg må sige jeg har tænkt egoistisk. Jeg ønsker en ende på mine lidelser men ej ønsker jeg døden. Jeg ønsker at glemme fortidens mareridt. Jeg vil stå jer til evig tjeneste for denne hjælp....." Myth holdt hende for en stund. "Jeg vil gøre alt."

Magt lød i sig selv tiltalende, kræfter lige ledes; men familie.. Det ord ramte dybt. Længe havde den næsten helt hvide hoppe ikke haft en familie. Hun havde mistet dem, som hun havde mistet sig selv. Igen så hun hen tl den hvide hingst, var alle i hans verden familie. Ville hendes støtte blive hendes broder? Ville den mørke skikkelse foran lige så? Hun så lidt frem og tilbage, og hun smilede svagt. Mest for sig selv. Myth kunne lide tanken. Ej kendte hun dem, men de ville hjælpe hende? De ville gøre noget for hende.
Den næsten hvide hoppe kunne ikke se nogen anden udvej.. Dette var hendes vej.

Ondskabens Budbringere

Den sorte skyggehingst, som stod foran den snehvide Fuyu, der var beklædt af Skyggernes onde, pinefulde enheder og den hvide Deadly, hvis elegance ikke kunne tages fra hende. Skyggerne, Skyggen havde altid fundet de anderledes mere fascinerende, end de langbenede spinkle hopper, som hingstene dånede over. Og ja, Skyggerne kunne godt se skønheden, for blinde var de, var han ikke. Et grumt smil tegnede sig efterhånden på den imaginære mule, som Skyggehingsten havde. Deadly bekræftede, hun frygtede dem ikke, men beundrede dem. Hun ville gøre alt de bad om, for at blive en del af deres, af hans verden, og det både frydede dem og undrede dem. Selv ikke Fuyu havde mødt dem med direkte beundring i sin tid, men de grusomme Skygger vidste alt. Og de vidste at de ord som hoppen havde udtalt sig, ikke var usande. En iskold latter brød langsomt frem, alt imens Skyggerne fortsat kælede for Fuyu.

¤Du frister oooooos, hvide Dødsmyte. Så meget, at viii, at jeeeg næsten er fristet til at føje din vilje, men ak¤

Lød den hvislende stemme, alt imens luften omkring dem langsomt blev koldere. Så koldt blev det, at rim på græsset under dem, det sparsomme græs der nu var, begyndte at blive beklædt med rim. Imens dansede de enkelte Skygger fortsat som et hegn omkring dem, bugtede sig i endnu langsommere og langsommere bevægelser, som var tiden ved at gå i stå.

¤Vores evige Herre, vores eneste Herre sidder i vulkanens bund, forseglet af en forbandelse kastet over os, over ham, af en hingst. Ham, som mange nu kender til, ham der har fået dig hertil. Men, Dødsmyte, landet er ikke det som det engang var. Nej, engang herskede mørket og bragte den virkelige skønhed frem i landet. Engang flød magten overalt, men ikke længere. Vores, min vilje er at vores Herre endnu skal sætte sig på tronen i dette land og du kan hjææææælpe. Ofre dit blod til vores Herre i vulkanen, det vil styrke ham! Men ofre kun så meget, at du endnu kan stå, Dødsmyte!¤

Skyggerne hvislede atter faretruende tættere på. Det var så fristende at tage hendes liv, nære sig af det, for det var så forfærdeligt tillokkende, med hendes tro, hendes styrke; men det ville gavne dem meget mere, at have hende i live, sammen med den hvide Fuyu, hvis kræfter havde vokset meget siden hans første møde med de sorte Skygger. Han var en uundværlig broder, og måske Dødsmyten kunne blive en ligeså vigtig søster.

¤Fuuuuyuuuuu¤

Hvislede de så, med en stemme Dødsmyten ikke kunne høre. Imens Skyggerne kælede sig for den hvide hoppe, havde de dæmpet hendes hørelse, så hun intet kunne høre.

¤Hvis vores kræfter skal styrkes, skal vi bruge sande Skyggebørn. Vi hååååååber, at du kan udvide vores famiiiilie. Snart!¤

Opfordringen var tydelig. Afkom skabt af Skyggernes håndlangere, ville være endnu stærkere end deres forældre, endnu mere tro mod Herren selv. Sådanne afkom, ville kunne være afgørende i slaget om magten, når det engang skulle stå, og Fuyu’s næste store opgave, ville være at skabe det første. Derpå trak Skyggerne omkring dem sig sammen, så kun Skyggehingsten stod tilbage.

¤Når du har gjort, hvad vi har bedt om, Skyggehoppe, vil du modtage kræfter. Du vil modtage magt. Og brug den vel!¤

Derpå svandt Skyggerne væk, den svage varme der havde været i luften kom tilbage og rimen forsvandt. Derpå stod Fuyu og Deadly Myth alene tilbage, med hver deres opgave fra de ondskabsfulde Skygger.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den pludslige kulde sendte en gysen igennem den hvide hingste, hvis pels ikke var skabt til det kodle vejr, og ikke havde været det, siden han valgte at tilbringe vinteren i de mere afsidiges liggende huler; nær sin herre, en evig varmekilde. Dampskyer forlod hans lyse næsebor, og hårene på hans mule frøs til is, men han rørte sig ikke, selv ikke en skælven brød hans stille holdning. Hans sjæl, han selv, de, dem, han, ja, han selv gav nok varme, til at hans krop kunne overleve. Selvom han påførte sig kulden, fremkaldte den med magten, varmede den også omkring han, tillod ikke den dyrebare, smukke, snehvide krop at bukke under. Anderledes kunne det dog være for den hvide myte, for endnu var hun intet værd for dem, for ham. Hun kunne blive det... Hans blik vandrede fra hans brødre, til hoppen der modigt, og stolt stod frem, imod skyggernes magt, med skyggernes magt. Derpå lod ordene, der flød igennem luften, både sagt og usagt, sig vende imod ham. De ønskede, han ønskede små skygger. Små hvide skyglinger, små sorte skyglinger, afkom, familie, der kunne sprede det mørke blod, der flød i hans årer, fortsætte skyggernes besættelse. Hingsten vendte langsomt, næsten som tiden var gået i stå, hovedet imod sine brødre, sin bror, sin søster, skyggehingsten, og lod derpå sin smukke, kølige stemme klinge i stilheden, mest for dødsmytens skyld, for selv kunne han høre alt det usagte, og behøvede ikke at fortælle sig selv om det - det ville jo bare være tåbeligt. "Jeres, vores ord, er lov og vilje, vokunne, zeymah. Med disse tvetyde ord, sænkede hingsten let hovedet, og trådte et skridt tilbage med det ene forben, før hans mule ærbødigt hvilede ganske kort fra jorden, et ærbødigt buk, til dem der var ham, og ligeledes ikke ham. Hans overordnede, og underordnede; hans søskende. Derpå vendte den hvide skyggehingst sin opmørksomhed til hoppen, og lod en mild brummen svæve i luften, som støtte, imod den kulde hun havde oplevet. Hvis hun ønskede, at han skulle stå ved hendes side, imens hun udførte den pågivne opgave, ville han gøre således, men han kunne også trække sig bort, og overlade hende til sin skæbne; til sine brødres magt, hvis dette lå hende mest behageligt? Meget vidste han ikke om hende endnu; Men snart ville de dele sjæl, tanker, og ikke mindst vilje, hvis hun ønskede stærkt nok.

Det virkede for den næsten helt hvide hoppe ikke som virkelighed det hun stod i. dette kunne have været endnu et mareridt; Hvis ikke det havde været for den tryghed hun hvilede i. Den ro; Hvorfor hun havde så stor en tillid, tiltro til disse skygger, disse væsner, heste der bar dem med sig, fulgte dem; de var fremmede. Men hun havde i sin tid her nu søgt og hørt om dem, så meget hun havde skabt et bånd for sig selv. En længsel var i hende efter at blive som dem, at få ro i sindet.De mandelformede øre blev vippet frem. Det var ikke ofte det skete, men skyggevæsnet, det mørke, talte. Myth lyttede, hun ville ikke misse et ord. Høre forkert eller på anden måde virke til at spilde hans tid dyrebare tid. Hun mærkede en skuffelse brede sig, men det var ikke det eneste. En bidende kulde spredte sig først. I første omgang troede hoppen at det var hendes angst for nu at blive afvist fra et inderligt ønske, et redning; Men hurtigt gik det op for hende det ikke var hende, men omgivelserne. Myths lemmer skælvede, det var koldt- men alligevel holdt hun hoved højt. Hun ville udholde den skærende smerte fra kulden. Hun ville vise hun kunne holde til de små julelege han kunne finde på. Hun ville jo gøre hvad som helst.

En dybt og lettende suk kom fra den hvide hoppe da hun hørte hendes opgave, at hun blev frelst. Det var ikke mange der ville mene det at ofre sig selv, sit blod måske lige frem sin forstand var en frels. Hun mente. Normal var den næsten helt hvide hoppe nu ikke. Hun havde forvrænget sit billede om virkeligheden, og havde truffet et valg. En stor beslutning, for hende var der ingen vej tilbage.

Med sammebidte tænder nikkede hun. Hun ville ofre sit blod til herren, hun ville udholde smerten og synet. Hun ville først stoppe når hun kun lige kunne gå oprejst. Lige som hun blev bedt om. Myth ville klare sin opgave med løftet pande, med ære. For dybt inde hende så hun dette som det rigtige.
De tomme brune øjne faldt over på den hvide skygge hingst der havde fulgt hende vejen så langt, han havde været hendes støtte. Et svagt smil kunne skimtes over hendes spraglede mule, første gang længe.

Skyggerne kælede om hende, det var en underlig følelse. Hun kunne mærke dem som en kildende bevægelse der knap rørte, det var køligt, men behageligt. Den næsten hvide hoppe lod sig ikke bide mærke i at den mørke skikkelse havde dæmpet hendes hørelse, eller for den sags skyld nu ikke havde opmærksomheden på hende. Myth var for en stund travl påtaget om de skygger der slyngede sig om hendes ben og rundt. Myth virkede helt og aldeles tilfreds, som var hun født til dette.
Atter kastede hun blikket mod sin støtte. Han var der endnu, hun kunne se ham tale, men ej høre hans ord. Herefter forsvandt skyggerne omkring hende, den mur omkring forsvandt også. Kun den mørke skikkelse var tilbage nu.
Den mandelformede øre blev igen spidset. "Jeg vil," svarede hun og nikkede respektfuldt. Inden i boblede en glæde, men også en nervøsitet over nu at skulle ofre sit blod.

***

Den rolige brummen der lød fra Fuyu, den hvide skygge der havde støttet hende så langt nu. Virkede omgående beroligende. Det lettede byrden, at vide man om ingen længe skulle igennem gå smerte, svimmelhed. Men gaven i den anden ende var lang større fristelse, så ofret var ingen sag overhoved.
"Du, I har været min støtte så langt, du, I har guidet mig så langt som nu. Det vil være en ære for mig hvis du vil være ved min side imens jeg skal ofre mit blod."

De mørke brune øjne hvilede afventene på ham, noget sagde hende at han gerne ville være der. At han ønskede hende blandt sine egne. Hvorfor skulle han ellers have hjulpet hende så langt?

Mareridt var en del af hverdagen for skyggehingsten, thi han var selv et evigt mareridts væsen. Dyr flygtede ved hans tilsynekomst, og alene hans stemme kunne få træerne til at skælve af frygt - næsten da. Han var et væsen, der levede af fantasiens mørke siider, af frygt, og han nød den. Han nød de gysende føl, når de blev fortalt historier om hans, og hans brdødres bedrifter. Når natten blev tung, og kold af hans sind, deres sind, deres tilstedeværelse, hans tilstedeværelse. Når rimfrosten han i luften, på trods af en ellers lun sommernat. Magten, frygten havde været følgesven med, havde forvandlet den ellers smukke, næsten uskylide unghingst, til et fantom, et nattens spøgelse, et mareridts væsen. En birvirkning af den overtalelse skyggerne havde påtrængt ham, for at få et redskab; En broder, der ej var bundet af skyggernes lænker, frit kunne bevæge sig og tale. Dette ville hun dog ikke blive, hun var frivilligt gået ind til det, altså ville frygten ikke påvirke hende på samme måde, ikke knække hendes sind... Sandsynligvis. Hvad Alduins tanker, hans brødres tanker, hans egne tanker med hoippens fremtid, kendte han ikke. Men han erkente sit valg, hans valg, deres valg, og hvilede derfor roligt de snehvide øjne på sin kommende søster, da hendes ord lød imellem det. Disse skulle ske fyldest, det var hendes ønske, og således også hans, ganskevist i begrænset omfang, men dog..
"Hvis det er det du ønsker, myte, så vil det være således."
Et smil spillede på den tvefarvede mule, ganske venskabeligt, noget af et under, at det overhovede kunne forekomme således, på den ellers skræmmende hingst. Men hans smukke, unge stemme var næsten det mest bemærkelsesværdige. Oftest gemte han den bag udtryk, og en ondsindet latter, så den næsten ikke var til at kende. Men i momenter som denne, forekom det ham passende at benytte sin 'sande' stemme, den hans, deres krop i sandhed var udstyret med. Og smuk var den, klingende, ren, og klar. Dyb og lys på samme tid, en stemme der kunne fortælle lange historier, fraser, uden at kede de tilhørende, en gave i sig selv. Hingsten slog derpå med halen, og trådte et par skridt frem, før han kort vente hovedet imod hoppen, afventende, indbydene, for at vente på hendes følgeskab, vente på at hun ville ledsage ham, til hvad det kunne blive hendes død... Og genfødsel.

Det kunne undres hvorfor den næsten helt hvide hoppe helt frivilligt var gået ind til dette, havde længtes efter det, som en der er på sulteranden længtes efter mad. Hun havde ofret det eneste venskab hun havde haft hid til blot for den frihed hun så i at følge skyggerne.
De tomme brune øjne, der dog havde et lille glins af håb, så på den hvide skygge hingst: Hun havde ikke kun mistet ved dette valg. Hun havde også vundet. Mødet i dag havde bragt mere med sig end det tab hun havde ofret for flere dage siden. Et svag smil spillede om den spraglede mule. Det her var hvad hun havde ventet på, søgt.
En hingst havde en gang været dum nok til at fortælle Myth om skyggerne på denne vulkan ø. Siden den dag havde hun ledt, frygtet svaret: Men i dag havde hun fundet det, blevet ledt her til ved hjælp af den hvide skygge. Den hun end ikke kunne få sig selv til blot at kalde for en hest, han var mere end det! En svag brummen lød fra hende og de mørke øjne søgte op mod vulkanens top. Hun tog en dyb indånding. Det var der op hun skulle hvis ikke det havde været fordi Myth skulle gennemgå smerte for at få hul på sit skind, for at kunne ofre sit blod, kunne hun nemt have taget den i galop der op. Værdigheden og den indre uro i maven fik hende dog til at tage den med ro.
Hans stemme havde lydt så beroligende, så behagelig. En lyd hun end ikke havde hørt fra ham igennem de sidste par timer. Han havde brugt mere af sin tid på få det hele til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Latteren der ikke synes at komme nogen steder fra, virkede overhoved ikke til at være en der ville kunne komme fra den hvide hingst med de sorte tegn. Nej, han virkede så beroligende at høre på.
Igen endte de mørkebrune øjne på Fuyu, og igen kom et svagt smil. Han gav hende den sidste styrke og tro på hun kunne. Blot ved at følge hende. De første skridt frem blev taget. Hurtigt blev de første skridt erstattet med nogle nye. Med dyb vejrtrækning gik Myth nu mere målrettet end før. Stille gik hun, for meget havde hun ikke at sige nu. Hun ville blot have ofringen overstået! Hendes hoved var lige nu fyldt med tanker, tanker hun blot ville holde for sig selv. Snart ville det hele være overstået.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Frihed havde hun ofret for, og frihed var hun allerede blevet givet, ved at bryde båndende til sine tidligere bekendte, ved at forlade de trygge rammer. Hun var allerede fri. Friere var det næsten umuligt at blive. Men måske samvittigheden og medfølelsen skulle have en tur, hmmmh? Det hjalp en del på folks... Evne til at føle sig frie, og løsnede de lænker andre smedede en, ved blot den mindste smule kontakt. De mærkværdige tanker kom dog ikke nær den rolige overflade, de var skam i en hel anden del af den mangesindede hingst. I stedet udlod en mild brukkem, fra det snehvide bryst, svaret til den lige så hvide hoppe, og han ventede på hendes opfølgen, roligt, støttende, og som en sand broder ville gøre det. Han holdt allerede af denne skabning, som han holdt af de skygger der snoede sig omkring hans gyldne hove, og dog brændte der stadig ingen flamme for frygten. Frygt var det primære loialitets bånd hingsten blev ledt af. SKyggerne frygtede han, elskede han, og beundrede han. Dersuden var han ét med dem, og de vanvittige ideer, de smukke, banebrydende ideer, om et helt andet, lysforladt land, brændte stadig klart i hans hukommelse. Anderledes, ja, men smukt. Ud over alle grænser. For natten var en hel del smukkere, end en dagslyser kunne se, hvis man blot tog sig tiden til at iagttage...
Med hoppen ved sin side, gav han sig roligt afsted, med en puffende støtte i ny og næ. Men ellers lod han hende i fred, til at overveje og betænke sine kommende handlinger. Snart ville det hele være overstået, ja. Og hun ville være en søster, en indviet, en vokunne, skygge.