I ly af mørket

Åben tråd.

Mørket havde trukket sig over Andromeda, et mørke så sort at næsten intet kunne ses. En tung sky af sort os og røg stod fra den store vulkan, der virkede noget så besynderlig aktiv denne aften. Mere end den havde gjort længe.
I ly af mørket vandrede den næsten helt hvide hoppe, der næsten lyste op i kontrast til det uendelige sorte hav af mørke. Deadly Myth havde i mange dage og nætter med vandret på denne vulkan ø. En længsel efter hvad hun vidste var her, var hvad der trængte hende på. Tanken om disse skygger blev ved med at trække hende her til. Den næsten hvide hoppe ville vide mere, hun ville lære mere. Hun ville se det med sine egne øjne!

De korte ben bar hende over den tørre jord. Hovslagende gav dunkende lyde i et jævn rytme at hurtige skridt. Hun bevægede sig hurtigere end hun før havde gjort, målrettet mod vulkanen. Halen vippede ivrigt efter hende.. indtil hun med ét stoppede. Stille blev der da hun nåede for forden af den enorme vulkan. En rungen, som en spinden fra en kat var hvad der brød stilheden.
Et dæmpet prust lød fra den lyse hoppe, hendes ånde steg fra den travlede mule i en damp sky, der hurtigt forsvandt i aftens kølige luft.
Tanker var i hendes indre; for endnu en aften stod hun atter for foden af vulkanen, men kunne ikke få sig selv til at sætte de små hove på den, betræde vulkanen og gå mod dens indre, op og op, til man ville nå hullet der ville føre en helt ned i dybet. Var hun bange?
En længsel træk hende, og alligevel blev den næsten helt hvide hoppe stående stille. De mørke brune øjne hvilede stille med det tomme følelsesforladte blik på vulkanens side. Hendes næsebor udspillede sig, luften af svovl borede sig igennem hendes næse, og fik en rynke frem på den travlede mule. Lugten var en blanding imellem behag og ubehag.
En utålmodig brummen var at høre fra den lyse hoppe. Deadly Myth var utilfreds med sig selv; utilfreds over hun ikke blot tog det næste skridt fremad. I mange dage og nætter havde hun vandret her til, for blot at stoppe brat op hver gang hun nåede det bunk, hvor hendes hove lige nu var placeret. Det var som om hendes ben ej ville bære hende længere, hendes krop sagde stop! Der var blot det faktum at hendes hoved sagde gå. Fortvivlet stod hun der i mørket.. alene.

[/blockquote]

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] En sagte, knækket melodi, som fra en ødelagt spiledåse prægede det døde klippestykke skyggeræven befandt sig på. Hans brødre, dele og stykker af hans forrevne sjæl sejlede hvileløst igennem natten omkring ham, hvirvlede aske op omkring den næsten glødende hingstshove, og tilføjede mystiske toner til den allerede knækkede melodi. Den hvide hingsts stemme var præget af skrig, af det skrig der stadig var at føle dybt i hans bryst, der stadig synes at arre hans hals; skriget fra da han blev flået i tu. Selv nu kunne den mærkværdige skabning føle sine tidligere dele, se dem strejfe hvileløst rundt eller boltre sig med dem selv, det der var ham, ikke ham og dog alligevel. Knækket.. Ja, således var det bedst at beskrive de arrede hingst der blot stod med hovedet tiltet let på skrå og nynnede, knækket, flået, sprættet op og spredt i tusinder stuper. Og dog hvilede et smil på den lyse mule, et smil der trak i det sorte ar der fulgte hans strølmlignede hoved helt op til kæbernes begyndelse, forvrængede det.. Et smil der bar tydelige præg af sindsyge, et legesygt smil, et der truede, lurrede. Et der i fremtiden ville nage enhver der tog den hvide skyggeræv i øjensyn, et smil der på forhånd tændte flugten i fremmede sjæle.

I ny fornemmelse strømmede til, ikke en fornemmelse af hun ikke var alene i mørket. Denne underlige fornemmelse fik den næsten helt hvide hoppe til at løsrive det tomme blik fra vulkanen, og derimod spejde rundt i mørket. Øjne blev klemt lidt i, for bedre at kunne spejde sig omkring. Intet synes at kunne ses, ikke ved første øjekast, men da de mørkebrune følelses forladte øjne atter blev rettet imod vulkanen, synes en skikkelse at se.
Et skikkelse der vagte uro men også ru i Myths forvrænget sind. En skikkelse af en hest, men ikke et udseende som en. Hvid men med travlet udseende af sorte mønstre der dansede over den lyse krop. Ikke var det, det som havde givet fornemmelse i hendes indre; denne skikkelse var omringet af noget helt unaturligt. Hvordan skulle det beskrives? Det var som en sort tåge der dansede om hans ben, rundt ham.
Kuldegysninger løb ned igennem den næsten hvide hoppe. Hvad, eller hvem var dette? De mandelformede øre blev trykket fladt ned imod nakken, men nysgerrighed, var hvad der lå over hende. Hun ville nærme sig, se denne skikkelse nærmere, denne hest eller hvad det nu var. Dog var det blot som om hendes ben ikke ville flytte sig. Hendes hove havde nærmest plantet sine rødder lige hér; for foden af vulkanen.
Myth tøvede, skulle hun vrinske, normalt gjorde hun ej dette. De mandelformede hvide øre vippede lidt frem og tilbage, og skiftes med at ende fremme helt spidsede imod denne skikkelse, og i nakken fladt trykket. Advarende!
Alle indtryk og tanker der før var gået igennem Myths urolige sind, var forsvundet i et slør; kun var hendes blik rettet imod denne fremmede. Denne skikkelse der næsten lyste op i mørket, med sine skygge tåge om sig. De tomme øjne der ej vidste det mindste, var rettet lige imod denne hest, hun blinkede ej. Hun stirrede mere end hun kun så an.
En brummen lød fra den lyse hoppe, en brummen imod denne skikkelse af en hest, men kunne han høre den, ville vinden bære den med sig? Eller ville den blot forsvinde i den sky af sod der kom fra vulkanens top.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Fantom hingsten, ham der ej synes at være en ægte skabning, havde for længst bemærket hoppen der stod for hans hove, men ej gjorde han noget syndetligt ved det, blev blot stående som en død ting, som en sjæl af en anden verden og fortsatte sin mærkværdige nynnen, der ej havde nogen egentlig melodi, blot en verion af hyldesten til guden han engang havde tilbedt. En hyldelst der nu var forvrænget til at minde om bagrundsmusikken til en horror film. Og da, med ét, trak skyerne fra himlen, og en bevægelse gled igennem den mærkelige skabning. Halsen knækkede let til den ene side, ej en bevægelse en levende skabning burde beside, og de glødende mælkehvide øjne placeredes, som to nyt opståede måner, på den fremmede hoppe der brummende befandt sig under ham. Hendes brummen hørte han ikke med sine egne øre, men han opfattede den, opfangede den, de bemærkede ganske meget. Den knækkede melodi døede ganske stille ud med en sidste tone, før alt døede hen i komplet stilhed, selv vinden synes at have lagt sig i det enkelte øjelbik hvor månen oplyste grunden. Derpå gled skyerne igen for, efterlod det gudsforladte landskab i det mørke der så ofte beklædte det, det mørke man ej burde våge sig hen til uden at være obsat på at frygten, skyggerne, herskede her. Der gled endnu en trækning igennem den snehvide skabning, en trækken igennem hans overkrop, og derpå udviklede en sagte latter sig fra ham. En latter der synes at kommealverdens steder fra, fra hele landskabet der omkrændsede dem, fra hver en skygge, hver en sten, hvert et træ. Hovedet blev rettet op igen, og hingsten foldede fyrrigt hovedet ind imod brystet, og spredte forbene en anelse, før han kneb øjnene let sammen, og derpå med et let smil lod latteren dø hen igen. En køn skabning var hun, denne hvide hoppe. Men hun var for lys - på samme måde som denne skyggehingst før havde været. Det kunne de ændre... Uden problemer.

En lyd.. en lyd Myth ikke kunne sætte ord på hvor kom fra. Hun lyttede sig omkring. Lyden lød ej som noget naturen bragte med sig, ej lød det som vinden der hviskede i mørket. Lyden var ikke den mest behagelige lyd, den lod kuldegysninger atter kommer over den næsten helt hvide hoppe. En kulde der næsten trængte sig helt ind i marven på knoglerne. En besynderlig lyd der ikke havde en fast melodi. Det gik op for hende at denne lyd, var en nynnen fra den hvide skikkelse med de sorte tågede skygger.
De mørkebrune øjne blev spærret op, for en bevægelse kom fra denne hest, skikkelse, da månen pludselig stod klar på himlen. Alt var blevet stille omkring dem, og efter en besynderlig bevægelse hvilede hans mælke hvide øjne på hende.
Skyer gled atter hen over månen og forlod alt i mørke. En latter fra denne fremmede var at høre i aftens dumlede mørke. Lyden fra hans latter var heller ej behagelig. En underlig fornemmelse gik igennem hendes krop ved lyden, og fik hendes øre til at ligge sig ned. Latteren lød ikke til på de måde at komme fra denne skikkelse, men mere fra over alt på øen her. I sig selv kunne det have skræmt hende fra hvid sans. Et levende mareridt kunne dette have virket til. Dog var besættelsen af tanken om disse skygger hun havde hørt om så... det var ikke til at sætte ord på; og denne hingst måtte kunne fortælle hende mere, vise hende mere!
Latteren stoppede, og stilheden gled over dem igen. Myths mørkebrune øjne hvilede stadig på denne fremmede, denne skikkelse, denne hest, disse tågede skygger der var om ham. End ikke blev hendes blik flyttet, hun skulle ikke misse noget.
Tavs var hun, måske havde hun forventet denne hest, denne skikkelse, denne sjæl havde sagt noget, men han var som hun tavs. Tavs i mørket for stilheden synes at larme. Det blev da også den næsten helt hvide hoppe der brød stilheden: "Hvad er du?," spørgsmålet lød dumt da hun sagde det ud med en let toneløs stemme, der dog alligevel var prydet af hendes nysgerighed.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Vinter ræven, ham der ej længere blot var en hest, men mere, eller måske mindre, klukkede sagte da denne hoppe, denne lyse suforgiftede sjæl spurgte ham, spurgte dem. hvem var hun der tillod sig at stille spørgsmål til dem, til ham? De var mere end hende, mindre end hende, alt og intet, flere og alligevel ingen. En brise kastede den hvide hingsts man fremover hans hals, førte ned imod hoppen, og da gled en træning igennem den muskoløse krop, der elelrs bar præg på mange kampe og sult, rejste sig fra den hævede stilling, og landede let, elegant på hoppens niveau. Hjulpet af de brødre der var ham selv, båret af sin egen skygge. Den lyse hingsts bevægelser var præget af et rovdyrs, som var kroppen en kats og ikke en hests, og selv samme smidige overlegenhed prægede skridtene da han førte sig omkring hende, med hovedet sænket og et truende smil på mulen. "Hvad er vi? Det er ikke sprørgsmålet, hvide sjæl. Spørgsmålet er hvem du er, hvad du er. Thi vi er intet, og alligevel alt." Latteren var tydeligt at ane i den knækkede, og dog forførende stemme der ikke alene udgik fra hingstens strube, men fra landet omkring den hvide hoppe, omkring ham. Han var over alt, og alligevel var de snehvide skygger, den snehvide skygge ganske klar om sin krops placering. Thi skyggerne, skyggen vidste mangt og meget, og mest af alt forsod de sig på at bevæge sin krop, og ikke mindst at bugte sig i det landskab de havde hjemme i, det landskab hvori deres herre dvalede. Ham der som den eneste ene havde en magt over de mærkværdige bæster.

Hesten, hingsten eller hvad han var; skikkelsen bevægede sig, han bevægede sig mod hende som et rovdyr. Den næsten helt hvide hoppe mærkede hvordan en skælven af ubehag ramte hende. Han virkede truende! Jo vidst var Djange også det ud ad til., men slet ikke på samme skræmmende måde som denne hvide hingst med de mærkværdige aftegn, og de mørkværdige tågede skygger omkring ham. En tanke slog hende: Var han skyggerne hun havde hørt om? Det gispede lidt i hende alt imens han stadig bevægede sig.
Stemmen lød fra dette væsen, en stemme der ikke havde den mest behagelig klang klukkende men med en førende lyd. Lyden kom ikke blot fra ham, men rungede i hele området. Mærkværdigt, mystisk. Dette væsen var mere end blot.
Draget af dette lyttede Myth til de ord han sagde. Spørgsmålet om hvad hun var, det vidste hun end ikke selv; ikke ud over at hun var en hest- det var han vel også et sted.

"Mit navn er Deadly Myth," lød hendes stemme, ikke helt så gennemtrængende som hun havde kunne håbe på, men tydeligt var hendes ord. Ordende lød mere tomme, som havde ingen følelser bosat sig i hende. De var der, dog kun bag facaden, et sted skjult for alle.
De tomme øjne hvilede på ham, på skyggerne, tågende eller hvad det var der hvirvlede om ham. Jo mere hun så, jo mere draget blev hun.
Alt dette burde havde vendt noget inde i hende, hun burde væmmes og løbe sin vej. Dette var dog ikke den følelse hun havde; Modsat tvært imod. Hun ville vide mere, hun ville se mere. Svar..

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den store mærkværdige skabning stoppede dá sin gang, og tippede hovedet på skrå for at betragte hoppen med glødende hvide døde øjne. "Deeeaaadlyy.. Særligt dødelig forekommer du mig nu ikke.. Eller måske det skal forstås, som at du er en dødelig?" Fantomhingsten fnøs derpå dæmpet, og kastede med hovedet med et kort fnis, før han trippende igen satte igang, søgte længere imod det mørke der omgav dem, før han igen stoppede, og lod et blik til hoppen over skulderen. Han var allerede,de var allerede igen på vandring, denne hoppe kunne ikke fastholde dem ét sted; thi han havde mangt og meget at se til, og endnu kun ét sæt hoved at bevæge sig med. De skræmmende døde ryk der gled igennem kroppen på den ellers mægtige hingst synes at tilhøre en genstand - eller måske rettere sagt en dukke, ført af en der ikke havde helt styr på trådende. Og dog lod han ikke den mindste tvivl om kontrollen eksisterede ud til den mindste skygge der omgav ham, en enorm magt var at ane alene i hans tilstedeværelse, en magt der lagde sig tungt over landet. Men at magten ej var hans var knapt så tydeligt. Han var en budbringer af det ondskab der langsomt krøb frem som mørket over andromeda, der langsomt fortærede sjælen hos den hvide skabning, åd hans jég væk; gjorde ham til en skygge, en skygge af ingen andre end sig selv, en skygge ligesom alle de andre, en skygge der var de andre. Og en skygge var han, ihvertfald i sin nuværende fremtoning. Den hvide skabning udlod et rovdyrsagtigt hvin, før han med ét fór afsted med et enormt spring der synes at synge i hele hans bagpart, og da forsvandt han, og tittede op igen bag klippestykker, før han igen fandt sig til ro med en ædel mine et niveau højere end hoppen, med et afventende blik til hende, som forventede han at se hende følge sig; thi et mysterium lå foran hende, et mysterium visse ikke ville have kræfterne til at modstå...

Han, den, dem, de.. så forvirrende, kommenterede hendes navn. Han havde vel ret. Deadly Myth synes ikke særlig dødelig, men alligevel var alt hun havde kært gledet bort fra hende. Væk i intetheden. Den næsten hvide hoppe rystede lidt på hoved, hendes øre var presset ned i nakken og øjne knebet hårdt sammen. Smerten, minderne. Hun ville have dem til at gå væk. De plussede i hende. Fik hendes indre i uro, kaos. Der gik lidt, nogle minutter før hun fattede sig selv, fandt en ro; i hvert fald ro nok til at svare dette væsen.
"I sig selv er jeg ikke dødelig ikke dødbringende, men jeg føler mig død; fortæret ædt op inde fra. Pint. Hvor vidt mit navn passer til mig ved jeg ikke."
Det gav lidt et sæt i hende at hun åbnede op for disse ord. Dem behøvede han ikke vide. Han skulle ikke have hørt dem. Ak, han var ikke en almindelig hest, og det var ikke at blive sårbar, eller var det? Fik han hende til at gøre dette, eller var det hendes længsel efter de historier hun havde fortalt. Drømmen om at alle hendes mareridt skulle gå væk, og indbildningen om at lige netop dette væsen, denne hest, skabning havde de sidste svar; havde hendes endelige løsning.
Der skete for meget i hendes indre, og der gik lidt før hun helt kom til sig selv igen, mannede sig op. Et chok gik igennem hendes krop da han pludselig fór afsted; hun var lige ved at råbe. Han måtte ikke gå endnu, hun havde så meget hun var nød til at spørge ham om. Så mange spørgsmål og hvis han var den eneste der kunne have svarende; men inden hun nåede at åbne munden stod han igen synligt. Højere oppe, han havde flyttet sig så umenneskeligt. Som en dukke, som noget ikke levende; overnaturligt. Myth tog nogle skridt frem, frem imod ham. Draget. Hun kunne ikke dy sig, hun måtte vide det nu!

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Et bredt smil gled over mareridtsvæsnets mule da hoppen påviste tegn på indre smerter, et smil der ej llod sig mindske af hendes følgende ord. Fortæret? Ædt? I særdeleshed var den hvide skygge ligeledes, thi engang havde han været mere, mindre end det han var nu; Engang havde han været en ung, fyrrig hingst. Nu? Nu var han.. Et væsen der overskred ale grænser, trådte uden for virklighedens idealer, i særdeleshed en der burde undgåes, hvis dette var muligt. Hans slangeagtige bevægelser kom først til holde da de to igen nåede et nogenkunde udstrakt område, og da snuttede han rundt, i en bevægelse der synes at få hingsten til at smelte i ét med omgivelserne, blot for få sekunder. En sagte latter lød omkring dem, fra natten, fra skyggerne. "Dødelige myte, eller måske nærmere tomme myte? Navne siger ikke alt om dem vi er, om det væsen vi besidder, gemmer bag det ydre. Men dog, alligevel gør det på sin vis. Hvad jeg er vis på, hvide hoppe, er dog en særdeles anden sag.. Ser du, vi, jeg kender visse der kan besvare dine spørgsmål, der kan lede dine skridt. For en gang skyld talte skyggehingsten ej i gåder, men lod sig dog forstå af sit 'dødelige' selskab. Hvorvidt han selv var dødelig vidste han egentligt talt ikke, måske han ville lade spørgsmålet falde hvis det engang kom på tale. Skyggehingsten smøg sig ganske elegant et par skridt længere ind, væk fra hoppen, og fnøs derpå dæmpet. "Åhh, så mange ting ligger endnu usagte.." Ordene blev forfulgt af et dæmpet grin, og skyggehingsten rankede sig let, og lod hovedet søge en anelse nærmere bringen imens han hoved gled let på skrå for at betragte den unge hoppe med et ildevarslende smil. Måske hun ville møde hans brødre -gøre en ende på sine lidelser? Han vidste med sikkerhed at Alduin, hans herre, deres herre kunne være hende behjælpelig.. Hvis hun betalte prisen.

Han, dem, vi... måske led væsnet foran hende, eller hvor han i virkeligheden nu befandt sig, nærmere over alt, af en personligheds forstyrrelse; vrang forstillinger. Uanset hvad, så kendte de, han en der kunne stille svarene for hendes spørgsmål, måske kunne denne ende hendes endeløse søgen på fred, på svar.
Den næsten helt hvide hoppe stillede ingen spørgsmål, dette var i virkeligheden underligt, for en hver normal hest, et normalt væsen ville have tøvet ved denne skabning hun talte med. Tænkt at dette ej var virkelighed.
"Hvem? Hvor vil jeg kunne finde denne der har svar på mine spørgsmål? Jeg længtes efter friheden, svarene. Jeg er desperat!"
Så sårbar, Myth blottede sin hals. Han havde hende et sted i sin hulehånd, og hvis dette væsen virkelig ønskede det, kunne han nok få hende til hvad som helst, sågar hoppe ud fra en klippe. Desperationen i hende voksede, hun følte sig utålmodig. Åh hvis hjælpen var nær, enden på lidelserne og de uendelige spørgmål. Myth ville gøre hvad som helst.
Latteren dette væsen kom med, synes ikke længere nær så skræmmende, ej hans måde at bevæge sig på, ej den hvislende stemme der rungede i mørket som et ekko. Myths tomme øjne, der stadig skjulte hendes smerte, hendes mareridt, så på denne fremmede med nye øjne; en redningsmand. Denne skabning var hendes vej frem.
Dette kunne være en fejltagelse.

Lige en note til mig selv - denne tråd skal svares på 83

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Dette kunne være en fejltagelse... Eller en gerning der ville føre hende videre, åbne nye horrisoner, lære hende at se med skyggernes øjne, se med nattens blik og tale med mørkets tunger. Fremtiden.. Så uvis. Den lyse hingst udlod en dyb nynnen, og forlod derpå sin stillestående plads, for at søge nærmere hoppen. Kortvarrigt dansede hans mule let hen over hendes hvide pels, før han med et kort fnys, en slet skjult latter, lod sig føre bort med en dans, der dårligt kunne bevskrives som andet end en overjordisk svæven, han, dem, de bevægede sig med en så ulogisk samling af bevægelser, at han ej synes at beherske sin gang for at transportere sig, men nærmere for at forundre og forbløffe. Mons tro han tilmed ikke havde opfundet sin egen mærkværdige måde at begi sig omkring på, svævende og elegant. "Hvem? Hvor? Hvordan? Hvorfor?" Hans stemme lød som en brummende undertone, imens hans gyldne hove, skridt for skridt, løftede mere og mere aske fra den gråsorte jord. Derpå stoppede han igen, spidsede ører, og udlod et dæmpet fnys som om han var kommet i tanke om noget, løftede halen på ægte araber manér, og travede hende i møde, slog en halvcirkell omkring hende, og lod sig falde i skridt ved hendes side, ganske tæt, så tæt at deres hårpragt næsten var forenet. "Hvem andre end Ham? Han der bringer mørket, han der... Er alt... Ham der hersker, vil herske, og frem for alt han, som vil æde lyset, genføde.. Verdenen på ny. Tillade skygger i sindet, tillade syndsfulde tanker.... Han vil dig hjælpe, dødelige hvide, såfremt du ønsker det, såfremt du vil... betale prisen..." ordene flød fra hans mule i en lind strøm, ganske tæt ved hoppen, svagt hvislende, melodisk, lokkende, og frem for alt sandhedstro. For det var denne sandhed den mærkværdige skygge skabning var overbevist om, denne sandhed man havde fremstillet for ham, denne sandhed de levede efter. Han levede efter. Thi han var dem, den og ham. Alduin var han ligeledes, på sin vis, og på sin vis ikke. Derpå forlod hingsten hoppens side, med en ny gangart, præget af døde, mekaniske bevægelser, og snoede sig længere op af skråningen, ledte hende længere ind i skyggernes regime, tættere på hans hvilested, nærmere Alduin.

For en hver anden hest havde alt dette nok været nok til at stikke halen imellem benene, og løbe sin vej. Stikke af! Selvom hele hingsten, væsenet ikke virkede virkelig, ikke rigtig levende, men ej heller død; var skræmmende, så lokkede han mere end hvad Myth ville kunne frygte. Hun lyttede! De mandelformede øre fulgte ham hvor han gik, hun måtte vide mere. Han var hendes vej, han kunne lide hendes sti, finde hvad hun søger.
Den, det eller ham, hvad han så end præcis var, virkede næsten hånelig for en kort stund, men den næsten helt hvide hoppe bed sig ikke mærke i det, og jo mere han bevægede sig væk, jo mere var det som et usynligt bånd træk i hende. Hun måtte følge ham. Ej skulle hun miste denne skabning af syne nu. Ikke når det var så tæt på. Så tæt på svar, så tæt på hendes løsning.

Meget pludselig var han ved hendes side igen, ubehageligt tæt på! De mandelformede øre fløj tilbage til nakken, men dette var blot til hans hvislende stemme atter lød.
Endnu en gang var det som en gyser, og en normal hest ville have flygtet, men ikke Myth. Hun hørte hans ord, og det var som hver og en tiltalte hende mere end noget andet. Lokket med af sine lyster, sine håb! Hun ville gøre alt, give alt. Hun ville blot have freden som gengæld.

"Alt jeg vil gøre, og alt vil jeg give, så længe at uroen fra mine mareridt vil tie."

Hvor dette rim kom fra, kom selv bag på Myth. Sådan havde hun aldrig talt før. Hun var chokeret over disse ords klang, men ignorere det efterfølgende. Han, den, det bevægede sig igen væk, og per automatik fulgte hun ham. Hendes ben skælvede under hende, men med vilje og styrke fulgte hun dette væsen, der virkede som en maskine nu. Han virkede ikke levende.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den hvide hingst lod derpå sine zombieagtige skridt glide over i en panters glidede bevægelser. Elegant banede han sig op af den stejle skrænt, for at stoppe op, og hvælve halsen, hvorpå de mælkehvide øjne plantede sig på hendes skikkelse, hendes sjæl. Sikke en desperart en hun var, det var længe siden Fuyu havde lagt øjne på en af den type.. Hvis han nogensinde havde det... Oh well, måske han ikke havde, men han havde i alle fald før han blev ham. De havde set mangt og meget, han havde set mangt og meget, levet liv nok til at fylde årtier med beretninger, så mødt en sådan havde han.. Han havde sådanset været en engang, altså ikke den hvide hingst, men han, skyggeskabningen, de.. Hvisse af dem havde været sådan engang. "Uro og mareridt vil opholde, unge hoppe. Hvis blot du ønsker det rigtige..." Den smukke stemme klingede rent ud i nattens mørke, hvori skyggerne ej talte, tværtimod synes de at have ladet opmærksomheden andetsteds, thi de var begyndt at søge i samme retning som hingsten, mod vulkanens breder, mod den bolig, hvori deres herre hvilede... Hvori han var fanget, lænket af lysets kolde skær. Han lod en venskabelig brummen søge imod hoppen, opmuntrende, for at støtte hendes vaklende ben, før han igen vendte kursel fremad, og begav sig i en rolig skridt mod altings centrum; Den verden hvor alt gav mening Han vandrede mod sine brødre, sig selv, sin herre, og... Ja. Et kort, leende, fnys forlod den lyse mule, og han kastede et sidste blik efter hoppen, før han slog over i en elegant trav, og brød ind i de tunge røgagtige skygger der snart dækkede jorden. De skiltes hvor hans hove placeredes, før de som hovskæg greb fat om hans slanke, hvide lemmer, og lod sig transportere et stykke vej med ham, før han standsede. Nattens mørke himmel synes at være hentet ned på jorden, der også blot var et mørkt lag. Hvor alting endte, og alting begyndte ville for visse være svært at se, men ej for skyggehingsten, nej. Han så bedre end nogensinde, følte hver en sten, hvort et åndedræt i verdenen omkring sig. Her ventede han hoppen, nær kanten, roligt, som en støtte i natten, en smuk, marmor hvid støtte, med ar ætset dybt ind i pelsen... Ind i sjælen.