I ly af mørket

Jo længere de gik op jo hårdere blev det. Deadly Myth havde ikke passet sig selv vel længe, og havde i lang tid været mere udhungret end hvad godt var. Men appetitten havde ikke været der, tankerne havde fløjet afsted, mareridtende havde plaget hende. Holdt hende igang så længe, sat hende på farten. Mange timer havde hun brugt på denne ø, nær vulkanen havde hun vandret. Forsøgt at finde ro, men roen havde ikke kommet til hende. Ikke før nu. Denne ro, den var farlig. For hvis ikke den blev ved, ville hun blive sindsyg. Men det hele ville stoppe snart, hun ville finde sin ro. Hun ville give afkald på sine mareridt, sine pinsler. Hun ville ofre og tjene denne herre. Hun ville vandre ved den sne hvide hingst, denne skabning omgivet af skygger. Hun ville være dem alle evig taknemlig. Tro. Myth havde besluttet sig for længe siden hvilket vej hun ville gå. Tabene på vejen havde ikke været mange, der havde været et.
Den støtte og opmundring der kom fra den særpræget hingst hjalp. Egentlig vidste Myth ikke hvor eller hvordan hun skulle kunne miste nok blod. Ville hun selv være i stand til at kunne klemme tænderne så hårdt sammen om sit skind og kød til blodet ville flyde. Hun brummede lavmeldt næsten bekymrende, og de mørke tomme øjne søgte de mælkehvide øjne hingsten Fuyu havde.

Igen blev blikket rettet fremad, målrettet gik hun imod målet. Toppen af denne vulkan. Det føltes som en lang vej, og i stilheden hvor tankerne fik lov at vandre virkede den blot endnu længere. Dog, pludselig synes underlaget at slippe ud længere oppe. Var hun kommet til toppen? Den top hun ikke før havde turde nærme. Først nu med denne opgave havde hun turde nærme sig. Myth sank dybt med en højlydt vejrtrækning. Hun var både lettet og nervøs.
De spinkle ben synes at skælve en smule da hun stoppede op. Hun så ned. Faldet ville være nok til at kunne slå en ihjel. En tanke strøg hende; en tanke om hvor mange mon havde ladet livet her? Ofret sig eller blot blevet slået ihjel. Herren ventede på hendes ofring, på hendes blod.
Myth forsøgte at samle mod til sig. og igen mødte de mørkebrune øjne Fuyus, denne gang knap så kolde og tomme som før. Denne gang mere spørgende.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Stilhed var ikke længere en ting der heskede i skyggehingstens liv. Han hørte natten, og lyde fra tusinder af steder han ikke selv befandt sig. Derfor forekom turen ham knapt så lang, idet han kunne betragte den fjerne horisont, beundre et egetræ, der ensomt raslede i natten. Dog var hans tanker ikke mange steder i disse momenter, men samlet om den simple ting, der foregik i verden foran den hvide hingst; Han nød natten. Nød opgangen, ilten der langsomt blev tyndere, efterhånden som de nærmede sig det grusomme gab, og snart fornæmmede han hvorledes pelsen, langs hans sorte ål, rejste sig, og en bagehagelig gysen gik igennem hingstens sjæle. Frygten gav sig langsomt til at fæstne sig i ham, og jo nærmere han trådte kløften, jo mere splittet følte han sig. En stor del af hingsten frygtede dette sted, for så megen smerte var blevet ham pålagt. Men en dyb ærefrygt, en dyb loyalitet var også knyttet hertil; En kærlighed, der brændte langt dybere end overfladisk forelskelse. Det var her han var blevet til, dette hul var hans herres indgang til verdenen, hans fangeskab. Et smil rørte sig på hingstens læber, og snart sluttede han sig til den hvide hoppes side. Hingstens åndedræt var blevet tungere, mindre reglmæssige, og en sitrende begejstring var næsten tydelig i hvert af de elegante skridt. Da hoppen stoppede, trådte han nærmere faldet, og vendte da hovedet, før han for første gang i lang tid, lod sin stemme lyde. Den var roligere end han så ud, men bar også en dyb respekt, der var næsten uhørt, i de ellers rebelske hingsts personlighed.
"Du må ikke frygte afgrunden, kære søster. Hvis du falder, griber vi dig, og hjælper dig tilbage på benene igen. Der er ikke mere at frygte i denne verden, ikke så længe vi er ved din side."

Det selvsamme var han blevet fortalt, i momenterne før skyggerne havde samlet sig om hans krop. Skyggerne måtte han gerne frygte, og den ondskabsfulde magt, der kunne anes i hvert åndedrag; Men et fald som dette, det var ej en ting der skulle frygtes. Hun ville blive redet, ville rejse sig igen. Hans snehvide blik var roligt, tillidsfuldt, for hvis det var én ting man kunne stole på, så var det skyggernes ord, hans herres ord. Med denne handling trådte hingsten endnu nærmere kanten, indtil hans gyldne hove pårørte klippen, hvor den forsvandt ned i dybet. Enkelte småsten løsnede sig ved hans vægt, men ellers holdt klipperne solidt. Der stod han, og ventede på sin søster; på hoppen, hvis liv snart ville være i hænderne på mørkets hersker, på andromedas sande overmagt.

Havde den sne hvide hingst med de mystiske sorte aftegn ikke været der, der ved hendes side. Havde hun så vendt rundt? Deadly Myth vidste det ikke selv, hun lyttede til hans beroligende stemme der fortalte hun ikke skulle frygte hvad der så ud til at være et endeløst hul. Dybt træk hun vejret og samlede mod til sig. Det synes pludselig meget lettere at trække vejret. Ilten fandt vej til hendes lunger. Et svagt smil træk hun over den spraglede mule. Så ned imod den bund hun ikke kunne se, ned i afgrunden. Det her var slutningen på det hele, men også begyndelse på noget nyt. Dette var hendes endestation. Dette var det hun havde ventet så længe på.
Længe stod den næsten helt hvide hoppe helt stille, kiggede ned i denne afgrund. Der hvor herren hvilede, der hvor herren var indespærret. Hun nærmede sig dybet som Fuyu havde gjort. Det holdt. hun stod stille ganske længe. Lyttede til den genlyd hun havde i sit hoved af Fuys stemme. Med denne tillid, dette håb i sine tanker gjorde hun det hun ikke havde troet hun kunne gøre selv. Hoved blev slynget tilbage imod hendes skuldre og kæberne blev låst fast om det hvide skind.

Et hvin.. skingeret af smerte kom fra den hvide hoppe. Fra stedet hun havde haft tænderne før, fra der hvor det luns af kød og skind hun stod med imellem tænderne nu før havde siddet, mærkede hun en varm klistrende fornemmelse. Der gik ikke lang tid før andrelinen satte ind. Smerten synes at forsvinde, hun bedøvede sig selv.

Skyggerne havde ventet så længe på dette. De mange, de få, den ene og alene; Alduin ham selv havde ventet på dette. Fuyu havde sørget for at den snehvide Deadly havde valgt deres vej og nu stod hun ved vulkanens top og ofrede det blod, der ville give dem et vigtigt skub imod friheden som de ønskede det.
Nu dryppede det ned til dem, og de nød det. De sugede det til sig, slugte det og smagte på det i en uendelighed, inden de søgte op mod Vulkanens top, hvor endnu en flok Skygger brød løs, på grund af den fornyede kræft de havde fået af det friske blod. De havde ikke smagt sådan fryd længe, og den styrke der strømmede igennem deres legemsløse kroppe var ubeskrivelig. Snart skød de op af Vulkanen og samlede sig sammen med de utallige der havde været på fri fod i flere år, der nu stimlede sammen omkring de to hvide heste. Alt imens var der en lille flok af dem, der nærmest kravlede af blodstrømmen op til den snehvide Dødsmyte og uden tøven kravlede direkte ind i hendes krop. Her skete der noget forunderligt, for da først Skyggerne havde indtaget hendes indre, gik de i gang med at ødelægge det hjerte hoppen besad. Bogstaveligt talt slog de hende ihjel lige der på toppen af vulkanen, men det hjerte de ødelagde, erstattede de af et nyt, som var lavet af Skygger. Det skete så hurtigt, at den snehvide hoppe nok ikke ville mærke meget til det, men en klar fornemmelse af at dø følte hun. Og derefter kun det meget vage hjerteslag, som Skyggerne lavede i form af kopi af det hjerteslag der engang havde dunket i hendes bryst.
Omkring arret, der hvor hun havde bidt hul så blodet kunne strømme, lappede Skyggerne nu hullet sammen. Som minde om dette, satte én Skygge sig på hendes pels, smeltede sig ind i den og afgav sit ’liv.’ Som aftegn ville den altid sidde på denne hoppe, til den tid hvor nogen ville rive hendes Skyggehjerte ud og ende hendes dage.
Således gik det, at Skyggerne fik endnu en håndlanger. Et glædesrus så højt, at det kunne høres adskellige øer væk bragede over himlen, inden Skyggerne uden et ord forsvandt ud til alle sider. Væk var de, undtagen dem der sad på og i de to heste. Dermed sænkede stilheden sig over dem igen – Snehviden havde udført sin opgave, og havde nu fået den ære at være én af dem. En Skyggehoppe, den første af sin slags.

[Læs under ’Ataler’ på siden hvilke konsekvenser samt evner som Deadly Myth vil få efter dette møde]